|
Artiklen
her tager udgangspunkt i et brev fra en læser, som aldrig har hørt om
“kritisk liberalisme”.
“Kritisk
liberalisme” er en litteraturkritisk metode, som har sejret så
eftertrykkeligt, at vi opfatter den som noget helt naturligt og derfor
har glemt alt om dets besværlige navn og tågede oprindelse. Artiklen er
ekstremt nørdet, advarer John Chr. Jørgensen, som til sidst indhenter
assistance fra Hans Hertel og får klar besked af sin kone.
En højt kvalificeret læser af min
lille bog om unge Tom Kristensens anmeldervirksomhed på Politiken i 1920er’ne
skriver til mig:
“Du siger, han som litteraturkritiker
havde ”rødder i den såkaldte kritiske liberalisme” (s. 12), et begreb
jeg må tilstå, jeg ikke havde hørt om før. Du belyser det nærmere sådan: ”I stedet for at møde værkerne med forudfattede teorier om
skønhed, genrer osv. forsøgte man at forstå dem på deres egne betingelser.” Hvor man
vel ikke skal hæfte sig ved definitionens selvfølgelige udgang, men ved
optaktens ”i stedet for” der måske er knap så selvfølgelig.
Som garvet pædagog ved man, at det
ikke nytter at blive sur på folk, fordi de glemmer, hvad de har læst.
Man skal altid være parat til at give dem en lektion til:
Kritisk liberalisme er et fagudtryk, som en højtuddannet
mand som min læser må have stødt på. Det optræder i et
litteraturhistorisk standardværk som Ejnar Thomsens Dansk
Litteratur efter 1870 (1935; 1962:14). I et afsnit om fransk
kritik og åndshistorie i 1800-tallet skriver Thomsen om kritikerne
Charles Sainte-Beuve og Hippolyte Taine, at fælles for dem er, at de
”ikke isolerer et Litteraturværk i en eller anden æstetisk Rubrik og
derpaa bedømmer det efter dets større eller mindre Lydighed mod de
Regler, der formenes at gælde evigt for vedkommende Rubrik.”
Thomsen henviser her til Hegels
spekulative æstetik, som i Danmark var repræsenteret ved Johan Ludvig
Heiberg. Og op mod den stiller han de franske kritikeres bestræbelser
for at sætte værkerne ind i psykologiske, sociale og nationale
sammenhænge. “Kritik er for dem ikke saa meget Dom, som det er
Forstaaelse og Forklaring. Et saadant Stade kaldes ofte ”kritisk
Liberalisme”.”
Ved at sætte anførselstegn om begrebet
“kritisk Liberalisme” markerer Thomsen en vis iagttagende afstand. Det
er for ham ikke noget fast begreb. Det bruges “ofte” om et sådant
stade, dvs. frigørende udviklingstrin, inden for æstetikken.
Thomsen tilføjer, at der selvfølgelig
også i den aktuelle kritiske liberalisme kommer vurderinger til orde.
De går på det saglige (indholdet) frem for på formen. “Særkendet for et
betydeligt Værk ses i den udprægede Ejendommelighed, hvormed
Forfatteren, Nationalkarakteren, Tidsaanden eller Samfundstilstanden
træder frem igennem det; “det Karakteristiske” bliver den nye Kritiks
Løsen,” siger Thomsen, som altså med “den nye Kritik” mener det moderne
gennembruds kritik, Brandes-tidens kritik.
Så vidt Ejnar Thomsen, som skriver så
tæt, at han kan meddele indholdet af en hel kritikhistorie på en halv
snes linjer. Men et så komprimeret indhold huskes ikke let. Det må jeg
medgive min kritiske læser.
Man husker bedre de udfoldede
beskrivelser som f.eks. den polemiske fremstilling i Paul V. Rubows Dansk
litterær Kritik i det nittende Aarhundrede indtil 1870
(1921; 1970). Her skriver Rubow om
kritikeren P.L. Møller, at han fandt et kritisk mønster i Sainte-Beuve
og blev “den første Repræsentant for den kritiske Liberalisme her
hjemme” (203).
Det er ikke ment som en
hædersbetegnelse, når Rubow stempler P.L. Møller som subjektiv og
vilkårlig i sin kritik. “Hans Smag er stærkt begrænset, og private og
personlige Sympatier spiller en stor Rolle for ham”. Ikke engang den
kritiske liberalismes hoveddyd, karakteristikken, drev han til nogen
virkelig højde, mente altså Paul V. Rubow, som mange år senere blev
modsagt af to elever, som rehabiliterede både P.L. Møller og hans
metode, den kritiske liberalisme. En af disse modsigere var Hans Hertel.
Hans Hertel udgav et udvalg af P.L.
Møllers Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47 i 1971
og skrev afhandlingen “Bohemen som kritiker: P.L. Møller mellem
romantik og realisme” (optaget i Litteraturens
vaneforbrydere, 2. udg. 1999:54-64 med en note om tekstens
historie s. 262).
I sin afhandling tidsbestemte Hertel
den kritiske liberalisme ankomst i Danmark til 1841-42, hvor P.L.
Møller brugte Sainte-Beuves teorier i en guldmedaljeopgave om fransk
poesi. Det nye var det synspunkt, at enhver kunstform måtte forstås ud
fra sine egne historiske forudsætninger. Den nye æstetik er en
indfølende kritik, der smidigt vil nærme sig værket ikke
med et “Apparat af færdige Theorier”, men ud fra “det Synspunkt, som
dets særegne Character selv angiver.” Det er den kritiske liberalismes
gennembrud i Danmark” (Hertel, 1999:60).
Hans Hertel tog flere tilløb til sin
afhandling. Et af forarbejderne var skrevet på fransk. Det var der ikke
noget mærkeligt i. Den kritiske liberalisme var jo et fænomen indlån
fra Frankrig. Selve begrebet “den kritiske liberalisme” turde Hans
Hertel dog ikke forudsætte bekendt hos et fransklæsende publikum. Han
talte om “ce qu’on appel le “libéralisme critique”, (“det man kalder
“kritisk liberalisme”)” (Hans Hertel: ”P.L. Møller, Admirateur de
Sainte-Beuve et de Balzac, Précurseur de Georg Brandes”, i: Rencontres
et courants littéraires franco-scandinaves, 1972, bidrag
til den syvende IASS-konference i Paris, 7.12. juli, 1968).
Rubows anden modsiger, Niels Egebak,
skrev konferensspeciale om P.L. Møller med Ejnar Thomsen som vejleder i
1954/55. Da Thomsen døde 15.3.1956, kom bedømmelsesudvalget til at
bestå af Paul V. Rubow og F.J. Billeskov Jansen. Nu var der ingen til
at forsvare Egebak mod Rubow, som øjensynlig blev fornærmet, fordi
specialet havde en positiv indfaldsvinkel til P.L. Møller. Anderledes
kunne Egebak ikke tolke det, når Rubow ikke alene modarbejdede
udgivelsen af specialet, men også gik over på det modsatte fortov, når
han mødte Egebak i en af gaderne omkring universitetet! Først 37 år
senere, i 1992, fandt afhandlingen vej til udgivelse. Den kom til at
hedde Mellem Heiberg og Brandes. P.L. Møllers plads i dansk
kritiks historie (1992). Udgivelsen er uden reference til Hans Hertels arbejder
tyve år tidligere. Egebak havde hentet sit speciale frem fra en
tidslomme.
Med henvisning til Rubow udnævner han
P.L. Møller til “den første repræsentant for den kritiske liberalisme i
Sainte-Beuve’sk forstand herhjemme” (6). Sainte-Beuve frigjorde
litteraturen fra det skønne, det sande og betragtede den i lyset af det
nærværende, naturen og det menneskelige. Han blev kendt for sin
biografisme, men hans udgangspunkt var værket.
Med Sainte-Beuve er således den
kritiske liberalismes principper klart og utvetydigt bestemt: Det
første og vigtigste princip er koncentrationen om værket og et forsøg
på at fatte dets særpræg, vurdere det efter dets egne forudsætninger
ved hjælp af kundskab om dets forfatters psyke og temperament, og viden
om karakteren af hans omgivelser, “son monde” som S.-B. plejer at kalde
det. Man kunne også kalde denne form for kritik “den produktive”. Det
gælder om at spørge i hvert enkelt tilfælde: Hvad har forfatteren sat
sig for? Er dette forsæt forstandigt og fornuftigt? Er det lykkedes
forfatteren at realisere det? (Egebak. 1992:21).
Egebak kondenserer Sainte-Beuves
værdiprogram på denne måde: Det litterære værk skal i første omgang
vurderes efter forfatterens intention. Dernæst skal man anstille
sammenligninger med lignende værker i stedet for med traditionens evigt
gyldige regler.
De nævnte kilder, Paul V. Rubow, Ejner
Thomsen, Hans Hertel og Niels Egebak, er anvendt og krediteret i min
afhandling om Det danske anmelderis historie (1994).
Den kritiske liberalisme præsenteres her i kapitlet om P.L. Møller i
Berlingske Tidende (152ff). Fremstillingen bæres af det synspunkt, at
kernen i P.L. Møllers kritiske liberalisme - viljen til at søge
grundtanken og kvaliteterne ved i enhver bog og ethvert forfatterskab -
gjorde ham egnet til dagspressen. På baggrund af en højt udviklet
faglighed gjorde Møller litteraturanmeldelsen til attraktivt læsestof.
“Han er ikke Banebryder for en bestemt
litterær Retning, men vil forstaa enhver Slags Litteratur og skrive med
samme Forstaaelse om Alexander Pusjkin som om Henrik Hertz. Vi træffer
allerede hos ham veludviklede Symptomer paa en af den kritiske
Liberalismes mærkeligste Farsoter: Nedrivnings- og
Rehabiliteringssygen”, skriver Paul V. Rubow uden helt at fatte, at det
er just disse egenskaber og sygdomme, der gør Møller og hans kritisk
liberalistiske metode, så attraktive for dagspressen (1921; 1970:203).
P.L. Møller fik Berlingske Tidende til som den første danske avis at
formulere en forpligtende redaktionel politik for litterært anmelderi.
Og den kritiske liberalisme blev i den grad dominerende i dansk
dagbladskritik, at den endte med at blive betragtet som en
selvfølgelighed.
En kritiker skal kunne høre græsset
gro, sagde P.L. Møller med en vending hentet fra den tyske forfatter
Karl Ferdinand Gutzkow. At høre græsset gro var noget Hejmdal allerede
kunne i Den Yngre Edda.
For P.L. Møller handlede metaforen om
at have en højt udviklet sans for, hvad der er på vej i litteraturen.
Kritikeren skal ikke møde op med ”et
Apparat af færdige Theorier”, men slå ørerne ud. Han skal kunne høre,
hvad der er det særlige ved den enkelte poets stemmeføring og
karakterisere den i ord.
‘Apparaterne’ er en fællesbetegnelse
for alle færdige teorier. De skifter med tiden og moderne. Brødrene
Brandes tålte ikke præster og kristendom i bøgerne, modernisterne kunne
ikke klare rimede vers og lykkelige slutninger, ideologikritikerne blev
ved med se de samme sociale fortrængninger etc.
Den metode, P.L. Møllers anvendte og
anbefalede, består i al sin enkelhed i, at hver bog får en fair chance.
Det er denne metode, som har sejret i dagspressen. Det er den, der
holder anmelderne bedst til ilden. De leder ikke efter noget bestemt,
men ser, hvad den enkelte bog har at byde på. Det er
uforudsigeligheden, der gør anmelderiet mest interessant for læserne.
“Fremfor
alt bør dog Kritiken kunne forstaaes”, fastslår Møller i det essay “Om
æsthetisk Kritik”, som indleder Kritiske Skizzer.
Teksten er fra 1842, men den er fuldt ud brugbar som program for
litterært anmelderi i aviserne i dag. Tidsskriftet “Passage”
genoptrykte den i 1988 som indledning til en enquete om Kritik
af Kritikken. Den kritiske liberalisme blev ikke nævnt.
Efter således at have afrundet
undersøgelsen generede det mig, at jeg stadigvæk ikke havde fundet ud
af, hvor begrebet “kritisk liberalisme” stammede fra. Så jeg bed
hovedet af al skam og forstyrrede min gamle ven og kollega Hans Hertel
i hans otium.
“Kan du huske, om du nogensinde har
set et (gammelt eller nyere) leksikalsk opslag om kritisk liberalisme? Rubow (1921) er den ældste kilde, jeg har om begrebet. Men
det er jo ikke et begreb, han har fundet på. Ved du, hvem hans kilde
er?”
Hans Hertel sendte et langt
forklarende brev, hvis optakt jeg med hans tilladelse gengiver her:
“Sikke en morsom sporingsopgave du har
sat/lokket mig på. Det et er som at vende tilbage til mine
kritikhistoriske studier omkring P. L. Møller, før min interesse gik
derfra til litteratursociologien.
Begrebet k.l. lyder fransk,
men jeg mindes det ikke i den programmatiske form fra fransk
kritikhistorie, og det giver ikke resultat at Google "libéralisme critique"
eller "libéralisme
de la crititque". Det er ikke et begreb Rubow har fundet på, siger du,
men dér er jeg nu mindre sikker. I
disputatsen sætter han selvgjorte begreber ind, f.eks.
"signifikationsprincippet". Jeg tipper at k.l. også kan være selvgjort,
afledt af udviklingen i fransk kritik på overgangen fra
romantik til realisme. Begrebet k.l. nævnes ikke i Vald. Vedels
opposition ved Rubows disputats, trykt i Tilskueren maj 1921, som jeg
havde liggende i kopi inden i bogen.”
Da jeg havde læst mig frem til dette
sted i Hans Hertels brev, begyndte en lille klokke at ringe. Valdemar
Vedel! Jeg kom til at tænke på en stor anmeldelse, jeg for en snes år
siden havde læst på forsiden af Social-Demokraten. Anmeldelsen var
anonym, Men den var utvivlsomt skrevet af C.E. Jensen, den
socialdemokratiske presse enmandsuniversitet. Han anmeldte Valdemar
Vedels bog om Svensk Romantik. Det,
jeg vagt huskede, men nu genså som en åbenbaring, var passagen:
”Den kritiske Liberalisme, siger Vedel
selv et Sted, har det Valgsprog: “Gør din Hjærne stor og dit Hjærte
stort! - at Du maa forstaa meget og elske meget.” (S-D, 5.1.1895).
Jeg meddelte det begejstret til Hans
Hertel, som bad mig slå koldt vand i blodet:
Jo, det indikerer at udtrykket har
været i omløb før Rubow. Men som Vedel bruger det, er det jo meget vagt
- i en ret lyrisk betydning som du/man ikke kan bruge til noget.
Jeg havde ikke fået min pointe med:
C.E. Jensen bruger citatet til at belyse Valdemar Vedels metode med.
Vedel møder op uden nogen forudfattede doktriner; han forsøger at
forstå forfatterne indefra; han tror ikke på overordnede formål. “Hvad
han nylig udtalte i et Foredrag, at det gælder om saa længe som muligt
at holde sig aaben, holde sig svævende, holde sig rejseklædt, det
udfører han selv i denne Bog.” En træffende beskrivelse af den kritiske
liberalismes anmelder.
Kritisk liberalisme har altså været et
begreb i tiden, før Rubow bragte det på fast form. Om det er Valdemar
Vedel, der har udmøntet begrebet vides ikke. Relationerne til Frankrig
er ikke klarlagt. Der er stof nok til kommende generationer af nørdede
forskere. Hans Hertel har mange ideer til, hvordan man kommer videre,
f.eks. via studier i den unge Georg Brandes. De håbefulde forskere kan
forvente en hård kamp. Der er læsere derude, der glemmer, hvad man har
skåret ud i pap for dem for 30-40 år siden, eller som ikke forstår
nødvendigheden af nye åndelige landvindinger.
Da jeg på et tidspunkt sagde til mine
kone, at jeg ikke vidste, om jeg ville kunne at føre begrebet om
kritisk liberalisme bag om Rubow, svarede hun med et smil: “Er det ikke
lige meget?”
John Chr. Jørgensen: Kritiker
eller emigrant. Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne,
Spring, 2020
Ejnar Thomsen: Dansk
Litteratur efter 1870, 1935; Rosenkilde og Bagger, 1962.
Paul V. Rubow: Dansk
litterær Kritik i det nittende Aarhundrede frem til 1870;
1921; Munksgaard, 1970
P.L. Møller: Kritiske
Skizzer fra Aarene 1840-47. Et udvalg ved Hans Hertel.
Gyldendal, 1971
Hans Hertel: ”P.L. Møller, Admirateur
de Sainte-Beuve et de Balzac, Précurseur de Georg Brandes”, i: Rencontres
et courants littéraires franco-scandinaves, Minard,
1972
Hans Hertel: Bohémen som
kritiker: P.L. Møller mellem romantik og realisme, i: Litteraturens
vaneforbrydere, Gyldendal, 1999:54-64
Niels Egebak: Mellem Heiberg
og Brandes. P.L. Møllers plads i dansk kritiks historie,
Forlaget Modtryk, 1992
John Chr. Jørgensen: Det
danske anmelderis historie. Den litterære anmeldelses opståen og
udvikling 1720-1906, Fisker & Skou, 1994
Frits Andersen m.fl. (red.): Passage,
Institut for Litteraturhistorie, Århus Universitet, 5, 1988
Valdemar Vedel: Svensk
Romantik, Philipsen, 1895
Preben Hansen & John Chr.
Jørgensen: C.E. - Kritikeren C.E. Jensen. Liv og værk, Fremad,
1998
Preben Hansen & John Chr.
Jørgensen: C.E. Jensen i Social-Demokraten. En Bibliografi. Institut
for Nordisk Filologi, 1998
usigneret (C.E. Jensen): “Literatur”,
Social-Demokraten, 5.1.1895
|
