à bogmenu à bogen nedenfor

[Senest opdateret d. 13/5 2007]

Dronningens hund. En politisk thriller

Serien Publicisterne

Denne roman indgår i den satiriske romanserie Publicisterne. Serien omfatter Dronningens hund (1999), Lingos lov (2005) og Den åndelige Akse (2007). Bøgernes gennemgående hovedperson er lektor i politisk kommunikation ved Københavns Universitet, Ivar Olavson. Andre dominerende personer er toppolitikere, deres rådgivere og ledende personer fra medieverdenen. Seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden.

NB: helt ekstraordinært ved denne bog:

Kjøller lægger kortene på bordet

Sensationelt indblik i strengt hemmelige konsulentudtalelser om manuskriptet til Dronningens hund

”Kjøllers klarhed bliver hans katastrofe” (konsulent A).

”Et trænet øje afslører dog hurtigt den næsten tragiske sandhed om denne sympatiske sprogforsker og flab som tror at vilje, energi og forstand alene kan gøre kunst. KK er blevet offer for sin egen filosofi: at alting er overflade; der er intet bagved. Desværre må man give ham ret i dette tilfælde: Der er faktisk intet bagved.” (konsulent B)

Læs markante, fyldige uddrag af fortrolige konsulentudtalelser om manuskriptet med forfatterens kommentarer.

Højbjerg: Forlaget Hovedland, 332 s. 248 kr. 1. udg. 1. oplag. Var med på bognedsættelsen februar 2003 til en pris på ca. 90 kr.

Udkom lørdag d. 16/10 1999

Omslag: Rasmus Frandsen

ISBN 87-7739-419-4

Udkommet som lydbog i februar 2000 på forlaget Den Grimme Ælling, tlf. 65 96 35 55. 7 kassetter, samlet tid: 10 timer, 15 minutter. Indtaling: Ole Ilum Hansen.

Sandheden om "Daisys doggy" (konsulentudtalelser)

Bagside

Rettelsesblad

Uddrag af interview i Aktuelt

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen

Citater fra anmeldelser:

Anmeldelse i Ekstra Bladet

Min kommentar til Ekstra Bladet

Anmeldelse i Jyllandsposten

Min kommentar til Jyllandsposten

Anmeldelse i Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende

Anmeldelse i Frederiksborg Amtsavis, Flensborg Avis m.fl.

Min kommentar til anmeldelsen i disse aviser

Anmeldelse i Jydske Vestkysten

Anmeldelse i Information

Min kommentar til Information

Ugebladet ALT FOR DAMERNE

Top 10 liste over bogomslag

Bagside

En nat anholdes medieekperten Ivar Olavsen da han står og fisker efter sin stjålne tegnebog ud for Amaliehaven i København. Politiet anklager ham for at have kørt dronningens hund over og derefter at have kastet den i havnen. De har tilsyneladende fældende beviser.

I panik over de falske anklager flygter han fra arresten. Samme formiddag ser han sig udråbt som hundemorder på forsiderne af aviserne.

Lidt efter lidt vikles han mere og mere ind i et oprivende personligt og politisk drama som han forstår mindre og mindre af. Et drama som handler om hans egen og hans families overlevelse, og hvor modstanderne er medierne og landets to mægtigste politikere.

Og de bruger alle midler.

Rettelsesblad

Der har i omslagets fremstillingsproces indsneget sig en fejl i undertitlen:

En politisk thriller om magten i Danmark à En politisk thriller.

Den korrekte titel findes på titelbladet inde i bogen.

Der er – trods en ihærdig indsats i korrekturen – et mindre antal, forkert satte kommaer, fx dette på s. 144:

Mistænkeligt med alle de ønsker, om at det skal gå godt.

Her skal kommaet flyttes til den grammatisk korrekte placering foran 'at' hvor ledsætningen begynder. Bogen er ikke konsekvent grammatisk kommateret, men kun tilstræbt grammatisk. Men derfor bør der naturligvis ikke være decideret forkert satte, grammatiske kommaer. Jeg beklager denne skønhedsfejl som forhåbentlig kun vil genere en lille skare af mine kommakolleger, men det er også slemt nok.

Uddrag af interview i Aktuelt d. 3/11 99 hvor Flemming Andersen karakteriserer bogen således:

"Dronningens hund" er en bog af den slags, der er gefundenes fressen til en lørdag i hængekøjen. Den er både veloplagt og vittig, og man sidder og klukker undervejs -- mens man spekulerer på, om det vitterligt vil lykkes forfatteren at binde alle trådene sammen til sidst. Men det gør det faktisk.

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (99144) 2 262 143 2 64

Kjøller, Klaus: Dronningens hund : en politisk thriller. - Hovedland. 332 sider.

Efter en række fagbøger udsender Klaus Kjøller her sin første roman. Bogen starter som en satirisk nøgleroman med en let genkendelig statsminister og en oppositionsleder fra Venstre, der til forveksling minder om Ritt Bjerregaard. Men allerede efter få sider flettes det spændingselement ind i handlingen, der herefter bliver hovedsagen: medieeksperten, universitetslektor Ivar Olavsens amokløb, da han fornemmer, at han er blevet offer i et eller andet politisk spil, som han ikke kender, men hvor han først selv arresteres på en falsk anklage (for at have kørt dronningens hund over), hvor hans kone derefter bortføres og én af hans studerende myrdes. Bogen er fortalt i et elegant og letløbende sprog, men desværre synes jeg, at de to handlingselementer modarbejder hinanden lidt: satiren er så grum og ensidig, at den stiller sig lidt i vejen for troværdigheden i spændingshistorien. Det skal dog ikke nægtes, at jeg læste bogen i et stræk, og følte mig godt underholdt imens. Og der er mange guldkorn undervejs, når forfatteren på få linier får udtrykt sin uforbeholdne mening om alt fra politik til biblioteker.

Thorkild Brunsborg

Min kommentar: Tak til Thorkild Brunsborg for en kort præcis redegørelse for 1) bogens indhold og 2) dens væsentligste konstruktionsproblem: at koble spænding med humor og satire. Jeg synes dog at man bør nævne at bogen er en jeg-fortælling og at alt det satiriske netop er en karakteristisk del af Ivar Olavsens psyke: Han er en desperado, ja en outlaw bag sin facade som borgerdyr. Jeg tror at når Brunsborg (og andre) fastholdes historien igennem, så skyldes det i høj grad at man accepterer de satiriske udladninger som en logisk del af jeg-personens personlighed og dermed som en særdeles troværdig forklaring på hans desperate handlinger.

Ekstra Bladet, d. 19/10 99

Manipulation og en død hund

[Fire stjerner af seks mulige.]

Af Hans Larsen

[efter et referat konkluderer anmeldelsen:] Det er yderst underholdende og for det meste også meget morsomt -- ikke mindst de ondskabsfulde politiker-portrætter med den kejtede og magtsyge statsminister (ren fiktion, naturligvis) som vittigt højdepunkt.

Bogen når ikke de samme komiske højder som den roman af en vis Arne Ossian, Klaus Kjøller udgav i fjor. Måske skulle Kjøller bede unge Ossian om nogle tips, inden han går i gang med sit næste roman-projekt.

[…]

Læs hele anmeldelsen

Min kommentar: Jeg har slet ikke forsøgt at konkurrere med Arne Ossian i komik. Han har sine stærke sider, jeg har mine. Dronningens hund er først og fremmest en psykologisk realistisk jeg-fortælling om en mand som får ørerne i maskinen – overfladisk set fordi hans kone er utilfreds med at køre rundt i en gammel, upålidelig Volvo stationcar. Da denne mand er en temperamentsfuld medieekspert, er det klart at der i historiens løb bliver sagt nogle sandheder, bl.a. om politikere og medier. Men Ivar Olavsen er da ikke ondskabsfuld over for politikerne. Tværtimod accepterer han dem som de er – og går til helt nødvendig modstand for at undgå at blive kvast. Der er vigtige scener i bogen hvor Ivar Olavsen viser oprigtig ømhed og beundring over for politikerne, og hvor han må bekæmpe sin trang til at underkaste sig.

Morgenavisen Jyllandsposten d. 16/10 99

Magt og manipulation

Af Niels Lillelund

[det mest centrale citat fra anmeldelsens vurdering:]

En rigtig nøgleroman, en slags saftig avislæsning også, for som litteratur betragtet er den halvdårligt skrevet og mangler den gode romans helstøbthed. Forfatteren har den uvane at skære grundledet af sine sætninger, han skriver meget staccato og abrupt, og det når at blive godt gammeldags irriterende og utåleligt for sproglige æstetikere. Men man læser videre alligevel, for bogen er fyldt med gode betragtninger og er ind i mellem ret morsom og ligefrem selvironisk, forfatteren skåner bestemt ikke sig selv, når giften drypper.

Min kommentar: Min bestræbelse har været at skrive en spændende historie. Jeg har koncentreret mig om give et portræt af en iagttager og analytiker som bliver tvunget til at handle. Et portræt med størst mulig læseridentifikation med den person som kommer i klemme når giganterne slås. Derfor har jeg også valgt at fortælle historien i jeg-form: Det er Ivar Olavsens synsvinkel hele vejen igennem. Hvis bogen er morsom, er det fordi det er en del af Ivar Olavsens aggressive, verbale åndsform at spidde selvmodsigelser, magtfuldkommenhed osv. -- hvilket jo også er det der giver ham "problemer" i forholdet til de to politikere: Han irriterer dem med sine karakteristikker. Ikke så meget at de gider tage til genmæle, men nok til at de kommer i tanke om ham, da de pludselig står i en forbandet knibe og har brug for en syndebuk.

Når jeg har været koncentreret om at skabe psykologisk troværdighed og en spændende historie, er det interessant at læse Niels Lillelunds anmeldelse som udelukkende ser bogen som nøgleroman. Jeg har så spurgt mig selv om der er noget galt i at man læser den som nøgleroman. Det synes jeg ikke: Jo flere måder den kan læses på, jo bedre -- og jeg har, ikke kun fra anmeldelser, men også fra breve fra læsere, allerede fået et klart indtryk af at den kan læses på en del måder og kan tydes i flere retninger. Det glæder mig meget. Alligevel tøver jeg med at juble over at den udelukkende bliver læst som nøgleroman -- ovenikøbet som en samfundskritisk nøgleroman (jf. anmeldelsens slutafsnit). For det første mener jeg ikke at jeg-formen giver mening, hvis det først og fremmest er en samfundskritisk nøgleroman. Så ville tredjeperson-formen være langt bedre. Her kan man som alvidende, kritisk overforfatterjeg krybe ud og ind af de forskellige bevidstheder og langt lettere få sine opbyggelige pointer udtrykt så de ikke er til at tage fejl af. Og jo også gøre det i den alvidende fortællers formfuldendte sætninger som ikke mangler grundled og ikke er skrevet staccato og abrupt. For det andet mener jeg at læsningen af bogen udelukkende som en samfundskritisk nøgleroman om forholdene om valget i marts 98 er en stærk reduktion af den evige historie om forholdet mellem den intellektuelle og magthaverne, som bogen vel også rummer.

Men ansvaret er mit: Jeg har ved at bruge genkendelige politiske figurer, inviteret mere til nøgleromanlæsningen end jeg nok egentlig inderst inde har ønsket. Men dommen: "som litteratur betragtet er den halvdårligt skrevet og mangler den gode romans helstøbthed" lærer jeg nok aldrig at affinde mig med.

At Arne Ossians roman Kong Klaks sten fra april 98 skulle være den rædsel som Niels Lillelund antyder, fremgår ikke af de rimeligt fornøjede anmeldelser af bogen som man kan se ved at klikke her. Jeg personligt har ikke noget imod at folk tror at jeg har skrevet Arne Ossians bog; men jeg ved at det ikke helt morer Arne Ossian i samme grad med denne sammenblanding. Arne Ossian er en dybt engageret, seriøs forfatter som ikke kan være interesseret i at få sine fremtidsmuligheder forringet ved ustandseligt at få sit navn slynget sammen med mit i den kulturelle offentlighed. Hans næste værk -- hvis konturer jeg kan ane ud fra spredte antydninger i vores sjældne samtaler -- vil gøre alle disse navne-spekulationer til skamme. Så anderledes end alt andet ser det ud til at blive.

Jeg skylder Arne Ossian meget: Gennem min rådgivning af ham og ikke mindst ved journalisters og anmelderes mere eller mindre åbenlyse antydninger af at det i virkeligheden er mig der har skrevet hans bog, fik jeg det indfald at de muligvis havde ret. Ikke i at jeg havde skrevet hans bog, men i at jeg faktisk var i stand til at skrive en skønlitterær bog. Og det gjorde jeg så! Men jeg vil appellere til alle anmeldere og litterære journalister om at det ikke skal få den konsekvens at Arne Ossians forfatterfremtid er afgørende stækket. Hans bog er stadig fuld af blanke blade, hvor min er skrevet næsten fuld.

Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende, d. 9/11 99

Falsk varebetegnelse

Af Karin Pedersen

[tre stjerner af seks mulige]

[de mest centrale vurderingssteder i anmeldelsen:]

Men Klaus Kjøller lider som så mange andre danske spændingsforfattere af et ironi-syndrom. Det er, som om den danske hang til hygge ligger som en klam olmerdugsdyne hen over alle de gode indfald og holder dem liggende i et jerngreb, hvorfra de aldrig kan rejse så meget som et enkelt gåsehuds-hår.

[…]

Når "Dronningens hund" alligevel får tre stjerner er det fordi den er velskrevet og underholdende, først og fremmest i det billede, den tegner af det mediebevidste politiske landskab og sit hovedtrick med dronningens hund, der er blevet kørt over af en flugtbilist. Virkelig noget, der kan sætte sindene i kog i hyggelandet. Men at kalde bogen en thriller -- det er altså falsk varebetegnelse. Den er snarere en munter parodi.

Min kommentar: Måske undervurderer anmelderen betydningen af at der også indgår andre betegnelser end 'thriller' i undertitlen. I øvrigt vidste jeg ikke at jeg indgik i en trend af danske spændingsforfattere med et ironi-syndrom, og jeg ville være glad for at få at vide hvem de andre er. Hvis nogen læsere kan hjælpe, så send mig venligst et brev.

Holbæk Amts Venstreblad, d. 5/11 99 [med overskriften: Ukærligt søgelys på kendte miljøer. Og underrubrikken: Klaus Kjøller lader dronningens gravhund forsvinde under natlig luftning. Stort billede af bogen]

Holstebro Dagblad d. 20/10, Ringkjøbing Amts Dagblad d. 20/10, Viborg Stifts Folkeblad d. 20/10, Thisted Dagblad 20/10, Frederiksborg Amtsavis d. 21/10 99, Dagbladet (Ringsted) d. 21/10, Vejle Amts Folkeblad d. 23/10 99, Fredericia Dagblad d. 23/10 99 [alle med overskriften: Ukærligt (søge)lys på kendte miljøer], Herning Folkeblad d. 15/1 2000 [efternøler med overskriften: Ukærligt søgelys]

Brødteksten i alle disse er som denne i

Flensborg Avis, d. 22/10 99

Søgelys på kendte miljøer

Af Arne Christiansen

[anmeldelsens vurderingscitater:]

Det begynder nærmest Kafkask og ender fuldstændig grotesk. Undervejs bliver der sagt drøje ting om let gennemskuelige, ledende politikere og om jalousi og akademikerhovmod i universitetskredse, medens medierne boltrer sig, ladende hånt om sandhed og kildekritik.

[…]

[…] Klaus Kjøller har noget af en ukærlig hånd. Det er ikke det eneste gys i de kongelige potespor eller de politiske fodaftryk.

Min kommentar: Jeg har spekuleret meget over det der med at jeg "har noget af en ukærlig hånd." Jeg-fortælleren, Ivar Olavsen, er en oprører; derfor går han ikke rundt og elsker alle og enhver. Han elsker sandheden, friheden og det danske folk; derfor må han bekæmpe alle kræfter som truer det. Og disse kræfter vil så selvfølgelig opfatte at han har en ukærlig hånd. Men hvis man ud fra bogen får den opfattelse at jeg som forfatter og person generelt skulle have en ukærlig hånd, så gør det mig trist til mode. Jeg ønsker at læseren skal have det godt mens han eller hun læser; derfor er en bog en række kærtegn -- men selvfølgelig kan hånden da godt drille ind imellem.

Jyske Vestkysten d. 31/10 99

Kongestof og godt stof

Af Knud Søndergaard

[vurderingscitater fra anmeldelsen:]

Selvfølgelig er det godt stof, hvis dronningens hund bliver kørt over, og man kan godt forestille sig, at de såkaldt kulørte blade ville bruge forsiden på det. Men at det ligefrem skulle give anledning til historiske og politiske rystelser i dronningeriget, falder uden for enhver fornuftsbetragtning. […]Den virkelige manipulation, som gemmer sig i de små drejninger af virkeligheden, er meget mere effektfulde end de baskende armbevægelser.

Min kommentar: Man skulle ikke tro at anmelderen levede i en nutidig virkelighed eller fulgte med i dansk eller international politik. Det er rigtigt at "sager" starter i små drejninger af virkeligheden; men små drejninger af virkeligheden vokser sig ofte store -- på måder som ingen af de medvirkende kan styre. For bare at nævne et par stykker: Watergate, Tamil, Lewinsky. Og det er faktisk netop det bogen handler om. I øvrigt troede jeg ikke der stadig fandtes personer som tror at det en romanforfatter kan finde på, kan overgå virkeligheden.

Dagbladet Information, d. 11/11 99

Det internationale snit

Af Peter Dürrfeld

[I en bunkeanmeldelse sammen med titlerne Jens Henrik Jensen: Hofnarren i Murmansk (Borgen) og Paul Johnston: Staten (Modtryk) lyder de centrale vurderingscitater fra om Dronningens hund således ]

Lavbenet parodi

Internationalt snit er der til gengæld [dvs. i forhold til Jensens bog] ikke meget af i sprogforskeren Klaus Kjøllers debutroman Dronningens Hund, selv om Kjøller sniger sig op på 332 lette, luftige sider. […]Dronningens Hund er en omgang let- og lavbenet litteratur, der sikkert kunne have gjort god fyldest som uhøjtidelig sommerføljeton i et dagblad, men virker anstrengt i bogform, også når medieeksperten udfolder sig på det seksuelle plan -- på side 132 kan man opleve ham i clinch med en temperamentsfuld dame: »Hun stirrede mig ind i øjnene og rallede med tungen ud af munden. Så trykkede hun hurtigt lemmet længere ned og slap, så det svirpede op og slog mod min mave. Denne handling fandt jeg så respektløs, ja ydmygende, at den krævede øjeblikkelig afstraffelse. Jeg slyngede hende ned i sengen og kastede mig over hende. Hun borede neglene ind i mine baller og råbte: - Ja, ja, ja! da hun kom.« […]

Min kommentar: Jeg er glad for at dagbladet Information har anmeldt bogen. Den overvejende negative karakteristik her i den korte anmeldelse er det svært for mig at kommentere, da den ikke underbygges med argumenter. Bogen anklages vel nærmest for at være letkøbt spekulation, og anmeldelsens karakteristik af forfatteren kan læses som en variation over konsulent B's udtalelse. Hvordan det udvalgte citat skal sandsynliggøre at bogen virker anstrengt, kan jeg ikke se, men muligvis er der en besøgende her på siten der kan hjælpe mig? Det er også vanskeligt for mig at forstå hvordan anmelderen som jo selv er aktuel med en spændingsroman, helt kan undgå at vurdere spændingshistorien i bogen.

Ugebladet ALT FOR DAMERNE, nr. 2, 2000

En usympatisk fyr

[mest centrale citat:]

Klaus Kjøller […] skildrer sarkastisk og ondt den verdensfjerne medieekspert, som er så dygtig til at tolke politiske magtkampe, at han slet ikke forstår mennesker. Der er noget desperat kafka'sk over hans selvunderminerende handlemåder, og det er jo meget underholdende. Men det er altså også opslidende og kræver vilje af læseren at følge et totalt usympatisk menneskes kamp for retfærdighed.

[tre stjerner af fem mulige, og et ret stort billede af bogen]

iben

Min kommentar til Iben: Det ryster mig at du tilsyneladende slet ikke har kunnet se noget morsomt i bogen.

Branchebladet Bogmarkedet nr. 45, rubrikken Aktuelt, d. 5/11 99 (tror jeg da; jeg har kun set et udateret udklip)

De bedste bogomslag

Af Keld Lund Jensen

DR2's bogmagasin præsenterede i den forgangne uge et personligt bud på en top 10 liste over de bedste bogomslag på nye bøger. Bestseller havde flyttet teltpælene til tegnestuen Imperiets lokaler på Nørre Søgade i København. Her fortalte grafikeren Peter Stoltze om sit arbejde med at lave omslaget til Jane Aamunds nye bog Kamæleonen.

Kreativ direktør i reklamebureauet Ogylvy & Mather Peter Andreas præsenterede herefter sit personlige bud på gode bogomslag. Hans liste og argumenterne for valgene var følgende:

[Dronningens hund begrundes således:]

Ivar Olavsen er ekspert i politisk kommunikation. Og han er en af den slags journalisternes yndling, der altid er klar med en skarptskåren mening på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Pludselig finder den pæne mand sig i en yderst ubehagelig situation. Politiet mener, at han har kørt dronningens hund over og smidt den i havnen. Forsiden sætter vildt gang i fantasien, mener Peter Andreas.

Tilbage til menuen (toppen af siden)