|
Hvis man nærede illusioner om
naturligt direkte tv, kom man hurtigt på bedre tanker ved mødet med
tv-virkeligheden.
Øjensynlig spontane diskussioner viste
sig at være planlagt, hvad angik karakter, struktur og forløb.
Som forfatter til bogen Hamskiftet
blev jeg indbudt til at diskutere på direkte tv med tre andre
forfattere til bøger om kønsroller. Det var den drevne journalist Jens
Winther (1945-2016), der stod for programmet.
To skønlitterære forfattere var
inviteret, Hans-Jørgen Nielsen og Jannick Storm. Begge havde skrevet
prosafiktion om mænd i krise. De overraskede mig ved at møde stærkt
oprømte op og med én mund erklære, at de var ved at få kønsforstoppelse.
Der var hermed lagt op til
konfrontation med de to tilstedeværende faglitterater, Susi Frastein og
undertegnede, som artigt sad og udlagde teorierne.
En tv-anmelder skrev, at vi lignede et
pænt borgerligt ægtepar, som var gået galt i byen.
Bagefter erfarede jeg, at det hele var
forløbet nogenlunde som planlagt. Jens Winther inviterede mig til
arbejdsfrokost på restaurant Schønnemann på Hauser Plads. Her
forklarede han med modeller, som jeg genkendte fra fortælleteorien,
hvordan programmerne var koreograferede. De medvirkende var brikker i
et spil, kun tilrettelæggerne kendte. Det var ikke tale om aftalt spil,
kun om forudberegnet spil.
Det var meget fascinerende og en smule
foruroligende. Jeg blev tilknyttet som konsulent. Jeg lærte meget nyt
om tv-produktion. Og man spiser udmærket på Schønnemann.
Jeg var tidligere, i Werner Svendsens
tid, blevet bedt om at komme med forslag til formidling af
litteraturdebat i tv. Men lige meget, hvor mange sortklædte Billeskov
Jansen’er man anbragte i trioer og kvartetter og kvintetter i studiet,
kunne det ikke blive til spændende prime time tv.
Jens Winther havde en journalistisk
baggrund. Han havde blandt andet lavet kulturindslag i forlængelse af
radioavisen. Hans fornemmelse for nyheder og konflikter i kulturlivet
var veludviklet. Jeg havde flere gange været i studiet hos ham, bl.a. i
forbindelse med de offentlige skænderier mellem Klaus Rifbjerg og
Henrik Stangerup.
Takket være Jens Winther og hans mere
end 50 Bazar-programmer lærte jeg at forstå, hvad der skulle til, hvis
tv skulle sætte den litterære dagsorden. Men jeg lærte aldrig at elske,
hvad jeg så. Ikke et øjeblik ønskede jeg at bytte stilling med Jens
Winther. Alt det slid der lå bag fem minutters tv - og så hele denne
arrangerede virkelighed.
Jeg havde en sær glæde ved de
situationer, hvor den rigtige virkelighed fik tv-virkeligheden til at
krakelere. Jeg husker især en søndag aften, hvor jeg for gud ved
hvilken gang skulle i studiet for at forsvare Panduros tv-spil. En
voldsom snestorm gik over landet, og tv-avisen måtte skaffe en særlig
taxa for overhovedet at få mig frem. Men det lykkedes lige netop. Få
sekunder før tv-avisen gik i luften sad jeg ved siden af tv-værten
Peter Olesen, og Lone Kühlmann meldte klar i baggrunden. Jinglen
begyndte at lyde - og så gik alt i sort.
Det var en strømafbrydelse. Jeg ved
ikke, hvor længe den varede. Sekunder føltes som minutter, og minutter
som timer, når man sad i mørket. Der var uro og nervøsitet i rummet.
Jeg reagerede instinktivt som ved eksaminer på universitetet: Jeg blev
fuldstændig rolig. Nu var jeg garanten for en ordentlig afvikling. Og
det gik faktisk sådan. Lyset kom tilbage. Indslaget blev afviklet i god
ro og orden. Et nyt, båndet indslag blev sat på, og så lød Lone
Kühlmanns stemme ude fra baggrunden: “Giv din gæst et kys på panden”!
Peter Olesen mumlede noget om, at jeg ikke skulle blandes ind i hans
sexualliv.
|
