Kjøller forside à alle kommentarer à kommentar: Løfter som holder …

[senest opdateret 31/12 2001; layout brush-up 31/12 05]

 

 

 

Løfter som holder – uanset hvad

 

Erfaringen viser at mange løfter som man giver sig selv og andre, senere brydes. Ofte skyldes det at tingene udvikler sig anderledes end ventet, eller at den der afgav løftet overvurderede sin viljestyrke eller formåen. Derfor er der god brug for nogle enkle sproglige teknikker som garanterer ethvert løfte mod brud. De kendes af eksperterne, men teknikkerne kan også gavne dig som fx tæller på knapper om du skal give et løfte som dette:

 

- Fra i morgen holder jeg op med at ryge.

 

Meget ofte bruges udtalelser som denne som retfærdiggørelse af at man ryger (drikker, spiser) særligt meget i dag.  Det skal ligesom fejres at man har truffet en meget vigtig beslutning.

 

Men værre er det at udtalelser som denne meget ofte giver anledning til senere ærgrelser, undergravelse af selvtilliden og depressioner.  Folk der har vist én tillid kan også føle sig svigtet. Det sker nemlig når man bryder løftet, og ryger (drikker, spiser) for meget.

 

Hvordan undgås dette?

 

Først må de grundlæggende direktiver fra Sprogets vej til sindet fred overholdes.

 

Først Langsomhedsdirektivet som en selvfølgelighed. Det lyder således: ”Tal langsomt. Du taler altid hurtigere end du tror”.

 

Så er der Spadedirektivet.  Det lyder således: ”Kald aldrig en spade for en spade”. En rimelig anvendelse af dette direktiv vil give:

 

- Fra næstfølgende ugedag vil jeg ophøre med oral indtagelse af artificielle aerostimulanser i form af nikotin, tjære m. v.

 

Dernæst direktivet om verdens indviklethed, Komplikationsdirektivet: ”Alting er altid meget mere indviklet end du kan fremstille det.”  Det kan anvendes igen og igen.  Men lad os her, for illustrationens skyld, begrænse os:

 

- Under henvisning til en lang række videnskabelige undersøgelser, hvoraf en ikke ubetydelig del synes at pege på muligheden af at det kan være forbundet med en vis sundhedsfare hyppigt igennem længere tid oralt at indtage artificielle aerostimulanser i form af nikotin, tjære m. v., har jeg besluttet at ophøre med dette for mit personlige vedkommende fra og med næstfølgende ugedag.

 

Vi er allerede nået langt, men har alligevel et stykke vej tilbage.

 

Nu nemlig direktivet om at tingene sker af sig selv, Nødvendighedsdirektivet.  Med dettes hjælp kan vi opnå at få fjernet det handlende jeg fra udtalelserne:

 

- Under henvisning ... nikotin, tjære m.v., er det med særligt henblik på nærværende person og med sammes fulde samtykke blevet besluttet at der bør ophøres med dette ...

 

Så er der direktivet om de flest mulige forbehold, Forbeholdsdirektivet: Det går legende let, fx således:

 

- Så vidt mig bekendt kan man med en vis styrke opregne en længere række af mere eller mindre videnskabelige undersøgelser og lignende, hvoraf en ikke helt ubetydelig del efter manges opfattelse synes at pege i retning af muligheden for at det under visse omstændigheder kan være forbundet med en fare for opretholdelsen af en såkaldt normal sundhedstilstand hyppigt og gennem længere tid oralt at indtage artificielle aerostimulanser i form af nikotin, tjære m.v. Først og fremmest af disse grunde er det med særligt henblik på nærværende person og med sammes fulde samtykke blevet besluttet at der bør ophøres med dette fra og med næstfølgende ugedag.

 

Nu er vi så parate til at se det sidste direktiv om målsætninger, i anvendelse. Dette direktiv lyder således: ”Du bør altid have de bedst mulige målsætninger.”

 

Når vi skal det, må vi først se på udtalelsen som den foreligger.  Det er nemlig kun hvis der i den findes formuleringer som man kan forestille sig kom i strid med noget som helst som kunne ske i virkeligheden, at der er brug for at anvende Målsætningsdirektivet.

 

Gør der det?

 

Ja, der kan ikke være nogen tvivl om at den der har fremsat udtalelsen kan komme i en ubehagelig situation hvis han/hun enten fortsætter med eller genoptager den orale indtagelse af disse aerostimulanser.  I så fald vil der med stor sandsynlighed opstå uro, utilfredshed og måske selvbebrejdelser fordi man vil se en uoverensstemmelse mellem virkeligheden og så det erklærede mål. Ens venner kan også vende en ryggen fordi de betragter en som løftebryder.

 

Det er netop disse risikoer der er så karakteristisk for målsætninger som er udformet uden hensyn til Målsætningsdirektivet.

 

I vores eksempel undgås den hvis vi ændrer den sidste sætning så den lyder:

 

- . . . Først og fremmest af disse grunde er det med særligt henblik på nærværende person og med sammes fulde samtykke blevet besluttet at der i videst muligt omfang bør ophøres med dette snarest belejligt, gerne allerede fra og med næstfølgende ugedag.  Unødvendige tilbagefald bør så vidt muligt undgås.

 

De formuleringer som sikrer at Målsætningsdirektivet overholdes, er skrevet med rødt.

 

Som det ses er det ikke store og omfattende ændringer der behøves.  Det er endnu et eksempel på sprogets magt at så beskedne tilføjelser kan sikre at denne målsætning aldrig vil kunne stride mod noget som (ikke) sker.  Og derfor heller ikke under nogen omstændigheder vil kunne give anledning til ærgrelser og selvbebrejdelser – og anklager for løftebrud.  Tværtimod vil netop den garanterede overholdelse medføre øget tilfredshed og glæde og øget troværdighed.  Det øger ens selvtillid og respekten hos omgivelserne at sætte sig mål og at nå dem.

 

[Teksten er et let revideret uddrag af Sprogets vej til sindets fred (1982) s. 52-55]

©klaus@kjoeller.dk