Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 23-12-2013, senest opdateret 01-04-2018 15:27:30

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller

151217KjoellerDKforside.bmp

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løkke som elastikspringer

Efter GGGI-affæren lå Løkke i bund på troværdighed. Men det skyldtes mest ham selv. Ikke kun fordi han rejste på 1. klasse, men også fordi han begik karakterselvmord i flere omgange, da han forsøgte at inddæmme skaderne

Af Klaus Kjøller

Gennem aktindsigt fik Ekstra Bladet kendskab til Løkkes flyrejser på 1. klasse som formand for GGGI i efteråret 2012 og foråret 2013. I oktober 2013 – samtidig med at Venstre holdt landsmøde – kørte bladet så historien om, at Løkke misbrugte danske bistandsmidler til 15 luksusrejser, som i alt havde kostet en million kroner. Danmark har tildelt organisationen i alt 90 millioner kr. i perioden 2012-14.

De første dage benægtede Løkke alt og holdt lav profil. Fordelen ved dette var, at han i første omgang slap for at skulle indrømme, at Ekstra Bladet faktisk havde ret. Men ulemperne var langt større, nemlig at han alvorligt skadede ikke kun sin troværdighed, men også sin kompetence. For han indrømmer på sit maratonpressemøde senere i forløbet, at han – allerede før Ekstra Bladet ønskede aktindsigt – havde  indset sin fejl og krævet GGGIs rejseregler ændret. Der er altså ingen anden forklaring på Løkkes tøven med en offentlig indrømmelse, end at denne tøven er en ren magtdemonstration. Løkke demonstrerer, at han som frit menneske har magt til ikke at stille op, selv om medierne kalder. Dette handlemønster med at demonstrere magt over for medierne, uden det tjener noget klart formål, er karakteristisk for Løkke.

I sin statsministertid op til september 2011 angreb han ved flere lejligheder kommentatorer og ”Kloge Åger”, som gav ham dårlige karakterer for medieoptræden og -håndtering. Desuden afviste han flere gange udtrykkeligt at svare på ”proces-spørgsmål”. Hertil kommer flere tilfælde, hvor han udvandrer fra spørgende journalister. Alt dette signalerer manglende ydmyghed, ja arrogance, og det underminerer troværdigheden. Som statsminister så Løkke åbenbart ikke faren for at blive opfattet som pamper, altså en, som magten var gået til hovedet.

Dette indtryk af Løkke styrkes, hver gang han trækker sig væk fra medierne, fordi de stiller ubehagelige spørgsmål. Altså også her, hvor GGGI-sagen begyndte. Men hvorfor skulle denne sag overhovedet begynde?

GGGI-sagen opstod, fordi Løkke undervurderer skyggesiderne af sin figur

Hvis Løkke gennem sine år som statsminister og oppositionsleder havde fået en realistisk opfattelse af sin figur i vores lands politiske TV-føljeton, så ville han allerede inden første GGGI-rejse have set faren ved at lade sig befordre på første klasse som bestyrelsesformand for en organisation, som støttes af danske udviklingskroner. Og han ville have benyttet lejligheden til aldeles omgående at lade sig transportere på en mere ydmyg måde – for senere ved en passende lejlighed at lade det sive til danske medier.

Da sagen havde kørt over en uge i medierne, udsendte Løkke et brev til Venstres medlemmer, hvor han skrev, at han burde have ændret rejsereglerne i GGGI langt tidligere. Samtidig lod han to af sine løjtnanter, udenrigsordfører Søren Pind og politisk ordfører Ellen Trane Nørby, forklare til medierne, at det ikke var administrativt, kulturelt eller etisk muligt for Løkke at kræve, at GGGI udleverede alle rejsebilag til offentligheden.

Men brevet til medlemmerne og løjtnanternes forklaringer øgede blot presset på Løkke. Efter et par dage meddelte Løkke så, at der den følgende søndag ville blive holdt et pressemøde, hvor alle bilag ville blive lagt frem, og hvor direktøren for GGGI ville deltage.

Pressen kunne samtidig fortælle, at Løkke, allerede før løjtnanterne gik i TV for at afvise en udlevering, havde bedt om bilagene fra GGGIs hovedkontor i Sydkorea. Dette skabte grundlag for pressehistorier og TV-indslag, hvor de to løjtnanter skulle svare på, om de ikke følte sig misbrugt af Løkke.

Tomme magtdemonstrationer

Også intermezzoet med løjtnanterne tegner Løkke som en elsker af magtdemonstration. Han har magten til at lade to betroede folk tale hans sag, selv om det er et håbløst projekt. Og selv om det giver ham selv endnu flere problemer, end hvis han bare straks havde annonceret, at han arbejdede på at arrangere et pressemøde og sparet sine løjtnanter.

Og brevet til medlemmerne, som Løkke selvfølgelig ved siver til pressen, må også opfattes som en magtdemonstration over for offentligheden: Jeg kan faktisk godt forklare en hel masse, men jeg gør det ikke direkte til jer vælgere og presse, men til mine partifæller. Så kan I andre få lov til at læse med over skulderen, hvis I gider.

Alle disse tomme magtdemonstrationer viser, at Løkke har svært ved at vise ydmyghed. De svækker især hans i forvejen svage troværdighed. Men de svækker samtidig hans kompetence. Fordi de ikke giver mening.

Maratonpressemødet 

På pressemødet beklagede Løkke over for den danske befolkning, at han havde foretaget ni rejser på første klasse, før han – og her fremhævede han, at dette initiativ blev taget inden Ekstra Bladet havde søgt aktindsigt – tog initiativ til at ændre foreningens praksis for formandens rejser, så de svarede til praksis for danske ministre: Business Class. Og han ikke kun beklagede, men undskyldte luksusrejserne over for Venstres medlemmer og sympatisører.

Det var tydeligt, at Løkke på pressemødet lagde vægt på denne forskel på at beklage og at undskylde. En undskyldning er betydeligt stærkere end en beklagelse. Og selvfølgelig virker det stærkt på Venstres ca. 40.000 medlemmer, at deres formand giver dem en undskyldning, mens han kun giver landets ca. 4 millioner vælgere en beklagelse. Men desværre for Løkke bemærker alle vælgerne så også, at Løkke ikke synes, at de skal have en undskyldning. Igen ser man en tom magtdemonstration, som tegner Løkke som arrogant over for de almindelige vælgere, som Løkke altså ikke finder kvalificerede til at modtage en undskyldning. Det virker provokerende, at en figur, som vælgerne mener burde kaste sig ned og vise sig 100 procent ydmyg, tillader sig at foretage en sådan skelnen.

Samme dag som pressemødet havde Ekstra Bladet på forsiden historien om, at GGGI havde betalt 27.000 kr. for at Løkkes datter kunne rejse med ham fra USA til Rio. På mødet indledte Løkke med at forklare, at intentionen hele tiden havde været, at Løkke skulle betale datterens rejse, men at det på grund af en fejl eller misforståelse endnu ikke var sket. Og at dette først var gået op for ham, da han læste dagens historie i Ekstra Bladet.

Men direktøren for GGGI kunne ikke på mødet klart bekræfte, at der lå dokumenter, e-mails eller andet, som bekræftede, at denne Løkke-intention havde været tilstede. Derfor afhang sandhedsværdien af Løkkes påstand om sin intention udelukkende af TV-seernes opfattelse af hans troværdighed. Men da han med sine mange unødvendige magtdemonstrationer har svækket sin troværdighed alvorligt, så ligger den mistanke nær, at Løkke her bruger sin magt over fortidigt indhold af sin egen private bevidsthed til at definere sine intentioner med tilbagevirkende kraft. Det ville jo passe perfekt ind i Løkkes tidligere magtdemonstrative adfærd.

Desuden oplyste Løkke på pressemødet bl.a., at han ikke havde modtaget diæter fra GGGI i 2012. Det viste sig så nogle dage efter mødet ikke at være sandt. Det havde fremgået af de 206 siders bilag, som var blevet udleveret til pressen tyve minutter inden mødet, at sådanne diæter var blevet udbetalt flere gange kontant. Derefter beklagede Løkke på Facebook, at han ikke havde fået studeret sine bilag inden mødet og fortalte i en parentes, at hans revisor, Deloitte, som havde ordnet hans selvangivelse for 2012, havde ”taget korrekt højde for mine diæter fra GGGI.” Dette viste sig senere også at være forkert.

Selvskadelige magtdemonstrationer, provokationer i stedet for ydmyghed og disse afsluttende forkerte oplysninger, som leveres med skråsikkerhed, svækker alt sammen Løkkes dyder alvorligt.

Løkke trækker sig tilbage til substansen

En tid efter pressemødet kørte Ekstra Bladet en historie om, at Venstre havde stillet en bil til rådighed for Løkke, som han ikke havde indberettet skattepligten på. Og Søndagsavisen kunne fortælle, at hans hus i Græsted i øvrigt var belånt til op over skorstenen. Det hus havde han og familien fraflyttet til fordel for en lejlighed i Nyhavn i København, efter han blev leder af oppositionen.

Senere fik flere blade aktindsigt i Løkkes indberetninger om sine indtægtsforhold til Moderniseringsstyrelsen. Alle Løkkes indtægter skal modregnes i hans efterbetaling som statsminister. I aktindsigten var flere linjer overstreget. Kun informationer, som allerede var kendte, kunne læses.

De følgende dage var Løkke ikke tilgængelig for spørgsmål til sine økonomiske forhold, men deltog meget aktivt i den kommunale valgkamp op til valget d. 19/11.

Løkkes strategi efter maratonpressemødet er, at han ved at vise sig som arbejdende politiker i marken, vil få medieballaden omkring GGGI og det efterfølgende om hans privatøkonomi til at gå væk. Samtidig afviser Løkke over for pressen at kommentere nye målinger af partiledernes troværdighed, som placerer Løkke markant under alle de andre partiledere. Han har ellers ligget fint i målingerne, indtil GGGI-sagen rullede. Han udtaler, at han er optaget af ”politisk troværdighed”. Underforstået: Jeg er ikke optaget af min personlige troværdighed; derfor gider jeg ikke kommentere på min bundplacering.

Dette er en lodret indrømmelse af, at det ikke er en tilfældighed, at Løkke ikke går ret meget op i sin figur i føljetonen. Det er et princip: Han tror på, at vælgerne kan adskille politisk substans fra politikerens person. 

Humor

Hertil kommer, at den er helt gal med Løkkes brug af humor. Humor kan fungere fint over for en forsamling, som er ham venlig stemt. Men det virker arrogant over for vælgere, som i forvejen vurderer Løkke lavt på troværdighed.

Løkke brugte flere gange på sit maratonpressemøde humor. Dette opfattes af seerne, som om han lægger afstand til sin rolle som en, der er dybt berørt sine af fejl, og som nu søger vælgernes forståelse og tilgivelse for store synder. Hermed trækkes der troværdighed ud af de vigtige erklæringer, han giver, med beklagelse og undskyldning.

Kroppen kan ikke styres, hvis følelserne mangler

Vælgerne kan ikke opfatte det, Løkke siger, uden samtidig at opfatte ham som figur. Og hvis det han siger, strider mod de signaler, som hans krop, mimik, betoninger sender, så tror vælgernen på kroppens signaler og bruger det, han siger, mod ham. Det skyldes, at vælgerne, bl.a. fra sig selv, ved, at det er ret let at planlægge og styre sine ord; det er langt vanskeligere at styre sin krops signaler.

Hvis Løkke går til pressemødet med den holdning at ”jeg skal vise dem, hvor sej jeg er”, så vil hans kropssprog i ringe grad understøtte det, han sagde, som handlede om indrømmelse af fejl. Derimod vil hans kropssprog systematisk udsende budskabet: ”Selv store problemer kan ikke få mig ned med nakken.” Og her passer hans brug af humor godt ind: Jeg er ikke slået ud, men har overskud til humor. Flere kommentatorer udlagde efter pressemødet uvenligt Løkkes budskab således: ”Går den, så går den.”

Det er karakteristisk for Løkke, at han næsten altid går op i at demonstrere magt, altså kompetence – selv når han har al mulig grund til at koncentrere sig om at score troværdighed. De skråsikre, hurtige bemærkninger på mødet (om ikke at have modtaget diæter) og på Facebook (om at de var indberettet) viste sig at være forkerte. Løkke indviklede sig også på mødet i uforståelige, meget lavtekniske svar på en journalists spørgsmål til Løkkes økonomiske mellemværender med skattevæsen og Moderniseringsstyrelsen. Alt dette viser, at Løkke savner forståelse for, hvor vigtigt det er at ”gøre en god figur i føljetonen”. Han burde have koncentreret sig om at score troværdighed og helt have overladt substansens tekniske detaljer til revisorer, advokater og embedsmænd.

Løkke har brug for flere gode råd:

 

Han skal omgående reducere, og helst helt stoppe, sine tomme magtdemonstrationer ved enhver lejlighed.

 

Han må træne i at lede sin hidsighed og utålmodighed (nok bedst husket fra Qvortrup-interviewet ”upræcist spørgsmål”) ud i morsomme bemærkninger, som kan virke befriende og forebygge, at seerne oplever det som pinligt, når han bliver ophidset på grund af journalister og andre.

 

For at styrke sin troværdighed bør Løkke udføre handlinger, som styrker hans idealisme. Hertil tjente stiftelsen i 2012 af LøkkeFonden, som har som ambition hvert år at hjælpe 100 drenge, der med Løkkes ord er "på vej ned ad slisken”. Løkke bør profilere sin indsats i denne fond væsentligt mere, end det er sket. Og fortsætte og intensivere sine velgørende, årlige cykelture til Paris til fordel for Børnecancerfonden (og sin egen fitness). Og gerne tage flere initiativer i velgørende retning. Også GGGI har velgørende, altså idealistiske, formål, nemlig bæredygtigt miljø og udviklingshjælp. Men det lykkedes ikke Løkke på maratonpressemødet at give et eneste konkret eksempel på et resultat, som GGGI i hans tid som formand (eller overhovedet) har leveret til at gøre verden bedre.

 

Løkke må lære at respektere, at han kun kan styre sin krop hensigtsmæssigt ved faktisk at have de følelser, som han har brug for at udtrykke. Til dette formål har han brug for en særlig sparring og instruktion forud for situationer, hvor han fx har brug for troværdigt at udtrykke ydmyghed.

 

Men selv når det går meget galt, som det gik i GGGI-affæren, har Løkke og hans rådgivere mange muligheder for i deres analyser at finde hovedårsagerne andre steder end i Løkke-figurens drift mod karakterselvmordet. Troen på substansens altafgørende betydning på Store scene er sandsynligvis så indarbejdet i Løkke og hans rådgiverkreds, at enhver analyse, de laver, vil bestyrke den. Og i politik går det altid op og ned. Så for tiden er Løkke på vej op igen, fordi andre skandaler har sendt andre politikere mod bunden.

 

Alle politikere er elastikspringere på Store scene, men Løkke springer med større dumdristighed end de fleste.

 

Læs kronikken Humor er mere nødvendig end nogensinde.

 

Læs artiklen Historiefortælling:Rådgivning i politisk kommunikation og håndtering af offentligt image.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden

Opdatering 01-03-2016: indsat link og layoutforbedring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 23-12-2013, senest opdateret 01-04-2018 15:27:30

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller

151217KjoellerDKforside.bmp