John Chr. Jørgensen: Selvbibliografi

1. Kortfattet faglig selvbiografi

2. Selvstændige publikationer – med biografiske noter (i fremdrift)

3. Redigerede værker

4. Artikler i tidsskrifter og samleværker

5. Efterord

 

Først lagt op 01-05-2019; senest opdateret 01-05-2019 17:30

 

Mareridtet der endte som festforestilling

 

Det danske anmelderis historie, 1994, lugter af disputats helt op i titlen. Man behøver ikke at læse sig mange sider ind i bogen, før man er klar over, at ordet ”jeg” næsten ikke vil være til opdrive. Til gengæld bliver fodnoterne flere og flere. Det samme gør forbeholdene. Man kan mærke, at skribenten gør alt, hvad han kan, for ikke at blive grebet i fejl. Og den, der vil prøve at pille ved grundlaget, må stå tidligt op. Der er lagt en bund af sej empiri.

 

Jeg havde samlet stof ind til den bog i årevis. Mine mapper med kritikhistoriske dokumenter bugnede. Det lignede kaos. Men da jeg fandt mine to formler, ordnede stoffet sig forbavsende hurtigt. Den ene formel hed ”kritikhistorie som genrehistorie”, med anmeldelsen som den centrale genre. Den anden formel hed ”anmeldelse og bladtype”. Ved at vise, hvordan forskellige bladtyper fremmede bestemte anmeldelsesformer fik jeg foretaget en kobling mellem den traditionelle historiske presseforskning (Niels Thomsen m.fl.) og den slags form-indholdsanalyse, som jeg havde dyrket i mine studier i vurderinger og manipulationer i anmeldelser. Hvad jeg her kalder formler, svarer til det, man i disputatssprog kalder teser. Ved at være bygget op på nogle teser lignede min bog en disputats.

 

Men bogen er ikke på forhånd tænkt som en disputats, den blev bare sådan. Og da den blev, som den blev, kunne jeg ligeså godt indlevere den. Jeg fortalte Hans Hertel om mine planer på vej hjem fra en sammenkomst hos en af vores kulturformidlingsstuderende. Hans blev spontant glad, og sagde, at det lød også som en disputats, når jeg fortalte om bogen, men han havde ikke villet skubbe på. Det var klogt af ham. For en disputats er så stort et forehavende, at man selv må tage ansvaret for beslutningen. Det gjorde jeg i den grad. Ingen havde læst så meget som en side af den, før jeg indleverede.

 

Siden Den sande kunst udkom, havde jeg fået to nye grunde til at doktorere. Den ene var, at jeg som formand for forskningsudvalget på mit institut skulle håndtere et stadig større antal sager om nedsættelse af bedømmelsesudvalg, og det kom til at virke mere og mere underligt, at jeg ikke selv havde nogen af de grader, det drejede sig om. Den anden grund var, at en del af lektorernes løn skulle udbetales som kvalifikationstillæg – og doktorgraden var i denne sammenhæng en relevant kvalifikation. Jeg ville med andre ord sakke bagud i lønudviklingen, hvis jeg ikke blev doktor. Prestige og penge er ikke noget, man taler om i åndslivet. Det betyder ikke, at disse faktorer ikke spiller nogen rolle.

 

At indlevere et manuskript til bedømmelse som doktordisputats indebærer en risiko for ansigtstab.

Det kan ikke holdes hemmeligt, at en afhandling er blevet afvist. Og hvis afhandlingen først antages og derefter falder ved det mundtlige forsvar, er ansigtstabet stort. Man spiller et spil og risikerer at tabe. I det år, der gik fra jeg afleverede min afhandling i januar 1994, til jeg forsvarede den i januar 1995, havde jeg adskillige mareridt om Peter Madsen, som organiserede sine kadrer i læsegrupper, der skulle finde fatale fejl i min afhandling, og om forfattere, som jeg havde anmeldt kritisk i Politiken, og som nu ville hævne sig ved at møde op og på talerstolen afsløre lidet flatterende detaljer fra mit privatliv. Det viste sig alt sammen at være grandiose overvurderinger af min betydning.

 

Da det kom til stykket, blev forsvaret en festforestilling. Stedet var det gamle lokale i Studiestræde. Min skønne polskfødte hustru vakte jubel i en snæver kreds, da hun spurgte: ”Er det Thorkil Damsgaard, der skal føre dig op?” Kritikken var, som det hed i Politikens referat, til at overskue. Niels Thomsen, presseforskningens nestor, chokerede mig ved straks at fare op til tavlen for at rette en faktuel fejl. Mine udefra kommende officielle opponenter, Finn Hauberg Mortensen og Per Rydén, var milde i mælet og nøjedes med at drille. Det samme gjorde institutionens egen repræsentant, Thomas Bredsdorff, som sluttede sin opposition med at forære mig en kostbar førsteudgave af Søren Kierkegaards Af en endnu Levendes Papirer, mens min forlægger, Jørgen Fisker, ved festen efter forsvaret skænkede mig en førsteudgave af Kierkegaards En litterair Anmeldelse.

 

Det er som regel ikke svært at finde forlæggere til en disputats, fordi staten er med til at finansiere dem. Jeg kom med 65.000 kr. fra forskningsrådet. Så det var næppe min skyld, at Jørgen Fisker få år efter blev erklæret konkurs. Ud af konkursboet købte han for en symbolsk sum 100 usolgte eksemplarer, som han forærede mig. Da han døde i 2004, var kopimaskinerne for længst begyndt at rulle. Det er forspillet og efterspillet, der er blevet kopieret. Måske kunne jeg have sparet mig de mellemliggende 260 sider.

 

 

Se bogen på den bibliografiske liste

 

©John Chr. Jørgensen