Fra Balzac til Cavling tegnes der et billede af pressen som den store frister. Pressen lokker idealisterne i fordærv. Lokkemidlet er mammon og magt. De stræbsomme

digterspirer ender som anløbne journalister, hvis de ikke i tide forsværger avisen og al dens væsen.

Søren Kierkegaard, vor første store pressekritiker, placerede ansvaret for miseren hos journalisterne selv. Det var dem, der fandt på drengestregerne med at udstille ham i offentligheden som en mand med ulige lange bukseben. Han ved ikke, hvor dybt han skal gribe i latrinspanden for at finde passende gloser om “disse, i Ideens Forstand, hjul og skjæv-benede, klump og platfodede, item klatfingrede, halvfjantede men svinepolidske rejicerede Subjekter.” Altså journalister!

Andre mente, at avisejerne måtte påtage sig en del af skylden. De udbetalte depraverende - og provokerende - høje lønninger til deres stjerneskribenter.

Henrik Pontoppidan tegner i romanen Lykke-Per et portræt af en journalist, Otto Dyhring, der takket være et tiltalende ydre og et smidigt væsen oppebærer noget nær en ministergage. Ifølge Pontoppidan - eller er det bare Lykke-Per? - lukrerer Dyhring på sine medmenneskers dumhed, forfængelighed, fejhed og hykleri.

Herman Bang: “En maskine er man”

Forfattere, der som Herman Bang kendte journalistfaget indefra, var mest tilbøjelige til at betone industrialiseringens skadelige virkninger. Det var så at sige systemets skyld. “En maskine er man”, sukker en journalist, som til sin bestyrtelse lige har opdaget, at der er kappet otte linjer af en af hans artikler på litteratursiden. Bang skildrer i Stuk, hvordan journalistikken udmåles i faste former, ja, hvordan journalisterne begynder at opleve virkeligheden i avisens formater. Mens journalisten noterer, hvad skuespilleren siger under interviewet, parcellerer han i tankerne sladderhistorierne ud i notitser til en krone stykket.

Stuk handler om projektmageri, et oppustet teaterbyggeri, som avisen har tvetydig andel i. Så længe teatret er under opbygning, får det fuld opbakning af avisen. Men så snart stukken begynder at krakelere, står journalisterne af.

Erfaringsbaggrunden for Stuk var især Nationaltidende. Enkeltpersoner lader sig identificere, men det afgørende er de tendenser og modsætningsforhold, som beskrives, f.eks.

redaktionens hjemlige stuer og de hastigt klaprende stød gennem huset, når hurtigpressen gik i gang (jf. John Chr. Jørgensen: Jeg, der kender Pressens Melodier. Herman Bangs journalistik, 2003:81ff.)

Hvor er demokratiets helt?

Den frie presse har været en betydningsfuld faktor i den demokratiske udvikling i Danmark siden 1830’erne. Alligevel spejder man forgæves efter romaner om journalisten som demokratiets helt.

Litteratur- og pressehistorikeren Hakon Stangerup har pløjet sig igennem 1800-tallets danske litteratur og kun fundet én - siger og skriver én - hyldest til journalisten og hans gerning, nemlig i Carl Plougs digt “Ordets ridder”, hvor pennen er lanse og ordet et sværd (Hakon Stangerup: Henrik Cavling, 1968:103).

En valkyrie

Kigger man godt efter, kan man i begyndelsen af 1900-tallet finde litterære figurer, som drømmer stort om journalistiske bedrifter. Henrik Pontoppidan, som havde demonstreret foragt for journalistisk medløberi i Lykke-Per, skabte i skuespillet Asgaardsreien en ung kvinde, Ragna Nordby, som drømte om at øve bedrifter som “flyvende Korrespondent”. Hun ville være med til at skrive sin tids virkelige historie, “lovprise dens Helte og brændemærke de usle og fejge”. Som for at understrege Ragna Nordbys virkelighedskarakter lod Pontoppidan hende genopstå som valkyrie i strikketrøje i romanen Mands Himmerig, hvor hun ender på hospitalet efter en lokal frihedskamp (jf. John Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2010:11).

Johannes V. Jensens sande heroer

Henrik Cavling havde forudsætningerne for at skrive romanen om den moderne presses gennembrud i Danmark. Men hans bidrag - Fra de dybe Dale - blev et flovt plagiat af Maupassants Bel-Ami.

Cavlings bedste ven blandt de danske digtere, Johannes V. Jensen, dyrkede den moderne amerikanske journalistik: “Jeg har været længe nok i Amerika til at forstaa, at Journalistik i vore Dage er omtrent den eneste Haandtering der sømmer sig for en Mand,” skrev han i en kronik i Politiken 20.10.1906, hvor han hyldede de amerikanske journalister som “sande Heroer”. Det var reporteren, der var hans ideal, ikke skønånden eller litteraten. I en artikel i fagbladet Journalisten 15.8.1910 roste han Cavling for at have overført de amerikanske idealer til Danmark og uddannet “en Stab af medarbejdere, af hvem han først krævede Talent, dernæst folkelig Fornemmelse, eller i Mangel deraf en tilsvarende Portion født Had til den Overklasse, hvis Misbrug af Magten det var hele hans Politik at bekæmpe.” Johannes V. Jensen kunne have skrevet romanen om populærpressens sejr ved indgangen til 1900-tallet, men valgte i stedet at placere hele sit forfatterskab ind under en journalistisk synsvinkel. Han forsøgte endog at lave sin egen avis (jf. Martin Krogh Andersen: Døgnets Kævl. Johannes V. Jensens avis “Pressen”, 2006).

Tom Kristensen - træt af meninger

Mellemkrigstidens betydeligste danske presseroman er Tom Kristensens Hærværk. Med høj troværdighed og stærk intensitet skildrer den livet på en avisredaktion, inklusive knivene i ryggen på redaktøren. Det er absolut ikke noget heltekvad. Litteraturredaktør Ole Jastrau har svært at mobilisere begejstring for demokratiet. Han er træt af meninger. Som litteraturredaktør på en gammel radikal avis støder han ind i meninger hele tiden. De er i bøgerne, på redaktionsgangen, og de er på Rådhuset. Ole Jastrau kan ikke engagere sig i dem. Han kan heller ikke blive rigtig journalist. Helst vil han være digter. Da han til sidst har drukket sig fra stilling og ægteskab, planlægger han at slå sig ned i Berlin som sekretær for en nationaløkonom. Slutningen rejser flere spørgsmål, end den løser. Under alle omstændigheder synes Jastrau at være færdig med pressen - modsat Tom Kristensen, som blev toneangivende anmelder (jf. John Chr. Jørgensen: “Mellem ismer. Tom Kristensens Hærværk”, i: Poul Schmidt m.fl. (red.): Læsninger i dansk litteratur, bd. 3, 1997).

Stangerup, Rifbjerg, Bodelsen og Ekstra Bladet

Efterkrigstidens betydeligste journalistroman er Henrik Stangerups Slangen i brystet om udenrigskorrespondent Max Mollerups nedtur i Paris. Da han kommer hjem, er han klar til indlæggelse. Ikke just en helteskikkelse, men romanen om ham er tætvævet og vittig.

I Klaus Rifbjergs Spinatfugle ender kulturredaktøren på hospitalet, mens Rifbjergs alter ego, den unge kunstanmelder Jens Seehus, ser ud til at klare skærene. Romanen er holdt i en let komedietone - vi er alle tossede - og den forsøger at komme rundt om det hele i helikopterstil.

Mens Slangen i brystet refererede til Politiken og Spinatfugle til Information, så tog Anders Bodelsen sig af Ekstra Bladet. Det skete i en traditionel satirisk form i romanenVilla Sunset. I den finder man en lille helteskikkelse i form af fortællerens bror, Christian, der bliver ansat til at passe bladets brevkasse og producere filosofiske kommentarer. Det bliver en kort karriere. Han forlader bladet efter at have meddelt læserne, at de spilder deres tid på at læse bladets artikler.

Bodelsens anke var bladets arrangerede nyheder i begyndelsen af 1960erne. Ti år efter engagerede Klaus Rifbjerg sig i en boykot af Ekstra Bladet som modsvar på bladets populistiske kampagne mod kunstfond-ydelser til modernister. Klaus Rifbjerg og Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen var hinandens hadeobjekter. Andreasens anonymt leverede perfidier på side 2 blev understøttet af Poul Borums nedgørende anmeldelser på kultursiden. Rifbjerg hånede Andreasen og Borum, hvor han kunne komme til det. I pamflet-romanen Du skal ikke være ked af det, Amalia gik det især ud over Andreasen. Borum måtte finde sig i ondsindede karakteristikker, som viste, at Rifbjerg fuldt ud beherskede Ekstra Bladets metoder. Boykotten, som bestod i, at man nægtede at udtale sig til Ekstra Bladet, havde på sit højeste 146 underskrivere, deriblandt forhenværende statsminister Anker Jørgensen, som hurtigt sprang fra, hvorefter aktionen smuldrede. Den efterlod ingen vindere, kun tabere.

Ekstra Bladet tabte oplag og betydning i tv- og

internet-alderen. I Olav Hergels stort anlagte Punktum, den mægtigste satsning siden Stangerup, omtales Ekstra Bladet som “journalistikkens dødsrige”. Romanens hovedperson fortæller, at han har kendt “mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind ad døren med den hensigt at ville ændre bladet til hvad det var engang. Skamløst, frækt og begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var det ham selv, og ingen havde tvunget ham.”

Om at holde demokratiet rent

Heltedannelsen i moderne journalistik ses ofte knyttet til én begivenhed, Watergate-skandalen, indbruddet i demokraternes valghovedkvarter, som førte til Nixons afgang som præsident i 1974. Filmatiseringen af skandalen med Robert Redford og Dustin Hoffman i rollerne som Woodward og Bernstein gjorde et stærkt indtryk på unge mennesker verden over og inspirerede dem til at gå ind i journalistik. Idealet var magtkritik.

En af de unge danskere, som lagde deres liv an efter dette ideal, var sønderjyden Ken B. Rasmussen. Og på en vis måde realiserede han det, da han mange år senere udgav den pressekritiske roman Livet, det forbandede. Heri afslørede han de illegitime midler i kendis-journalistikken: Takket være en lækage hos en leverandør fra IBM kunne Se og Hør’s journalister følge de kendtes færden gennem oplysninger på deres creditcard. Metoden var ulovlig. Ken B. Rasmussen fik en dom på fire måneders betinget fængsel for at have medvirket til ulovlighederne. Men samtidig udøvede han jo magtkritik mod Se og Hør. Skurk eller helt?

Blandt de andre dømte var Se og Hør’s tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, som idømtes tre måneders ubetinget fængsel og et års betinget fængsel plus 200 timers samfundstjeneste. Få år senere blev Qvortrup udnævnt til chefredaktør for Ekstra Bladet. Skurken, der blev belønnet som helt?

Femikrimiens kvindelige helte

Ligesom der har været flest mandlige journalister i pressen, har der været flest mandlige journalister blandt dem, der har skrevet erindringer eller fiktion om livet i pressen.

Anne Marie Løn og Bettina Heltberg tematiserer kvinders ensomhed på avisredaktionen. I begge tilfælde er der tale om seriøse eksistentielle romaner

I Løns Veras vrede, som udspiller sig på en formiddagsavis, føler hovedpersonen sig chikaneret af en mandlig redaktionsleder og det i en grad, så hun fra et vindue sender en ølflaske ned mod ham, mens han står og snakker på gaden. Måske ville hun bare forskrække ham, men flasken rammer ham, så han dør af det. Vera idømmes fængselsstraf. Pointen er, at hun er uden anger.

I Heltbergs Deadline lider hovedpersonen af social angst. Hun har en elsker på redaktionen, men ingen venner. Hun bider fra sig, da bladets nye chefredaktør fyrer hende under henvisning til hendes kritiske og intellektuelle journalistik.

Ved modtagelsen blev Deadline læst som en nøgleroman om Bettina Heltbergs liv på Politiken.

Rie Osteds Kærligheden er en blå fugl foregår på et dameblad med en redaktion bestående næsten udelukkende af kvinder - dog med en venlig patriark som chef. Konflikterne skabes af marketingfolkene, som vil strømline bladet for at skabe mere overskud. Hovedpersonen tilpasser sig og håber på at kunne opbygge et stabilt forhold til en mand. Der er ikke meget raseri i hende.

Med introduktionen af femikrimien omkring år 2000 kom der en strøm af romaner skrevet af kvinder, med kvindelige hovedpersoner og med kvindeperspektiver. Inspireret af svenske Liza Marklund og hendes bøger om journalisten Annika Bengtzon fik vi i Danmark Elsebeth Egholm med Dicte-bøgerne m.m.fl. At se kvinder i rollen som udfarende kriminalreportere var så forfriskende, at disse bøger hurtigt blev filmatiseret. Femikrimien opfyldte et behov i et marked med mange kvindelige læsere. Flere forfattere blev sat i gang af forlagsfolk. Krimigenren havde i lang tid ligget som en hovedåre i underholdningslitteraturen. Nu fik den feminin blodtilførsel. At hovedpersonen kunne være reporter og at hans bedrifter kunne serieproduceres, havde Dan Turèll demonstreret.

Ikke alle femikrimier foregår på bladredaktioner, men mange af dem gør. Og det af to simple grunde Den ene er, at journalisten kommer let omkring i samfundet, også i de kriminelle lag. Den anden er, at mange af de forfattere, som blev opfordret til at levere til genren, var journalister.

Gretelise Holm skabte Karin Sommer, en provinsjournalist med et psykisk sammenbrud i bagagen. I Paranoia skal hun egentlig bare dække en klassisk familietragedie, hvor far har dræbt mor og barn og derefter taget livet af sig. Men det viser sig at være noget helt andet.

Rie Osted tog også femikrimien til sig. Hendes hovedperson, Andrea de Lima, er advokat med delvis venezuelansk baggrund. I seriens første bog skal hun opklare et mord udført i kælderen under bladhuset “Dag&Nat”.

Kvinderne i disse femikrimier er ikke valkyrieskikkelser som Pontoppidans Ragna Nordby, men heltinder af hverdagssnit. De overlever fra sag til sag.

2. Supplement

Under arbejdet med artikelserien Journalister i litteraturen er jeg stødt på en del materiale, som jeg måtte lade ligge, fordi det enten førte for vidt eller også ikke vidt nok. I håb om, at noget af det kan være til inspiration for mine læsere, har jeg ordnet det i nogle emnegrupper og indsat nogle henvisninger.

Realistiske romaner

I bredt anlagte realistiske romaner om udviklingen i Danmark efter det moderne gennembrud spiller pressen en naturlig rolle.

I Erik Ålbæk Jensens dobbeltroman Herrens mark og Magtens folk er krønikefortælleren og forfatterens identifikationsfigur, journalisten Erling Boelt, som arbejder på Venstrebladet i havnebyen (Frederikshavn). Hans idealer om hæderlig journalistik underløbes af økonomiske og politiske hensyn. I Magtens folk skal Boelt udbygge Venstrebladets lokalredaktioner, men det mislykkes, og han manøvreres ud på et sidespor (jf. Hans Hertel: “Der gik svamp i frisindet”, Politiken 22.3.1991).

Visionær realisme

Begrebet visionær realisme bruges her om Jens Smærup Sørensens afprøvning af psykologiske og sociale udviklingsmuligheder i et fremtidigt samfund, der præges af anonym vold. En af hovedpersonerne er journalisten Johan. Han bukker under for sit blads salgbare holdningsløshed og ender med at arbejde for en efterretningsvirksomhed, som skal spionere mod hans ekskones kollektiv! Et 68-mareridt. (jf. John Chr. Jørgensen og Birgitte Hesselaa: “Danmarksbilleder”, Politiken, 31.5.1975).

Politiske romaner

Romaner om aktuel politik er næsten utænkelige uden inddragelse af medierne, specielt tv og internettet. Men man skal som regel også ind om en avisredaktion. I Niels Krause Kjærs politiske roman Kongekabale er hovedpersonen Ulrik Torp leder af Dagbladets politiske redaktion. Han bliver udsat for benspænd og bagholdsangreb fra fremtrædende politikere. Ulrik Torp spejler Krause Kjærs tidligere position som pressechef. (Jf. Holger Ruppert: “Ond og medrivende kongekabale”, B.T., 26.1.2000)

Internationale spændingsromaner

Michael Larsen: Uden sikker viden

En dansk journalist vågner op og opdager, at hans kæreste gennem to år pludselig er væk. Hun efterlader sig to millioner kroner. Han leder efter hende, det samme gør politiet. De leder også efter ham. Der er således god grund til paranoia.

(jf. Jan Hedegaard: “Talentfuld psykothriller”, Berlingske Tidende, 24.3.1994)

Johan Ottosen: Stenens tid

Forfatteren Johan Ottosen har udgivet en trilogi på 1700 sider om verdensomspændende konspirationer. Stenens tid, den første af de tre bind, præsenterer Kurt Østergaard, en journalist på Kristeligt Dagblad, der under Danmarks ældste kirkegulv finder en 5000 år gammel kalender, som tæller ned til dommedag. I de to efterfølgende bind Antikaos og Apokalypsens engle truer en tredje verdens krig. En hemmelig kirkelig organisation spiller en betydningsfuld rolle.

(jf. Lars Henriksen: “Mord og konspirationer på Kristeligt Dagblad”, i Kristeligt Dagblad, 13.3.2012).

Fra presseromanens overdrev

Trisse Gejl: Patriarken. Roman (2006) fortæller historien om en konflikt mellem en far og hans datter. Faderen er afgående redaktør, og datteren er håbefuld forfatter. Det særlige ved konflikten er, at den udspiller sig i avisspalterne under dæknavne. Det er ikke småting, de skændes om, men de store temaer, fremmedpolitik ikke mindst. Tonen mellem Hugo Hügler og hans datter Helle er hadsk, og de er ved at drive hinanden til vanvid, men pressen er kun et medium.

(jf. Svend Skriver: “Chefredaktøren som gammel tvivler,” Kristeligt Dagblad,19.9.2006)