|
Herman
Bang og Politiken
er en titel, der er velegnet til at binde sløjfe med. Herman Bang har
været med mig fra mine første realisme-studier først i 1970’erne. Det
var dengang, jeg begyndte at freelance som anmelder i Politiken.
Bladhuset blev mit halve liv. 34 år, de sidste ti ved Ekstra Bladet. I
Politikens hus lærte jeg det meste af, hvad jeg ved om journalistik og
redigering. Jeg knyttede nære venskaber – og mødte mit livs kærlighed,
musikkritikeren Teresa Waskowska.
Politiken
var alle dage toneangivende inden for kulturjournalistikken. Man ville
have de bedste penne. Men når mange ’bedste penne’ er samlede på ét
sted, opstår der konkurrence, og stjernejournalister har oplevet, at
deres artikler blev ’nedsyltede’, som Herman Bang formulerede det.
Bang
kom til Politiken som en stjerne i 1885 – og blev behandlet som et
nummer i 1888. Han gik fra bladet, men kunne ikke undvære pengene og
vendte tilbage for at malke guldkalven.
Han
nærede dyb mistillid til Politikens kulturredaktør Edvard Brandes, og
man tør nok sige, at følelserne var gengældte. Brandes sagde og skrev
de mest infame ting om Bang. Jeg afslører i denne bog, at Henrik
Cavling ikke var meget bedre. Bang på sin side erklærede uden tøven, at
han hadede Politiken.
Forholdet
mellem Herman Bang og Politiken var altså langtfra idyllisk.
Når
vi har måttet vente med at få det beskrevet i detaljer indtil nu, er
det, fordi der først med René Herrings og Sten Rasmussens nye biografi
over ”Herman Bangs forfatterskab” (2018) er etableret et sikkert
grundlag at stå på. Samtidig har Gert Posselts løbende publicering på www.bangsbreve.dk givet et fascinerende indblik i Herman Bangs
tanker om journalistikken i almindelighed og Politikens i særdeleshed.
Det
har været en gave at få lov til at skrive denne bog. Og at den udgives
med generøs støtte fra Politiken-Fonden, gør ikke glæden mindre.
|
