Klaus Kjøller forside à bogmenu à bogen nedenfor

[Senest opdateret d. 21/11 2015]

 

150331AktivSeer2Fors1000x1500Tekst3.jpg

Aktiv seer,

eller:

Hvordan Steven Spielberg lærte mig at elske politikerne. 2. revolutionerende udgave

 

09-11-2015: Bogen er en total revision og opdatering af en bog med næsten samme titel fra 1977. Både som paperback og som e-bog.

 

Det er historien om de følger, det får for en yngre familiefar i IT-branchen, at han en aften foran TV indser, at hans 2-årige søn forstår Ask Rostrups nationaløkonomiske forklaringer ved trykskærmen.

Med sin sunde fornuft og den store TV-pakke med alle nyhedskanaler kæmper han sig frem gennem kilometervis af politiske TV-udsendelser for at finde ud af, hvad det er, man forstår i politik, når man ikke forstår nationaløkonomi, jura og administration.

 

 

 

 

 

Vi hører om den pris, han må betale – i familien, i karrieren. Vi oplever ham hånet, forfulgt, grebet af anfægtelser – men også godt hjulpet af en højtplaceret, hemmelig kilde med adgang til bandlyste politiske udsendelser fra DR TVs guldalder i 1970’erne. Vil det lykkes ham at afsløre den rystende sandhed om politik i TV, inden han bliver stoppet af det etablissement, som i årtier har fyldt seerne med manipulation og løgn?

Mere om bogen.


Aktiv seer

eller:

Hvordan jeg lærte at elske politikerne

Borgen 1977. 130 sider, udsolgt. (Bogen kostede 49,50 kr)

Tegninger af Bent Eskestad

ISBN 87-418-4514-5.

Udkom september 1977

Oplag: 2404 (officielt: 2000)

Salg i 1977: 1788; 78: 246; 79: -48 (retur fra boghandlerne); 80: -12; 81: -11; 82: 0; 83: -6; de sidste 146 eksemplarer blev solgt på nedsættelsen i 86.

Antal eksemplarer på bibliotekerne i 1998: 52

 

Anmeldelser:

Bagsidetekst

Ekstra Bladet

Politiken

Berlingske Tidende

Jyllands-Posten

Aktuelt

Information

Fyens Stiftstidende

Kristeligt Dagblad

Fyns Amts Avis

Andre anmeldelser, omtaler o.lign.

 

 

Bagside

Dette er historien om de følger det får for en yngre EDB-mand at han en aften foran TV-avisen indser at hans 2-årige søn forstår Hans V. Bischoffs nationaløkonomiske forklaringer. Med sin båndoptager og sin sunde fornuft kæmper han sig frem gennem kilometervis af politiske radio- og TV-udsendelser for at finde ud af hvad det er man forstår i politik, når man ikke forstår nationaløkonomi. Vi hører om den pris han må betale — i familien, i karrieren. Vi ser ham omgivet af skepsis, forfulgt, grebet af anfægtelser. Men vi oplever også frugten af det hårde slid når han på basis af den indvundne indsigt kan lægge grundstenen til Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati.


Anmeldelse i Ekstra Bladet d. 12/9 77:

Kludremiklerne i tv længe leve

Vanvittig, morsom bog om politikere og TV-journalister [kommaet stod faktisk i originalen]

Af Karen Thisted

Mens Erhard Jakobsen bruger det meste af sin tid på at bevise, hvor venstreorienteret radio og TV er, har han nu fået en konkurrent. Det er cand.mag. Klaus Kjøller der i en meget humoristisk bog beviser, at det TV-journalister og politikere aften efter aften optræder med i TV-Avisen er fuldstændig uforståeligt for den almindelige seer.

-- Når politikere og journalister forklarer nationaløkonomi i TV er det at sammenligne med kejserens nye klæder, siger Klaus Kjøller. Han er selv højt uddannet og beskæftiger sig på Københavns Universitet med faget kommunikation, men alligevel må han erkende, at han ikke forstår et pluk af det, politikere og journalister siger i TV-Avisen.

Kjøller karakteriserer i sin bog Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne en række TV-journalister samt mediepolitikere – og det er ikke kedeligt.

Væk med Vestergaard

Han har ligesom Erhard Jakobsen optaget kilometervis af bånd fra TV, men med et noget andet resultat end Erhard. Journalisterne får nogle ordentlige drag over nakken, især går det ud over Alice Vestergaard som Kjøller mener for mange har været uudholdelig.

I min bekendtskabskreds er der stadig ret mange, der både skruer ned for lyden og ser bort, når Alice Vestergaard viser sig på skærmen, skriver Kjøller i sin bog, der dog skal beskrive en kontormands bekendelser og ikke hans egne. Beskrivelsen fortsætter:

-- Da Alice Vestergaard fungerede som oplæser, var der flere ægteskabelige kriser og tilfælde af børnemishandlinger end ellers. Jeg har efterhånden overvundet mig selv og er i dag en stor beundrer af hendes udholdenhed.

Ind med Ellemann

Kjøller fabulerer morsomt over TV-journalisternes optræden, men han mener, at der kun er få genier, der kan få bare et par minutters optræden til at dirre af dramatisk spænding. De fleste hører til den store masse af grå, kedsommelige TV-journalister. Han nævner Uffe Ellemann-Jensen, om hvem han skriver:

-- Hans smil kunne changere fra det ironiske til det charmerende og ind imellem helt forsvandt det og efterlod et snakkende pokerface – for straks efter at vende tilbage – drilsk, underfundigt eller optimistisk.

Ind med kludremiklerne

Om Mikael Bramsen:

Han får altid min hustru til at synes at der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen på grund af hans aristokratiske, arrogante facon.

Om Erik Ove:

-- Hvis man kunne lære en datamaskine at tale dansk, ville det lyde som Erik Ove.

Klaus Kjøllers humoristiske sans fornægter sig heller ikke med hensyn til de mange fejl i TV-Avisen. Dem ville han nødigt være foruden:

-- Fejlene får os op på mærkerne, siger han. De trykte aviser har vidst det længe og brugt det i deres 'Find fem fejl-konkurrencer'. Det gør ikke noget med lidt drama i TV-Avisen, og han drømmer om, at telefonen på Bjørn Elmquists studieværtbord skal begynde at kime under udsendelsen.

-- Det gør den bare alt for sjældent, siger han. Det gør ikke noget, at der sker noget uforudset, uplanlagt, for så bliver det hele pludselig nærværende for os. Alt kan ske. Studieværten bliver vanvittig, et kamera kommer til at køre en producerassistent ned osv. Lad os aldrig håbe at kludremiklerne bliver udryddet i TV.

Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen er repræsenteret ved lange citater fra udsendelser, og Erhard vil nok blive forbavset, når han opdager, hvor lidt han egentlig får fortalt seerne, når han er på skærmen. Selv om det er dybt alvorlige, politiske ting han udtaler sig om i de citerede afsnit, skriger man af grin.

Erhards undskyldninger

-- Man må være god til at æde sine ord i sig igen, når man udtrykker sig så uforbeholdent som Erhard, skriver Kjøller, men han kan den vanskelige kunst at undskylde, således at vi fatter sympati for ham. Men han kan ikke sidde og undskylde hele tiden, så vil undskyldningen miste sin effekt.

-- Hvad er din mening med den bog?

-- Jeg vil drage konsekvensen af det man forstår, hvis man overhovedet ikke forstår den sag, politikere og journalister vil fortælle os, siger Kjøller.

Karen Thisted.


Anmeldelse i Politiken, d. 16/9 77:

Gummiklokker og pølsesnak

Af Bettina Heltberg

Man sidder og klukker og godter sig med denne bog, ligesom den gang i skolen, hvor der altid var nogle dristige og verbalt-begavede kammerater, der uden tøven ville kalde den buttede geografilærer for Pind og fnise højlydt, hvis hun umærkeligt snublede over forhøjningen op til katederet. Der var tale om et fornærmeligt skarpsyn og en alt for veludviklet humoristisk sans hos disse kammerater. Og man var altid i tvivl om man skulle le med eller lade som ingenting.

Jeg er sikker på, at Klaus Kjøller har været sådan en fræk grinebider som lille, og nu er han blevet voksen og har skiftet skolelærerne ud med fjernsynsheltene. Han er blevet professionel, fascineret (som dronning Margrethe altid siger) fjernsynskigger.

I bogen 'Aktiv seer…' kan man for eksempel læse om det chokerende indtryk det gjorde på ham og hans kone, da de for første gang så Flemming Madsens underkrop i den fornyede TV-avis. Først troede de begge, at han bare rejste sig fra oplæserstolen for at gå hen og kigge ud af vinduet hvordan vejret var, men det viste sig, at han sjokkede helt over til et vejrkort, der til familien Kjøllers yderligere forbavselse viste sig at være udformet som en karrusel.

Ganske hurtigt vænnede de sig dog til disse nyskabelser i nyhedsformidlingen og sank hen i den sædvanlige apati over TV-Avisen. For at muntre sig lidt op har de startet en familiekonkurrence om hvilken TV-A-studievært, der er bedst til at dreje vejrkortkarrusellen. Drejes den korrekt i et tag, giver det 3 points. Skal der bruges flere tag, før den er der, giver det strafpoints. Bjørn Elmquist fører over Steen Bostrup. En tid lang har familien også levet i håbet om at en af studieværterne før eller siden vil skvatte over den forhøjning, deres bord og stol er anbragt på. Det kan enten ske på vej hen til vejrkarrusellen eller på vej tilbage igen, mens slutfanfaren gjalder og billedet toner ud. Klaus Kjøller siger det ikke, men jeg vil personlig gerne tilføje, at uheldet næsten ville være bedst i sidste tilfælde, altså hvis det skete til flot musikledsagelse. Måske var hymnen egentlig komponeret med dette tilfælde for øje.

Mere seriøst humoristisk (hvis man kan sige det derhen) er Klaus Kjøller i sine analyser af mediepolitikernes sprogbrug og TV-fremtræden. Trods sin kones udtalte misbilligelse har forfatteren gradvis udskiftet sit sexliv med et TV-liv – i første omgang drevet af en ideel stræben efter at forstå politik og samfundsøkonomi som den forklares fra skærmen. Hans to-årige søn forstår Bischoff. I virkeligheden er det nok mere Bischoffs børnehavepædagog-lignende ydre, drengen nikker så fornøjet genkendende til. Barnet har illusionen om at forstå, og på samme måde har Kjøller illusionen om at forstå de økonomisk-politiske udsendelser. Hvad han egentlig forstår er imidlertid noget andet. Det er signaler om personernes troværdighed, sagkundskab, ministerværdighed, sunde afbalancerede overblik – eller modsat: signaler om moralsk og retfærdig harme, skarpsindighed og hensynsløs ærlighed.

De politiske partier inddeler Kjøller i tre grupper: hostesaftpartierne, falderebspartierne og hestekurspartierne. De første partier er optaget af at vise sig ansvarlige og forligskapable. Falderebspartierne er de små, som har den utaknemmellige opgave både at vise sig ansvarlige og opsigtsvækkende nok til at påkalde sig medie-opmærksomhed. Så har hestekurspartierne det nemmere. – De kan udfolde sig frit i beske satirer over systemet, og partibosserne behøver ikke at ligne stressede, ansvarsfulde ministre, da de alligevel under ingen omstændigheder vil blive bedt om at påtage sig noget ministeransvar.

Klaus Kjøller har båndoptaget og kommenteret nogle ubetaleligt morsomme TV-interviews med bl.a. den talende tornado, Erhard Jakobsen, og Poul Hartling. Han er en beundrer af begge disse top-politikeres eminente evner som sprogbrugere. Men toppolitikere har stort set også livslang erfaring i at bruge sproget på den måde, at de skaber indtryk af at besvare spørgsmål præcist uden at meddele andet og mere end nøjagtig hvad de har lyst til at meddele. Top-mediepolitikere kalder forfatteren ikke uden en vis kærlighed for gummiklokker af 1. rang. Og der skal både årelang træning og en stor sproglig musikalitet til for at skabe et stykke ordentligt gummimusik med både bimlen og kimen, rungen og gungren. Ikke enhver makaroni-snakker kan blive tilet marathon-mundlæder.

Det alvorlige anliggende bag hele denne veloplagte fnisebog er selvfølgelig spørgsmålet om forståelse, kommunikation – som også var sprogmanden Klaus Kjøllers anliggende i kronikken forleden i Politiken. I et langt mere ironisk end egentlig morsomt slutkapitel gør han sig til talsmand for Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati, som kræver brød, skuespil og privatlivsudstilling af politikerne. I virkeligheden frygter han selvfølgelig tværtimod for, at den demokratiske meningsdannelsesproces har for dårlige muligheder, når politik og økonomi er TV-underholdningsstykker med nogle få bestemte aktører i hovedrollerne.

Han har måske mindre blik for, at problemet ikke blot er politikernes, men også TV-mediet iboende. Ingen gladiator i den manege vil nogensinde sejre 100 pct. over tidsnød, tekniske betingelser og de betingelser, TV-journalister selv fastsætter. Spørgsmålet, som Klaus Kjøller indirekte rejser i bogen, er, om man overhovedet kan nøjes med fjernsynet som politisk informationskilde og debatforum. Mit svar er, at det kan man selvfølgelig ikke – medmindre  man da ligefrem påtænker at skrive en humoristisk roman om de uheldige skærmhelte. Den opgave kan sikkert nok løses mere ondskabsfuldt – men ikke vittigere end her.

Bettina Heltberg


Anmeldelse, Berlingske Tidende, d. 16/9 77:

Medierne, politikerne og det, folk ikke forstår

Munter mand om TVs politiske fiasko

Af Jens Kistrup

Det begyndte med, at familiens to-årige søn særlig godt kunne lide Hans V. Bischoffs økonomiske udredninger i TV-Avisen.

Og hvorfor skulle han ikke det? Bischoff ligner en børnepædagog eller i det mindste en børnepædagogisk medhjælper. Hans udredninger bliver fremført i det tonefald, en rigtig rar onkel bruger over for andre børn. Og han har evnen til at få enkle, dramatiske effekter til at fungere – bygge med klodser, klippe i papir.

Men hvad med de voksne? Ser de i virkeligheden på Bischoff med præcis de samme øjne som den to-årige? Forstår de mere? Og er det ikke det afgørende problem i TV-tidens kommunikationskløft:

"Vi opfører os, som om vi forstår. Men det, der bliver forstået, er ikke indholdet. Det må være noget andet. Hvad?"

Det er dette "andet", kommunikationsforskeren Klaus Kjøller i sin bog "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" søger at belyse – ikke strengt videnskabeligt, men i en humoristisk, delvis fiktiv form med eksempler på og analyser af de politiske debatter, der i de senere år er sendt i TV og radio.

Formen er munter, næsten kåd. Men hvad Klaus Kjøller vil sige, er alvorligt nok – eller rettere: dybt foruroligende. Hans bog handler først og fremmest om den evne til at forføre ved ydre (sproglige, fysiognomiske) midler, der er karakteristisk for, ja, kræves i TV som politisk og populariserende medium – ganske uden hensyn til, hvordan det har sig med realiteterne, især de politiske realiteter.

Klaus Kjøllers bog kan bruges som en strategisk lærebog i, hvordan en moderne partipolitiker skal opføre sig og ytre sig, når han er på skærmen eller i æteren. Hvordan han skal besvare spørgsmål uden at meddele noget som helst om det, der spørges om. Hvordan han roligt, omhyggeligt og velovervejet – men fremfor alt tillidsvækkende – skal overbevise om, at partiets holdning er den rette.

Han skal have et marathonmundlæder, han skal kunne makaronistilen – sige meget lidt med en forfærdelig masse ord. Og alt dette er medvirkende til, at debatten bliver uforståelig for os på det saglige, nationaløkonomiske plan.

Medierne bestemmer, hvordan en politiker skal virke, opføre sig, tale. En minister skal se ud som en minister. Og gør han (hun) ikke det, desto mere må han (hun) prøve at erstatte det manglende gennem sin udtryksform, sin mimik, sine gebærder. Det er ifølge Klaus Kjøller forklaringen på Ritt Bjerregaards "ekstremt monotone, langsomme (drævende) og perfekt bureaukratiske udtryksmåde".

Og i denne medie-situation kommer så en politiker – Mogens Glistrup – der opfører sig stik imod de gængse regler, men som til gengæld bruger medierne suverænt. Han koncentrerer sin argumentation og agitation om nogle få let fattelige punkter: 1) Hver-mand-et-nul-temaet, 2) papirnussetemaet, 3) Idiottemaet (alle de andre er idioter) og 4) Forfølgelsestemaet – martyriet. Og ud fra denne forenklede debatkatekismus fremstår han som "den mediepolitiker, der først og fremmest har formået at oversætte vores uvidenhed til praktisk politik".

Det er hårde ord om Glistrup, om medierne og om det danske folk. Og Klaus Kjøllers dokumentariske satire munder ud i et forslag om dannelse af en "Folkebevægelse for et forståeligt demokrati" (FFD). Den ønsker at overlade nationaløkonomi, jura og administration til fagfolkene.

Derved får politikerne og journalisterne muligheder for at lave helt anderledes medrivende udsendelser: "De kan nu koncentrere sig om det væsentlige, dvs. det, vi seere forstår, og bare betragte det såkaldte saglige indhold som den ligegyldige anledning, det i realiteten altid har været".

Klaus Kjøller er forberedt på den forargelse, folkebevægelsen og dens krav vil vække – vil den underminere demokratiet? Men som han meget rigtigt siger til slut: "Mediepolitikken og sagpolitikken er to sider af samme sag. Man forsvarer ikke demokratiet ved at fortie de mediepolitiske realiteter, tvært imod".

Her er de lagt åbent frem. Det virker som en farce. Men det er en tragedie.

Jens Kistrup


Anmeldelse i Jyllands-Posten, d. 16/9 77:

Satiriske portrætter af kendte TV-ansigter

Af Flemming Chr. Nielsen

En yngre EDB-ekspert opdager til sin skræk, at hans to-årige søn forstår, hvad Hans Bischoff siger i TV-avisen. Eller han ser ud til at forstå, hvad Bischoff siger, for efterhånden går det op for EDB-manden, at barnet mest er optaget af Hans Bischoff på grund af hans "bedende blik, lavkøbenhavnske dialekt og tonefald som læste han godnatfortælling for artige småbørn".

Det får EDB-manden til at interessere sig for TV-journalisternes image. Han følger dem fra aften til aften. Han studerer Uffe Ellemann-Jensen, som "med sit falmede charmørsmil især henvendte sig til damer". Han opdager, at Bischoff ligner "en børnepædagog eller i det mindste en fritidspædagogisk medhjælper", og perfektionisten Bjørn Elmquist anslår i sin udklædning "en alfonsmode som man kender den fra amerikanske kriminalfilm".

Disse respektløse portrætter når deres toppunkt med Michael Bramsen. Hans "aristokratisk-arrogante facon får altid min hustru til at synes, at der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen".

Opmuntret af sine journalist-analyser begynder EDB-eksperten at optage de politiske radio- og TV-udsendelser på bånd, selv om han må indrømme, at "det er en klam én at skulle sidde og høre Thomas Nielsen bliver interviewet igen og igen". Og så ruller de skarpsindige iagttagelser frem over bogens sider. Læseren skraldgriner og læser højt for de andre i stuen. Vi vover et længere citat:

"Når en mediepolitiker ikke kan, vil eller tør svare på et spørgsmål en journalist stiller, kan han vælge at sige et "ingen kommentar" og så i øvrigt klappe i. Dette er en udvej, som LOs overgnavpot Thomas Nielsen bemærkelsesværdigt ofte vælger … En mediepolitiker, hvis parti har desperat brug for at den presse det kan få, vil aldrig svare "ingen kommentar", men vil tværtimod gribe lejligheden til rigtig at folde sig ud. En mediepolitiker, som sidder sikrere i sadlen, kan fra tid til anden anvende denne knappe svarform med succes … Det unterstreges, at ens taleorganer ikke står til rådighed for enhver mikrofon, som kommer strittende".

Bag de bidende iagttagelser og den muntre facade er det en dybt tragisk bog, Klaus Kjøller har skrevet.

Hvad er det dog for et uhyggeligt præcist vrængbillede af et demokrati, den opruller?

Her er hostesaftpartier, der konkurrerer om at vise sig regeringsduelige. Her er hestekurspartier, der frit kan udfolde deres satire over systemet og dets seneste galskab, og her er faldrebspartierne, der både skal se ansvarlige ud og skabe dramatiske mediesituationer, der giver omtale og overskrifter.

Så morsomt, drønende frækt og kærligt er der aldrig skrevet om mediepolitikere og kommunikationskløfter. Man fristes til at citere romanen fra ende til anden. Vi nøjes med en stump om Klods-Hans i skrivestuen. Pludder over det hele. Rigtigt gættet, det er Glistrup der tales om:

"Som en stor fed og kamplysten gås sad han skråsikkert i andegården og udsendte mærkelige lyde… Han var en snu krabat, som kendte alle de beskidte professionelle tricks… Der var ingen tvivl om, at han som skuespiller havde været dømt til små komiske biroller, men nu sad han her og bed skeer med selveste Per Hækkerup. Hvis han da ikke svævede som en blævrende fortidsøgle over sin indendørs svømmepøl".

God fornøjelse.

Flemming Chr. Nielsen


Anmeldelse i Aktuelt, d. 27/9 77:

De pokerfjæsede gummipolitikere

Af Kristen Bjørnkær

Det er faktisk ikke nogen vittighed, når Klaus Kjøller i sin nye bog om vore TV-kendinge skriver, at hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger på skærmen. Hvordan det? Jo, Bischoff gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt, han sætter klodser ovenpå hinanden, han er som en rar onkel, det taler til mindre børn.

Pointen er, at den 2-årige forstår lige så meget – eller lidt – af nationaløkonomien som faren – og for den sags skyld de fleste af os andre. Dette er i virkeligheden en sviende kritik af det demokrati, vi bryster os af!

Eftersom vi ikke forstår så meget af, hvad politikerne siger, når de snakker om økonomi i TV, er vi henvist til at vælge dem efter, hvordan de ser ud, hvordan de klarer sig, kort sagt hvordan de virker – og ikke efter det saglige indhold. Kejserens nye klæ'r om igen.

Vi tør ikke indrømme vores uforstand overfor hinanden. Man burde lave en folkebevægelse for et forståeligt demokrati, foreslår Kjøller.

Bogen er en hudfletning af de medietrænede, spontanspillende, pokerfjæsede gummipolitikere som Poul Fløjlstemme, "Dean Martin" og Mogens Klodshans, som vi dagligt har for øje, så morsom, at man må overraskes og glædes: Pludselig en samfundskritik, der er menneskelig, selvironisk og satirisk, ond og venlig på samme tid (den var jo ellers ved at dø en stille død i de senere års magistermarxistiske ørkenvandring). Klaus Kjøller er en aktiv seer, som Erhard Jacobsen har grund til at være bange for.

Den mediekritiske analyse er intelligent og korrekt, en afsløring af tricks og teknik i vælgerbejlernes fremtrædelsesform. Men bogen er bygget op som en lang humoristisk novelle af Willy Breinholst.

Dermed være måske også sagt, at sproget ikke er det mest spændstige, men kan tænke sig. Men i glimt eksploderer det – f.eks. i en indtagende skildring af dengang Flemming Madsen pludselig fik underkrop, da den nye TV-Avis blev indført.

Han rejste sig og gik over til vejrkortkarussellen. "Om så chief Ironside havde rejst sig fra sin rullestol og spænet 3 gange frem og tilbage over Golden Gate-broen, så havde det ikke skabt nær den samme anspændte stilhed rundt omkring i stuerne".

Jo, det var lidt af en national begivenhed – ligesom alt det andet i TV, der her har fået en veloplagt beskriver. Bent Eskestads tegninger svarer smukt til bogen: De ligner ordinære, uforpligtende vittighedstegninger, men har desuden både holdning og brod.

Kristen Bjørnkjær


Anmeldelse i Information, d. 26/10 77:

Gummimusik og makaronisprog

Af Sven-Erik Jørgensen

I den borgerlige offentligheds selvforståelse indtager forestillingen om den lige adgang til den frie og åbne politiske debat en central placering. I den politiske debat brydes forskellige meninger og den menige borger kan i kraft af den såkaldt fri meningsdannelse efter moden overvejelse danne sig sine egne meninger. En forudsætning er det ganske vist, at debatten er en saglig debat, synspunkt står mod synspunkt og må så de bedste argumenter kåre en sejrherre. Det er forstyrrende, usagligt og ufint hvis en diskussionsdeltagers synspunkter er styret af særinteresser (man må tilgodese Befolkningens interesser som helhed: det sker ved at pege på Den Nødvendige Politik) eller krænker privatlivets fred. Og det siger sig selv, at det er usagligt hvis en politiker lægger hovedvægten på at gøre en så god (medie)figur som muligt i stedet for at holde sig til sagen. Samtidig har især TV-mediet tydeliggjort, at en politisk debat nok så meget er en boksekamp hvor ordstyreren kun meget sjældent har mulighed for som en rigtig kampdommer at påtale diverse brud på skrevne og uskrevne regler. Om bl.a. misforholdet mellem den demokratiske forudsætning om ordentlig snak samt en aktiv og forstående offentlighed på den ene side og de triste kendsgerninger på den anden handler Aktiv seer.

Kjøller lader en god gennemsnits-demokrat fortælle om sine genvordigheder med TV og dets mediepolitikere. I lighed med andre aktive mennesker begynder vor helt, udrustet med en båndoptager, at gennemgå et udvalg af fjernsynets politiske udsendelser.

Aktiv seer rummer nogle kostelige klip der ganske rigtigt synes at vise, at en politisk debat er et spil hvor det gælder om at "fremstille sit eget parti som idealistisk og harmonisk, og modpartens som et kaotisk sammenrend af karrieremagere." Kjøller gennemgår forskellige varianter af hvad han kalder den indholdsrige tomgangs hemmelighed. Det gælder om at have et marathonmundlæder og beherske sit makaronisprog. Der gives eksempler på udenomssnak som selv den mest velopdragne satiriker ville få svært ved at overgå.

Den traditionelle, "ansvarlige" politiker taler stort set i samme stil, uanset partifarve. De sidste par år er der jo imidlertid dukket et par fornyere op som bogen da også ofrer særlig opmærksomhed. Orkanen Erhard er så absolut min personlige [favorit] og bogen giver et herligt eksempel på hans charmerende måde at afspore en samtale på. Manden er i krydsild i forbindelse med sin udtræden af radiorådet. Malin Lindgren spørger:

"Føler De Dem som valgt af folket til at repræsentere deres interesser over for denne institution?" Erhard Jakobsen: "Hvem er jeg ellers valgt af, Malin Lindgren?" ML: "Næh, men altså: føler De…" EJ: "Men det er ikke hvad jeg fø/ mit følelsesliv. Det er jo ikke en Christianiaudsendelse. Mit følelsesliv kommer ikke seerne og lytterne ved. Det skal vi ikke spilde tid på…"

Sådan skal den skæres.

Bogens fiktive hovedperson må konstatere en meget behersket interesse for sine undersøgelser, men ender dog alligevel med at fremsætte et forslag om oprettelse af en folkebevægelse for et forståeligt demokrati. Hovedkravet skulle være, at man tager den fulde konsekvens og virkeliggør den politiske debat til et underholdningsshow.

Det har været Kjøllers hensigt på en underholdende måde at gøre opmærksom på den ferme mediepolitikers teknik og de manipulationsmuligheder den rummer. Bogen er underholdende, det sørger som nævnt ikke mindst de optrædende politikere for. Som kritik tror jeg imidlertid ikke bogen kan overskride grænserne for den i forvejen vedtagne opfattelse af at politikersnak er tomgang. Det er umuligt at se hvor Kjøllers kritik egentlig taler fra og hvilke modforestillinger den opererer med. Han synes nærmest at ville repræsentere en sund fornuft i al almindelighed, hvilket med andre ord vil sige at hans kritik bliver en kritik inden for begrebet borgerlig offentligheds rammer. En kritik der anklager politikerne for ikke at leve op til denne offentlighedsforms ideelle fordring. Og en kritik som med sine satiriske analyser leverer en slags modgift til imødegåelse af den sproglige forurening.

Sløringen og begrænsningen af bogens kritiske sigte skyldes ikke mindst anvendelsen af en fiktiv ramme, og jeg tror ikke bogen havde tabt i underholdningsværdi uden denne. Citaterne og analyserne af dem gør dog, at jeg – naturligvis under rimelig hensyntagen til de i det ovenfor anførte kritiske bemærkninger – tør anbefale den konkrete genstand for nærværende overvejelser til fornøjelig gennemlæsning.

Hvis jeg må sige det på den måde.


Anmeldelse i Fyens Stiftstidende, d. 13/9 77:

Spas med mening

Hvorfor ikke lige så godt tage konsekvensen af, at vi ikke forstår et suk af, hvad der bliver sagt i radio og specielt TV: Lav de politiske, økonomiske, ja, alle de tunge udsendelser til underholdning, lad politikerne møde udklædte, gør TV-optræden til et politisk speciale, lad dem slås og møde i studiet med skrammer fra kampen – jamen, er det da ikke de fleste lytteres/ seeres reelle krav til politiske udsendelser?

Sproganalytikeren Klaus Kjøller har ikke megen tillid til vor fatteevne. Han ser kommunikationskløften så dyb som Phillippinergraven og politikernes TV-optræden som strategi, dygtig eller kluntet, men altid lagt med det ene formål at holde os i den dybeste uvidenhed om, hvad debatten ret beset drejer sig om.

Han har tidligere givet udtryk for tilsvarende pessimistiske synspunkter, men indtil nu på den autoriserede ping- og pamperfacon, der udelukker flertallet. Dennegang har han skrevet en satirisk roman: "Aktiv seer, eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne", og nu kan ingen påstå, at de ikke kan forstå hvad han mener.

Det hele begyndte, da hans hovedperson, en yngre edb-programmør, må acceptere, at hans to-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske betragtninger – fordi han har børnetække, ligner en børnepædagog, taler som en rar onkel, som ved hjælp af klodser og papirklip giver indtryk af, at problemet er ret enkelt.

Det synes edb-programmøren ikke, det er, og han fandt ud af, at det mente hans kone og arbejdskammerater heller ikke, det var – og de var også flintrende ligeglade. Den slags må eksperter ordne. Når vi kommer trætte hjem fra arbejde, vil vi underholdes.

Og det er stort set også det, politikerne gør, fandt Kjøllers hovedperson ud af, efter at han aften efter aften havde båndoptaget udtalelser og søgt at finde en dybere kerne i det indforståede skuespil for åben skærm. Med en lang række eksempler viser Kjøller hvordan "majestætisk pølsesnak" og "makaronisprog" (for slet ikke at tale om det smidige "gummisprog", der kræver en vis øvelse) er obligatoriske fag i den politiske grundskoling – og seerne sidder tilbage med en lang næse og skuffet forventning om, at det pæne panel begyndte at slå på hinanden.

Når det nu er sådan, når "folket" er ravende ligeglad med, hvad der bliver sagt, bare det bliver sagt underholdende – hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud?

Kjøllers roman er nok satire, men som al god satire rummer den en væsentlig kerne af sandhed. Mangfoldige undersøgelser viser, at han har ret, og Danmarks Radio er pinagtig klar over det. Måske kan den igangværende strukturdebat afværge det truende perspektiv, Kjøller opruller, men det vil kræve omlægninger, som de færreste har fantasi til at forestille sig.

linc.


Kristeligt Dagblad, d. 20/9 77:

Dialog på nævekampe anbefales

Populær bog om TV som demokratiets medie

Kunne man forestille sig denne dialog mellem tidligere TV-journalist Uffe Ellemann-Jensen og tidligere statsminister Poul Hartling:

Ellemann-Jensen: Tag nu og hold op med at hælde vand ud af ørerne, Poul Fløjlstemme.

Hartling: Jeg troede ellers ikke at en torsk kunne få for meget vand.

Nej vel, ikke for åben skærm. Men det er, hvad sprogforskeren Poul Kjøller [således står der faktisk i originalen, kk] kunne forestille sig som målsætning for "Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati". Desuden anbefales mindre nævekampe mellem politikere og journalister og politikere indbyrdes.

Nu skal situationen ikke tages ganske alvorligt, for Klaus Kjøller, der tidligere har skrevet videnskabelige bøger om sproganalyse, muntrer sig denne gang i en slags roman om en EDB-mand, der sætter sig for at undersøge, hvorfor hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske udredninger, mens han selv sidder uforstående overfor skærmen.

Kjøllers anvisninger i bogens sidste kapitel er affattet med ironisk varme, for det er ikke hans hensigt at oprette en folkebevægelse for Aktive Seere. Hvad han gør i bogen, er at afklæde politikernes forhold til befolkningen med fjernsynet som medie. Herved bliver bogen "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" en populær interaktions-analyse, der tager TV-kommunikationen op til kritisk gennemgang.

Hvad den fiktive hovedperson finder frem til med sine omfattende TV-båndoptagelser er formentlig de samme som sprogeksperten har set og lyttet sig frem til:

Det drejer sig tilsyneladende for mediepolitikeren om at fremstå overfor vælgerne – der altid er i hans tanker – som idealistisk, sagkyndig (seeren skal helst ikke forstå alt, hvad man siger) og repræsenterende et harmonisk politisk parti. Derudover skal han med jævne mellemrum smigre vælgerne.

Nu må Kjøller roses for at have udvist en betydelig grad af selvbeherskelse, idet han passende skarpsindigt, men diskret kun har tildelt Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup begrænset plads i teksten. Førstnævnte er citeret for sine udtalelser i marts 76 hvor han blev interviewet i TV af Flemming Madsen, Ellemann-Jensen og Malin Lindgren. Udtalelserne er selvafslørende på skærmen, de er det i katastrofal grad på tryk, og de må have kostet forfatteren af analysen her usigelige kvaler i hans underdrevne analyse af en folkeforførers verbale manipulationer.

Den mest spændende form for populariseret medie-analyse, som Klaus Kjøller præsterer i sin bog, sker i nogle indskud mellem kombattanternes indlæg i politikerdebatten efter det skelsættende valg i dansk politik i 1973. Det valg, hvor fem gamle partier gik væsentligt tilbage for at give plads til fem nye. I disse indskud lader forfatteren journalist og politiker gøre sine overvejelser for åbent tæppe, og her kommer motiver, forbehold og aggressioner frem som den sproglige teknik, hvis beherskelse de "overskårne" mænds – som TV-billedet beskærer dem – succes som mediepolitikere er så afhængig af. Det er ganske spændende læsning.

Hvorfor bogen er lagt ind i en fiktiv ramme, forbliver noget af en gåde. Der er ikke tale om en roman, og sprogforskeren kunne såmænd godt selv have stået ved de erfaringer, han har gjort foran skærmen.

Hvordan seerne skal præsenteres for demokratiet i TV, er det spørgsmål, "romanen" rejser. Den rummer selv nogle indirekte svar, for det er da helt klart, at det ikke er tilstrækkeligt at opfordre til nævekamp blandt de agtværdige mænd lige ind i vore stuer, og at sidde foran skærmen og vente på det uforudsete: at Flemming Madsen falder ned af podiet på vej henimod de meteorologiske forudsigelser, det er jo en temmelig passiv form for demokrati.

Hou.


Anmeldelse i Fyns Amts Avis, d. 16/9 77:

Gode råd til karriere-politikerne

Af cand.mag. Henrik Tjalve

Hovedpersonen i Klaus Kjøllers roman "Aktiv seer eller hvordan jeg jærte at elske politikerne" får sine tilvante forestillinger rystet, da det går op for ham, at hans søn på to år forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger i TV-Avisen. Selv forstår han ham ikke, men har lullet sig ind i troen på, at han var ene om problemet, ellers måtte landets TV-seere have reageret med en veritabel proteststorm. Tænk blot på reaktionerne når TV-teatret fremfører "uforståelige" teaterstykker.

En undersøgelse iværksættes med det resultat, at Kjøllers hovedperson opdager, at han ikke er alene om at komme til kort over for det saglige indhold i Bischoffs redegørelser. Hverken hans kone eller kolleger inden for EDB-branchen forstår de økonomiske krinkelkroge, Bischoff boltrer sig i. De afviser ligefrem hans spørgsmål herom som ejendommelige og udtryk for særhed. Igen rystes vor EDB-mand.

Noget må de forstå. Hvordan kan man ellers forklare, at de aften efter aften med sindsro ser Bischoff partere kyllinger, skære rugbrød i skiver, stable klodser osv.?

Svaret er, at vi forstår, hvad Bischoff gør, men ikke hvad det er, han siger. Indholdet glider således i baggrunden for iscenesættelsen. Opdagelsen heraf bringer hovedpersonen på sporet af, at et Leisner-show og en politiske debatudsendelse så i virkeligheden har samme betydning for TV-seerne. Vi forstår ikke, hvad politikerne siger: "men selve situationen, hvor nogle sagkyndige sidder og skændes, samtidig med at de hver især skal overbevise os uvidende om at de har ret, besidder letforståelige dramatiske elementer. Det er en kildrende fornemmelse for os bund-ordinære og indflydelsesløse seere at være vidne til at landets store tunge bosser går i ringen med hinanden. For en stund lulles den enkelte seer ind i en illusion om at være en betydningsfuld person, en kejser som sidder og glor ned på de drabelige gladiatorer, som tumler rundt i skidtet."

Og endnu vigtigere: Politikerne er klar over at det forholder sig således. Det, der er galt er blot, at de ikke har taget den endelige konsekvens heraf! Her må der pression til. Ifølge Kjøllers hovedperson må der stables en folkebevægelse for et forståeligt demokrati på benene. Alt det saglige må politikerne overlade til teknokrater, for at hellige sig det de politiske holmgange dybest set drejer sig om, dvs.:

  • at vinde konkurrencen om at fremstå som mest idealistisk,
  • at vinde konkurrencen om at fremstå som den sagkyndigste,
  • at vinde konkurrencen om at smigre seerne, og
  • at vinde konkurrencen om at fremstå som det mest harmoniske og idealistiske parti.

Klaus Kjøller, der er cand.mag. i dansk og filosofi, har med den foreliggende bog ønsket at komme ud over den spændetrøje, en strengt faglig behandling af "mediepolitikerne" ville være ensbetydende med. Det er gjort med præcision og ironi. Den vil blive læst med opmærksomhed af karriere-politikerne, her er fiduser at hente, men lur dem – læs med.


Andre anmeldelser eller omtaler eller lignende:

Bornholms Tidende, 9/2 77

Aktuelt, d. 16/8 77

Aktuelt, d. 8/9 77

Aktuelt, d. 14/9 77

Aktuelt, d. 16/10 77 (jeg skrev en kommentar på 1 side med overskriften: Kære Ritt: -- Jeg føler mig brændt af … Et brev til Ritt Bjerregård som flere gange havde opfordret forskerne til at lave noget samfundsrelevant)

Sjællands Tidende, d. 14/9 77

Politikens Kronik, d. 12/9 77 (handlede ikke specielt om politikere, men om at formidle. Overskrift: Hjælp. De læser kronik -- jeg skriver kronik. På forsiden lanceredes kronikken som en "anti-kronik")

BT, d. 13/9 77

Vejle Amts Folkeblad, d. 14/9 77

Aarhus Stiftstidende, d. 16/9 77

Ny Dag, Nakskov, d. 28/9 77

Ringkøbing Amts Dagblad, d. 15/9 77

Fredericia Dagblad, d. 16/9 77

Kolding Folkeblad, d. 17/9 77

Se og Hør, d. 29/9 77

Berlingske Tidende, d. 24/9 77 (Professor, dr. phil. Niels Thomsen skriver klummen "Gæstepanelet" med overskriften "Gummimusik")

Berlingske Tidende, d. 2/10 77: (Jens Kistrup skriver klumme med overskriften: "Time i terror. TV-Avisen, børnene og den negative holdning til samfundet")

Information, d. 21/9 77 (Leif Blædels tv-anmeldelse med overskriften "Heidi og Klaus Kjøller"; anmelder et indslag om bogen i "Landet rundt" med Preben Heide som interviewer)

Bornholms Tidende, d. 30/9 77

Billed Bladet, d. 30/9 77

Jydske Tidende, d. 5/10 77

Indbindingscentralen, uge 43, 1977

Amtsavisen, d. 26/10 77

Land og Folk, d. 10/11 77

DR radio, efteråret 77, et 8-minutters "postkort" i den ugentlige udsendelse "Familiespejlet".

I øvrigt blev begyndelsen af bogen brugt som grundlag for aftenprøven i retstavning ved folkeskolens afgangsprøve april-juni 1979


Tilbage til toppen af siden