Aktiv seer: Provinsaviser

senest opdateret 22-11-2020 12:13:26

Provinsaviser

Anmeldelse i Fyens Stiftstidende, d. 13/9 77:

Spas med mening

Hvorfor ikke lige så godt tage konsekvensen af, at vi ikke forstår et suk af, hvad der bliver sagt i radio og specielt TV: Lav de politiske, økonomiske, ja, alle de tunge udsendelser til underholdning, lad politikerne møde udklædte, gør TV-optræden til et politisk speciale, lad dem slås og møde i studiet med skrammer fra kampen – jamen, er det da ikke de fleste lytteres/ seeres reelle krav til politiske udsendelser?

Sproganalytikeren Klaus Kjøller har ikke megen tillid til vor fatteevne. Han ser kommunikationskløften så dyb som Phillippinergraven og politikernes TV-optræden som strategi, dygtig eller kluntet, men altid lagt med det ene formål at holde os i den dybeste uvidenhed om, hvad debatten ret beset drejer sig om.

Han har tidligere givet udtryk for tilsvarende pessimistiske synspunkter, men indtil nu på den autoriserede ping- og pamperfacon, der udelukker flertallet. Dennegang har han skrevet en satirisk roman: "Aktiv seer, eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne", og nu kan ingen påstå, at de ikke kan forstå hvad han mener.

Det hele begyndte, da hans hovedperson, en yngre edb-programmør, må acceptere, at hans to-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske betragtninger – fordi han har børnetække, ligner en børnepædagog, taler som en rar onkel, som ved hjælp af klodser og papirklip giver indtryk af, at problemet er ret enkelt.

Det synes edb-programmøren ikke, det er, og han fandt ud af, at det mente hans kone og arbejdskammerater heller ikke, det var – og de var også flintrende ligeglade. Den slags må eksperter ordne. Når vi kommer trætte hjem fra arbejde, vil vi underholdes.

Og det er stort set også det, politikerne gør, fandt Kjøllers hovedperson ud af, efter at han aften efter aften havde båndoptaget udtalelser og søgt at finde en dybere kerne i det indforståede skuespil for åben skærm. Med en lang række eksempler viser Kjøller hvordan "majestætisk pølsesnak" og "makaronisprog" (for slet ikke at tale om det smidige "gummisprog", der kræver en vis øvelse) er obligatoriske fag i den politiske grundskoling – og seerne sidder tilbage med en lang næse og skuffet forventning om, at det pæne panel begyndte at slå på hinanden.

Når det nu er sådan, når "folket" er ravende ligeglad med, hvad der bliver sagt, bare det bliver sagt underholdende – hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud?

Kjøllers roman er nok satire, men som al god satire rummer den en væsentlig kerne af sandhed. Mangfoldige undersøgelser viser, at han har ret, og Danmarks Radio er pinagtig klar over det. Måske kan den igangværende strukturdebat afværge det truende perspektiv, Kjøller opruller, men det vil kræve omlægninger, som de færreste har fantasi til at forestille sig.

linc.

Anmeldelse i Fyns Amts Avis, d. 16/9 77:

Gode råd til karriere-politikerne

Af cand.mag. Henrik Tjalve

Hovedpersonen i Klaus Kjøllers roman "Aktiv seer eller hvordan jeg jærte at elske politikerne" får sine tilvante forestillinger rystet, da det går op for ham, at hans søn på to år forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger i TV-Avisen. Selv forstår han ham ikke, men har lullet sig ind i troen på, at han var ene om problemet, ellers måtte landets TV-seere have reageret med en veritabel proteststorm. Tænk blot på reaktionerne når TV-teatret fremfører "uforståelige" teaterstykker.

En undersøgelse iværksættes med det resultat, at Kjøllers hovedperson opdager, at han ikke er alene om at komme til kort over for det saglige indhold i Bischoffs redegørelser. Hverken hans kone eller kolleger inden for EDB-branchen forstår de økonomiske krinkelkroge, Bischoff boltrer sig i. De afviser ligefrem hans spørgsmål herom som ejendommelige og udtryk for særhed. Igen rystes vor EDB-mand.

Noget må de forstå. Hvordan kan man ellers forklare, at de aften efter aften med sindsro ser Bischoff partere kyllinger, skære rugbrød i skiver, stable klodser osv.?

Svaret er, at vi forstår, hvad Bischoff gør, men ikke hvad det er, han siger. Indholdet glider således i baggrunden for iscenesættelsen. Opdagelsen heraf bringer hovedpersonen på sporet af, at et Leisner-show og en politiske debatudsendelse så i virkeligheden har samme betydning for TV-seerne. Vi forstår ikke, hvad politikerne siger: "men selve situationen, hvor nogle sagkyndige sidder og skændes, samtidig med at de hver især skal overbevise os uvidende om at de har ret, besidder letforståelige dramatiske elementer. Det er en kildrende fornemmelse for os bund-ordinære og indflydelsesløse seere at være vidne til at landets store tunge bosser går i ringen med hinanden. For en stund lulles den enkelte seer ind i en illusion om at være en betydningsfuld person, en kejser som sidder og glor ned på de drabelige gladiatorer, som tumler rundt i skidtet."

Og endnu vigtigere: Politikerne er klar over at det forholder sig således. Det, der er galt er blot, at de ikke har taget den endelige konsekvens heraf! Her må der pression til. Ifølge Kjøllers hovedperson må der stables en folkebevægelse for et forståeligt demokrati på benene. Alt det saglige må politikerne overlade til teknokrater, for at hellige sig det de politiske holmgange dybest set drejer sig om, dvs.:

at vinde konkurrencen om at fremstå som mest idealistisk,
at vinde konkurrencen om at fremstå som den sagkyndigste,
at vinde konkurrencen om at smigre seerne, og
at vinde konkurrencen om at fremstå som det mest harmoniske og idealistiske parti.

Klaus Kjøller, der er cand.mag. i dansk og filosofi, har med den foreliggende bog ønsket at komme ud over den spændetrøje, en strengt faglig behandling af "mediepolitikerne" ville være ensbetydende med. Det er gjort med præcision og ironi. Den vil blive læst med opmærksomhed af karriere-politikerne, her er fiduser at hente, men lur dem – læs med.

Ukendt dato

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 22-11-2020 12:13		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk