|
Det
danske anmelderis historie, 1994, lugter af disputats helt op i
titlen. Man behøver ikke at læse sig mange sider ind i bogen, før man
er klar over, at ordet ”jeg” næsten ikke vil være til opdrive. Til
gengæld bliver fodnoterne flere og flere. Det samme gør forbeholdene.
Man kan mærke, at skribenten gør alt, hvad han kan, for ikke at blive
grebet i fejl. Og den, der vil prøve at pille ved grundlaget, må stå
tidligt op. Der er lagt en bund af sej empiri.
Jeg havde samlet stof ind til den
bog i årevis. Mine mapper med kritikhistoriske dokumenter bugnede. Det
lignede kaos. Men da jeg fandt mine to formler, ordnede stoffet sig
forbavsende hurtigt. Den ene formel hed ”kritikhistorie som
genrehistorie”, med anmeldelsen som den centrale genre. Den anden
formel hed ”anmeldelse og bladtype”. Ved at vise, hvordan forskellige
bladtyper fremmede bestemte anmeldelsesformer fik jeg foretaget en
kobling mellem den traditionelle historiske presseforskning (Niels
Thomsen m.fl.) og den slags form-indholdsanalyse, som jeg havde dyrket
i mine studier i vurderinger og manipulationer i anmeldelser. Hvad jeg
her kalder formler, svarer til det, man i disputatssprog kalder teser.
Ved at være bygget op på nogle teser lignede min bog en disputats.
Men bogen er ikke på forhånd
tænkt som en disputats, den blev bare sådan. Og da den blev, som den
blev, kunne jeg ligeså godt indlevere den. Jeg fortalte Hans Hertel om
mine planer på vej hjem fra en sammenkomst hos en af vores
kulturformidlingsstuderende. Hans blev spontant glad, og sagde, at det
lød også som en disputats, når jeg fortalte om bogen, men han havde
ikke villet skubbe på. Det var klogt af ham. For en disputats er så
stort et forehavende, at man selv må tage ansvaret for beslutningen.
Det gjorde jeg i den grad. Ingen havde læst så meget som en side af
den, før jeg indleverede.
Siden Den
sande kunst udkom, havde jeg fået to nye grunde til
at doktorere. Den ene var, at jeg som formand for forskningsudvalget på
mit institut skulle håndtere et stadig større antal sager om
nedsættelse af bedømmelsesudvalg, og det kom til at virke mere og mere
underligt, at jeg ikke selv havde nogen af de grader, det drejede sig
om. Den anden grund var, at en del af lektorernes løn skulle udbetales
som kvalifikationstillæg – og doktorgraden var i denne sammenhæng en
relevant kvalifikation. Jeg ville med andre ord sakke bagud i
lønudviklingen, hvis jeg ikke blev doktor. Prestige og penge er ikke
noget, man taler om i åndslivet. Det betyder ikke, at disse faktorer
ikke spiller nogen rolle.
At indlevere et manuskript til
bedømmelse som doktordisputats indebærer en risiko for ansigtstab.
Det kan ikke holdes hemmeligt, at
en afhandling er blevet afvist. Og hvis afhandlingen først antages og
derefter falder ved det mundtlige forsvar, er ansigtstabet stort. Man
spiller et spil og risikerer at tabe. I det år, der gik fra jeg
afleverede min afhandling i januar 1994, til jeg forsvarede den i
januar 1995, havde jeg adskillige mareridt om Peter Madsen, som
organiserede sine kadrer i læsegrupper, der skulle finde fatale fejl i
min afhandling, og om forfattere, som jeg havde anmeldt kritisk i
Politiken, og som nu ville hævne sig ved at møde op og på talerstolen
afsløre lidet flatterende detaljer fra mit privatliv. Det viste sig alt
sammen at være grandiose overvurderinger af min betydning.
Da det kom til stykket, blev
forsvaret en festforestilling. Stedet var det gamle lokale i
Studiestræde. Min skønne polskfødte hustru vakte jubel i en snæver
kreds, da hun spurgte: ”Er det Thorkil Damsgaard, der skal føre dig
op?” Kritikken var, som det hed i Politikens referat, til at overskue.
Niels Thomsen, presseforskningens nestor, chokerede mig ved straks at
fare op til tavlen for at rette en faktuel fejl. Mine udefra kommende
officielle opponenter, Finn Hauberg Mortensen og Per Rydén, var milde i
mælet og nøjedes med at drille. Det samme gjorde institutionens egen
repræsentant, Thomas Bredsdorff, som sluttede sin opposition med at
forære mig en kostbar førsteudgave af Søren Kierkegaards Af
en endnu Levendes Papirer, mens min forlægger, Jørgen
Fisker, ved festen efter forsvaret skænkede mig en førsteudgave af
Kierkegaards En litterair Anmeldelse.
Det er som regel ikke svært at
finde forlæggere til en disputats, fordi staten er med til at
finansiere dem. Jeg kom med 65.000 kr. fra forskningsrådet. Så det var
næppe min skyld, at Jørgen Fisker få år efter blev erklæret konkurs. Ud
af konkursboet købte han for en symbolsk sum 100 usolgte eksemplarer,
som han forærede mig. Da han døde i 2004, var kopimaskinerne for længst
begyndt at rulle. Det er forspillet og efterspillet, der er blevet
kopieret. Måske kunne jeg have sparet mig de mellemliggende 260 sider.
|