Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 17-12-2016, senest opdateret 18-12-2016 12:25:25

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

 

 

Kastholm, det tekstlige fyrtårn

Mit ydmyge bidrag til årets række af medieomtaler af debattøren Claes Kastholm, som døde i februar 2016, forsøger at præcisere, hvad der tændte mig i hans tekster. Teksterne findes i antologien ”Kastholm”.

 

 

KASTHOLM

Claes Kastholm ville være fyldt 74 år i morgen (18/12 2016), hvis han stadig var iblandt os. Hans død i februar har medført en række tekster om og af ham i 2016: nekrologer, en antologi med udvalgte tekster (”Kastholm” v. Sven Ove Gade) og anmeldelser af antologien. I en klumme i Jyllands-Posten (17/2) klagede Mikael Jalving over, at ”Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine helte”. Og det er rigtigt, at hverken DR, TV 2 eller Radio 24syv, så vidt jeg er orienteret, har bragt udsendelser om Kastholm. Men helt stille er hans bortgang altså alligevel ikke foregået i offentligheden. Men der er næsten udelukkende skrevet om ham som ”borgerligt fyrtårn” og om hans personlighed. Og så – i forbifarten – har man eventuelt også skrevet lidt i generelle vendinger om hans tekster.

Læs mere om bogen ”Kastholm” på SAXO.com (paperback og e-bog).

Læs Mikael Jalvings kommentar Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine helte, JP.dk.

Jeg er ikke så meget til bragesnak om borgerlighed. Guds fred med det, men de fleste kronikker om liberalisme, konservatisme og borgerlighed henligger i abstrakte tågedannelser. Så den side af Kastholm, der har domineret i omtalen af ham – som ”borgerligt fyrtårn” – har aldrig sagt mig så meget. Og min rekruttering til Groft sagt-spalten i 2011 skete udtrykkeligt ikke, fordi Kastholm i mig så en ”borgerlig bivogn.” Og vi er aldrig kommet sammen privat, så jeg kan ikke prale af noget indgående personkendskab. Derimod har tekstskriveren Kastholm gennem mange år sagt mig en hel del. Selvfølgelig kan indhold og form ikke adskilles. Men jeg vil alligevel her i dagens anledning og som mit bidrag til årets række af medieomtaler af Kastholm forsøge at præcisere, hvad der tændte mig i hans tekster. Selvfølgelig bare ud fra nogle få eksempler. Teksterne er alle hentet i antologien ”Kastholm”.

Således skrev Kastholm i Berlingske, 27. februar 2010 (jeg har læst og citerer fra e-bogen, så jeg kan ikke opgive sidetal for mine citater, men benyt søgefunktionen i din e-reader, og du finder hurtigt det sted i bogen, hvorfra citatet stammer):

 

”AT KEDE ER en forbrydelse mod menneskeheden, og den forbrydelse har Politiken ustandselig gjort sig skyldig i gennem de senere år. Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg i går morges på bladets forside læste dette: »Politiken har indgået forlig med profeten Muhammeds efterfølgere og undskylder for de krænkelser, tegningerne har forårsaget.« Virkelig morsomt, glimrende spøg. Endelig har Politiken rystet selvhøjtideligheden af sig og er blevet lidt selvironisk, tænkte jeg. Forlig med profeten Muhammeds efterfølgere. Fin satire. Godt balanceret. Endnu bedre end i netudgaven, hvor der stod »profeten Muhammeds efterkommere«. Kunstnerisk set helt rigtigt at ændre formuleringen. Ingen ved sine fulde fem ville jo tro på, at en moderne mediekoncern med en oplyst ledelse og medarbejdere ville slutte forlig med »efterkommerne« af en person, der døde for 1.400 år siden. Det ville svare til at skrive, at man har sluttet forlig med 8 kasser fyldt med 94.932 splinter af Kristi kors. Eller undskyldt over for efterkommerne af kaptajn Klo, at man har bragt en satirisk tegning af afrikanske sørøvere klædt ud som den gamle hugaf.”

 

Ingen andre kan skrive så morsomt og rammende om Politiken. Den satiriske brod, som tænder mig, ligger især i stykkets frækhed i flere lag: 1) at angribe det blad i landet, som i sin selvforståelse anser sig for at rumme landets mest velskrivende penne, for at være kedeligt. 2) at pakke denne frækhed ind i den frækhed at lade som om, at man tror, at bladet bryder ud af sin selvhøjtidelighed og i stedet laver grænseoverskridende selvsatire. 3) at udnytte sin egen tilsyneladende velvillige tro på, at bladet bedriver suveræn satire, til at udpensle, hvori det fremragende især ligger. I ly af tilsyneladende at rose bladet fremfører Kastholm i de to sidste punktummer en grov religiøs satire, som især ligger i sammenligningen med kaptajn Klos efterkommere. Her siges jo, at profeten Muhammed er en tegneseriefigur ligesom Klo. Mere krænkende kan det vel ikke blive. Og så i pæne Berlingske! Og uden, at nogen føler sig krænket.

Stykket bobler af lattermildt overskud. Samtidig rammer det præcist, selv om Kastholm spiller rollen som en, der har misforstået det hele og med enestående konsekvens forstår alting modsat af det intenderede og ud i det absurde. Stykket viser, hvordan en ironisk ramme giver særdeles gode muligheder for at tale groft og stærkt om farlige ting, her religion. Fordi ironien på overfladen får ømtålelig, livsfarlig religionskritik til at fremstå som stærk ros. Sammenligningen med kaptajn Klo udløser ironien i latter.

Kombinationen af sarkasme, ironi og humor er karakteristisk for Kastholm. Det bruger han i mange tekster. I Groft sagt’s første år, hvor jeg begyndte at læse spalten, var der mange, der i spalten skrev sarkastisk og ironisk. Det gjorde alle vist. Men jeg husker, at jeg hurtigt nøjedes med at læse Kastholm. Tiden var ikke til at læse alle. Og hos ham fik man næsten altid den ekstra humoristiske bonus, som sagde bingo.

Det har, så vidt jeg har forstået, ind imellem været en udfordring for spaltens oldermand og idealfigur, Kastholm, at få Groft sagt’s nyere, skarpe penne til at forstå, at humor er væsentligt. Det er desværre således, at folk, der brænder meget for en sag, også ofte finder sagen alt for alvorlig til at gøre andet end monotont at bombardere deres modstandere med sarkasme og ironi. Disse ildsjæle mangler den afstand til emnet, som gør det muligt for dem at holde tingene ud i den kyniske afstand, som gør overraskende humor mulig. Og dermed i længden gør det udholdeligt at læse for andre end ligesindede fanatikere. På den anden side er grovheder, som kun er morsomme, men mangler bid, jo bare tungen ud ad vinduet.

Uden humor er det også umuligt at skrive dette skarpe stykke om Informations-profilen Georg Metz, således som Kastholm gjorde i Ekstra Bladet, side 2, d. 22. oktober 1998: ”METZ GIK TIL FISKEN. Rokoko-ætlingen kæmpede på fleuret i aftes”. Kastholm har måske i skjul bag en søjle overværet det overdådige måltid, som Metz indtog sammen med en ledsagerske på en af byens fornemste restauranter. I hvert fald gives der en øjenvidneskildring af begivenheden. Efter en detaljemættet beskrivelse af Metz’ fortæring af de første retter, når man til desserten:

 

”Under hele måltidet holdt den skrivende pudderkvast sig til, hvad han kaldte en bly og hemmelighedsfuld Chablis med en fræk lille opstoppernæse (en slags sur hvidvin).

Da slaget var ført sejrrigt til ende, lagde bistandsmodtagernes og de arbejdsløses Peter Sabroe sine håndvåben fra sig og udgød sig i forbitrede vendinger om de borgerliges fabelagtige grådighed. Anders Fogh Rasmussens dobbeltmoral og Ekstra Bladets primitive forfølgelse af ledelsen i Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet.

Hykleriets fjende nummer 1 mente, at man fortjente en dobbelt cognac til kaffen og gjorde i øvrigt gældende, at Arte-ordningen var en forbandelse. Det var snart ikke til at komme i Det Kgl. Teater mere for uvidende pøbel, hvis tøj stank af mølkugler. For resten var det en skamløs politik, der blev ført i disse år: Den skabte større og større ulighed.

Men det havde han også peget på i sine klummer, understregede han.”

Sjældent har dobbeltmoral og hykleri været beskrevet mere nådesløst morsomt. Det humoristiske overskud gør det muligt at gå ekstra til stålet. I øvrigt husker jeg adskillige hulkegrinagtige beskrivelse fra Kastholm af det nye nordiske køkkens seneste påfund i Groft sagt i den tid, jeg selv har været med. Også de Radikale holdt Kastholm af at udstille til latter. Hans evne til at finde fejl og mangler og præsentere resultatet med udsøgt humor byggede på kærlighed. Han holdt af, hvad han skev om – selv når han tilsyneladede afskyede det allermest. Og dette kærlighed-had-forhold til sine ofre som forudsætning for rammende satire kendte han naturligvis godt, jf følgende erindrende stykke fra Berlingske, 21. maj 2005:

 

”Det stod der en eller anden nedgroet journalist – sådanne findes – og skældte ud over til Hilmar Baunsgaard, og så kiggede Baunsgaard pludselig med et muntert blik på min unge person og sagde: »Jamen, mit indtryk er da, at Kastholm holder meget af de Radikale, gør du ikke?«

Som Danas blussende rose måtte jeg tilstå, at det gjorde jeg faktisk. Jeg havde og har det stadig, som nu afdøde professor Billeskov Jansen skrev om Johan Herman Wessel – der i »Kærlighed uden Strømper« gjorde tykt nar af den fransk-klassiske tragedie – at han kun kunne gøre grin med klassicismen, fordi han holdt så meget af den. Det er klogt set, men mange forstår det ikke: Kun det, man holder af, kan man gøre grin med.”

 

Antologien ”Kastholm”s bedste tekst er nok kronikken i Politiken 20. juli 1987: ”Min hest og min gerontolog. Det starter med en rød frederiksborger. Det ender med hyldest til journalistikken. Ind imellem optræder en norsk gerontolog. Kronikhovedet, der holder sammen på disse sager, sidder på Politikens tidligere TV-anmelder, nu filmkonsulent og boganmelder Claes Kastholm Hansen.”

Kronikken behandler bl.a. spørgsmålet, om der gives dispensation for alderdom. Og kronikøren giver en række råd om, hvem man bedst drøfter sådanne vigtige spørgsmål med:

 

”For nylig diskuterede jeg spørgsmålet med en nordmand. Indviklede spørgsmål bør man altid diskutere med en nordmand. Broderfolket fra det lange, smalle land væver ikke. Holdningen er ren og fast, som kosten er karsk og regnen kold. Hvad enten det spørgsmål, der nager dig, vedrører kærligheden eller alderen, børneopdragelsen eller magtbalancen, kønsmoralen eller hastighedsgrænserne – diskutér det med en nordmand og få orden i begreberne, kosmos i følelsernes kaos.

Man kan prøve en svensker. Jeg anbefaler det ikke. Anskuelsen vil ofte være tilfredsstillende enkel og fast, og moralsk set af højeste karat, uigennembrydelig som panserstål fra Bofors. Men man kan ikke stole på svenskerne. De er ikke, hvad de siger. Nordmændene er imod drikkeri, fordi de er imod drikkeri. Og fordi spritmonopolet er en overdådig forretning for staten. Så enkelt er det. Men svenskerne. De er imod drikkeri, fordi de drikker. De går voldsomt ind for hastighedsbegrænsning, fordi de kører for stærkt. I sædelige spørgsmål er deres holdning utvetydigt moralsk, fordi … Ja, sådan er det hele vejen. Våbeneksport osv., you name it. Svenskernes problem er, at Sverige og svenskerne ikke er så ordentlige og moralske som svenskerne og Sverige efter svenskernes mening burde være. Svenskerne kæmper for livet. Derfor kan man ikke stole på deres anskuelser. Deres anskuelser er nemlig besværgelser. Og derfor er livet i Sverige, og navnlig svensk film, så indviklet.

Og derfor er den svenske debat altid meget moralsk og meget kompliceret, især i meget enkle spørgsmål. Jeg anbefaler altså en nordmand, hvis man vil have et klart svar på et indviklet spørgsmål. Danskere duer heller ikke. Vi er selv for indviklede. På den ene side generaliserer vi for meget, således som det tydeligt fremgår af denne kronik. På den anden side kan man ikke holde os fast på noget. Vores meninger går med indsyet elastik. Men nordmændene, de har lineal, hvor vi har elastik. Og de frygter intet. Undtagen et forbud mod hvalfangst og fordærvede fiskeboller.

Altså en nordmand.”

Tekstens ekstra høje kvalitet kunne tyde på, at det største og mest inspirerende spring i Kastholms karriere som skribent fandt sted tidligt, nemlig da han i 1987 blev løftet fra genren TV-anmeldelse til højere genrer. Jeg kan ikke se lignende rent tekstlige kvalitetsspring senere. Men det skyldes nok, at det i dagbladsverdenen simpelt hen ikke var muligt at gøre det bedre. End ikke for Kastholm.

Og i dag er tekstproduktionsforholdene blevet endnu sværere. Som Kastholm skrev i Berlingske, ”Læst og påskrevet”, 10. marts 2013:

 

”Alle har ret til at ytre sig om alt og – med visse begrænsninger – på den måde, de vil. Men aviserne har ikke pligt til at offentliggøre det. Alligevel har aviserne gennem de senere år mere eller mindre ufrivilligt givet plads til de rene kloakudgydelser og uforpligtet vås. Dette gælder netudgaverne, men også papiravisernes læserbreve (ikke Berlingskes!) og normative journalistik, især det enorme opbud af klummer, repræsenterer generelt et kvalitetsfald.”

Jeg har det med debattøren Claes Kastholm, som jeg har det med altsaxofonisten Charlie Parker og Beethovens seneste strygekvartetter og enkelte andre mennesker og deres produkter: Jeg hørte deres musik, og den gik lige ind i mig. Uden forklaringer. I virkeligheden kan man aldrig betale tilbage, hvad de gav en. Eller nøjagtigt beskrive, hvad det var, man fik. Men man kan selvfølgelig godt skrive en erindrende kommentar om en af dem i anledning af, at han ville have haft fødselsdag, hvis han stadig var i live. Og benytte anledningen til at glæde sig endnu engang over, at man mødte ham, mens han var her.

Læs erindringskommentaren Claes Kastholms død: en grovhed, vi godt kunne have undværet. Heri findes yderligere links til nekrologer og anden omtale af Kastholm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekstens ekstra høje kvalitet kunne tyde på, at det største og mest inspirerende spring i Kastholms karriere som skribent fandt sted tidligt, nemlig da han i 1987 blev løftet fra genren TV-anmeldelse til højere genrer.

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

Opdatering 18-12-2016: et par tekstforbedringer og flere links indsat.

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp