Litterært var Spinatfuglene (1973) et led i den unge Rifbjergs afslapningsøvelser som prosaforfatter. Fuldt bevidst skrev han med lettere hånd, end han havde gjort i Den kroniske uskyld og de andre tidlige romaner og noveller.

I stedet for at ærgre sig over udtyndingen kan man vælge at følge Rifbjergs biograf Torben Brostrøm og betragte Spinatfuglene som et indslag af spraglet karneval i forfatterskabet (Klaus Rifbjerg. En digter i tiden, 2, 1991).

Dermed får man sat fokus på, hvad Rifbjerg opnår ved at give rollen som eksperimenterende erindringskunstner: Han kan f.eks. indfange ellers svært beskrivelige bevægelsesmønstre og stemninger på en avisredaktion.

Realbaggrunden er de oplevelser, Rifbjerg skaffede sig som kulturjournalist på dagbladet Information i årene 1957-59.

Navneforskydninger

I romanen hedder avisen Opinion, og chefredaktørerne bærer navnene Okkels og Linden, mens de i virkelighedens verden hed Outze og Seidenfaden. Hvad vinder Rifbjerg ved disse let gennemskuelige navneforskydninger? Retten til fortolkning og drilleri uden at være forpligtet af den absolutte sandhed. Når Lindens kone fremstilles som en frodig kvinde, der bruger sine erotiske færdigheder til at binde de redaktionelle gemytter sammen, kan det være en litterær spøg eller en halv sandhed. Det afgørende er, at Rifbjerg peger på eksistensen af faktorer, der unddrager sig rationel analyse.

Hvad der virker som fiksfakserier og perfidier, kan være remedier i tilnærmelsen til en kompliceret virkelighed.

Ledefigur

Rifbjerg fortæller ikke i jeg-form, men skyder bladets unge nye kunstanmelder, stud.mag. Jens Seehus, frem foran sig som en ledefigur. Seehus spiller rollen som den nyankomne, der spejler læserens forbløffelse over, hvad der kan ske på en avisredaktion.

Der foregår imidlertid for lidt i den unge mand til, at han kan blive rigtig interessant som romanfigur. Rifbjerg fremstiller ham som så naiv, at han ikke ved, hvad en “anmeldelse” er. Den unge mand bedyrer ellers, at han læser bladets musikkritiker (Hansgeorg Lenz), der skrev anmeldelser, så det sang.

Identifikationsfigur

Fascinerende som identifikationsfigur er til gengæld bladets kulturredaktør Adrian Adriansen (Johannes Møller). Han er psykologisk ustabil nok til at begrunde de forskellige fortællerperspektiver, Rifbjerg anlægger. Skiftevis tæt på og langt fra, oppe og nede. A.A. er aktiv fantast. Han spiser en banan og ser en bananpalme for sig.

Filmteknik

Fortælleteknikken er inspireret af det filmarbejde, den unge Rifbjerg havde været involveret i, før han kom til pressen.

Det mobile kamera giver muligheden for at skifte fra surrealisme til didaktik, som det sker ved overgangen fra første til andet kapitel: “Lad os nu kigge lidt nærmere på denne Adrian Adriansen. Hvorfor følte han sig ikke helt godt tilpas, og hvorfor drømte han om bananpalmer over ottomanen?”

Kulturjournalistik og rigtig journalistik

A.A. er blevet ansat som kulturredaktør, hvor der ikke alene er mange meninger om, hvad kultur er, men også, hvordan kulturjournalistikken skal prioriteres i forhold til “rigtig” journalistik, dvs. hårde nyheder, politik, forbrydelser, katastrofer m.v.

Konflikten i de første kapitler er ansættelse af en ny medarbejder eller rettere ikke-ansættelsen, for A.A. har i hemmelighed allerede disponeret over stillingen. Den skal besættes af skribenten bag naturrubrikken “Årets gang”.

“Hvad fa’n skal vi med det?” spørger redaktionschefen O.J. Black, som mener, at Opinions læsere ikke vil vide alt om “vandrikser og peberfugle”, de vil vide noget om, “hvad der sker i litteraturen, i kunsten, i kulturlivet”.

Ved at gøre den næsten mentalt opløste A.A. til synsvinkelbærer kan Rifbjerg gengive de redaktionelle diskussioner, som de opleves. Meningerne vælter ind over hinanden, og der er finter og underforståelser, som kunne gøre krav på kommunikationsanalyse i flere bind. Her er de i kunstnerisk fortætning.

Skakmat med Dürrenmatt

Efter en pause, hvor A.A. tror, han har sat kollegerne skakmat, siger O.J. Black pludselig: “”Hvad har vi haft om Dürrenmatt?” Det krøb op og ned ad ryggen på Adrian. Hvem var Dürrenmatt? Han syntes, han havde hørt navnet. Men han vidste ikke hvor, havde bare en slem fornemmelse af, at han burde kende ham.” Da Black opdager, at han har trængt A.A. op i en krog, stikker han kniven i ham ved at spørge, om Dürrenmatt måske ikke falder ind under højskolen. En nedgørende hentydning til A.A.s uddannelsesbaggrund. På vejen ud fra kulturmødet kommer Black hen og tager A.A. under armen: “En dag skal du nok få lært, hvordan man laver avis, sagde han. En dag …”. Sådan kan man trøste og håne på én gang.

I sit indre raser A.A. mod Black og kalder ham en børste og en bisse. Men ingen turde røre Black, “for han havde været med fra starten”, dvs. fra modstandskampens tid. Opinion er en avis med et særligt anciennitetssystem.

Bvah, bvah, bah

Opinions fremherskende medarbejderprofil er spinatfuglen. Den fantasifulde A.A. ser den for sig:

Den landede med allerstørste sikkerhed oven i bananpalmen eller baobabtræet, og dér sad den, grøn, lunken, lidt sjappet med et stykke ferskrøget laks i munden. Spinatfuglen. Den åbnede næbbet og tabte laksen og begyndte på sin underlige sang, en tropisk sang fuld af mindreværd og bedreviden, fuld af snobberi og halvstuderthed, fuld af kærlighed og entusiasme. “Bvah, bvah, bvah”, sagde den og prøvede at stive sig af, men den kendte bavianernes og myreslugernes foragt.

Her udmønter Klaus Rifbjerg det moderne begreb om kulturjournalisten som spinatfugl. Tidligere havde “spinat” betydet “noget ligegyldigt” og en “spinatfugl” var en, hvis værker var et opkog af andres, altså en tynd omgang. Rifbjerg gav begrebet nyt indhold, så det kom til at omfatte kulturjournalistens modsatrettede følelser af mindreværd og bedreviden, mindreværd over for de rigtige journalister, bedreviden over for dem, der “kun” var journalister. Romanens Jens Seehus er spinatfugl, ligesom forfatteren bag romanen Spinatfuglene var det.

Det var Rifbjerg meget om at gøre at fastholde begrebet. Da jeg en snes år efter udgivelsen af Spinatfuglene interviewede ham om hans forhold til pressen, argumenterede han vedholdende for, at interviewbogen skulle hedde Spinatfugl. Jeg fandt, at titlen kom for tæt på romanen. Men Rifbjerg insisterede. Begrebet var en landvinding.

Spinatfugleslægten

Når han skrev romaner med journalister i, var det næsten altid kulturjournalister af spinatfugleslægten.

Med Karl Asferg i Twist (1976) giver han et kritisk selvportræt af en anmelder, som langer ud til højre og venstre, men ikke selv tåler kritik. Og som for at dokumentere dette lader han Jeremias Lister overfalde nogle Rifbjerg-kritikere i Joker (1979). Især går det ud over Jørgen Bonde Jensen, som optræder under navnet Joachim Farmer.

Joachim Farmer

Jørgen Bonde Jensen er den Rifbjerg-fortolker som mest vedholdende har kritiseret forfatterskabets journalistiske drejning, hvis begyndelse han sætter til midten af tresserne. Det karakteristiske for Rifbjergs stil er herefter rutine og redundans.

Rifbjerg ikke bare skriver om journalister, han gør sit eget forfatterskab til journalistik og polemik. Romanen Marts 70 (1970) handler ifølge Bonde Jensen om alt eller intet. ”Det er en kronik om alt hvad der skete plus lidt mer i marts måned 1970. Næsten som i aviserne”. Rifbjergs udvikling er et led i en generel bevægelse. “Vores litteratur bliver mer og mer journalistisk”. Den stil, som Bonde Jensen kalder “journalismen”, er middelmådighedens og magtens sprog (Bonde Jensen, 1989:88 og 223).

Kritikken rammer skævt

Man mærker ekkoet af Søren Kierkegaards pressekritik. I forhold til nutidens journalistik er kritikken ikke træffende.

Ved sin bestemmelse af journalistikkens sprog som rutinepræget og redundant rammer Jørgen Bonde Jensen ved siden af journalistikkens faglige selvforståelse, som går ud på, at sproget skal være forståeligt, kort og interessant (jf. Ebbe Grunwald m.fl., 1992). De polemiske udfald, Rifbjerg gør mod sine uvenner, ligner noget, man finder i avisernes anmelder- og debatspalter, men gør det dem til journalistik? Og hvad angår redundansen og tomgangen i Rifbjergs prosa, så er den ikke af journalistisk, men af pædagogisk-retorisk art:

Der er sagt meget om aviser i tidens løb. Man har beskrevet dem på alle mulige måder: som et legeme, en organisme, en bikube, en kompliceret maskine, et levende instrument. Der er ingen grænser. Men sådan er en avis slet ikke. Det er den måske også, men først og fremmest - og det gjaldt for “Opinion” - er den et sted, hvor folk går på arbejde.

Det er slap prosa, som ikke kunne have stået i Den kroniske uskyld, men det er ikke journalistisk prosa. Journalistisk ville hele afsnittet kunne forkortes til: “En avis er en arbejdsplads.”

Roman om en arbejdsplads

Rifbjergs projekt er at beskrive Opinion som arbejdsplads. Han gør det gennem sit alter ego, Jens Seehus, som trofast møder op på bladet og får venner. Når de vil være virkelig venlige over for ham, omtaler de ham som journalist. De opfatter ham som A.A.s mand. Men Black vil også meget gerne have ham som tilhænger, når der skal skaffes støtte til, at hans navn kommer op i kolofonen, så han kan få agt, som han har magt. Endnu engang ender et møde med en ikke-beslutning. Men sådan kan man ikke holde personer fast på en arbejdsplads. J.O. Black får et tilbud fra Dagbladet og forlader Opinion, som virkelighedens Ove Martin fik et tilbud fra Politiken.

Dårlig vittighed

En romanhandling i ordinær forstand findes ikke i Spinatfuglene. Der er intet plot.

Ledefiguren Seehus modtager sin journalistiske kaldelse på galopbanen, hvor Black gør ham til en rigtig rapporterende journalist, som Rifbjerg selv blev det ved at skrive om cykelløb i Forum (jf. Jørgensen, 1995:42).

Identifikationsfiguren A.A. bliver indlagt med mentale forstyrrelser. Seehus besøger ham på hospitalet, hvor han prøver at flyve op fra hospitalsstolen, mens han siger “Skipper Skræk” og “Spinaaaaat”. På romanens indholdside er det noget med, at han som barn var henvist til at til at læse “Skipper Skræk” i et hemmeligt rum på loftet. På udtrykssiden er det et element i romanens karnevalisme. Under alle omstændigheder virker det som en dårlig vittighed fra Rifbjergs side.

Kvalitet på mikroniveau

Spinatfuglenes kvaliteter ligger i det sproglige erindringsarbejde. Rifbjerg havde en elefantastisk hukommelse for situationer og replikker. Journalister, som har skrevet erindringer fra Information i 1950’erne, henviser til Rifbjergs beskrivelser af tonen, personerne og konflikterne. Erik Nørgaard skriver, at mødet mellem kulturredaktøren og redaktionschefen i sin kerne er realistisk, selv når det ser mest absurd ud. Netop fordi Rifbjerg erindrede så præcist, fik hans iagttagelser almengyldighed. Spinatfuglene er en opvisning i alle de verbale spil, man spiller med hinanden på en avisredaktion.

Litteratur

Klaus Rifbjerg: Marts 1970

Klaus Rifbjerg: Spinatfuglene, 1973

Klaus Rifbjerg: Twist, 1976

Klaus Rifbjerg: Joker, 1979

Jørgen Bonde Jensen: Klaus Rifbjergs prosa, 1989

Torben Brostrøm: Klaus Rifbjerg. En digter i tiden, 1-2, 1991

Ebbe Grunwald, Gert Smistrup og Hans Veirup:

Journalistens sprog, 1992

John Chr. Jørgensen (red.): Spinatfugl. Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, 1995

Erik Nørgaard: Gyldne tider. I skyggen af Outze og Seidenfaden, 1998; 2006