Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 08-09-2012 12:01:51

 

Vittigheden, som vi ikke fik

Spørg ikke om, hvilken formand SF har brug for. Spørg om, hvilken formand for SF som Danmark har brug for. Svaret er overraskende. 

Af Klaus Kjøller

Villy Søvndal er god til at tage tyren ved hornene, når han indleder et pressemøde. Han ved, at det ikke dur, at tale om vigtige ting, hvis alle sidder og tænker på noget helt andet. Derfor begyndte han sit pressemøde efter gruppemødet for ca. 3 uger siden med at sige: "SF bliver i regeringen, jeg bliver som formand og som udenrigsminister." Og på sit pressemøde i går i Landstingssalen måtte han så begynde med, at der sikkert var nogle, der stadig huskede, at han for kort siden siden sagde, at han blev som formand. Og at det var rigtigt husket, men at enhver jo ved, at en formand er nødt til at holde det for sig selv, at han for længe siden har besluttet at gå, indtil han rent faktisk går. I et efterfølgende interview på TV spurgte en journalist, om det ikke var ubehageligt for ham at lyve for tre uger siden. Hertil svarede Søvndal, at han havde sagt: ”Jeg er valgt som formand for SF. Og sådan er det”. Og det er sådan set rigtigt nok. Men pointen er jo, at både han selv og alle vælgerne forstod det som en erklæring om, at han ingen tanker havde om at forlade posten. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at en af regeringens topministre er så uforskammet, at han sidder midt i sommerlandet og fylder hele det danske pressekorps med banale sandheder.

Den retoriske udfordring ved Søvndals afgang er, at alle umiddelbart opfatter afgangen som et signal om, at regeringsprojektet vakler. Søvndal har jo stået side om side med Thorning ved lanceringen af så mange planer og initiativer i de seneste år, at man ikke behøver hedde Mogensen & Kristiansen for at forstå, at det er en katastrofe for Thorning, at Søvndal går som formand. Derfor var den centrale retoriske udfordring i går at forklare afgangen på en måde, som ville få den til at fremstå som en styrkelse af regeringsprojektet. Det lykkedes mildt sagt slet ikke. Alle må derfor konstatere, at Søvndal forlader sin post i utide, og at det kun formelt sker frivilligt.

Søvndals forklaring i en e-mail til medlemmerne er afslørende:

”Da valgresultatet forelå og regeringen var dannet overvejede jeg, om det ville være det rigtige tidspunkt (at trække mig, red.), så nye kræfter kunne drive udviklingen af SF og af SF som regeringsparti. Men jeg valgte at vente ud fra en vurdering af, at det var for hurtigt og for stor en opgave at pålægge andre i en situation, hvor SF trådte ind i en vanskelig overgangsfase som regeringsparti. Men nu er der gået et år, og jeg mener, at tiden er kommet til et formandsskifte, så den nye formand kan stå i spidsen for SF, når videre rammer og retning for SF som regeringsparti skal sættes.”

Den væsentlige mangel i denne tekst er, at den helt ignorerer det spørgsmål, som alle stiller lige nu: ”Hvordan kan Villy både elske sit parti og sin regering inderligt og så samtidig besværliggøre livet for dem begge ved at forlade formandsposten lige netop nu, hvor alt ser forholdsvis kaotisk ud?” De argumenter som – ifølge mailen til medlemmerne – fik Villy til at forblive på sin post lige efter regeringsdannelsen, er jo endnu stærkere i øjeblikket, hvor regeringen skal holde sammen både på sig selv og på SF. Det havde været langt lettere for Villy at få accept af, at han havde forladt posten, dengang regeringen begyndte. Det kunne være sket med denne humoristiske begrundelse: ”Mange undrer sig sikkert over, at jeg går netop nu, hvor jeg står med frugterne af mit livs største politiske triumf. Men enhver ved, at hvis man skal gå, så er det bedst at gøre det, mens alt stadig ser lovende ud.” Hvis Søvndal havde brugt denne begrundelse i går, så ville enhver have opfattet det som syg, sort humor om en pinlig faneflugt.

Søvndals afgang gør alt, bortset fra hans privatliv, vanskeligere. Både ved landsmødet i foråret 2012 og ved forsoningsmødet efter skatteforliget lykkedes det SF at signalere, at de – trods sprængfarlig intern kritik – stadig stod samlet om Søvndal og regeringsprojektet. Når TV ifølge sin natur i den kommende tid, og især lige efter nytår, vil fremvise stribevis af nøje udvalgte ofre for dagpengeforkortelsen, så vil det rejse mange følelser. Og det indre pres i SF vil derfor igen hurtigt stige. Men en ny formand eller –kvinde vil slet ikke have gode, gamle Villys SF-mytologiske kraft til at samle partiet om sig.

Og hvad med skatteminister Thor Möger Pedersen? Aldrig før i dansk politik har så grøn en politiker med så ringe folkelig gennemslagskraft haft så stor magt i en regering, udelukkende i kraft af sin partiformands støtte. Når Søvndal er væk, kan frustrerede SF’ere kritisere løs på Möger uden frygt for også at ramme formanden. Og da Möger er den bærende SF-regnemaskine både i regeringens Økonomiudvalg og Kontroludvalg, vil en øget intern kritik af hans person svække SF’s bånd til regeringssamarbejdet. Ifølge den lille grønspættebog for magt, så står Möger nu til tæsk i partiet. Nemlig alle de tæsk, folk har holdt igen med, mens Möger var under Villys vinger. Möger ligner mere og mere det symbol på teknokratisk pragmatisme, som de klassiske SF’ere hader og hellere end gerne vil uddrive af partiet.

Derfor er det også helt godnat, at nogle i øjeblikket opererer med Möger som en mulig efterfølger. Astrid Krag (fra partiets ”nye højrefløj”) skulle efter sigende være ledelsens kandidat, men afviser i skrivende stund at være kandidat. Det er efter bogen, for når man holder sin tale om, hvorfor man stiller op, så skal man altid fortælle, at man gør det af pligt, og kun fordi mange har bønfaldet en om det. Derfor vil heller ikke mulige kandidater som Ida Auken eller Pia Olsen Dyhr (begge fra ”den grønne fløj”) sige noget lige nu.

Den ideelle kandidat vil – nok til manges overraskelse – være Özlem Cekic. Hun er ganske vist for nyligt frataget alle sine poster. Men hun har stor støtte i baglandet og kommer fra den klassiske SF-venstrefløj, som leverer vælgere til Enhedslisten. Med hende som partiformand i regeringens maskinrum vil SF’s oprørere kunne holdes i ro. Og den ”røde” Thorning-regering dermed have de bedste betingelser for at fortsætte sin nødvendige, blå, økonomiske politik.

 

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden