Han gjorde sine iagttagelser i den franske presse, som den så ud for to hundrede år siden, og den diagnose, han dengang stillede, har stadig gyldighed.

Hvordan kan det lade sig gøre? Meget har jo forandret sig, ikke mindst i medieverdenen. Forklaringen er dobbeltsidig: Balzac havde et skarpt blik for grundlæggende, strukturelle forhold i pressen samtidig med, at han havde modet til at kigge dybt ned i de sorte huller i den menneskelige natur.

Han gav sin lange række af romaner fællestitlen Den menneskelige komedie. Titlen kan læses op imod Dantes Den guddommelige komedie.

Som “hovedværket i værket” udpegede Balzac selv Les illusions perdues, 1-2, 1837-39. Den franske originaludgave fandt betydningsfulde danske læsere, bl.a. Herman Bang, som portrætterede Balzac i Realisme og Realister i 1879. Bang skrev selv en roman med stærke indslag af pressekritik, Stuk, 1887.

Les illusions perdues blev oversat til dansk Skuffelser af Oscar Madsen i 1898. Oversættelsen blev revideret af Anna Link og udgivet under titlen Bristede Forhaabninger, 1-2, 1929. Det er den udgave, jeg citerer fra i det følgende.

Historiens kerne

Kernen i Bristede Forhaabninger er en historie om en ung, smuk og stræbsom digter fra provinsen. Han kommer ind til Paris med sin tyve år ældre litterære elskerinde og sine store forventninger. Han mister hurtigt sin muse, og snart efter brister hans illusioner om at blive anerkendt og velhavende for sine litterære bedrifter.

Vejen frem går gennem pressen. Det er ved journalistikken, man kan sejre. Samtidig mister man idealerne og korrumperes moralsk.

Pressen stønner

Balzac begynder med de materielle forudsætninger:

Paa det Tidspunkt, da denne Historie begynder, arbejdede man endnu ikke med moderne Materiel i de smaa Provinstrykkerier. Skønt man havde ikke saa ringe Forbindelse med parisisk Bogtrykkerkunst, anvendte man i Angoulème stadig de Maskiner af Træ, som Sproget skylder Udtrykket “at faa Pressen til at stønne.”

Bogtrykkersvenden, der betjente en sådan presse, kaldte man en bjørn, fordi hans bevægelser mellem sværtekasse og maskine lignede dem, en bjørn udfører i et bur.

Det virkelige navn på bjørnen i buret er ved historiens begyndelse Séchard. Han er en naturkraft af arbejdsomhed og bjergsomhed.

Hans søn bogtrykkerlærlingen hedder David. Han er retlinet og bedste ven med romanens hovedperson, Lucien Chardon.

Lucien er søn af en apoteker, men det synes digterspiren ikke er fint nok, så han tillægger sig efternavnet de Rubempré efter sin mor. Derved kan han passere som landadelig ligesom musen, Madame de Bargeton. De forventer at blive løftet op i samfundet ved hjælp af hinanden. Hun skal åbne dørene til det fine selskab for Lucien, som skal gøre dem begge berømte gennem sin digtning.

De første små 150 sider giver forudsætningerne, de materielle og de emotionelle. Det hele er endnu ikke føjet artistisk sammen. Det mest interessante er magtforskydningen i kærlighedsforholdet mellem Lucien og Madame de Bargeton. Fra at være hendes slave bliver han hendes herre. I sit Balzac-essay læser Herman Bang sig fintmærkende ind i denne relation.

Rejsen til Paris - fart på

Først da Lucien og Madame de Bargeton stikker af til Paris, kommer der tempo over fortællingen.

Allerede på rejsen derind, opdager Lucien, hvor dyrt det er at leje sig ind og spise på hoteller og kroer. De forbruger på et døgn, hvad de troede de kunne leve længe for i byen. De lærer også, at konventionen koster penge: Den forbyder dem at dele værelse på vejen, og i Paris kan de ikke dele adresse.

Byen mister hurtigt glansen. Lucien finder de unge pariserinder mere tiltrækkende end Madame de Bargeton. Og hun knytter kontakter af standsmæssigt mere passende art.

Digterkredsen

Lucien kommer ind i en kreds af unge idealistiske digtere, som dyrker hinanden. De andre hjælper Lucien økonomisk, men han er for stolt til bare at tage imod. Da han siger, at han vil søge arbejde ved en avis, siger de: ”Vogt dig vel for det”. Digtergruppens førerskikkelse, d’Arthez, forudser, hvad der vil ske:

Du vilde blive saa henrykt ved at udøve Magt, ved at have Haands- og Halsret over Aandens Værker, at du paa to Maaneder vilde blive Journalist med Liv og Sjæl. At være Journalist vil sige det samme som at være Proconsul i Litteraturens Republik. Kan man skrive alt, kan man snart ogsaa gøre alt. Den Sætning har Napoleon udtalt, og den er tydelig nok.

Det er i mødet mellem journalistikkens muligheder og Luciens egenskaber, ulykkerne vil ske. En anden digterven, Fulgence, siger:

Du har alt for mange af Journalistens Evner: den kvikke og hurtige Forstand. Du vil aldrig undlade at skrive et godt Indfald ned, selv om det saarer din Ven.

Ræsonnementet indeholder en skjult mellemsætning: at Lucien ikke har rygrad til at modstå pressens magtudøvelse. Gennem Fulgence formulerer Balzac en kulsort pressekritik:

Journalistikken er et Helvede, en Afgrund af Uret, Løgn og Forræderi, som man ikke kan komme over og som man aldrig slipper ubesmittet ud af, naar man ikke som Dante staar under Beskyttelse af Virgil og hans guddommelige Laurbær.

Lucien og fristelserne

Lucien bliver fornærmet over, at digtervennerne tænker så dårligt om hans evne til at modstå journalistikkens fristelser.

I digtningen har han allerede investeret meget. Han har forfattet et manuskript til en roman i Walter Scotts stil: “Karl den niendes bueskytte”. Desuden har han skrevet et hundredtal sonetter i en samling, han kalder “Margeritterne”. Han tror, at han vil sejre ved disse værker, men han opdager hurtigt, at de er uafsættelige, specielt digtene! Hvis han skal have sine værker trykt, solgt og anmeldt, må han være villig til at indgå i det system af gensidige tjenester, som den litterære verden består af.

Gensidige tjenester

En ven introducerer ham til de metoder, der anvendes: bøger, der anmeldes uden at være sprættet op; redaktører, der skifter mening efter døgnrytmen (“Om Morgenen deler jeg mit Blads Anskuelser … Om aftenen har jeg mine egne; om natten er alle Journalister graa”); skuespillerinder, der betaler for gode anmeldelser, undertiden i naturalier. Det hele er styret af penge. Applaus og piften i teateret kan være bestilt arbejde. Klakørerne er ligefrem organiserede i en forening med en formand.

Samvittigheden er en kæp

Da Lucien spørger til samvittigheden i alt dette, svarer hans ven, at samvittigheden er en af disse kæppe, som hver især bruger til at prygle andre med, men som man aldrig bruger mod sig selv.

Hvad Pokker gaar der af Dem? Tilfældet gør paa én Dag et Mirakel for Dem, paa hvilket jeg har ventet i to Aar, og saa morer De Dem med at drøfte Midlerne!

Lucien får også indsigt i, hvordan man for at fylde spalterne ud viderebringer nogle ondskabsfuldheder om politikerne og ministrene, om nødvendigt om vennerne.

Teatrets vellyst

Hvad der til sidst lokker Lucien ind i presseverden er mødet med skuespillerinden Coralie og den verden af letfærdighed og vellyst, teatret udgør.

Han skriver en teateranmeldelse, der er så blændende, at der straks opstår misundelse blandt hans nye venner.

Oplyse eller brændemærke

Ved et selskab tales der om pressens fremtid. En siger, at pressen endnu kun er i sin barndom, men at den vil vokse sig stor. Alt vil blive underkastet kritik, og at tanken vil oplyse alt.

En anden siger, at pressen vil brændemærke alt. Den vil skabe konger - og vælte monarkier.

Da en erklærer: “Vi lever af den”, svarer en anden: “De vil engang dø af den”.

En af gæsterne forudser, at Lucien vil slide sin hjerne træt og tage skade på sin sjæl, hvis han kommer ind ved disse “infame Blade”.

Lucien selv mener, at han havde gennemskuet den kyniske bladverden, og er overbevist om, at han nok skulle klare sig. Hans situation er farvet af den umiddelbare gevinst: Coralie, som han til sidst i bind 1 kryber sammen med i sengen.

Sådan ender det første af de to bind.

Hjertet i værket

Afsnittet “Provinsens store Mand i Paris” er en forrygende rundtur i den moderne presseverden. Analyse og anskueliggørelse i ét stykke. Balzac har snedigt placeret det, så det begynder i bind 1 og fortsætter i bind 2. Det fylder omtrent 300 sider. “Provinsens store Mand i Paris” er hjertet i Balzacs vigtigste værk.

Penge er vigtigere end politik

I andet bind af Bristede Forhaabninger falder Lucien fuldstændig til i rollen som journalist. Han lærer at tilpasse sig faget på de givne betingelser. Snart har han bundet sig til kontrakter, som han ikke tør fortælle sine gamle digtervenner om. Af sin arbejdsgiver får han dikteret, hvem der er hans fjender og venner (og det er især de sidste han skal passe på!). Bladets hovedformål med at have ham ansat er, at han skaffer abonnenter. Penge er vigtigere end politik.

Lucien introduceres for en journalist, Hector Merlin, som er indbegrebet af kynisme: “Vil De være elsket, saa forlad aldrig deres Elskerinde uden at have faaet hende til at græde; vil De gøre Lykke i Litteraturen, saa fornærm altid alle Mennesker, selv Deres Venner og tilføj hver lille Forfængelighed en Krænkelse; saa vil alle kæle for Dem.”

Magtudøvelse

Da Lucien er blevet optaget i “Journalisternes frygtelige Friskare”, begynder kollegerne at arbejde for ham. “Han skal være en stor Digter i Løbet af tre Maaneder”. De vil presse forlæggere til antage hans manuskripter. De fordeler opgaverne imellem sig. Alt sammen handler om magtudøvelse. Der kommer også forslag til latterliggørelse af politikere. “Hvad om vi skrev, at Hr. de Bonald har fodsved?” spørger en af dem. (Metoden svarer nøje til “Corsaren”’s gengivelser af Søren Kierkegaards bukseben af ulige længde).

Lærenemme Lucien

Lucien lærer let. Han skriver uden besvær anmeldelser som hævnakt. Efter et vist pres formår han også - under forskellige mærker - at være for og imod samme bog. Det kalder de andre at kunne se en sag fra to sider.

Den fleksible unge mand lærer også at skrive elegante bagateller om ingenting. “Det er vanskeligt at bevare sine Illusioner om noget som helst”, konstaterer han. “Der er Afgifter paa alt, man sælger alt, fabrikerer alt, selv Succes’en”.

Fælden klapper

På få måneder er Luciens liv forvandlet. Hans nye venner holder dåb over ham som journalist: “Fra Provinsialist til Journalist”. Men der er ikke bund i ham. Han aner ikke, hvor mange penge, han bruger - og skylder. Selskabslivet optager mere og mere af hans tid. Han spiller og kommer i gæld, og der lægges fælder for at få ham knækket. Med udsigt til at få sit adelskab legitimeret lader han sig lokke til at skifte parti fra at være liberalist til at blive royalist.

Lucien forstår omsider, at han er “et legetøj for misundelige, havesyge og troløse Mænd”. En kritiker, som vil ham det godt, forklarer ham, at for den svage karakter, er talentet en frygtelig sygdom. Medens talentet vokser, tørrer hjertet ind.

Nulpunkt og hjemrejse

Luciens nedtur er uafvendelig. Han roder sig ind i en duel. Han signerer veksler med sin svogers navn.

Og for at skaffe penge til Coralis begravelse skriver han letfærdige drikkeviser. Han kan nu ikke komme længere ned i Paris og begiver sig på hjemrejsen til provinsen.

Helt hjem til familien kommer han ikke. Han indlogerer sig et sted, hvorfra han kan kommunikere med breve til søsteren Eva. I romanens psykologi er begrundelsen den, at han ikke kan se familien i øjnene, før han har skaffet penge til at få svogeren fri af det gældsfængsel, han er havnet i på grund af de veksler, Lucien har forfalsket. Balzac har imidlertid også en anden begrundelse: Han skal bruge Lucien i en anden roman!

Personer går igen

Balzac udviklede en idé, som i dag er så slidt, at man har svært ved at tro, at den nogen sinde har været ny: At lade personerne gå igen fra roman til roman, men set i forskellige perspektiver.

På den måde skaber han indre sammenhæng i sit univers. Omkostningen ved metoden er, at han svækker det enkelte værk.

I Bristede Forhaabninger vender handlingen tilbage til David Séchard, som har overtaget faderens trykkeri og nu arbejder på at opfinde metoder til billiggørelse af papir. Men onde kræfter lurer på at hugge metoden fra ham. Temaet forbinder sig både med trykpressen i romanens første del og med journalistikken i anden del. Alligevel har historien svært ved at fænge, og læseren har svært ved at forlige sig med, at Balzac lader den idealistiske David ende med at samle på insekter. Og Lucien? Han skriver et rørende brev til søsteren om nødvendigheden af at begå selvmord. Inden han har realiseret tanken, har han mødt en spansk jesuiterpræst, til hvem han har solgt sig selv med sjæl og krop for det beløb, han skylder David Séchard.

“Denne store Iagttager bliver mod Slutningen af sine Bøger altid Fantast”, skriver Herman Bang i sit Balzac-portræt.

Men Balzac kunne ikke lade Lucien dø endnu. Han havde brug for ham i Kurtisanerne (1837-47). Hvordan det går ham dér, overlader jeg til læserne at finde ud af. Kurtisanerne udkom i dansk oversættelse ved Kristen D. Spanggaard i 1977.

Hvis nogen vil skyde genvej til Luciens skæbne, kan de læse om den i Eric Danielsens Guldets satan. Introduktion til Balzac og den menneskelige komedie (1994). Jeg henviser specielt til det kapitel, der hedder “Portræt af et pilråddent samfund”.

Åndens kapitalisering

Apropos et pilråddent samfund, så læste den ‘nymarxistiske’ litteraturforsker Georg Lukács Bristede forhåbninger som et tragikomisk heltekvad om åndens kapitalisering: “Hvorledes litteraturen (og med litteraturen al anden ideologi) bliver til vare, er romanens tema (…). Journalister og forfattere er her de udbyttede: deres evner bliver til vare, til spekulationsobjekter for litteraturkapitalismen”. Det er sandt - set fra et fra et vist abstraktionsniveau.

Det er ment som en hyldest, men virker klamt og reducerende, når Lukács skriver, at “den egentlige handling udgøres af kapitalismens fremrykning og sejr” og at Luciens “sammenbrud er den typiske skæbne for den rene digter, den ægte digteriske begavelse i den udviklede kapitalisme”. Kunst og kunstnere har det dårligt med at blive brugt som blot og bar illustration af samfundsmæssige udviklinger.

(Georg Lukács: Kunst og kapitalisme. Essays udvalgt af Bente Hansen, 1971).

Litteratur

Honoré de Balzac: Bristede Forhaabninger (Les illusions perdues, 1-2, 1837-39; 1843; Skuffelser oversat af Oscar Madsen, 1898; revideret af Anna Link og udgivet under titlen Bristede Forhaabninger, 1-2, 1929). Sidstnævnte anvendt her. I 1944 blev romanen oversat af Rigmor Höher og udgivet under titlen Skuffelser, 1-2.

Honoré de Balzac: Kurtisanerne. Deres glans og elendighed (Splendeurs et misères des Courtisanes, 1838-47). Oversat af Kristen D. Spanggaard. Indledning af Paul V. Rubow.

Herman Bang: Realisme og Realister, 1879; udgivet sammen med Kritiske Studier og Udkast, 1880, i serien Danske Klassikere ved Sten Rasmussen, 2001

Georg Lukács: Kunst og kapitalisme. Essays udvalgt af Bente Hansen, 1971

Eric Danielsen: Guldets satan. Introduktion til Balzac og Den menneskelige komedie, 1994