|
Bagside
Dette er
historien om de følger det får for en yngre EDB-mand at han en aften foran
TV-avisen indser at hans 2-årige søn forstår Hans V. Bischoffs
nationaløkonomiske forklaringer. Med sin båndoptager og sin sunde fornuft kæmper
han sig frem gennem kilometervis af politiske radio- og TV-udsendelser for at
finde ud af hvad det er man forstår i politik, når man ikke forstår
nationaløkonomi. Vi hører om den pris han må betale — i familien, i
karrieren. Vi ser ham omgivet af skepsis, forfulgt, grebet af anfægtelser.
Men vi oplever også frugten af det hårde slid når han på basis af den
indvundne indsigt kan lægge grundstenen til Folkebevægelsen for et
forståeligt demokrati.
Anmeldelse i
Ekstra Bladet d. 12/9 77:
Kludremiklerne i tv længe leve
Vanvittig, morsom bog om politikere og
TV-journalister
[kommaet stod faktisk i originalen]
Af Karen Thisted
Mens
Erhard Jakobsen bruger det meste af sin tid på at bevise, hvor
venstreorienteret radio og TV er, har han nu fået en konkurrent. Det er
cand.mag. Klaus Kjøller
der i en meget humoristisk bog beviser, at det TV-journalister og politikere
aften efter aften optræder med i TV-Avisen er fuldstændig uforståeligt for
den almindelige seer.
-- Når
politikere og journalister forklarer nationaløkonomi i TV er det at
sammenligne med kejserens nye klæder, siger Klaus
Kjøller. Han er selv højt uddannet og beskæftiger sig på
Københavns Universitet med faget kommunikation, men alligevel må han erkende,
at han ikke forstår et pluk af det, politikere og journalister siger i
TV-Avisen.
Kjøller
karakteriserer i sin bog Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske
politikerne en række tv-journalister samt mediepolitikere -- og det er
ikke kedeligt.
Væk
med Vestergaard
Han har
ligesom Erhard Jakobsen optaget kilometervis af bånd fra TV, men med et noget
andet resultat end erhard. Journalisterne får nogle ordentlige drag over
nakken, især går det ud over Alice Vestergaard som Kjøller mener for mange
har været uudholdelig.
I min
bekendtskabskreds er der stadig ret mange, der både skruer ned for lyden og
ser bort, når Alice Vestergaard viser sig på skærmen, skriver Kjøller i sin
bog, der dog skal beskrive en kontormands bekendelser og ikke hans egne.
Beskrivelsen fortsætter:
-- Da
Alice Vestergaard fungerede som oplæser, var der flere ægteskabelige kriser
og tilfælde af børnemishandlinger end ellers. Jeg har efterhånden overvundet
mig selv og er i dag en stor beundrer af hendes udholdenhed.
Ind
med Ellemann
Kjøller
fabulerer morsomt over TV-journalisternes optræden, men han mener, at der kun
er få genier, der kan få bare et par minutters optræden til at dirre af
dramatisk spænding. De fleste hører til den store masse af grå, kedsommelige
tv-journalister. Han nævner Uffe Ellemann-Jensen, om hvem han skriver:
-- Hans smil
kunne changere fra det ironiske til det charmerende og ind imellem helt
forsvandt det og efterlod et snakkende pokerface -- for straks efter at vende
tilbage -- drilsk, underfundigt eller optimistisk.
Ind
med kludremiklerne
Om
Mikael Bramsen:
Han får altid
min hustru til at synes at der mangler en cognac eller i det mindste en likør
til kaffen på grund af hans aristokratiske, arrogante facon.
Om Erik
Ove:
-- Hvis
man kunne lære en datamaskine at tale dansk, ville det lyde som Erik Ove.
Klaus
Kjøllers humoristiske sans fornægter sig heller ikke med
hensyn til de mange fejl i TV-Avisen. Dem ville han nødigt være foruden:
--
Fejlene får os op på mærkerne, siger han. De trykte aviser har vidst det
længe og brugt det i deres 'Find fem fejl-konkurrencer'. Det gør ikke noget
med lidt drama i TV-Avisen, og han drømmer om, at telefonen på Bjørn
Elmquists studieværtbord skal begynde at kime under udsendelsen.
-- Det
gør den bare alt for sjældent, siger han. Det gør ikke noget, at der sker
noget uforudset, uplanlagt, for så bliver det hele pludselig nærværende for
os. Alt kan ske. Studieværten bliver vanvittig, et kamera kommer til at køre
en producerassistent ned osv. Lad os aldrig håbe at kludremiklerne bliver
udryddet i TV.
Mogens
Glistrup og Erhard Jakobsen er repræsenteret ved lange citater fra
udsendelser, og Erhard vil nok blive forbavset, når han opdager, hvor lidt
han egentlig får fortalt seerne, når han er på skærmen. Selv om det er dybt
alvorlige, politiske ting han udtaler sig om i de citerede afsnit, skriger
man af grin.
Erhards
undskyldninger
-- Man
må være god til at æde sine ord i sig igen, når man udtrykker sig så
uforbeholdent som Erhard, skriver Kjøller, men han kan den vanskelige kunst
at undskylde, således at vi fatter sympati for ham. Men han kan ikke sidde og
undskylde hele tiden, så vil undskyldningen miste sin effekt.
--
Hvad er din mening med den bog?
--
Jeg vil drage konsekvensen af det man forstår, hvis man overhovedet ikke
forstår den sag, politikere og journalister vil fortælle os, siger Kjøller.
Karen Thisted.
Anmeldelse i
Politiken, d. 16/9 77:
Gummiklokker og pølsesnak
Af Bettina Heltberg
Man
sidder og klukker og godter sig med denne bog, ligesom den gang i skolen,
hvor der altid var nogle dristige og verbalt-begavede kammerater, der uden
tøven ville kalde den buttede geografilærer for Pind og fnise højlydt, hvis
hun umærkeligt snublede over forhøjningen op til katederet. Der var tale om
et fornærmeligt skarpsyn og en alt for veludviklet humoristisk sans hos disse
kammerater. Og man var altid i tvivl om man skulle le med eller lade som
ingenting.
Jeg er
sikker på, at Klaus
Kjøller har været sådan en fræk grinebider som lille, og nu
er han blevet voksen og har skiftet skolelærerne ud med fjernsynsheltene. Han
er blevet professionel, fascineret (som dronning Margrethe altid siger)
fjernsynskigger.
I bogen
'Aktiv seer…' kan man for eksempel læse om det chokerende indtryk det gjorde
på ham og hans kone, da de for første gang så Flemming Madsens underkrop i
den fornyede TV-avis. Først troede de begge, at han bare rejste sig fra
oplæserstolen for at gå hen og kigge ud af vinduet hvordan vejret var, men
det viste sig, at han sjokkede helt over til et vejrkort, der til familien
Kjøllers yderligere forbavselse viste sig at være udformet som en karrusel.
Ganske
hurtigt vænnede de sig dog til disse nyskabelser i nyhedsformidlingen og sank
hen i den sædvanlige apati over TV-avisen. For at muntre sig lidt op har de
startet en familiekonkurrence om hvilken TV-a-studievært, der er bedst til at
dreje vejrkortkarrusellen. Drejes den korrekt i et tag, giver det 3 points.
Skal der bruges flere tag, før den er der, giver det strafpoints. Bjørn
Elmquist fører over Steen Bostrup. En tid lang har familien også levet i
håbet om at en af studieværterne før eller siden vil skvatte over den
forhøjning, deres bord og stol er anbragt på. Det kan enten ske på vej hen
til vejrkarrusellen eller på vej tilbage igen, mens slutfanfaren gjalder og
billedet toner ud. Klaus
Kjøller siger det ikke, men jeg vil personlig gerne
tilføje, at uheldet næsten ville være bedst i sidste tilfælde, altså hvis det
skete til flot musikledsagelse. Måske var hymnen egentlig komponeret med
dette tilfælde for øje.
Mere
seriøst humoristisk (hvis man kan sige det derhen) er Klaus Kjøller i sine
analyser af mediepolitikernes sprogbrug og TV-fremtræden. Trods sin kones
udtalte misbilligelse har forfatteren gradvis udskiftet sit sexliv med et
TV-liv -- i første omgang drevet af en ideel stræben efter at forstå politik
og samfundsøkonomi som den forklares fra skærmen. Hans to-årige søn forstår
Bischoff. I virkeligheden er det nok mere Bischoffs børnehavepædagog-lignende
ydre, drengen nikker så fornøjet genkendende til. Barnet har illusionen om at
forstå, og på samme måde har Kjøller illusionen om at forstå de
økonomisk-politiske udsendelser. Hvad han egentlig forstår er imidlertid
noget andet. Det er signaler om personernes troværdighed, sagkundskab,
ministerværdighed, sunde afbalancerede overblik -- eller modsat signaler om
moralsk og retfærdig harme, skarpsindighed og hensynsløs ærlighed.
De
politiske partier inddeler Kjøller i tre grupper: hostesaftpartierne,
falderebspartierne og hestekurspartierne. De første partier er optaget af at
vise sig ansvarlige og forligskapable. Falderebspartierne er de små, som har
den utaknemmellige opgave både at vise sig ansvarlige og opsigtsvækkende nok
til at påkalde sig medie-opmærksomhed. Så har hestekurspartierne det nemmere.
-- De kan udfolde sig frit i beske satirer over systemet, og partibosserne
behøver ikke at ligne stressede, ansvarsfulde ministre, da de alligevel under
ingen omstændigheder vil blive bedt om at påtage sig noget ministeransvar.
Klaus Kjøller har båndoptaget
og kommenteret nogle ubetaleligt morsomme TV-interviews med bl.a. den talende
tornado, Erhard Jakobsen, og Poul Hartling. Han er en beundrer af begge disse
top-politikeres eminente evner som sprogbrugere. Men toppolitikere har stort
set også livslang erfaring i at bruge sproget på den måde, at de skaber
indtryk af at besvare spørgsmål præcist uden at meddele andet og mere end
nøjagtig hvad de har lyst til at meddele. Top-mediepolitikere kalder
forfatteren ikke uden en vis kærlighed for gummiklokker af 1. rang. Og der
skal både årelang træning og en stor sproglig musikalitet til for at skabe et
stykke ordentligt gummimusik med både bimlen og kimen, rungen og gungren.
Ikke enhver makaroni-snakker kan blive tilet marathon-mundlæder.
Det
alvorlige anliggende bag hele denne veloplagte fnisebog er selvfølgelig
spørgsmålet om forståelse, kommunikation -- som også var sprogmanden Klaus Kjøllers anliggende i kronikken forleden i
Politiken. I et langt mere ironisk end egentlig morsomt slutkapitel gør han
sig til talsmand for Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati, som kræver
brød, skuespil og privatlivsudstilling af politikerne. I virkeligheden
frygter han selvfølgelig tværtimod for, at den demokratiske
meningsdannelsesproces har for dårlige muligheder, når politik og økonomi er
TV-underholdningsstykker med nogle få bestemte aktører i hovedrollerne.
Han har
måske mindre blik for, at problemet ikke blot er politikernes, men også
TV-mediet iboende. Ingen gladiator i den manege vil nogensinde sejre 100 pct.
over tidsnød, tekniske betingelser og de betingelser, TV-journalister selv
fastsætter. Spørgsmålet som Klaus
Kjøller indirekte rejser i bogen, er om man overhovedet kan
nøjes med fjernsynet som politisk informationskilde og debatforum. Mit svar
er, at det kan man selvfølgelig ikke -- medmindre man da ligefrem påtænker at
skrive en humoristisk roman om de uheldige skærmhelte. Den opgave kan sikkert
nok løses mere ondskabsfuldt -- men ikke vittigere end her.
Bettina Heltberg
Anmeldelse, Berlingske Tidende,
d. 16/9 77:
Medierne, politikerne og det, folk ikke
forstår
Munter mand om TVs politiske fiasko
Af Jens Kistrup
Det
begyndte med, at familiens to-årige søn særlig godt kunne lide Hans V. Bischoffs
økonomiske udredninger i TV-Avisen.
Og
hvorfor skulle han ikke det? Bischoff ligner en børnepædagog eller i det
mindste en børnepædagogisk medhjælper. Hans udredninger bliver fremført i det
tonefald, en rigtig rar onkel bruger over for andre børn. Og han har evnen
til at få enkle, dramatiske effekter til at fungere -- bygge med klodser,
klippe i papir.
Men hvad
med de voksne? Ser de i virkeligheden på Bischoff med præcis de samme øjne
som den to-årige? Forstår de mere? Og er det ikke det afgørende problem i
TV-tidens kommunikationskløft:
"Vi
opfører os, som om vi forstår. Men det, der bliver forstået, er ikke
indholdet. Det må være noget andet. Hvad?"
Det er
dette "andet", kommunikationsforskeren Klaus Kjøller i sin
bog"Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" søger
at belyse -- ikke strengt videnskabeligt, men i en humoristisk, delvis fiktiv
form med eksempler på og analyser af de politiske debatter, der i de senere
år er sendt i TV og radio.
Formen
er munter, næsten kåd. Men hvad Klaus Kjøller vil sige, er alvorligt nok -- eller
rettere: dybt foruroligende. Hans bog handler først og fremmest om den evne
til at forføre ved ydre (sproglige, fysiognomiske) midler, der er
karakteristisk for, ja, kræves i TV som politisk og populariserende medium --
ganske uden hensyn til, hvordan det har sig med realiteterne, især de
politiske realiteter.
Klaus
Kjøllers bog kan bruges som en strategisk lærebog i, hvordan
en moderne partipolitiker skal opføre sig og ytre sig, når han er på skærmen
eller i æteren. Hvordan han skal besvare spørgsmål uden at meddele noget som
helst om det, der spørges om. Hvordan han roligt, omhyggeligt og velovervejet
-- men fremfor alt tillidsvækkende -- skal overbevise om, at partiets
holdning er den rette.
Han skal
have et marathonmundlæder, han skal kunne makaronistilen -- sige meget lidt
med en forfærdelig masse ord. Og alt dette er medvirkende til, at debatten
bliver uforståelig for os på det saglige, nationaløkonomiske plan.
Medierne
bestemmer, hvordan en politiker skal virke, opføre sig, tale. En minister
skal se ud som en minister. Og gør han (hun) ikke det, desto mere må han
(hun) prøve at erstatte det manglende gennem sin udtryksform, sin mimik, sine
gebærder. Det er ifølge Klaus
Kjøller forklaringen på Ritt Bjerregaards "ekstremt
monotone, langsomme (drævende) og perfekt bureaukratiske udtryksmåde".
Og i
denne medie-situation kommer så en politiker -- Mogens Glistrup -- der
opfører sig stik imod de gængse regler, men som til gengæld bruger medierne
suverænt. Han koncentrerer sin argumentation og agitation om nogle få let
fattelige punkter: 1) Hver-mand-et-nul-temaet, 2) papirnussetemaet, 3)
Idiottemaet (alle de andre er idioter) og 4) Forfølgelsestemaet -- martyriet.
Og ud fra denne forenklede debatkatekismus fremstår han som "den
mediepolitiker, der først og fremmest har formået at oversætte vores
uvidenhed til praktisk politik".
Det er
hårde ord om Glistrup, om medierne og om det danske folk. Og Klaus Kjøllers dokumentariske satire munder ud i
et forslag om dannelse af en "Folkebevægelse for et forståeligt
demokrati" (FFD). Den ønsker at overlade nationaløkonomi, jura og
administration til fagfolkene.
Derved
får politikerne og journalisterne muligheder for at lave helt anderledes
medrivende udsendelser: "De kan nu koncentrere sig om det væsentlige,
dvs. det, vi seere forstår, og bare betragte det såkaldte saglige indhold som
den ligegyldige anledning, det i realiteten altid har været".
Klaus Kjøller er forberedt på
den forargelse, folkebevægelsen og dens krav vil vække -- vil den underminere
demokratiet? Men som han meget rigtigt siger til slut: "Mediepolitikken
og sagpolitikken er to sider af samme sag. Man forsvarer ikke demokratiet ved
at fortie de mediepolitiske realiteter, tvært imod".
Her er
de lagt åbent frem. Det virker som en farce. Men det er en tragedie.
Jens Kistrup
Anmeldelse i Jyllands-Posten, d. 16/9 77:
Satiriske portrætter af kendte
TV-ansigter
Af Flemming Chr. Nielsen
En yngre
EDB-ekspert opdager til sin skræk, at hans to-årige søn forstår, hvad Hans
Bischoff siger i TV-avisen. Eller han ser ud til at forstå, hvad Bischoff
siger, for efterhånden går det op for EDB-manden, at barnet mest er optaget
af Hans Bischoff på grund af hans "bedende blik, lavkøbenhavnske dialekt
og tonefald som læste han godnatfortælling for artige småbørn".
Det får
EDB-manden til at interessere sig for TV-journalisternes image. Han følger
dem fra aften til aften. Han studerer Uffe Ellemann-Jensen, som "med sit
falmede charmørsmil især henvendte sig til damer". Han opdager, at
Bischoff ligner "en børnepædagog eller i det mindste en
fritidspædagogisk medhjælper", og perfektionisten Bjørn Elmquist anslår
i sin udklædning "en alfonsmode som man kender den fra amerikanske
kriminalfilm".
Disse
respektløse portrætter når deres toppunkt med Michael Bramsen. Hans
"aristokratisk-arrogante facon får altid min hustru til at synes, at der
mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen".
Opmuntret
af sine journalist-analyser begynder EDB-eksperten at optage de politiske
radio- og TV-udsendelser på bånd, selv om han må indrømme, at "det er en
klam én at skulle sidde og høre Thomas Nielsen bliver interviewet igen og
igen". Og så ruller de skarpsindige iagttagelser frem over bogens sider.
Læseren skraldgriner og læser højt for de andre i stuen. Vi vover et længere
citat:
"Når
en mediepolitiker ikke kan, vil eller tør svare på et spørgsmål en journalist
stiller, kan han vælge at sige et "ingen kommentar" og så i øvrigt
klappe i. Dette er en udvej, som LOs overgnavpot Thomas Nielsen
bemærkelsesværdigt ofte vælger … En mediepolitiker, hvis parti har desperat
brug for at den presse det kan få, vil aldrig svare "ingen
kommentar", men vil tværtimod gribe lejligheden til rigtig at folde sig
ud. En mediepolitiker, som sidder sikrere i sadlen, kan fra tid til anden
anvende denne knappe svarform med succes … Det unterstreges, at ens
taleorganer ikke står til rådighed for enhver mikrofon, som kommer
strittende".
Bag de
bidende iagttagelser og den muntre facade er det en dybt tragisk bog, Klaus Kjøller har
skrevet.
Hvad er
det dog for et uhyggeligt præcist vrængbillede af et demokrati, den opruller?
Her er
hostesaftpartier, der konkurrerer om at vise sig regeringsduelige. Her er hestekurspartier,
der frit kan udfolde deres satire over systemet og dets seneste galskab, og
her er faldrebspartierne, der både skal se ansvarlige ud og skabe dramatiske
mediesituationer, der giver omtale og overskrifter.
Så
morsomt, drønende frækt og kærligt er der aldrig skrevet om mediepoitikere og
kommunikationskløfter. Man fristes til at citere romanen fra ende til anden.
Vi nøjes med en stump om Klods-Hans i skrivestuen. Pludder over det hele.
Rigtigt gættet, det er Glistrup der tales om:
"Som
en stor fed og kamplysten gås sad han skråsikkert i andegården og udsendte
mærkelige lyde… Han var en snu krabat, som kendte alle de beskidte
professionelle tricks… Der var ingen tvivl om, at han som skuespiller havde
været dømt til små komiske biroller, men nu sad han her og bed skeer med
selveste Per Hækkerup. Hvis han da ikke svævede som en blævrende fortidsøgle
over sin indendørs svømmepøl".
God
fornøjelse.
Flemming Chr. Nielsen
Anmeldelse i
Aktuelt, d. 27/9 77:
De pokerfjæsede gummipolitikere
Af Kristen Bjørnkær
Det er
faktisk ikke nogen vittighed, når Klaus Kjøller i sin nye bog om vore TV-kendinge
skriver, at hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger på
skærmen. Hvordan det? Jo, Bischoff gør sig umage med at tale langsomt og
tydeligt, han sætter klodser ovenpå hinanden, han er som en rar onkel, det taler
til mindre børn.
Pointen
er, at den 2-årige forstår lige så meget -- eller lidt -- af
nationaløkonomien som faren -- og for den sags skyld de fleste af os andre.
Dette er i virkeligheden en sviende kritik af det demokrati, vi bryster os
af!
Eftersom
vi ikke forstår så meget af, hvad politikerne siger, når de snakker om
økonomi i TV, er vi henvist til at vælge dem efter, hvordan de ser ud,
hvordan de klarer sig, kort sagt hvordan de virker -- og ikke efter det
saglige indhold. Kejserens nye klæ'r om igen.
Vi tør
ikke indrømme vores uforstand overfor hinanden. Man burde lave en
folkebevægelse for et forståeligt demokrati, foreslår Kjøller.
Bogen er
en hudfletning af de medietrænede, spontanspillende, pokerfjæsede
gummipolitikere som Poul Fløjlstemme, "Dean Martin" og Mogens
Klodshans, som vi dagligt har for øje, så morsom, at man må overraskes og
glædes: Pludselig en samfundskritik, der er menneskelig, selvironisk og
satirisk, ond og venlig på samme tid (den var jo ellers ved at dø en stille
død i de senere års magistermarxistiske ørkenvandring). Klaus Kjøller er en
aktiv seer, som Erhard Jacobsen har grund til at være bange for.
Den
mediekritiske analyse er intelligent og korrekt, en afsløring af tricks og
teknik i vælgerbejlernes fremtrædelsesform. Men bogen er bygget op som en
lang humoristisk novelle af Willy Breinholst.
Dermed
være måske også sagt, at sproget ikke er det mest spændstige, men kan tænke
sig. Men i glimt eksploderer det -- f.eks. i en indtagende skildring af dengang
Flemming Madsen pludselig fik underkrop, da den nye TV-Avis blev indført.
Han
rejste sig og gik over til vejrkortkarussellen. "Om så chief Ironside
havde rejst sig fra sin rullestol og spænet 3 gange frem og tilbage over
Golden Gate-broen, så havde det ikke skabt nær den samme anspændte stilhed
rundt omkring i stuerne".
Jo, det
var lidt af en national begivenhed -- ligesom alt det andet i TV, der her har
fået en veloplagt beskriver. Bent Eskestads tegninger svarer smukt til bogen:
De ligner ordinære, uforpligtende vittighedstegninger, men har desuden både
holdning og brod.
Kristen Bjørnkjær
Anmeldelse i
Information, d. 26/10 77:
Gummimusik og makaronisprog
Af Sven-Erik Jørgensen
I den
borgerlige offentligheds selvforståelse indtager forestillingen om den lige
adgang til den frie og åbne politiske debat en central placering. I den
politiske debat brydes forskellige meninger og den menige borger kan i kraft
af den såkaldt fri meningsdannelse efter moden overvejelse danne sig sine
egne meninger. En forudsætning er det ganske vist, at debatten er en saglig
debat, synspunkt står mod synspunkt og må så de bedste argumenter kåre en
sejrherre. Det er forstyrrende, usagligt og ufint hvis en diskussionsdeltagers
synspunkter er styret af særinteresser (man må tilgodese Befolkningens
interesser som helhed: det sker ved at pege på Den Nødvendige Politik) eller
krænker privatlivets fred. Og det siger sig selv, at det er usagligt hvis en
politiker lægger hovedvægten på at gøre en så god (medie)figur som muligt i
stedet for at holde sig til sagen. Samtidig har især TV-mediet tydeliggjort,
at en politisk debat nok så meget er en boksekamp hvor ordstyreren kun meget
sjældent har mulighed for som en rigtig kampdommer at påtale diverse brud på
skrevne og uskrevne regler. Om bl.a. misforholdet mellem den demokratiske
forudsætning om ordentlig snak samt en aktiv og forstående offentlighed på
den ene side og de triste kendsgerninger på den anden handler Aktiv seer.
Kjøller
lader en god gennemsnits-demokrat fortælle om sine genvordigheder med TV og
dets mediepolitikere. I lighed med andre aktive mennesker begynder vor helt,
udrustet med en båndoptager, at gennemgå et udvalg af fjernsynets politiske
udsendelser.
Aktiv
seer
rummer nogle kostelige klip der ganske rigtigt synes at vise, at en politisk
debat er et spil hvor det gælder om at "fremstille sit eget parti som
idealistisk og harmonisk, og modpartens som et kaotisk sammenrend af
karrieremagere." Kjøller gennemgår forskellige varianter af hvad han
kalder den indholdsrige tomgangs hemmelighed. Det gælder om at have et
marathonmundlæder og beherske sit makaronisprog. Der gives
eksempler på udenomssnak som selv den mest velopdragne satiriker ville få
svært ved at overgå.
Den
traditionelle, "ansvarlige" politiker taler stort set i samme stil,
uanset partifarve. De sidste par år er der jo imidlertid dukket et par
fornyere op som bogen da også ofrer særlig opmærksomhed. Orkanen Erhard er så
absolut min personlige og bogen giver et herligt eksempel på hans charmerende
måde at afspore en samtale på. Manden er i krydsild i forbindelse med sin
udtræden af radiorådet. Malin Lindgren spørger:
"Føler
De Dem som valgt af folket til at repræsentere deres interesser over for
denne institution?" Erhard Jakobsen: "Hvem er jeg ellers valgt af,
Malin Lindgren?" ML: "Næh, men altså: føler De…" EJ: "Men
det er ikke hvad jeg fø/ mit følelsesliv. Det er jo ikke en
Christianiaudsendelse. Mit følelsesliv kommer ikke seerne og lytterne ved.
Det skal vi ikke spilde tid på…"
Sådan
skal den skæres.
Bogens
fiktive hovedperson må konstatere en meget behersket interesse for sine
undersøgelser, men ender dog alligevel med at fremsætte et forslag om
oprettelse af en folkebevægelse for et forståeligt demokrati. Hovedkravet
skulle være, at man tager den fulde konsekvens og virkeliggør den politiske
debat til et underholdningsshow.
Det har
været Kjøllers hensigt på en underholdende måde at gøre opmærksom på den
ferme mediepolitikers teknik og de manipulationsmuligheder den rummer. Bogen er
underholdende, det sørger som nævnt ikke mindst de optrædende politikere for.
Som kritik tror jeg imidlertid ikke bogen kan overskride grænserne for den i
forvejen vedtagne opfattelse af at politikersnak er tomgang. Det er umuligt
at se hvor Kjøllers kritik egentlig taler fra og hvilke modforestillinger den
opererer med. Han synes nærmest at ville repræsentere en sund fornuft i al
almindelighed, hvilket med andre ord vil sige at hans kritik bliver en kritik
inden for begrebet borgerlig offentligheds rammer. En kritik der anklager
politikerne for ikke at leve op til denne offentlighedsforms ideelle
fordring. Og en kritik som med sine satiriske analyser leverer en slags
modgift til imødegåelse af den sproglige forurening.
Sløringen
og begrænsningen af bogens kritiske sigte skyldes ikke mindst anvendelsen af
en fiktiv ramme, og jeg tror ikke bogen havde tabt i underholdningsværdi uden
denne. Citaterne og analyserne af dem gør dog, at jeg -- naturligvis under
rimelig hensyntagen til de i det ovenfor anførte kritiske bemærkninger -- tør
anbefale den konkrete genstand for nærværende overvejelser til fornøjelig
gennemlæsning.
Hvis jeg
må sige det på den måde.
Anmeldelse i
Fyens Stiftstidende, d. 13/9 77:
Spas med mening
Hvorfor
ikke lige så godt tage konsekvensen af, at vi ikke forstår et suk af, hvad
der bliver sagt i radio og specielt TV: Lav de politiske, økonomiske, ja,
alle de tunge udsendelser til underholdning, lad politikerne møde udklædte,
gør TV-optræden til et politisk speciale, lad dem slås og møde i studiet med
skrammer fra kampen -- jamen, er det da ikke de fleste lytteres/ seeres
reelle krav til politiske udsendelser?
Sproganalytikeren
Klaus Kjøller
har ikke megen tillid til vor fatteevne. Han ser kommunikationskløften så dyb
som Phillippinergraven og politikernes TV-optræden som strategi, dygtig eller
kluntet, men altid lagt med det ene formål at holde os i den dybeste
uvidenhed om, hvad debatten ret beset drejer sig om.
Han har
tidligere givet udtryk for tilsvarende pessimistiske synspunkter, men indtil
nu på den autoriserede ping- og pamperfacon, der udelukker flertallet.
Dennegang har han skrevet en satirisk roman: "Aktiv seer, eller Hvordan
jeg lærte at elske politikerne", og nu kan ingen påstå, at de ikke kan
forstå hvad han mener.
Det hele
begyndte, da hans hovedperson, en yngre edb-programmør, må acceptere, at hans
to-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske betragtninger -- fordi
han har børnetække, ligner en børnepædagog, taler som en rar onkel, som ved
hjælp af klodser og papirklip giver indtryk af, at problemet er ret enkelt.
Det
synes edb-programmøren ikke, det er, og han fandt ud af, at det mente hans kone
og arbejdskammerater heller ikke, det var -- og de var også flintrende
ligeglade. Den slags må eksperter ordne. Når vi kommer trætte hjem fra
arbejde, vil vi underholdes.
Og det
er stort set også det, politikerne gør, fandt Kjøllers hovedperson ud af,
efter at han aften efter aften havde båndoptaget udtalelser og søgt at finde
en dybere kerne i det indforståede skuespil for åben skærm. Med en lang række
eksempler viser Kjøller hvordan "majestætisk pølsesnak" og
"makaronisprog" (for slet ikke at tale om det smidige
"gummisprog", der kræver en vis øvelse) er obligatoriske fag i den
politiske grundskoling -- og seerne sidder tilbage med en lang næse og
skuffet forventning om, at det pæne panel begyndte at slå på hinanden.
Når det
nu er sådan, når "folket" er ravende ligeglad med, hvad der bliver
sagt, bare det bliver sagt underholdende -- hvorfor så ikke tage skridtet
fuldt ud?
Kjøllers
roman er nok satire, men som al god satire rummer den en væsentlig kerne af
sandhed. Mangfoldige undersøgelser viser, at han har ret, og Danmarks Radio
er pinagtig klar over det. Måske kan den igangværende strukturdebat afværde
det truende perspektiv, Kjøller opruller, men det vil kræve omlægninger, som
de færreste har fantasi til at forestille sig.
linc.
Kristeligt
Dagblad, d. 20/9 77:
Dialog på nævekampe anbefales
Populær bog om TV som demokratiets medie
Kunne
man forestille sig denne dialog mellem tidligere TV-journalist Uffe
Ellemann-Jensen og tidligere statsminister Poul Hartling:
Ellemann-Jensen:
Tag nu og hold op med at hælde vand ud af ørerne, Poul Fløjlstemme.
Hartling:
Jeg troede ellers ikke at en torsk kunne få for meget vand.
Nej vel,
ikke for åben skærm. Men det er, hvad sprogforskeren Poul Kjøller [således står der faktisk i originalen] kunne forestille
sig som målsætning for "Folkebevægelsen for et forståeligt
demokrati". Desuden anbefales mindre nævekampe mellem politikere og
journalister og politikere indbyrdes.
Nu skal
situationen ikke tages ganske alvorligt, for Klaus Kjøller, der
tidligere har skrevet videnskabelige bøger om sproganalyse, muntrer sig denne
gang i en slags roman om en EDB-mand, der sætter sig for at undersøge,
hvorfor hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske
udredninger, mens han selv sidder uforstående overfor skærmen.
Kjøllers
anvisninger i bogens sidste kapitel er affattet med ironisk varme, for det er
ikke hans hensigt at oprette en folkebevægelse for Aktive Seere. Hvad han gør
i bogen er, at afklæde politikernes forhold til befolkningen med fjernsynet
som medie. Herved bliver bogen "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at
elske politikerne" en populær interaktions-analyse, der tager
TV-kommunikationen op til kritisk gennemgang.
Hvad den
fiktive hovedperson finder frem til med sine omfattende TV-båndoptagelser er
formentlig de samme som sprogeksperten har set og lyttet sig frem til:
Det
drejer sig tilsyneladende for mediepolitikeren om at fremstå overfor vælgerne
-- der altid er i hans tanker -- som idealistisk, sagkyndig (seeren skal
helst ikke forstå alt, hvad man siger) og repræsenterende et harmonisk
politisk parti. Derudover skal han med jævne mellemrum smigre vælgerne.
Nu må
Kjøller roses for at have udvist en betydelig grad af selvbeherskelse, idet
han passende skarpsindigt, men diskret kun har tildelt Erhard Jacobsen og
Mogens Glistrup begrænset plads i teksten. Førstnævnte er citeret for sine
udtalelser i marts 76 hvor han blev interviewet i TV af Flemming Madsen,
Ellemann-Jensen og Malin Lindgren. Udtalelserne er selvafslørende på skærmen,
de er det i katastrofal grad på tryk, og de må have kostet forfatteren af
analysen her usigelige kvaler i hans underdrevne analyse af en folkeforførers
verbale manipulationer.
Den mest
spændende form for populariseret medie-analyse, som Klaus Kjøller præsterer
i sin bog, sker i nogle indskud mellem kombattanternes indlæg i
politikerdebatten efter det skelsættende valg i dansk politik i 1973. Det
valg, hvor fem gamle partier gik væsentligt tilbage for at give plads til fem
nye. I disse indskud lader forfatteren journalist og politiker gøre sine
overvejelser for åbent tæppe, og her kommer motiver, forbehold og
aggressioner frem som den sproglige teknik, hvis beherskelse de
"overskårne" mænds -- som TV-billedet beskærer dem -- succes som
mediepolitikere er så afhængig af. Det er ganske spændende læsning.
Hvorfor
bogen er lagt ind i en fiktiv ramme, forbliver noget af en gåde. Der er ikke
tale om en roman, og sprogforskeren kunne såmænd godt selv have stået ved de
erfaringer, han har gjort foran skærmen.
Hvordan
seerne skal præsenteres for demokratiet i TV, er det spørgsmål,
"romanen" rejser. Den rummer selv nogle indirekte svar, for det er
da helt klart, at det ikke er tilstrækkeligt at opfordre til nævekamp blandt
de agtværdige mænd lige ind i vore stuer, og at sidde foran skærmen og vente
på det uforudsete: at Flemming Madsen falder ned af podiet på vej henimod de
meteorologiske forudsigelser, det er jo en temmelig passiv form for
demokrati.
Hou.
Anmeldelse i Fyns
Amts Avis, d. 16/9 77:
Gode råd til karriere-politikerne
Af cand.mag. Henrik Tjalve
Hovedpersonen
i Klaus Kjøllers roman "Aktiv
seer eller hvordan jeg jærte at elske politikerne" får sine tilvante forestillinger
rystet, da det går op for ham, at hans søn på to år forstår Hans Bischoffs
økonomiske udredninger i TV-Avisen. Selv forstår han ham ikke, men har lullet
sig ind i troen på, at han var ene om problemet, ellers måtte landets
TV-seere have reageret med en veritabel proteststorm. Tænk blot på
reaktionerne når TV-teatret fremfører "uforståelige" teaterstykker.
En
undersøgelse iværksættes med det resultat, at Kjøllers hovedperson opdager,
at han ikke er alene om at komme til kort over for det saglige indhold i
Bischoffs redegørelser. Hverken hans kone eller kolleger inden for
EDB-branchen forstår de økonomiske krinkelkroge, Bischoff boltrer sig i. De
afviser ligefrem hans spørgsmål herom som ejendommelige og udtryk for særhed.
Igen rystes vor EDB-mand.
Noget må
de forstå. Hvordan kan man ellers forklare, at de aften efter aften med
sindsro ser Bischoff partere kyllinger, skære rugbrød i skiver, stable
klodser osv.?
Svaret
er, at vi forstår, hvad Bischoff gør, men ikke hvad det er, han siger.
Indholdet glider således i baggrunden for iscenesættelsen. Opdagelsen heraf
bringer hovedpersonen på sporet af, at et Leisner-show og en politiske
debatudsendelse så i virkeligheden har samme betydning for TV-seerne. Vi
forstår ikke, hvad politikerne siger: "men selve situationen, hvor nogle
sagkyndige sidder og skændes, samtidig med at de hver især skal overbevise os
uvidende om at de har ret, besidder letforståelige dramatiske elementer. Det
er en kildrende fornemmelse for os bund-ordinære og indflydelsesløse seere at
være vidne til at landets store tunge bosser går i ringen med hinanden. For
en stund lulles den enkelte seer ind i en illusion om at være en
betydningsfuld person, en kejser som sidder og glor ned på de drabelige
gladiatorer, som tumler rundt i skidtet."
Og endnu
vigtigere: Politikerne er klar over at det forholder sig således. Det, der er
galt er blot, at de ikke har taget den endelige konsekvens heraf! Her må der
pression til. Ifølge Kjøllers hovedperson må der stables en folkebevægelse
for et forståeligt demokrati på benene. Alt det saglige må politikerne
overlade til teknokrater, for at hellige sig det de politiske holmgange
dybest set drejer sig om, dvs.:
- at vinde
konkurrencen om at fremstå som mest idealistisk,
- at vinde
konkurrencen om at fremstå som den sagkyndigste,
- at vinde
konkurrencen om at smigre seerne, og
- at vinde
konkurrencen om at fremstå som det mest harmoniske og idealistiske
parti.
Klaus Kjøller, der er
cand.mag. i dansk og filosofi, har med den foreliggende bog ønsket at komme
ud over den spændetrøje, en strengt faglig behandling af
"mediepolitikerne" ville være ensbetydende med. Det er gjort med
præcision og ironi. Den vil blive læst med opmærksomhed af
karriere-politikerne, her er fiduser at hente, men lur dem -- læs med.
Andre anmeldelser
eller omtaler eller lignende:
Bornholms
Tidende, 9/2 77
Aktuelt,
d. 16/8 77
Aktuelt,
d. 8/9 77
Aktuelt,
d. 14/9 77
Aktuelt,
d. 16/10 77 (jeg skrev en kommentar på 1 side med overskriften: Kære Ritt: --
Jeg føler mig brændt af … Et brev til Ritt Bjerregård som flere gange havde
opfordret forskerne til at lave noget samfundsrelevant)
Sjællands
Tidende, d. 14/9 77
Politikens
Kronik, d. 12/9 77 (handlede ikke specielt om politikere, men om at formidle.
Overskrift: Hjælp. De læser kronik -- jeg skriver kronik. På forsiden
lanceredes kronikken som en "anti-kronik")
BT, d.
13/9 77
Vejle
Amts Folkeblad, d. 14/9 77
Aarhus
Stiftstidende, d. 16/9 77
Ny Dag,
Nakskov, d. 28/9 77
Ringkøbing
Amts Dagblad, d. 15/9 77
Fredericia
Dagblad, d. 16/9 77
Kolding
Folkeblad, d. 17/9 77
Se og
Hør, d. 29/9 77
Berlingske
Tidende, d. 24/9 77 (Professor, dr. phil. Niels Thomsen skriver
klummen "Gæstepanelet" med overskriften "Gummimusik")
Berlingske
Tidende, d. 2/10 77: (Jens Kistrup skriver klumme med
overskriften: "Time i terror. TV-Avisen, børnene og den negative
holdning til samfundet")
Information,
d. 21/9 77 (Leif Blædels tv-anmeldelse med overskriften "Heidi og Klaus Kjøller";
anmelder et indslag om bogen i "Landet rundt" med Preben Heide som
interviewer)
Bornholms
Tidende, d. 30/9 77
Billed
Bladet, d. 30/9 77
Jydske
Tidende, d. 5/10 77
Indbindingscentralen,
uge 43, 1977
Amtsavisen,
d. 26/10 77
Land og
Folk, d. 10/11 77
DR
radio, efteråret 77, et 8-minutters "postkort" i den ugentlige
udsendelse "Familiespejlet".
I øvrigt
blev begyndelsen af bogen brugt som grundlag for aftenprøven i retstavning
ved folkeskolens afgangsprøve april-juni 1979
Tilbage til toppen af siden
|
