|
Synergi er ifølge ordbogen et samspil
mellem to eller flere faktorer, der forstærker hinanden således, at den
kombinerede effekt bliver større end summen af de enkelte faktorers
bidrag.
Alle de undervisningsfællesskaber, jeg
har indgået i, har demonstreret sandheden i synergiens lov. Når to, tre
eller flere arbejder sammen om undervisning bliver den samlede effekt
større, end hvad additionsregningen tilsiger.
Synergieffekten viser sig allerede i
forhåndsindstillingen: Den enkelte underviser er klar over, at
samarbejde kræver mere tid, og at man ikke kan få honoreret de
lektioner, hvor der er flere lærere til stede. Man er sig altså fuldt
bevidst, at der skal ydes mere. Alligevel går man ind i samarbejdet, i
begrundet forventning om, at det bliver sjovt og lærerigt.
Da Sven Møller Kristensen, Thomas
Bredsdorff og jeg midt i halvfjerdserne integrerede litteraturhistorie,
tekstanalyse og metodelære på et gigantisk hold kaldet “den store
integration”, levede og åndede vi for sagen.
Vi organiserede kurset historisk - fra
1700-tallet til i dag. Med tekster fra højskolesangbogen sang vi os op
igennem perioderne. Sven trakterede klaveret.
Kolleger, der underviste i
nabolokalerne, sagde, at vi lød som en højskole.
Vi var stort set til stede alle tre
hele tiden. Vi deltog i seminarer og internater. Vi hyrede prominente
gæster. Benito Scocozza kom og gennemgik overgangen fra feudalisme til
kapitalisme på en halv time. Kate Fleron talte en time om Frit Danmark
og besættelsestiden. En dag marcherede eleverne fra Den proletariske
Friskole ind ad døren med røde faner.
Det lyder, som om integrationen havde
en vis hældning til venstre. Det havde den også. Men rent pædagogisk
var det engagementet og ikke retningen, der var det afgørende.
Synergi-effekten viste sig på en
overraskende måde i valget af undervisningsmetoder. Grundformen var
projektarbejde. Vi underbyggede med øvelser over emner knyttet til
problemformuleringerne. Når vi bevægede os ind i en ny periode, havde
de studerende brug for at få overblik, og så bad vi Sven holde en
forelæsning. Det var den undervisningsform ypperlig til. Det var en
fryd at se den ellers halvtrætte professor i fuld vigør foran et
topmotiveret publikum. Med et klaver til rådighed kunne han få salen
til at swinge.
Forudsætningen for, at alt dette kunne
lade sig gøre, var ironisk nok en ultra-liberalisme i instituttets
studieplanlægning: Vi lærere havde selv besluttet at arbejde sammen, og
de studerende havde selv valgt at gå på holdet. Hvis man ikke havde tid
og lyst til projektarbejde i en integration, kunne man som lærer eller
studerende vælge den almindelige holdundervisning.
Ingen ville formentlig kunne holde til
at undervise i integrationsform hele tiden. Det var nærmest en
livsform. Vi fik et nært forhold til de studerende. Vi kunne drille
hinanden, som man gør i familier og venskabskredse.
Jeg fik en mindeværdig evaluering i
filmisk form: En bindegal mand med overskæg kommer farende ind i et
auditorium. Han medbringer en stor rejsetaske fyldt med bøger. Han
hælder bøgerne ud over bordet foran talerstolen og vender sig derefter
mod tavlen, hvor han giver sig til at tegne et væld af modeller
ledsaget af ulæselige kruseduller.
Thomas forsvarede sin disputats om
“Digternes natur” i integrationsåret 1976. De vittige unge mennesker
rekonstruerede disputatsens tilblivelse på film. Jeg husker en scene,
hvor Thomas kom gående ud for sin daværende bopæl på Rymarksvej. Han
gik hele tiden to skridt frem og et tilbage. På et tidspunkt er han
inde i en skov, hvor han appellerer til de højere magter. De forbarmer
sig over ham og sender en mængde blade ned. Det viser sig at være
citater, som han samler op og går hjem og klistrer sammen til en
disputats.
P.S.
Jeg har skrevet om mine erfaringer med
undervisning i artiklen:
”At undervise i litteratur – eller
hvordan man overlever som litteraturlærer”, s. 9-28, i: Tone Saugstad
Gabrielsen og Per Fibæk Laursen (red.): At undervise i
humaniora, Samfundslitteratur, 1998.
Specielt om relationen til Sven Møller
Kristensen:
”Mølleren og hans lærlinge. Sven
Møller Kristensen og hans betydning for dansk litteraturforskning”, s.
24-48, i: Thomas Bredsdorff m.fl. (red.): Bogens virkelighed (Festskrift
til Hans Hertel), Gyldendal, 1999.
|
