Kjøller forside à alle artikler à Manus 2006: Artikel i Antologien Politisk Spin (2007): Netværk og narreværk

[senest revideret 28/7 2008]

 

Titel og medium                            

”Netværk og narreværk”, afleveret d. 12/10 2006. Offentliggjort let forkortet med titlen ”Netværk og narreværk. De hemmelige relationer mellem politikere, embedsmænd og spindoktorer” i Høybye, A.; Buchhave, B.; Lund, M.; Wagner, S. (red.) Politisk spin Akademisk Forlag 2007 (juni), s. 99-118.

©
klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Netværk og narreværk

Af Klaus Kjøller

Et netværk bygger på hemmelige tjenester. Det letteste for netværket er at man helt undgår offentlighed. Men når det ikke er muligt – og det er det ofte ikke i demokratiet – så skal netværket også kunne levere en holdbar officiel argumentation. Artiklen ser på nogle væsentlige netværksmekanismer som er på spil mellem embedsmænd, politikere og spindoktorer. Og går i detaljer med et nyere, dansk eksempel på effektivt, klassisk defensivt netværksarbejde. Det viser bl.a. at embedsmændene godt kan selv – helt uden brug af spindoktorer og andet nymodens gøgl.

 

Menu

Tjenester er mange ting 4

Netværket opstår ved skjulte brud på formelle regler 4

Omkring enhver organisation opstår netværk 7

Solonyheden er et brud på omerta, reglen om hemmelighed 7

Netværks brug af pressen 7

Hemmelighed sparer en masse besvær 9

Hvordan man suspenderer pressens kildekontrol 9

Embedsmændene kan selv 11

En stemme for meget 11

Generalen der skar igennem 11

En inspirerende sag 12

Omkring ethvert dokument ligger en sværm af samtaler som ikke kan dokumenteres 12

Embedsmanden som brevkunstner 13

Klassisk defensivt pressearbejde helt uden spindoktor 17

Referencer 18

 

Netværk er ikke spor mystisk, eksotisk eller opsigtsvækkende. Netværksrelationer mellem mennesker er noget af det mest grundlæggende i ethvert samfund og i enhver organisation. Netværk er anvendt næstekærlighed. Man hjælper hinanden. Men da man ikke rent fysisk og mentalt kan overkomme at hjælpe alle andre mennesker, så må man koncentrere sig om de forhåndenværende mennesker. Det er fx de mennesker som man holder af. Eller de mennesker som man selv har brug for at få hjælp af – til karrieren eller til andre praktiske ting.

Definition af netværk

Derfor er definitionen enkel: Et netværk er to eller flere mennesker som skylder hinanden tjenester. En tjeneste er en handling man har udført for en anden persons skyld, dvs. en hjælp man har udført.

Nogle vil indvende mod denne definition at den lyder negativ. Hvorfor fremhæve at deltagerne i netværket skylder hinanden tjenester? Man kunne vel lige så godt sige at et netværk er to eller flere personer som hjælper og støtter hinanden. Og ofte er man desuden samlet med de bedst tænkelige, idealistiske formål, fx for at hjælpe u-lande, fremme verdensfreden eller støtte unge iværksættere.

Rigtigt! Og det er også på den måde at netværk officielt definerer sig selv. Selv rockerne er jo officielt klubber for folk med motorcykler som brændende hobby-interesse. Et spændende sted med velfungerende klubhuse og værksteder hvor man pusler om cyklerne og bl.a. underviser den nysgerrige ungdom som sværmer om klubben. Som der lokkende står på Hells Angels hjemmeside[1]: ”Hells Angels MC World er verdens største og førende biker klub. De følgende sider giver med en lang række spændende artikler samt billeder, et indblik i et miljø, som kun de færreste kender til.”

Men når man nøgternt, videnskabeligt skal studere netværk, så kan man ikke bare købe netværkenes officielle selvforståelse, således som den præsenteres på netsteder, i brochurer og ved netværkets eventuelle officielle arrangementer. Man har brug for en definition som er så enkel og generel som muligt, og som rummer det væsentlige. Kriteriet på at definitionen er god, er at den kan danne grundlag for at forklare ethvert faktisk eksisterende netværks handlinger. Også de handlinger der består i at hylde sig i de bedst tænkelige værdier.

Det handler i denne artikel om at beskrive netværk og forstå deres adfærd. Det handler ikke her om at sælge netværk. Det er i øvrigt ikke spor svært at sælge ideen om netværk. Alle går ind for at man skal networke. Spørgsmålet er med hvem og hvordan. Man kan nemlig ikke overkomme at udveksle tjenester med hele verden.

Tjenester er mange ting

En tjeneste som udveksles mellem to medlemmer af et netværk, kan være mange ting:

·         At levere informationer

·         At udføre praktiske handlinger, fx udføre håndværkerarbejde eller holde en person skjult for politiet

·         At lægge et godt ord ind for en

·         At føre en person sammen med en anden, som den pågældende kan have nytte af at kende

·         At tie stille over for tredjeperson (fx offentligheden) med noget, som kan skade den anden

·         At sørge for at en beslutning gavner en bestemt person i netværket, og samtidig at begrunde den overbevisende over for tredjeperson ud fra de officielle regler.

Netværket opstår ved skjulte brud på formelle regler

Overalt, hvor mennesker regelmæssigt har noget med hinanden at gøre, vil der opstå netværk.

To tilfældige mennesker, som taler sammen i bussen, kan have megen glæde af det. Men hvis de aldrig senere har noget med hinanden at gøre, så er deres regnskab afsluttet, når de står af bussen. Derimod vil to kolleger på en arbejdsplads, eller to medlemmer af en forenings bestyrelse, jævnligt have noget med hinanden at gøre. Her er der basis for at der kan opstå netværk fordi deres hemmelige indbyrdes regnskab med tjenester kan fortsætte. Og fordi de jævnligt kan have gensidig fordel af at koordinere deres indsats i flere detaljer end de formelle regler bestemmer. Godt samarbejde er godt netværksarbejde.

Og hvor let et netværk kan opstå på en arbejdsplads fremgår af dette eksempel fra Københavns Kommune fra december 2004. Per Bregengaard var borgmester i kommunen.

[her gengivet fra dagbladet Politiken, d. 18/1 2005]

Det viste sig faktisk muligt for embedsmanden at hjælpe borgmesteren. Først ca. en måned senere slap denne mailkorrespondance ud, formentlig ved en lækage fra en ansat i kommunen som har syntes at det var for galt. Men det væsentlige er at vi her har et eksempel som viser hvordan et netværk med private tjenester let kan opstå i en officiel ramme af bestemmelser og jobbeskrivelser: Der er en underordnet der bøjer reglerne og fx favoriserer en slægtning til en overordnet. Herefter skylder den overordnede den underordnede en tjeneste. Det kan fx være et tillæg, en spændende studierejse eller en ekstra sekretær. Og hvorfor stoppe med en enkelt udveksling af tjenester? Begge parter kan måske i fortsættelsen have god gavn af at pleje forholdet.

Vi er her ved kilden til reglen om at

al magt korrumperer.

Magthavere, fx ledere, har mange muligheder for at bøje reglerne, skyde genveje og skjule hvad de gør – i hvert fald hvis det er i småtingsafdelingen. Og små ting kan hurtigt vokse sig store. Derfor er magthavere af enhver art til stadighed udsat for bejlen fra underordnede og andre som gerne vil begynde eller intensivere en netværksrelation til magthaveren. Derfor er magthavere ofte smukkere, klogere og morsommere end andre – i hvert fald hvis man skal vurdere ud fra underordnedes adfærd. Jo længere en leder sidder i embedet, og jo mere formel magt han har, jo flere gode gerninger vil han derfor skylde andre.

Det er svært at sætte tal på hvor ofte denne slags udveksling af hemmelige tjenester sker i et formelt system. Det er jo hemmeligt. Men det sker hele tiden. Men det er sjældent at det kan belægges med e-mails eller andet på skrift. Der gælder denne væsentlige grundregel for netværk:

Netværkets interne tjenester rager ikke udenforstående.

Denne regel er også velkendt fra den sicilianske mafia under betegnelsen Omerta: en æreskodeks som kræver ubrydelig tavshed om forbrydelser der menes kun at vedkomme de direkte involverede personer. Men omerta er – hvis man fortolker ’forbrydelser’ bredt som ’brud på de formelle regler’ – en helt generel netværksregel som også sætter sig igennem fx i en dansk kommunes administration. Derfor bør der i netværksarbejde helst aldrig produceres dokumenter, fx e-mails som i ovenstående eksempel. Skrevne ting kan lækkes og dermed tvinge netværkets medlemmer til at levere en officiel begrundelse af deres handlinger som ikke kan bortforklares fordi der foreligger dokumenter.

Den konkrete sag gav anledning til en del forklaringsbesvær for borgmesteren, da den slap ud. Men selv om en intern udveksling af netværkstjenester skulle være af den slags som let kan begrundes offentligt, fordi den følger alle reglerne, så er det altid et ekstra besvær for netværket at skulle levere en offentlig begrundelse for sine interne handlinger. Jo mere diskret et netværk kan ordne sine interne affærer, jo bedre. Det allerbedste er at der ikke er andre end de direkte involverede der overhovedet bemærker at der udveksles tjenester.

Man bør helst klare sig med uformelle samtaler mand til mand. Det kunne fx være klaret således i denne sag:

Eksempel: En simpel konversation

Borgmesteren falder ”tilfældigt” i snak med embedsmanden ved en reception eller i en pause ved et møde. Han siger fx således:

”For resten fortalte min datter mig forleden at hun netop står og mangler et job i foråret på mindst 28 timer om ugen. Hun bad mig undersøge om vi havde noget. Jeg sagde at det var overhovedet ikke noget jeg havde noget som helst at gøre med. Men nu er du altså advaret hvis du pludselig ser en uopfordret ansøgning hvor der står Bregengaard som afsender.”

Borgmesteren smiler og ler – og cirkulerer videre.

Her er der ikke noget at komme efter. Intet er nedfældet på papir mellem de to. Ingen formuleringer opfordrer direkte til noget som helst uartigt. Borgmesteren vil til hver en tid kunne hævde at det bare var informationer som blev udvekslet i en tilfældig konversation. Eventuelt kan han helt have glemt at samtalen har fundet sted, hvis han fx senere skulle afgive forklaring til en undersøgelseskommission.

Men embedsmanden kan sagtens alligevel vælge at opfatte samtalen som en invitation til networking og hjælpe sin borgmester ved at udføre en lille tjeneste – som senere kan vokse til større ting til gensidig nytte.

Normalt behøver chefer ikke være mere eksplicitte end her i eksemplet. Mange ansatte står på spring for at fortolke sådan noget som en invitation. Denne mekanik er en væsentlig del af det man kalder god ledelse. De ansatte omkring lederen står på spring for at udføre gode gerninger for lederen.

Derfor er samtalen mand til mand ethvert netværks foretrukne kommunikationsform – og samtidig et af de væsentligste ledelsesredskaber.

Omkring enhver organisation opstår netværk

Enhver organisation er gennemvævet af uformelle netværk. Netværk opstår af 3 banale grunde som er aktive overalt hvor der er mennesker:

1)     nogle individer kan bedre lide hinanden end andre

2)     nogle kan se deres fordel (økonomi, karriere, magt m.m.) i at koordinere deres handlinger, dvs. samarbejde

3)     ingen, herunder chefer og myndigheder, kan 100% overvåge og kontrollere et andet menneske.

Disse elementære eksistensvilkår for mennesker medfører at der altid omkring og sammenvævet med enhver formel organisation, forening eller virksomhed opstå uformelle, hemmelige netværk. Derfor opstår der netværk overalt hvor mennesker mødes regelmæssigt. Og det behøver som sagt ikke være fordi der opstår sød musik. Det kan også bare være fordi man kan se økonomiske, magtmæssige eller karrieremæssige fordele i det.

Solonyheden er et brud på omerta, reglen om hemmelighed

Men netværk findes ikke bare inde i organisationen. De findes også imellem forskellige organisationer, fx mellem et politisk parti og pressen, eller mellem et ministerium og pressen.

En ansat journalist i et massemedium er en ganske særlig networker. Hans job er at sluse informationer fra sit netværk i andre organisationer ind i sit mediums produkter som jo er offentligt tilgængelige. Han bryder altså pr. definition jævnligt netværkets grundlov om at netværkets interne forretninger ikke rager udenforstående. Hans job er at gøre netværkets hemmelige interne tjenester offentlige – i ét eller andet omfang. Det er på denne måde han får sine solonyheder. Samtidig skal han så vidt muligt bevare sit medlemskab af de netværk hvis hemmeligheder han offentliggør.

Han skal selvfølgelig også fortælle om de netværkshandlinger som ikke er spor hemmelige, men som netværkets medlemmer udfører som en velkendt del af deres officielle job. Men disse ting har han ikke som solonyheder. Og da han ikke her bryder omerta-reglen, er det heller ikke noget problem for ham samtidig at bevare sin placering i netværkene, tværtimod.

Netværks brug af pressen

Pressen og landets medier bør af et netværk (og alle andre) behandles som et samlet system. Selv om et mediums målgruppe kan være meget lille – hvis der er tale om et specialmagasin eller en niche-avis – så er der adgang for alle til at modtage det. Dets indhold er altså ikke forbudt for nogle bestemte netværk, organisationer eller foreninger, selv om det er udvalgt og tilrettelagt efter alle kunstens regler for den særlige udvalgte del af offentligheden: målgruppen.

Det er heller ikke forbudt for medier at hente informationer og historier hos hinanden. Selv om en information eller historie først dukker frem i et medium med en meget begrænset målgruppe, så vil den hurtigt kunne nå frem til en bredere offentlighed fordi større medier vil bringe den hvis de synes den kan sælges til deres målgruppe. Fx er det velkendt at de store landsdækkende tv- og radionyhedskanaler stort set henter alle deres nyheder i den trykte presse og Ritzaus Bureau[2].

Medierne skal derfor altid ses og behandles som en helhed. Hvis et netværk har en god historie, så skal man først spørge: Hvordan bruger jeg bedst denne historie til at bestyrke mit netværk ind i pressen? At give en god historie til et medium og undlade at give den til andre, vil blive opfattet som en tjeneste af det medium, som får den, og en straf af de medier, som ikke får den. For at undgå at skade sine forbindelser ind i de forbigåede medier, må netværket søge at

a)      yde tjenester i form af forskellige historier til forskellige medier

b)      skjule at man er kilde til en historie i et medium.

Journalisten som får historien, vil derfor aldrig møde modstand hos kilden, når journalisten fremstiller sig selv som aktiv, afslørende reporter. Bag mange historier som tilsyneladende bygger på at journalisten har fået aktindsigt, ligger sandsynligvis i virkeligheden en historie om at en person eller et netværk i forvejen har lækket historien til journalisten – og samtidig fortalt hvad der ligger af dokumenter som der kan kræves aktindsigt i.

Forholdet mellem formel organisation og uformelle netværk kan bl.a. ses på Christiansborg.  Her kan man altid se, hvor stærk partiledelsen er, på graden af uautoriseret stof i medierne. Utilfredse medlemmer mobber ledelsen ved at give deres journalistkontakter lov til at skrive noget af alt det, de hele tiden alligevel fortæller dem, fx fra lukkede gruppemøder eller udvalgsmøder. Den journalistiske udfordring er så at skjule i teksten, hvem det er.

Det sker selvfølgelig ved at lade kilden være anonym. Men ofte er det alligevel så gennemskueligt, hvilken fløj der har udbytte af lækagen, at enhver med inside-viden let kan regne ud, hvem der er kilden. Journalisten kan så aktivt sløre kildens identitet ved at citere kilden med navn andetsteds i artiklen for en ukontroversiel udtalelse. Herved skabes den opfattelse hos læseren (og i partiet), at den ’anonyme kilde’ som også optræder i artiklen, ikke er identisk med den person, som optræder som navngiven kilde andetsteds i samme artikel. Det er selvfølgelig også væsentligt, at de ord og metaforer, som den anonyme kilde citeres for i artiklen, ikke er så specielle, at de afslører, hvem der taler. Det er især vigtigt, hvis kilden er en politiker, som har en markant personlig stil.

Når man bygger sit netværk ind i et medium, så er det typisk journalisten på gulvet man har brug for. Disse er selvfølgelig underlagt deres medies officielle linje, men de er domineret af en professionel reporterholdning som går på tværs af forskellige medier. Den har som centrum at man ikke bare har et arbejde, men at det også – i et eller andet omfang – er en særlig vigtig opgave, måske et kald. Deres politiske holdninger svarer normalt til et sted i området Enhedslisten, SF og Det radikale Venstre[3]. Derfor er det selvfølgelig en fordel hvis de fornemmer at du har lignende holdninger – også selv om du på medieoverfladen fx fremstår som helt objektiv ekspert.

Et netværk bør altid bruge den kontante tjeneste som tilnærmelsesstrategi. Denne tjeneste består i levering af informationer eller kommentarer som ingen andre journalister får. Mulighederne for dette afhænger af at netværket faktisk formår at holde sine interne tjenester hemmelige over for alle andre.

Hemmelighed sparer en masse besvær

Det er kernen i den demokratiske proces at organisationer konkurrerer ved at levere informationer, kommentarer og historier til pressen. Man leverer dels positive informationer om sig selv, dels negative informationer om dem man konkurrerer med.

Ved at sladre om modstanderen til pressen tvinges modstanderen til offentligt at forklare sine handlinger ansigt-til-ansigt med den offentlige moral, de officielle regler og sine egne officielle erklæringer om mål og værdier. Modstanderen konfronteres offentligt med sin egen religion. Da ingen officielt kan være imod at en organisation også i virkeligheden skal leve op til sine officielle værdier og erklæringer, har den der går til medierne, aldrig svært ved officielt at gøre det ud fra de bedst tænkelige motiver.

Offentligheden elsker derfor folk der røber interne hemmeligheder. Samtidig udsættes disse såkaldte whistleblowers sig for forfølgelse fra de netværk hvis interesser de går imod. Selv højt placerede administratorer som overlæger har måttet indse at det kan koste jobbet at kæmpe med åben pande[4].

Fordelen ved at spare en offentlig forklaring af netværkets handlinger er den væsentligste forklaring på hemmelighed som det bærende princip i ethvert netværk. Evnen til at holde på en hemmelighed er én af de vigtigste generelle egenskaber som enhver netværksbroder eller –søster skal have for at blive optaget i netværket.

Pr. definition er bindemidlet i et netværk tjenester, som personer i netværket skylder hinanden. Disse tjenester kan netop bestå i at man har udlagt officielle, formelle regler og pligter til den andens fordel. Fx har man måske fået ansat en netværksbroder eller –søster i en god stilling, sørget for fondsstøtte eller tildeling af en pris.

Man kan muligvis godt retfærdiggøre det offentligt, og har måske gjort det som en del af den tjeneste, man har ydet, men det giver en masse ekstra arbejde at skulle stå til offentligt regnskab, fordi der er én der har sladret til pressen. Desuden elsker pressen anklager for nepotisme, bestikkelse, fætter-kusine-økonomi, sort arbejde og hemmelige studehandler, så derfor bliver der næsten altid noget negativt hængende efter man har været gennem pressemaskinen – selv om man officielt har forklaret sig helt efter reglerne.

Hvordan man suspenderer pressens kildekontrol

To organisationer, fx to politiske partier, som offentligt konkurrerer, har stor magt over hvad medierne fortæller, og hvad de ikke fortæller. Da medierne og modtagerne er vant til at organisationerne bekæmper hinanden med informationer og initiativer som skader den anden mest muligt, så kan det, at de i visse situationer er enige om at holde lav profil med et emne, få stor effekt. Deres sædvanlige rolle som modstandere bevirker, at de samlet med stor styrke kan sætte emner på dagsordenen, men også at de kan undlade at gøre det.

Eksempel: Problemet som forsvandt

Ved Folketingets afslutningsdebat i juni 2003 var der mange emner oppe at vende. Men der var også indlysende emner som slet ikke blev debatteret, bl.a. vores nationale udlændingepolitiks indhold. Her er der stort set enighed mellem Socialdemokraterne og Venstre. Men samtidig rummer partiernes enige politik her nogle modsigelser fordi den nationale, forholdsvis stramme udlændingepolitik ikke kan opretholdes hvis EU-forbeholdene fjernes. Men begge partier erklærer sig for at ville have disse forbehold fjernet.

Det er et væsentligt dogme for organisationer at de er konsekvente. Enhver organisation vil derfor altid offentligt mest muligt skjule, ignorere og fortrænge interne stridigheder og selvmodsigelser. Men to sædvanligvis konkurrerende organisationer har en særlig styrke over for medierne og dermed offentligheden, når de i fællesskab undgår emner, som vil sætte fokus på fælles modsigelser. Når vi skal kontrollere hvad den ene organisation lukker ud til beskuelse, kaster vi normalt blikket på den anden for at se hvordan den punkterer det som lukkes ud. Den offentlige debat mellem to modparter er borgernes genvej til at forstå og tage stilling til en sag. Borgeren vurderer en sags argumenter ud fra hvor skrappe to eller flere modparter er til at grave gode argumenter frem og bruge dem effektivt mod hinanden. Men når der intet kommer fra nogen, så må det vel også være selve sandheden at der intet er at sige og kritisere? Der er altså slet ikke noget at tage stilling til. Punktet eksisterer ikke på dagsordenen.

Det er samme styrke der er på spil når der indgås ”kompromis hen over midten”: Efter kompromisset har kompromisparterne en fælles interesse i at undgå at emnet debatteres offentligt. Debatten sætter nemlig fokus på den tidligere uenighed som nu er blevet skrinlagt gennem forliget. Debatten tjener ikke mere noget formål for forligspartierne. Nu skal beslutningerne føres ud i livet. Hertil har man brug for enighed og fodslag, ja helst begejstring for det opnåede forhandlingsresultat. Man har brug for at parternes presseafdelinger og spindoktorer danner et stærkt propagandaministerium som synger kompromissets pris.

Dette grundmønster gør det muligt for netværk at levere skudsikre informationer, vurderinger og analyser til pressen gennem konkurrerende organisationer. Når organisation For og organisation Imod er fast inventar i pressens føljeton om virkeligheden, så an kan et netværk som omfatter kilder i begge organisationer, i høj grad styre journalisterne.

Journalisternes kildekontrol består typisk i at de også indhenter informationer fra ”kilder fra den anden side af historien”. Denne mekanisme er intet værd som kontrol hvis de sædvanlige modparter i hemmelighed koordinerer deres informationsindsats. Derfor er nøglen til effektiv kontrol med medierne at et netværk omfatter pressechefer og –medarbejdere i flere organisationer som er modparter på den officielle arena.

Det er præcis sådan et netværk en god spindoktor har. Der sker ret hyppige jobskifte i branchen. Holdningen til informationsarbejde er meget professionel og teknisk. Journalister som (også) arbejder som spindoktorer har samme grundholdning til deres journalistarbejde som lejesoldater eller professionelle fodboldspillere: Man yder sit yderste, gerne i forreste frontlinje, bliver godt betalt, men er altid klar til at overveje et godt tilbud fra dem man lige nu kæmper mod.

Disse ting tilsammen betyder at deres professionelle netværk går på kryds og tværs gennem flere forskellige, ofte konkurrerende organisationer. Det er nødvendigt alene i rent selvforsvar. Jobsikkerheden for spindoktorer er ikke stor. Man må være fleksibel. Og selvfølgelig går netværket derfor også ind i de medier hvis opgave det bl.a. er at kontrollere den organisation hvor spindoktoren arbejder for tiden.

Embedsmændene kan selv

Gode eksempler om netværk og spin hænger ikke på træerne. Gode eksempler er eksempler som viser noget grundlæggende og perspektivrigt. Især er eksempler lærerige hvis de viser hvordan netværk bruger offentliggørelse af udvalgte informationer som magtmiddel. Og gode eksempler er den eneste vej frem mod en konkret forståelse af hvordan netværk arbejder.

At en spindoktor med et stærkt, vidt forgrenet netværk er et stort aktiv, tvivler ingen på. Men for at få afdækket nogle af de helt grundlæggende mekanismer ved netværk og spin, kan det være en fordel at se på et eksempel helt uden spindoktor. Herved undgår vi den støj der ofte udgår fra spindoktorfiguren. Spindoktorer har en tendens til selv at blive en del af den journalistiske iscenesættelse. Hvis mediet har spindoktoren med i artiklen, indslaget eller kommentaren, så virker det i sig selv som et argument for at man er nærmere virkeligheden ”bag facaden” end hvis man ikke har ham med. Der kan ofte være noget operetteagtigt over doktor Spin. Og det kan sløre de elementære netværksmekanismer uden hvilke han intet var.

Sandheden er at spindoktorer ofte er helt unødvendige når der kæmpes i offentligheden. Således som det følgende eksempel fra foråret 2001 viser. Det handler om at Italien angreb Danmark med lækage om en hemmelig afstemning blandt 15 NATO-generaler, og at Danmark reagerede med ministerstorm og offentliggørelse af embedsmandsbreve. Eksemplet viser hvordan embedsværket med pressens hjælp kan skrue op og ned for ilden under en minister – helt uden brug af spindoktorer og andet nymodens gøgl.

En stemme for meget

Den 26. marts 2001 mødtes EU's nye militære komité i Bruxelles for at vælge formand. Den danske forsvarschef, Christian Hvidt, deltager i afstemningen. En finsk general, Gustav Hägglund, vinder over kandidaten fra NATO-landet Italien med otte stemmer mod syv. Afstemningen er hemmelig. Alle bortset fra de 15 generaler forlader lokalet inden der stemmes.

Taberne, italienerne, lader sive til bl.a. finske medier at Danmark har stemt på finnen. De mener at det strider mod det danske EU-forsvarsforbehold at vi har deltaget i afstemningen. Det får forsvarsminister Jan Trøjborg til at gå ud og forsvare at Danmark deltager i sådanne afstemninger, fordi vi er medlem af EU's militærkomité. Dette præciseres senere af statsminister Poul Nyrup Rasmussen på den måde at det var en fejl at vi stemte i den sag, og at vi kun bør deltage i sådanne afstemninger hvis det ikke får nogen indflydelse på afstemningsresultatet. Denne afstemningspolitik rettes af udenrigsminister Mogens Lykketoft i et tv-interview til at Danmark helt må afholde sig fra at stemme under alle omstændigheder, da man jo ikke på forhånd kan vide om man bliver udslaggivende. Denne linje bekræftes senere da Udenrigspolitisk Nævn behandler sagen første gang d. 19. april.

Generalen der skar igennem

Dette tema om regeringen har overholdt forbeholdet, suppleres med et andet: om forsvarschefen overholdt sine instrukser.

Der var nogle presseforlydender om at regeringen havde spillet et snedigt dobbeltspil: Af nordiske grunde ville man i virkeligheden helst have den finske general fremfor en sydeuropæer, men man var nødt til officielt at spille med på NATO-melodien. Man havde så hemmeligt instrueret den danske forsvarschef til at stemme som han gjorde. Dette kunne så også forklare at forsvarsministeren lige fra starten hvor sagen slap ud, i sine offentlige udtalelser havde anlagt en meget mild linje over for forsvarschefen.

Så lækker centralt placerede kilder fra Udenrigsministeriet at man klart havde foretrukket en NATO-mand. Pressehistorier om dette giver anledning til endnu et møde i Udenrigspolitisk Nævn hvor forsvarsministeren afkræves en redegørelse og må fremlægge dokumenter fra Forsvarsministeriets journal: breve frem og tilbage mellem forsvarschefen og Udenrigs- og Forsvarsministerium. (Disse dokumenter gengives nedenfor.)

En inspirerende sag

Efter mødet udtrykker alle, undtagen Enhedslisten og SF, at sagen nu er tilfredsstillende afklaret, og at ingen hoveder skal rulle. Brevene viser klart at forsvarschefen foretrækker finnen, men også at han ikke kan være i tvivl om at de officielle signaler fra administrationen peger på en NATO-general. Der er dog ikke tale om en lodret ordre. Alligevel kræver Holger K. Nielsen hans fyring fordi man ikke kan have tillid til en sådan chef som gennemfører sin egen personlige politik som om landet var en bananrepublik. Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, kører den modsatte linje: lægger ansvaret på ministeren, dog ikke i en grad så han kræver ministerens afgang. Sagen er bare endnu et eksempel på regeringens klodsede måde at gribe tingene an på.

Kun forsvarschefen, Christian Hvidt, ved selv i hvilken grad han har optrådt selvrådigt. Han har hele sagen igennem valgt ikke at udtale sig, bortset fra en understregning af at den afstemning han deltog i, var hemmelig, hvilket selvfølgelig indebærer at han ikke kan kommentere den uden at bryde reglerne.

Medierne har fortalt detaljer om det nære forhold mellem den finske general og Hvidt: De er jagtkammerater og vist nærmest venner. Hvidt fylder 60 om kort tid og skal så pensioneres fra forsvaret. Så historien om den oprørske forsvarschef ligger nær.

Omkring ethvert dokument ligger en sværm af samtaler som ikke kan dokumenteres

Langt mere sandsynligt er det at den reelle historie er en historie om hvordan det danske forsvarsbureakrati bærer sig ad med at få valgt den finske general.

Sådan en aktion planlægges ikke så den kan dokumenteres på skrift. Tværtimod indrettes skriftudvekslingerne således at de mest muligt giver de forskellige aktører en livsforsikring hvis sagen slipper ud. Denne tænkemåde er elementær siden Tamil-sagen blandt embedsmænd. Det er én af de bærende illusioner i journalføring, i Folketingets kontrol af administrationen og i Rigsrevisionens løbende kontroller at skrifterne rummer sandheden. Det gør de ikke nødvendigvis. De rummer den virkelighed som aktørerne er interesseret i at opbygge. Selvfølgelig under hensyn til de hårde kendsgerninger som ikke er til at komme udenom.

Men den virkelighed som aktørerne kan tegne ved at producere breve og dokumenter med de rette formuleringer, er altid noget andet end det sande, totale forløb. Omkring ethvert dokument ligger en sværm af uformelle samtaler og netværksarbejde som går ud på at skrive dokumenterne på en måde så de mest muligt gavner det mål man søger at nå. Et mål som måske er af en art så det netop ikke må nedfældes i noget dokument som senere kan afsløres. Det må ikke findes i noget internt notat, mødereferat eller i nogen nok så uformel e-mail. Disse grundvilkår gælder ikke kun for ledende politikere og ministre. De gælder også for enhver embedsmand. Et elementært krav er herudover at dokumenterne mest muligt skal forebygge klager over sagsbehandlingen, negative historier i pressen og forhindre at aktørernes karriere tager skade.

At det gennemgående formål med skrivning af dokumenter er forebyggelse af klager, negativ presse og karrieretraumer, er ikke noget der udtrykkeligt aftales mellem aktørerne i en konkret sag. Det ligger dybt i dem som en meget central, selvfølgelig antagelse som gør det muligt for dem at handle hensigtsmæssigt i fælleskab når det nødvendige, skriftlige facadearbejde skal udføres.

Embedsmanden som brevkunstner

Set fra administrationens side er det bedst hvis en sag som denne om valget af den finske general overhovedet ikke slipper ud. Men det har på den anden side ikke været urealistisk at forvente at italienernes frustrationer over at tabe, vil medføre lækager til pressen af den danske stemmeafgivning.

Den første reaktion på pressehistorierne er tavshed idet man håber at det går over. Hvor mange danskere gider hidse sig op over at en italiensk general ikke bliver formand for én eller anden komité? Men så bliver spørgsmålet koblet med spørgsmålet om det danske forsvarsforbehold, og så er sagen pludselig en god historie: EU-skeptikere og -modstandere kan bruge historien til at profilere sig med, og medierne kan bruge den til at føre sig frem som "den fjerde statsmagt" der kontrollerer om regeringen overholder forbeholdene i praksis.

Efter et kort mellemspil hvor tre forskellige ministre når at udstikke 3 forskellige retningslinjer for afstemninger, drejer historien så hen til at fokusere på forsvarschefens forhold til sine overordnede. Det politiske pres bliver så stort mod forsvarsministeren at han må fremlægge dokumenter for at kunne spille aben så tilpas tilbage til embedsværket at han kan overleve.

Dokumenterne viser en dansk forsvarschef som ret detaljeret og varmt argumenterer for finnen, og som opfordrer Forsvarsministeriets departementschef til at danskerne – i fællesskab eller individuelt – arbejder for finnen.

En måned senere kommer der så to korte breve fra departementschefen og fra en direktør i Udenrigsministeriet.

 

[brevene er scannet ind fra dagbladet Politiken, d. 25/4 2001]

På baggrund af det entydige, engagerede brev fra forsvarschefen til fordel for finnen, så har disse breve fra administrationen en påfaldende mangel på skarphed. De er holdt i generelle, vage vendinger som udtrykker regeringens og dermed administrationens officielle politik. Karakteristisk nok rummede brevet fra forsvarschefen stof som ministeriet har måttet strege ud i den offentliggjorde kopi. Faktisk op mod halvdelen af brevet. De to breve fra topembedsmændene kan derimod bringes helt uden retoucheringer.

Man behøver ikke være professor i statskundskab for at forstå at de afgørende sonderinger i sagen er sket mundtligt og fortroligt i løbet af den måned det har taget ministerierne at svare. Blandt andet har det været vigtigt for de to ministerier at have hinandens rygdækning fordi ingen af dem vil risikere at den anden bruger sagen i den interne rivalisering mellem departementerne.

Hvidt har tolket svarene som embedsmændenes livsforsikringer i sagen. Deres mangel på skarphed og beslutsomhed er i virkeligheden – på baggrund af engagementet i forsvarschefens brev til dem – en accept af hans plan.

Mesterskabet i formuleringerne ligger i at de ikke kan bruges som direkte fyringsgrund for nogen af parterne. Og den almindelige uofficielle sympati for forsvarchefens aktion og den kendsgerning, at han meget snart går på pension, betyder at hans stemme på finnen aldrig vil kunne blive et karrieremæssigt problem for ham. Snarere bliver det en historie som vil give ham et godt eftermæle som modig og handlekraftig – både i hans netværk i forsvaret og i de to ministerier. Og selvfølgelig styrke hans venskab med den finske general betydeligt.

Men samtidig kan det ikke skjules at det er en administrativ fejl at han formulerer sit brev så éntydigt til fordel for finnen som han gør. Her burde han forinden have talt det grundigt igennem med de embedsmænd som han skrev brevet til. Så ville denne blottelse aldrig være opstået. Forklaringen er at hans netværk ind i de to ministerier ikke har været godt nok.

Ét af de klareste symptomer på utilstrækkeligt netværk er at man er nødt til at skrive for meget og for entydigt til dem som man ikke har en tilstrækkelig god netværksrelation til. Folk med stærke netværksrelationer til hinanden skriver kort og forholdsvis intetsigende til hinanden om alt kontroversielt. Til gengæld tales der så meget desto mere.

Der kan altså formuleres denne regel:

Folk i velfungerende netværk skriver kort og intetsigende til hinanden om kontroversielle sager. Hvis det ikke kan undgås at skrive.

Klassisk defensivt pressearbejde helt uden spindoktor

Dokumenters evne til at overbevise offentligheden afhænger af hvor svært det har været at grave dem frem. Dokumenter som tvinges frem fra en modvillig administration efter pressens krav om aktindsigt eller i forbindelse med oppositionens spørgsmål til en minister i et udvalg eller i folketingssalen, har klart større overbevisningskraft end pressemeddelelser som sendes ud til alle og enhver, fødselsdagsinterview med departementschefen, breve som administrationen frivilligt lækker til pressen og historier som kompetente spindoktorer søger at afsætte. At breve som disse to fra topembedsmændene først fremlægges som led i en ministers kamp for overlevelse, giver dem en særlig troværdighed. For de kan jo umuligt være beregnet på at skulle vises frem i en større kreds. Denne mistanke kunne ellers let opstå ud fra den måde de er formuleret på.

Der gælder denne regel om administrative dokumenters troværdighed:

Et dokuments troværdighed i offentligheden er ligefrem proportionalt med det besvær pressen har haft med at fremskaffe det.   

Derfor kan det i visse situationer være en fordel at man ikke har en spindoktor. Det gør det lettere for administrationen at skabe en illusion i pressen af at ”man tager administrationen på sengen” når man gennem aktindsigt og andet fremtvinger de dokumenter som helt rutinemæssigt ligger parat til at blive afsløret.

Forløbet er en meget fin illustration af klassisk defensivt pressearbejde. Der var to lækager som begge havde afgørende betydning: den italienske som satte historien i gang, og den fra det danske Udenrigsministerium som understregede ministeriets klare NATO-loyalitet.

Forløbet er således:

·         embedsværket lækker,

·         pressen presser ministeren,

·         Folketinget tvinger ministeren til at redegøre og dokumentere, bl.a. med embedsværkets breve.

Med lækage kan pressens historier af embedsværket dirigeres i en retning som forudsigeligt tvinger ministeren til at fremlægge den forberedte dokumentation. Det er embedsmandslækager der fører til ministerstormen, men det er også embedsmandsbreve der redder ministeren.

Og italienerne og de danske EU-skeptikere blev sorteper i et vellykket netværksarbejde.

Referencer

Brink Lund, Anker (red.) Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark Sydjysk Universitet 2000.

Høiby, Niels Råb op og sig stop! Lægers ytringsfrihed i krise, København: Gyldendal 2005.

Kjøller, Klaus Netværk på godt og ondt. Magtmisbrug for begyndere København: Borgen, 2004.

Nørgaard Kristensen, Nete Udfordringen af journalistikken i lyset af kildernes professionalisering – slinger i valsen?, ph.d.-afhandling, Institut for Film- & Medievidenskab, 2003.


Øverst i dokumentet

 

 

 



[1] www.hells-angels.dk, 27/9 2006.

[2] Brink Lund (red.) Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark 2000.

[3] Nørgaard Kristensen Udfordringen af journalistikken i lyset af kildernes professionalisering – slinger i valsen? 2003.

[4] Høiby Råb op og sig stop! Lægers ytringsfrihed i krise 2005.