Først lagt op 22-11-2021; senest opdateret 29-11-2021 11:57

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

Fester forsoner 1

Rygeretten. 1

Bang arrangerede. 1

Bang irriterede. 1

Normal-forskrækket Bang-portræt 1

Den moderne forfatterrolle. 1

Provokatør med dødsforagt 1

Lyskur 1

Lyspunkter 1

Levende billeder og brydekamp. 1

Fortællerposition. 1

 

 

Fester forsoner

 

Carl Muusmann ser på kulturhistorien igennem cirkus. Det gør ikke historien radikalt anderledes end den, vi kender. Cirkus er blot en særlig og festlig vinkel på helheden.

 

I optakten til bindet om Halvfemsernes glade København ræsonnerer forfatteren over den generelle effekt af fester som den i udstillingssommeren 1888 og dagene omkring kong Christian den Niende og dronning Louises Guldbryllup den 26. maj 1892.

 

Det er Muusmanns opfattelse, at disse festligheder “gjorde Sindene blidere og Gemytterne mere fordragelige, og Resultatet blev, at Jorden blev gødet og befrugtet til Forliget af 1894, der i sine Konsekvenser atter førte til Systemskiftet i det første Aar af det nye Aarhundrede”. Anderledes sagt: Den almindelige historieskrivning er orienteret mod konflikter, mens Muusmanns kulturhistorie fokuserer på forsonende festligheder. Begge synsvinkler synes nødvendige for at forstå den danske udvikling.

 

 

Rygeretten

 

1890’ernes store nyhed inden for cirkus var vandpantomimer. Tidligere havde interessen samlet sig om hestene (som publikum i parentes bemærket kunne bese i staldene i pausen), men cirkus måtte byde på nye påhit for at indfange publikum.

 

Den cirkusdirektør, som opfandt en ægte nyhed, søgte at tage patent på den. Vor tids diskussioner om copyrights, rettigheder til alt fra bøger til tv-formater er på den måde ikke nogen nyhed.

 

Det at konkurrere på lige vilkår var lige så vigtigt for 1890’ernes kulturentreprenører, som det er i dag. Sådan noget som rygetilladelse og rygeforbud ved varietéforestillinger var et varmt diskussionsemne. Det havde ikke noget med sundhedspolitik at gøre.  Den, der fik rygeretten, havde på forhånd vundet ved kasseapparaterne.

 

På den anden side udgjorde åben ild en brandfare. Det påpegede teaterdirektørerne, når de prøvede at få ram på varietéforestillingerne.

 

 

Bang arrangerede

 

Nogle kulturarrangører havde en særlig evne til at lancere et kunstnernavn. En sådan arrangør var Herman Bang. Han promoverede for eksempel en purung engelsk danserinde, Rosa Heath, så hun blev en københavnerbegivenhed. En forfører i form af en svensk officer dukkede op og snuppede danserinden. De to elskende forsvandt sammen i Sverige. Efter nogen tid vendte pigen tilbage til København, forvirret og ulykkelig. Hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og endte i pleje hos en dansk familie. Sådan kunne det altså gå, hvis man blev opdaget af Herman Bang. Det sidste skriver Muusmann ikke, men det står med usynligt blæk under beretningen.

 

 

Bang irriterede

 

Bang irriterede Muusmann.  Han gav sig ud for at have forstand på cirkus og skrev da også en fortælling fra dette miljø, De fire Djævle. Engang da Muusmann mødte Bang i et cirkus, kunne han ikke lade være med at bemærke, at Bangs romanpersoner tænkte “mere bangsk end artistisk”. Hertil svarede Bang:

 

- De gaar altfor meget i Cirkus, Muusmann, til at kunne skrive om Artister. Som Forfatter skal man leve paa eet enkelt Indtryk, og i øvrigt maa De vide, at Folk ikke vil læse om Artister, som de er, men som de tror, de er.

 

Det var den slags trykkeklare formuleringer, der gjorde Bang populær hos journalisterne. Selv dem, der ikke kunne lide ham.

 

I en kort periode i 1897-98 var Muusmann og Bang kolleger på Vort Land, men de kom ikke nær hinanden. Muusmann nærede et instinktivt ubehag ved, hvad han kalder Bangs “feminin-hysteriske Karakter”.

 

 

Normal-forskrækket Bang-portræt

 

Bang må have mærket det. Ved en lejlighed, hvor Muusmann blev bedt om at holde en lille tale for Bang, tog denne hans hånd og sagde:

 

Jeg er glad ved, at De takker mig, kære Muusmann, vi er nu begge naaede til den alder, da der er mere, der binder end der skiller.

 

Det er et fint lille Bang-portræt, Muusmann her tegner. Ikke fordi det på nogen måde er dybsindigt, men fordi det involverer ham selv og hans normalforskrækkelse over for mænd af Herman Bangs art.

 

 

Den moderne forfatterrolle

 

Når forfatterne spiller en større rolle i Muusmanns halvfemsere, end de gjorde i firserne, er det ikke, fordi han pludselig er begyndt at læse og fortolke deres bøger, men fordi forfatterne i disse år agerede på gadeplan, arrangerede litterære festligheder (Drachmann) eller provokerede i offentligheden, som Gustav Esmann gjorde det. Forfatterne spillede så at sige på Muusmanns bane.

 

 

Provokatør med dødsforagt

 

Esmann blev Muusmanns nærmeste forfatterven. Efter oprindelig at have været på Hørups hold på Politiken var Esmann havnet som venneløs højreskribent og dødsforagtende provokatør.

 

Ved et meningsløst skænderi rodede han sig ind i en duel, hvor begge duellanter heldigvis skød ved siden af (fordi afstanden mellem dem var for stor). Men det var forbudt at duellere, og Esmann kom i kachotten. Muusmann giver en kostelig beskrivelse af et besøg hos Esmann i fængslet:

 

“Kan man nu ikke engang faa Lov til at være alene i sin Celle!” udbrød Esmann, da Muusmann ankom. Esmann spiste i elegant snorebesat rygejakke ved et lille bord med hvid dug. Der stod en blomst i et glas, en hel flaske rødvin, et fad med frikadeller med spidskål og en skål med frugt. Han arbejdede på et skuespil. Da Muusmann skulle gå, beklagede Esmann, at han ikke kunne følge ham ud! (jf. John Chr. Jørgensen: Skandalejournalisten Gustav Esmann, 2010, 79ff og Gustav Esmann. Journalisten, novellisten og dramatikeren, 2016, læs artiklen på nettet).

 

Meget af det, Esmann foretog sig i disse år, gik ud på at skaffe sig omtale. For Muusmann var Esmann en uudtømmelig kilde til sensationel journalistik. Muusmann var Esmanns reklamemand. De var gode venner og udnyttede hinanden så godt de kunne.

 

 

Lyskur

 

“Det var netop paa et Tidspunkt, da man i Københavns havde faaet Blik for Reklamens Magt efter amerikansk Mønster”, skriver Muusmann, som bl.a. henleder opmærksomheden på Niels Finsen, som før han blev verdensberømt for sine lyskure, opfandt et rensemiddel, der hed Balcam. Det blev annonceret under sloganet: Balcam - eller brug den til Alt.

 

 

Lyspunkter

 

Muusmanns kortsluttende vid er balsam for sjælen. Kapitlet om den elektriske belysning af København indledes med disse ord: “Lys, Lys, mere Lys! Disse Goethe tillagte Ord, medens han laa paa Dødslejet, kunde sættes som en Art Motto over de kommunale Bestræbelser i Halvfemserne.” Goethe som kommunalpolitiker, så er vi nede på jorden.

 

I 1857 havde det moderne vidunder, som hed gasbelysningen, erstattet de gamle tranlamper. Ældre borgere var meget imponerede over oplysningen uden for Det kongelige Teater. “Men vi, der hørte til den yngre Slægt, var langtfra tilfredse,” bemærker Muusmann. “Vi havde set det elektriske Lys først i Forlystelsesanstalterne, hvorfra saa mange Opfindelser kommer, saaledes som jeg oftere fremhæver, fordi jeg nu gerne ønsker at skaffe lidt Respekt for mit Stof.”

 

Københavns første Elektricitetsværk stod færdigt i Gothersgade den 5. marts 1892.  Folk samlede sig i klynger de steder i byen, hvor lyset var blevet annonceret. De fleste havde set elektrisk lys på forlystelsesbygningen National eller på udstillingen i 1888. Så det var ikke lyset som sådant, der imponerede, “men det var dette, at alle Blus blev tændte paa een Gang paa en mystisk, trylleagtig Maade, der fremkaldte et Chok, saa der var mange, som kom til at græde.”

 

 

Levende billeder og brydekamp

 

På teknikkens område var filmen halvfemsernes nye landvinding. Kinematografen, som man kaldte den, blev brugt som pausenummer i varietéerne. Foreløbig blev der kun til levende billeder af et frembrusende tog. Muusmann tager et kig ind i det nye århundrede, hvor der for alvor kom film på plakaten.

 

Men ikke alt i 1890’ernes underholdningsverden var defineret ved tekniske fremskridt. Man kunne også finde på at gribe tilbage til vor fælles græsk-romerske oldtid og relancere brydekampen som forlystelsesform. Når “den uovervindelige dansker”, murermester Bech-Olsen, var på plakaten mod “en frygtelig græker” eller “tyrkiske kødbjerge”, ramte cirkus en national åre og bragte sindene i bevægelse.

 

 

Fortællerposition

 

Midt i reportagen fra festlighederne omkring de kongelige guldbryllupsdage afbryder Muusmann sig selv:

 

Men lad mig nu ikke komme ind paa at referere. Det er ikke Meningen med denne Bog, at den skal være en Udskrift af gamle Blade. Det er Meningen, at den i en Sum skal gengive, hvad en enkelt Mand har bevaret som sit Hovedindtryk fra Halvfemserne uden at konferere med Optegnelser eller Kartotek, undtagen hvor det gælder Kontrol af enkelte faste Punkter.

 

Nøgleordene er her “en enkelt mand” og “har bevaret som hovedindtryk”.

 

Der er tale om noget personligt (“en enkelt mand”), erindret (“bevaret”), fortolket og vurderet (“hovedindtryk). Og ikke noget refereret eller blot gengivet eller citeret.

 

Carl Muusmann ville tydeligvis skrive en bog, som kunne læses som underholdning. Derfor har han sparet på årstallene.

 

Der findes i øvrigt en citat- og scrap-bog om perioden: Axel Breidahl & Axel Kjerulf: Københavnerliv gennem et halvt Aarhundrede, 1883-1913, 1938.

 

Den er til at flakse rundt i. Muusmann er til at læse.

 

 

 

Dette er den anden af tre artikler om Carl Muusmann Det glade København:

 

1.   Muusmann om 1880’erne. Carl Muusmann: Firsernes glade København, 1920; anvendt udgave: Det glade København. Erindringer og Oplevelser, 1, 1939.

 

2.   Muusmann om halvfemserne. Carl Muusmann: Halvfemsernes glade København, 1921; anvendt udgave: Det glade København. Erindringer og Oplevelser, 2, 1939.

 

3.   Muusmann: Da København blev voksen. Carl Muusmann: Da København blev voksen. Levende Billeder fra Aarhundredets Start, 1932. Anvendt udgave: Det glade København, 3, 1939

 

 

Litteratur til alle tre artikler om Carl Muusmann (kronologisk ordnet)

 

 

 

©John Chr. Jørgensen