Flere politiske kommentatorer bekræftede entydigt at Thorning her helt uigendriveligt havde lovet noget, hun ikke kunne løbe fra. Fx var Ralf Pittelkow (Jyllands-Posten) og Tøger Seidenfaden (Politiken) helt enige om dette – selv om de ellers ikke er enige om ret meget i dansk politik.

Men flere eksempler i nyere dansk politik viser at selv klare løfter godt kan brydes helt åbenlyst. Og at det kan ske uden særligt lange forklaringer på en måde som mange accepterer.

Løftet som ingen troede på

Igennem foråret 2009 gik stærke rygter om, at Anders Fogh Rasmussen gik efter posten som generalsekretær i NATO. Og på sine faste, ugentlige pressemøder i Statsministeriet kunne han ikke slippe uden om spørgsmålet.

Foghs svar var meget klare:

· Jeg er ikke kandidat til nogen international post

· Jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne vil have mig

· Jeg svarer af princip ikke på hypotetiske spørgsmål.

Hans svar blev straks tolket af politiske journalister og kommentatorer. Der var udbredt enighed om at Foghs klare svar samlet betød:

· Jeg siger ja hvis jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.

Der var også udbredt enighed om at når Fogh helt afslog at forholde sig til spørgsmålet – som det fx skete på efterfølgende tirsdagspressemøder – så bekræftede det det som alle allerede havde forstået: at han sagde ja hvis han fik tilbudet.

Tolkningen – at han ville sige ja – byggede mindst lige så meget på hvad han ikke sagde, som på hvad han sagde. Det han ikke sagde, var fx:

· Jeg lover jer at jeg klart afviser tilbudet om at blive generalsekretær for NATO hvis jeg får det. Eller:

· Jeg har personligt over for de andre NATO-ledere gjort det helt klart at jeg ikke er kandidat til generalsekretærposten.

Og som bekendt fik Fogh faktisk jobbet efter en nervepirrende slutspurt hvor han ovenikøbet havde måttet melde sig som officiel kandidat.

Betydningen af det usagte

Den mest iøjnefaldende regel som viser sig i dette eksempel, er

Det sagte kan kun forstås gennem det usagte

For at forstå meningen med en politisk udtalelse skal man vide hvad der netop ikke blev sagt.

Det følger af denne regel at nøglen til at forstå en udtalelse ligger i at vide hvad der ikke bliver sagt, altså hvad politikerne i situationen helst vil undgå at sige. Dette kræver ofte en indsigt som en almindelig vælger ikke har. Men i eksemplet med Foghs udtalelser er det så indlysende at det er åbenbart for alle. Og det er én af grundene til at eksemplet er godt at lære af.

Kattelem for en højere strategi

Den eneste fornuftige forklaring på at Fogh undlader at sige det som kan lægge ”sagen død”, er at mere engagerede, forpligtende løfter og garantier vil være vanskeligere for ham at bortforklare – hvis han får jobbet. Og hvis han personligt understreger overfor NATO-lederne at han vil sige nej hvis han får tilbudet, så får han selvfølgelig slet ikke tilbudet.

Sådan vil vælgerne ræsonnere for at give Foghs udtalelser mening. Den eneste anden forklaring kunne være at Fogh ikke er en yderst kompetent politiker der ved hvad man skal sige i en situation for at nå sine mål.

Foghs mål på langt sigt – det strategiske mål – er at få posten. Men det er så usikkert om det kan lade sig gøre, at han er nødt til også at arbejde med en plan B: at han bliver som statsminister. Det strategiske mål og plan B gør det taktisk nødvendigt at udtale sig som han gør på pressemøderne. Han skal afvise at han er ansøger, men på en måde som mest muligt bevarer en kattelem som han kan slippe ud af med en acceptabel forklaring hvis han får tilbuddet og siger ja.

Forklaringen

Ifølge grønspættebogen for politikere så ville Fogh efter han sagde ja til jobbet, have ødelagt sin troværdighed og dermed være en færdig mand. Hvem ville købe så meget som en brugt knallert af ham efter dette? Men sådan gik det jo slet ikke. Problemet med de mange løgne og den mistede troværdighed klarede Fogh forholdsvis elegant med udtalelser som

· Sådan er det jo. Det ved alle.

Og alle forstod hvad det betød:

· Jeg var nødt til at stikke jer de løgne, og det ved I jo også godt. Derfor er der ikke noget at komme efter.

Det er altså ikke Foghs personlige ansvar at have stukket løgnene. Det indgik som en del af spillet. Et spil som alle kender. Løgne som alle ved er løgne, er ikke løgne. Det er ligesom sange om nisser og trolde og engle til jul: Alle ved jo godt at det bare er eventyr og løgn og latin: en del af ritualet.

Foghs korte forklaring blev taget til efterretning uden protester. Bl.a. takket være sine talenter for at holde tungen lige i munden havde Fogh scoret det flotte internationale job. Det gjorde hele nationen ære. Det ville derfor have grænset til landsskadelig virksomhed hvis nogen insisterede på det skandaløse i at han havde gjort hvad han kunne, for at mislede medierne og befolkningen på vej frem mod målet.

Politikeren som pædagog

Eksemplet er ikke enestående. Et lignende tilfælde af udglattende redegørelse for løftebrud havde vi da formanden for Borgerligt Centrum, Simon Emil Ammitzbøll, i juni 2009 meddelte at han nedlagde partiet og sluttede sig til partiet Liberal Alliance. Da han allerede ved partiets stiftelse i efteråret 2008 havde fået spørgsmålet om han kunne finde på at tilslutte sig Liberal Alliance, sagde han:

”Det kommer ikke til at ske”. Og han begrundede det med uenighed med Liberal Alliances ”udlændingepolitik, euro-modstand, samt den ultra-liberalistiske økonomiske politik”.

På pressekonferencen i juni forklarede han sine udtalelser før og nu således:

”Når man stifter et nyt parti, er det selvfølgelig vigtigt at understrege de forskelle, der er. Og når man samler kræfterne, er det vigtigt at sætte fokus på de ting, man vil sammen.”

Metoden er enkel. Den består i at man lægger afstand til den politikerrolle man havde da man lovede. I stedet går man ind i en analytisk og pædagogisk rolle og forklarer sine løfter som helt selvfølgelige, nødvendige eller hensigtsmæssige. Og fremhæver at alle jo kendte disse banaliteter om politik i forvejen.

Teknikken er ikke spor ny. Et klassisk eksempel er J.O. Krags udtalelse: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Det sagde han efter folketingsvalget i november 1966 hvor han efter de borgerliges mening brød løfter afgivet umiddelbart før valget om ikke at danne regering udelukkende med støtte fra SF.

Krag slap ikke så let afsted med sin forklaring som Fogh. Krag blev som statsminister netop fordi han brød løftet, hvor Fogh brød løftet fordi han forlod jobbet. Det gav derfor god politisk mening for Krags modstandere at optone løftebruddet som et tegn på en skidt karakter. Også Ammitzbøll er indtil videre forblevet i dansk politik, men har åbenbart ingen modstander som mener at der er stemmer i at angribe hans løftebrud.

Ordet ’løgn’ er tabu

I alle tre eksempler reparerer politikerne deres personlige ærlighed ved at henvise til en regel om at alle politikere lyver når det er formålstjenligt, dvs. handler om at nå vigtige mål.

Og dette er ikke en kontroversiel påstand som enhver politiker opfinder forfra i en enestående, helt usædvanlig situation. Det er en fælles sandhed som medier, politikerkolleger og vælgere accepterer, og som derfor kan bruges som forklaring på at en politiker i et konkret tilfælde er blevet taget i at sige noget forkert.

Hvis en af politikerne i de tre eksempler havde sagt:

”Ja, jeg løj, men enhver ved at alle politikere lyver når det er hensigtsmæssigt,”

så ville det have vakt opsigt. Selv Krag som valgte en klart provokerende banalitet som forklaring, undgik at sige det helt nøjagtigt som det var. Men i realiteten er det det der siges indirekte i alle tre eksempler.

Løgnens bøjningsmønster

Løgn spiller en central rolle i politik (og i ledelse) fordi man ofte står i en situation hvor man er nødt til taktisk at lade som om man har bestemte hensigter og vurderinger for at have de bedst tænkelige muligheder for at nå et strategisk mål. Derfor tager man chancer. Normalt bliver man kun afsløret hvis journalister får fat i dokumenter som viser at man har ”spillet en falsk melodi” (udtryk som er kendt fra Tamil-sagen). Eller – som i disse tre eksempler – hvis politikeren får brug for eller bliver nødt til at handle stik imod det tidligere udmeldte.

Da løgn forekommer ret ofte og kan ramme enhver aktør, så har alle behov for at der er en række mindre stødende, nedtonende betegnelser for det end det krænkende ord ’løgn’, fx

· inoperationel påstand (især kendt fra Watergate-affæren),

· taktisk udtalelse,

· misvisende påstand (foretrækkes af mange ledere)

· ikke retvisende fremstilling (benyttes i juristers og revisorers verden),

· bevidst misvisende eller falsk sprogbrug

· udtalelse mod bedre vidende

· bevidst usand sprogbrug

· en i situationen nødvendig udtalelse

· en udtalelse som var yderst formålstjenlig og sandfærdig på baggrund af den dengang udmeldte viden og hensigt

· en udtalelse som i bagklogskabens ulideligt klare lys ikke kan siges at have været tilstrækkelig fremsynet.

Fænomenet bevidst usand sprogbrug (eller hvad man rent objektivt skal kalde det) er så udbredt i politik og ledelse at det er nødvendigt i daglig omgang ikke at være tvunget til dramatiske konfrontationer hver gang en bevidst usand påstand afsløres. Derfor er det meget praktisk at man har en række afdramatiserende betegnelser. Ligesom betegnelser som ’hvid løgn’, ’nødløgn’, ’fri fantasi’ bruges blandt familie og venner for at håndtere samme problem.

Samtidig er det vigtigt at der findes en række betegnelser som optoner negativt, fx ’løgn’, ’lodret løgn’, ’skamløs løgn’ . Det gør det muligt for en modstander at skrue op for retorikken. Ofte som indledning til former for gengæld eller stemmescoring ved at udstille den pågældende persons dårlige karakter.

Toppolitikere er blandt landets mest moralske personer

Enhver politiker er nøjagtig så ærlig som hans modstandere og pressen tvinger ham til at være for øjnene af vælgere som er særdeles kompetente til at bedømme folks grad af ærlighed. Og pressens og konkurrerende politikeres interesse i at afsløre bevidst usand sprogbrug sikrer at toppolitikere er landets mest moralske personer. Fordi løgnagtighed, selviskhed, griskhed og andre eventuelle laster fra en toppolitikers privatliv er gode mediehistorier og skader karrieren. En toppolitiker er nødt til i ekstrem grad at være et ordentligt menneske.

Denne mekanisme hvormed politikere og presse kontrollerer hinandens ærlighed og moral, er selve kernen i det demokratiske system. Hvis man er utryg ved denne metode, så er der ikke meget man kan gøre. Der findes nemlig ikke andre metoder hvormed man mere effektivt og realistisk kan sikre politikernes moralske niveau. Og den støttes af at modstandere og presse kan støtte sig til juridiske regler, fx reglen om at en minister ikke må give Folketinget forkerte oplysninger.

Visse løgne tæller uden nåde

I forbindelse med sagen om Jægerbogen i efteråret 2009 oplyste daværende forsvarsminister Søren Gade til Udenrigspolitisk Nævn at jægerbogen allerede var oversat til arabisk og lå på en fildelings-site. Det viste sig så senere at dette ikke var rigtigt. Eller rettere: det som forsvarsministeren sagde med ord, var egentlig rigtigt nok, men da der var visse ting som han ikke sagde, så supplerede alle vælgere det sagte med at det selvfølgelig var nogle terrorister der havde oversat bogen og nu allerede var i gang med at bruge den som grundlag for nye terroraktioner.

Men kort efter kom det frem at det var it-chefen i Forsvarskommandoen der havde oversat bogen ved hjælp af Googles oversættelsesprogram. Herefter havde Forsvarskommandoens kommunikationschef sendt oversættelsen til B.T. som havde lagt den på sin netavis. Striden gik så efterfølgende på om forsvarsministeren havde vidst dette da han fortalte nævnet om oversættelsen.

Hvis det kunne påvises at han vidste hvad han ikke sagde da han sagde det han sagde, så havde han løjet og var færdig som minister. Her kan han ikke bruge reglen om at løgne udbedres uden brug af ordet ’løgn’. Det forhindrer den meget klare juridiske regel og pressens og modstandernes interesse i og frihed til at bruge den til at fælde en minister med. Dette gør det uhensigtsmæssigt for enhver minister i denne situation at forsøge sig med forklaringer a la ”Sådan er det jo. Det ved alle.” Det ville kun gøre skaden større fordi ministeren så også ville fremtræde som inkompetent.

Næste regeringsgrundlag

Fogh, Ammitzbøll og Krag ventede med at give en forklaring på svigtede løfter til efter løfterne var brudt. Noget tyder på at Helle Thorning-Schmidt allerede er begyndt på denne forklaring samtidig med at løfterne blev fremlagt. På pressemødet gjorde hun det klart at man ikke kan møde op til forhandling om et regeringsgrundlag med ultimative krav. Det fik en journalist til at spørge: ”Men det er jo det, I gør?”

Hertil svarede hun (ifølge Berlingske Tidende, d. 29/8 2009):

”Kald det, hvad du vil. Jeg synes, det er meget naturligt. Vi har arbejdet meget seriøst med det her, og vi har ramt plet og fremlagt noget, som vi i oppositionen burde kunne blive enige om. Vi er de to store partier i oppositionen, og vi ville svigte vores lederskab, hvis vi ikke på forhånd kunne fortælle vælgerne, hvad vi agter at gennemføre efter et valg.”

Her begynder Thorning-Schmidt allerede at analysere situationen på den pædagogiske måde som både Fogh, Ammitsbøll og Krag benyttede til at banalisere deres løftebrud. Efter en regeringsdannelse med støtte eller deltagelse af de Radikale kan hun fortsætte forklaringen på denne måde:

”Det var nødvendigt at sige hvad jeg sagde dengang, men alle ved jo at vi skal have de Radikale med; derfor må vi selvfølgelig forhandle regeringsgrundlag med dem efter valget. Det har alle vidst hele tiden.”

Kun fremtiden kan vise om vi får dette at høre efter næste valg. Men hvis det sker, vil kun indædte, politiske modstandere anklage Thorning og Søvndal for at have løjet dengang i august 2009.

Konklusion

Artiklen leverer argumenter for at politik i høj grad handler om hvad der skal formuleres eksplicit, og hvad der skal underforstås. At formulere det underforståede, er en kraftfuld politisk handling. Det betyder så også at det, at undlade at formulere det underforståede, er en stærk politisk handling. Det kan så senere blive nødvendigt også at formulere det – på en hensigtsmæssig måde på et passende tidspunkt.

Videre læsning

Videre læsning: regler for hvordan modtagere slutter sig til det usagte fra det sagte (fagterm: implikatur): Grice, P. „Logic and Conversation“ in Cole, I.P. & Morgan, J. (eds.) Syntax and Semantics, Vol. 3: Speech Acts. New York: Academic Press 1975, s. 41-58. På dansk introduceres det bl.a. i John E. Andersen ”Sprogets takt og tone” i Hansen m.fl. (red.) Auditorium X Kbh.: INF 1994 (og senere) s. 72-99. [måske er der en mere relevant og præcis henvisning til en populær forklaring. Fx kan jeg i MOM-registret over alle numre se at der i nr. 15 tilsyneladende har været en artikel om implikatur]

Klaus Kjøller, d. 2/4 2010

Øverst i dokumentet