Den frækkeste og mest nødvendige lærebog i vores generation. Men samtidig bogen som ingen vil udlevere til eleverne. Så farlig at ingen tør undervise i den.

Alle hader eksamen. Den gør os nervøse og skræmte. Den tager vores værdighed fra os og giver os en karakter i stedet.

I denne bog afsløres eksamen. Bogen går direkte til sagen og lærer dig hvordan du bedst får det resultat du selv synes du fortjener.

Gør eksamen retfærdig, gør din forberedelse professionel: Læs denne bog, følg dens råd — og din fremtid er godt begyndt.

Undgå at ærgre dig over at du ikke læste den før det var for sent: Læs den nu!

Udkommet i 4 oplag. Trykt i 11.000 eksemplarer.

Hvis du ikke kan få fat på bogen, eller ikke har tid til eller gider at læse den, så er her de vigtigste akutte råd.

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (93/15) 2 024 843 2

Kjøller, Klaus: Snyd ikke dig selv ved eksamen. - Borgen. - 104 sider. - 37.138

Sprogrevseren Klaus Kjøllers seneste bog handler om, hvordan man får den karakter til eksamen, man selv synes man fortjener. Kjøller inddeler lærere i 4 kategorier. Mini Total, Max Total, Mini Fag og Max Fag. Vi genkender dem sikkert alle, og hver lærertype skal naturligvis tackles forskelligt. Bogen giver imidlertid ikke kun gode råd om eksamen. Også studieårenes dagligdag har Kjøller gode bud på. Bogen er - trods en letbenet, provokerende og til tider letkøbt stil - ganske fyldt med gode råd. Indimellem ta'r provokationerne imidlertid overhånd, når Kjøller f.eks. råder en elev med en velformet røv til at lade denne legemsdel deltage aktivt i manipulationen af læreren og censoren. Bogen er hurtigt læst, men jeg savner et afsnit om mental forberedelse. Bo Jarls Eksamensbogen er mere omfattende og mere seriøs. Men i det store og hele er Kjøllers bog slet ikke ueffen, når tiden er knap. Den indeholder da også små afsnit med 'akut' hjælp til de elever, der ikke har tid til at læse hele bogen. Målgruppen er primært folkeskolens ældste klasser samt gymnasiet/HF m.m. Men folk på højere uddannelser kan såmænd også hente et par nyttige fif.

Niels Pinholt

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (93/15) 2 024 843 2

Kjøller, Klaus: Snyd ikke dig selv ved eksamen. - Borgen. - 104 sider. - 37.138

I skrivende stund er der ca. 1 måned til, at eksamen begynder. Vejen fra døren til bordet er uendelig. Det omhyggeligt indstuderede smil ender i en sygelig grimasse - og maven begynder at snakke… o.s.v. o.s.v. Det store iscenesatte spil begynder, og der burde være en tæt forbindelse mellem dagligdagens undervisning og eksamen. Det er 'rent gas', siger forfatteren, og så går det ellers løs på de næste 98 sider. Spændende, provokerende, charmerende - og rigtigt ramt, - for: "Eksamen er dit ophørsudsalg. Alt skal væk… og det har du ikke lært. Så: Find ud af, hvordan din lærer vil have det (her er en herlig gennemgang af lærertyper), klæd dig rigtigt og sælg 'varen' (dig selv og det faglige) rigtigt, for i vurderingen indgår hele din person". O.m.m. Her er hjælp at hente på alle fronter, og det er ikke billig pop. Der er givetvis elever, der vil spæne ned for at låne den på skolebiblioteket. Men den er helt sikkert ikke hjemme. Den stryger fra hånd til hånd på lærerværelset og udløser vrede, begejstring, glæde, hovedrysten og smil. Her er stof til flere pædagogiske lørdage med overskriften: Nye prøveformer. Ellers må denne bog indgå som obligatorisk læsning.

Flemming Dehn (S)

Anmeldelse i Folkeskolen 1993, nr. 19:

Læs den før dine elever

Eksamen har ikke noget at gøre med, hvor intelligent man er, men hvor intelligent læreren tror man er

Af Ole Jakobsen

Da man var elev i folkeskolen, havde man det på fornemmelsen. I gymnasiet og på seminariet vidste man det godt, men man talte alligevel ikke så højt om det. Som lærer i folkeskolen ved man det også, men man går meget stille med dørene om det, - og gør ikke noget ved det.

Denne bog der præsenterer sig som "den frækkeste og mest nødvendige bog i vor generation", taler særdeles åbent, direkte og kontroversielt om det, - og gør således noget ved det.

"Alle hader eksamen. Den gør os nervøse og skræmte. Den tager vores værdighed fra os, og giver os en karakter i stedet."

"Jo mere realistisk du opfatter eksamen, jo bedre kan du udnytte situationen til din egen fordel. Og det er i sin enkelthed det, det drejer sig om". "Målet er med mindst mulig forberedelse at nå det bedst mulige resultat med størst mulig sikkerhed".

"I folkeskolen er der meget tys-tys omkring læreren som magtudøver. Det skyldes, at skolen hylder lighedsprincippet. Jo mere læreren fremstår som menneske blandt andre mennesker (eleverne), jo bedre. Men lad dig ikke narre af det. Læreren er magthtver. Derfor er det i din interesse at have et godt forhold til hende".

Kontant, ætsende og rammende beskrives lærertyperne vi alle kender, og som vi har erfaringer med og som vi selv er!

Med talrige eksempler og i detaljer gives konkrete anvisninger på, hvordan man omgås disse typer og dermed selv får det optimale ud af det.

Hvordan skal man gøre, og hvad skal man være opmærksom på i undervisningen, og hvordan skal man konkret føre sig frem i eksamenssituationerne.

"Ved at rende rundt og tro, du er en fiasko inviterer du dine omgivelser, specielt lærerne, til at gøre dig til en fiasko. Udtryk energi og optimisme med din ansigtsmimik og gang. Søg øjenkontakt, nik og smil til din lærer når du kommer ind, og hurtigt derefter samme behandling til censor.

Stil kun undtagelsesvis spørgsmål til lærer og censor. Ellers virker det som om du overta'r lærerrollen og reducerer dem til elever".

Bogen er en sand guldgrube af provokerende iagttagelser, rammende beskrivelser, og humoristiske sider af alt det vi godt ved betyder noget, når vi skal bedømmes eller bedømmer andre.

Herved bliver bogen altså absolut meget relevant læsning for lærerne - og i særdeleshed for eleverne, der skal til eksamen eller til jobsamtale.

Jeg vil anbefale, at man læser den før sine elever!

God fornøjelse!

Kommentar i Folkeskolen 1993, nr. 13:

Man lever ikke af kærlighed alene

Skolens undervisning i mundtlig og skriftlig fremstilling er alt for lammefrom

Af Klaus Kjøller

Hvorfor kan vi ikke bare elske hinanden? Hvorfor kan løven ikke græsse side om side med lammet? Hvorfor kurtiserer kristne serbiske soldater ikke muslimske bosniske kvinder i stedet for at voldtage dem? Og hvorfor ser Martin Rømer så bister ud når han udtaler sig om overenskomstforhandlingerne?

Det er jo dejligt at elske! Det bærer belønningen i sig selv at mærke sin kærlighed blive modtaget og gengældt. Det giver varme, styrke og mod til at udforske verden og sig selv.

Derimod er det ødelæggende at hade. Selv den største fornøjelse ved at tildele sin flende et vellykket slag opvejer aldrig helt væmmelsen ved de midler man har måttet bruge. De sider af sig selv man har måttet finde frem.

Problemet med kærlighed er at man ikke kan leve af den alene. Løven elsker lammet af hele sit hjerte. Men løver spiser jo kun græs hvis de skal brække sig. Ellers æder de kød - og lam er ikke at foragte. Jo mere trygt og - ja: kærligt lammene græsser, jo lettere er de at æde. Vi græder alle fordi det er sådan. Men det ændrer jo ikke virkeligheden.

Skolens undervisning i mundtlig og skriftlig fremstilling er alt for lammefrom. Det er udmærket at eleverne lærer at udtrykke hvad de mener. Men det er mindst lige så vigtigt at lære dem hvornår de skal holde kæft med det. Og hvordan det samme kan udtrykkes på forskellige måder som er mere eller mindre hensigtsmæssige.

Det har eleverne fx brug for til eksamen. Eller til jobsamtale. Eller hvis de skal have opbakning i idrætsklubben til at der kun må sælges røde pølser uden farve i klubhuset. Det har de også brug for hvis de skal forstå en Tamil-sag i stedet for at flippe ud i selvgod forargelse.

Lærere bryder sig ikke om at undervise i den slags fordi det smager for meget af løgn og latin, fup og fiduser. Det menneskesyn som ligger bag, strider mod al god degne-moral. Man underviser måske i reklamer, og man gør det typisk med den bagtanke at gøre eleverne mere modstandsdygtige over for reklamens magt. Måske inddrager man også politiske kampagner. Igen typisk for at afsløre kneb og manipulationer. Efter at være forenet med eleverne i et fælles afsky-gys over de gustne overlæg i den slags kræmmertekster, vender man tilbage til klasseværelset og hengiver sig atter til en af skolens kæreste sysler: Eleverne meddeler sig helt åbent og ærligt til deres lærer. Det kan være om noget litteratur man læser eller om noget man har oplevet eller bare en mening man har. Det er også helt fint, men bare ikke nok.

Skolens bærende trosbekendelse er at sproget bruges til at beskrive virkeligheden med. Men i verden udenfor bruges sproget af politikere, ledere og virksomheder til at skabe en hensigtsmæssig virkelighed med. I verden uden for skolen er det at sidde inde med sandheden langtfra tilstrækkeligt - og slet ikke altid nødvendigt. Jo lettere man har til skinger forargelse over dette, jo mere hygiejnisk placerer man sig som moralsk tør tilskuer i det demokratiske spil om magt og penge: Man overlader det til andre at gøre det nødvendige. Selv er man bare helt tør, hele dagen, hele livet.

Også skolen skaber sin egen virkelighed. En folkeskole er en stabil, offentlig organisation. Elever lærer at møde til tiden, indordne sig i en gruppe, gøre hvad man får besked på. Og så lærer de at leve efter et skema. Hele det menneskemylder som en skole består af, styres gennem en gigantisk mødekalender: skoleskemaet. Og den faglige indlæring er styret langt ned i detaljer gennem læseplaner og vejledninger.

Denne imponerende, officielle orden og systematik må naturligvis forudsatte at der findes en entydig, officiel virkelighed som man bygger det hele på. Og læreren er dens repræsentant i klasseværelset.

Samtidig ved enhver elev og lærer jo godt hvor vigtigt det er at holde tand for tunge, at belægge sine ord og at gøre et fordelagtigt indtryk. Det er simpelt hen en overlevelsesbetingelse ikke mindst i en skole. Og ikke mindst ved eksamen.

Min bog "Snyd ikke dig selv ved eksamen" har ikke så meget vakt interesse fordi den rummer noget nyt. Det nye er at den formulerer en hel del af det nødvendige, demokratiske skolepensum som ikke står i nogen læseplaner. Og den tager elevernes parti under sloganet: humor, kærlighed og retfærdighed.

Leder i dagbladet Information, d. 18/3 93

Manipulationer

MAN KENDER situationen til bevidstløshed: Det umulige barn, der ikke vil være med til noget som helst. Valget står mellem at slå i bordet og sige »du skal«, fordi man faktisk mener det alvorligt, eller med list at overtale barnet til at gøre det, man ønsker, på en måde så hun tror, det sker af egen fri vilje. Den ene eller den anden model udspringer som regel af overskuddet i den givne situation.

Og selv om alle på forhånd også kender det svar, er det på mange arbejdspladser stadig aktuelt at spørge, hvordan det bedst mulige resultat nås: At arbejdsgiveren bruger sin magtfulde position til at få sin vilje trumfet igennem over for medarbejderne med den skjulte dagsorden, at der står 325.000 snart 350.000 ledige lige uden for porten, eller at han forfølger sit mål ved - med udgangspunkt i, at han har landets bedste potentiale - at begejstre og besnære kollegerne til at arbejder med på det fælles projekt at nå højere tinder?

Eller hvad med læreren, der ved, at det er af afgørende betydning, at eleven i 4. klasse når et bestemt pensum i matematik og alle de gængse pædagogiske kneb er brugt op - skal hun give op, true med bål og brand eller belønne eleven med en pose lakridser til uddeling i klassen, når det ønskede resultat er nået?

For slet ikke at tale om den unge kvindelige gymnasiast eller studerende, der går op til en afgørende eksamen. Skal hun udelukkende lade resultatet bero på sine faglige kunnen, eller iføre sig de stramme jeans for lige antyde, at hun forresten også har en flot røv med henblik på at opnå et karakterpoint mere end studiekammeraten, der fra naturens side ikke er skabt med samme fortrin eller rettere bagdel?

Endelig er der også en nu forhenværende statsminister, der i mange år havde bragende succes med at bilde befolkningen ind, at det gik ufatteligt godt. Og så gik det faktisk rigtig skidt.

Magtudøvelse. Manipulation. Retorik.

I KRIG, KÆRLIGHED og politik er som bekendt ialle kneb tilladt. Og skal man tro universitetslektoren og debattøren, Klaus Kjøller, så gælder det om som borger i et demokratisk samfund at blive lige så god udi retorikkens - læs forførelsens - kunst som de magthavere - læreren, arbejdsgiveren, politikeren - almindelige folk dagligt konfronteres med. Og den indlæring, mener han, bør grundlægges fra barnealderen.

Og tag endelig ikke fejl af, at der er tale om magtforhold, også selv om de skjuler sig under et dække af lighed og frihed i forholdet til læreren, skriver Kjøller i sin bog til elever og studerende "Snyd ikke dig selv ved eksamen", som udkommer den 24. marts på forlaget Borgen og blev omtalt i Information onsdag.

I bogen giver Kjøller en lang række praktiske anvisninger på, hvordan eleven og den studerende fra folkeskolen til universitetet - kan arbejde sig frem mod at opnå et bedre eksamensresultat. Og her spiller psykologi og retorik en væsentlig rolle. Fejlen er ifølge Kjøller, at skolen ikke lærer eleverne om sig selv som en organisation'med indbyggede magtrelationer. Eksamen er f. eks. den særlige situation, som organisationen.bruger til på billigste vis at stemple eleverne, en særlige sitation, som stiller specielle krav til eleverne; krav, som skolen ikke underviser i, fordi den den vil have alle til at tro på, at eksamen og undervisning er et. Men skolen svigter eleverne ved ikke at give dem redskaberne til at klare den særlige situation, mener Kjøller. Et af redskaberne er med charme og selvtillid at kunne fremføre sine synspunkter og overbevise en forsamling om, at man har retten på sin side.

PÅ SPØRGSMÅLET om, hvorvidt det er ønskeligt, at vores børn udvikles til magt- og manipulationsmennesker, svarer Kjøller i gårsdagens interview: »Det er noget med at underkaste sig de betingelser, vi nu en gang lever under. Man kan godt gå rundt og elske sine medmennesker, men så må man også betale prisen: at man bliver kostet rundt, og at der ikke er nogen, der regner med en«.

Og er det ikke netop sagens kerne i dagens virkelighed: At der kun regnes med dem, der på den ene eller anden måde defineres i en magtposition i forhold til andre. Læreren over for den studerende, arbejdsgiveren over for lønmodtageren, arbejderen over for den ledige, der til gengæld står over for kontanthjælpsmodtageren o.s.v. o.s.v. i et samfund, som eksempelvis heller ikke længere kan finde ud af at bruge den visdom og menneskelige ressource, der er repræsenteret hos gamle mennesker.

Det har i hvert fald ikke noget med den oprindelige demokratiske ide at gøre og er heller ikke det, flertallet af befolkningen ønsker den lighedsbaserede folkeskole skal oplære børnene til, men på den anden side er det vel i alles interesse, at skolen udstyrer børn og unge med de bedst mulige teknikker til at kunne klare sig i systemet. Ikke gennem magtudøvelse og ikke gennem manipulation med andre mennesker. Men netop ved at opnå tilstrækkelig selvsikkerhed og forståelse, der som påpeget af Kjøller gør dem i stand til at kunne forsvare sig mod magten.

Den sande retorik forudsætter, at begge parter er indforståede med, at argumenter fremføres med henblik på at forføre den anden til at tro på det samme som man selv gør. Hvis ikke den anden part har den forståelse, er der tale om grov manipulation og magtmisbrug. Derfor er det en ganske nyttig bog Kjøller har skrevet til dagens børn og unge.

liw

Anmeldelse i Weekendavisen, d. 26. Marts 93:

Eksamen: Livet som en jobsamtale. Universitetslektor anbefaler tricks frem for viden

Snyd dig selv

Titlen på den lille pamflet er skåret over samme læst som Snyd ikke Dem selv i skat. De midsterste ord står med småt på omslaget, så det ser ud som om der står: Snyd ved eksamen. Og det er også det den handler om. Imidlertid snyder de stræbsomme, men dumme unge mennesker, der tror de kan bruge denne bog til noget fornuftigt, sig selv grundigt. For det første påduttes de et verdens- og menneskesyn, der er pauvert og kynisk, for det andet bliver den eksamen, der burde afmystificeres, gjort til noget absolut og skæbnesvangert. Det er den muligvis også i disse umenneskelige gennemsnitstider. Men eksamen er en social overenskomst, som bringer den opvoksende generation i umiddelbar - og nogle gange traumatisk - kontakt med voksenlivets krav. (Eksamen er ingenting mod de prøvelser, man kommer ud for senere i livet, og den er langt mere retfærdig). Man gør eksaminanderne en bjørnetjeneste ved blot at bilde dem ind at eksamen er en forsmag på jobsamtalen, og at det gælder om at narre fjenden og intet andet. En af de mest forargelige ting ved dette stykke spekulation er, at det på intet tidspunkt antydes, at viden har nogen værdi i det individuelle liv. Det fængslende forhold, med både hengivenhed, dominans, angst og opofrelse der er i det oprindelige, klassiske lærer-elevforhold, ignoreres. Det kan ellers være en af de smukkeste mellemmenneskelige relationer. Og i disse tider, hvor information er blevet en fetich og et magtsymbol, er det da næsten rørende, at der stadig er et sted, hvor man får informationer gratis, nemlig i skolen. Men nej, skolen kaldes en "organisation" og eleven er - gæt selv - et "produkt", som skolen, undskyld organisationen kun i de færreste tilfælde "konkurrerer på". "Skolens hierarki er meget lavt. Næsten alle ansatte underviser". (s.16) Ja, pubad, når nu alle ved, at det eneste rigtige er at uddanne humanister til at være sprogkonsulenter for erhvervslivet. De i forvejen hårdt prøvede skolelærere, som slet ikke har den status i samfundet, de burde have, mistænkeliggøres på det groveste og inddeles i typer som Mini Total (den ambitions- og energiforladte), Max Total (den ambitiøse ildsjæl, kortlivet, selvfølgelig), Mini Fag (den socialt fikserede, fagligt ansvarsløse) og Max Fag (fagidioten). Denne ulejlighed har Klaus Kjøller gjort sig med det altruistiske formål at gøre det "muligt for dig at optræde på en måde så du opnår det du vil: et eksamensresultat af en vis kvalitet." NB: ikke en uddannelse af en vis kvalitet, som var kravet i de nu så forkætrede halvfjerdsere, da jeg gik i skole.

Kære elever! Vær på vagt overfor "hjælpsomme" mennesker, der vil lære jer at manipulere og forføre jer igennem tilværelsen. Det begyndte med, at I ikke behøvede at lære at læse. Nu har jeg hørt, at de "ansvarlige" inden for faget heller ikke mener, det kan betale sig at lære jer historie. I glemmer jo det hele alligevel. I bliver nemme ofre for manipulation. Man fristes næsten til at tro, der ligger en ondsindet sammensværgelse bag fra "organisationen".

I et ukritisk interview i Information er Klaus Kjøller citeret for at sige: "Man kan godt gå rundt og elske sine medmennesker, men så må man også betale prisen: at man bliver kostet rundt, og at der i kke er nogen der regner med én." (sic!) Jeg tror nu, der er flere, der regner med Jesus end med Klaus Kjøller. Men han beriger dog menneskeheden med en anvisning i, hvordan og hvornår man - uden at risikere at blive spurgt - kan sidde og markere over for læreren uden at have noget at bidrage med. Det giver også gode karakterer. Bwadr!

Bogen er velskrevet og uden sproglige fejl. Klaus Kjøller er så heldig at have gået i skole dengang lærere ikke bare var nogle idioter, der skulle narres, og før velmenende mennesker som han selv afskaffede viden og indførte den evige jobsamtale.

Jeg håber ikke jeg er kommet til at give denne bog negativ reklame. Den fortjener omgående glemsel.

Marie Tetzlaff

Svar på anmeldelsen, d. 2/4 93:

Jesus eller Klaus Kjøller?

Marie Tetzlatt anmeldte lidenskabeligt min bog "Snyd ikke dig selv ved eksamen" i Weekendavisen 26/3-1/4. Jeg burde næsten, som bogens forfatter, harmdirrende forsvare mig mod de grove misforståelser, som anmeldelsen bygger på. Ikke mindst for, at læserne kunne få et mere realistisk indtryk af bogen. På den anden side: Hvorfor skal alting være så tørt, trist og korrekt? Anmeldelsen har givet mig og dem, jeg kender, som har læst bogen, så velsignede humoristiske oplevelser, at det vil være helt malplaceret med et pedantisk efterskrift. Tak for det. I øvrigt har flere, foranlediget af anmeldelsen, erklæret, at de vælger mig frem for Jesus. Men jeg tror dem nu ikke.

Klaus Kjøller

Anmeldelse i Ekstra Bladet, d. 9/5 93:

Eksamensvildleder

I morgen starter studentereksamen, og til den ende havde båndværkstedet i søndags lavet et lille fremragende program 'Bordet fanger-?' om eksamen, sådan som den foregik på Svendborg Gymnasium.

For med det samme at påtage mig alle mulige angreb for nepotiske, korruption osv.: Jeg er selv ansat på Svendborg Gymnasium og det var mine kolleger, der havde lavet det. Men det var ikke derfor, det var godt.

Det var godt, fordi det gav et sandt billede af denne prøve, som sikkert ude i befolkningen er omgærdet med frygt, mystik, hysteri og er en sand guldgrube for alskens plattenslageri.

For at illustrere hvordan uvidenheden om eksamen kan udnyttes, og hvor nyttigt båndværkstedsprogrammet var, er jeg nødt til at omtale en og , som ellers ikke er omtale værd, nemlig Klaus Kjøllers 'Snyd - ikke dig selv - ved eksamen'. Den er fuld af de fordomme, som blev dementeret i programmet, men som Kjøller har en interesse i at holde ved lige, sådan at han kan tjene penge på sin bog.

Klaus Kjøller har haft svært ved at få udfyldt de små 100 sider. Det rigtige, der står, er rene banaliteter, som enhver elev ved i forvejen, og det forkerte er direkte til skade for eleven. Lad os dog bare tage et par eksempler. Her må jeg lige indskyde, at jeg selv har undervist i den danske gymnasieskole i 25 år, jeg har ved siddet ved det grønne bord, enten som eksaminator eller som censor over hele landet, ca. 1000 gange. Jeg ved hvad jeg taler om. Det må man håbe, Kjøller ikke gør, for ellers taler han mod bedre vidende, og så er han en bedrager.

Jeg ser helt bort fra hans klodsede og firkantede måde at dele lærertyperne op på, hans ubegavede sammenblanding af intelligens og viden, hans management-indstilling til al undervisning, og hans leflen for fordomme om skolen, som måske var aktuelle, da Hans Scherfig forsømte sit forår. Alt dette er der ikke plads til her, og det blev også glimrende dementeret i søndags.

Lad os i stedet kikke på side 13, hvor han hævder, at skolen ikke underviser i eksamenssituationens særlige farer og muligheder. Det er løgn, og det blev netop demonstreret i 'Bordet fanger -?' Fagets lærer og studievejlederen fortalte om eksamenssituationen, gav gode råd, taktiske fif, og anviste klagemuligheder. Kjøller er på vildspor. Med vilje? For at sælge sin bog?

Og så det morsomste og klassiske eksempel, som Kjøller ikke undser sig for at grave f rem: Den kvindelige eksaminands mulighed for at højne sin karakter ved at vise sine ynder frem: 'Der er ikke nogen som helst grund til at fx en kvindelig elev ikke skal bruge de fordele, der ligger heri, over for en mandlig Max total (en særlig Kjøllersk lærertype. Min bem.) skriver han. 'Hvis du har en smuk røv og nogle flotte ben, så har du alle muligheder for at vise det frem på din vej f ra døren til stolen.' Citat slut.

Dertil er for d et første at sige, at så skal den kvindelige elev jo gå baglæns ind i eksamenslokalet, hvilket måske ikke vil gøre et så godt indtryk, men lad os for det andet prøve at leve med i Kjøllers absurde leg:

Vi forestiller os altså, at jeg er en liderlig gammel lektor, en hypotese, selvfølgelig meget fjernt fra virkeligheden, men altså lad os da bare antage, at jeg har stor fornøjelse af at se på unge pigers baller, bryster, ben osv. Som censor ser jeg kun den unge pige i ca. 25 minutter, nemlig den tid hun er til eksamen. Og vi er aldrig alene. Vi kan altså aldrig indgå en kontrakt, som går ud på, at hvis jeg får lov at se, føle, befamle de føromtalte bryster, baller osv., så vil jeg give hende højere karakter. Tværtimod kunne en gammel, liderlig lektor i sin frustration måske blive fanget af den tanke, at en eksaminand, som i den grad udstiller sine ynder, ikke har andet at byde på. Og altså give hende lavere karakter end hun er berettiget til.

Kjøllers råd til eksaminanderne er i bedste fald ubrugeligt, i værste fald direkte skadeligt.

Fordi der stadig findes typer som Kjøller, var programmet i søndags, som viste eksamen som en seriøs og ansvarsbevidst prøve på kundskaber og forståelse, så umådelig nyttigt i sit succesfulde forsøg på at afdramatisere og afmystificere. Det punkterede fordommene, dementerede myterne og gjorde spekulanterne brødløse.

Hans Flemming Kragh

Svar på anmeldelsen, d. 23/5 93:

Lær dig selv noget om magt

Og det gør du ved at bruge min bog Snyd Ikke Dig Selv Ved Eksamen, skriver cand.mag. Klaus Kjøller, der her går i rette med Ekstra Bladets Hans Flemming Kragh.

Hans Fl. Kragh gav mig det glatte lag på bagsiden af Ekstra Bladet Søndag d. 9/5. Nogle af hans kolleger på Svendborg Gymnasium havde lavet en film på båndværkstedet om eksamen. Den syntes han var vældig god. Hvorimod min bog 'Snyd ikke dig selv ved eksamen' (Borgen, 68 kr.), syntes han ikke er særlig god.

Jeg så også tv-udsendelsen. Den var en meget fin illustration af det min bog handler om. Vi overværede bl.a. to mundtlige eksaminationer.

Efter få minutters forløb kunne en rimelig trænet iagttager se hvad karakteren blev, alene ud fra den måde eksamen forløb på: Hvor meget sagde eleven? Hvor hurtigt kom svarene? Hvor sikker var han/hun? Hvor godt udtrykte eleven sig? Hvordan var tonen mellem eksaminator og eksaminand?

Uden at kende eksamensspørgsmålet, bilagene eller undervisningens indhold kunne jeg efter få minutter fortælle de af mine børn som også sad i stuen, hvad karakteren blev. I begge tilfælde med en præcision som også overraskede mig selv. Men hva': 20 års erfaring i branchen går vel heller ikke sporløst hen over nogen.

Jeg kan godt se at det kan gøre bedømmelsesarbejdet sværere for en hårdt arbejdende censor som Hans Fl. Kragh hvis eleverne lærer at udnytte disse teknikker meget bedre end de få naturtalenter gør i øjeblikket.

Enhver af disse elever ville mindst have kunne få én karakter mere hvis de havde haft mulighed for at bruge min bog, og træne i at følge dens anvisninger. Men det havde de ikke, for udsendelsen var optaget for et år siden, altså før bogen eksisterede.

Jeg påstår ikke at ingen lærer nogensinde fortæller sine elever om eksamenssituationen. Problemet er at skolen ikke gør nok ud af at lære eleverne hvordan de udtrykker sig hensigtsmæssigt.

Skolen bygger på en tro på at sproget er noget man bruger til at beskrive virkeligheden med. Og virkeligheden i skolen er i høj grad noget litteratur man læser. Men for at klare sig i den rigtige virkelighed har eleverne brug for at få træning i hvordan man bruger sprog til at skabe virkelighed med.

En af de grundlæggende manipulationsregler i politik, administration og ledelse lyder således: Spørg ikke hvordan virkeligheden er, for den er på 1.000 måder. Spørg om hvordan du bedst kan fremstille den på en måde som gavner din sag. (Mange flere regler af samme skuffe i min bog 'Manipulation - en håndbog'). Sådan noget lærer man ikke i skolen. I hvert fald ikke i timerne. Men hva': Der var jo også engang hvor man heller ikke lærte om sex.

Bettina fra Vanløses eksamensresultat viser hvor god hun har været til at holde kæft på de rigtige steder, køre løs når det gjaldt og artigt gætte med på lærerens gåder. Om hendes røv også har spillet en rolle afhænger af form, konsistens og indpakning. Men hun kan nu engang ikke nøjes med at tage taleorganerne med ind til eksamensbordet.

Sprog er et magtmiddel. Skolen lærer ikke eleverne at bruge det godt nok. Det er bl.a. derfor de er så skide nervøse når de skal til eksamen. Instinktivt aner de at her står de over for noget helt nyt og anderledes. Desværre har de ret.

Til eksamen i dansk prøves man i at genfortælle, analysere og vurdere litteratur. Ved den skriftlige studentereksamen gælder det om at skrive et litterært essay.

Det er ret katastrofalt: De unge mennesker opdrages til at tro at den vigtigste og mest realistiske skriftlige udtryksform findes i noget der helst skal ligne en litterær kronik i et stort morgenblad.

Undskyld jeg siger det, men det er altså en ensporet, kunstig måde at lære de unge at skrive på. Skolen svigter sine elever ved ikke at lære dem at bruge skriftsproget i nogle situationer der har noget at gøre med deres liv i øvrigt.

Jeg er personligt en stor beundrer af nogle af vores fremragende litterære essayister. Men min beundring rækker ikke til også at kræve at alle landets titusinder af gymnasiaster først og fremmest skal lære at skrive som dem og om det samme som de skriver om.

Vores demokrati har brug for at de unge lærer hvordan man bruger sproget til at få sin vilje med. Hvorfor skal de vente med at lære det til de er gået ud af skolen?

PS: Det er forståeligt at nogle lærere reagerer stærkt på min bog. Det er det samme der sker hver gang Ekstra Bladet tager fat på et tabu: Der er nogle der føler sig truet. Men jeg har dog også fået så mange positive reaktioner fra latterklukkende lærere at jeg i perioder har været bekymret for om bogen var helt harmløs.

Tilbage til toppen af siden