Sproglig rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb]

 

METODE 

 

En jordnær beskrivelse af en fremgangsmåde til analyse af analyseenheder, findes under analyseproces.

 

Her vil jeg prøve at sige lidt om nogle krav man må stille til en videnskabelig, objektiv metode.

 

En iøjnefaldende vanskelighed ved at analysere disse udtryk ligger i at de meget ofte bruges som holdningsudtryk.  Det må vi prøve at skære igennem.

 

Kravet om objektivitet er en del af kravet om videnskabelighed, derfor vil jeg tage objektiviteten først.

 

1. Objektivitet:

 

Socialforskeren er ikke en maskine; han er (normalt) et integreret medlem af det samfund han studerer.  En socialvidenskabelig arbejdsproces består i til stadighed at vælge få repræsentative eksempler ud af en stor mængde (kvalitativ forskning); eller at vælge nogle få dimensioner som kan bruges til »måling« af et omfattende materiale (kvantitativ forskning).  Det første, mest overordnede valg er valget af særligt forskningsemne blandt de utallige potentielle emner som findes i samfundet.  Hvad det sidste valg er, vil afhænge af projektets omfang og ressourcer. 

 

Disse valg er til syvende og sidst forskerens.  Selv om mange valg vil være taget i forvejen af den videnskabelige institution (eller mere generelt: tradition) sådan en karl gerne er tilknyttet, så er det jo hans valg ikke at gøre oprør mod denne institution og dens prioriteringer (men her spiller karrieremuligheder og kollegers anerkendelse en letforståelig rolle).  Det der styrer hans valg på alle niveauer er den ideologi han er tilhænger af.  For at sætte modtageren i stand til at bedømme den videnskabelige undersøgelse, bør videnskabsmandens eksplicitere sine værdipræmisser.  Det er den eneste måde hvorpå samfundsvidenskaberne - på trods af deres uomgængelige »subjektivitet« - kan siges at være objektive. (Det er også disse betragtninger der ligger bag punktet »Analysens formål« i analysedisposition). 

 

Ud over gevinst i objektivitet, er der en gevinst i resultaternes anvendelighed.  For når vi - tvunget af omstændighederne - indrømmer værdier en central rolle i det samfundsvidenskabelige arbejde, så bør vi også tage skridtet fuldt ud og forsyne de beskrivende videnskabelige resultater som vi kommer frem til ved hjælp af undersøgelser på basis af vores erklærede værdier, med praktiske handle-konsekvenser.  Vi bør simpelt hen afslutte vores arbejde med et stykke konkret rådgivning rettet til bestemte samfundsinstitutioner eller -grupper, således at vi også i den politisk-sociale virkelighed som vi er en del af, søger at virkeliggøre de værdier som vi jo alligevel aldrig kan undgå at inddrage i vores arbejde.  Selv om man aldrig kan vide ret meget med noget nær sikkerhed i samfundsvidenskaberne, så ved forskeren mere end andre; derfor har han en pligt til at rådgive.

 

2. Videnskabelighed:

 

Der er i hvert fald tre krav man må stille til et stykke videnskab (genre: videnskabelig afhandling):

 

a)       Der skal argumenteres for de væsentlige påstande.  Hvad der er væsentlige påstande i en afhandling, vil afhænge af det videnskabelige miljø og dets dogmer (dvs. af samfundet)

b)       Argumentationerne skal være logisk korrekte (gyldige), fx ikke ad-hominem-argumenter og andre logisk angribelige typer..

c)       Nogle påstande skal kunne kontrolleres, dvs. bekræftes eller afkræftes gennem ”sammenligning med virkeligheden” (”-tegnet antyder de dybder vi ville komme ud på hvis vi gav os til at diskutere dette punkt).  Hvis de kontrollable påstande kan afkræftes er det net af påstande (den teori) som afhandlingen rummer, forkert.  Det må revideres.

 

... Læg mærke til hvorledes vores krav om eksplicitering af værdipræmisser under forrige punkt (1. Objektivitet) gør det muligt for afhandlingens modtager at kontrollere om krav b) er opfyldt! Og det er netop pointen.

 

Inden for enhver videnskab foregår der to former for aktivitet.  På basis af kendskab til nogle kendsgerninger sætter man sin fantasi i sving med at opstille en teori som kan gøre disse kendsgerninger forståelige/ forklarlige.  Og at opstille en teori, vil sige at definere nogle begreber, og v.hj.a. disse formulere nogle udsagn (hypoteser) som skaber sammenhæng, som gør det uoverskuelige mere overskueligt.  Denne teoriskabende aktivitet kaldes almindeligvis syntetisk.  Man prøver jo at samle nogle enkeltiagttagelser til en helhed.

 

Denne aktivitet modsvares så selvfølgelig af analysen.  I lyset af den teori man har opstillet, må man analysere nye kendsgerninger/tildragelser/iagttagelser - for at kontrollere om teorien nu også passer for disse.  Gør den nemlig ikke det, ja så må den laves om. (Eller også må man bortforklare afvigelsen på én eller anden fiks måde - men lad nu det ligge.).

 

Vi kan lave en enkel, smuk tegning af den menneskelige erkendelses dialektiske fremadskriden gennem skiftende faser af syntese og analyse.

 

Punkterne M, N og L illustrerer at teorien ændrer sig med tiden.

 

Punkterne m, n, l og k illustrerer at der hele tiden inddrages nye kendsgerninger, at teorien hele tiden prøves på nye tilfælde.

 

På basis af kendskab til m - opstilles teorien M. Denne prøves på kendsgerningerne n, og dette giver anledning til forandringer i teorien, så vi altså nu har teori N. Og så fremdeles.

 

Denne vekselvirkning mellem syntese og analyse er kernen i al videnskabelig aktivitet.  Men der er en misopfattelse man skal undgå.  Vi har tegnet processen som om den starter på virkelighedsplanet. »Over nogle iagttagelser dannes der en teori.« Men denne passiv er lumsk.  Den kan få det til at se ud som om det foregår nærmest automatisk: tingenes rette sammenhæng afsløres for en tidløs, objektiv ånd. - Men videnskabsmænd er jo også mennesker som lever i en bestemt samfundsstruktur.  Deres bevidsthed indeholder deres epokes fælles åndelige brokker.  Og det er til syvende og sidst med disse brokker at teorier bygges.  Dette samfundsbestemte islæt i teoridannelsen er ikke så slemt i naturvidenskaberne.  Men samfundsvidenskaberne har altid været et eldorado for forudfattede meninger.  Der er altså stor fare for at samfundsforskeren danner sig sin egen »virkelighed« som bekræfter netop den teori som han ønsker at finde. - Dvs. vores tegning skulle i disse tilfælde starte på øverste linje.

 

kkj@hum.ku.dk