Først lagt op 15-08-2020; senest opdateret 15-08-2020 14:12

Mini-essay 30

 

Bryllup

 

Med denne række af erindringsglimt har jeg kastet lys over min professionelle løbebane som forsker, lærer, administrator, redaktør og kritiker. Det private har jeg såvidt muligt udeladt eller behandlet med diskretion.

Når jeg slutter med nogle erindringer fra mit bryllup i 1988, er det, fordi det ud over at være en privat begivenhed også var en offentlig: et giftermål mellem to kritikere og redaktører, begge ansat på Politiken, fejret ved en reception for mere end 100 indbudte, hvoraf mange pressefolk, de fleste fra Politiken, men også en del fra Berlingske, hvor bruden, Teresa Waskowska, havde været ansat, før hun i slutningen af 1986 kom til Politiken.

Selv havde jeg skrevet i Politiken siden 1972.  På tidspunktet for giftermålet var jeg litteraturredaktør på fuld tid, og Teresa var bladets fastansatte musikanmelder og de facto -redaktør. Vi kendte hinanden fra spalterne, før vi i oktober 1987 faldt hinanden om halsen på redaktionsgangene. Det var en stormende og uimodståelig kærlighed. Jeg besøgte Teresa i hendes hjem første gang 18.10.87. Hun var hos mig første gang 20.10.87. Jeg friede til hende 22.10.87. i et brev, som hun bragte med sig til sit gamle hjemland, Polen, hvortil hun var draget ned for at besøge sin far. Hun ringede til mig fra et posthus i Zielona Gora og sagde ja. Det tog os altså en uge at finde ud af, at vi ville være sammen resten af livet.

Da Teresa kom hjem, så vi “Don Giovanni” på Det Kongelige. Vi var vist de eneste, der syntes om opsætningen. Modtagelighed er alt!

Og så gav vi os til at lede efter en lejlighed, hvor vi kunne bo sammen. Vi havde hver en lille ejerlejlighed, Teresa i Arkonagade på Vesterbro, jeg i Ourøgade på Østerbro. De lejligheder skulle vi have solgt, men vi havde ikke tålmodighed til at vente så længe med brylluppet.

Den 17. november 1987 skrev jeg i et brev til Lisbeth Hertel: “Tak for dit smukke tilbud om evt. at låne jeres lejlighed til en reception eller lignende. Det er meget muligt, at vi vil gøre brug af tilbuddet.” Kort efter blev vi inviteret hjem til Lisbeth og Hans i deres lejlighed i Kronprinsessegade. Hans var lige kommet hjem fra en rejse til Rom. Han havde medbragt lækkerier fra Campo dei Fiori.

Vi planlagde receptionen. I et brev til veninden Jorunn Hareide beskrev Lisbeth Hertel os sådan: “De har kun kendt hinanden kort og er vildt og vanvittigt forelskede, og hele Politikens kælebørn, fordi deres forhold er så romantisk: gifte sig uden at have boet sammen, uden at det er en gammel og velprøvet sag, synes folk er skønt. Hun anmelder musik i Politiken, er polsk, og har været gift før og ikke haft det særlig nemt i nogle år. Og John Chr. har bestemt ikke skulle giftes, tak, før altså hun her kom ind i billedet. Hun er meget sød, har temperament, og kan med sin musikviden og berejsthed bestemt puste noget nyt ind i Johns og vores andres litterære cirkler.”

Teresas anderledeshed blev også registreret af min 15-årige søn Torsten: “Det er jo en rigtig dame, du har fundet”, sagde han til mig efter at være blevet præsenteret for hende. Han var en kløgtig iagttager og hundrede procent solidarisk med sin far.

Midt i bryllupsforberedelserne skulle Teresa på en længe planlagt rundrejse i USA for at studere musiklivet dér. Da hun kom tilbage den 23. december, kunne jeg fortælle hende, at hun skulle finde noget pænt tøj frem til den 9. januar, for den dag ville jeg hente hende, udstyre hendes med en brudebuket og føre hende til Rådhuset.

Som sagt så gjort.

Det blev en strålende dag. En håndfuld venner anført af Louise Lerche kastede ris efter os på Rådhuspladsen. Da vi ankom til Hertels domicil i Kronprinsessegade, var der en duft af eksklusiv blomsterhandel på trappegangen. Lisbeth havde pyntet en granguirlande med tulipaner i alle mulige farver, hyacinter, franske anemoner, små nelliker og rosa gyvel rundt om entrédøren. I bryllupsreferatet til veninden skriver hun:  “Bruden var i lysegrå silkekjole med en jakke over af samme farve silke med en smal beige stribe i, og hun havde fået den dejligste brudebuket jeg nogensinde har set, lavet af en fyr hos Bering, der også har arbejdet hos Tage Andersen og selv er meget talentfuld. Rosa, og med hvide liljer indimellem og liljer der hang ned.”

Der troppede omkring 90 gæster op, og de var ikke til at drive ud igen. Ud på eftermiddagen kom festens overraskelse: Kontra-kvartetten. Det var Politikens musikreporter Jørgen Falck, der havde fået de eminente musikere til at stille op. De spillede Hayden og var godt nok lidt skuffede over, at folk klappede mellem satserne. Men vi fik alligevel en ungarsk dans oveni. “Det var meget smukt med de mange stående mennesker, lysene, blomsterne, og at det var næsten mørkt udenfor. Du kan tro vi stod og fik smag for tanken om små private koncerter! Og folk sagde bagefter at det havde været som man læste om for 100 år siden”, skrev Lisbeth Hertel til Jorunn Hareide.

Teresas eksistens havde allerede sat vores cirkler i musikalsk bevægelse.

Blandt receptionsgæsterne var vores arbejdsgivere og venner fra Politiken: Chefredaktørerne Herbert Pundik og Jørgen Grunnet, Kronik-Harald, Bettina Heltberg og hendes mand Svend Auken, debatredaktøren Esben Odbjerg, layouteren Yvon Svensson, musikreporteren Jørgen Falck, Forum-redaktøren Rosa Krotoschinsky, Niels Barfoed, musikanmelderen Peter Juel Henningsen & Åse Boss Henriksen og kulturredaktøren Peter H. Larsen & Kirsten Mikkelsen.

Når jeg kan notere deres tilstedeværelse, er det fordi Torsten, min søn, gik rundt og fotograferede. Han fik en del nakker med, som jeg ikke kan genkende, så der var altså flere med end de nævnte. Hans Hertel har ganske vist omhyggeligt opbevaret gæstelisten, men den tør jeg heller ikke stole på, for det er jo ikke sikkert, at folk kommer til en reception, selv om de er inviteret. Bryllupsvidenskab er ikke nogen nem disciplin! Men her er altså navnene på flere gæster genkendt fra fotografierne:

Teresas gamle venner og kolleger: lægen Andrej Stapf og pianisten Michael Wiesolowski, begge tidligere Warszawa, nu Malmø, Erik Wiedemann, Frederik Wiedemann, Jørgen Siegumfeldt, Michael Kuttner, Ebbe Iversen & Jill, Jan & Kirsten Maegaard, Jens & Susanne Brincker og Henrik Lundgren.

Mine San Cataldo-venner fra 1983: Bent Karl Jacobsen og Gitte Edmund, Anne Marie Bjerg og Pia Schutzmann.

Kredsen omkring Nynne Koch: Preben og Nanna Hertoft, Bent Fausing, Merete Gerlach-Nielsen og Birgitte Possing.

Universitetsvennerne m.m. Berit Grimstad Jensen, Thorkild Borup Jensen & Karen-Lise Valeur, Sven Møller Kristensen, Jørgen Bonde Jensen, Tage Hind, Thorkild Borup Jensen og Karen-Lise Valeur, Helle Degnbol & Chris Sanders og Vibeke G. Petersen

Gyldendal: Kurt Fromberg.

Polygram: Ole Jochimsen.

De kommende Madklubmedlemmer Ib og Ulla Bondebjerg, Lilli og Finn Klysner.

Læsegruppen: Finn Hirshals og Erik Olesen med fruer, dvs. Jette Orloff og Inge Runge.

Min familie: Jytte, min søster og hendes mand Arno og to af deres børn, Steffen og Kirsten. 

Men alt er jo aldrig lutter idyl:

Jens Kistrup var også inviteret, men han kunne, som han sagde til Teresa, “ikke lide adressen”. Hans Hertel havde satiriseret over mangt og meget i sin tid på Information. Det var kun forventeligt, at han havde modstandere.

Mere overraskende var det, at man kunne blive bebrejdet, at man gifter sig. I mængden af gaver noterede jeg mig to guldfisk i en mikroskopisk akvariebowle og en skarp kniv. Det var sidste hilsener fra et par gamle flammer.

Efter receptionen inviterede vi vores generøse værter på “Leonore Christine” i Nyhavn, hvor vi nød et fint måltid med mange tjener-forklaringer på, hvad vi spiste. Det lo vi hjerteligt af, mens vi gennemgik dagens begivenheder.

Bedre bryllupsdag kunne vi ikke have ønsket. Lisbeth og Hans havde løftet begivenheden op på et højere niveau, og vi havde pustet liv i deres smukke stuer.

Et venskab blev befæstet, og Hans og jeg fik meget mere med hinanden at gøre, da Hans fra 1988 skiftede gårde fra Information til Politiken. Han og jeg aftalte vilkårene over en middag for os to i Ourøgade, og jeg gik videre til Pundik med sagen.

Den 8. februar 1988 kunne jeg sammen med nogle billeder fra brylluppet sende et kort til Lisbeth, hvor jeg bl.a. skrev: “På Politiken er der stor begejstring for Hans’ entré. Alle - fra Thomas over Hammerich til Bettina og Barfoed - er erklærede entusiastiske modtagere af denne nye 1. klasses medarbejder.”

Tilbage er blot at fortælle, at Teresa og jeg i slutningen af januar fandt den lejlighed, vi havde ledt efter. “En utrolig lys og rar lejlighed”, som der sandt nok stod i annoncen. 5 værelser, 173 kvm, 3. sal, på gå-afstand af Rådhuspladsen. Sælgeren var Bethlehemskirkens menighedsråd. Lejligheden havde været brugt som præstebolig. Fra april 1988 var den vores for godt en million. I dag lyder det som et røverkøb, men det var mange penge dengang.

Vi flyttede ind i april og holdt housewarming i juni 1988. Vores glæde var uden ende, og vi delte hjertens gerne ud af den. Samtidig søgte vi selvfølgelig selvbekræftelse i al denne festivitas.

Vi satsede hele butikken - og vandt.

I dag, 32 år, senere bor vi her stadig. Og vi er stadig glade for hinanden. Jeg sidder og skriver dette på vores nybyggede altan med udsigt til en skøn gårdhave.

Da vi meddelte alverden, at vi ville gifte os, var folk rystede på den glade måde. Som Hans sagde det: De manglede et positivt ord for misundelse. Men der var også dem, der advarede os: Er det nu nødvendigt ligefrem at gifte sig, spurgte en af mine sekretærer, som havde set mange ulykkelige ægteskaber og besværlige skilsmisser. Et par gamle venner og veninder erindrede mig om, hvad jeg tidligere havde sagt om ægteskabet. Og Jan Stage sendte et langt brev fra Venezuela, hvori han advarede mig mod polske kvinder generelt. Han havde frygtelige erfaringer med damer, han havde mødt på barer i Stettin. De havde lokket han ud på taxature, som kostede ham det hvide ud af øjnene.

Bagefter kunne Teresa fortælle mig, at hun faktisk havde mødt Jan Stage på trappen til kulturredaktionen. Han havde sagt til hende, at han var meget genert over for kvinder. Enten havde han glemt det, eller også var han misundelig på den negative måde.

 

©John Chr. Jørgensen