Det kræver takt og teknisk
dygtighed at skrive kulturhistorie, som er båret af personlige
erindringer. Forfatteren løber en risiko for at overspille sin egen
rolle. Hvordan undgår han, at den skildrede tid tager farve af hans
eget udviklingstrin? Var 1880’erne virkelig glade, eller var det bare
hans ungdomsdage, der var det?
Den stilsikre Carl Muusmann
begynder sin beretning om Firsernes glade København i
den subjektive oplevelse af en skelsættende kulturel begivenhed:
Lørdag den 7ende Marts 1914 om
Morgenen Klokken et Kvarter over 6, medens jeg endnu laa i min blideste
Søvn, blev jeg pludselig vækket. Døren til mit Soveværelse blev revet
op og en kvindelig Stemme raabte alarmerende:
- Cirkus brænder!
Saa blev Døren hastig lukket i igen.
Det er ikke et barn, der bliver
vækket, men “en gammel Artikelforfatter,” for hvem det ikke “sømmede
sig” at ligge i sengen og “snue”, når cirkus brændte. Det patinerede
sprog vidner om artikelskriverens rødder i fortiden.
Carl Muusmann (1863-1936) havde
siden 1884 været journalist i København med underholdningsstoffet som
særligt område. Betydningen af dette stof var dengang - i tiden før
radio og tv - så stor, at der fandtes journalister, som udelukkende
havde til opgave at varetage dækningen af Tivoli!
Det var branden i cirkusbygningen i
Jernbanegade og derefter den store brand i Europa - en metafor for 1.
Verdenskrig - der gav Muusmann ideen til at fortælle kulturhistorie,
byhistorie, forlystelseshistorie, og at gøre det gennem
cirkushistorien, som han selv har oplevet den siden barndomsårene i
Roskilde omkring 1870.
Carl Muusmanns far var adjunkt, før
1864 ved Domskolen i Slesvig, efter krigen ved Katedralskolen i
Roskilde. Familien regnede sig til “de fordrevne Sønderjyder”. Drengens
første cirkusoplevelser blev tolket ind i hans begreber om
nationalitet. En tysk cirkusdirektør knækkede en
pisk på ryggen af en smuk linedanserinde. Senere kom et fransk
cirkus med en underskøn beriderske. Cirkus
repræsenterede det fremmede eksotiske og det farlige erotiske.
Firsernes glade København handler om byens
forlystelsesliv i den periode, hvor
Muusmann blev student (1882) og begyndte at studere jura og sadlede om
til et morsommere liv med journalistikken i den konservative presse,
Avisen (1884-96), Vort Land (1896-1919)
og derefter Nationaltidende. Som
københavnerjournalist skulle han rapportere fra indvielser, premierer,
gæstespil etc. og tegne portrætter af de drivende kræfter bag byens
udvikling på disse felter.
I bogen, som er nyskrevet, og ikke
et artikeloptryk, portrætterer han byggematadoren Hans “Hellig” Hansen,
som ved spekulation i boligbyggeri skaffede penge til opførelse af et
teater (“Dagmar”) og et forlystelsesetablissement (“National”).
Muusmann forsvarer “Hellig” Hansen mod beskyldninger om at tilklistre
sine bygninger med prangende “Stuk”. Muusmanns kritik retter sig imod
Herman Bangs billeder af byen i romanen af samme navn:
Det er rigtigt, at Hellig Hansen i
vid Udstrækning benyttede det dengang ogsaa nye Stukkaturarbejde til
indvendig Dekoration, men i øvrigt var hans Bygninger saa solide og
hans Anvendelse af alle slags Materialer saa flot, at man ikke kan
betegne dem som klaskede op blot for Facadens Skyld; og det er jo det,
der skal ligge i Ordet “Stuk”, samtidig med at det skal symbolisere
hele Tiden.
(om romanen, tiden og stilen, se
Olav Harsløf (red.): Omkring
Stuk, 1977)
Muusmann udlægger og korrigerer
Bang. Tonen er autoritativ og formen tilstræbt objektiv. Muusmann hører
ikke til det moderne gennembruds folk, men han polemiserer ikke direkte
mod dem. Han konstaterer blot, at 1880’erne var “det organiserede
Foreningslivs, de store Møders, de bevægende Generalforsamlingers, de
mandstærke Demonstrationers, de opfanatiserede Valgs og de politiske
Festers, Udflugters og Ballers Tid.”
Carl Muusmann er ikke glad for
disse tendenser til politisering af ungdommen og forlystelseslivet.
Unge agitatorer som Georg Brandes og Viggo Hørup havde for let spil.
Valgmulighederne tangerede det enfoldige: “Leve Estrup" - “Ned med
Estrup”.
Muusmann hældede mere til de fælles
oplevelser. Beretninger om cirkusformer og cirkusfamilier binder bogen
sammen. Det er hver for sig dramatiske historier om familiekonflikter,
succes og fiasko. Men fremstillingen har også brug for en dynamisk
faktor, noget der kan skabe forventninger hos læseren.
Som den drevne fortæller Carl
Muusmann er, bygger han forventningerne op til 1880’ernes mest
spektakulære begivenhed: den store udstilling i København i 1888. Han
foregriber den flere gange, og da han endelig kommer til selve
udstillingen, forhaler han vejen til udgangen ved at indlægge kapitler,
som også kunne have været placeret andetsteds.
Da udstillingen lukker, er han
moden til at rejse til Paris, som skulle være udstillingsby i 1889. Han
medgiver, at det kan virke mærkeligt med et kapitel om Paris i en bog
om København, men han var ikke den eneste dansker, der rejste derned,
forklarer han. Man smiler ad den argumentation. Muusmann charmerer sig
gennem fremstillingen. Han underspiller hellere end overspiller. Hans
rolle er iagttagerens. Han er ikke aktivist, men journalist af den
gamle skole.
Muusmanns begreb om underholdning
er meget bredt. Det omfatter også tidens dueller efter æreskrænkelser,
som for de implicerede må have været ulykkelige begivenheder. På samme
måde havde de cirkusbedrifter, som Muusmann beskriver, en bagside i
form af benhård disciplin og fatale ulykker. Eller som Muusmann
stilfærdigt formulerer det på bogens sidste sider:
En og anden Læser vil maaske mene,
at det ikke er lutter Glæde, der præger disse Erindringer, men at de
indeholder adskillige Tragedier.
Dette kan ikke nægtes!
Han fastholder imidlertid synet på
1880’erne som glade, ikke bare fordi han selv var yngre og alting var
billigere, men “fordi den Kamp, vi førte med hverandre, havde en mere
ideel Baggrund end nu, hvor dens Maal er saa absolut materielle.”
Carl Muusmann havde svært ved at
forstå og acceptere, at den demokratiske udvikling nødvendigvis måtte
omfatte en kamp om fordelingen af de materielle goder.
Carl Muusmanns placering uden for
det moderne gennembruds rækker har ikke været gunstig for hans
eftermæle. Som en konservativ iagttager, der hverken var begejstret for
Georg Brandes eller Herman Bang, havde han afskrevet sig for seriøs ros
fra de toneangivende radikale historieskrivere.
I Politiken var
han dømt til latterliggørelse. Et ironiserende fødselsdagsportræt i
anledning af hans 50 årsdag fortæller, at hans åndsevner er fuldstændig
usvækkede (!), og at han er fuld af anekdoter fra en barnlig og lidt
naiv tid. Hans ugekronikker giver lejlighed til at beundre hans
“fænomenale Hukommelse, der ikke mindst hæfter sig ved Smaating”. Han
har i sit lange liv “lidt den ene store Skuffelse efter den anden, uden
at det har svækket hans glade Optimisme.” Portrættet er signeret “Den
Ensomme”. Et dæknavn for Valdemar Koppel. (9.6.1913).
Efterklangen af denne ironiserende
tone mærkes i de seriøse kilder. I Dansk Biografisk
Haandleksikon” bd. 2, 1923 skriver O.F. (Oluf Friis), at
Muusmann som forfatter “inden for Prosaskildringens vide Overdrev”
særlig har opdyrket “Artist- og Kriminalromanen og den lettere
historiske Roman” og at hans skildringer af det københavnske
forlystelsesliv har “nogen tidshistorisk Interesse”.
Inden for noget, der betegnes som
et “overdrev”, har Muusmann bl.a. opdyrket en “lettere” genre, og hans
forlystelseshistoriske bøger har “nogen” interesse. Den tekst er
skrevet med distance.
I Dansk Biografisk
Leksikon afhandles han nedladende af Carl Dumreicher som
en karakteristisk blanding af en
fuldblods københavner med byens overfladeliv som særstof og en
franskbegejstret pariserfarer med særlig sympati for tiden under det
andet kejserdømme. – Fra journalistikken førtes M. "logisk" (som han
ved lejlighed kaldte det) over i forfattervirksomheden – med årene
henved halvhundrede bøger omkring bestemte yndlingsmotiver. En lige så
karakteristisk blanding af en harmløs boheme og en bestandig bourgeois
(…).
Det karakteristiske ved ham synes
at være indbyrdes forbundne negative egenskaber (“blanding af”,
“blanding af”), manglende selvindsigt (“logisk” i anførselstegn) og en
høj grad af subjektivitet (“yndlingsmotiver”). Det skal dog tilføjes,
at Dumreicher i det efterfølgende roser Muusmann for “med sin skarpe
hukommelse og sit nøjagtige kildestudium” at have givet “sine bidrag
til Kbh.s ydre historie.” Bemærk, hvordan det positive til sidst
reduceres (“bidrag til”, “ydre historie”).
Hvad der for de radikale
historieskrivere var værst med Muusmann, hans konservatisme eller hans
forkærlighed for underholdningskulturen, vides ikke. Men kombinationen
var åbenbart helt ubærlig.
Først med den moderne, mere
fordomsfrie kulturforskning er Muusmann blevet behørigt krediteret som
kulturhistorisk forfatter. Se f.eks. Martin Zerlang Underholdningens
historie (1989) og Herman Bangs København (2007).
Med sin omfattende produktion af
populærlitteratur (66 titler på bibliografi.dk) står Muusmann i dag tillige som
en foregangsmand inden for kriminal- og sf-litteraturen i Danmark.
Dette er den første af tre artikler
om Carl Muusmann Det glade København:
1.
Muusmann om 1880’erne.
Carl Muusmann:
Firsernes glade København, 1920; anvendt udgave: Det
glade København. Erindringer og Oplevelser, 1, 1939.
2.
Muusmann om halvfemserne. Carl
Muusmann: Halvfemsernes glade København, 1921;
anvendt udgave: Det glade København. Erindringer og Oplevelser,
2, 1939.
3.
Muusmann: Da København blev
voksen. Carl
Muusmann: Da København blev voksen. Levende Billeder fra
Aarhundredets Start, 1932. Anvendt udgave: Det
glade København, 3, 1939
|
