|
Aforismen er en kort prosaform på
grænsen mellem videnskab og kunst. Den vil sige noget sandt om
virkeligheden og har på den måde videnskabelige og filosofiske
aspirationer. Dens ambition om at udtrykke sig fyndigt er i slægt med
bestræbelser i kunsten og retorikken.
Aforismen dyrkes af stilbevidste
skribenter, der åbenlyst nyder tilfredsstillelsen ved at kunne sige
noget træffende på et par linjer. Poul Martin Møller, som havde svært
ved at få nørklet sig færdig, satte en høj standard med sine
“Strøtanker”.
Blandt hans elever var
langskriveren Søren Kierkegaard, som med sine “Diapsalmata”
demonstrerede, at han også kunne fatte sig i korthed. Her er tre
eksempler:
Jeg taler helst med Børn; thi om
dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere
blevne det! Herre Jemini!
Menneskene ere dog urimelige. De
bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har
Tænkefrihed, de fordre Yttringsfrihed.
Det at være et fuldkomment Menneske
er dog det Høieste. Nu har jeg faaet Ligtorne, det er dog altid Noget
til Hjælp.
Men Kierkegaards berømte mellemspil
tilskrives en blasert fiktionsperson i “Enten-Eller”. De kan ikke uden
videre regnes for aforismer af Kierkegaard. Deres status er skrøbelig.
Ironisk nok kom de alligevel til at indvarsle en stærk tradition for
kynisme i dansk aforisme-kunst.
En senere dansk aforismeforfatter,
Carl Erik Soya, som udgav flere bøger fyldt med korte vittige tekster,
formulerede opgaven med den aforistiske sammenfatning således: “En god
Aforisme er en lang Afhandling forkortet til én Sætning” (“Indfald og
Udfald”, 1945). Med klædelig selvironi gav Soya en anden samling titlen
“Lommeuld” (1955).
De korteste aforismer bruger ikke
mere end en halv snes ord. De kan bestå af en påstand formet som et
billede:
En god biografi skal have en smag
af politianmeldelse.
Forfatteren vil formentlig sige, at
en biografi - for at være god - skal have et moment af kriminalistisk
afsløring. Men “en smag af politianmeldelse” er ikke noget godt
billede. Det kræver forklaringer og sidder ikke lige i øjet.
Samme forfatter, den svenske
kritiker Horace Engdahl, får sagt noget sandt om en samfundsgruppe ved
hjælp af en snes ord fordelt over to sætninger, som begge er påstande,
men hvor den ene underbygger den anden:
De intellektuelles rolle i
historien er at give ondskaben et system der befrier den for
betænkeligheder. Man kan ikke fremture i umenneskelighed uden en teori.
Aforismen vil udstille
intellektuelles bidrag til at legitimere autoritære ideologier, f.eks.
nazismens antisemitisme, men den gør det gennem en bastant
generalisering (“rolle i historien”) og en kortslutning, som i sidste
instans forbinder teori med umenneskelighed. Engdahl er ude i et
anti-intellektuelt, populistisk ærinde og signalerer bevidsthed herom,
da han placerer en beslægtet aforisme i en sektion kaldet “Reaktionære
betragtninger”:
En idealist er et menneske der ved
at det ikke kan sælge sine tjenesteydelser.
Udlagt: Den intellektuelle bliver
kun idealist, fordi han ikke er i stand til at tjene penge.
Læg mærke til den negative
bestemmelse: ikke er i stand til …
Horace Engdahl har udviklet en
særlig metode til dynamisering af de korte tekster. Læsere af hans
aforismer holdes i ånde gennem en kæde af negationer. som ophæver
hinanden. I det efterfølgende eksempel er der tale om et fejltrin
(minus), som er fatalt (minus), men uundgåeligt (plus?):
Aforismens fatale men uundgåelige
fejltrin er at den afslører ophavsmandens begejstring over sin
formuleringskunst.
I en aforisme om tilblivelsen af
aforismerne sammenligner Engdahl processen med et fejltrin, hvor man er
lige ved at miste balancen, men redder sig ved at udføre et dansetrin.
En negativ situation ændres ved spontan kreativitet til en positiv:
At formulere en aforisme er som at
træde forkert og tage et dansetrin for ikke at falde omkuld.
For Engdahl kan et lykkeligt valgt
citat gøre det ud for en aforisme:
At skrive uden at blive læst er som
at danse i mørke (Ovid)
Sat på spidsen har Horace Engdahl
her skabt en aforisme uden at sige et ord.
De usignerede eksempler er fra
Horace Engdahl: “Cigaretten efteråt” (2011).
Citaterne gengives efter Karsten Sand Iversens danske oversættelse: “Cigaretten
bagefter. Fragmentsamling” (2015).
Horace Engdahl (f. 1948), svensk
kritiker og forfatter til essays og aforismer. I perioden 1999-2009
talsmand for Det Svenske Akademi, som tildeler Nobelprisen i
litteratur.
På dansk foreligger også Arret
efter drømmen (2014), Meteorer (2006) og Berøringens
ABC (2004).
Marianne Stidsen gengiver to
samtaler med Engdahl i Levende litterater (2018).
Ang. aforisme-traditionen i
Danmark, se også John Chr. Jørgensens netartikel “Aforismer og strøtanker. En Poul
Møller-studie” på Kjoeller.dk (2023)
|
