John Chr. Jørgensen

 

Artikler

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 12-01-2021; senest opdateret 13-01-2021 10:21

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

En ny lektion: Ejnar Thomsen.. 1

Modsigeren Rubow.. 1

Hans Hertel reaktualiserer P.L. Møller 1

Modsigeren Egebak. 1

P.L. Møller i anmelderiets historie. 1

Passage til litteraturen.. 1

Jeg spørger lige Hans Hertel 1

Litteratur (i artiklens rækkefølge) 1

 

Artiklen her tager udgangspunkt i et brev fra en læser, som aldrig har hørt om “kritisk liberalisme”.

   “Kritisk liberalisme” er en litteraturkritisk metode, som har sejret så eftertrykkeligt, at vi opfatter den som noget helt naturligt og derfor har glemt alt om dets besværlige navn og tågede oprindelse. Artiklen er ekstremt nørdet, advarer John Chr. Jørgensen, som til sidst indhenter assistance fra Hans Hertel og får klar besked af sin kone.

 

En højt kvalificeret læser af min lille bog om unge Tom Kristensens anmeldervirksomhed på Politiken i 1920er’ne skriver til mig:

“Du siger, han som litteraturkritiker havde ”rødder i den såkaldte kritiske liberalisme” (s. 12), et begreb jeg må tilstå, jeg ikke havde hørt om før. Du belyser det nærmere sådan: ”I stedet for at møde værkerne med forudfattede teorier om skønhed, genrer osv. forsøgte man at forstå dem på deres egne betingelser.” Hvor man vel ikke skal hæfte sig ved definitionens selvfølgelige udgang, men ved optaktens ”i stedet for” der måske er knap så selvfølgelig.

En ny lektion: Ejnar Thomsen

Som garvet pædagog ved man, at det ikke nytter at blive sur på folk, fordi de glemmer, hvad de har læst. Man skal altid være parat til at give dem en lektion til:

Kritisk liberalisme er et fagudtryk, som en højtuddannet mand som min læser må have stødt på. Det optræder i et litteraturhistorisk standardværk som Ejnar Thomsens Dansk Litteratur efter 1870 (1935; 1962:14). I et afsnit om fransk kritik og åndshistorie i 1800-tallet skriver Thomsen om kritikerne Charles Sainte-Beuve og Hippolyte Taine, at fælles for dem er, at de ”ikke isolerer et Litteraturværk i en eller anden æstetisk Rubrik og derpaa bedømmer det efter dets større eller mindre Lydighed mod de Regler, der formenes at gælde evigt for vedkommende Rubrik.”

Thomsen henviser her til Hegels spekulative æstetik, som i Danmark var repræsenteret ved Johan Ludvig Heiberg. Og op mod den stiller han de franske kritikeres bestræbelser for at sætte værkerne ind i psykologiske, sociale og nationale sammenhænge. “Kritik er for dem ikke saa meget Dom, som det er Forstaaelse og Forklaring. Et saadant Stade kaldes ofte ”kritisk Liberalisme”.”

Ved at sætte anførselstegn om begrebet “kritisk Liberalisme” markerer Thomsen en vis iagttagende afstand. Det er for ham ikke noget fast begreb. Det bruges “ofte” om et sådant stade, dvs. frigørende udviklingstrin, inden for æstetikken.

Thomsen tilføjer, at der selvfølgelig også i den aktuelle kritiske liberalisme kommer vurderinger til orde. De går på det saglige (indholdet) frem for på formen. “Særkendet for et betydeligt Værk ses i den udprægede Ejendommelighed, hvormed Forfatteren, Nationalkarakteren, Tidsaanden eller Samfundstilstanden træder frem igennem det; “det Karakteristiske” bliver den nye Kritiks Løsen,” siger Thomsen, som altså med “den nye Kritik” mener det moderne gennembruds kritik, Brandes-tidens kritik.

Så vidt Ejnar Thomsen, som skriver så tæt, at han kan meddele indholdet af en hel kritikhistorie på en halv snes linjer. Men et så komprimeret indhold huskes ikke let. Det må jeg medgive min kritiske læser.

Modsigeren Rubow

Man husker bedre de udfoldede beskrivelser som f.eks. den polemiske fremstilling i Paul V. Rubows Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede indtil 1870 (1921; 1970). Her skriver Rubow om kritikeren P.L. Møller, at han fandt et kritisk mønster i Sainte-Beuve og blev “den første Repræsentant for den kritiske Liberalisme her hjemme” (203).

Det er ikke ment som en hædersbetegnelse, når Rubow stempler P.L. Møller som subjektiv og vilkårlig i sin kritik. “Hans Smag er stærkt begrænset, og private og personlige Sympatier spiller en stor Rolle for ham”. Ikke engang den kritiske liberalismes hoveddyd, karakteristikken, drev han til nogen virkelig højde, mente altså Paul V. Rubow, som mange år senere blev modsagt af to elever, som rehabiliterede både P.L. Møller og hans metode, den kritiske liberalisme. En af disse modsigere var Hans Hertel.

Hans Hertel reaktualiserer P.L. Møller

Hans Hertel udgav et udvalg af P.L. Møllers Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47 i 1971 og skrev afhandlingen “Bohemen som kritiker: P.L. Møller mellem romantik og realisme” (optaget i Litteraturens vaneforbrydere, 2. udg. 1999:54-64 med en note om tekstens historie s. 262).

I sin afhandling tidsbestemte Hertel den kritiske liberalisme ankomst i Danmark til 1841-42, hvor P.L. Møller brugte Sainte-Beuves teorier i en guldmedaljeopgave om fransk poesi. Det nye var det synspunkt, at enhver kunstform måtte forstås ud fra sine egne historiske forudsætninger. Den nye æstetik er en indfølende kritik, der smidigt vil nærme sig værket ikke med et “Apparat af færdige Theorier”, men ud fra “det Synspunkt, som dets særegne Character selv angiver.” Det er den kritiske liberalismes gennembrud i Danmark” (Hertel, 1999:60).

Hans Hertel tog flere tilløb til sin afhandling. Et af forarbejderne var skrevet på fransk. Det var der ikke noget mærkeligt i. Den kritiske liberalisme var jo et fænomen indlån fra Frankrig. Selve begrebet “den kritiske liberalisme” turde Hans Hertel dog ikke forudsætte bekendt hos et fransklæsende publikum. Han talte om “ce qu’on appel le “libéralisme critique”, (“det man kalder “kritisk liberalisme”)” (Hans Hertel: ”P.L. Møller, Admirateur de Sainte-Beuve et de Balzac, Précurseur de Georg Brandes”, i: Rencontres et courants littéraires franco-scandinaves, 1972, bidrag til den syvende IASS-konference i Paris, 7.12. juli, 1968).

Modsigeren Egebak

Rubows anden modsiger, Niels Egebak, skrev konferensspeciale om P.L. Møller med Ejnar Thomsen som vejleder i 1954/55. Da Thomsen døde 15.3.1956, kom bedømmelsesudvalget til at bestå af Paul V. Rubow og F.J. Billeskov Jansen. Nu var der ingen til at forsvare Egebak mod Rubow, som øjensynlig blev fornærmet, fordi specialet havde en positiv indfaldsvinkel til P.L. Møller. Anderledes kunne Egebak ikke tolke det, når Rubow ikke alene modarbejdede udgivelsen af specialet, men også gik over på det modsatte fortov, når han mødte Egebak i en af gaderne omkring universitetet! Først 37 år senere, i 1992, fandt afhandlingen vej til udgivelse. Den kom til at hedde Mellem Heiberg og Brandes. P.L. Møllers plads i dansk kritiks historie (1992). Udgivelsen er uden reference  til Hans Hertels arbejder tyve år tidligere. Egebak havde hentet sit speciale frem fra en tidslomme.

Med henvisning til Rubow udnævner han P.L. Møller til “den første repræsentant for den kritiske liberalisme i Sainte-Beuve’sk forstand herhjemme” (6). Sainte-Beuve frigjorde litteraturen fra det skønne, det sande og betragtede den i lyset af det nærværende, naturen og det menneskelige. Han blev kendt for sin biografisme, men hans udgangspunkt var værket.

Med Sainte-Beuve er således den kritiske liberalismes principper klart og utvetydigt bestemt: Det første og vigtigste princip er koncentrationen om værket og et forsøg på at fatte dets særpræg, vurdere det efter dets egne forudsætninger ved hjælp af kundskab om dets forfatters psyke og temperament, og viden om karakteren af hans omgivelser, “son monde” som S.-B. plejer at kalde det. Man kunne også kalde denne form for kritik “den produktive”. Det gælder om at spørge i hvert enkelt tilfælde: Hvad har forfatteren sat sig for? Er dette forsæt forstandigt og fornuftigt? Er det lykkedes forfatteren at realisere det? (Egebak. 1992:21).

Egebak kondenserer Sainte-Beuves værdiprogram på denne måde: Det litterære værk skal i første omgang vurderes efter forfatterens intention. Dernæst skal man anstille sammenligninger med lignende værker i stedet for med traditionens evigt gyldige regler.

P.L. Møller i anmelderiets historie

De nævnte kilder, Paul V. Rubow, Ejner Thomsen, Hans Hertel og Niels Egebak, er anvendt og krediteret i min afhandling om Det danske anmelderis historie (1994). Den kritiske liberalisme præsenteres her i kapitlet om P.L. Møller i Berlingske Tidende (152ff). Fremstillingen bæres af det synspunkt, at kernen i P.L. Møllers kritiske liberalisme - viljen til at søge grundtanken og kvaliteterne ved i enhver bog og ethvert forfatterskab - gjorde ham egnet til dagspressen. På baggrund af en højt udviklet faglighed gjorde Møller litteraturanmeldelsen til attraktivt læsestof.

“Han er ikke Banebryder for en bestemt litterær Retning, men vil forstaa enhver Slags Litteratur og skrive med samme Forstaaelse om Alexander Pusjkin som om Henrik Hertz. Vi træffer allerede hos ham veludviklede Symptomer paa en af den kritiske Liberalismes mærkeligste Farsoter: Nedrivnings- og Rehabiliteringssygen”, skriver Paul V. Rubow uden helt at fatte, at det er just disse egenskaber og sygdomme, der gør Møller og hans kritisk liberalistiske metode, så attraktive for dagspressen (1921; 1970:203). P.L. Møller fik Berlingske Tidende til som den første danske avis at formulere en forpligtende redaktionel politik for litterært anmelderi. Og den kritiske liberalisme blev i den grad dominerende i dansk dagbladskritik, at den endte med at blive betragtet som en selvfølgelighed.

Passage til litteraturen

En kritiker skal kunne høre græsset gro, sagde P.L. Møller med en vending hentet fra den tyske forfatter Karl Ferdinand Gutzkow. At høre græsset gro var noget Hejmdal allerede kunne i Den Yngre Edda.

For P.L. Møller handlede metaforen om at have en højt udviklet sans for, hvad der er på vej i litteraturen.

Kritikeren skal ikke møde op med ”et Apparat af færdige Theorier”, men slå ørerne ud. Han skal kunne høre, hvad der er det særlige ved den enkelte poets stemmeføring og karakterisere den i ord.

‘Apparaterne’ er en fællesbetegnelse for alle færdige teorier. De skifter med tiden og moderne. Brødrene Brandes tålte ikke præster og kristendom i bøgerne, modernisterne kunne ikke klare rimede vers og lykkelige slutninger, ideologikritikerne blev ved med se de samme sociale fortrængninger etc.

Den metode, P.L. Møllers anvendte og anbefalede, består i al sin enkelhed i, at hver bog får en fair chance. Det er denne metode, som har sejret i dagspressen. Det er den, der holder anmelderne bedst til ilden. De leder ikke efter noget bestemt, men ser, hvad den enkelte bog har at byde på. Det er uforudsigeligheden, der gør anmelderiet mest interessant for læserne.

 “Fremfor alt bør dog Kritiken kunne forstaaes”, fastslår Møller i det essay “Om æsthetisk Kritik”, som indleder Kritiske Skizzer. Teksten er fra 1842, men den er fuldt ud brugbar som program for litterært anmelderi i aviserne i dag. Tidsskriftet “Passage” genoptrykte den i 1988 som indledning til en enquete om Kritik af Kritikken. Den kritiske liberalisme blev ikke nævnt.

Jeg spørger lige Hans Hertel

Efter således at have afrundet undersøgelsen generede det mig, at jeg stadigvæk ikke havde fundet ud af, hvor begrebet “kritisk liberalisme” stammede fra. Så jeg bed hovedet af al skam og forstyrrede min gamle ven og kollega Hans Hertel i hans otium.

“Kan du huske, om du nogensinde har set et (gammelt eller nyere) leksikalsk opslag om kritisk liberalisme? Rubow (1921) er den ældste kilde, jeg har om begrebet. Men det er jo ikke et begreb, han har fundet på. Ved du, hvem hans kilde er?”

Hans Hertel sendte et langt forklarende brev, hvis optakt jeg med hans tilladelse gengiver her:

“Sikke en morsom sporingsopgave du har sat/lokket mig på. Det et er som at vende tilbage til mine kritikhistoriske studier omkring P. L. Møller, før min interesse gik derfra til litteratursociologien.

Begrebet k.l. lyder fransk, men jeg mindes det ikke i den programmatiske form fra fransk kritikhistorie, og det giver ikke resultat at Google "libéralisme critique" eller "libéralisme de la crititque". Det er ikke et begreb Rubow har fundet på, siger du, men dér er jeg nu mindre sikker. I disputatsen sætter han selvgjorte begreber ind, f.eks. "signifikationsprincippet". Jeg tipper at k.l. også kan være selvgjort, afledt af udviklingen i fransk kritik på overgangen fra romantik til realisme. Begrebet k.l. nævnes ikke i Vald. Vedels opposition ved Rubows disputats, trykt i Tilskueren maj 1921, som jeg havde liggende i kopi inden i bogen.”

Da jeg havde læst mig frem til dette sted i Hans Hertels brev, begyndte en lille klokke at ringe. Valdemar Vedel! Jeg kom til at tænke på en stor anmeldelse, jeg for en snes år siden havde læst på forsiden af Social-Demokraten. Anmeldelsen var anonym, Men den var utvivlsomt skrevet af C.E. Jensen, den socialdemokratiske presse enmandsuniversitet. Han anmeldte Valdemar Vedels bog om Svensk Romantik.  Det, jeg vagt huskede, men nu genså som en åbenbaring, var passagen:

”Den kritiske Liberalisme, siger Vedel selv et Sted, har det Valgsprog: Gør din Hjærne stor og dit Hjærte stort! - at Du maa forstaa meget og elske meget.” (S-D, 5.1.1895).

Jeg meddelte det begejstret til Hans Hertel, som bad mig slå koldt vand i blodet:

Jo, det indikerer at udtrykket har været i omløb før Rubow. Men som Vedel bruger det, er det jo meget vagt - i en ret lyrisk betydning som du/man ikke kan bruge til noget.

Jeg havde ikke fået min pointe med: C.E. Jensen bruger citatet til at belyse Valdemar Vedels metode med. Vedel møder op uden nogen forudfattede doktriner; han forsøger at forstå forfatterne indefra; han tror ikke på overordnede formål. “Hvad han nylig udtalte i et Foredrag, at det gælder om saa længe som muligt at holde sig aaben, holde sig svævende, holde sig rejseklædt, det udfører han selv i denne Bog.” En træffende beskrivelse af den kritiske liberalismes anmelder.

Kritisk liberalisme har altså været et begreb i tiden, før Rubow bragte det på fast form. Om det er Valdemar Vedel, der har udmøntet begrebet vides ikke. Relationerne til Frankrig er ikke klarlagt. Der er stof nok til kommende generationer af nørdede forskere. Hans Hertel har mange ideer til, hvordan man kommer videre, f.eks. via studier i den unge Georg Brandes. De håbefulde forskere kan forvente en hård kamp. Der er læsere derude, der glemmer, hvad man har skåret ud i pap for dem for 30-40 år siden, eller som ikke forstår nødvendigheden af nye åndelige landvindinger.

Da jeg på et tidspunkt sagde til mine kone, at jeg ikke vidste, om jeg ville kunne at føre begrebet om kritisk liberalisme bag om Rubow, svarede hun med et smil: “Er det ikke lige meget?”

Litteratur (i artiklens rækkefølge)

John Chr. Jørgensen: Kritiker eller emigrant. Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne, Spring, 2020

Ejnar Thomsen: Dansk Litteratur efter 1870, 1935; Rosenkilde og Bagger, 1962.

Paul V. Rubow: Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede frem til 1870; 1921; Munksgaard, 1970

P.L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47. Et udvalg ved Hans Hertel. Gyldendal, 1971

Hans Hertel: ”P.L. Møller, Admirateur de Sainte-Beuve et de Balzac, Précurseur de Georg Brandes”, i: Rencontres et courants littéraires franco-scandinaves, Minard, 1972

Hans Hertel: Bohémen som kritiker: P.L. Møller mellem romantik og realisme, i: Litteraturens vaneforbrydere, Gyldendal, 1999:54-64

Niels Egebak: Mellem Heiberg og Brandes. P.L. Møllers plads i dansk kritiks historie, Forlaget Modtryk, 1992

John Chr. Jørgensen: Det danske anmelderis historie. Den litterære anmeldelses opståen og udvikling 1720-1906, Fisker & Skou, 1994

Frits Andersen m.fl. (red.): Passage, Institut for Litteraturhistorie, Århus Universitet, 5, 1988

Valdemar Vedel: Svensk Romantik, Philipsen, 1895

Preben Hansen & John Chr. Jørgensen: C.E. - Kritikeren C.E. Jensen. Liv og værk, Fremad, 1998

Preben Hansen & John Chr. Jørgensen: C.E. Jensen i Social-Demokraten. En Bibliografi. Institut for Nordisk Filologi, 1998

usigneret (C.E. Jensen): “Literatur”, Social-Demokraten, 5.1.1895

 

©John Chr. Jørgensen