|
Senest
opdateret 07-04-2011 15:25:17 Mordet på kætter KjøllerI Politikens anmeldelse af min debatbog 'Den politiske Komedie' udelader anmelderen de ting i bogen som kan forklare at han går bersærkDen politiske bevægelse Politiken har sat en lederskribent lidt nede i rækkerne, Kristian Madsen, til at anmelde min politiske debatbog ’Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen’. Det gør han på en måde som nok skal øge hans anseelse i partiet. Folk i et partis andet eller tredje geled har en tendens til hysterisk ideologisk overreaktion når de skal gøre indtryk på generaler og kadrer i bevægelsen. Man skal jo vise sig ekstra duelig og helst overgå forventningerne om at praktisere den rette tro. Og det lykkes
faktisk ind imellem ovenikøbet den håbefulde Kristian Madsen at samle sig så
meget at han kan fortælle lidt om hvad bogen i virkeligheden går ud på. Anonym signatur træder i karakterMen det havde vel
egentlig været en god læserservice over for Politikens tænksomme læsere lige
at få oplyst at denne håbløse, storhedsvanvittige lektor Kjøller indgår i
Berlingskes Groft Sagt-panel som
ofte kaster sig ud i vellystig, respektløs kommentering bl.a. af partiet Politikens
lederskribenter og kommentatorer. Dog må jeg beskæmmet indrømme at det vist
aldrig er lykkedes for nogen af os at opdage eksistensen af Kristian Madsen.
Men man kan også meget let forsvinde i mængden af Politikens festfyrværkeri
af kommenterende originaler. Kun en tåbe undervurderer en anmelders fatteevneIngen forventer
vel i dag at en anmelder læser hele den bog der skal anmeldes. Det er der
ofte slet ikke tid til. Og hvis man fyldes med lede efter få sider, kan det
også være et overmenneskeligt krav at skulle fortsætte lige til enden. Men da
både blad og anmelder stadig officielt holder fast ved at hele værket læses,
så skal anmelderen selvfølgelig undgå at dumpe i ved at afsløre huller i sin
læsning. Men her plumper
Kristian Madsen i når han skriver: ”Begrebet ’tommelkraft’, hvis etymologi det ikke er lykkedes denne anmelder at begribe, defineres f.eks. som »at politikerens karriere afhænger af, hvor godt vælgerne synes han klarer sig.” Men i bogen s. 19
findes faktisk en udførlig forklaring lige præcis af den baggrund for
betegnelsen som Madsen søger: Alle seere kan deltage i bedømmelsen af politikerens, her statsministerens, måde at optræde på og hans samspil med journalisterne. Alle vælgere har kompetencen til at svare på om Fogh er ærlig ud fra hvad de ser og hører. Ligesom alle tv-seerne har kompetencen til at vurdere om Jørgen Varnæs er ærlig når han i tv-serien Matador forsøger at overtale sin bror, bankdirektøren, til at give sig et lån. Men advokat Jørgens karriere afhænger ikke af hvad tv-seerne synes. Det gør Foghs. Det er som ved gladiatorkampene i det gamle Rom: De kæmpendes overlevelse afhang af om tilskuernes tommeltot vendte opad eller nedad. Det styrker tilskuernes engagement i forestillingen at de kan mere end kigge, råbe, klappe og buhe. De kan bestemme om der kommer lig på bordet. Overstiger denne
tekst fatteevnen hos en lederskribent på dagbladet Politiken? Jeg vil lade al
tvivl komme den anklagede til gode og svare nej. Men så tvinges man til at
konkludere at så kan dette læse-let-stykke i bogen ikke være læst af Kristian
Madsen. Stikordsregistret som blev vækEr en
lederskribent på dagbladet Politiken i stand til at finde og bruge en bogs
stikordsregister? Ja, det vil jeg tro at langt de fleste af dem er. Ret skal
være ret. Men Kristian Madsen er ikke en af dem. Det er ikke blot dumt, men
torskedumt at han ikke lige tjekker i stikordregistret om Kjøllers vanvid
skulle være så enormt at han virkelig ikke forklarer baggrunden for dette
udtryk. Kristian Madsens tommelkraftBegrebet
’tommelkraft’ dækker for Kristian Madsen en ren banalitet og er ifølge Madsen
én af bogens mange eksempler på at Kjøller opfinder mærkelige ord for helt
banale ting. Hertil er bare at sige at når politik er en tv-føljeton, så har
det stor betydning for om en politiker overhovedet er med i føljetonen hvor
meget politikerens karriere er på spil. Derfor er det praktisk at have et
begreb som gør det muligt let og præcist og tale om denne faktor hos de
optrædende figurer i føljetonen. Kristian Madsen
illustrerer i øvrigt så udmærket begrebet med sin anmeldelse: Når han
forsøger at karaktermyrde Kjøller, så skaber han en strid som øger hans
tommelkraft på Politikens scene. Og som samtidig giver Kjøller mere
tommelkraft. En tommelkraft som eventuelt bliver så stor at Politiken giver
plads til Kjøllers reaktion på Madsens karaktermord. I den daglige
afvejning på redaktionerne af hvilke personer man lader optræde, spiller
denne variable faktor, figurens tommelkraft, altså en afgørende rolle. Og det
gør den, fordi denne faktor er afgørende for om seere og læsere gider
interessere sig for sagen. Når jeg i min bog definerer et begreb for det,
følger jeg bare den måde man i almindelig videnskabelig praksis gør det
muligt let og præcist at tale om et fænomen. Flytte-høste-reglenKristian Madsen
finder de grundregler for den politiske komedie som opstilles i bogen, banale
eller meningsløse. Han skriver: ”’Flytte-høste-reglen’ angiver f.eks.: »Flyt holdninger med eksempler. Høst dem med rationelle argumenter«. Lad fare, at et eksempel sagtens kan være et rationelt argument. Men Kjøllers argumentation for denne regels gyldighed er blot en henvisning til et tidligere værk af forfatteren selv.” Men det gør vel
ikke en regel banal eller meningsløs at den er begrundet og forklaret i et
andet værk? Et værk som i øvrigt hedder Manipulation.
En håndbog (2007), og som sælges og bruges så meget rundt omkring i
landet at det sagtens også kunne stå på en lederskribents håndbogshylde. HovsaDet er til gengæld
helt meningsløst at Kristian Madsen i forbifarten påstår at et eksempel
sagtens kan være et rationelt argument. Det er ikke blot nonsens som det
står. Nonsens, fordi reglens ’eksempel’ netop er defineret som noget
’ikke-sprogligt’. Men endnu mere meningsløs er påstanden i forhold til det
som Den politiske Komedie handler om, nemlig hvordan aktører på scenen bl.a.
med deres person og replikker skaber de situationer (eksempler) som påvirker
vælgernes følelser. Følelser som så derefter kan høstes ved rationel argumentation.
Kristian Madsen
hænger tydeligt fast i den klassiske opfattelse som bogen gør op med: at
vælgerne påvirkes direkte gennem rationel argumentation. Det er ærgerligt at
Kristian Madsen ikke benytter lejligheden til at fortælle om denne grundlæggende
opfattelse i bogen, i stedet for bare at affærdige den i forbifarten. Det mest underlige
ved anmeldelsen er i det hele taget at anmelderen ikke bruger lidt af sine 6
spalter og mange ord til at tage ordentligt fat om det mest væsentlige.
Nemlig de ting i bogen som udfordrer partiet Politikens programpunkter. Bogens kætterier mod partiet PolitikenI modsætning til
mange andre bøger fra kultureliten, så rummer min bog ikke indpakkede angreb
på én af Politikens mest forhadte figurer i føljetonen: Pia Kjærsgaard og
hendes håndlangere. Mine interesser ligger slet ikke på dette partipolitiske
niveau. Den politiske
Komedie giver et svar på noget af det mest interessante der er sket i nyere
dansk politik, nemlig vælgernes oprør mod eliten: Første gang i 1973 ved
jordskredsvalget hvor Glistrup tordnede ind med 27 mandater. Flere følgende
gange ved EU-afstemninger hvor vælgerne har sagt nej, mens eliten har sagt
ja. Samme oprør oplever vi i øjeblikket hvor eliten siger at der skal
strammes økonomisk gevaldigt op, men vælgerne jo siger nej. Også bogens
kliniske behandling af mediers og politikeres optræden i sagen om de udviste
flygtninges besættelse af Brorsonkirken kan have provokeret partifunktionær
Madsen. Og så sidst, men
slet ikke mindst i Politikens univers, så påpeger jeg efter bedste evne
hvordan det at danske medier i praksis ikke mere kan bringe en saftig
karikaturtegning af Muhammed, er en bombe under Den politiske Komedie.
Ligesom det ville være hvis Politikens Roald Als ikke mere kunne bringe sine
herligt fornærmende og dybt krænkende tegninger bl.a. af Løkke, Pia, og
Helle. Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk |
|