Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest layoutrevideret 15/7 2021]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet november 2001. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 12/1 2013)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

 

Adolf Hitler skulle bevisligt kunne give kvindelige tilhørere orgasme med sin tale. Noget som selv Bill Clinton vist aldrig har gjort, i hvert fald ikke offentligt.

Af Klaus Kjøller

Adolf Hitler havde det, Martin Luther King og Jesus Kristus havde det. Osama bin Laden har det, og Amdi Petersen: karisma, dvs. en helt ekstraordinær personlig gennemslagskraft.

Det er et stærkt våben for enhver leder. Men man kan også nå langt uden at have det. Mange toppolitikere har det ikke, men da der muligvis er udskrevet valg når denne klumme læses, vil jeg lade spærretiden gælde.

Dansen om karismaen kendes fra populære tv-programmer som Popstars og Stjerne for en aften hvor almindelige mennesker prøver at slå igennem med en sangkarriere på skærmen. Det gælder om at finde sin tone og sin stil, således at personen træder frem på en særlig stærk måde.

Undervisning og instruktion kan helt klart hjælpe. Selv Adolf Hitler modtog i 1930’erne i al hemmelighed undervisning som fjernede en række uvaner, så han bl.a. blev mindre svedt og ikke så meget var ved at kvæles efter at have talt en time. Men ellers var han selvlært. Op gennem 20’erne erfarede han at han havde helt ekstraordinære evner til at sætte en forsamling i ekstase. Han skulle bevisligt kunne give kvindelige tilhørere orgasme med sin tale. Noget som selv Bill Clinton vist aldrig har gjort, i hvert fald ikke offentligt. Hitler var bedst ansigt-til-ansigt med masserne. Når han talte fra et radiostudie, funkede han ikke, så hans spindoktor, Joseph Goebbels, rådede ham til kun at tale i radio hvis det skete i form af transmission fra et stormøde.

Amdi Petersen er som alle andre blevet undervist i retorik da han tog sin lærereksamen. Da han endnu ikke har skrevet sin selvbiografi – en sikker bestseller – ved vi ikke i hvilket omfang hans senere karriere som karismatisk leder bygger på den taleundervisning han fik dér. Men alene ved sin klare fortid i den danske folkeskole repræsenterer han the missing link mellem enhver skolestues taleøvelser og rigmandslejligheden på Fisher Island, Miami. Også selv om han senere har suppleret med megen selvtræning for at finde den helt personlige form som har båret ham helt op på 10. etage.

Enhver lærer i mundtlig fremstilling ved hvor vanskeligt det er at få eleverne ”ud af busken”. Oplæg i klassen gives desværre ofte som artige oplæsninger af genfortællinger af hvad der står i en bog. Undersøgelser viser desuden at almindelige mennesker er lige så bange for at holde en tale som for at dø. Så der er nok af undskyldninger og bortforklaringer for at hakke, stamme og hviske sig igennem livet.

Men den går ikke mere.

Først brød brødrene Olsen igennem ved Melodi Grand Prix. Nu har Amdi endegyldigt bevist hvilken dynamit man leger med i den mundtlige fremstilling.

Ingen lærer behøver længere være alvorligt i tvind og amdivalent efter dette.

 

© Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk , d. 30/10 2001.

                

Øverst i dokumentet