|
Bagside
Dette er historien om
de følger det får for en yngre EDB-mand at han en aften foran TV-avisen
indser at hans 2-årige søn forstår Hans V. Bischoffs nationaløkonomiske
forklaringer. Med sin båndoptager og sin sunde fornuft kæmper han sig frem
gennem kilometervis af politiske radio- og TV-udsendelser for at finde ud af
hvad det er man forstår i politik, når man ikke forstår nationaløkonomi. Vi
hører om den pris han må betale — i familien, i karrieren. Vi ser ham omgivet
af skepsis, forfulgt, grebet af anfægtelser. Men vi oplever også frugten af
det hårde slid når han på basis af den indvundne indsigt kan lægge
grundstenen til Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati.
Anmeldelse i Ekstra Bladet d.
12/9 77:
Kludremiklerne i tv længe leve
Vanvittig, morsom bog om politikere og TV-journalister [kommaet stod faktisk i
originalen]
Af Karen Thisted
Mens Erhard Jakobsen
bruger det meste af sin tid på at bevise, hvor venstreorienteret radio og TV
er, har han nu fået en konkurrent. Det er cand.mag. Klaus Kjøller der i en
meget humoristisk bog beviser, at det TV-journalister og politikere aften
efter aften optræder med i TV-Avisen er fuldstændig uforståeligt for den
almindelige seer.
-- Når politikere og
journalister forklarer nationaløkonomi i TV er det at sammenligne med
kejserens nye klæder, siger Klaus Kjøller.
Han er selv højt uddannet og beskæftiger sig på Københavns Universitet med
faget kommunikation, men alligevel må han erkende, at han ikke forstår et
pluk af det, politikere og journalister siger i TV-Avisen.
Kjøller karakteriserer
i sin bog Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne en
række tv-journalister samt mediepolitikere -- og det er ikke kedeligt.
Væk med Vestergaard
Han har ligesom Erhard
Jakobsen optaget kilometervis af bånd fra TV, men med et noget andet resultat
end erhard. Journalisterne får nogle ordentlige drag over nakken, især går
det ud over Alice Vestergaard som Kjøller mener for mange har været
uudholdelig.
I min bekendtskabskreds
er der stadig ret mange, der både skruer ned for lyden og ser bort, når Alice
Vestergaard viser sig på skærmen, skriver Kjøller i sin bog, der dog skal
beskrive en kontromands bekendelser og ikke hans egne. Beskrivelsen
fortsætter:
-- Da Alice Vestergaard
fungerede som oplæser, var der flere ægteskabelige kriser og tilfælde af
børnemishandlinger end ellers. Jeg har efterhånden overvundet mig selv og er
i dag en stor beundrer af hendes udholdenhed.
Ind med Ellemann
Kjøller fabulerer
morsomt over TV-journalisternes optræden, men han mener, at der kun er få
genier, der kan få bare et par minutters optræden til at dirre af dramatisk
spænding. De fleste hører til den store masse af grå, kedsommelige
tv-journalister. Han nævner Uffe Ellemann-Jensen, om hvem han skriver:
-- Hans smil kunne changere
fra det ironiske til det charmerende og ind imellem helt forsvandt det og
efterlod et snakkende pokerface -- for straks efter at vende tilbage --
drilsk, underfundigt eller optimistisk.
Ind med
kludremiklerne
Om Mikael Bramsen:
Han får altid min hustru
til at synes at der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen
på grund af hans aristokratiske, arrogante facon.
Om Erik Ove:
-- Hvis man kunne lære
en datamaskine at tale dansk, ville det lyde som Erik Ove.
Klaus
Kjøllers humoristiske sans fornægter sig heller ikke med hensyn til de
mange fejl i TV-Avisen. Dem ville han nødigt være foruden:
-- Fejlene får os op på
mærkerne, siger han. De trykte aviser har vidst det længe og brugt det i
deres 'Find fem fejl-konkurrencer'. Det gør ikke noget med lidt drama i
TV-Avisen, og han drømmer om, at telefonen på Bjørn Elmquists studieværtbord
skal begynde at kime under udsendelsen.
-- Det gør den bare alt
for sjældent, siger han. Det gør ikke noget, at der sker noget uforudset,
uplanlagt, for så bliver det hele pludselig nærværende for os. Alt kan ske.
Studieværten bliver vanvittig, et kamera kommer til at køre en
producerassistent ned osv. Lad os aldrig håbe at kludremiklerne bliver
udryddet i TV.
Mogens Glistrup og
Erhard Jakobsen er repræsenteret ved lange citater fra udsendelser, og Erhard
vil nok blive forbavset, når han opdager, hvor lidt han egentlig får fortalt
seerne, når han er på skærmen. Selv om det er dybt alvorlige, politiske ting
han udtaler sig om i de citerede afsnit, skriger man af grin.
Erhards
undskyldninger
-- Man må være god til
at æde sine ord i sig igen, når man udtrykker sig så uforbeholdent som
Erhard, skriver Kjøller, men han kan den vanskelige kunst at undskylde,
således at vi fatter sympati for ham. Men han kan ikke sidde og undskylde
hele tiden, så vil undskyldningen miste sin effekt.
-- Hvad er din
mening med den bog?
-- Jeg vil drage
konsekvensen af det man forstår, hvis man overhovedet ikke forstår den sag,
politikere og journalister vil fortælle os, siger Kjøller.
Karen Thisted.
Anmeldelse i Politiken, d. 16/9
77:
Gummiklokker og pølsesnak
Af Bettina Heltberg
Man sidder og klukker
og godter sig med denne bog, ligesom den gang i skolen, hvor der altid var
nogle dristige og verbalt-begavede kammerater, der uden tøven ville kalde den
buttede geografilærer for Pind og fnise højlydt, hvis hun umærkeligt snublede
over forhøjningen op til katederet. Der var tale om et fornærmeligt skarpsyn
og en alt for veludviklet humoristisk sans hos disse kammerater. Og man var
altid i tvivl om man skulle le med eller lade som ingenting.
Jeg er sikker på, at Klaus Kjøller har været
sådan en fræk grinebider som lille, og nu er han blevet voksen og har skiftet
skolelærerne ud med fjernsynsheltene. Han er blevet professionel, fascineret
(som dronning Margrethe altid siger) fjernsynskigger.
I bogen 'Aktiv seer…' kan man for eksempel læse om det chokerende indtryk det
gjorde på ham og hans kone, da de for første gang så Flemming Madsens underkrop
i den fornyede TV-avis. Først troede de begge, at han bare rejste sig fra
oplæserstolen for at gå hen og kigge ud af vinduet hvordan vejret var, men
det viste sig, at han sjokkede helt over til et vejrkort, der til familien
Kjøllers yderligere forbavselse viste sig at være udformet som en karrusel.
Ganske hurtigt vænnede
de sig dog til disse nyskabelser i nyhedsformidlingen og sank hen i den
sædvanlige apati over TV-avisen. For at muntre sig lidt op har de startet en
familiekonkurrence om hvilken TV-a-studievært, der er bedst til at dreje
vejrkortkarrusellen. Drejes den korrekt i et tag, giver det 3 points. Skal
der bruges flere tag, før den er der, giver det strafpoints. Bjørn Elmquist
fører over Steen Bostrup. En tid lang har familien også levet i håbet om at
en af studieværterne før eller siden vil skvatte over den forhøjning, deres
bord og stol er anbragt på. Det kan enten ske på vej hen til vejrkarrusellen
eller på vej tilbage igen, mens slutfanfaren gjalder og billedet toner ud. Klaus Kjøller siger det
ikke, men jeg vil personlig gerne tilføje, at uheldet næsten ville være bedst
i sidste tilfælde, altså hvis det skete til flot musikledsagelse. Måske var
hymnen egentlig komponeret med dette tilfælde for øje.
Mere seriøst
humoristisk (hvis man kan sige det derhen) er Klaus Kjøller i sine
analyser af mediepolitikernes sprogbrug og TV-fremtræden. Trods sin kones
udtalte misbilligelse har forfatteren gradvis udskiftet sit sexliv med et
TV-liv -- i første omgang drevet af en ideel stræben efter at forstå politik
og samfundsøkonomi som den forklares fra skærmen. Hans to-årige søn forstår
Bischoff. I virkeligheden er det nok mere Bischoffs børnehavepædagog-lignende
ydre, drengen nikker så fornøjet genkendende til. Barnet har illusionen om at
forstå, og på samme måde har Kjøller illusionen om at forstå de
økonomisk-politiske udsendelser. Hvad han egentlig forstår
er imidlertid noget andet. Det er signaler om personernes
troværdighed, sagkundskab, ministerværdighed, sunde afbalancerede overblik --
eller modsat signaler om moralsk og retfærdig harme, skarpsindighed og
hensynsløs ærlighed.
De politiske partier
inddeler Kjøller i tre grupper: hostesaftpartierne, falderebspartierne og
hestekurspartierne. De første partier er optaget af at vise sig ansvarlige og
forligskapable. Falderebspartierne er de små, som har den utaknemmellige
opgave både at vise sig ansvarlige og opsigtsvækkende nok til at påkalde sig
medie-opmærksomhed. Så har hestekurspartierne det nemmere. -- De kan udfolde
sig frit i beske satirer over systemet, og partibosserne behøver ikke at
ligne stressede, ansvarsfulde ministre, da de alligevel under ingen omstændigheder vil blive bedt om at påtage sig noget
ministeransvar.
Klaus Kjøller har båndoptaget og kommenteret
nogle ubetaleligt morsomme TV-interviews med bl.a. den talende tornado,
Erhard Jakobsen, og Poul Hartling. Han er en beundrer af begge disse
top-politikeres eminente evner som sprogbrugere. Men toppolitikere har stort
set også livslang erfaring i at bruge sproget på den måde, at de skaber
indtryk af at besvare spørgsmål præcist uden at meddele andet og mere end
nøjagtig hvad de har lyst til at meddele. Top-mediepolitikere kalder
forfatteren ikke uden en vis kærlighed for gummiklokker af 1. rang. Og der
skal både årelang træning og en stor sproglig musikalitet til for at skabe et
stykke ordentligt gummimusik med både bimlen og kimen, rungen og gungren. Ikke enhver makaroni-snakker kan blive tilet
marathon-mundlæder.
Det alvorlige
anliggende bag hele denne veloplagte fnisebog er selvfølgelig spørgsmålet om
forståelse, kommunikation -- som også var sprogmanden Klaus
Kjøllers anliggende i kronikken forleden i Politiken. I et
langt mere ironisk end egentlig morsomt slutkapitel gør han sig til talsmand
for Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati, som kræver brød, skuespil
og privatlivsudstilling af politikerne. I virkeligheden frygter han
selvfølgelig tværtimod for, at den demokratiske meningsdannelsesproces har
for dårlige muligheder, når politik og økonomi er TV-underholdningsstykker
med nogle få bestemte aktører i hovedrollerne.
Han har måske mindre
blik for, at problemet ikke blot er politikernes, men også TV-mediet iboende.
Ingen gladiator i den manege vil nogensinde sejre 100 pct. over tidsnød,
tekniske betingelser og de betingelser, TV-journalister selv fastsætter.
Spørgsmålet som Klaus
Kjøller indirekte rejser i bogen, er om man overhovedet kan
nøjes med fjernsynet som politisk informationskilde og debatforum. Mit svar
er, at det kan man selvfølgelig ikke -- medmindre man da ligefrem påtænker at
skrive en humoristisk roman om de uheldige skærmhelte. Den opgave kan sikkert
nok løses mere ondskabsfuldt -- men ikke vittigere end her.
Bettina Heltberg
Anmeldelse, Berlingske Tidende,
d. 16/9 77:
Medierne, politikerne og det, folk ikke forstår
Munter mand om TVs politiske fiasko
Af Jens Kistrup
Det begyndte med, at
familiens to-årige søn særlig godt kunne lide Hans V. Bischoffs økonomiske
udredninger i TV-Avisen.
Og hvorfor skulle han
ikke det? Bischoff ligner en børnepædagog eller i det mindste en
børnepædagogisk medhjælper. Hans udredninger bliver fremført i det tonefald,
en rigtig rar onkel bruger over for andre børn. Og han har evnen til at få
enkle, dramatiske effekter til at fungere -- bygge med klodser, klippe i
papir.
Men hvad med de voksne?
Ser de i virkeligheden på Bischoff med præcis de samme øjne som den to-årige?
Forstår de mere? Og er det ikke det afgørende problem i TV-tidens
kommunikationskløft:
"Vi opfører os,
som om vi forstår. Men det, der bliver forstået, er ikke indholdet. Det må
være noget andet. Hvad?"
Det er dette
"andet", kommunikationsforskeren Klaus Kjøller i sin
bog"Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" søger
at belyse -- ikke strengt videnskabeligt, men i en humoristisk, delvis fiktiv
form med eksempler på og analyser af de politiske debatter, der i de senere
år er sendt i TV og radio.
Formen er munter,
næsten kåd. Men hvad Klaus
Kjøller vil sige, er alvorligt nok -- eller rettere: dybt
foruroligende. Hans bog handler først og fremmest om den evne til at forføre
ved ydre (sproglige, fysiognomiske) midler, der er karakteristisk for, ja,
kræves i TV som politisk og populariserende medium -- ganske uden hensyn til,
hvordan det har sig med realiteterne, især de politiske realiteter.
Klaus
Kjøllers bog kan bruges som en strategisk lærebog i, hvordan en moderne
partipolitiker skal opføre sig og ytre sig, når han er på skærmen eller i
æteren. Hvordan han skal besvare spørgsmål uden at meddele noget som helst om
det, der spørges om. Hvordan han roligt, omhyggeligt og velovervejet -- men
fremfor alt tillidsvækkende -- skal overbevise om, at partiets holdning er
den rette.
Han skal have et
marathonmundlæder, han skal kunne makaronistilen -- sige meget lidt med en
forfærdelig masse ord. Og alt dette er medvirkende til, at debatten bliver
uforståelig for os på det saglige, nationaløkonomiske plan.
Medierne bestemmer,
hvordan en politiker skal virke, opføre sig, tale. En minister skal se ud som
en minister. Og gør han (hun) ikke det, desto mere må han (hun) prøve at erstatte
det manglende gennem sin udtryksform, sin mimik, sine gebærder. Det er ifølge
Klaus Kjøller
forklaringen på Ritt Bjerregaards "ekstremt monotone, langsomme
(drævende) og perfekt bureaukratiske udtryksmåde".
Og i denne
medie-situation kommer så en politiker -- Mogens Glistrup -- der opfører sig
stik imod de gængse regler, men som til gengæld bruger medierne suverænt. Han
koncentrerer sin argumentation og agitation om nogle få let fattelige
punkter: 1) Hver-mand-et-nul-temaet, 2) papirnussetemaet, 3) Idiottemaet
(alle de andre er idioter) og 4) Forfølgelsestemaet -- martyriet. Og ud fra
denne forenklede debatkatekismus fremstår han som "den mediepolitiker,
der først og fremmest har formået at oversætte vores uvidenhed til praktisk
politik".
Det er hårde ord om
Glistrup, om medierne og om det danske folk. Og Klaus
Kjøllers dokumentariske satire munder ud i et forslag om
dannelse af en "Folkebevægelse for et forståeligt demokrati" (FFD).
Den ønsker at overlade nationaløkonomi, jura og administration til fagfolkene.
Derved får politikerne
og journalisterne muligheder for at lave helt anderledes medrivende
udsendelser: "De kan nu koncentrere sig om det væsentlige, dvs. det, vi
seere forstår, og bare betragte det såkaldte saglige indhold som den
ligegyldige anledning, det i realiteten altid har været".
Klaus Kjøller er forberedt på den forargelse,
folkebevægelsen og dens krav vil vække -- vil den underminere demokratiet?
Men som han meget rigtigt siger til slut: "Mediepolitikken og
sagpolitikken er to sider af samme sag. Man forsvarer ikke demokratiet ved at
fortie de mediepolitiske realiteter, tvært imod".
Her er de lagt åbent
frem. Det virker som en farce. Men det er en tragedie.
Jens Kistrup
Anmeldelse i Jyllands-Posten, d. 16/9 77:
Satiriske portrætter af kendte TV-ansigter
Af Flemming Chr. Nielsen
En yngre EDB-ekspert
opdager til sin skræk, at hans to-årige søn forstår, hvad Hans Bischoff siger
i TV-avisen. Eller han ser ud til at forstå, hvad Bischoff siger, for
efterhånden går det op for EDB-manden, at barnet mest er optaget af Hans
Bischoff på grund af hans "bedende blik, lavkøbenhavnske dialekt og
tonefald som læste han godnatfortælling for artige småbørn".
Det får EDB-manden til
at interessere sig for TV-journalisternes image. Han følger dem fra aften til
aften. Han studerer Uffe Ellemann-Jensen, som "med sit falmede
charmørsmil især henvendte sig til damer". Han opdager, at Bischoff
ligner "en børnepædagog eller i det mindste en fritidspædagogisk
medhjælper", og perfektionisten Bjørn Elmquist anslår i sin udklædning
"en alfonsmode som man kender den fra amerikanske kriminalfilm".
Disse respektløse
portrætter når deres toppunkt med Michael Bramsen. Hans
"aristokratisk-arrogante facon får altid min hustru til at synes, at der
mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen".
Opmuntret af sine
journalist-analyser begynder EDB-eksperten at optage de politiske radio- og
TV-udsendelser på bånd, selv om han må indrømme, at "det er en klam én
at skulle sidde og høre Thomas Nielsen bliver interviewet igen og igen".
Og så ruller de skarpsindige iagttagelser frem over bogens sider. Læseren
skraldgriner og læser højt for de andre i stuen. Vi vover et længere citat:
"Når en
mediepolitiker ikke kan, vil eller tør svare på et spørgsmål en journalist
stiller, kan han vælge at sige et "ingen kommentar" og så i øvrigt
klappe i. Dette er en udvej, som LOs overgnavpot Thomas Nielsen
bemærkelsesværdigt ofte vælger … En mediepolitiker, hvis parti har desperat
brug for at den presse det kan få, vil aldrig svare "ingen
kommentar", men vil tværtimod gribe lejligheden til rigtig at folde sig
ud. En mediepolitiker, som sidder sikrere i sadlen, kan fra tid til anden
anvende denne knappe svarform med succes … Det unterstreges, at ens
taleorganer ikke står til rådighed for enhver mikrofon, som kommer
strittende".
Bag de bidende
iagttagelser og den muntre facade er det en dybt tragisk bog, Klaus Kjøller har
skrevet.
Hvad er det dog for et
uhyggeligt præcist vrængbillede af et demokrati, den opruller?
Her er
hostesaftpartier, der konkurrerer om at vise sig regeringsduelige. Her er
hestekurspartier, der frit kan udfolde deres satire over systemet og dets
seneste galskab, og her er faldrebspartierne, der både skal se ansvarlige ud
og skabe dramatiske mediesituationer, der giver omtale og overskrifter.
Så morsomt, drønende
frækt og kærligt er der aldrig skrevet om mediepoitikere og
kommunikationskløfter. Man fristes til at citere romanen fra ende til anden.
Vi nøjes med en stump om Klods-Hans i skrivestuen. Pludder over det hele. Rigtigt
gættet, det er Glistrup der tales om:
"Som en stor fed
og kamplysten gås sad han skråsikkert i andegården og udsendte mærkelige
lyde… Han var en snu krabat, som kendte alle de beskidte professionelle
tricks… Der var ingen tvivl om, at han som skuespiller havde været dømt til
små komiske biroller, men nu sad han her og bed skeer med selveste Per
Hækkerup. Hvis han da ikke svævede som en blævrende fortidsøgle over sin
indendørs svømmepøl".
God fornøjelse.
Flemming Chr. Nielsen
Anmeldelse i Aktuelt, d. 27/9 77:
De pokerfjæsede gummipolitikere
Af Kristen Bjørnkær
Det er faktisk ikke
nogen vittighed, når Klaus
Kjøller i sin nye bog om vore TV-kendinge skriver, at hans
2-årige søn forstår Hans Bischoffs økonomiske udredninger på skærmen. Hvordan
det? Jo, Bischoff gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt, han sætter
klodser ovenpå hinanden, han er som en rar onkel, det taler til mindre børn.
Pointen er, at den
2-årige forstår lige så meget -- eller lidt -- af nationaløkonomien som faren
-- og for den sags skyld de fleste af os andre. Dette er i virkeligheden en
sviende kritik af det demokrati, vi bryster os af!
Eftersom vi ikke
forstår så meget af, hvad politikerne siger, når de snakker om økonomi i TV,
er vi henvist til at vælge dem efter, hvordan de ser ud, hvordan de klarer
sig, kort sagt hvordan de virker -- og ikke efter det saglige indhold.
Kejserens nye klæ'r om igen.
Vi tør ikke indrømme
vores uforstand overfor hinanden. Man burde lave en folkebevægelse for et
forståeligt demokrati, foreslår Kjøller.
Bogen er en hudfletning
af de medietrænede, spontanspillende, pokerfjæsede gummipolitikere som Poul
Fløjlstemme, "Dean Martin" og Mogens Klodshans, som vi dagligt har
for øje, så morsom, at man må overraskes og glædes: Pludselig en samfundskritik,
der er menneskelig, selvironisk og satirisk, ond og venlig på samme tid (den
var jo ellers ved at dø en stille død i de senere års magistermarxistiske
ørkenvandring). Klaus
Kjøller er en aktiv seer, som Erhard Jacobsen har grund til
at være bange for.
Den mediekritiske
analyse er intelligent og korrekt, en afsløring af tricks og teknik i
vælgerbejlernes fremtrædelsesform. Men bogen er bygget op som en lang
humoristisk novelle af Willy Breinholst.
Dermed være måske også
sagt, at sproget ikke er det mest spændstige, men kan tænke sig. Men i glimt
eksploderer det -- f.eks. i en indtagende skildring af dengang Flemming
Madsen pludselig fik underkrop, da den nye TV-Avis blev indført.
Han rejste sig og gik
over til vejrkortkarussellen. "Om så chief Ironside havde rejst sig fra
sin rullestol og spænet 3 gange frem og tilbage over Golden Gate-broen, så
havde det ikke skabt nær den samme anspændte stilhed rundt omkring i
stuerne".
Jo, det var lidt af en
national begivenhed -- ligesom alt det andet i TV, der her har fået en
veloplagt beskriver. Bent Eskestads tegninger svarer smukt til bogen: De
ligner ordinære, uforpligtende vittighedstegninger, men har desuden både
holdning og brod.
Kristen Bjørnkjær
Anmeldelse i Information, d. 26/10 77:
Gummimusik og makaronisprog
Af Sven-Erik Jørgensen
I den borgerlige
offentligheds selvforståelse indtager forestillingen om den lige adgang til
den frie og åbne politiske debat en central placering. I den politiske debat
brydes forskellige meninger og den menige borger kan i kraft af den såkaldt
fri meningsdannelse efter moden overvejelse danne sig sine egne meninger. En
forudsætning er det ganske vist, at debatten er en saglig debat, synspunkt
står mod synspunkt og må så de bedste argumenter kåre en sejrherre. Det er
forstyrrende, usagligt og ufint hvis en diskussionsdeltagers synspunkter er
styret af særinteresser (man må tilgodese Befolkningens interesser som
helhed: det sker ved at pege på Den Nødvendige Politik) eller krænker
privatlivets fred. Og det siger sig selv, at det er usagligt hvis en
politiker lægger hovedvægten på at gøre en så god (medie)figur som muligt i
stedet for at holde sig til sagen. Samtidig har især TV-mediet tydeliggjort,
at en politisk debat nok så meget er en boksekamp hvor ordstyreren kun meget
sjældent har mulighed for som en rigtig kampdommer at påtale diverse brud på
skrevne og uskrevne regler. Om bl.a. misforholdet mellem den demokratiske
forudsætning om ordentlig snak samt en aktiv og forstående offentlighed på
den ene side og de triste kendsgerninger på den anden handler Aktiv seer.
Kjøller lader en god
gennemsnits-demokrat fortælle om sine genvordigheder med TV og dets
mediepolitikere. I lighed med andre aktive mennesker begynder vor helt,
udrustet med en båndoptager, at gennemgå et udvalg af fjernsynets politiske
udsendelser.
Aktiv seer rummer nogle kostelige klip der
ganske rigtigt synes at vise, at en politisk debat er et spil hvor det gælder
om at "fremstille sit eget parti som idealistisk og harmonisk, og
modpartens som et kaotisk sammenrend af karrieremagere." Kjøller
gennemgår forskellige varianter af hvad han kalder den indholdsrige
tomgangs hemmelighed. Det gælder om at have et marathonmundlæder
og beherske sit makaronisprog. Der gives eksempler på udenomssnak som
selv den mest velopdragne satiriker ville få svært ved at overgå.
Den
traditionelle, "ansvarlige" politiker taler stort set i samme stil,
uanset partifarve. De sidste par år er der jo imidlertid dukket et par
fornyere op som bogen da også ofrer særlig opmærksomhed. Orkanen Erhard er så
absolut min personlige og bogen giver et herligt eksempel på hans charmerende
måde at afspore en samtale på. Manden er i krydsild i forbindelse med sin
udtræden af radiorådet. Malin Lindgren spørger:
"Føler De Dem som
valgt af folket til at repræsentere deres interesser over for denne
institution?" Erhard Jakobsen: "Hvem er jeg ellers valgt af, Malin
Lindgren?" ML: "Næh, men altså: føler De…" EJ: "Men det
er ikke hvad jeg fø/ mit følelsesliv. Det er jo ikke en Christianiaudsendelse.
Mit følelsesliv kommer ikke seerne og lytterne ved. Det skal vi ikke spilde
tid på…"
Sådan skal den skæres.
Bogens fiktive
hovedperson må konstatere en meget behersket interesse for sine
undersøgelser, men ender dog alligevel med at fremsætte et forslag om
oprettelse af en folkebevægelse for et forståeligt demokrati. Hovedkravet
skulle være, at man tager den fulde konsekvens og virkeliggør den politiske
debat til et underholdningsshow.
Det har været Kjøllers
hensigt på en underholdende måde at gøre opmærksom på den ferme mediepolitikers
teknik og de manipulationsmuligheder den rummer. Bogen er
underholdende, det sørger som nævnt ikke mindst de optrædende politikere for.
Som kritik tror jeg imidlertid ikke bogen kan overskride grænserne for den i
forvejen vedtagne opfattelse af at politikersnak er tomgang. Det er umuligt
at se hvor Kjøllers kritik egentlig taler fra og hvilke modforestillinger den
opererer med. Han synes nærmest at ville repræsentere en sund fornuft i al
almindelighed, hvilket med andre ord vil sige at hans kritik bliver en kritik
inden for begrebet borgerlig offentligheds rammer. En kritik der anklager
politikerne for ikke at leve op til denne offentlighedsforms ideelle
fordring. Og en kritik som med sine satiriske analyser leverer en slags
modgift til imødegåelse af den sproglige forurening.
Sløringen og
begrænsningen af bogens kritiske sigte skyldes ikke mindst anvendelsen af en
fiktiv ramme, og jeg tror ikke bogen havde tabt i underholdningsværdi uden
denne. Citaterne og analyserne af dem gør dog, at jeg -- naturligvis under
rimelig hensyntagen til de i det ovenfor anførte kritiske bemærkninger -- tør
anbefale den konkrete genstand for nærværende overvejelser til fornøjelig
gennemlæsning.
Hvis jeg må sige det på
den måde.
Anmeldelse i Fyens
Stiftstidende, d. 13/9 77:
Spas med mening
Hvorfor ikke lige så
godt tage konsekvensen af, at vi ikke forstår et suk af, hvad der bliver sagt
i radio og specielt TV: Lav de politiske, økonomiske, ja, alle de tunge udsendelser
til underholdning, lad politikerne møde udklædte, gør TV-optræden til et
politisk speciale, lad dem slås og møde i studiet med skrammer fra kampen --
jamen, er det da ikke de fleste lytteres/ seeres reelle krav til politiske
udsendelser?
Sproganalytikeren Klaus Kjøller har ikke
megen tillid til vor fatteevne. Han ser kommunikationskløften så dyb som
Phillippinergraven og politikernes TV-optræden som strategi, dygtig eller
kluntet, men altid lagt med det ene formål at holde os i den dybeste uvidenhed
om, hvad debatten ret beset drejer sig om.
Han har tidligere givet
udtryk for tilsvarende pessimistiske synspunkter, men indtil nu på den
autoriserede ping- og pamperfacon, der udelukker flertallet. Dennegang har
han skrevet en satirisk roman: "Aktiv seer, eller Hvordan jeg lærte at
elske politikerne", og nu kan ingen påstå, at de ikke kan forstå hvad
han mener.
Det hele begyndte, da
hans hovedperson, en yngre edb-programmør, må acceptere, at hans to-årige søn
forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske betragtninger -- fordi han har
børnetække, ligner en børnepædagog, taler som en rar onkel, som ved hjælp af
klodser og papirklip giver indtryk af, at problemet er ret enkelt.
Det synes
edb-programmøren ikke, det er, og han fandt ud af, at det mente hans kone og
arbejdskammerater heller ikke, det var -- og de var også flintrende
ligeglade. Den slags må eksperter ordne. Når vi kommer trætte hjem fra
arbejde, vil vi underholdes.
Og det er stort set
også det, politikerne gør, fandt Kjøllers hovedperson ud af, efter at han
aften efter aften havde båndoptaget udtalelser og søgt at finde en dybere
kerne i det indforståede skuespil for åben skærm. Med en lang række eksempler
viser Kjøller hvordan "majestætisk pølsesnak" og
"makaronisprog" (for slet ikke at tale om det smidige
"gummisprog", der kræver en vis øvelse) er obligatoriske fag i den
politiske grundskoling -- og seerne sidder tilbage med en lang næse og
skuffet forventning om, at det pæne panel begyndte at slå på hinanden.
Når det nu er sådan,
når "folket" er ravende ligeglad med, hvad der bliver sagt, bare
det bliver sagt underholdende -- hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud?
Kjøllers roman er nok
satire, men som al god satire rummer den en væsentlig kerne af sandhed.
Mangfoldige undersøgelser viser, at han har ret, og Danmarks Radio er
pinagtig klar over det. Måske kan den igangværende strukturdebat afværde det
truende perspektiv, Kjøller opruller, men det vil kræve omlægninger, som de
færreste har fantasi til at forestille sig.
linc.
Kristeligt Dagblad, d. 20/9 77:
Dialog på nævekampe anbefales
Populær bog om TV som demokratiets medie
Kunne man forestille
sig denne dialog mellem tidligere TV-journalist Uffe Ellemann-Jensen og
tidligere statsminister Poul Hartling:
Ellemann-Jensen: Tag nu
og hold op med at hælde vand ud af ørerne, Poul Fløjlstemme.
Hartling: Jeg troede
ellers ikke at en torsk kunne få for meget vand.
Nej vel, ikke for åben
skærm. Men det er, hvad sprogforskeren Poul Kjøller [således står der faktisk i originalen] kunne
forestille sig som målsætning for "Folkebevægelsen for et forståeligt
demokrati". Desuden anbefales mindre nævekampe mellem politikere og
journalister og politikere indbyrdes.
Nu skal situationen
ikke tages ganske alvorligt, for Klaus Kjøller, der tidligere har skrevet videnskabelige
bøger om sproganalyse, muntrer sig denne gang i en slags roman om en
EDB-mand, der sætter sig for at undersøge, hvorfor hans 2-årige søn forstår
Hans Bischoffs nationaløkonomiske udredninger, mens han selv sidder
uforstående overfor skærmen.
Kjøllers anvisninger i
bogens sidste kapitel er affattet med ironisk varme, for det er ikke hans
hensigt at oprette en folkebevægelse for Aktive Seere. Hvad han gør i bogen
er, at afklæde politikernes forhold til befolkningen med fjernsynet som
medie. Herved bliver bogen "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske
politikerne" en populær interaktions-analyse, der tager
TV-kommunikationen op til kritisk gennemgang.
Hvad den fiktive
hovedperson finder frem til med sine omfattende TV-båndoptagelser er
formentlig de samme som sprogeksperten har set og lyttet sig frem til:
Det drejer sig
tilsyneladende for mediepolitikeren om at fremstå overfor vælgerne -- der
altid er i hans tanker -- som idealistisk, sagkyndig (seeren skal helst ikke
forstå alt, hvad man siger) og repræsenterende et harmonisk politisk parti.
Derudover skal han med jævne mellemrum smigre vælgerne.
Nu må Kjøller roses for
at have udvist en betydelig grad af selvbeherskelse, idet han passende
skarpsindigt, men diskret kun har tildelt Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup
begrænset plads i teksten. Førstnævnte er citeret for sine udtalelser i marts
76 hvor han blev interviewet i TV af Flemming Madsen, Ellemann-Jensen og
Malin Lindgren. Udtalelserne er selvafslørende på skærmen, de er det i
katastrofal grad på tryk, og de må have kostet forfatteren af analysen her
usigelige kvaler i hans underdrevne analyse af en folkeforførers verbale
manipulationer.
Den mest spændende form
for populariseret medie-analyse, som Klaus Kjøller præsterer i sin bog, sker i nogle indskud
mellem kombattanternes indlæg i politikerdebatten efter det skelsættende valg
i dansk politik i 1973. Det valg, hvor fem gamle partier gik væsentligt
tilbage for at give plads til fem nye. I disse indskud lader forfatteren
journalist og politiker gøre sine overvejelser for åbent tæppe, og her kommer
motiver, forbehold og aggressioner frem som den sproglige teknik, hvis
beherskelse de "overskårne" mænds -- som TV-billedet beskærer dem
-- succes som mediepolitikere er så afhængig af. Det er ganske spændende
læsning.
Hvorfor bogen er lagt
ind i en fiktiv ramme, forbliver noget af en gåde. Der er ikke tale om en
roman, og sprogforskeren kunne såmænd godt selv have stået ved de erfaringer,
han har gjort foran skærmen.
Hvordan seerne skal
præsenteres for demokratiet i TV, er det spørgsmål, "romanen"
rejser. Den rummer selv nogle indirekte svar, for det er da helt klart, at
det ikke er tilstrækkeligt at opfordre til nævekamp blandt de agtværdige mænd
lige ind i vore stuer, og at sidde foran skærmen og vente på det uforudsete:
at Flemming Madsen falder ned af podiet på vej henimod de meteorologiske
forudsigelser, det er jo en temmelig passiv form for demokrati.
Hou.
Anmeldelse i Fyns Amts Avis, d.
16/9 77:
Gode råd til karriere-politikerne
Af cand.mag. Henrik Tjalve
Hovedpersonen i Klaus Kjøllers roman "Aktiv seer eller
hvordan jeg jærte at elske politikerne" får sine tilvante forestillinger
rystet, da det går op for ham, at hans søn på to år forstår Hans Bischoffs
økonomiske udredninger i TV-Avisen. Selv forstår han ham ikke, men har lullet
sig ind i troen på, at han var ene om problemet, ellers måtte landets
TV-seere have reageret med en veritabel proteststorm. Tænk blot på
reaktionerne når TV-teatret fremfører "uforståelige" teaterstykker.
En undersøgelse
iværksættes med det resultat, at Kjøllers hovedperson opdager, at han ikke er
alene om at komme til kort over for det saglige indhold i Bischoffs
redegørelser. Hverken hans kone eller kolleger inden for EDB-branchen forstår
de økonomiske krinkelkroge, Bischoff boltrer sig i. De afviser ligefrem hans
spørgsmål herom som ejendommelige og udtryk for særhed. Igen rystes vor
EDB-mand.
Noget må de forstå.
Hvordan kan man ellers forklare, at de aften efter aften med sindsro ser
Bischoff partere kyllinger, skære rugbrød i skiver, stable klodser osv.?
Svaret er, at vi
forstår, hvad Bischoff gør, men ikke hvad det er, han siger. Indholdet glider
således i baggrunden for iscenesættelsen. Opdagelsen heraf bringer
hovedpersonen på sporet af, at et Leisner-show og en politiske
debatudsendelse så i virkeligheden har samme betydning for TV-seerne. Vi
forstår ikke, hvad politikerne siger: "men selve situationen, hvor nogle
sagkyndige sidder og skændes, samtidig med at de hver især skal overbevise os
uvidende om at de har ret, besidder letforståelige dramatiske elementer. Det
er en kildrende fornemmelse for os bund-ordinære og indflydelsesløse seere at
være vidne til at landets store tunge bosser går i ringen med hinanden. For
en stund lulles den enkelte seer ind i en illusion om at være en
betydningsfuld person, en kejser som sidder og glor ned på de drabelige
gladiatorer, som tumler rundt i skidtet."
Og endnu vigtigere:
Politikerne er klar over at det forholder sig således. Det, der er galt er
blot, at de ikke har taget den endelige konsekvens heraf! Her må der pression
til. Ifølge Kjøllers hovedperson må der stables en folkebevægelse for et
forståeligt demokrati på benene. Alt det saglige må politikerne overlade til
teknokrater, for at hellige sig det de politiske holmgange dybest set drejer
sig om, dvs.:
- at vinde konkurrencen om at
fremstå som mest idealistisk,
- at vinde konkurrencen om at
fremstå som den sagkyndigste,
- at vinde konkurrencen om at
smigre seerne, og
- at vinde konkurrencen om at
fremstå som det mest harmoniske og idealistiske parti.
Klaus Kjøller, der er cand.mag. i dansk og
filosofi, har med den foreliggende bog ønsket at komme ud over den
spændetrøje, en strengt faglig behandling af "mediepolitikerne"
ville være ensbetydende med. Det er gjort med præcision og ironi. Den vil
blive læst med opmærksomhed af karriere-politikerne, her er fiduser at hente,
men lur dem -- læs med.
Andre anmeldelser eller omtaler
eller lignende:
Bornholms Tidende, 9/2 77
Aktuelt, d. 16/8 77
Aktuelt, d. 8/9 77
Aktuelt, d. 14/9 77
Aktuelt, d. 16/10 77
(jeg skrev en kommentar på 1 side med overskriften: Kære Ritt: -- Jeg føler
mig brændt af … Et brev til Ritt Bjerregård som flere gange havde opfordret
forskerne til at lave noget samfundsrelevant)
Sjællands Tidende, d.
14/9 77
Politikens Kronik, d.
12/9 77 (handlede ikke specielt om politikere, men om at
formidle. Overskrift: Hjælp. De læser kronik -- jeg skriver kronik. På
forsiden lanceredes kronikken som en "anti-kronik")
BT, d. 13/9 77
Vejle Amts Folkeblad,
d. 14/9 77
Aarhus Stiftstidende,
d. 16/9 77
Ny Dag, Nakskov, d. 28/9 77
Ringkøbing Amts
Dagblad, d. 15/9 77
Fredericia Dagblad, d.
16/9 77
Kolding Folkeblad, d.
17/9 77
Se og Hør, d. 29/9 77
Berlingske Tidende, d. 24/9 77
(Professor, dr. phil. Niels Thomsen skriver klummen
"Gæstepanelet" med overskriften "Gummimusik")
Berlingske Tidende, d. 2/10 77:
(Jens Kistrup skriver klumme med overskriften: "Time i terror.
TV-Avisen, børnene og den negative holdning til samfundet")
Information, d. 21/9 77 (Leif Blædels tv-anmeldelse med overskriften
"Heidi og Klaus
Kjøller"; anmelder et indslag om bogen i "Landet
rundt" med Preben Heide som interviewer)
Bornholms Tidende, d. 30/9 77
Billed Bladet, d. 30/9 77
Jydske Tidende, d. 5/10 77
Indbindingscentralen,
uge 43, 1977
Amtsavisen, d. 26/10 77
Land og Folk, d. 10/11
77
DR radio, efteråret 77,
et 8-minutters "postkort" i den ugentlige udsendelse
"Familiespejlet".
I øvrigt blev
begyndelsen af bogen brugt som grundlag for aftenprøven i retstavning ved
folkeskolens afgangsprøve april-juni 1979
Tilbage
til toppen af siden
|
