Først lagt op 19-05-2018,,senest opdateret 19-05-2018 10:41:24

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

EXODUS – vejen frem for Sass

Sass’ nye bog demonstrerer, at han nu har så meget magt over parti og medier, at han ikke mere behøver frygte konsekvenserne af at sige: ”Ja, det var mig, der skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’. Men det var selvfølgelig nødvendigt, at jeg afviste det. Det troede jeg alle vidste.”

 

 

 

Trods sin reserverede holdning til at optræde i medierne er Henrik Sass Larsen en af de mest interessante figurer i vores politiske realityshow. Hans netop udkomne bog ”Exodus - vejen frem for centrum-venstre” (Print-on-Demand) strider på 3 punkter iøjnefaldende mod partiets politik: 1) lovliggørelse af hash, som staten skal sælge, 2) Israel bør indlemmes i Nato og EU og 3) medier bør straffes for løgne med klækkelige bøder.

Da han samtidig er formand for Folketingsgruppen, vækker budskaberne selvfølgelig opsigt. Mange medier har været interesseret i at interviewe ham om bogen, men han har kun ladet sig interviewe af få håndplukkede, skriftlige medier, hvor han får god plads.

Denne mediestrategi har han fulgt i nogle år, hvor han kun har givet et interview en gang i kvartalet. Også disse kvartalsinterviews har budt på personlige budskaber, som stak af fra partilinjen. Han var således ude med flygtningekritiske betragtninger, mens Socialdemokratiet stadig officielt var pinligt politisk korrekt.

En backbencher i gruppen kan selvfølgelig ikke slippe afsted med den slags. Kun en gruppeformand, som sidder meget sikkert i sadlen, kan slippe afsted med løbende at udsende budskaber, som klart strider mod det, som partiets ordførere på de pågældende områder skal sige.

Den slags elsker medierne. Så meget, at Sass’ bog og person er emne for ikke mindre end tre store artikler i gårsdagens Politiken, heraf en forsideanmeldelse af selveste chefredaktøren (dog kun 2. sektion). Og det uden at Sass selv har været tilgængelig for udtalelser til bladet.

Og omtalerne skyldes Sass og kun ham og hans netværk ind i pressen. Bogen promoveres ikke af et stort forlags presseafdeling. Den udkommer som Print-on-Demand. Sass udgiver den selv.

Sass-figurens styrke ligger i høj grad i, at alle i den politiske elite i dag erkender, at vores politisk-administrative system begik en stor uretfærdighed, da PET-mistanke om nogle rockerrelationer førte til, at Thorning, bistået af Corydon, i 2011 i ”Det sorte Tårn”, bad ham trække sig som kommende finansminister. Det gjorde han. Corydon fik så jobbet og Sass indtog plads på bageste række i gruppen, og brugte så tiden på ene mand at arbejde sig tilbage. Han fik offentliggjort de dokumenter, som PET havde på ham, og alle kunne se, at de var vildt overfortolkede.

Siden da er det kun gået opad for Sass. Og det er fortjent. Men det betyder ikke, at Sass er helt urørlig endnu.

Forslaget om at idømme medier bøder for løgne skal gøre medier mere artige. Fint nok – selv om det i praksis normalt vil være umuligt at bevise, at noget usandt i et medie er bevidst. Mediernes magt ligger især i at undlade visse kendsgerninger og vælge tendentiøse perspektiver. F.eks. kan Sass, dengang da han ikke blev finansminister i 2011, med god grund være godt sur over, at kritiske medier ikke gik mere i flæsket på systemet for at afdække den uretfærdighed, som Sass blev offer for. Medierne var opsigtsvækkende lammefromme i den sag. Men sådanne undladelsessynder er jo ikke løgne.

Derimod er løgne helt almindelige blandt politikere. Ikke fordi politikere er særligt umoralske, men fordi de har et job, som jævnligt gør det nødvendigt at stikke løgne.

Enhver politisk ordfører skal f.eks. jævnligt på sit partis vegne sige ting, som ordføreren ikke selv mener. Det er jo det, jobbet går ud på. Og en fungerende statsminister kan være tvunget til i flere måneder at lyve hele landet og resten af verden op i ansigtet. Det gjorde således Anders Fogh Rasmussen, mens han i mange måneder søgte internationale job, samtidig med at han tilsyneladende var landets statsminister uden tanke for andet.

Og hvis en uforskammet journalist har frækhed nok til at spørge Løkke, hvilket internationalt han går efter lige nu, hvor det går mod valgnederlag, så vil han også fnysende være nødt til at afvise enhver tanke i den retning.

Og en nødvendig løgn gør Sass efter min vurdering også brug af, når han nægter at have noget at gøre med satiren ”Den hemmelige socialdemokrat” (2014, People’sPress). For den bog er skrevet af Sass i samarbejde med en ghostwriter. Det fremgår tydeligt af bogens stil, at han ikke har været alene. Der er to klare stemmer, der taler. Og kun én person, der er helt i den bog: Sass.

Men selvfølgelig nægter Sass (og hans forlægger). Og jeg vil ikke foreslå, at man idømmer Sass bøder for denne løgn. Det ville ramme en hel profession på en invaliderende måde.

 

 

 

Sass-figurens styrke ligger i høj grad i, at alle i den politiske elite i dag erkender, at vores politisk-administrative system begik en stor uretfærdighed, da PET-mistanke om nogle rocker­relationer førte til, at Thorning, bistået af Corydon, i 2011 i ”Det sorte Tårn”, bad ham trække sig som kommende finansminister.

 

 

140423bHemligM2ePubFors800x600.jpg

Jeg har i e-bogen ”Hvem skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’?” linet en lang række argumenter op for Sass’ forfatterskab (med ghostwriter) til værket. Et af dem er bogens budskab, som bogens plot bærer frem:

 

·         Dygtige, erfarne og anstændige politikere overlever kun, hvis de er teknisk bedre til det politiske spil end deres magtsyge, inkompetente eller egoistiske rivaler.

Udtrykket ”overlever kun” kunne erstattes med ”når kun deres politiske mål til samfundets bedste”, hvis bogens plot havde nået helt i mål ved, at den inkompetente statsminister (Thorning) og især den magtsyge økonom (Corydon) mistede deres positioner og magt, og den garvede toppolitiker (Sass) nåede fuld oprejsning som topminister eller helt ideelt: statsminister.

Det er Sass så ikke helt nået endnu, men han mere end godt på vej.

Hans nye bog demonstrerer, hvor meget tjek han har på det. Faktisk så meget, at det tidspunkt nærmer sig, hvor han har så meget magt, at han ikke mere behøver frygte konsekvenserne af at sige: ”Ja, det var mig, der skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’. Men det var selvfølgelig nødvendigt, at jeg afviste det. Det troede, jeg alle vidste.”

Det sjove er her, at han har så meget styr på alle medierne, at ingen af dem i mere end fire år har så meget som bare turdet antyde, det er ham. Og det er ikke spor løgn.

 

Læs kommentaren "Den afslørede socialdemokrat". Med indlejret Kølletæppebank.

Læs kommentaren "Den unævnelige socialdemokrat".

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp