|
Da folkene bag tv-serien Badehotellet
skulle finde ud af, hvordan danske badehoteller så ud omkring 1930,
kunne de gå på biblioteket og søge i bøger og tidsskrifter. De kunne
også håbe på, at nettet kunne bruges. Under alle omstændigheder ville
det sikkert blive en møjsommelig proces.
Så de skød genvej og spurgte Ebon Borg
(1924-2015). Hun samlede på illustrerede magasiner, som hun læste og
registrerede, således at hun altid kunne vende tilbage til artiklerne
og illustrationerne. Hun elskede at hjælpe andre.
Allerede da hun gik i tredje klasse,
begyndte hun at registrere sin bogsamling. Hun kunne være blevet en
glimrende bibliotekar, men hun dumpede til den lille latinprøve, som
gav adgang til gymnasiet og måtte affinde sig med en praktisk
kontoruddannelse.
Hun blev ansat på filmselskabet ASA,
men måtte holde op, da selskabet begyndte at handle med Paris, for hun
kunne ikke fransk.
Hun tog sine små nederlag med oprejst
pande. Efter ASA rejste hun til Stockholm for at blive gift med sin
halvfætter, filmproducenten Rune Waldekranz. Hun kendte ham kun som
brevskriver! Da hun kom derop, blev hun overrasket over, hvor gammel
han var. Da der var gået et par år, indså de, at de ikke passede sammen.
Ebon Borg forblev i Stockholm efter
skilsmissen fra Waldekranz. Hun var ansat på Det Kongelige Danske
Generalkonsulat, da hun i 1949 mødte sit livs kærlighed, den finske
basbarytonsanger Kim Borg. Han kom til konsulatet, fordi han søgte
indrejsetilladelse til Danmark. Hun syntes, han var charmerende og
spurgte, om han ville spise middag med hende. Han friede til hende
efter at have prøvesunget katalog-arien fra Don Juan for
hende. “Jeg måtte jo høre, om du syntes om min sang, ellers …”, sagde
han.
Men hun kunne i den grad lide, hvad
hun hørte. Ebon og Kim blev gift i 1950 og flyttede til Danmark i 1952.
Siden var Ebon med i bagagen, når Kim turnerede rundt i verden.
Med i bagagen er titlen på den erindringsbog, Ebon
udgav i 2002, og som jeg har parafraseret i det foregående. I sin
karakteristiske springende stil fortæller hun om sit liv som
medrejsende - og som mor til de to børn, hun og Kim fik sammen. Og om
hvordan hun fik mulighed for at dyrke interessen for periodica og fylde
ægteparrets rummelige Østerbro-lejlighed med dem. Efter Kim Borgs død i
år 2000 hengav Ebon Borg sig fuldstændig til sin rolle som hjælper for
billedredaktører, forfattere, producenter m.v.
I en selvbiografisk fodnote til artiklen
om Lone Kühlmann i Dansk sagprosa har jeg
fortalt, hvordan jeg kom i kontakt med Ebon Borg. Vi udviklede et
muntert venskab, og jeg havde den fornøjelse at skrive forordet til det
udvalg af hendes artikler, som udkom i 2005: Fund - sagde
bogsamleren.
I de 11 år, jeg kendte hende, kom hun
med forslag, henvisninger etc. til de bøger, jeg arbejdede på. Især
mine små studier om breve nødt godt af hendes iderigdom i form af
henvisninger og udklip. På samme måde var hun researcher for en række
forskere, forfattere og udgivere. Med stolthed fremviste hun de bøger,
hvori hun var takket i forordet. Hun gjorde det at være hjælper til en
dyd.
Ebon nød at få besøg i sin boghule af
dem, hun hjalp. Over et fad kager og et glas portvin fortalte hun løst
og fast om de forfattere, kulturpersonligheder - især mænd - hun havde
kendt. Nej, hun var ikke man-eater. Hun flammede
bare op, når en ny herre trådte ind. Selv at være genstand for
opmærksomhed havde hun heller ikke noget imod.
Ved hendes bisættelse i Skt. Jakobs
Kirke fyldte “Ebons drenge” godt op i rækkerne.
Selv sad jeg ved siden af Jacob Ludvigsen og Jørn Lund. Vi var
taknemmelige, ikke blot for hendes hjælpsomhed, men også for hendes
lyse sind og permanente opbakning.
Da jeg holdt afskedsforelæsning i
januar 2007, sad Ebon på første række. “Var den dame, du hilste på, din
mor?” spurgte Pil Dahlerup mig bagefter. Jeg ved ikke, hvad Ebon ville
have syntes om spørgsmålet, men for mig ramte det noget præcist i
relationen.
|
