Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 03-06-2017, senest opdateret 03-06-2017 15:04:23

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

 

 

 

 

”Nu har jeg jo ikke læst hele bogen”

Det er nødvendigt, at en forfatter til en nyudgiven bog forbereder sig til at kunne svare på spørgsmål fra en journalist, som ikke har læst bogen, men bare sidder med den i hånden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I årene 1973 - 2011 har forlag artigt udsendt mine nye bøger til medier og ofte også til de mest populære radio- og tv-programmer. Og det er jævnligt sket, at journalister i trykpressen eller castingpersonale på tv- eller radioprogrammer kort derefter har ringet til mig for at tjekke, om jeg egnede mig til deres avis eller program.

En almindelig replik i begyndelsen af disse castingsamtaler var: ”Nu har jeg jo ikke læst hele bogen.” Replikken overraskede mig i mine første år som forfatter. Især ”jo”et.

Efter nogle år med disse oplevelser foreslog jeg flere gange mine forlag at nøjes med at sende bogens omslag ud til pressen. Ud over pressemeddelelsen. For jeg syntes, det virkede fjollet at øse alle de bøger ud over medierne, når de sjældent åbnes, endsige læses. De fleste af de salgbare bøger går jo direkte til antikvariaterne. Resten smides ud. Det drejer sig i alt om ca. 37 danske førsteudgaver og enkelte reviderede andenudgaver fra min hånd. Da der normalt udsendes mellem 100 og 150 bøger til medierne, bliver det i alt et sted mellem 3.700 og 5.550 gratis bøger i årene 1973 – 2011. Og jeg er kun én forfatter blandt utallige andre….

Men alle forlag har altid afslået kun at sende omslaget. Magtforholdene mellem forlag og medier er således, at ethvert forlag tæppebomber medierne med deres nye bøger i håb om, at et par af bøgerne udløser gratis omtale eller anmeldelse. Når første oplag alligevel er trykt, koster det ikke meget at udsende nogle eksemplarer. Derimod kan et omslag uden indhold virke provokerende, hvis det overhovedet opdages.

Og enkelte af bøgerne bliver faktisk også læst, hvis de bliver udvalgt til anmeldelse. Og hvis en bog omtales på en interessant måde i ét medium, kan det ske, at en journalist i et andet medie ringer og beder om at få tilsendt bogen. Når man – ydmyg over interessen – oplyser, at det pågældende medie faktisk allerede har modtaget den for flere uger siden, får man svaret, at den må være bortkommet eller taget af en anden.

Det korte af det lange er, at forfattere og forlag er et overdådigt tag-selv-bog-bord for alle medier. Derfor er det naturligt, at en journalist ringer til en forfatter uden at have læst den bog, han sidder med i hånden. Og det er derfor nødvendigt, at enhver forfatter forbereder sig til at kunne svare på spørgsmål fra en journalist, som ikke har læst bogen. Svarene skal være korte og klare og helst sensationelle. Budskaberne skal sælges på den mest sexede måde, så man består castingen. Forfatteren må altså lave et talepapir, som kan findes frem, hvis en journalist ringer.

 

 

 

Det korte af det lange er, at forfattere og forlag er et overdådigt tag-selv-bog-bord for alle medier.

 

Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne. Kbh: Borgens Forlag 1977. 130 sider, udsolgt. Tegninger af Bent Eskestad.

Dette har jeg med blandede resultater praktiseret fra og med førsteudgivelsen af Aktiv seer (førsteudgave 1977, 2. rev. udg. 2015). Og når jeg mandag d. 05-06-2017, grundlovsdag, udsender ”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI, så har jeg da også lavet et talepapir med journalistspørgsmål og mine svar. De skal støtte mig, hvis jeg har den lykke, at en uforberedt journalist ringer.

Men hvis jeg ringes op, bliver det nok af én som faktisk har læst bogen. For jeg tæppebomber ikke mere medierne med mine bøger. Flere af mine bøger efter 2013, bl.a. anden gennemreviderede udgave af Aktiv seer (2015), er udsendt uden noget pressearbejde overhovedet. Men ”Tak fordi du kom” er dog udsendt til en mindre kreds, som jeg har særlige grunde til at sende den til. Så hvis nogen ringer, vil bogen sikkert også være læst. Men for en sikkerheds skyld har jeg altså alligevel lavet mit talepapir. Måske mest af gammel vane.

 

Journalist: Hvorfor kalder du demokratiet et realityshow?

(Mit svar improviseres over denne tekst:) Højst 6 % af vælgerne er politisk interesserede. De ser programmer som Tirsdagsanalysen, Besserwisserne og Jersild uden spin. Nogle af dem (180.000) er medlem af et politisk parti. 94 % af vælgerne får politisk information i forbifarten, mens de ser tv-nyheder, eller jagter seneste nyt og sladder på nettet. Det er der ikke noget galt i. I demokratiet er alle vælgerne gode nok som de er. Og flertallet bestemmer. Derfor er den forståelse, som 94 % af vælgerne skaffer sig i forbifarten, langt vigtigere end den forståelse, som de højst 6 % politisk interesserede opsøger.

På denne måde er vores faktisk fungerende demokrati et tv-realityshow, hvor nogle personer, politikere, konkurrerer om at undgå at blive sendt hjem. Med et minimalt, groft input af substans jagter politikerne fire dyder, ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence, og konkurrerer om at vinde pokaler: få et forslag vedtaget, indgå et forlig, vinde regeringsmagten.

Det lyder opgivende?

Men det er det ikke. Det er realistisk. Vores demokrati er en kæmpe succes. 87 % stemmer normalt til folketingsvalg. Overgås kun af diktaturer. Og realityshowet er fyldt med optimisme og humor. Da alle konkurrerer om at være idealistiske og kompetente, så skal alle ligne vindere: Ligegyldigt hvad der sker, så gælder det om at få det til at se ud som en sejr. Derfor er alle optimister, aktive og udadvendte. Se bare på studieværterne. (Eksempler).

Og humor er nødvendig, når man angriber sin modstander hårdt. Ellers virker man som en fanatiker uden for rækkevidde, og skræmmer vælgerne.

Men hvorfor dog angribe? Kan man ikke bare diskutere i en ordentlig tone?

Strid er det, som driver realityshowet frem. Ligesom strid skaber liv i en serie som ”Matador” og i et realityshow som ”X Factor”. Ja, i enhver fortælling. En politiker som ikke kan skabe strid omkring sig, er en død politiker. Derfor er angreb langt vigtigere end forsvar. Man styrker vælgernes tro på sin politik ved at udmale de rædselsvækkende konsekvenser af modstanderens politik (Kingos lov).

Er det ikke bedre at bevare illusionen om at vælgerne alle sammen ligner de 6 %?

Bare rolig. Illusionen bliver bevaret, fordi skolen og hele the establishment hjernevasker os systematisk til at tro det. Men det skal da ikke forhindre mig i at sige sandheden. Vi har jo ytringsfrihed.

Men hvad er dog formålet med denne såkaldte hjernevask?

Det er lettere og helt ukontroversielt at udbrede troen på en idyllisk virkelighed, som allerede er etableret. Det er lettere at sværme for idealerne, end det er at se virkeligheden i øjnene. Desuden har den politiske elite en klar interesse i at smigre vælgerne og fastholde, at deres særlige politiske programmer, klummer, kommentarer og analyser er for hele folket og ikke bare de højst 6 %. Her er mit budskab, at man skal befri de 94 % almindelige vælgere fra denne undertrykkelse og i stedet fortælle dem, at de er gode nok, som de faktisk er, og oplyse alle om, hvordan demokratiet fungerer særdeles godt, uden at alle gider følge med i Tirsdagsanalysen og DR2 Debatten.

Det er da for dårligt at opgive at gøre alle vælgere mere interesseret i politik

Den jamrende kloge er en af realityshowets mest komiske figurer. Den kroniske jammer over, at medier kører efter den laveste fællesnævner, og at politikere søger stemmer i stedet for at optræde som ”Stor leder”, fører jo aldrig til ændringer. Gravalvorligt påhører man disse replikker, som alle ved er uden effekt. Realityshowet fortsætter uanfægtet – med disse kloge jammerkommoder som endnu en festlig figur. Som klovnene i Becketts ”Mens vi venter på Godot”, venter de på substansen og Den store leder, som aldrig dukker op.

Du er altså overhovedet ikke bekymret?

Joh, over at vi i skolen ikke lærer ungerne, hvordan demokratiet bærer sig ad med at være en succes. I stedet fylder vi dem med noget forkromet sludder om, at realityshowet er foragteligt og substansen alt. Det er da for dårligt.

 

Opbyggelig afslutning: Det gør ikke så meget, at en journalist ikke har læst bogen, hvis han eller hun – som i dette tilfælde – er så kvik og fræk, at forfatteren i telefonen tvinges til at tale kort, klart og skarpt om sit ofte lange, indviklede og grundigt gennemtænkte bogværk. Og hvis journalisten ikke stiller de frække spørgsmål, så kan man let selv hjælpe. Og hvis journalisten sidder med bogen i hånden, kan man krydre pointer i sine replikker med sidehenvisninger….

 

Læs pressemeddelelsen om ”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI.

 

 

150331AktivSeer2Fors1000x1500Tekst3.jpg

Aktiv seer, eller: Hvordan Steven Spielberg lærte mig at elske politikerne. 2. revolutionerende udgave. KJOELLER.dk 2015, 216 s.

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp