|
Vi var på arbejdsferie i Svaneke. Min
kone arbejdede, jeg var på ferie.
Hun skulle dække en musikfestival for
Politiken. Vi havde lejet os ind hos en enkemand i et bindingsværkshus.
Han havde en hund, som vi tog os af. Min kone smilede ad mig, fordi jeg
købte godbidder til den. “Det ville du aldrig have gjort i København”,
sagde hun. En dag kom der to små piger gående på vores vej. Den ene
pegede på huset og sagde: “Derinde bor en hund”.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller om
den hund, for jeg ville egentlig fortælle om Sven Holm, som en
formiddag råbte “hej” til mig, da han fik øje på mig nede ved Svanekes
bikini-lille badestrand. Jeg vidste godt, at han holdt til i Svaneke,
for jeg havde snakket en del med ham i forbindelse med et kursus, jeg
havde holdt om hans forfatterskab på universitetet.
Ingen af os glemte den eftermiddag,
han optrådte som gæsteforelæser. Jeg havde bestilt et ekstra stort
lokale, for Sven havde et godt tag i de studerende. En begejstret ung
mand kom så langt fra som Japan for at studere Svénholm. Han
udtalte navnet, som var det ét ord med tryk på første stavelse, altså
ligesom Svanholm. Det lød mere musikalsk end den originale hakkende
danske version.
Nå, hin eftermiddag på universitetet
havde lokaleadministration klokket i det og tildelt os et lokale, som
skulle bruges til skriftlig eksamen næste morgen. Det betød, at der var
møbleret om, så det hele bestod af forskudte enkeltmandsborde. Der var
ikke tid til at møblere om igen. Vi måtte tage det, som det var. Men
bizart var det. Med Sven siddende ved de tilforordnedes bord med front
mod de studerende virkede det, som om han holdt eksamen i sit eget
forfatterskab. Han begyndte med at læse en tekst op. Og så pippede de
studerende heldigvis op fra deres små øer, og Svénholm
var musikalsk nok til at lede dette fuglekor.
Tilbage til Svaneke. Hvad jeg ville
sige var, at jeg altid havde swinget godt med ham,
så da han spurgte, om vi ikke havde lyst til at være med til et
haveselskab, som de - Sven og hans kæreste Bodil - skulle holde samme
dags aften, kiggede jeg på min kone, og hun nikkede ja. Der var bare
det problem, at hun skulle anmelde en kirkekoncert i Rønne, og jeg
skulle med til koncerten. Men vi kunne bare slutte os til selskabet,
når vi kom tilbage til Svaneke, sagde Sven.
Som sagt så gjort. Kirkekoncerten var
god, så god, at den trak ud (Kan man tale om ‘ekstranumre’ i en
kirke?). Tiden gik. Haveselskabet hang i en tynd tråd.
Men hvor heldig kan man
være: Netop da vi havde forladt kirken, dukkede der en bus
op, hvorpå der bl.a. stod Svaneke. Den sprang vi op i. Klokken var
ganske vist mange, men de 30 kilometer, der var til Svaneke, kunne vi
nemt forcere. Troede vi. Det viste sig, at ruten indbefattede det meste
af øen, og da vi endelig efter også at have set Gudhjem by
night nåede frem til Svaneke, var det nær midnat.
Vi frygtede, at haveselskabet var
slut, men ville dog lige liste forbi Svens hus for at se. Det var nok
at gå efter lyden. Der lød latterkaskader fra en af byhaverne.
Selskabet omfavnede os. Det var som en
fortsættelse af kirkekoncerten, bare på verdslig grund. Ordmusik under
åben himmel med Sven Holm som diskret dirigent. Stemningen var
animeret. Ingen fuldemandsskænderier. Lutter god vilje. Alting blev
opfattet i bedste mening. Det var en sommernat, som man på stedet følte
var kostbar og mindeværdig.
Hver gang jeg siden mødte Sven, tænkte
jeg på den sommernat. Og nævnte den ofte også. Desværre ikke en af de
sidste gange. Det var i metro-elevatoren på Nørreport. Jeg spurgte
Sven, hvad han havde gang i. Han svarede, at han var på vej med en
novellesamling, der skulle hedde “På kanten af himlen”. “Du har altid
været god til titler”, sagde jeg. “Tak”, sagde han og kiggede skeptisk
på mig. Var jeg ironisk? Mente jeg, at titlerne var gode, men teksterne
noget hø og hakkelse? Jeg forstod, hvordan jeg måske var blevet
misforstået, og prøvede med øjnene at signalere, hvad jeg mente. Tiden
og situationen var ikke til at træde rundt i sætningerne. Elevatorturen
var forbi. Sven var forsvundet i mængden. Sådan kunne det gå i en
presset situation i København. Det var aldrig sket i Svaneke.
P.S.
Sven Holm døde den 11. maj 2019.
Jeg har skrevet om køn og maskulinitet
i hans forfatterskab s. 51-68 i bogen Hamskifte. Mændenes
krise i litteraturen 1973-83, 1984, og bidraget med artiklen
“Min drømmebog og andre lyster”, s. 73-83, i: Lone Backe og Sven Holm
(red.): Lysten. Fjorten erotiske vandringer mellem laster og
længsler, 1985.
|
