|
“Nu skal vi være dus”, sagde professor
F.J. Billeskov Jansen, da han i 1987 opsøgte mig i mit kontor på
Politiken. Jeg var blevet litteraturredaktør, og var som sådan en slags
arbejdsgiver for Billeskov, som lejlighedsvis anmeldte bøger i bladet.
Jeg kunne godt lide Billeskov. Han var
så gennemskuelig.
Da jeg blev ansat som amanuensis på
universitetet i 1971, havde studenteroprøret afskaffet professorvældet
og flyttet magten over i institutråd og studienævn. Men det accepterede
Billeskov ikke uden videre. Før en vigtig afstemning i institutrådet
ringede han hjem til de nyansatte og forklarede dem, hvad de burde
stemme!
Et par år senere gerådede Billeskov og
jeg i uenighed i en bedømmelsessag, som fakultetsrådet derfor måtte
afgøre for os. Vi blev indkaldt til et møde i rådet, som efter en
længere diskussion fulgte min indstilling. Da vi efter mødet kørte ned
i elevator sammen, kiggede Billeskov skarpt på mig og sagde: “De vandt,
men jeg havde ret.” Det var da klar snak. Hvis han havde magt, som han
havde agt, ville han have gennemtrumfet sine synspunkter og sine
kandidater.
Hvad der efterhånden bragte os nærmere
hinanden, var en gensidig respekt på det faglige plan. Vendepunktet i
hans forhold til mig var “Den sande kunst”, min undersøgelse af den
danske realisme i 1800-tallet. Det var i hans øjne mit svendestykke.
Hans anmeldelse (Pol. 15.7.1980) havde en særlig vægt, fordi den kom
fra en, der ikke på nogen måde kunne siges at høre til vennekredsen.
Og respekten den anden vej? Billeskov
var en anerkendt Holberg-forsker, før jeg var i stand til at læse, og
hans “Poetik” og hans “Danmarks Digtekunst” var originale satsninger,
som alle seriøse litterater måtte studere og tage stilling til. Der var
- med al respekt - noget egensindigt, næsten skørt over hans
systematik. Men hans overblik og viden, ikke mindst når det gjaldt
1700-tallet, var imponerende. Og han øste gerne af sin indsigt, når han
fik tillid til en. Da jeg havde forsvaret min disputats om “Det danske
anmelderis historie”, syntes han, at jeg skulle gå lidt videre med
Holberg og sendte mig de relevante henvisninger. Det blev en artikel
til festskriftet for en af hans efterfølgere, Thomas Bredsdorff
(“Digternes paryk”, 1997).
Lå der ikke et element af
patronisering i en sådan håndsrækning? Vist så, men jeg fik lejlighed
til at vende manøvren rundt, da jeg bad ham bidrage til “Dansk
Forfatterleksikon” uden særrettigheder af nogen art. Han takkede ja og
viste sig at være en leveringsdygtig og medgørlig medarbejder. Han
påtog sig gerne at portrættere nogle forfattere, som han ikke havde
behandlet før. Han havde på det tidspunkt passeret de 90 år.
Jeg lavede et fødselsdagsinterview med
ham her i mit hjem. Han kom vandrende gennem regn og blæst. Han ville
holde sig i form. Jeg prøvede at få ham til at fortælle om den magt,
han havde haft. Men han ville kun tale om indflydelse, og selv den
reducerede han til en række praktiske opgaver, der skulle løses. Han
havde ikke engang forsøgt at danne skole i litteraturforskningen,
bedyrede han. Hvad der holdt ham i gang, var en umættelig trang til ny
viden: “Min bændelorm skal fodres” (Ekstra Bladet 14.9.1997).
Det var lovlig beskedent.
Jeg nænnede ikke at fortælle ham om
mit første møde med ham. Det var en kommunikativ katastrofe, som han
muligvis selv var uden skyld i.
Det var i min gymnasietid i
begyndelsen af 1960’erne. Min fransklærer havde indstillet mig til en
flidspræmie. Det var en bog, som så vidt jeg husker handlede om
Loiredalens naturskønheder. Den var på fransk selvfølgelig. Hvad der
ikke var nogen selvfølge for mig, var, at overrækkelsesarrangementet i
Studenterforeningens fornemme lokaler på H.C. Andersens Boulevard også
foregik på fransk. Det var formentlig i regi af Alliance Francaise, som
slog et årsmøde sammen med et udadvendt arrangement.
Og her sad vi så, række på række af
gymnasieelever ved siden af vores medinviterede forældre og hørte
professor F.J. til Billeskov Jansen holde en festforelæsning på fransk.
Jeg forstod så meget som, at den handlede om argot (gruppesprog,
fagsprog). Mine forældre og flere med dem forstod ikke et kvidder.
Velkommen til tankens slot!
P.S.
Mit fødselsdagsportræt med Billeskov
er optrykt i: “Det er forbudt at kede sig. En rejse med F. j. Billeskov
Jansen 1907-2002”, redigeret af Janus Billeskov Jansen og Hans Hertel,
2003.
|
