Sidst
substansopdateret engang i maj 98; senest layoutopdateret 31-12-2021 Arnes
anmeldelser
Arne
Ossians roman Kong
Klaks sten, 1. udg., har fået megen omtale i medierne. Det er
godt, for så ved læserne at den er udkommet. Samtidig
er det endnu engang blevet illustreret hvor forskelligt en bog kan
opfattes af forskellige læsere. Fredag
d. 17. april 98 havde Berlingske Tidende et stort opsat interview med
mig ved Søren Kassebeer, fordi jeg, som nogle vil vide, bruges som
kontaktmand af Arne i forbindelse med denne bog. Overskriften var:
"Ondskabens korridorer", og i underrubrikken beskrives bogen som "en
thriller, der samtidig er en satire over livet på Københavns
Universitet anno 1998, hvor lektorer, adjunkter, professorer,
institutbestyrere og dekaner lister rundt med knive i ærmerne". Onsdag
d. 22. havde Forlaget Hovedland indkaldt til pressemøde fordi
interviewet havde sat rygter i gang som gjorde at jeg måtte overveje
min fortsatte stilling som institutleder. Samme dag havde Ekstra Bladet
en ¾-sides artikel med overskriften "Løgnens mester". Her er
opfattelsen at jeg for egen vindings skyld har skrevet en "bagvaskerisk
science-fiction-krimi" og "umådeholdent trækker medierne rundt ved
næsen". I øvrigt blev forlagets pressemeddelelse brugt som grundlag for
et telegram fra Ritzaus Bureau og dermed rundsendt til landets
redaktioner. Torsdag
d. 23. havde Jyllandsposten en artikel om pressemødet: "Lærestykke i
manipulation" med underrubrikken: "Kan man få pressen til at koge suppe
uden at præsentere så meget som en pølsepind?" Journalisten Niels
Lillelund mente ja. Ifølge billedteksten trak jeg pressen rundt ved
næsen med et veloplagt katedershow, mens min forlægger - og en kollega,
lektor Jette Lundbo Levy - fnisede taknemmeligt nede fra klassen. Samme
dag har Det Fri Aktuelt en kommentar ved redaktør Niels Frid-Nielsen.
Heri hedder det at mine "dage formentlig er talte, ikke blot som
institutbestyrer på Nordisk Filologi ved Københavns Universitet, men
også som ædruelig opmærksomhedskrævende kommentator i den danske
offentlighed. Manden har så at sige ekskluderet sig selv." Senere
hedder det at jeg med dette kriminalistiske makværk af en bog
"formentlig når sit foreløbige lavpunkt, idet han ikke blot blamerer
sig selv, men tillige trækker sine omgivelser på instituttet ned i
sølet." Og videre: "Manden er blevet offer for sine egne
medie-manipulatoriske platheder. Han vil blive husket som en
landsbytosse..." Og artiklen, som vel egentlig må karakteriseres som en
anmeldelse både af romanen og af min ringe person, slutter med at
fastslå at bogen "ikke bliver anmeldt her i avisen,
når den udkommer på lørdag." Hans
Larsen i Ekstra Bladet giver den fem af seks mulige stjerner.
Det hedder bl.a. "Unge Arne Ossian fortjener stor ros for sin debut.
Den er hylende morsom, og handlingen går over stok og sten..." Artiklen
har overskriften: Frederik som action-helt, og slutter således: "Det er
som sagt meget underholdende og meget, meget morsomt. Sikkert ikke
mindst for de indviede, der kan genkende personerne på
universitets-instituttet. Men rigeligt grinagtigt også for os uden for
murene" Bo
Tao Michaëlis skriver i Politiken under overskriften "I det
forkerte gear" at romanen "begynder faktisk både skægt og sjovt" og at
glimtene fra universitetet er langt de bedste og til tider ret
veldrejede og vanvittige. Men Ossian har villet alt for meget og af de
mange bolde i luften falder de fleste gumpetungt og pinligt til jorden.
Især action-scenerne er ikke særligt vellykkede efter anmelderens
mening. I Berlingske
Tidende beskriver Jakob Levinsen romanen som "Uforpligtende
skælmeroman om danskforskningens elendighed, EU, træske svenskere og
kronprins Frederik som action-helt." Ifølge anmelderen virker det som
om forfatteren er mest interesseret i at præsentere typer, snarere end
at kølhale konkrete skikkelser. Det gør efter hans vurdering måske nok
underholdningsværdien mindre fredag eftermiddag i universitetsbaren,
men set udefra ikke den "lille skælmeroman" ringere. Alle
de tilstedeværende indgår - stadig ifølge Berlingske - i noget der
ligner et større mønster. Nemlig en spraglet men faktisk imponerende
sammenhængende intrige, der omfatter Margrethe I's kjole i Uppsala, en
forsker der myrdes ved at blive mast under sine egne bogreoler, de
nordiske sprogs bebudede forsvinden i EU, hidsige jagter i bedste
Indiana Jones-stil over stok og sten og igennem det meste af både
Sverige og Østersøen osv. osv. Ind imellem skinner der noget mere
ambitiøst, ja næsten personligt engageret igennem end blot det at
fortælle en småfræk røverhistorie om Uni, EU, lidt sex og lidt
svenskere. Til
sidst vurderer Jakob Levinsen at man finder ud af at bogen modsiger sig
selv når man har klukket færdig over de barokke optrin og rappe
replikker. Modsigelsen består i at romanen ikke er en Scherfigsk satire
med brod og ondskab. Problemerne kan jo ifølge bogen løses med en
skønsom blanding af kongehuset, veldrejede rockerdøtre og hemmelige
agenter. Anmelderen opfordrer til at Ossian/Kjøllers oplagte
skrivetalent bruges på noget bedre, nemlig "den store roman om
universitetet som samfundsbillede, om viden som afmagt". Det
er klart at Arne Ossian, som jeg har drøftet disse anmeldelser med, er
meget glad for Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Men han er meget
fåmælt om dem. Det er mit indtryk at han arbejder helt intuitivt med
sine tekster. Føler sig frem, så at sige, på en meget kropslig måde.
Når jeg stiller ham spørgsmålet om han kan give den og den anmelder
ret, så smiler han lidt og siger: "Mmh, muligvis" eller: "Der er nok
noget om snakken". Det er ikke muligt for mig at lokke ham ud i
teoretiske diskussioner om fortælleteknik og lignende. Det er mit
indtryk at han har lagt den slags bag sig efter sit sammenbrud og sit
et års ophold på øen ved Sicilien (jf. efterskriftet til romanen). Nu
arbejder han direkte på sine instinkter. Men jeg
mener ihvertfald at Jakob Levinsens anmeldelse er et forbilledligt
eksempel på hvorledes en dagbladsanmelder orienterer læserne samtidig
med at han inspirerer forfatteren med en indsigtsfuld, præcis vurdering
af produktet. Men
det betyder ikke - tror jeg - at Arne er enig i at det er væsentligt
for vurderingen af en historie om den giver anvisning på hvordan nogle
problemer skal løses. Arne er ikke propagandist i en højere sandheds
tjeneste. Det var han dengang han var ansat i pr- og reklamebranchen,
men det er han jo ikke mere. For ham er historien sandheden, hverken
mere eller mindre. De bagvedliggende sandheder som måtte findes, er der
kun fordi historien kræver dem. Så vidt jeg er orienteret. Jeg
har sagt til Arne at mange professionelle litteraturfortolkere bedst
kan lide at der er en dybere sandhed som de kan fortolke frem af
teksten. Og måske endda nogle anvisninger på hvorledes eventuelle
problemer kan løses. Ligesom lignelserne i Biblen. Han ser på mig som
om han godt forstår det. Vi kan kun håbe at han næste gang gør mere ud
af den dybere mening. Men nogen garanti får vi nok ikke. kk |