|
|
|
|
Først
lagt op 24-11-2018,,senest
opdateret 24-11-2018
17:34:35 |
|
|
Landingsbanehistorier
Der er nære forbindelser mellem nazisternes bombeangreb
på US-landingsbanen i Joseph Hellers satire ”Catch 22”, Anders
Samuelsens sanktioner mod Saudi-Arabien, Politiets manglende
udrykninger til butikkerne og Trumps gengældelsesangreb på Assad.
|
|
|
|
Læser i øjeblikket Bob Woodwards bog ”Fear. Trump in the White House”. Det fremgår, at præsidenten elsker at bruge bramfri udtryk som ”fuck” og ”screw”. Fint. For når det går hedest til, skal topledere lade være med at bruge en masse omskrivninger. Det er der ikke tid til, når lokummet brænder og kræver øjeblikkelig handling. Se bare, hvilket rod der i øjeblikket er med Brexit, fordi May og Juncker sammen har skrevet en lang tekst på 585 sider, som ingen andre end dem, der har skrevet den, forstår. Heldigvis har det aldrig ødelagt en hed politisk debat, at ingen forstår den tekst, det hele officielt handler om. Tværtimod. Jo flere, der har læst og forstået hele teksten, jo mere dræbende bliver debatten for almindelige vælgere, som aldrig har læst hele teksten. Debatdeltagere kører bedst på et par citater, der er klart håbløse, som man så kan skælde ud på. At citaterne senere viser sig at være misforstået, ødelægger overhovedet ikke debatten. Tværtimod, for så kan misforståelserne skabe endnu mere raseri, som ovenikøbet er velbegrundet. Og misforstå kan man altid i politik, selv i korte tekster. Det kan Henrik Sass Larsen tale med om. Få politikere i landet misforstås værre i kortere, simplere tekster end Henrik Sass Larsen gør – selv i helt små, forsøgsvise udtalelser i et tv-program, sådan som det nyligt skete med hans udtalelser om, at vi bør melde os ud af Menneskerettighederne. Måske er der nogen, der bliver stødt over Trumps sprogbrug. Folk med gammeldags forestillinger om en amerikansk præsident som en fjern, fornem, tænksom figur, som man har svært ved at forbinde selv med et samleje i missionærstilling med sukket lys, f.eks. Abraham Lincoln. Men til Trumps forsvar kan anføres, at det ikke er Trumps skyld, at sprogbrugen slipper ud. Den var beregnet til intern brug mellem rådgivere under stærkt tidspres. Bogen beskriver bl.a. nogle møder i beslutningsprocessen bag den amerikanske gengældelse af Assads giftangreb på sin egen befolkning. Noget måtte gøres for at vise handlekraft i modsætning til den oratoriske urkraft Obama hin Vege. Men der måtte ikke gøres så meget, at Putin blev sur over dræbte russere. Der skulle jo nødig blive krig. To amerikanske krigsskibe sendte så om natten ved fire-tiden 60 tomahawk-missiler mod en landingsbane på en syrisk luftbase. Man undgik omhyggeligt at ramme bygninger, fordi de kunne rumme sovende russere. Ikke engang hangarer skulle rammes. Så efter højst to dage var alle skader udbedret uden dødsfald. Det minder mig om en scene i Joseph Hellers satire ”Catch 22”, hvor superkapitalisten, den idérige amerikanske soldat Milo Minderbinder sælger et flyangreb på sin egen base til nazityskerne. Milo viser sit amerikanske sindelag ved at kræve, at Luftwaffe helst kun skal bombarderer selve landingsbanerne. Det vellykkede angreb følges nøje af basens chef og næstkommanderende fra kommandotårnet på basen. Det vækker stor glæde både hos tyskere, som kan notere et vellykket angreb, og hos basens ledelse og hos den initiativrige Milo, som får en klækkelig kapitaltilførsel til kommende forretningsekspansioner til glæde og gavn for alle på basen uden det koster alvorlige skader. Selv om der vist i farten alligevel ryger en del bygninger. Le ikke. Det er alvor, når vores udenrigsminister Anders Samuelsen ikke bare sidder passivt og venter på at forsvinde i afgrunden efter næste valg, men mandigt indfører sanktioner mod Saudi-Arabien på grund af mordet på Jamal Khashoggi og krigen i Yemen. Altså: Ingen danske våben til saudierne. Godt, nogen gør noget, her hvor det land, som holder saudierne kørende med dræbende isenkram, USA, ikke vil gøre noget, fordi Trump med skamløs ærlighed sætter Amerikas magtalliance med landet over enhver etik. Her ville Obama have disket op med en længere udredning af langt større retorisk skønhed, men med samme resultat. Jyllands-Posten forsøgte så at finde ud af, hvilke danske våben det egentlig konkret var, saudierne ikke mere måtte købe. Sidste år blev der givet to tilladelser til at eksportere våben på i alt 409.000 kr. Og i år venter radarsystemer til kystovervågning og overvågning af olieinstallationer på at blive eksporteret. Hvis disse radarsystemer kan bruges til krænkelse af menneskerettigheder i Saudi-Arabien, så rammes de af de danske sanktioner. Der arbejdes nu med at afklare dette i ministeriet. Jeg vil gætte på, at man – når sagen har forladt danske mediers opmærksomhed – finder ud af, at disse radarsystemer – med mindre de udsender dræbende radarstråler – ikke krænker menneskerettighederne og derfor godt kan sælges. Så vil landingsbanerne igen være ramt til alles tilfredshed. Og Dansk Politi var også tæt på at ramme landingsbanerne i denne uge. Først hidsede TV 2 landet op med to dokumentarudsendelser med bestyrere af supermarkeder, som spillede videooptagelser af tyve, som i lange baner slæbte varer ud i biler. Og efterhånden gad butikkerne ikke engang melde det hastigt voksende antal tyverier til politiet, for de kom aldrig og tog tyvene på fersk gerning. Og som en gave fra himlen til TV 2-dokumentaren lignede den ansvarlige politiinspektør en dårligt udsovet langhåret bohéme, som kun med besvær holdt sig opretsiddende foran kameraet. Nåh, men det er ikke fordi politiet fester om natten eller hænger ud med Christianitterne i Pusher Street, at de ikke rykker ud. Det er, fordi anmeldelserne til politiet er faldende over de senere år. Derfor bruger man ressourcerne på mere presserende ting, som folk f.eks. kan dø af. Det havde været en ren landingsbanehistorie, hvis butikkerne i stilhed havde ladet tyvene stjæle mere og mere uden at melde det. Og hvis butikkerne – i stedet for at brokke sig til TV 2 – havde indgået en aftale med tyvebanderne om at få en rimelig del af de sorte indtægter fra salget af varerne i kioskerne. Og da politiet derefter kunne konstatere, at problemet var stærkt aftagende på grund af stort set ingen anmeldelser, så kunne alle have været tilfredse. Både butikker, tyve og politi kunne melde om sejre. Sådan gik det ikke. Og det er godt for moralen i dette land. Og hvis justitsministerens mobile politistationer, ”hot spots” og andre verbale og praktiske tiltag virker, så går det fortsat fremad. Læs Køllebank, Groft sagt: Samuelsens catch 22 Læs Køllebank, Groft sagt: Netdebattens catch 22 Læs i ”Den politiske komedies paradokser” om Catch 22’s centrale rolle i politik. |
|
|
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
