|
Jeg har haft et mærkeligt ureflekteret
forhold til kongresser og seminarer. De var der bare som en del af den
akademiske virkelighed. Jeg har aldrig forsøgt at tænke systematisk
over dem eller at drage konklusioner om dem. Har jeg spildt min tid på
dem, eller har de været nødvendige, fagligt eller mentalt?
Det siger sig selv, at en dansk
forsker og underviser, som sidder uden nære kolleger på et amerikansk
universitet, har brug for at skaffe sig danske kontakter på andre
universiteter. I den sammenhæng byder kongresser, som dem, der afholdes
af International
Association for Scandinavian Studies (IASS), sig naturligt
til. For solo-forskeren er det ikke afgørende, hvad kongresserne har på
programmet. De fungerer som kontaktsteder.
Som lærer og forsker på Institut for
Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved KU, et stort institut af sin
art, er man ikke i nød for kontakter, men vil typisk deltage i en
kongres for emnets skyld. Hvis kongressens tema ligger centralt i
forhold til ens forskning, vil man blive indbudt som forelæser eller
paneldeltager. Sådan er det regelmæssigt gået for mig. Jeg var dansk
hovedtaler ved IASS-konferencen om realisme holdt i Ghent i Belgien i
august 1977. Mit kongresoplæg om “Litteratur og virkelighed. Creatio
versus Mimesis” kredsede om problemer, som optog mig i mine
realismestudier i 1970’erne. Kongressen gav mig mulighed for at få
afprøvet mine teorier og hente inspiration og kritik fra
forskerkolleger. Hvad der gjorde stærkest indtryk på mig, var den måde,
hvorpå mit brede realismebegreb blev omfavnet af den østtyske
realismeforsker Horst Bien. Det var en advarsel. Hvis man sætter
realismen som den overordnede norm for al litteratur, er man på vej ind
i en dogmatisk tænkning som den, der kendes fra den kommunistiske
variant af den socialistiske realisme.
Der var rig lejlighed til at skrive og
tale om realismen i 1970’erne. Tre-fire bøger blev det til for mit
vedkommende: Realisme (1972), Litteraturen
og hverdagen (1979), Den sande kunst
(1980) plus Dansk realisme 1820-1975 (antologi,
1977). Jeg blev ‘manden med realismen’ og måtte til sidst til sidst
takke nej til at give flere kurser og holde flere seminaroplag. Jeg
lærte efterhånden ikke meget nyt, men stod blot og forsvarede gamle
positioner.
En sidste tur i manegen tog jeg på et
seminar på Sandbjerg i april 1995. Jeg opfattede det som symbolsk, at
arrangørerne ikke kunne finde nøglen til det rum, hvori jeg skulle
overnatte, så jeg måtte sove på en madras på gulvet i et mødelokale.
Radbrækket og groggy stod jeg der om morgenen og holdt mit formentlig
definitivt sidste foredrag om realismen. Det hed “Gensyn med realismen”
og findes optrykt i samleværket af samme navn redigeret af Jørgen
Holmgaard i 1996. Og nej, jeg mener ikke at realismen er død. Den
klarer sig bare glimrende uden min assistance.
Et andet emne, som jeg har turneret
med på flere seminarer, er litterære vurderinger. Jeg skrev speciale om
det og præsenterede mine resultater på et nordisk kritikerseminar på
Hindsgavl i 1971. Blandt de tilstedeværende var litteraturredaktør Karl
Erik Lagerlöf fra Göteborgs Handels- & Sjöfartstidning. Han
hyrede mig som anmelder af dansk litteratur. Han oversatte selv de
anmeldelser, jeg sendte ham. Seminarer kan altså også fungere som
udstillingsvindue og jobformidling.
Ved en seminarrække på Odense
Universitet i 1981-82 fik jeg indplaceret min vurderingsteori i
generelle teorier om “Litterær værdi og vurdering”, som også var titlen
på Jørgen Dines Johansens og Erik Nielsens samleværk fra seminarerne
(1984). En klassisk funktion af et seminar.
Diskussionerne om vurderinger
fortsatte ind i seminarer om anmeldelsen, hvor jeg efterhånden blev
veteran og entertainer (se f.eks. “Lille håndbog i nudansk anmelderi” i
Carsten Hansen (red.): Anmeldelsens teori og praksis,
1997).
Mere fornyelse, både teoretisk og
praktisk, var der i mine seminaroplæg om kortbiografien og
værkkarakteristikken udarbejdet i tilknytning til udgivelsen af Dansk
forfatterleksikon, som jeg redigerede under Thomas
Bredsdorffs medvirken i 2001: “Værkkarakteristikken” 258-67 i Erik
Svendsen & Henrik Ljungberg (red.): Ud af det moderne,
2000, og “Om at gøre lange liv korte” i Hans Jørn Nielsen m.fl. (red.):
Biblioteksarbejde, nr. 61, 2001.
Endelig vil jeg nævne et par for mig
genremæssigt fornyende seminaroplæg, begge udløbere af mit arbejde med
biografien om Leif Panduro:
På en nordist-konference afholdt i
Wien i 1985 talte jeg om “Det samtidsrealistiske tv-spil som kilde til
viden om det moderne skandinaviske samfund”. Foredraget blev
underbygget af klip fra Panduros tv-spil. Teksten er optrykt i Norden
nu. Lektor-konferencen, Wien 1985.
Det var et eksempel på anvendt
forskningsformidling. Fornyelsen lå i billeddækningen.
På et Hindsgavl-seminar i 1994 om
“Litteraturteori i praksis” udkastede jeg “Tredive tanker om
digterbiografiens status”. Formen var essayistisk og aforistisk - og på
den måde fornyende. Samtidig forsøgte jeg med en Panduro-novelle som
eksempel (“Vi har kun eet liv”) at vise værdien af biografisk
tekstlæsning. Forelæsningen blev trykt i Thomas Bredsdorff og Finn
Hauberg Mortensen (red.): Hindsgavl Rapport (1995).
Jeg ved fra de årlige opgørelser fra CopyDan, at artiklen stadig er i
brug i undervisningen.
Konklusionen på denne opremsende og
momentvis også ræsonnerede rapport er, at en stor del af mit
forsknings- og formidlingsarbejde - en større del end jeg troede - har
været forbundet med seminarer og kongresser og at disse har tjent en
række forskellige, hver for sig nyttige formål.
Helt overordnet fungerer seminarer og
kongresser som en generator for forskningen og formidlingen, holder den
i gang, etablerer debatfora, skaber ideudvikling, sætter deadlines,
organiserer, produktudvikler osv.
Jeg har i denne gennemgang holdt mig
til de seminarer og kongresser, som mundede ud i synlige resultater,
typisk samleværker. Jeg kunne også have nævnt seminarer om
enkeltdigtere og kritikere. Og seminarer arrangeret af
Dansklærerforeningen, som dengang i 70’erne, hvor man fik en gruppe af
instituttets lærere til at henlægge residensen til Hindsgavl for at
fortælle gymnasielærerne om de nyeste udviklinger indenfor
litteratursociologien. Mens vi udviklede dansklærernes sans for
litteraturens sociale dimensioner, lærte vi internt i lærergruppen
hinanden bedre at kende. En utilsigtet, men gunstig sideeffekt.
Så konklusionen er, at jeg bestemt
ikke har spildt min tid på seminarer og kongresser.
P.S.
Hvis nogen tror, at kongresrejser er
et liv i sus og dus, med rejemadder og champagne i dybe hotellounger,
må jeg stilfærdigt have lov til at dementere. Ved nordist-konferencen i
Wien i 1985 fik jeg anvist et kollegie-værelse med to brikse.
Historikeren Henrik S. Nissen skulle sove på den anden briks. Vi havde
ikke noget decideret imod hinanden, men ligefrem dele soveværelse!
Problemet blev løst, men det var ikke arrangørernes fortjeneste.
|
