Sprecchmeister med sit personale går på scenen og
overvinder enhver modstand fra borgerne. Han modtager ved særlig
sprogfestival folkets hyldest og kvitterer med samme vise som Siccesrug
sang dagen inden. En ny byhymne fødes.
6
Alt der kunne krybe og gå var næste
dag samlet på det store torv i Lingo City. Først trådte Ramon Siccesrug
i sin skrigende gule læderdragt med rødt slag og rød hætte og sort
hanekam af læder frem på den centrale scene.
Jublen brød ud.
— Siccesrug, Siccesrug, lød det med
voksende styrke fra folkemassen.
— Vi er samlet for at hylde ham der
har befriet os fra klarsprogsterror, lød Siccesrugs stemme i
højttalerne. — Død over forenklingens forbandelse. Vi er til fest og
farver.
Ved lyden af Siccesrugs mørke, dybe
stemme med tydeligt åndedrætsbesvær voksede jubelen.
Og da Ramon Siccesrug trådte frem på
scenen råbte massen:
— Ramon, Ramon, Ramon.
Ramon smilede og nikkede, men hævede
også hænderne og formanede mængden:
— Lad os sammen kalde på vores
befrier, Sprecchmeister.
To enorme skærme bag Siccesrug viste
Siccesrugs ansigt med hans forstørrede mundbevægelser, mens han lydløst
kaldte:
— Sprecchmeister, Sprecchmeister,
Sprecchmeister.
Snart havde alle mundaflæst ham og
råbte i kor med ham: — Sprecchmeister.
Siccesrug hævede rytmisk begge arme i
takt med folkemassens råb på Sprecchmeister.
Men ingen Sprecchmeister viste sig.
— Råb dog, alt I kan, råbte Siccesrug
utålmodigt. — Højere, højere, kom nu. I kan godt!
Der skete stadig intet, selv om alle
råbte alt hvad de kunne. Så begyndte nogle at pifte og give Siccesrug
fingeren.
Men så hørte de motorstøj, som
voksede. Og snart efter fløj en sort helikopter med gule blinkestjerner
og røde, blafrende, selvlysende slæbestrimler hængende fra undersiden
ind over pladsen.
Ud over folkemassen smed den en masse
tuber med påskriften “Sprecchmeisterpuré” og med et billede af
Sprecchmeister. Inde over scenen smed den et stort antal gigantiske
tuber som landede med flere brag som gav spjæt i de nærmeste rækker af
tilskuere.
Helikopteren tog et sving ud mod øst
og vendte derefter tilbage og fløj lavt hen over publikum som måtte
holde på hat og briller, flere forgæves.
En gul faldskærm faldt ud af
helikopteren og foldede sig ud. Den bar på en lille, udsmykket
guldbærestol uden vinduer. Bærestolen landede med et brag på scenen i
bunken af giganttuber med flerfarvet Sprecchmeisterpuré.
Tilskuerne jublede og råbte: —
Sprecky, Sprecky, Sprecky.
Den gyldne bærestol blev urolig. Døren
sprang op og en chimpanse i hvid bikini krøb ud og løb skrigende og
armfægtende rundt på scenen, inden den til publikums jubel forsvandt ud
af en dør i bagtæppet.
— Abe, abe, abe, kaldte flere, og det
udviklede sig til rytmiske korråb.
Straks efter trådte en høj skikkelse i
en stor mørkebrun kappe ind på scenen gennem samme åbning som aben
netop var forsvundet ud gennem. Personen var kraftigt malet
klovneagtigt i ansigtet, og skallet med en langhåret, tæt måne, hvor
krøllet, lysegråt hår nåede ned på skuldrene.
Alle genkendte straks Sprecchmeister.
Han hævede armene mod publikum og smilede overdrevent.
Der lød begejstrede råb, jubel og
klapsalver.
— I forventede vel ikke jeg gav et
nummer med aben, sagde Sprecchmeister med overdrevne, spørgende
grimasser som tydeligt kunne ses på alle skærmene omkring scenen.
Det udløste en lavine af buhråb,
blandet med begejstringsbølger.
— I troede vel ikke at aben var mig?
sagde han overdrevet tvivlende, og folkemassen brød ud i lattermættet
jubel.
— Han er min far.
Folk hylede af mishag.
— Det syder, skreg Sprecchmeister
begejstret, mens han så ud over folkemassen.
En smuk blondine i kropsnært lyseblåt
trikot over brede hofter og med mørk høj sort hat løb spændstigt over
scenen og stillede sin prægtige krop ved siden af Sprecchmeister, som
stirrede fascineret ned i hendes dybe kløft mellem to alt-erobrende
bryster.
I et tov havde hun den bikiniklædte
abe, nu med et læderhalsbånd hvor tovet var fastgjort.
Chimpansen gøede på en måde som
mindede om en hund, mens den tog blondinen hjemmevant på den ene balle.
— Tak, Ploride, fordi du tog far med,
sagde Sprecchmeister til blondinen. — Nu er familien samlet.
Ramon Siccesrug stillede sig bag dem.
— Jeg har hørt at nogle tror, Ramon er
min søn, sagde Sprecchmeister i en fortrolig tone, kraftigt
grimasserende, ud over folkemassen.
Der lød buhråb.
— Men det må jeg afvise, sagde
Sprecchmeister.
Ramon smilede undskyldende.
— Selv om du vist ikke ville have
noget imod det, vel Ramon?
— Nej, Master.
Ramons mørke ru stemme med tydelig hæs
hiven efter luft ved hvert åndedrag lød klart over hele torvet.
Læser: — Ynkeligt at et til tider
stort anlagt forfatterskab skal munde ud i denne dårlige parodi på en
vulgær Batman-film. Og så uden Batman. Fortvivlende tragisk.
Fortvivlende.
Sprecchmeister modtog jubelen med
tydelig begejstring.
— Visen, visen, visen, lød de
taktfaste råb fra folkemængden.
— Jamen, kun hvis I synger med, så
klarsprogsekstremisterne forstår, råbte Sprecchmeister.
Så lød visen igen, tre gange:
Det
rene vrøvl, det er min ven
Og
paradoks min bror
Sort
tale, åh, jeg elsker den
Uforståelighed
min mor.
Dat
og Dit, Dit og Dat, Dit og Dat
Dit
og da da da da da da
Dit
og Dat, Dat og Dit
Uforståelighed
min mor.
— Højere, råbte Sprecchmeister mellem
hver gang. Og det blev højere. Især linjerne:
Dat
og Dit, Dit og Dat, Dit og Dat
Dit
og da da da da da da
Dit
og Dat, Dat og Dit.
Næste
kapitel 7
|
