Først lagt op 03-01-2022; senest opdateret 04-01-2022 11:11

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Oh, at være anmelder 1

Hybrid-genre. 1

Jeg-form.. 1

Fortælleteknik. 1

Anmelderros. 1

Citater 1

Sammenligninger 1

Reportagetræk. 1

Billeddannelse. 1

Spådomme. 1

Det digtede og det virkelige. 1

Litteratur 1

Øvrig litteratur 1

 

 

Dette er ikke en anmeldelse, men en drøftelse af, hvordan man kunne anmelde - og hvordan man har anmeldt - Rakel Haslund-Gjerrilds roman Adam i Paradis. På grund af romanens åbenlyse kvaliteter handler artiklen mest om, hvordan man bærer sig ad med at sætte sin begejstring i ord.

 

 

Oh, at være anmelder

 

I en årrække anmeldte jeg bøger i Politiken (1972-1996) og Ekstra Bladet (1996-2006). Det var stimulerende at stå midt i bogstrømmen.

Men det var også en lettelse efter 34 år på posten at takke af og slippe for at inspicere alle de plimsollere, der sejlede forbi. Skønne fuldriggere var sjældne.

 

Sagt ligeud: Som kritiker måtte jeg bruge meget tid på at læse halvsløje danske romanforfattere. Efter at jeg holdt op med at anmelde, har jeg lykkeligt kunnet samle mig om litterære klassikere og interessante skribenter uden for skønlitteraturen.

 

Men jeg forsværger ikke det moderne. Når et stykke ny dansk skønlitterær prosa dumper ned i min lænestol, så sker det, at jeg begejstres og mærker den gamle anmelder røre på sig. Lysten til at fortælle andre om en god bog, man har læst, er en fundamental drivkraft bag anmelderiet. Missions-iveren er langt stærkere end dømmelysten.

 

 

Hybrid-genre

 

Jeg mærkede den gamle anmelder rumstere i mig, da jeg for nylig læste Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i Paradis.

 

Det er en romanbiografi om maleren Kristian Zahrtmann. Den udkom 5. maj 2021 og røg straks ind på bestsellerlisterne.

 

Den trak i både litterater og kunsthistorikere og blev anbefalet til ferielæsning og til sommerens kurser ved højskolerne. Forfatteren blev interviewet til aviserne. Hun fortalte åbenhjertigt om sine særlige forudsætninger for at skrive om Zahrtmann og om sine problemer med at få form på stoffet (Daniel Øhrstrøm i Kristeligt Dagblad 12.5.2021; se også Poul Pilgaard Johnsen Weekendavisen, 23.4.2021).

 

Adam i Paradis, Rakel Haslund-Gjerrilds tredje bog efter novellerne Øer (2016) og romanen Alle himlens fugle (2020), er blevet hendes definitive gennembrud. Den kandiderer til Weekendavisens litteraturpris, og mere hæder venter utvivlsomt på den. De bornholmske medier har allerede rubrikkerne klar: “Anmelderrost bornholmerroman”, “Bornholmsk forfatter indstillet til stor pris”…

 

Adam i Paradis er en hybrid mellem biografisk forskning og skønlitteratur. Ikke autofiktion, men exofiktion. Exo betyder “uden for”. Exofiktion er videredigtning på fakta om et andet menneske.

 

I dette tilfælde er det andet menneske en kendt kunstner: Kristian Zahrtmann, og resultatet er en reflekteret og poetisk kunstnerbiografi. Forfatteren har indfældet dokumenter, breve, avisartikler på særligt tonet papir. Dokumenterne handler især om homosexualitet - et tema, romanens Zahrtmann ikke forholder sig eksplicit til. Det har fået et par af anmelderne til at tale om en “gentabuiseret” homoseksualitet, men det er misvisende. Det er kun ordet, der mangler, ikke fænomenet.

 

 

Jeg-form

 

 Forfatteren har valgt at lade Zahrtmann fortælle sin historie i jeg-form. Den giver identifikationsmulighed for læseren, og for forfatteren fungerer den som sorteringsmekanisme over for fristende, men kunstnerisk uvedkommende historisk stof. Biografien holder fokus på den aldrende Zahrtmanns tanker og følelser.

 

 Som eksempel på forfatterens stil og metode vælger jeg en passage (s.230-31), hvor Zahrtmann sidder foran sin model og arbejder på det maleri, som har givet romanen navn: Adam i Paradis. Det foregår i Zahrtmanns villa på Frederiksberg, hvortil han har fået fragtet en palme fra Botanisk Have. Han har også anskaffet sig et citrontræ og nogle klaser modne bananer.

 

Den unge mand, som sidder model, er en netop afmønstret soldat, som han har kontaktet på en togrejse. Zahrtmann kender ham ikke personligt. Han har valgt ham ud fra hans egnethed til at illudere Adam. Han får heller ikke anden identitet i romanen.

 

Først sent i processen, henvender Zahrtmann sig personligt til den unge mand. Han spørger om han er forelsket. Adam svarer: “Ja, det er jeg nok”. Da billedet er færdigt, får Adam en måneds ekstra løn. Han takker og får en buket blomster med til pigen.

 

 

Fortælleteknik

 

Rent fortælleteknisk er den passage, jeg vil fremdrage, en indre monolog: Zahrtmanns tanker og observationer er omsat til ord. Der er imidlertid også visse dialogiske træk. Zahrtmann modificerer sine udsagn og diskuterer med sig selv:

 

Hans åndedrag, langsomme, så langsomme. Når jeg holder en pause i arbejdet, er det ikke, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gå videre. Han er så let at portrættere. Det er ikke det. Det er, som om han holder vejret, eller at han er holdt op med at holde vejret, som om der ikke længere er luft i hans lunger. Er han stivnet og vendt tilbage til leret, mulden, støvet? Så ryster min hånd. Jeg fæstner blikket til hånden og ser kun på ham ud af en øjenkrog, mit øjes nøglehul, for at han ikke skal tro, at jeg ikke kan mit arbejde. Så fanger jeg hans åndedragsrytme igen. Uden den kan jeg ikke arbejde.

 

Med det rytmiske, suggestive sprog etableres en erotikforståelse af en sjælden rummelighed. Maleren besjæler sin model, som skaberen besjæler det skabte. Nøglen er åndedrætsrytmen:

 

Den er som et ur under uret, der ikke cirkler timerne, men tikker frem og tilbage mellem 1 og 0. Mellem det luftfyldte og det stendøde. Mellem før og efter. Mellem ham og mørket. Som da Guds ånde svævede over vandene, og tunge masser af ingenting, af ensomhed, lå på Gud som en ubærlig byrde. Så skabte han.

 

De sidste ord refererer til Bibelens skabelsesberetning, hvor det hedder, at jorden dengang var tomhed og øde. Der var mørke over uddybet, “og Guds ånd svævede over vandene.”

 

I Rakel Haslund-Gjerrilds tekst er den koordinerede åndedrætsrytme betingelsen for skabelsen. Religiøsitet og erotik går i ét. Gennem åndedraget forenes malerens og modellens kroppe.

 

Handlingen sættes i gang af en replik, tekststykkets eneste direkte henvendelse:

 

Træk vejret”, siger jeg og falder ned i åndedrættets afgrund og farer vild i, hvad der er min hals og hans hals, hans lunger og mine lunger, min brystkasses hævninger, hans brystkasses sænkninger.

 

At sige, at det er et homoseksuelt samleje, er næsten at sige for lidt. Det er en poetisk sammensmeltning - som den opleves af den aktive og reflekterende part. Til sidst er processen så hektisk flydende, at der ikke er stunder til et punktum:

 

Sidder vi her længe nok og trækker vejret samtidig, sidder vi her længe nok og skubber, puster, støder luften ud af lungerne, vil den blande sig, så vi ånder fælles luft. Jeg trækker ham ned i mine lunger, hans sporer bæres af luften, jeg suger dem ind, hans små dråber, mikrober, vand af hans krop, fordeles med mine lungers tynde væv ud i min krop og slår rod, jeg mærker hans åndedræt som mit, og jeg falder og falder ned i hans lunger, han har mig i dem, og jeg falder ned i hans årer, ud i hans lungers netværk og forgrener mig som anemoner i hans krop, som også er min krop, vores fælles lungeværk.

 

Således ender monologen i et stykke æstetisk kalkuleret prosalyrik med naturvidenskabelige begreber (“mikrober”, “væv”) og bibelske toner (de sideordnede sætninger indledt med “og”).

 

De to billedrækker (“mine lungers tynde væv” og “jeg falder”) får en prægnant sammenfatning i metaforen “lungeværk”, som både refererer til åndedrættet og kunstværket.

 

 

Anmelderros

 

Anmelderne var over en bred kam begejstrede for bog med sådanne tekstkvaliteter. Nogle følte det tydeligvis som et privilegium at få lov til at få lov til at løfte den frem i offentligheden. Men hvordan finder man sprog til at udtrykke læseoplevelsen?

 

Rosende ord føles tomme, med mindre de er knyttet til en karakteristik: “fortræffelig litteratur” får mere fylde, når det indgår i kombinationen “saftspændt sprog og fortræffelig litteratur”, hvor “saftspændt” udmærker sig både ved at være et originalt værdiord og ved at relatere til bogens naturbeskrivelser (Bodil Skovgaard Nielsen, Information, 5.5.2021).

 

På samme måde får “Et udsøgt portræt” fylde og karakter ved at være fulgt af ordene “af den komplekse kunstner Kristian Zahrtmann” (Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken, 9.5.2021).

 

Ligesom “En intens romanoplevelse” får mere vægt ved at være efterfulgt af sætningen “som elegant og inderligt fører læseren tilbage til en anden tid” (Niels Lillelund, Jyllands-Posten, 5.5.2021).

 

Man mærker i alle tilfælde, at anmelderne forsøger at række ud over det banale. Bogens sproglige energi presser anmelderen til kreativitet.

 

Rose-ordene er den korteste vej til en anbefaling, og det er som regel dem, forlaget udvælger til lancering og annoncer. De citerede tre eksempler er fra bagsiden af romanens tredje oplag. Et fjerde var “litterær kunst fra allerøverste hylde”. Citatet var en punktering af Linea Maja Ernsts hårdt pumpede formulering:Rakel Haslund-Gjerrilds historiske kunstnerroman er højborgerlig exofiktion og litterær kunst fra allerøverste hylde.”

 

 

Citater

 

Som alternativ til værdiord kan anmelderen vælge at citere fra bogen, altså vise teksten frem, som jeg har gjort her i artiklen. Det kræver god plads, hvad man normalt ikke har i anmeldelser. Der er også det problem, at citater ikke taler for sig selv. De kræver kommentarer, og det hele bliver let omstændeligt, hvad ovenstående også klart demonstrerer.

 

Romanen byder dog på nogle frapperende citatmuligheder, som flere benytter sig af, heriblandt “en strunk støvdrager” der er “en gul streg som en stivnet stråle af pis.”

 

Sammenligninger

 

Anmelderen kan sammenligne med bøger af forfattere, som læserne må formodes at kende og værdsætte. “Især to romaner er i sproglig familie med Adam i Paradis. Jeg tænker på rosenhaverne og en staldknægt, der tøjler heste foran et brændende hus i J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe og Johannes V. Jensens Kongens fald, hvor fluorescerende farver flyder ned ad væggene i Mikkel Thøgersens ellers skuffende liv”, skriver Bodil Skovgaard Nielsen, som dermed både karakteriserer og vurderer (Information 7.5.2021).

 

En raffineret intern sammenligning foretager Benedicte Gui de Thurah Huang: “hun (Rakel Haslund-Gjerrild) skriver med den samme bristefærdige overdådighed, som beruser én på Zahrtmanns malerier.“ (Pol 9.5.2021)

 

 

Reportagetræk

 

Benedicte Gui de Thurah Huang indleder sin anmeldelse som en reportage fra læsningen:

“Jeg når ikke at bladre mange sider, så er jeg allerede forført af fortællerstemmen i Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman.”

 

Reportageformen kan også bruges i en refleksion, som Anne Sophia Hermansen gør det i Berlingske (10.5.2021), hvor hun først går i rette med Haslund-Gjerrild for at skrive for pænt om Zahrtmanns seksualitet og derefter korrigerer sig selv, da hun finder ud af den elegante stil er tilsigtet: “så faldt ti-øren”. Noget tyder på, at Hermansen har skævet Niels Lillelunds anmeldelse i Jyllands-Posten, hvorfra hun har lånt ordet “gentabuisering”.

 

 

Billeddannelse

 

Anmelderens begejstring kan komme til udtryk i

originale billeder som her, hvor Lillelund hylder den blufærdige beskrivelse af homoseksualiteten:

 

Vi ved ikke, om Kristian Zahrtmann var homoseksuel eller ej. Romanen søger ikke at besvare spørgsmål, men lader det netop svæve, som samtiden har gjort det, for vi skal helt frem til 1930, før homoseksualitet blev afkriminaliseret. Den forsigtige omgang med det prekære, pinlige og, ja, pinagtige spørgsmål er romanens kunststykke, for det er sin sag at gentabuisere noget, der i den grad er kommet ud af skabet for nu at stå midt på gulvet med alting hængende ud.” (Jyllands-Posten 5.5.2021).

 

Et andet eksempel på begejstring omsat i billeder er Bodil Skovgaard Nielsen, som skriver, at Haslund-Gjerrild opbygger en spænding “så man føler, at man står på det sidste trinbræt før afgrunden” (Information, 5.5.2021).

 

Et tredje er Linea Maja Ernsts karakteristik af romanen som “et forelsket portræt, et hovedspring ned i maleren Kristian Zahrtmanns dybder og paradokser” (Weekendavisen, 7.5.21).

 

De originale billeder får en til at tro på, at anmelderne har haft stærke oplevelser under læsningen.

 

Linea Maja Ernst kan oven i købet tilbyde noget så sjældent som ortografisk originalitet i hovedrubrikken: “Zitrende syndefald.” Den arkaiserende stavemåde med Z spiller selvfølgelig på Zahrtmann.

 

Men original billeddannelse er ikke en betingelse for at trænge igennem med en vurdering. En kliché kan også bringes til at virke, hvis den ledsages af en bemærkelsesværdig forklaring:

 

“Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en forrygende roman, der bringer os tæt på Zahrtmann, der ofte synes ikke at være klar over hverken egne eller andres hensigter.” (Thomas Reinholdt Rasmussen, Kristeligt Dagblad, 29.5.2021).

 

 

Spådomme

 

Da jeg havde læst den citerede passage med Adams åndedrag, tænkte jeg: Den tekst har potentiale til at blive en klassiker. Den vil blive optrykt i antologier og læst om hundrede år.

 

“Ønsker, håb og spådomme er blandt de midler, anmelderne griber til, når de skal værdsætte bøger af exceptionel kvalitet”, for nu at citere mig selv fra “ABC for boganmeldere” (Spring, 45, 2019:25).

 

Et udsagn som “denne bog er en født klassiker” hviler udelukkende på kritikerens autoritet. Hvilken status en tekst vil have om hundrede år, kan ingen vide med sikkerhed. Udsagnet kan ikke kontrolleres. Det ser pompøst ud, men er i grunden en kapitulation, hvis det ikke ledsages af nogle begrundelser, som relaterer sig til teksten.

 

Skulle jeg begrunde tekstens klassikerkarakter, ville jeg sige, at “Adams åndedrag” udmærker sig ved simplicitet i formen og kompleksitet i tankegangen. Sproget er inspireret af Bibelen og kan læses af alle. Billedet af den skabende kunstner, som puster liv i modellen ved at gribe rytmen i hans åndedrag, kræver læserens opmærksomhed og udfordrer hans forståelse af sammenhængen mellem erotik og religion.

 

At Adam i Paradis besidder den kombination af lettilgængelighed og dybde, som kendetegner klassikeren, kan med forsigtighed udlæses af receptionen:

 

Et halvt år efter udgivelsen finder man den anbefalet sådan i et ugeblad:

 

Smæk benene op, og læs den historiske roman om kunstmaleren Kristian Zahrtmann og tilblivelsen af hans skandaleombruste værk fra 1913 “Adam i Paradis” (Femina, 22.12.2021).

 

Samtidig klassificerer dagbladskritikkens nestor, Erik Skyum-Nielsen den som “et mesterstykke af en exofiktiv roman” i en årsoversigt i Information (“Kuldslået ømhed …”, 30.12.2021).

 

Det er i øvrigt karakteristisk for receptionen, at redaktører og toneangivende kritikere, som ikke var blandt bogens anmeldere, efterhånden får læst bogen og ytrer sig om den, foruden Skyum-Nielsen også Lars Bukdahl (Weekendavisen 30.12.2021). Adam i Paradis bliver et must for litterater.

 

 

Det digtede og det virkelige

 

Artiklen her giver sig ikke ud for at være en fuldstændig receptionsanalyse. En sådan måtte gå videre i bredden og forholde sig til alle155 henvisninger på infomedia. Og samtidig måtte den gå i dybden med anmeldernes vurderinger af værkets hybridkarakter: Forholdet mellem biografi, kunsthistorie og fiktion.

 

Georg Brandes talte i sin anmeldelse af Marie Grubbe om “den Dualisme mellem det digtede og det virkelige, som overhovedet er den historiske romans gamle ulægelige Skade”. Rakel Haslund-Gjerrild har utvetydigt valgt side. Hun skriver i en note til sidst i bogen, at det er en roman, ikke en biografi. Men hvad nu, hvis der dukker et brev op, hvor Zahrtmann åbent vedkender sig sin homoseksualitet. Skal romanen så revideres?

 

Hvordan forholder anmelderne sig til dualismen mellem det digtede og det virkelige i Haslund-Gjerrilds bog, hvis de overhovedet kan få øje på den?

 

Benedicte Gui De Thurah Huang skriver i Politiken, at man aldrig slipper for spørgsmålet om, hvem der faktisk får mæle i romanen; den skrivende eller den skildrede? “Er det forfatterens fortolkning eller kunstnerens virkelighed, man ender med at læse om?” spørger hun, og svarer selv: “Ikke sjældent er det dog netop denne uafgjorte dobbelthed, der puster liv i romanerne.”

 

Dag Heede berører struktur- og genreproblemerne i sin anmeldelse i tidsskriftet Standart (3.11.2021). Han gør opmærksom på, at homo-historien, der fortælles på de grå indstik, ikke er rigtigt integreret i romanen, fordi Rakel Haslund ikke tør give et bud på, hvad Zahrtmann tænker om sin egen seksualitet. Heede overvejer, om man ikke i fremtidige udgaver burde indlægge gengivelser af de malerier, som omtales. Altsammen konsekvenser af, at romanen hænger i dualismen mellem det digtere og det virkelige.

 

I øvrigt er selv den kritiske Dag Heede imponeret af Rakel Haslund-Gjerrilds roman, som han takserer som “fængende, underholdende, umådeligt velskrevet og uhyre poetisk”. Kritik på det ene niveau forhindrer altså ikke ros på det andet niveau.

 

På grund af romanens åbenlyse kvaliteter har analysen af receptionen især forholdt sig til anmeldersprogets muligheder for give udtryk for begejstring.

 

 

Litteratur

 

Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis, 1. udgave, 3. oplag, Lindhardt og Ringhof 2001.

 

 

Citerede anmeldelser af Adam i Paradis:

 

Niels Lillelund i Jyllands-Posten, 5.5.2021

Bodil Skovgaard Nielsen i Information, 5.5.2021

Linea Maja Ernst i Weekendavisen, 7.5.2021

Benedicte Gui de Thurah Huang i Politiken, 9.5.2021

Anne Sophia Hermansen i Berlingske,10.5.2021

Thomas Reinholdt Rasmussen i Kristeligt Dagblad 19.5.2021

Dag Heede i Standart 3.11.2021

 

 

Øvrig litteratur

 

Georg Brandes: “J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe”, i: “Det nittende Aarhundrede”, januar-februar, 1877. Citeret fra: Frederik Nielsen (red.): Dansk Litteratur- og Teaterkritik, Jespersen og Pio’s Forlag, 1948.

 

Aage Hansen: Sprog i sproget, Gyldendal, 1964 (om bibelsprog s. 37ff.).

 

John Chr. Jørgensen: Sprogblomster i spinatbedet. En bog om kritikersproget, Fremad, 1999.

 

Anne Middelboe Christensen: Begejstring og brutalitet. En guide til anmelderens rolle, Informations forlag, 2012

 

John Chr. Jørgensen: “ABC for boganmeldere” i Spring 45, 2019:9-28.

 

 

©John Chr. Jørgensen