Kjøller forside >> alle kommentarer >> kommentar: Troen på teksten

 

[Først lagt op d. 16/9 2001; senest opdateret 23-12-2021]

 

 

 

 

 

Troen på teksten

 

De fleste siger vist ja til at de tror på at der er et liv efter dette. ”Der må vel være ét eller andet”, siger man. Men det er kun dem der virkelig tror på et liv efter døden, der er farlige for andre. Dødsensfarlige.

 

 

Når man bruger sit liv på at skrive, analysere og undervise andre i at analysere, kritisere og skrive tekster, så ved man også at tekster laves af en afsender som har en hensigt over for nogle modtagere af teksten. Undervisningen går i høj grad ud på at lære eleverne at finde hensigten. Målet er bl.a. at gøre eleverne til kritiske læsere.

 

Men samtidig domineres verden jo af nogle få udvalgte tekster som dyrkes med stor fanatisme af forskellige grupper af læsere. Læsere som ikke er spor kritisk over for teksten, ja som vil dræbe folk som behandler teksten som enhver anden tekst. Læsere som er villige til at ofre deres liv i kampen for udbredelsen af deres tekst.

 

Som forfatter kender jeg godt ønsket om at samle en gruppe fans omkring sig. Jeg har ofte misundt L. Ron Hubbard, scientology’s skaber, for hans hengivne disciple som hele tiden køber og udbreder hans bøger og skal videreuddanne sig på hans skoler, hans frodige og varierede forfatterskab og store yacht i Middelhavet.

 

Men L. Ron Hubbards flok ligner jo en søndagsskole ved siden af de store verdensreligioners kernetropper.

 

De dominerende religioner i krige og konflikter rundt om i verden er alle bygget op om to ting:

 

1)   Nogle tekster som hævdes at være et overjordisk væsens udtalelser om hvordan mennesker skal leve deres liv.

2)   Teksterne hævder at mennesket lever videre efter det dør (her på Jorden).

 

De to ting er gensidigt afhængige. Teksternes ekstraordinære status forudsætter en overjordisk instans som ophav. Og teksternes væsentligste indhold – ud over etiske leveregler og andet løst og fast – er løftet om livet efter døden, et liv i stil med det liv som den overjordiske instans lever.

 

Kernen i enhver religion er en cirkel: Den hellige tekst rummer sandheden, bl.a. om en gud. Men læserne tildeler kun teksten status som sandhed fordi de allerede tror på at den stammer fra guden – som regel via mellemmænd.

 

Det er svært nok at være menneske. Bl.a. ved vi jo alle at vi skal dø engang, men ikke hvornår og hvordan. Det skaber usikkerhed og angst hos den enkelte, og ind imellem måske også panik. Derfor er det forståeligt at der kan opbygges store verdensomspændende organisationer som består af mennesker der forenes i troen på en tekst der lover at man lever videre. Det giver tryghed at færdes iblandt folk som deler ens egen opfattelse af livets væsentligste spørgsmål. Fælles fiktioner bliver til den skinbarligste virkelighed.

 

Problemet ligger i at der er nogle andre mennesker der har løst samme problem på en anden måde: De dyrker en anden tekst med andre fiktioner, guden hedder noget andet og anbefaler delvis andre leveregler. Set udefra kan forskellene ligne detaljer, men indefra er der en verden til forskel. Det gælder jo liv og død. Og tilhængerne af hver sin tekst forsvarer selvfølgelig den sandhed som de ikke bare tror på, men som de ved er de rene kendsgerninger, fordi det står i deres autoriserede tekst, som stammer direkte fra gudens egen mund – selv om den ofte leveres gennem mellemmænd.

 

Der er grund til at prise den danske folkekirke for dens mangel på fanatisme og dens store rummelighed. Herved løses en del af problemet med befolkningens dødsangst på en måde som ikke fører til udskejelser. Desuden sikres ofte smukke, stemningsfulde lokaler og ritualer omkring store familiebegivenheder uden det koster kassen – og så med en professionel taler inkluderet, nemlig præsten. Men selvfølgelig hænger mangelen på religiøse lidenskaber og den dominerende slæbende salmesang i landsbykirkerne her i landet sammen med velfærden og homogeniteten i vores land. Jo mere man tror på sundheds- og velfærdssystemet, jo mindre behøver man tro på religiøse mirakler.

 

Men ikke engang folk der er undertrykt, fattige og derfor føler deres eneste jordeliv smuldre mellem fingrene på sig, er normalt villige til at ofre deres liv for religionen. De nøjes normalt med at bede, gå til messe og gøre som autoriteterne siger de skal. Den dødbringende religiøse fanatisme forudsætter at man er så uddannet og har så mange ressourcer at man kender og forstår de store fristelser der kan ligge i at forlade troen, eventuelt skifte den ud med en anden. Fanatismen forudsætter at man har smagt individualismens velsignelser, men så alligevel, på slægtens, nationens eller simpelt hen religionens vegne, vælger at underkaste sig gudens og tekstens autoritet. Fanatismen fjerner den individuelle angst og usikkerhed – den åndelige frihed – som følger af indsigt og uddannelse. Og nogle er så også parate til gå ud i byen med et selvmordsbælte om maven for at blive rigtigt salige i det evige liv.

 

De fleste leverpostejsdanskere siger vist ja til at de tror på et liv efter dette. ”Der må vel være ét eller andet”, siger man. Men det er kun dem der virkelig tror på det, der er farlige for andre – dødsensfarlige. Hvis man tror på at dette forhåndenværende liv som vi alle har nu, kun er et fattigt forspil til et guddommeligt evighedsrige som man udelukkende kender fra en bog, så mister man respekten for døden – også alle andres død.

 

Klaus@kjoeller.dk, 16/9 2001