Kommen­tarer og moraler.

Først lagt op 30-03-2018

Senest opdateret 14-12-2023 11:28:08

 

BRITTA-HISTORIEN

KUNST

VIDENSKAB

POLITIK OG MEDIER

RELIGION OG TRO

EPISTEL 666

ÅH, JEG KOMMAER!

”DRENGEN DER SKREV”

MENU

 

Politiet har flere gange måttet bruge tåregas for at sikre ro og orden.

Foto: Wikipedia med kunstneriske effekter af Kjøller

 

Breaking: En skægget mand på ca. 30 år har de seneste uger gået omkring i hvide gevandter og helbredt invalidepensionister ved håndspålæggelse. Sundhedsministeren udtaler, at vi må stå vagt om det offentlige sundhedssystem: ”Ingen kan være tjent med det kaos, som opstår, hvis folk, der står langt nede i køen, pludselig kan blive helbredt af en tilfældig mand, de møder på gaden.”

Mand undergraver systemet

Folk langt nede i køen helbredes af tilfældig mand, som de møder på gaden. Sundhedsministeren advarer nu mod kaos.

 

Politiet beder os advare mod en skægget mand på ca. 30 år, som går omkring i hvide gevandter og åbne sandaler og holder små taler om næstekærlighed. Politidirektøren oplyser, at manden må anses for at være særdeles farlig. Folk stimler sammen og beder ham trylle.

Man formoder, han er stukket af fra et flygtningecenter. Han har et mellemøstligt udseende.

En enkelt slået ned med en krykke

Flere invalidepensionister er blevet helbredt ved håndspålæggelse. Politiet oplyser, at det skaber farlige tumulter, når så mange syge og ulykkelige maser på for at blive helbredt. Politiet har således flere gange måttet bruge tåregas for at sikre ro og orden. I går blev flere indlagt for observation for kraniebrud. En enkelt blev slået ned med en krykke.

Sundhedsministeren udtaler, at vi må stå vagt om det offentlige sundhedssystem: ”Ingen kan være tjent med det kaos, som opstår, hvis folk, der står langt nede i køen, pludselig kan blive helbredt af en tilfældig mand, de møder på gaden. Det er en alvorlig trussel mod tilliden til hele det avancerede sundhedssystem, hvis folk, der er opgivet som uhelbredelige, bare pludselig kan blive raske alligevel.”

Flintrende ulovlige helbredelser uden moms

Skat oplyser, at værdien af en helbredelse naturligvis er skattepligtig. En helbredelse på åben gade med håndspålæggelse betragtes som en momspligtig tjenesteydelse.

”Hvis manden ikke er momsregistreret, er det flintrende ulovligt,” udtaler direktøren for Skat. ”Hertil kommer, at værdien af en helbredelse skal indtægtsbeskattes hos den helbredte. Ved helbredelse af uhelbredelige sygdomme som ALS og visse håbløse kræftformer er der tale om så astronomiske beløb, at folk lige bør tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig ud i det,” slutter direktøren.

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp