|
Indhold
Kærligheden
er en blå fugl (1985)
1
Kønsrolller
1
Strømlinet
redigering
1
Nannas
baggrund
1
Kærlighedens
blå fugl
1
Hanne-Vibeke
Holsts analyse
1
Dag&Nat
1
Femikrimi
1
Journalistroman?
1
Uortodokse
metoder
1
Den
rå tone
1
Det
kriminelle og kvaliteterne
1
Litteratur
1
Hovedpersonen i Rie Osteds første
roman Kærligheden er en blå fugl hedder Nanna
Wiengaard og er ugebladsjournalist. Hun løser ikke
opgaver fra dag til dag, men arbejder mere langsigtet i med
feature-artikler og interview.
Medarbejderne på Nannas ugeblad Ekko
føler sig lidt til
grin, da de får en ny overordnet, som vil have, at de hver især
afleverer en halvårsplan. Så lidt journalister er vi heller ikke,
tænker de. ”Hvordan vil I have, at vi skal vide, hvad Poul Schlüter
finder på om seks måneder?” spørger en af dem irriteret. “Måske er han
overhovedet ikke statsminister til den tid.”
Rie Osted (f. 1940) skrev fast for Alt
for damerne i årene 1974-84. I 1990’erne arbejdede hun
freelance som journalist og forfatter. Hun bidrog med klummer i Berlingske
Tidende og udgav tillige skolebøger og
håndbøger. Med Dag&Nat påbegyndte hun -
som halvfjerdsårig - i 2010 en serie kriminalromaner med fællestitlen en
Andrea de Lima-krimi. Ud over Dag&Nat er
der kommet Den røde dame (2011) og Huset
på skrænten (2013). Forfatterskabet omfatter i alt 29 bøger.
Kønsroller
Kærligheden er en blå fugl er
en tidstypisk roman om kønsroller. Den begynder med en scene fra et
kursus i selvtillid og kropssprog. Nanna Wiengaard er indbudt af
kursuslederen i håb om, at der kan komme en artikel i Ekko
ud af det. Men Nanna viser sig hurtigt at have sin egen agenda. Hun får
øjenkontakt med en mand med en åbenstående blåternet skjorte og
lædervest. Og så er spillet kørende. Det er et typisk 1970’er-spil med
skilsmisser, børn til deling og forbindelser, man kan tænde og slukke
for.
Martin, 35 år, og Nanna, 37 år,
tiltrækkes af hinanden, men der er mange problemer, der skal løses, før
forholdet eventuelt kan blive varigt. Alene det at hun går til
fredsdemonstrationer, mens han producerer våben-komponenter til
forsvaret er en hæmmende faktor.
Bogen undersøger kærlighedens
vilkår i det moderne samfund. Men fordi hovedpersonen Nannas liv i så
høj grad er det, hun lever sammen med kollegerne på Ekko, bliver
det også en bog om journalistik.
Bladets gamle redaktør navigerer
efter næsen. De håndplukkede medarbejdere skriver på en bølge af
begejstring. Men så snart oplaget af den ene eller den anden grund
begynder at vige, kommer redaktøren under beskydning, og man ser sig om
efter ny strømlinet redigering.
Det er distanceblænderne, der
vinder.
Erfaringen viser, at de kreative
journalister bliver hurtigst trætte af de opslidende redaktionsmøder.
Ekko har ikke flere medarbejdere, end de
kan rummes i bladets frokoststue, så her er det synligt, hvem der
kapitulerer og hvem der triumferer.
Marketingfolkene blander sig i den
redaktionelle linje. Journalisterne bliver belært om, at der var mere
salg i dronning Margrethe end i Henning Christophersen.
Nanna var kommet ind i
journalistikken via engagerede læserbreve i Aftenposten (en
fiktiv avis), som tilbød hende en læreplads, som hun dog måtte afstå
fra, fordi den indebar, at hun skulle opholde sig i Aarhus et halvt år
for at følge kurser på Journalisthøjskolen. Hendes daværende ægtemand
ville ikke acceptere det. Han var i forvejen
utilfreds
med, at hun havde taget arbejde. Men uddannet eller ej, så fortsatte
hun med at freelance for Aftenposten.
Og da hun skulle skilles fra sin
mand, var det den fantastiske tilfredsstillelse ved at skrive, der
holdt hende oppe.
Veninderne på ugebladet bliver
hendes nye familie. Det er dem, hun kan tale med om de problemer, hun
har med at vikle sig ind og ud af nye forhold. Gennem samtaler forstår
hun, at kærligheden ikke skal holdes i for stram snor. Man skal ikke
sætte hegn om kærlighedens blå fugl.
På bladet ender historien med, at
den gamle redaktør siger op. Hans helbred holder ikke til kampen mod
det nye marketing-regime. Nanna
og hendes kolleger på Ekko må nu prøve at klare
sig uden den redaktør, som de har tillid til. “Jeg behøver vel ikke
fortælle jer, sagde han, at jeg ikke gør det her over hals og hoved?
Det har været den værste beslutning i mit liv. Men nu er den taget, og
den kan ikke laves om, og det er godt. Og hvis I så lige gider at
huske, at det er jer, og ikke mig, der laver Ekko, og
der er ingen grund til, at I ikke skulle blive ved med det.”
Med denne appel til
journalist-kollektivets kræfter slutter Rie Osteds letløbende
debutroman.
Forfatteren har valgt en
fortælleposition, der ikke hæver sig meget over kollektivet. Nanna
Wiengaard er bare en af pigerne. Det kan ses som en styrke.
Hvis man vil have analytisk
distance til ugebladsmiljøet, kan man gå til Hanne-Vibeke Holst, som
var praktikant på Alt for damerne i begyndelsen
af 1980’erne. Hun har fortalt om
tiden i bogen Min mosters migræne - eller hvordan jeg blev
kvinde (1999; 2000:230ff). Såvel redaktionsmøderne som
kantinefrokosterne havde karakter af “basisgruppemøder og terapeutisk
rådgivning”. De kvindelige journalister berettede om deres uafklarede
forhold til mænd. “Hver arbejdsdag var endnu en lektion i moderne
kvindesocialisering”. Som praktikant kom Hanne-Vibeke Holst godt
omkring på redaktionen, og forstod også ledelsens bekymring ved den
redaktionelle stædighed midt i oplagsnedgangen. Da hun skulle tage det
sidste halve år af sin praktiktid og måtte forlade “Alt for
damernes beskyttende livmoder” og skrive for Berlingske
Tidende, var det noget af en kold tyrker: “Her var der ingen,
der diskuterede integritet. Ingen bløde mænd med
fuldskæg og hoppende høns over bugen. Ingen rest af feminisme. Ingen
hidsig debat om annoncørers magt eller protest over de frie
markedskræfters spil. Tværtimod, for at udtrykke det kortest muligt.”
Rie Osteds evne til at skrive
replikker, skifte scene holde mange personer i gang passer godt til
krimigenren, hvor hun også kan udnytte sine erfaringer med praktisk
journalistik.
Forbrydelsen i hendes første krimi
udspiller sig i kælderen under bladhuset Dag&Nat. En
kvindelig journalist bliver stranguleret i elevatoren. En halvstor
tyveknægt på jagt efter gps’er kommer tilfældigt til at overvære
mordet. Ham vil politiet selvfølgelig gerne tale med. Men også en
privatdetektiv, Andrea de Lima, er på opgaven. Hun har tidligere
hjulpet drengens mor med at opspore ham, når han stak af hjemmefra.
Andrea de Lima er datter af en
venezuelansk mand, ingeniør, og en dansk kvinde. Andrea arbejdede som
fuldmægtig på et advokatkontor, da et ulykkeligt forhold til en kollega
tvang hende til at bryde op.
Hun har ladet sig ansætte som
efterforsker på et privat bureau. Som enlig mor til en stor dreng har
hun særlige forudsætninger for at forstå relationerne i moderne
familier, hvor fædrenes autoritet er udhulet.
Med dette perspektiv og med en
modig kvindelig detektiv som hovedperson er Dag&Nat
en tidstypisk femikrimi.
Er det også en journalistroman?
Ikke som Elsebeth Egholms Dicte-bøger eller Liza Marklunds serie om
Annika Bengtzon, hvor hovedpersonen både er journalist og efterforsker.
Hos Rie Osted er det som sagt kun
den myrdede, der er journalist. Bladhuset er gerningsstedet og en række
af den myrdedes kolleger er under mistanke.
Under forhørene kommer det hurtigt
frem, at ikke alle journalister sætter pris på hinanden. De ligger i
indbyrdes konkurrence, og bagtalelse er kun ét deres redskaber.
Dertil kommer det, at den afdøde
journalist kan have skrevet noget, som har skaffet hende uvenner blandt
læserne, ikke mindst de læsere, der har været kilder til hendes
historier. Dag&Nat er et sladderblad, så
der er nok af animositet mod det. Mange kilder har følt sig røvrendt.
At opklare mord er politiets
opgave. Men den eneste måde, hvorpå Andrea de Lima kan bringe sin
klients søn uden for mistanke, er ved at finde ud af, hvem der virkelig
begik mordet i parkeringskælderen. Hun konkurrerer altså med politiet
om, hvem der har de bedste spor at gå efter. Politiet har mere
muskelkraft, men Andrea kan tillade sig at gå mere uortodokst til
værks.
Når de folk, hun vil afhøre, ikke
vil lukke hende ind i opgangen, siger hun, at hun deler reklamer ud. En
stor del - en for stor del? - af spændingen i Dag&Nat
består i, at Andrea bringer sig i farlige
situationer ved at forhøre suspekte personer eller ransage lokaliteter,
hun ikke burde have adgang til.
Selv om Dag&Nat
ikke er en journalistroman, så giver den karske billeder af livet på en
avisredaktion:
Hvordan fanden er det, du skriver,
mand? Sven Peitersen havde plantet sine brede hænder på Kevin Kellers
skrivebord, og Kevin kunne som sædvanlig ikke holde øjnene fra dem. Den
mand klippede sine negle med en hækkesaks. Hvis han så endda ville
rense dem. Han tvang blikket op til redaktionschefens rødplettede
ansigt og mødet med de lyseblå øjne bag de guldindfattede brilleglas.
-
Og hvad mener du mon? spurgte han
træt.
-
Historien med Karina H. Hvad
ellers? Den kan trække mere end den smule savl, du har givet den. Tror
du, det er Kristeligt Dagblad, det her?
Kristina H. var en veninde til en
prostitueret, som var var blevet slået ihjel på Christianshavn dagen
før. De to mord havde øjensynlig ikke noget med hinanden at gøre.
Kevin Keller stønnede indvendigt,
højt sagde han. Jeg tager den gennem maskinen én gang til, så.
- Er du ikke faldet lidt af på den
her på det sidste?
Peitersen havde rettet sig op, og
Kevin noterede sig den slet skjulte trussel. Manden var fandme
lykkelig, hver gang han fik chancen for at puste sig op. Højt sagde
han. Det er muligt. Det er ikke hver dag, man finder sin nærmeste
kollega slået ihjel.
Velkommen på redaktionen!
Som kriminalroman er Dag&Nat
en traditionel “Hvem gjorde det”-historie, hvor vi følger detektiven i
opklaringsarbejdet, indtil alle brikker er på plads og
sagen kan overdrages til politiet.
Romanen giver sig god tid (380
sider) ikke blot til at følge alle spor, men også til at aftegne det
miljø, forbrydelsen er foregået i. Samtidig portrætteres opdageren og
dennes miljø. Det sker under rig anvendelse af humor og selvironi.
Sproget er smidigt og næsten klichéfrit, og det er ikke nogen
selvfølgelighed i denne genre.
De kronologisk ordnede småkapitler
med skiftende synsvinkler og meget dialog frister læseren til lige at
tage en bid endnu. Og pludselig er det sidste blad vendt.
Rie Osted: Kærligheden er
en blå fugl (1985)
Rie Osted: Dag&Nat
(2010)
Anmeldelser af Dag&Nat:
Else Cornelius i
Berlingske 19.2.2010
Palle Bruselius i Fyens
Stiftstidende 24.2.2010
Sophie Engberg Sonne i
Politiken 20.3.2010
Ina Grønvig i Midtjyllands
Avis 29.3.2010
Hanne-Vibeke Holst: Min
mosters migræne - eller hvordan jeg blev kvinde (1999; 2000).
|
