Kjoeller.dk >> kommentarer >> kommentaren ’ Herregud, der er jo nok at le ad’

[sendt 12-01-2015; bragt som kronik i Berlingske 14-01-2015]

Herregud, der er jo nok at le ad

Er det egentlig så forfærdeligt, at vi ikke må le lige præcis ad Muhammed? Vi kan vel bare le så meget mere ad Thorning, Løkke, paven, Putin og alle andre. Nej, den går ikke.

Af Klaus Kjøller

Ekstremister med våben skal selvfølgelig ikke bestemme, hvad demokratiers medier rummer, eller hvad de ikke rummer. Alligevel har Jyllands-Posten med beundringsværdig ærlighed indrømmet, at de ikke viser tegninger, som kan ophidse ekstremister til at dræbe deres ansatte. Andre medier undgår også helst sådanne tegninger, men som regel med mere tågede, ædle begrundelser.

Man bør respektere ansvarlige medieledelser for ikke at udsætte deres ansatte for forudsigelig, betydelig livsfare. Og det er klart, at Muhammed-affæren har tvunget medier og politikere til at erkende, at voldelige ekstremister dagligt indgår i redaktionsprocessen – også selv om de ikke befinder sig fysisk i redaktionslokalerne. Og de blander sig ikke i andet end beslutninger om at vise eller ikke vise en bestemt tegning. En tegning, som forestiller en skægget, mørk mand med en bombe i sin turban. Selv om tegningen tydeligt forestiller en sikh med turban, og derfor umuligt kan være Muhammed, som jo er muslim, så er det altså den tegning, alle danske medier helst undgår. Voldelige muslimske grupper har altså ikke blot ændret danske mediers adfærd over for en bestemt tegning. De har også generelt tvunget vores medier til indirekte at acceptere den absurditet, at Muhammed er en sikh. Og det er en absurditet, som danske medier æder dagligt, for der er næsten hver dag terror-historier i medierne, som gør det naturligt at vise den berømte tegning. Hvad den altså ikke bliver på grund af disse voldelige fanatikere.

Alle kan se, at det er urimeligt, at der i medierne tages særlige hensyn til en religion, fordi nogle af religionens ekstremister er villige til at slå ihjel for deres tro. Men da politiet ikke kan beskytte nogen 100 pct., er der ikke andet at gøre for redaktionerne end at forsøge at rette ind med mest muligt af æren i behold. Og denne tilpasning gennem frygt vil blive øget efter Charlie Hebdo-massakren, fordi massakren i al sin blodige realitet nærer frygten med konkrete billeder. Også selv om nogle aviser, bl.a. Berlingske og Politiken, i dagene umiddelbart efter i sympati optrykte nogle af magasinets satiriske forsider.

Men hvorfor er det så galt, at man ikke kan latterliggøre Muhammed? Herregud, vi kan jo til gengæld gøre grin med og satirisere over alt muligt andet, som ikke beskyttes af skydegale ekstremister. Ja, vi kan faktisk gøre grin med vistnok alle andre religioner uden at komme i livsfare.

Det gale er, at muslimer i kraft af frygten for muslimske terrorister slipper for at få deres lederfigur pillet ned af demokratiets medier. Men hvorfor egentlig kritisere Muhammed? Fordi det er mediernes opgave at kritisere og kontrollere samfundets magthavere af enhver art, herunder enhver leder – og naturligvis også åndelige ledere af enhver art.

Når man vurderer pressens generelle rolle som magtkritiker, så er det meningsløst at skelne mellem verdslige fysiske ledere som Thorning og Løkke, og åndelige ledere som paven og Muhammed. Ingen leder kan overvåge og styre sine tilhængere fysisk 100 pct. Derfor afhænger enhver leders magt af, at han eller hun er blevet en åndelig magt i tilhængernes bevidsthed. Det gælder for Thorning og for Løkke, som det gælder for paven og for Muhammed. Deres indflydelse og magt afhænger af, at deres tilhængere elsker og beundrer det billede, som de i bevidstheden har af deres elskede leder, og derfor naturligvis også arbejder for at udbrede til så mange som muligt.

Det er væsentligt i et demokrati, at pressen effektivt formår at pille det heltedigt, som enhver leders tilhængere forsøger at udbrede, fra hinanden. Topstyrede heltehistorier har man i enhver organisation, verdslig som religiøs. Her iscenesættes lederen som helt. Både Thorning, Løkke, katolikker, jøder og muslimer har hver for sig et topstyret heltedigt, som de samler deres tilhængere omkring, og som de hylder og søger at udbrede til anderledes tænkende. Og tilhængere af kalifatet Islamisk Stat er først tilfreds, når hele verden har overgivet sig til lige netop deres heltehistorie. Og målet helliger midlerne.

Men demokratiets fortælling er ikke et topstyret heltedigt. Og det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at demokrati er et opgør med den opfattelse, at sandheden findes hos en overmenneskelig autoritet. Sandheden i demokratiet findes i den lige og frie diskussion mellem mennesker. Derfor fremtræder demokratiet i praksis som en kaotisk, decentral komedie, hvor enhver leder ustandseligt må se sine forsøg på at fremstå som ”stor leder og guru” afsløret, og hvor lederen derefter må løbe spidsrod i natskjorte. Ethvert tilløb til, at en figur udvikler sig til stor leder med forførerisk magt over mange sjæle, bliver ret hurtigt pillet ned af andre aktører: medier og konkurrenter. Det er så her, at mediers frygt for terror kommer ind. For kun trusler og terror kan faktisk beskytte en stor, åndelig leder mod den respektløse journalistik, satire og humor, som fjerner glorier. Ethvert tilløb til frelserskikkelse antager under normale, terroristfri omstændigheder hurtigt en naturlig plads nede på scenegulvet blandt de andre hovedpersoner i medieføljetonen.

Når ekstremistgrupper har held til at skræmme pressen til ikke at pille deres store leder ned af piedestalen med satire, tegninger, kritiske reportager og fis og ballade, så står gruppens officielle heltedigt om deres store leder tilbage, som den eneste historie, som må fortælles i medierne. Lige netop denne terroristgruppes helt og store guru pilles aldrig ned til sokkeholderne. Herved styrkes denne store leder stille og roligt som åndelig lederfigur i alle demokratiets sjæle. Han har en ophøjet særstatus. Man har herved vundet en stor propagandasejr over alle de grupper, man konkurrerer med, for her må undersåtter, partimedlemmer og menigheder hele tiden se deres elskede lederbilleder blive pillet ned, når de spiller med i den demokratiske komedie om ”den store leder, som tror han (eller hun) er noget særligt og kan frelse landet, menneskeheden eller hvad som helst.”

Kun hvis et lands mediesystem styres af en mesterinstruktør, kan en lederfigur, f.eks. en partileder, normalt overleve som frelsende, urørlig lederfigur i længere tid. Men sådanne mesterinstruktører findes kun i diktaturer, præstestyrer eller enevældige systemer med topstyrede, udemokratiske mediesystemer. Og man behøver ikke gå til Nordkorea for at se det. Man kan bare kigge i en almindelig dansk virksomheds personaleblad for at se den administrative direktør iscenesat som stor leder – dog sjældent helt så stor som i Nordkorea. Når en magtfigur i vores politiske føljeton beskyttes af terrorister, og når det får medier, politikere og debattører til at udøve selvcensur, så rammes demokratiet altså på et af sine mest ømme punkter.

Men det er svært at gøre noget ved det. Vi må styrke politiets overvågning, fremme integrationen og undervise alle skoleelever bedre i, hvordan de undgår at blive hjernevasket af sekter og ismer til at blive ekstremister. Det kan hjælpe lidt alt sammen. Men sandheden er, at vi aldrig kan kompensere vores manglende latter over Muhammed ved at le igennem over Thorning, Løkke, paven og Putin. For jo mere vi ler ad dem uden at le ad Muhammed, jo stærkere står Muhammed. Og det er ikke spor morsomt.

*********************************

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden