Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 07-04-2011 15:25:17

 

 

Mordet på kætter Kjøller

I Politikens anmeldelse af min debatbog 'Den politiske Komedie' udelader anmelderen de ting i bogen som kan forklare at han går bersærk

 

Den politiske bevægelse Politiken har sat en lederskribent lidt nede i rækkerne, Kristian Madsen, til at anmelde min politiske debatbog ’Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen’. Det gør han på en måde som nok skal øge hans anseelse i partiet. Folk i et partis andet eller tredje geled har en tendens til hysterisk ideologisk overreaktion når de skal gøre indtryk på generaler og kadrer i bevægelsen. Man skal jo vise sig ekstra duelig og helst overgå forventningerne om at praktisere den rette tro.

Og det lykkes faktisk ind imellem ovenikøbet den håbefulde Kristian Madsen at samle sig så meget at han kan fortælle lidt om hvad bogen i virkeligheden går ud på.

Læs uddrag af anmeldelsen her

Anonym signatur træder i karakter

Men det havde vel egentlig været en god læserservice over for Politikens tænksomme læsere lige at få oplyst at denne håbløse, storhedsvanvittige lektor Kjøller indgår i Berlingskes Groft Sagt-panel som ofte kaster sig ud i vellystig, respektløs kommentering bl.a. af partiet Politikens lederskribenter og kommentatorer. Dog må jeg beskæmmet indrømme at det vist aldrig er lykkedes for nogen af os at opdage eksistensen af Kristian Madsen. Men man kan også meget let forsvinde i mængden af Politikens festfyrværkeri af kommenterende originaler.

Kun en tåbe undervurderer en anmelders fatteevne

Ingen forventer vel i dag at en anmelder læser hele den bog der skal anmeldes. Det er der ofte slet ikke tid til. Og hvis man fyldes med lede efter få sider, kan det også være et overmenneskeligt krav at skulle fortsætte lige til enden. Men da både blad og anmelder stadig officielt holder fast ved at hele værket læses, så skal anmelderen selvfølgelig undgå at dumpe i ved at afsløre huller i sin læsning.

Men her plumper Kristian Madsen i når han skriver:

 

”Begrebet ’tommelkraft’, hvis etymologi det  ikke  er  lykkedes  denne  anmelder  at begribe, defineres f.eks. som »at politikerens  karriere  afhænger  af,  hvor  godt  vælgerne  synes  han  klarer  sig.”

 

Men i bogen s. 19 findes faktisk en udførlig forklaring lige præcis af den baggrund for betegnelsen som Madsen søger:

 

Alle seere kan deltage i bedømmelsen af politikerens, her statsministerens, måde at optræde på og hans samspil med journalisterne. Alle vælgere har  kompetencen til at svare på om Fogh er ærlig ud fra hvad de ser og hører. Ligesom alle tv-seerne har kompetencen til at vurdere om Jørgen Varnæs er ærlig når han i tv-serien Matador forsøger at overtale sin bror, bankdirektøren, til at give sig et lån.

Men advokat Jørgens karriere afhænger ikke af hvad tv-seerne synes. Det gør Foghs. Det er som ved gladiatorkampene i det gamle Rom: De kæmpendes overlevelse afhang af om tilskuernes tommeltot vendte opad eller nedad. Det styrker tilskuernes engagement i forestillingen at de kan mere end kigge, råbe, klappe og buhe. De kan bestemme om der kommer lig på bordet.

 

Overstiger denne tekst fatteevnen hos en lederskribent på dagbladet Politiken? Jeg vil lade al tvivl komme den anklagede til gode og svare nej. Men så tvinges man til at konkludere at så kan dette læse-let-stykke i bogen ikke være læst af Kristian Madsen.

Stikordsregistret som blev væk

Er en lederskribent på dagbladet Politiken i stand til at finde og bruge en bogs stikordsregister? Ja, det vil jeg tro at langt de fleste af dem er. Ret skal være ret. Men Kristian Madsen er ikke en af dem. Det er ikke blot dumt, men torskedumt at han ikke lige tjekker i stikordregistret om Kjøllers vanvid skulle være så enormt at han virkelig ikke forklarer baggrunden for dette udtryk.

Kristian Madsens tommelkraft

Begrebet ’tommelkraft’ dækker for Kristian Madsen en ren banalitet og er ifølge Madsen én af bogens mange eksempler på at Kjøller opfinder mærkelige ord for helt banale ting. Hertil er bare at sige at når politik er en tv-føljeton, så har det stor betydning for om en politiker overhovedet er med i føljetonen hvor meget politikerens karriere er på spil. Derfor er det praktisk at have et begreb som gør det muligt let og præcist og tale om denne faktor hos de optrædende figurer i føljetonen.

Kristian Madsen illustrerer i øvrigt så udmærket begrebet med sin anmeldelse: Når han forsøger at karaktermyrde Kjøller, så skaber han en strid som øger hans tommelkraft på Politikens scene. Og som samtidig giver Kjøller mere tommelkraft. En tommelkraft som eventuelt bliver så stor at Politiken giver plads til Kjøllers reaktion på Madsens karaktermord.

Læs min replik til anmeldelsen med titlen ’Køllebank’ som Politiken bragte i tillægget Bøger d. 02-04-2011

I den daglige afvejning på redaktionerne af hvilke personer man lader optræde, spiller denne variable faktor, figurens tommelkraft, altså en afgørende rolle. Og det gør den, fordi denne faktor er afgørende for om seere og læsere gider interessere sig for sagen. Når jeg i min bog definerer et begreb for det, følger jeg bare den måde man i almindelig videnskabelig praksis gør det muligt let og præcist at tale om et fænomen.

Flytte-høste-reglen

Kristian Madsen finder de grundregler for den politiske komedie som opstilles i bogen, banale eller meningsløse. Han skriver:

 

”’Flytte-høste-reglen’ angiver  f.eks.:  »Flyt  holdninger  med eksempler.  Høst  dem  med  rationelle  argumenter«. Lad fare, at et eksempel sagtens kan være et rationelt argument. Men Kjøllers argumentation for denne regels gyldighed er blot en henvisning til et tidligere værk af forfatteren selv.”

 

Men det gør vel ikke en regel banal eller meningsløs at den er begrundet og forklaret i et andet værk? Et værk som i øvrigt hedder Manipulation. En håndbog (2007), og som sælges og bruges så meget rundt omkring i landet at det sagtens også kunne stå på en lederskribents håndbogshylde.

Hovsa

Det er til gengæld helt meningsløst at Kristian Madsen i forbifarten påstår at et eksempel sagtens kan være et rationelt argument. Det er ikke blot nonsens som det står. Nonsens, fordi reglens ’eksempel’ netop er defineret som noget ’ikke-sprogligt’. Men endnu mere meningsløs er påstanden i forhold til det som Den politiske Komedie handler om, nemlig hvordan aktører på scenen bl.a. med deres person og replikker skaber de situationer (eksempler) som påvirker vælgernes følelser. Følelser som så derefter kan høstes ved rationel argumentation.

Kristian Madsen hænger tydeligt fast i den klassiske opfattelse som bogen gør op med: at vælgerne påvirkes direkte gennem rationel argumentation. Det er ærgerligt at Kristian Madsen ikke benytter lejligheden til at fortælle om denne grundlæggende opfattelse i bogen, i stedet for bare at affærdige den i forbifarten.

Det mest underlige ved anmeldelsen er i det hele taget at anmelderen ikke bruger lidt af sine 6 spalter og mange ord til at tage ordentligt fat om det mest væsentlige. Nemlig de ting i bogen som udfordrer partiet Politikens programpunkter.

Bogens kætterier mod partiet Politiken

I modsætning til mange andre bøger fra kultureliten, så rummer min bog ikke indpakkede angreb på én af Politikens mest forhadte figurer i føljetonen: Pia Kjærsgaard og hendes håndlangere. Mine interesser ligger slet ikke på dette partipolitiske niveau.

Den politiske Komedie giver et svar på noget af det mest interessante der er sket i nyere dansk politik, nemlig vælgernes oprør mod eliten: Første gang i 1973 ved jordskredsvalget hvor Glistrup tordnede ind med 27 mandater. Flere følgende gange ved EU-afstemninger hvor vælgerne har sagt nej, mens eliten har sagt ja. Samme oprør oplever vi i øjeblikket hvor eliten siger at der skal strammes økonomisk gevaldigt op, men vælgerne jo siger nej.

Også bogens kliniske behandling af mediers og politikeres optræden i sagen om de udviste flygtninges besættelse af Brorsonkirken kan have provokeret partifunktionær Madsen.

Og så sidst, men slet ikke mindst i Politikens univers, så påpeger jeg efter bedste evne hvordan det at danske medier i praksis ikke mere kan bringe en saftig karikaturtegning af Muhammed, er en bombe under Den politiske Komedie. Ligesom det ville være hvis Politikens Roald Als ikke mere kunne bringe sine herligt fornærmende og dybt krænkende tegninger bl.a. af Løkke, Pia, og Helle.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden