Først lagt op 28-04-2020, senest opdateret 24-05-2020

Minder og Mennesker

Mini-essays om mennesker, jeg har mødt, og

situationer, som har gjort indtryk på mig

 

 

Forord

 

Minder og Mennesker er en række mini-essays om mennesker, jeg har mødt, og situationer, som har gjort indtryk på mig. Det kan være oplevelser fra rejser, fra forskning og undervisning eller fra mit liv med pressen. Det er, hvad man kunne kalde professionelle erindringer i punktvis form. Læseren skal altså ikke forvente pikante afsløringer fra privatlivet eller forsøg på at vise, hvordan alting i et liv hænger sammen. Det sidste tror jeg ikke på.

John Chr. Jørgensen

 

Mini-essay 1

Med Torben Brostrøm i Kina

 

Torben Brostrøm ragede godt op i Beijing. Når vi gik på gaden, vakte han opsigt. Stod han stille, kunne han samle en gruppe nysgerrige omkring sig. En dag forsøgte en tyvagtig herre at udnytte situationen til at åbne Lise Bostrups taske. Men hun så det, og gav ham et rap over fingrene.

Vi var inviteret til Kina i marts 1991 for at forelæse over H.C. Andersen (Torben) og Kirsten Thorup (mig). Som leder af det dengang eksisterende danske litteraturinformationscenter stod Lise Bostrup for det praktiske. Kinesisk-eksperten Anne Wedell-Wedellsborg sørgede for, at kommunikationen ikke gik i fisk. Ellers var delegationens kinesisk-kundskaber til at overskue. Selv kunne jeg synge første vers af “Østen er rød” på kinesisk, men den var ikke på den politiske hitliste længere.

I betragtning af delegationens beskedne størrelse, var arrangementet overraskende stort anlagt. Vi måbede, da vi om aftenen så indslag fra forelæsningerne i nyhedsudsendelserne på kinesisk tv. Vi var lige så vigtige som de nyeste modeller af landbrugsmaskiner.

Det var åbenlyst, at vores besøg blev brugt til noget større. Vi var symboler på en åbning i forholdet mellem Kina og Vesten.

Der blev også passet godt på os. Vi boede i politi-bevogtet diplomatkvarter. Torben og jeg var indkvarterede i en fælles lejlighed. Hver morgen kom der en rengøringsdame, som vi mistænkte for at tælle de rødskjoldede cigaretskodder i vores askebægre. Ingen af os var rygere, og ingen af os brugte læbestift.

Rigtigt gættet! Vi havde haft rygende gæster, kinesiske studerende, sjovt nok alle af hunkøn. Det anede os jo nok, at grunden til, at de aflagde visit ikke udelukkende skulle søges i deres interesse for dansk litteratur.

Vi måtte åbenbart have gjort en god figur som forelæsere. Torbens højde var i sig selv en attraktion. Så meget vidste jeg.

Nå, men gåden blev hurtigt opklaret, for efter at have pulset et par cigaretter eller tre ned til mundstykket, hev de unge damer brutalt sløret fra vores øjne. Hvad de virkelig ønskede sig, var vestlige invitationer og stipendier med tilhørende ind- og udrejsetilladelser.

Så vidt jeg ved, kom ingen af dem til Danmark.

 

P.S.

Mit kongresindlæg om den ”Den frodige danske prosa” findes optrykt på kinesisk 6, i: Litteratur- og Kunstavisen, 2.3. Beijing, Kina, 1991.

Torben Brostrøm har skrevet om opholdet i Rad og række. Voksne erindringer, 2006:173ff.

 

Mini-essay 2

Sven Holm i Svaneke

 

Vi var på arbejdsferie i Svaneke. Min kone arbejdede, jeg var på ferie.

Hun skulle dække en musikfestival for Politiken. Vi havde lejet os ind hos en enkemand i et bindingsværkshus. Han havde en hund, som vi tog os af. Min kone smilede ad mig, fordi jeg købte godbidder til den. “Det ville du aldrig have gjort i København”, sagde hun. En dag kom der to små piger gående på vores vej. Den ene pegede på huset og sagde: “Derinde bor en hund”.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller om den hund, for jeg ville egentlig fortælle om Sven Holm, som en formiddag råbte “hej” til mig, da han fik øje på mig nede ved Svanekes bikini-lille badestrand. Jeg vidste godt, at han holdt til i Svaneke, for jeg havde snakket en del med ham i forbindelse med et kursus, jeg havde holdt om hans forfatterskab på universitetet.

Ingen af os glemte den eftermiddag, han optrådte som gæsteforelæser. Jeg havde bestilt et ekstra stort lokale, for Sven havde et godt tag i de studerende. En begejstret ung mand kom så langt fra som Japan for at studere Svénholm. Han udtalte navnet, som var det ét ord med tryk på første stavelse, altså ligesom Svanholm. Det lød mere musikalsk end den originale hakkende danske version.

Nå, hin eftermiddag på universitetet havde lokaleadministration klokket i det og tildelt os et lokale, som skulle bruges til skriftlig eksamen næste morgen. Det betød, at der var møbleret om, så det hele bestod af forskudte enkeltmandsborde. Der var ikke tid til at møblere om igen. Vi måtte tage det, som det var. Men bizart var det. Med Sven siddende ved de tilforordnedes bord med front mod de studerende virkede det, som om han holdt eksamen i sit eget forfatterskab. Han begyndte med at læse en tekst op. Og så pippede de studerende heldigvis op fra deres små øer, og Svénholm var musikalsk nok til at lede dette fuglekor.

Tilbage til Svaneke. Hvad jeg ville sige var, at jeg altid havde swinget godt med ham, så da han spurgte, om vi ikke havde lyst til at være med til et haveselskab, som de - Sven og hans kæreste Bodil - skulle holde samme dags aften, kiggede jeg på min kone, og hun nikkede ja. Der var bare det problem, at hun skulle anmelde en kirkekoncert i Rønne, og jeg skulle med til koncerten. Men vi kunne bare slutte os til selskabet, når vi kom tilbage til Svaneke, sagde Sven.

Som sagt så gjort. Kirkekoncerten var god, så god, at den trak ud (Kan man tale om ‘ekstranumre’ i en kirke?). Tiden gik. Haveselskabet hang i en tynd tråd.

Men hvor heldig kan man være:  Netop da vi havde forladt kirken, dukkede der en bus op, hvorpå der bl.a. stod Svaneke. Den sprang vi op i. Klokken var ganske vist mange, men de 30 kilometer, der var til Svaneke, kunne vi nemt forcere. Troede vi. Det viste sig, at ruten indbefattede det meste af øen, og da vi endelig efter også at have set Gudhjem by night nåede frem til Svaneke, var det nær midnat.

Vi frygtede, at haveselskabet var slut, men ville dog lige liste forbi Svens hus for at se. Det var nok at gå efter lyden. Der lød latterkaskader fra en af byhaverne.

Selskabet omfavnede os. Det var som en fortsættelse af kirkekoncerten, bare på verdslig grund. Ordmusik under åben himmel med Sven Holm som diskret dirigent. Stemningen var animeret. Ingen fuldemandsskænderier. Lutter god vilje. Alting blev opfattet i bedste mening. Det var en sommernat, som man på stedet følte var kostbar og mindeværdig.

Hver gang jeg siden mødte Sven, tænkte jeg på den sommernat. Og nævnte den ofte også. Desværre ikke en af de sidste gange. Det var i metro-elevatoren på Nørreport. Jeg spurgte Sven, hvad han havde gang i. Han svarede, at han var på vej med en novellesamling, der skulle hedde “På kanten af himlen”. “Du har altid været god til titler”, sagde jeg. “Tak”, sagde han og kiggede skeptisk på mig. Var jeg ironisk? Mente jeg, at titlerne var gode, men teksterne noget hø og hakkelse? Jeg forstod, hvordan jeg måske var blevet misforstået, og prøvede med øjnene at signalere, hvad jeg mente. Tiden og situationen var ikke til at træde rundt i sætningerne. Elevatorturen var forbi. Sven var forsvundet i mængden. Sådan kunne det gå i en presset situation i København. Det var aldrig sket i Svaneke.

 

P.S.

Sven Holm døde den 11. maj 2019.

Jeg har skrevet om køn og maskulinitet i hans forfatterskab s. 51-68 i bogen Hamskifte. Mændenes krise i litteraturen 1973-83, 1984, og bidraget med artiklen “Min drømmebog og andre lyster”, s. 73-83, i: Lone Backe og Sven Holm (red.): Lysten. Fjorten erotiske vandringer mellem laster og længsler, 1985.

 

Mini-essay 3

Hos Møllehave i Bruxelles

 

Det skete på den tid, da Johannes Møllehave var præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles. Præcisere sagt 1987-91. Og Møllehave var mere end præst. Han var åndelig entreprenør. Den foretagsomme mand kunne få kirke og kultur til at gå op i en højere enhed. Han var også dygtig til at trylle penge ud af lommerne på sponsorerne.

Hustruen Herdis tog sig af det sociale arbejde, hun hjalp f.eks. au pair-piger, der var kommet på kant med deres værtsfamilier. Herdis var ellers kendt for sine debatromaner om kønsroller. Hun var fortaler for åbne forhold.

Jeg fortæller dette sidste for at gøre det forståeligt, hvordan jeg kunne skabe sensation i Møllehavernes samtalekøkken ved at erklære at “jeg er forelsket i min kone.”

Sagen var, at jeg netop havde giftet mig igen - eller som svenskerne så upoetisk udtrykker det: “omgiftet mig”. Som om man har ret til en ommer. Men det havde jeg altså: giftet mig igen. Og jeg var i den grad en lykkelig mand, at det lyste ud af mig.

Møllehavernes gæstfrihed var så omfattende, at den i sig selv kunne gøre en glad. “Hvis du har brug for et hvil, skal du bare gå ind på dit værelse”. “Jeg kører dig gerne hen til museet, hvis du vil se noget kunst”. De vidste ikke alt det gode, de ville gøre for mig.

Jeg var inviteret derned et par dage bl.a. for at fortælle om Leif Panduro, som jeg netop havde udgivet en biografi om.

Foredraget eller, hvad vi nu skal kalde det, blev holdt i præsteboligens stuer. Jeg stod lænet op ad en dørkarm i åbningen mellem de to stuer og talte. Ligesom man gør ved konfirmationer og runde fødselsdage, der holdes i hjemmet.

Publikum var absolut venligsindet. Mange af dem var åbenlyst glade for at se hinanden og kunne have underholdt sig glimrende uden min tilstedeværelse.

Som foredragsholder er man altid lidt nervøs for, om det, man kommer med, overhovedet har interesse, men her var der ingen tvivl. Panduro gav god anledning til at tænke og tale muntert over livet hjemme i Danmark.

Det var kort sagt en vellykket tur, og jeg rejste hjem som en endnu gladere mand, end jeg rejste ud. Så glad, at jeg slog hjernen fra i lufthavnen i Bruxelles og købte et par flasker toldfri cognac og likør uden at tælle efter, om jeg havde været i udlandet det tilstrækkelige antal timer. Måske troede jeg bare, at jeg kunne gå på vandet.

Tolderen i Kastrup kunne imidlertid genkende en glad idiot, når han så mig. Han hev mig hen til sit kasseapparat og sørgede for, at den hjembragte sprut blev noget af det dyreste, jeg nogensinde havde erhvervet mig af slagsen.

Og Johannes lo hjerteligt i telefonen, da jeg fortalte ham om min synd. Den havde han let ved at tilgive: Jeg var jo forelsket.

 

P.S.

Jeg skrev en portrætartikel om Johannes Møllehave som tryllekunstner i Politiken 1.10.1989. Den er optrykt i Forfattere for folket, 1990, bibliografi nr. 15.

 

Mini-essay 4

Ham Jørgensen i Norge

 

Erling Nielsen havde gennem mange år været dansk lektor på universitetet i Oslo. Han var en stor kapacitet, men han påtog sig mere, end han kunne overkomme. En udgave af H.C. Andersens eventyr måtte i årevis vente på hans to kommentarbind. Værket var designet med bogstaverne E-V-E-N-T-Y-R på ryggen. Men i årevis stod bindene E-V-E-N-T og ventede på Erling Nielsens Y-R. Til sidst måtte andre H.C. Andersen-eksperter træde hjælpende til.

For at skaffe sig fri til at indhente noget af det arbejde, han skyldte, bad Erling Nielsen mig vikariere ved nogle forelæsninger over moderne dansk litteratur i Oslo. Auditoriet var pænt fyldt, og de studerende virkede interesserede. Jeg var næppe kommet fem minutter i ind i min indledningsforelæsning, før spørgelysten meldte sig. En mandlig studerende sad og viftede med hånden. “Ja?”, sagde jeg. Og så spurgte han - højt og tydeligt og med lige stærkt tryk på hvert ord: VA ER PENSUM?

En anden gang havde jeg inviteret mig selv. Jeg havde taget orlov uden løn fra mit lektorjob for at kunne rejse rundt og interviewe nordiske forfattere om deres syn på forfatterrollen. Rejsen skulle bl.a. finansieres ved nogle forelæsninger, jeg tilbød at holde på vejen. Jeg skrev rundt til universiteternes institutter for nordiske studier og tilbød, at de kunne vælge mellem en halv snes emner.

Ved den første forelæsning, som jeg holdt i Oslo, præsenterede institutbestyreren mig sådan for forsamlingen: “Ham Jørgensen (nordmændene siger Han Jørgensen) er en meget alsidig mand. Han tilbyder at holde forelæsninger over så forskellige emner som ….” og så læste han alle mine forslag op. Det lød som et akademisk udsalgskatalog over tidens tendenser. Studenterne i auditoriet grinede højt, og ham Jørgensen rødmede helt ned i skoene.

Ved en tredje lejlighed troede jeg mig på sikker grund. Jeg skulle fortælle en forsamling af universitetslærere om danske erfaringer med projektarbejde. Jeg nåede ikke halvvejs ind i foredraget, før en af de tilstedeværende stoppede mig og sagde, at nu kunne de godt fortsætte diskussionen selv. Det var for så vidt en succes.

 

P.S.

Nogle interviews fra min undersøgelse af forfatterrollen i Norden findes optrykt i samlingen Kulturopbruddets år (1982).

 

Mini-essay 5

Knud Holst på Løkken strand

 

Et par somre i 1960’erne havde jeg den tvetydige fornøjelse at se en jakkeklædt mand spankulere op og ned ad Løkken Strand uden at tage notits af badegæsterne. Nogle gange havde han en stor hund med.

“Se, der går digteren Knud Holst”, sagde man.

Holst brød med det tilvante og var på den måde et omvandrende billede på den modernisme, han repræsenterede.

Men med sin mundering var han jo samtidig en anakronisme.

Hvad foregik der i ham? Var paraderingen det rene mandsmod, eller var det et reklametrick? Var han en blærerøv? Eller bare en stakkel? Der skulle gå et halvt hundrede år, inden jeg fik svar på disse spørgsmål i en roman skrevet af jakkemandens datter, Hanne-Vibeke Holst.

Inden jeg siger noget om bogen og svarene, vil jeg lige fortælle, hvad Knud Holst kom til at betyde for mig.

Som litteraturinteresseret gymnasiast og danskstuderende var jeg bevidst om Knud Holsts eksistens helt fra han debuterede med digtsamlingen “Dementi” i 1961. Nu hvor jeg ‘kendte’ ham fra Løkken, læste jeg alt, hvad der kom fra ham.

Novellerne i “Dyret” inspirerede mig til at skrive selv. Det blev ikke til meget. Jeg kunne hverken få det til at ligne Knud Holst eller mig selv.

Et var nu kvaliteten eller manglen på samme. Noget andet var, at jeg blev så optaget af skriveprocessen, at jeg ikke kunne tænke på noget andet. Det var en besættelse, som gjorde mig asocial og truede min mentale sundhed.

Jeg begyndte at vandre frem og tilbage langs strandbredden.

Når jeg læser Hanne-Vibeke Holsts “ Knud den Store”, må jeg revidere mine formodninger om, at Knud Holst med sine strandvandringer ville blære sig, stille sig an osv.  Han var slet ikke så meget oven på, som jeg havde forestillet mig. Det med tøjet var en tidligt anlagt social maske. Fundamentalt var han en enspænder med præstationsproblemer. Han slog større brød op, end han kunne bage. Han modtog forskud, kom i gæld og prøvede at drukne problemerne i spiritus. Han ødelagde sit ægteskab og måtte til sidst se sig overhalet som forfatter af hustruen og den ældste datter. En tragisk skæbne, som Hanne-Vibeke Holst giver fylde og mening i “Knud den Store”.

Personligt fik jeg ikke noget med ham at gøre, selv om vi kom ind i samme branche: anmelderiet.

Jeg blev sat på den pinagtige opgave at anmelde hans frustrerede og aggressive skilsmissedigte “Afstande. Sammenstød” i Politiken (15.8.1979). Året efter mødte jeg ham på et seminar, hvor han havde taget en yngre model med og hvor hans kunst bestod i at få smuglet en flaske rødvin ned fra bordet og med hen på værelset. Visse minder ville man godt være foruden.

Knud Holst ydede sit bedste som novellist. Hans Hertel har udgivet en kvalitetssamling under titlen “Solstik. Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne” (2014).

 

 

Mini-essay 6

Billeskov

 

“Nu skal vi være dus”, sagde professor F.J. Billeskov Jansen, da han i 1987 opsøgte mig i mit kontor på Politiken. Jeg var blevet litteraturredaktør, og var som sådan en slags arbejdsgiver for Billeskov, som lejlighedsvis anmeldte bøger i bladet.

Jeg kunne godt lide Billeskov. Han var så gennemskuelig.

Da jeg blev ansat som amanuensis på universitetet i 1971, havde studenteroprøret afskaffet professorvældet og flyttet magten over i institutråd og studienævn. Men det accepterede Billeskov ikke uden videre. Før en vigtig afstemning i institutrådet ringede han hjem til de nyansatte og forklarede dem, hvad de burde stemme!

Et par år senere gerådede Billeskov og jeg i uenighed i en bedømmelsessag, som fakultetsrådet derfor måtte afgøre for os. Vi blev indkaldt til et møde i rådet, som efter en længere diskussion fulgte min indstilling. Da vi efter mødet kørte ned i elevator sammen, kiggede Billeskov skarpt på mig og sagde: “De vandt, men jeg havde ret.” Det var da klar snak. Hvis han havde magt, som han havde agt, ville han have gennemtrumfet sine synspunkter og sine kandidater.

Hvad der efterhånden bragte os nærmere hinanden, var en gensidig respekt på det faglige plan. Vendepunktet i hans forhold til mig var “Den sande kunst”, min undersøgelse af den danske realisme i 1800-tallet. Det var i hans øjne mit svendestykke. Hans anmeldelse (Pol. 15.7.1980) havde en særlig vægt, fordi den kom fra en, der ikke på nogen måde kunne siges at høre til vennekredsen.

Og respekten den anden vej? Billeskov var en anerkendt Holberg-forsker, før jeg var i stand til at læse, og hans “Poetik” og hans “Danmarks Digtekunst” var originale satsninger, som alle seriøse litterater måtte studere og tage stilling til. Der var - med al respekt - noget egensindigt, næsten skørt over hans systematik. Men hans overblik og viden, ikke mindst når det gjaldt 1700-tallet, var imponerende. Og han øste gerne af sin indsigt, når han fik tillid til en. Da jeg havde forsvaret min disputats om “Det danske anmelderis historie”, syntes han, at jeg skulle gå lidt videre med Holberg og sendte mig de relevante henvisninger. Det blev en artikel til festskriftet for en af hans efterfølgere, Thomas Bredsdorff (“Digternes paryk”, 1997).

Lå der ikke et element af patronisering i en sådan håndsrækning? Vist så, men jeg fik lejlighed til at vende manøvren rundt, da jeg bad ham bidrage til “Dansk Forfatterleksikon” uden særrettigheder af nogen art. Han takkede ja og viste sig at være en leveringsdygtig og medgørlig medarbejder. Han påtog sig gerne at portrættere nogle forfattere, som han ikke havde behandlet før. Han havde på det tidspunkt passeret de 90 år.

Jeg lavede et fødselsdagsinterview med ham her i mit hjem. Han kom vandrende gennem regn og blæst. Han ville holde sig i form. Jeg prøvede at få ham til at fortælle om den magt, han havde haft. Men han ville kun tale om indflydelse, og selv den reducerede han til en række praktiske opgaver, der skulle løses. Han havde ikke engang forsøgt at danne skole i litteraturforskningen, bedyrede han. Hvad der holdt ham i gang, var en umættelig trang til ny viden: “Min bændelorm skal fodres” (Ekstra Bladet 14.9.1997).

Det var lovlig beskedent.

Jeg nænnede ikke at fortælle ham om mit første møde med ham. Det var en kommunikativ katastrofe, som han muligvis selv var uden skyld i.

Det var i min gymnasietid i begyndelsen af 1960’erne. Min fransklærer havde indstillet mig til en flidspræmie. Det var en bog, som så vidt jeg husker handlede om Loiredalens naturskønheder. Den var på fransk selvfølgelig. Hvad der ikke var nogen selvfølge for mig, var, at overrækkelsesarrangementet i Studenterforeningens fornemme lokaler på H.C. Andersens Boulevard også foregik på fransk. Det var formentlig i regi af Alliance Francaise, som slog et årsmøde sammen med et udadvendt arrangement.

Og her sad vi så, række på række af gymnasieelever ved siden af vores medinviterede forældre og hørte professor F.J. til Billeskov Jansen holde en festforelæsning på fransk. Jeg forstod så meget som, at den handlede om argot (gruppesprog, fagsprog). Mine forældre og flere med dem forstod ikke et kvidder. Velkommen til tankens slot!

 

P.S.

Mit fødselsdagsportræt med Billeskov er optrykt i: “Det er forbudt at kede sig. En rejse med F. j. Billeskov Jansen 1907-2002”, redigeret af Janus Billeskov Jansen og Hans Hertel, 2003.

 

 

Mini-essay 7

Dan og Martha på besøg

 

Gæstelærere var alle dage et velkomment tilskud til undervisningen på universitetet. Bare ved deres uakademiske sprog skabte de variation i forløbene. I nogle tilfælde fungerede de som vidner om livet i en ældre periode. Hvis et kursus handlede om et forfatterskab af en nulevende forfatter, ville det være decideret mærkeligt ikke at invitere forfatteren til et møde med de studerende.

De fleste forfattere sagde ja, selv om honoraret lå langt under det, de kunne få ved at optræde ved andre arrangementer. Nogle var beærede og ydmyge, andre greb opgaven professionelt an og gav et PR-show.

Martha Christensen, forfatteren til “Dansen med Regitze”, hørte til de allermest beskedne. Hun syntes ikke, at hun havde noget særligt at byde på. Men lod sig overtale. I et brev, hun sendte mig, skrev hun: “Ang. mødet vil jeg så fortælle - stille og roligt om mine bøger” (13.1.91). Det levede hun op til. Hun fremførte sin tekst uden noget forsøg på at skabe reklame. Det hele foregik så stilfærdigt, at hendes forlægger syntes, det ville virke upassende at sætte den plakat op, som han havde bragt med.

Da jeg efter foredraget bad hende signere en lønblanket og sætte CPR-nummer og bankkontonummer på, svarede hun, at det, hun havde sagt, ikke var 1100 kr. værd. Jeg modsagde hende på det bestemteste og fik hende til at tage blanketten med hjem og sende den til os i udfyldt stand. Vi hørte aldrig fra hende.

En helt anden type var Dan Turèll. Med sin skaldede isse, sit sorte dress og sine sortmalede negle var han en omvandrende reklame for sig selv. Hvis nogen spurgte ham, hvorfor han brugte neglelak, svarede han: “for at folk skal lægge mærke til mig.”

Når der var møbleret i hesteskoform, kunne han finde på at gå frem og tilbage på bordene, mens han rablede tekster af sig og appellerede til grinet ved indimellem at stikke til arrangørerne. Ved en sådan lejlighed, hvor jeg var til stede iklædt overskæg og vest, omtalte han mig gentagne gange som “den franske overtjener”, et tilnavn, som slog an blandt de studerende. Selv huskede han det også. I et brev sendt til mig flere år efter, skrev han “Kære J.C.J. alias Franske Overtjener (hvis du da ikke har fjernet moustachen)” (11.10.1989).

Dan var meget bevidst om sine virkemidler.

Han var dygtig til at give rollen som afslappet boheme. I virkeligheden var han en stresset forretningsmand. Når man efter en sådan Stand up eller Walk around-seance i et undervisningslokale i Købmagergade, gik ned på Long John og drak en øl med ham, sad han og tjekkede sin overfyldte kalender for at se, hvem han skulle møde hvornår senere på dagen.

 

P.S.

Jeg har portrætteret Martha Christensen og Dan Turèll i “Forfattere for folket” (1990).

 

Mini-essay 8

Engelsklærer i Eastbourne

 

I sommeren 1969 var jeg engelsklærer i Eastbourne på den engelske sydkyst.

Jeg var 25 år og studerede dansk og engelsk, så det var et meget relevant studiejob.

Spørgsmålet var så, om jeg var særlig relevant som engelsklærer for de unge mennesker, en stor busfuld 14-15-årige spil-levende danskere af begge køn.

Min undervisningserfaring begrænsede sig til et danskforløb på Teknisk Skole.

“Er du deres lærer? Sådan en ung mand!” Nogle af forældrene var chokerede, da de afleverede deres poder til os ved færgen i Havnegade. For at holde priserne nede skulle vi flyve fra Malmø til London.

Der var også en mere rutineret lærer med på turen, en gæv århusiansk dame, som røg en masse smøger og forstod at sætte sig i respekt hos eleverne.

Vi var alle privat indkvarterede. Det typiske værtspar var - som Eastbourne’s indbyggere generelt - pensionister. De supplerede deres beskedne indtægter ved at leje værelser ud til sommerskole-eleverne og deres lærer. Værtsparrene gav ikke ved dørene: De unge mennesker måtte kun bruge badekarret en gang om ugen.

Mit eget værtspar var stoute folk, som knap nok rynkede et øjenbryn, da en nyankommen schweizisk lærer begyndte at smide afbrændte tændstikker ned på den elektriske pejs.

De havde en have så smuk, at man skulle tro, at den var løftet ud af et eventyr. Da jeg roste den over for værtinden, sagde hun: “Tak, men sig ikke noget til min mand. Han har næsten ikke kræfter til at passe den mere, og når han ikke har det, bliver vi nødt til at flytte. Han vil ikke kunne holde ud at se på alt det, der mangler at blive gjort.” Sådan kan skønhed og perfektion blive en fælde.

Undervisningen foregik i lokaler tilhørende en lokal kirke. Præsten underviste også. Han var en sær starut. Han kunne imitere kyllinger og andre dyr. Hans prædiken efter Neil Armstrongs første skridt på månen var en zoologisk have værdig. Men i modsætning til os andre kunne han tale flydende engelsk. Jeg skulle måske nøjes med at tale for mig selv.

Hver gang der var et ord, jeg ikke kunne oversætte, udlovede jeg et stykke lakrids til den elev, der først fandt det i ordbøgerne. Vi indøvede nogle lette én-aktere, nærmest sketcher. Og så forberedte vi os på næste dags besøg på et æblemosteri, en brandstation, en bondegård osv. Det er et godt undervisningskoncept, som jeg ikke skal tage æren for. Det lå klar til os.

Når vi brugte offentlige transportmidler, var det min opgave at holde styr på billetterne og eleverne. I lang tid bagefter havde jeg drømme, hvor jeg vandrede søgende rundt i engelske byer med ruller af billetter omkring halsen. Jeg husker især en dagsudflugt til London, hvor to elever manglede, da vi skulle hjem. Chaufføren på den lejede bus blev utålmodig. Vi ventede og forestillede os, at alt muligt kunne være sket, men til sidst dukkede de heldigvis helskindede op. De havde glemt at se på klokken.

Jeg fik stor respekt for de lærere, som har tålmodighed og nervesystem til at tackle elever i de aldersgrupper. Drengene havde et gigantisk overskud. Når vi gik ned til stranden og molen, var der altid en, der skulle kravle op i en lygtepæl for at vise sig.

På vejen hjem i flyet fortalte en af disse herlige gutter, at han var blevet så sur på sine nærige husværter, at han hver gang, han havde ret til at bade, fyldte badekarret op til randen med rent varmt vand og satte sig til at læse et Anders And-blad på stolen ved siden af badekarret, hvorefter han lod vandet løbe ud igen. Nu glædede han sig til at komme hjem og få et bad.

Sommeren 1969 i Eastbourne lærte mig meget - også om kulturforskelle. Ved kursets afslutning afholdt vi en reception for elevernes engelske værtsfamilier. Der blev holdt taler, spillet en-aktere og sunget sange. Elleverne havde sammensat et potpourri af sange, fortrinsvis engelske og danske. En tysk sang virkede som en tidsel i buketten. Nogle af værtsfamilierne rejste sig for at gå hjem. Jeg spurgte dem hvorfor. De svarede, at de ikke ville sidde og høre på tyske krigssange.

Eleverne havde sunget “O, Tannenbaum”.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen