|
Slutspil
Skraldebøtternes
tid. 192
ord.
Noget kunst præger
én så dybt at man har det med sig overalt. Således har jeg Samuel
Becketts skuespil Endgame (Slutspil) med mig, når jeg dagligt går
motionstur ud ad landevejen for at udskyde min krops forfald og derved
forlænge mit livs slutspil.
Dog er det ikke hele skuespillet, jeg
har med mig. Men hen mod slutningen af forestillingen husker jeg, at to
gamle stikker hovederne op af to skraldebøtter på scenen. De siger
sandheder, inden de igen får låg på.
Affaldssorteringen
her til lands har fået skraldebøtter udbredt overalt. Selv isolerede
huse på landet har parader af bøtter.
Becketts stykke får mig til at forvente,
at et par gamle som har levet et langt liv i huset bag
skraldebøttebatteriet og gjort deres erfaringer derinde, slår låget op
og begynder at sige sandheder om livet, døden og hvad der ellers
presser sig på.
Men det sker ikke. Uoplyst fortsætter
jeg vandringen mod det uvisse. Naturligvis. Regler skal følges. Det
ville stride mod alle regler for sortering af affaldet, hvis to gamle
stak hovederne op og talte.
Desuden bærer ingen bøtter betegnelsen
”Gamle”. Der står i stedet ”Metal”, ”Plastik”, ”Glas”, ”Pap” og
”Restaffald”.
|
