|
|
Claes Kastholm ville være
fyldt 74 år i morgen (18/12 2016), hvis han stadig var iblandt os. Hans
død i februar har medført en række tekster om og af ham i 2016:
nekrologer, en antologi med udvalgte tekster (”Kastholm” v. Sven Ove
Gade) og anmeldelser af antologien. I en klumme i Jyllands-Posten
(17/2) klagede Mikael Jalving over, at ”Det borgerlige Danmark er
dårlig til at hylde sine helte”. Og det er rigtigt, at hverken DR, TV 2
eller Radio 24syv, så vidt jeg er orienteret, har bragt udsendelser om
Kastholm. Men helt stille er hans bortgang altså alligevel ikke
foregået i offentligheden. Men der er næsten udelukkende skrevet om ham
som ”borgerligt fyrtårn” og om hans personlighed. Og så – i forbifarten
– har man eventuelt også skrevet lidt i generelle vendinger om hans
tekster.
Læs
mere om bogen ”Kastholm” på SAXO.com (paperback og e-bog).
Læs Mikael
Jalvings kommentar Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine
helte, JP.dk.
Jeg er ikke så meget til
bragesnak om borgerlighed. Guds fred med det, men de fleste kronikker
om liberalisme, konservatisme og borgerlighed henligger i abstrakte
tågedannelser. Så den side af Kastholm, der har domineret i omtalen af
ham – som ”borgerligt fyrtårn” – har aldrig sagt mig så meget. Og min
rekruttering til Groft sagt-spalten i 2011 skete
udtrykkeligt ikke, fordi Kastholm i mig så en ”borgerlig bivogn.” Og vi
er aldrig kommet sammen privat, så jeg kan ikke prale af noget
indgående personkendskab. Derimod har tekstskriveren Kastholm gennem
mange år sagt mig en hel del. Selvfølgelig kan indhold og form ikke
adskilles. Men jeg vil alligevel her i dagens anledning og som mit
bidrag til årets række af medieomtaler af Kastholm forsøge at
præcisere, hvad der tændte mig i hans tekster. Selvfølgelig bare ud fra
nogle få eksempler. Teksterne er alle hentet i antologien ”Kastholm”.
Således skrev Kastholm i
Berlingske, 27. februar 2010 (jeg har læst og citerer fra e-bogen, så
jeg kan ikke opgive sidetal for mine citater, men benyt søgefunktionen
i din e-reader, og du finder hurtigt det sted i bogen, hvorfra citatet
stammer):
|
”AT KEDE ER en
forbrydelse mod menneskeheden, og den forbrydelse har Politiken
ustandselig gjort sig skyldig i gennem de senere år. Derfor blev jeg
glædeligt overrasket, da jeg i går morges på bladets forside læste
dette: »Politiken har indgået forlig med profeten Muhammeds
efterfølgere og undskylder for de krænkelser, tegningerne har
forårsaget.« Virkelig morsomt, glimrende spøg. Endelig har Politiken
rystet selvhøjtideligheden af sig og er blevet lidt selvironisk, tænkte
jeg. Forlig med profeten Muhammeds efterfølgere. Fin satire. Godt
balanceret. Endnu bedre end i netudgaven, hvor der stod »profeten
Muhammeds efterkommere«. Kunstnerisk set helt rigtigt at ændre
formuleringen. Ingen ved sine fulde fem ville jo tro på, at en moderne
mediekoncern med en oplyst ledelse og medarbejdere ville slutte forlig
med »efterkommerne« af en person, der døde for 1.400 år siden. Det
ville svare til at skrive, at man har sluttet forlig med 8 kasser fyldt
med 94.932 splinter af Kristi kors. Eller undskyldt over for
efterkommerne af kaptajn Klo, at man har bragt en satirisk tegning af
afrikanske sørøvere klædt ud som den gamle hugaf.”
|
Ingen andre kan skrive så
morsomt og rammende om Politiken. Den satiriske brod, som tænder mig,
ligger især i stykkets frækhed i flere lag: 1) at angribe det blad i
landet, som i sin selvforståelse anser sig for at rumme landets mest
velskrivende penne, for at være kedeligt. 2) at pakke denne frækhed ind
i den frækhed at lade som om, at man tror, at bladet bryder ud af sin
selvhøjtidelighed og i stedet laver grænseoverskridende selvsatire. 3)
at udnytte sin egen tilsyneladende velvillige tro på, at bladet
bedriver suveræn satire, til at udpensle, hvori det fremragende især
ligger. I ly af tilsyneladende at rose bladet fremfører Kastholm i de
to sidste punktummer en grov religiøs satire, som især ligger i
sammenligningen med kaptajn Klos efterkommere. Her siges jo, at
profeten Muhammed er en tegneseriefigur ligesom Klo. Mere krænkende kan
det vel ikke blive. Og så i pæne Berlingske! Og uden, at nogen føler
sig krænket.
Stykket bobler af
lattermildt overskud. Samtidig rammer det præcist, selv om Kastholm
spiller rollen som en, der har misforstået det hele og med enestående
konsekvens forstår alting modsat af det intenderede og ud i det
absurde. Stykket viser, hvordan en ironisk ramme giver særdeles gode
muligheder for at tale groft og stærkt om farlige ting, her religion.
Fordi ironien på overfladen får ømtålelig, livsfarlig religionskritik
til at fremstå som stærk ros. Sammenligningen med kaptajn Klo udløser
ironien i latter.
Kombinationen af
sarkasme, ironi og humor er karakteristisk for Kastholm. Det bruger han
i mange tekster. I Groft sagt’s første år, hvor jeg
begyndte at læse spalten, var der mange, der i spalten skrev sarkastisk
og ironisk. Det gjorde alle vist. Men jeg husker, at jeg hurtigt
nøjedes med at læse Kastholm. Tiden var ikke til at læse alle. Og hos
ham fik man næsten altid den ekstra humoristiske bonus, som sagde
bingo.
Det har, så vidt jeg har
forstået, ind imellem været en udfordring for spaltens oldermand og
idealfigur, Kastholm, at få Groft sagt’s nyere,
skarpe penne til at forstå, at humor er væsentligt. Det er desværre
således, at folk, der brænder meget for en sag, også ofte finder sagen
alt for alvorlig til at gøre andet end monotont at bombardere deres
modstandere med sarkasme og ironi. Disse ildsjæle mangler den afstand
til emnet, som gør det muligt for dem at holde tingene ud i den kyniske
afstand, som gør overraskende humor mulig. Og dermed i længden gør det
udholdeligt at læse for andre end ligesindede fanatikere. På den anden
side er grovheder, som kun er morsomme, men mangler bid, jo bare tungen
ud ad vinduet.
Uden humor er det også
umuligt at skrive dette skarpe stykke om Informations-profilen Georg
Metz, således som Kastholm gjorde i Ekstra Bladet, side 2, d. 22.
oktober 1998: ”METZ GIK TIL FISKEN. Rokoko-ætlingen kæmpede på fleuret
i aftes”. Kastholm har måske i skjul bag en søjle overværet det
overdådige måltid, som Metz indtog sammen med en ledsagerske på en af
byens fornemste restauranter. I hvert fald gives der en
øjenvidneskildring af begivenheden. Efter en detaljemættet beskrivelse
af Metz’ fortæring af de første retter, når man til desserten:
|
”Under hele
måltidet holdt den skrivende pudderkvast sig til, hvad han kaldte en
bly og hemmelighedsfuld Chablis med en fræk lille opstoppernæse (en
slags sur hvidvin).
Da slaget var ført
sejrrigt til ende, lagde bistandsmodtagernes og de arbejdsløses Peter
Sabroe sine håndvåben fra sig og udgød sig i forbitrede vendinger om de
borgerliges fabelagtige grådighed. Anders Fogh Rasmussens dobbeltmoral
og Ekstra Bladets primitive forfølgelse af ledelsen i Nærings- og
Nydelsesmiddelforbundet.
Hykleriets fjende
nummer 1 mente, at man fortjente en dobbelt cognac til kaffen og gjorde
i øvrigt gældende, at Arte-ordningen var en forbandelse. Det var snart
ikke til at komme i Det Kgl. Teater mere for uvidende pøbel, hvis tøj
stank af mølkugler. For resten var det en skamløs politik, der blev
ført i disse år: Den skabte større og større ulighed.
Men det havde han
også peget på i sine klummer, understregede han.”
|
Sjældent har dobbeltmoral
og hykleri været beskrevet mere nådesløst morsomt. Det humoristiske
overskud gør det muligt at gå ekstra til stålet. I øvrigt husker jeg
adskillige hulkegrinagtige beskrivelse fra Kastholm af det nye nordiske
køkkens seneste påfund i Groft sagt i den tid, jeg
selv har været med. Også de Radikale holdt Kastholm af at udstille til
latter. Hans evne til at finde fejl og mangler og præsentere resultatet
med udsøgt humor byggede på kærlighed. Han holdt af, hvad han skev om –
selv når han tilsyneladede afskyede det allermest. Og dette
kærlighed-had-forhold til sine ofre som forudsætning for rammende
satire kendte han naturligvis godt, jf følgende erindrende stykke fra
Berlingske, 21. maj 2005:
|
”Det stod der en
eller anden nedgroet journalist – sådanne findes – og skældte ud over
til Hilmar Baunsgaard, og så kiggede Baunsgaard pludselig med et
muntert blik på min unge person og sagde: »Jamen, mit indtryk er da, at
Kastholm holder meget af de Radikale, gør du ikke?«
Som Danas blussende
rose måtte jeg tilstå, at det gjorde jeg faktisk. Jeg havde og har det
stadig, som nu afdøde professor Billeskov Jansen skrev om Johan Herman
Wessel – der i »Kærlighed uden Strømper« gjorde tykt nar af den
fransk-klassiske tragedie – at han kun kunne gøre grin med
klassicismen, fordi han holdt så meget af den. Det er klogt set, men
mange forstår det ikke: Kun det, man holder af, kan man gøre grin med.”
|
Antologien ”Kastholm”s
bedste tekst er nok kronikken i Politiken 20. juli 1987: ”Min hest og
min gerontolog. Det starter med en rød frederiksborger. Det ender med
hyldest til journalistikken. Ind imellem optræder en norsk gerontolog.
Kronikhovedet, der holder sammen på disse sager, sidder på Politikens
tidligere TV-anmelder, nu filmkonsulent og boganmelder Claes Kastholm
Hansen.”
Kronikken behandler bl.a.
spørgsmålet, om der gives dispensation for alderdom. Og kronikøren
giver en række råd om, hvem man bedst drøfter sådanne vigtige spørgsmål
med:
|
”For nylig
diskuterede jeg spørgsmålet med en nordmand. Indviklede spørgsmål bør
man altid diskutere med en nordmand. Broderfolket fra det lange, smalle
land væver ikke. Holdningen er ren og fast, som kosten er karsk og
regnen kold. Hvad enten det spørgsmål, der nager dig, vedrører
kærligheden eller alderen, børneopdragelsen eller magtbalancen,
kønsmoralen eller hastighedsgrænserne – diskutér det med en nordmand og
få orden i begreberne, kosmos i følelsernes kaos.
Man kan
prøve en svensker. Jeg anbefaler det ikke. Anskuelsen vil ofte være
tilfredsstillende enkel og fast, og moralsk set af højeste karat,
uigennembrydelig som panserstål fra Bofors. Men man kan ikke stole på
svenskerne. De er ikke, hvad de siger. Nordmændene er imod drikkeri,
fordi de er imod drikkeri. Og fordi spritmonopolet er en overdådig
forretning for staten. Så enkelt er det. Men svenskerne. De er imod
drikkeri, fordi de drikker. De går voldsomt ind for
hastighedsbegrænsning, fordi de kører for stærkt. I sædelige spørgsmål
er deres holdning utvetydigt moralsk, fordi … Ja, sådan er det hele
vejen. Våbeneksport osv., you name it. Svenskernes
problem er, at Sverige og svenskerne ikke er så ordentlige og moralske
som svenskerne og Sverige efter svenskernes mening burde være.
Svenskerne kæmper for livet. Derfor kan man ikke stole på deres
anskuelser. Deres anskuelser er nemlig besværgelser. Og derfor er livet
i Sverige, og navnlig svensk film, så indviklet.
Og derfor er den
svenske debat altid meget moralsk og meget kompliceret, især i meget
enkle spørgsmål. Jeg anbefaler altså en nordmand, hvis man vil have et
klart svar på et indviklet spørgsmål. Danskere duer heller ikke. Vi er
selv for indviklede. På den ene side generaliserer vi for meget,
således som det tydeligt fremgår af denne kronik. På den anden side kan
man ikke holde os fast på noget. Vores meninger går med indsyet
elastik. Men nordmændene, de har lineal, hvor vi har elastik. Og de
frygter intet. Undtagen et forbud mod hvalfangst og fordærvede
fiskeboller.
Altså en nordmand.”
|
Tekstens ekstra høje
kvalitet kunne tyde på, at det største og mest inspirerende spring i
Kastholms karriere som skribent fandt sted tidligt, nemlig da han i
1987 blev løftet fra genren TV-anmeldelse til højere genrer. Jeg kan
ikke se lignende rent tekstlige kvalitetsspring senere. Men det skyldes
nok, at det i dagbladsverdenen simpelt hen ikke var muligt at gøre det
bedre. End ikke for Kastholm.
Og i dag er
tekstproduktionsforholdene blevet endnu sværere. Som Kastholm skrev i
Berlingske, ”Læst og påskrevet”, 10. marts 2013:
|
”Alle har ret til
at ytre sig om alt og – med visse begrænsninger – på den måde, de vil.
Men aviserne har ikke pligt til at offentliggøre det. Alligevel har
aviserne gennem de senere år mere eller mindre ufrivilligt givet plads
til de rene kloakudgydelser og uforpligtet vås. Dette gælder
netudgaverne, men også papiravisernes læserbreve (ikke Berlingskes!) og
normative journalistik, især det enorme opbud af klummer, repræsenterer
generelt et kvalitetsfald.”
|
Jeg har det med
debattøren Claes Kastholm, som jeg har det med altsaxofonisten Charlie
Parker og Beethovens seneste strygekvartetter og enkelte andre
mennesker og deres produkter: Jeg hørte deres musik, og den gik lige
ind i mig. Uden forklaringer. I virkeligheden kan man aldrig betale
tilbage, hvad de gav en. Eller nøjagtigt beskrive, hvad det var, man
fik. Men man kan selvfølgelig godt skrive en erindrende kommentar om en
af dem i anledning af, at han ville have haft fødselsdag, hvis han
stadig var i live. Og benytte anledningen til at glæde sig endnu engang
over, at man mødte ham, mens han var her.
Læs
erindringskommentaren Claes Kastholms død: en grovhed, vi godt kunne
have undværet. Heri findes yderligere links til
nekrologer og anden omtale af Kastholm.
|
 Tekstens ekstra høje kvalitet kunne tyde på, at det
største og mest inspirerende spring i Kastholms karriere som skribent
fandt sted tidligt, nemlig da han i 1987 blev løftet fra genren
TV-anmeldelse til højere genrer.
|
