Først lagt op 10-04-2018,, senest opdateret 21-06-2020 11:53:12

 

 

 

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

FORLAGET KJOELLER.dk

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

PROFIL

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

BOG: HVEM SKREV ’DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT’?

KØLLETÆPPEBANK: DEN AFSLØREDE SOCIALDEMOKRAT

KOMMENTAR: DEN UNÆVNELIGE SOCIALDEMOKRAT.

KOMMENTAR: CORYDONS AMBIVALENTE AFGANG.

KOMMENTAR: ER MOGENS LYKKETOFT DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT?

KOMMENTAR: SPRING UD, SASS!

STORYBOARD: EXODUS – VEJEN FREM FOR SASS

SASS, TIDSINDSTILLET FINANSMINISTER

BREVKASSEN: GØR SASS’ SYGEMELDING DET LETTERE ELLER SVÆRERE FOR HAM?

Køllebank: SASS, SOCIALDEMOKRATEN SOM STADIG ER HEMMELIG

 

Brevkassen

Forfatteren og forlæggeren besvarer læserspørgsmål.

21-06-2020: I forbindelse med foromtalen af ”2020 Arbejde i fremdrift” har jeg modtaget spørgsmål fra læsere. Og fra grammatiklærere. Tak for dem alle sammen. Jeg besvarer de mest presserende nedenfor.

 

 

 

Hvad kassen rummer:

21-06-2020: I forbindelse med foromtalen af ”2020 Arbejde i fremdrift” har jeg modtaget spørgsmål fra læsere. Og fra grammatiklærere. Tak for dem alle sammen. Jeg besvarer de mest presserende nedenfor. 1

10-01-2020: Kæmper for at gøre mine tekster maksimalt udholdelige for mig selv 1

11-05-2019: Gør Sass’ sygemelding det lettere eller sværere for ham at indrømme forfatterskabet til ”Den hemmelige socialdemokrat”? 1

14-04-2019: Aktuelle pressehistorier får køber til at genoverveje køb af romanen ”Algoritmen som åd sin skaber”? 1

07-03-2019: Vi læsere må lede forgæves efter omtaler og anmeldelser af dine romaner. 1

06-11-2018: I anledning af det amerikanske midtvejsvalg bringes: Frække læserspørgsmål og artige forfattersvar om Den politiske komedie 1

31-10-2018: Så køb dig dog nogle venner! 1

21-09-2018: Efter Groft sagt 1

23-07-2018: Hvad har du lært af alle dine fejl? 1

31-05-2018: Du kender alle teknikkerne, så hvorfor skovler du ikke bare dine bøger ud over disken? 1

08-05-2018: Er du Babette? 1

25-04-2014: Femhundredeoghvidkål på bibliotekernes hitliste 1

14-04-2018: Pæn stille pige 1

11-04-2018: På bestsellerlisten 1

10-04-2018: Gamle bøger som ny 1

 

 

 

21-06-2020: I forbindelse med foromtalen af ”2020 Arbejde i fremdrift” har jeg modtaget spørgsmål fra læsere. Og fra grammatiklærere. Tak for dem alle sammen. Jeg besvarer de mest presserende nedenfor.

--- Er underviseren i ”2020 Arbejde i fremrift” dig selv?

Underviseren er en kloning af undervisere, jeg selv har haft. Replikker er hugget fra dem. Gesti ligeledes. Men der er selvfølgelig også benyttet ting, jeg selv har gjort. Enten enkelte gange, eller gennem et langt liv som underviser og vejleder på universitetet.

Læsere som i skolen eller på universitetet er blevet undervist i grammatik, vil kunne nikke genkendende til mange af underviseren, Knud Frederiksens, replikker. Men de bruges i romanen i nye sammenhænge – ofte med øjenåbnende eller anden virkning.

--- Hvad får dig til at blive ved?

At arbejde på en skønlitterær bog dagligt vedligeholder en herlig illusion om at give mening. Man er ikke bare et menneske, der overlever. Man er noget mere, som yder til menneskeheden. Eller i det mindste er kendt og beundret eller hadet. Og jo mere du efterhånden indser, at du som skønlitterær forfatter intet sælger, jo mere heroisk bliver din indsats. En dyb menneskelig indsats for at skabe mening i en verden som – bortset fra enkelte individer omkring dig – er komplet ligeglad med din eksistens. Og dem der ikke er ligeglade med dig, er stort set ligeglade med indholdet af de enkelte skønlitterære bøger. Ikke engang illusionen om at det er modvillige forlag, der forhindrer dig i at folde dine herligheder ud til glæde for folkemasserne eller bare for en tænksom, lille elite, der forventer gratiseksemplarer, kan du bruge som forklaring på din fallit. Derfor er du nødt til at se fallitten som skønlitterær forfatter i øjnene som total. Hvilket hæver fallitten over det ordinære og gør din daglige fortsættelse af arbejdet heroisk. Du anfører hele menneskehedens daglige kamp for at give mening, selv om stadig flere indser at vi snart er væk uden nogen nogensinde finder de arkæologiske rester efter os. Du er et symbol. Og uden menneskeheden er klar over din heroiske indsats. Det gør den ikke mindre heroisk.

--- Hvor får du din arbejdsglæde og produktivitet fra?

En daglig vellyst. Jeg kan ikke forklare det nærmere. Ligegyldigt hvad jeg siger, giver det ikke mening.

--- Er det derfor, du skriver så meget?

Måske. Efterhånden har jeg glemt årsagen. Men af én eller anden grund har min hverdag en uudnyttet spalte på 2-3 timer, som jeg skriver i. Det er blevet en vane. Det giver mig glæde. Før i tiden også håb. Med årene er håbet om at blive berømt og rig aftaget, men glæden usvækket. Glæden over at se en tekst, som er god. Eller som kan blive det. Måske. Eksistentielt er værdien af min skrivning vokset astronomisk efter jeg har indset at jeg intet tjener ved at fortsætte. Fordi alt jeg nu skriver, vil drukne i alt det jeg allerede har skrevet.

Håbet om at der engang skulle være nogen – ud over jer der har sendt mig disse spørgsmål – der ville opdage mig, opgiver jeg nok alligevel aldrig. Hvorfor forstår jeg ikke.

--- Hvordan overkommer du at fuldende og udgive så mange bøger?

Jeg arbejder siden 2011 på alle planer samtidigt: udvikling af plot, bogsidens udseende og bogens tykkelse, korrekturlæsning, titelversioner og replikforbedring. Og hvordan forsiden skal se ud for ikke at nævne bagsiden. Når plottet en formiddag, hvor jeg sidder og arbejder, er op ad bakke, så kan jeg straks lave korrekturlæsning af hele siden og få selv de mest lumske kommaer på plads. Den dag historien er færdig, så er derfor også hele den fysiske bog færdig med kommaer, stavekontrol, omslag og alt andet.

 

 


10-01-2020: Kæmper for at gøre mine tekster maksimalt udholdelige for mig selv

En læsekreds har sendt mig en mail og takket mig:

--- Tak for dine altid velskrevne tekster. Og med plots, som altid er gennemtænkte til mindste detalje. Senest Epistel 666. Krimi fra 2019. Men er det virkelig nødvendigt at bruge et helt år på en enkelt bog? 3-4 måneder forekommer rigeligt.

Det er ikke en hvilken som helst læsekreds, der skriver. Denne læsekreds har før stillet nærgående, men yderst relevante spørgsmål, som jeg tidligere besvarede med kommentaren Hvorfor jeg aldrig er blevet til noget. De krævede et ordentligt svar, og fik det.

Læs

 

Jeg har straks svaret på læsekredsens seneste henvendelse med disse ord:

Tak for jeres interesse. Svært at undgå det lange seje træk som arbejdende forfatter. Jeg er nødt til at gøre mine tekster maksimalt udholdelige for mig selv. Jeg læser jo dagligt i månedsvis, muligvis mere, i teksten, mens jeg forsøger at gøre den bedre. I læsere læser den højst én eller to gange, så det er hurtigt overstået for jer.

 


11-05-2019: Gør Sass’ sygemelding det lettere eller sværere for ham at indrømme forfatterskabet til ”Den hemmelige socialdemokrat”?

--- Du har flere gange vurderet om ting, der skete i Henrik Sass Larsens liv, gjorde det lettere eller sværere for ham at stå frem og indrømme sit forfatterskab til den politiske satire ”Den hemmelige socialdemokrat” (2014). Fx da hans tidligere chef Helle Thorning Schmidt i 2017 udgav erindringsbogen ”Hvad man ikke dør af”.

Tak for din interesse. Det varmer.

--- Efter Thorning-bogen skrev du i kommentaren Spring ud, Sass!: ”ganske vist er Thorning gået meget igennem, så titlen ”Hvad man ikke dør af” kan godt bruges om hende. Men den passer langt bedre på Sass, for i hans tilfælde er man ikke i tvivl om, at det han ikke døde af, også har gjort ham stærkere. Så Sass: Træd bare frem, og modtag din fortjente hyldest for ”Den hemmelige socialdemokrat”. Det var den rette politiske bog til rette tid. Du turde, mens alle stadig tav om Thorning og Corydon. Og med Thornings bog er den rette tid så nu også kommet til, at du står frem med åben pande. Og du kan endda med ekstra satirisk virkning forsyne din bog med undertitlen ”Hvad man ikke dør af”. En ren foræring, som ikke bør afvises.”

Læs Spring ud, Sass!

Tak fordi du husker det – og helt ordret.

--- Men intet skete jo! Det tyder på, at det ikke er ham, der er forfatteren.

Tjah. Du husker måske også at jeg, da Sass i 2018 udgav ”Exodus - vejen frem for centrum-venstre” som på flere væsentlige punkter gik stik imod partilinjen, vurderede i kommentaren EXODUS – vejen frem for Sass, at han nu havde tjek på partiet og sig selv. Faktisk så meget tjek, at det tidspunkt nærmede sig, hvor han ikke mere behøvede frygte konsekvenserne af at sige: ”Ja, det var mig, der skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’. Men det var selvfølgelig nødvendigt, at jeg afviste det. Det troede, jeg alle vidste.” Samme forklaring som Fogh brugte, da han forklarede sine nødvendige løgne om, at han ikke var ansøger til det NATO-job, som han senere fik.

Læs EXODUS – vejen frem for Sass

--- Men Sass brugte jo heller ikke denne udvej. Han indrømmede ikke med denne forklaring, men fortsatte tavst.

Ja. Og jeg mener, det var dumt af ham ikke at benytte disse lejligheder til at slippe af med den psykiske belastning, det er hver dag at frygte, at sandheden slipper ud. Selv om Sass stadig benægter forfatterskabet, så kan beviserne blive så tydelige, at det er umuligt at afvise dem. Det kan være e-mails eller sms’er mellem Sass og en af de tre på forlaget, som, ifølge Jacob Kvist (nyhederne.tv2.dk (17/2 2014)) kender den hemmelige forfatters identitet: daværende direktør Jacob Kvist, hans meddirektør og en forlagsredaktør. Men da der findes flere eksemplarer af den kontrakt som Sass har underskrevet, så vil også flere i forlagets bogholderi kende hans identitet. Hertil kommer at udbetalingen af millionhonoraret går til et selskab, hvorfra forfatteren på et selvvalgt tidspunkt kan vælge at trække beløbet ud. Så vidt jeg kan se har dette arrangement medført, at mindst en revisor, advokat eller lignende rådgiver må kende til forfatterens identitet. Ud over de allerede nævnte på forlaget (læs mere i ”Hvem skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’?” kapitlet: Forfatteren, det hemmelige X). Faren for, at en af den håndfuld personer, der allerede fra begyndelsen kendte forfatterens identitet, skal komme til at røbe deres viden over for nysgerrige familiemedlemmer og nære venner, øges dag for dag.

--- Men efter han nu har meldt sig ud af det politiske karriereræs, så er det vel lettere end nogensinde for ham at indrømme?

Ja, men samtidig mere ligegyldigt. For nu kan hans forfatterskab ikke bruges mod ham politisk af hans politiske konkurrenter og af medierne. Hvis den håndfuld på forlaget People’sPress, der kan bevise, hvem forfatteren til ”Den hemmelige socialdemokrat” er, stadig holder tæt, så kan Sass med fordel vente med at fortælle sandheden, indtil han udgiver sine erindringer.

--- Eller til han (igen hjulpet af professionel ghostwriter) skriver ”Den hemmelige socialdemokrat 2” om sit 2. forgæves forsøg på at blive finansminister?

Nej, det elsker han Mette Frederiksen og sit parti alt for højt til at gøre. Han skrev jo netop sin satire mod Thorning og Corydon, fordi han anså dem for at være magtsyge, inkompetente og egoistiske partierobrere. Derfor gav han dem kniven.


14-04-2019: Aktuelle pressehistorier får køber til at genoverveje køb af romanen ”Algoritmen som åd sin skaber”?

--- Tak for dine bøger.

Selv tak. Det er dejligt, når læserne kan lide, hvad man skriver.

--- Især syntes jeg, at ”Kvinden i buret” var god.

Øh, den kan jeg ikke lige huske.

--- Du har sørme også skrevet så mange. Det kan også have været en anden. Men den var god.

Det glæder mig.

--- Og nu er jeg ved at overveje at købe din seneste, ”Algoritmen som åd sin skaber”.

Den kan jeg så til gengæld godt huske! Og varmt anbefale.

--- Ja, men så er det, jeg i dag (14-04-2019, palmesøndag) læser to historier, som vækker bekymring. På DR.dk er det historien ”Kæmpefugl dræber sin ejer i Florida” og på jp.dk ”Frilandsmuseet serverer gammel mad i påsken”.

Javel, men det lyder heller ikke rart.

--- Nej, og det er derfor jeg lige vil spørge, om den algoritme i din bog, der æder sin skaber, også slår skaberen ihjel, inden han bliver ædt, ligesom kæmpefuglen? Det fremgår tydeligt, at fuglen sprættede sin ejer op, så han døde af det. Det er ulækkert, og jeg ønsker ikke at læse en hel bog om en algoritme, der gør det samme.

Det glæder mig at kunne sige, at algoritmen ikke dræber sin skaber, men kun æder ham – i overført betydning.

--- Godt. Mit andet spørgsmål er, om Frilandsmuseet, som åbenbart ifølge avisartiklen serverer gammel mad, også trykker gamle bøger. ”Algoritmen som åd sin skaber” er jo trykt af frivillige på Frilandsmuseets Håndtrykkeri.

--- Nej, min bog er i hvert fald ikke gammel. Den udspiller sig på baggrund af de seneste landvindinger inden for kunstig intelligens.

--- Dejligt at høre. For er der noget, jeg ikke gider røre, er det gamle bøger, håndtrykt af frivillige med fingre, som er fedtede af gammel mad.

--- Bvadr. Det fortælles, at de frivillige hele tiden sang ny børnesange og sprittede hænder, mens de trykte bogen.


 

07-03-2019: Vi læsere må lede forgæves efter omtaler og anmeldelser af dine romaner.

--- Tak for dine bidrag til dansk romanlitteratur

Tak.

--- Men vi læsere må lede forgæves efter omtaler og anmeldelser af dine romaner.

Rigtigt. Der har så vidt jeg husker kun været bragt anmeldelser af en af de romaner, som er udgivet på forlaget Kjoeller.dk, dvs. efter 2013.

Og hvis vi vil købe en, skal vi vente i mindst to uger på, at bogen printes on demand. Hvorfor kommer der ingen omtale ved dine nyudgivelser? Og hvorfor ligger der ikke stakke af den seneste bog hos boghandlerne?

Godt spurgt! Altså, de fleste af romanerne kan jo købes straks som e-bog med få minutters ventetid. Det er almindeligt at forfattere fører sig frem ved bogudgivelser. Det har jeg også i høj grad gjort tidligere, fx da Kong Klaks sten udkom, især version 2 i 2004.

Og det er nok også noget, jeg vil gøre mere ud af i fremtiden – både fordi det er sjovt, og fordi man selvfølgelig skylder sin bog at hjælpe den alt, man kan, med at erobre verden. Men der har altså været nogle år, hvor der har været så meget arbejde med at skrive og udgive bøger, at jeg ikke har orket ret meget markedsføring– ud over at skrive de nødvendige markedsførende tekster på Kjoeller.dk.

Men inderst inde i mig findes nok også den holdning, at jeg skriver nogle timer hver dag på min aktuelle tekst in progress, fordi det er bedre at læse en tekst, man kan forbedre, mens man læser, end det er at læse en tekst en anden forfatter har skrevet færdig. Der er stadig håb for den tekst, man selv skriver. Derimod er løbet kørt for andre tekster, som er færdige og udgivet.

--- Og så kan læserne altså rende dig…?

Bestemt ikke. Læseren – i heldige tilfælde: læserne – er hele tiden i fokus, mens jeg skriver. Ellers bliver skrivningen en tand mere absurd, end jeg bryder mig om.


06-11-2018: I anledning af det amerikanske midtvejsvalg bringes: Frække læserspørgsmål og artige forfattersvar om Den politiske komedie

 

 

--- Det kan undre at du bruger det tendentiøse ord ’komedie’ i titlen. Mange vil jo opfatte det negativt. Men når man så læser bogen, bliver det klart at dette ord ikke skal opfattes som en moralisering over det du analyserer.

Nej, brugen af ordet ’komedie’ skyldes ikke at jeg moraliserer, som du ganske rigtigt bemærker. Men der ligger heller ikke nogen afstandtagen fra det jeg analyserer, i at bruge ordet ’komedie’ om det. Det er et helt nøgternt beskrivende udtryk sådan som jeg bruger det. Og forsøger at argumentere for, bogen igennem. Kort sagt bliver den tv-føljeton som politik er, til en komedie fordi alle optrædende mest muligt skal ligne dynamiske vindere, jf Vinderreglen. Også bogens tanker om den episke retfærdighed, altså at det går de gode (dem der har dyderne) godt, og dem der mangler én eller flere af dem i svær grad, dårligt. Denne drift mod retfærdighed er karakteristisk for komedien i modsætning til tragedien. Men det er rigtigt at mange der ser bogens forside og derudfra vurderer indholdet, nok vil fejlopfatte ’komedie’ som at jeg tager afstand fra det der foregår. Fordi det virker provokerende at bruge udtrykket om det politiske stof. Det er så en risiko jeg har valgt at tage fordi det der foregår faktisk tilhører genren ’komedie’ – med en del særlige omstændigheder.

---Du skriver at vælgerne er udsat for indoktrinering med saglig argumentation. Man kan komme til at tænke på munkemarxisterne i 70’erne som hele tiden skulle afsløre det borgerlige samfunds indoktrinering af masserne. Hvad er det for en fæl skurk eller sammensværgelse som indoktrinerer vælgerne til at opfatte saglig argumentation som finere og bedre end den argumentation som føljetonen leverer?

Læs svaret og svar på flere spørgsmål.


31-10-2018: Så køb dig dog nogle venner!

--- Ved du godt, at man kan købe venner, følgere og likes billigt? Virksomheder kan få 1000 nye følgere for 99 kr. og 200 likes på 10 billeder for 249 kr.

Nåh. Jeg plejer bare at virke så lækker som muligt, når jeg svarer, hvis folk reagerer på mine to sider på Facebook.

--- Men 67 følgere på dit firmas FB-side efter flere års indsats virker i underkanten. Taberagtigt.

Mere lækker er jeg så bare ikke. Tragisk.

--- Det er for dårligt af en mand, som har skrevet flere håndbøger om, hvordan man får succes, at lade sig knuse så let. Hvad vil læserne ikke tænke? For bare et par hundrere kroner kan du komme op på 2067. Og for 594 kr. kan du få 6067, et smukt tal og mere passende for en guru i manipulation, netværk og undertrykkelse.

Teksten fortsætter efter annoncen

Og 7-tallet til sidst viser, at tallet er troværdigt og ikke manipuleret eller købt?

--- Præcis.

Nej tak. Jeg siger dagligt på min personlige FB-side nej tak til sex-robotters helt gratis tilbud om Babs og Nutte og intimt venskab. Det handler ikke om tal, men om værdighed. Jeg sætter så meget pris på hver enkelt af mine 67 firmafølgere og mine 834 venner på den private Facebook-konto, at jeg ikke vil krænke dem ved at bunke dem sammen med betalte, fiktive venner og sex-robotter. Desuden er alle mine opslag vist efterhånden offentlige, så i virkeligheden er jeg venner med hele verden – hvis bare de forstår dansk.

--- Hvor smukt! Men alle dine ”hele verden”-venner har glemt at fortælle dig det.

Ja, bortset fra mindretallet på de 834. Uheldigt. Men hvis du ikke allerede er min FB-ven, følger og hvad det alt sammen hedder, så er det på tide, du sørger for at blive det. Alle, som ikke er robotter og ikke kræver penge, er nemlig velkomne. Og husk altid at like, hvad jeg skriver, opdaterer og deler.

--- Kors, hvor er du elendig til at fedte!

Så hjælp mig dog.


21-09-2018: Efter Groft sagt

--- Du skriver fortsat små skarpe kommentarer, og det er alle os, som læser din hjemmeside, glade for. Især fordi de er korte.

Tak.

--- Er det anderledes at skrive Groft sagt i Berlingske end at skrive Køllebank på Kjoeller.dk?

Ja. I Berlingske var det lettere at bevare illusionen af at gøre en forskel – hvis man sørgede for, at det, man skrev, ikke faldt uden for Groft sagt-spaltens stadig klarere partipolitiske linje. Desuden fik man betaling. Nu har jeg total frihed uden illusioner og penge. Så den eneste grund til, at jeg skriver Køllebank, er, at jeg skriver Køllebank. Og sådan har det været hele tiden. Men her efter Groft sagt, kan det ikke længere skjules.

--- Lyder noget patetisk.

Jeg træner ellers dagligt i ydmyghed. Tak, fordi du bemærkede, at jeg holdt op i Groft sagt. Og at jeg fortsatte her.

Læs Seneste nyt, revl og krat: Stopper med Groft sagt


23-07-2018: Hvad har du lært af alle dine fejl?

--- Der skrives i øjeblikket meget om, at vi skal lære at fejle. Der er for mange perfekte 12-talspiger. Jeg vil ikke spørge om din holdning, for det fremgår klart af din hjemmeside og dine bøger, at du i din praksis går stærkt ind for at fejle. Men hvad har du lært af alle dine fejl?

Du har helt ret i, at få har flere erfaringer med at fejle, end jeg har. Og det er ikke gratis praleri, for det er så tydeligt, hvad det har kostet, at ingen misunder mig.

--- Det sidste lyder nu lidt pralende.

Det er så kun min seneste fejl. Hver dag bringer ny fejl af mig. Hellere begå fejl end sidde og glo apatisk ud i luften. Hellere begå fejl end kvæle innovation og kreativitet. Lad aldrig nulfejlskulturen stoppe dig. Fejl er mit sande element. Ingen sætning uden fejl, og jeg arbejder utrætteligt på at udrydde dem. Samtidig ved jeg, at næste sætning muligvis er værre. Men der er ingen anden vej frem.

--- Det lyder kedsommeligt frelst. Havde ventet mig noget mere fra dig angående emnet. Har udbyttet stået mål med fejlene?

Sammenlignet med Trump: Nej. Han scorer langt bedre på sine fejl, end jeg nogensine har gjort. De værste fejl er jo dem, idioter, som ikke fatter noget, påstår, man laver. Og hvis de har magt, så gør det nas. Derved skabes omtale. De bedste fejl, man laver, er dem, som man selv og kloge, sympatiske folk bagefter synes skabte noget nyt, som aldeles ikke var en fejl. Men det giver sjældent omtale.

--- OK, jeg respekterer, at du åbenbart ikke ønsker at gå mere konkret ind i dette emne og bog for bog gøre dit fejlregnskab op.

Det ville være en stor fejl. Et djævelsk bogholderi. Derfor er jeg fristet, men afstår af hensyn til læserne af brevkassen. Jeg vil meget hellere fortælle om min kommende fejl, som overgår alle tidligere: næste bog. Men det ville være en fejl at gøre det nu.

--- Årh, en enkelt fejl fra eller til gør vel ikke den store forskel.

Ha, så let får I mig ikke til at lave fejl.


31-05-2018: Du kender alle teknikkerne, så hvorfor skovler du ikke bare dine bøger ud over disken?

--- Tillykke med, at Manipulation II her, 10 år efter den udkom, fortsat er den bog, der sælger bedst.

Tak, du følger sandelig godt med.

--- Det står faktisk her på sitet. Se Bestsellerliste opdateret.

Det er det, jeg mener.

--- Men hvorfor har du, som ud over Manipulation I og II har skrevet  Spindoktor, så svært ved at trænge igennem til medierne og få solgt forlaget KJOELLER.dk’s udgivelser? Rummer disse bøger om hensigtsmæssig kommunikation og magt ikke andet end mundsvejr?

Tværtimod. De rummer realiteterne. Men jeg egner mig klart bedre til at beskrive disse realiteter i en anvendelig form end til at score på at bruge dem. Det er også derfor, jeg har skrevet bøgerne. Folk, som scorer kassen og magten på teknikkerne, ville aldrig begå den brøler at skrive bøger, som afslørede de teknikker, som de med så stor fremgang bruger. Derfor er det også komisk, at folk af og til forarges over bøgerne. Hvis de endelig vil forarges, så burde de lade sig forarge over dem, der bruger teknikkerne.

--- Tak for den meget pæne og respektable forklaring.

Kvalmende i al sin selvgodhed? Men der er også et stort element af magelighed, dovenskab og arrogance i det. Jeg gider ikke bruge mit liv på at promovere bøger, som folk ikke nærmest af sig selv synes, det er værd at beskæftige sig med. Eksempel: Facebook forsøger dagligt at få mig til at betale 19 kr. for at få mine opslag ekspederet ud til 1500 modtagere eller mere, i stedet for de 50 til 100, som Facebook oplyser mig om, normalt ser dem. Jeg hader tanken om at skulle plage tusind mennesker på denne måde. Og sådan er det nok hele vejen igennem. Det er jo også det, jeg skriver mere udførligt i kommentaren Hvorfor jeg aldrig er blevet til noget, som du allerede kender.

--- Hvis det er en bortforklaring, er det en af de mest overbevisende, jeg nogensinde har hørt.

Tak.


08-05-2018: Er du Babette?

--- Læste lige i Politikens Bøger et læserbrev om, at pavens yndlingsfilm er ”Babettes gæstebud”, men at paven har misforstået indholdet. Det er ikke velgørenhed, men æstetisk lidenskab for sit fag, finere madlavning, som driver Babette til at ofre sin store pengegevinst på at lave et gourmétmåltid til simple mennesker i Jylland. Er du drevet af lignende lidenskaber?

He he, formentlig tilhører jeg selv de simple mennesker i Jylland, for jeg har svært ved at forstå, at Babette ikke bare fodrede dem af med noget, de kunne lide i længere tid, fremfor at fyre alt af i et kulinarisk engangs-orgie. Men OK: Pointen i Babettes gæstebud er, så vidt jeg har forstået, at Babette ikke har adgang til et andet publikum. Derfor udsættes de for hendes udsøgte madbombardement. Men de forsøger ikke at flygte, selv om de ikke forstår meget af hendes kunst. Jeg har i modsætning til Babette adgang til en masse andre publikummer, og dem jeg har, forsøger vist også ofte at flygte.

--- Du kan ikke være bekendt at spise os af med sådan en gang udenomssnak.

Jeg er aldrig i nærheden af at føle mig som martyr for stor kunst. Jeg skriver bare mine bøger, så godt jeg kan. Og undgår samtidig ren velgørenhed, da jeg er ude af stand til at etablere nogen som helst begejstring i mig selv for en tekst, som jeg ikke kan forestille mig vil interessere andre mennesker så meget, at de vil betale for den. Jeg bortser her fra KJOELLER.dk, som er et overflødighedshorn af velgørenhed. Gratisters eldorado. Godhedens triumf. I Den politiske komedies paradokser, har jeg udtrykt mit forhold til den bogs publikum således:

Denne  bog  tilegnes  Danmarks  politiske  elite    ca. 250.000  personer.  Denne  elite  vil    ifølge  bogen  – afsky bogens indhold og vil ignorere den og dens forfatter. Så tilegnelsen sker udelukkende fordi alternativet ville være endnu mere paradoksalt: at tilegne bogen til de  ca. 4 mio  almindelige vælgere som    med fuld demokratisk ret – helt undgår bøger som denne.

Ikke at tilegne en bog som denne til nogen ville være en fallit.


25-04-2014: Femhundredeoghvidkål på bibliotekernes hitliste

--- Hvordan kan du leve med, at en fremragende, dansk forfatter som dig ligger som nr. femhundredeoghvidkål på listen over bibliotekspenge?

Det er da ikke let. Men jeg trøster mig med, at jeg kun er 73 år og derfor stadig har mange år i mig endnu. Desuden er der netop fundet en kuffert i en kælder med en masse ukendte værker af Asger Jorn.

—- Men han var jo allerede berømt, da han levede.

Rigtigt. Derfor bliver det i mit tilfælde en endnu bedre historie, når det sker.

—- Helt ærligt?

OK, du har ret. Sandheden er, at jeg bare skriver, hvad jeg bedst kan og synes er til at holde ud. Det har vist sig at være min eneste mulighed. I øvrigt vil jeg til mit forsvar anføre, at jeg i år er steget 25 % i bibliotekspenge i forhold til sidste år. Hvis det bare fortsætter, så kan matematisk kyndige faktisk godt regne ud, hvornår jeg topper.


14-04-2018: Pæn stille pige

--- Du har aldrig sparet dig selv.

Tak.

--- Også tak for denne brevkasse.

O.k., kom bare med det!

--- Det var 50-års-portrætterne af Margrethe Vestager, som fik mig til at tænke på, at du måske kunne lære af hende. Et sted siger hun: “Jeg har skullet lære at leve i konflikten”. Hun var længe en pæn stille pige. Genert. Ingen bemærkede hende.

Solgte ingen bøger?

---Præcis. Men så en dag i foråret 2011 blev hun – mod alles for-ventning – siddende inde i forhandlingslokalerne hos Løkkes Venstreledede regering og gik med i et dagpengeforlig. Og samtidig pegede hun fortsat på Helle Thorning, som kommende statsminister. Dette placerede hende straks i den politiske strids centrum. Og næsten hver gang hun var på, lavede hun frække one-liners. Siden dengang er det kun gået fremad.

Hendes uskrevne biografi er allerede en sællert.

--- Netop.

Tak for rådet, men jeg må sige ligeud, at jeg elsker at være en pæn stille pige med egen hjemmeside.

---Løgner!

Desuden har det vist sig, at de gange, jeg fik chancen – f.eks. historien i 2007 om min røvtur på universitetet – arbejdede jeg målrettet på hurtigst muligt at forklare mig ud af enhver provoktion.

--- Men det hænger jo ikke sammen med dine provokerende bøger og Køllebank.

Mange stille piger har vist sig at gemme på slemme ting.

--- Måske kan du reddes, hvis du holder op med at bruge ironi!

Tak, men vil jeg så være til at holde ud?


11-04-2018: På bestsellerlisten

--- Det fremgår af Politiken tirsdag, at forskere har undersøgt, hvad der kendetegner de bøger og forfattere, som kommer på bestsellerlisten. De fleste bestsellerforfattere kommer på listen allerede med deres første bog. Ret få forfattere kommer på listen med deres tredje og senere udgivelser. Er det ikke på tide at du opgiver?

Nej, tværtimod. Sensationen, når det lykkes, bliver kun større og større for hver bog, hvor det ikke lykkes.


10-04-2018: Gamle bøger som ny

--- Ofte henviser du til dine bøger i dine Køllebank og især i Lært og Påtalt. Og man forventer så som læser, at bogen er ny. Men når man så klikker på linket for at lære den nye bog nærmere at kende og blive skrevet op til et eksemplar, inden de bliver revet væk, så finder man ofte ud af, at bogen er udkommet for flere år siden. Er du ikke bange for at besøgende på dit site bliver skuffet over, at bogen ikke er ny?

Overhovedet ikke. Som du selv siger, så er bøgerne jo som nye for besøgende på min site. At det så af kolofoner og andet fremgår, at de er udkommet for måske flere år siden – nogle kan endog være udkommet, før læseren blev født – bør man ikke lade sig forstyrre af. Der er – som mange forfattere og forlæggere ofte påpeger – ganske rigtigt store ulemper ved at en bog udkommer, uden medier, bogbloggere og læsere bemærker det. Men der er – som mit eksempel klart viser – også fordele ved at udkomme i hemmelighed. Og en af dem er netop, at man hele tiden kan henvise til dem, som om de er nye. Hvilket de jo også er for læserne, og dette vejer tungt for enhver forfatter, også for mig.


 

 

 

 

 

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

FORLAGET KJOELLER.dk

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

PROFIL

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

BOG: HVEM SKREV ’DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT’?

KØLLETÆPPEBANK: DEN AFSLØREDE SOCIALDEMOKRAT

KOMMENTAR: DEN UNÆVNELIGE SOCIALDEMOKRAT.

KOMMENTAR: CORYDONS AMBIVALENTE AFGANG.

KOMMENTAR: ER MOGENS LYKKETOFT DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT?

KOMMENTAR: SPRING UD, SASS!

STORYBOARD: EXODUS – VEJEN FREM FOR SASS

SASS, TIDSINDSTILLET FINANSMINISTER

BREVKASSEN: GØR SASS’ SYGEMELDING DET LETTERE ELLER SVÆRERE FOR HAM?

Køllebank: SASS, SOCIALDEMOKRATEN SOM STADIG ER HEMMELIG

 

 

 

 

 

 

 

Kjoeller.dk

Seneste kommentarer

KjoellerNEWS

Alle bøger

 

 

 

 

Senest opdateret 21-06-2020 11:53:12

 

 

© klaus@kjoeller.dk