Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Kronik i Berllingske

[Først lagt op 8/11 2016; senest revideret 7/1 2020]

Titel og medium          

”Danmark er et Sancho Panza-land” offentliggjort som kronik i Berlingske d. 8/11 2016 med overskriften ”Danmark er et pragmatisk Sancho Panza-land”. Læs kronikken på b.dk.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

Danmark er et Sancho Panza-land

Striden mellem Flemming Rose og Jørgen Ejbøl er den klassiske konflikt mellem idealisten og pragmatikeren.

Af Klaus Kjøller, forfatter og kommentator

 

 

Der kan siges meget om Muhammed-affæren i 2005-6. Og det bliver der også i disse dage i anledning af Flemming Roses nye bog ”De besatte” og Kirsten Jacobsens nye bog ”Pansergeneralen” om Jørgen Ejbøl, som var bestyrelsesformand for JP/Politiken under Muhammed-affæren. Roses bog udkom fredag (28/10). Jacobsens bog udkommer officielt i næste uge (7/11), men den har allerede i denne uge været anmeldt i Information og her i Berlingske.

Det fremgår af Roses bog, at Ejbøl sammen med direktøren for JP/Politiken, Lars Munch, fra 2011 groft begrænsede Roses ytringsfrihed. Han måtte ikke deltage i TV-debatter, holde foredrag, skrive om religiøse forhold eller om tegningerne. Han måtte heller ikke vidne i udenlandske retssager mod terrorister. Rose overholdt disse forbud indtil Folkemødet på Bornholm i juni 2015, hvor han optrådte ved et dialog-arrangement med den hollandske politiker Geert Wilders. Det var Trykkefrihedsselskabet, der havde indbudt. Med udgangen af 2015 fratrådte Rose så som redaktør.

Striden mellem Flemming Rose og den administrative ledelse af JP/Politiken er en møgsag for Jyllands-Posten. Det er dårlig reklame, at ledelsen i en virksomhed, som gerne vil sælge sand virkelighed til kunderne, tvinger sine egne medarbejdere til at undlade at debattere og beskrive bestemte ting i denne virkelighed. I en kronik her i Berlingske torsdag gjorde Rose rede for det paradoksale i, at Politiken i sagen om PET-bogen, som bladet trykte trods rettens forbud, nådesløst praktiserer ytringsfriheden, samtidig med at de på lederplads slutter op om JP/Politikens linje over for Rose.

At et medies ledelse styrer sine journalister sker dagligt. Det kaldes redaktionel styring. Det er normalt ikke spor opsigtsvækkende, for det skyldes den simple kendsgerning, at Jyllands-Posten og ethvert andet traditionelt medium ikke er et demokratisk system. Et traditionelt medium er – som andre virksomheder – i sin organisationsform mere et oplyst enevælde, et præstestyre eller et diktatur, end det er et demokrati. Det følger af, at ledelsen ikke vælges af de ansatte ved frie, hemmelige valg. Den organisatoriske ledelse vælges af ejerne, hvorefter den organisatoriske ledelse ansætter en ansvarlig chefredaktør. Og naturligvis er det ledelsen, der – inden for lovens grænser – bestemmer, hvad de ansatte må og skal.

Det usædvanlige i den aktuelle sag om medieledelse er, 1) at det, der er foregået, nu dokumenteres med mails og andet af en tidligere, højt profileret redaktør. Normalt foregår redaktionel styring i det stille, og medarbejdere holder bøtte, fordi det ikke fremmer karrieren i medieverdenen at bralre op om den slags. 2) At det forsvares i usædvanligt klart sprog af medarbejderens tidligere organisatoriske chef, Jørgen Ejbøl. 3) At det vedrører den mest traumatiske begivenhed i vores lands nyeste historie.

Striden mellem Rose og Ejbøl er den klassiske konflikt mellem idealisten, som her forsvarer ytringsfriheden – koste, hvad det vil – og pragmatikeren, som forsyner sin kamp for selv de allerhøjeste, smukke idealer med et pragmatisk ”men”, der handler om, at han gerne også vil overleve og helst overleve komfortabelt.

Det klassiske par i denne evige strid er Don Quijote og Sancho Panza. Men den klassiske komiske udgave af fortællingen adskiller sig fra Roses og Ejbøls version, der er en tragisk udgave, som kun kan udløse gråd. Det skyldes, at magtforholdet mellem Don Quijote og Sancho Panza er vendt om, så det er den komiske udgaves æselbårne væbner, der nu troner på øget Rosinante iført panser og lanse. Og hermed mister historien al morskab. For det spolerer ethvert tilløb til latter, når den jordbundne Panza har magten og derfor bare kan beordre sin tjenende idealist, Don Quijote, til at opføre sig pragmatisk.

Men selv om historien er blottet for komik, så er det yderst værdifuldt, at disse bøger udkommer. Bøgerne styrker den erkendelse, vi som nation allerede har gjort i kølvandet på Muhammed-affæren. I organisationer og nationer kan nye erkendelser kun skabes gennem kriser. Den krise, som tegningerne i Jyllands-Posten skabte, gav os nogle fælles oplevelser, som vi stadig i betydeligt omfang bakser med at få en fælles forståelse af. Men det er nødvendigt, at vi får en fælles forståelse af dem, for kun på den måde lærer vi som nation og folk virkeligheden bedre at kende.

Læren af krisen om Muhammed-tegningerne er, at magthavere, som støttes af voldelige ekstremister, desværre har en klar fordel i debatten. I det aktuelle tilfælde er det religiøse magthavere, men det kan være magthavere af enhver art, som typisk uden de ønsker det, støttes af voldelige ekstremister eller terrorister.

I debatten gøres der ofte et stort nummer ud af at skelne mellem islamistiske terrorister og lovlige muslimske organisationer. Og det er også en vigtig forskel. Det er jo rent idioti at skælde lovlige muslimske organisationer eller alle muslimer ud for at være islamister og tilhængere af vold og terror. Men enhver nok så omhyggelig skelnen mellem disse to vidt forskellige grupper kan ikke forhindre, at den frygt, som ekstremistiske voldelige, muslimske grupper skaber i medier, i teatre, blandt udstillingsarrangører, kan få pragmatiske pansergeneraler som Ejbøl Panza til at tyre idealister som Don Rose. Og frygten kan også mindske lysten til blandt moderate muslimer offentligt at protestere mod rabiate, men lovlige organisationer som Islamisk Trossamfund, når de inviterer rabiate imamer til landet, som præker om at henrette homoseksuelle, utro kvinder og frafaldne muslimer. Således som Lars Aslan Rasmussen, MF for S, fortalte om i et indlæg her i Berlingske onsdag. I ly af frygten for voldelige fanatikere kan de værste fascistiske tankegange således uden aktiv modstand udbredes i vores land og styrke svage sjæle i antidemokratisk retning.

Hertil kommer, at frygten for voldelige fanatikere selvfølgelig dagligt får debattører, forfattere, politikere til at vælge at undlade at skrive om emner og udtrykke holdninger, som kan medføre, at man skal leve med to PET-vagter døgnet rundt. Enkelte modige politikere har offentlig tilstået, at denne mekanisme styrer dem. Men de fleste af os holder vores bøtte med det, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at man optræder på samme måde over for sig selv som JP/Politiken optrådte på over for Flemming Rose.

Og hver gang denne usynlige selvcensur foregår, styrkes de lovlige organisationer, her: selv de mest lovlydige, respekterede muslimske organisationer, fordi offentligheden undgår at udfordre deres religion med den grove satire som enhver magthaver uden ekstremistiske voldelige sympatisører må udholde i vores normalt ret så lattermilde demokrati. Således giver frygten for fanatiske, selvmordsparate voldsmænd visse lovlige, muslimske organisationer en fordel i den offentlige debat og mediedækning frem for vores politiske partier, Folkekirken, LO, DA og alle vores medier, som – heldigvis – må klare sig uden.

Det handler ikke bare om Flemming Rose, Jørgen Ejbøl og JP/Politikens Hus. Det handler om, at den fri debat og dermed demokratiet desværre har vist sig at være meget følsomt over for selvmordsparate, antidemokratiske voldsmænd. Denne erkendelse gør det endnu mere nødvendigt i skolen at undervise grundigt i selvcensur-mekanismer og lære alle, at det eneste effektive middel mod voldelige ekstremister, er at vi alle holder øjne og ører åbne og slutter aktivt op om vores lovlige myndigheder. Det lyder kedsommeligt og Sancho Panza-agtigt. Og det er ikke tilfældigt. For et demokrati er netop et system for pragmatiske, jordbundne Sancho Panzaer. Det viser ikke mindst denne sag.

 

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, d. 3/11 2016.

              

 

 

ALLE BØGER

ALLE KOMMENTARER

KJOELLER NEWS

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

KLAUSKJOELLER.dk

KJOELLER.dk/JohnChrJoergensen

 

 

 

 

 

 

 

Kjoeller.dk

Seneste kommentarer

KjoellerNEWS

Alle bøger

 

 

 

 

Senest opdateret 07-01-2020 16:23:43

 

 

© klaus@kjoeller.dk