

Marslanding i alle fag!
Vellykkede Marslandinger er desværre kun mulige
i naturvidenskab. De savnes inderligt i humaniora og i
samfundsvidenskab.
Den succesfulde Marslanding i denne uge fyldte
vist os alle med stolthed. Det er en sejr for en masse teknikere som
har arbejdet sammen om apparatet der sendes derop. Men det er også en
sejr for den naturvidenskabelige forskning som det bygger på.
At landingen lykkes bekræfter sandheden og
virkeligheden af al den bagvedliggende forskning.
Sådanne landinger er desværre kun mulige i
naturvidenskab. De savnes inderligt i humaniora og i samfundsvidenskab.
Manglen på rumlandinger i disse fag betyder at
de helt domineres af ideologi og netværk. En oprører i naturvidenskab
kan sejre ved at hans eller hendes sandheder faktisk viser sig at få
rumfartøjet til at lande, mens det etablerede netværk sender fartøjet i
åbenlys kollision ved hjælp af gamle sandheder. Men i humaniora og
samfundsvidenskab findes ingen rumfartøjer, så her kan en oprører kun
sejre, hvis hans eller hendes sandheder faktisk glæder det netværk som
sidder på magten i den institution som oprøreren er afhængig af.
Det betyder at i humaniora og samfundsvidenskab
er lodret oprør i praksis umuligt. Det er ikke bare beklageligt; det er
en katastrofe for disse videnskabelige aktiviteter. De går kort sagt op
i kammerateri og etablerede meninger i de hierarkier som har magten.
Det eneste område hvor man kan sige disse områder har et direkte
forhold til virkeligheden, er i den faktuelle beskrivelse af de
tekster, de producerer, og de møder der holdes: Hvornår er teksten fra?
Og hvilken titel har den? Hvem var med til mødet? Hvordan ser den tekst
ud som blev vedtaget?
Over dette helt konkrete niveau hersker
udelukkende fantasien, dvs. her er det op til den ideologiske og
videnskabsteoretiske diskussion, hvad der gælder. Og i den slags
diskussioner bestemmer det hierarki suverænt som sidder på magten. Og
deres sonder lander altid på Mars, hvis de ønsker det. Det bestemmer de
nemlig selv.
Det fører ind imellem til oprørende
absurditeter. I øjeblikket har Frankrigs præsident Macron forsøgt at
skabe en særlig fransk variant af islam og få landets muslimer til at
indrette sig efter den. Fx ved at de lover at respektere republikken.
Det blev vedtaget af et ret stort flertal i parlamentet. Men på
universitetet, hvor videnskabelighed egentlig burde dominere, har det
medført lidenskabelig modstand. Dér hersker stor sympati med den
originale mellemøstlige islam.
Det kan minde om situationen her i landet i
begyndelsen af 1970’erne hvor ræverøde politiske ideer dominerede vores
universitære offentlighed i skarp kontrast til resten af samfundet. Det
betød at forskere som ikke utvetydigt luftede socialistiske ideer ved
enhver lejlighed, var yt med deres videnskab.
Den naturvidenskabelige Marslanding vi lige har
oplevet, har gjort os stolte. Men en humanististisk og
samfundsvidenskabelig Marslanding får vi først når vi har
revolutioneret vores universiteter, så de etablerede hierarkier af
lærde ikke suverænt selv bestemmer, hvor deres sonder lander. Det er
lettere sagt, end gjort.
Læs originalen med links
|