|
|
18-11-2019: Yahya Hassan har gjort en klummeskriver til
Politiken Plus-versionen af de der kvinder, som opsøger mænd i fængsler.
Hver dag byder på ny lidelser
blandt dagbladet Politikens følsomme, kultiverede læsere. I går var det
udfordringen med at skulle stort, når man er langt fra hjemmets trygge
lokum. Afføringsskam hedder det.
Lidelse nr. to samme dag var,
at krystaller, som siges at have helbredende kræfter, ofte er hentet
under hårde og farlige forhold. Det skal læsere, som reddes af
krystallerne, huske – og være taknemmelige over dem, som døde eller
invalideredes for deres skyld.
Men der er håb for Politiken.
I dag mandag valgte avisen
nemlig den modsatte vinkel i historien om, at velstillede ældre får
tusindvis af kroner for at gøre det, de alligevel ville have gjort.
Godt! Ikke noget med, at plagede ældre påføres en masse unødvendige
lidelser, fordi de lokkes til at blive ved med at arbejde, selv om de
ikke gider og har kalenderen fuld af kultur- og debatarrangementer.
Og samme dag oplyser en
klummeskriver, at Yahya Hassan gør hende til Politiken Plus-versionen
af de der kvinder, som opsøger mænd i fængsler.
Her viser avisen sin
ideologiske styrke: Yahya Hassans lidelser og tilhørernes lidelser,
repræsenteret af klummeskriveren, forenes i en højere, livgivende
handling: Hun føler sig som en af de Politiken Plus-kvinder, der
udfører velgerninger for fængslede mænd.
Intet om Metoo-farer, intet om
udspekulerede forlags udnyttelse af psykiatrisk udfordrede kriminelle,
intet om faren for livstruende indoktrinering ved daglig læsning af
politisk korrekte klummer.
Godt, at Politiken ikke selv er
i sine egne lidelsers vold. Det er kun de trofaste læsere.
Læs originalen med billeder og links.
Det
er svært for digteren Yahya Hassan at løse sine indbyggede paradokser.
Han vil hverken være Dansk Folkepartis yndlingsdigter, som beretter om
oprørende forhold i indvandrerkredse, eller veltilpasset beboer i et
parallelsamfund. Og han vil hverken være artig, lyrisk maskot for de
fløjlsmavede intellektuelle æstetikere ved Gyldendals receptioner eller
en ulidelig, voldelig kriminel perker med misbrugsproblemer. Derfor
forsøger han, at være det hele på én gang. Ligesom Kraka, som hverken
kom påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken ene eller
fulgt af noget menneske. Genialt hyllede Kraka sig derfor i et fiskenet
og sit hår, bed i et løg og havde sin hund som ledsager. Og hun scorede
sagnkongen Regnar Lodbrog. Yahya har foreløbig kun scoret en
varetægtsfængsling i fire uger. Måske burde han lade håret vokse, købe
et fiskenet, bide i løg og holde hund. Hvis han derefter lagde sig selv
op på Instagram, ville han blive alles kæledægge.
Berlingske
Magasin søndag rummede flere glædelige historier om indvandrere, som
tager godt imod dette lands enestående tilbud om at få sig et godt liv.
Sådanne historier gør det endnu mere ubegribeligt og ærgerligt, at der
findes mange, som kommer her til landet, og som afviser tilbud om
gratis uddannelse og et almindeligt borgerligt liv i velfærdssamfundet
med pension. Denne Groft sagt går
mere og mere ind for en yderst enkel flygtninge- og indvandrerpolitik:
De, der tydeligt gider vort land, skal blive og hjælpes alt, hvad vi
kan. Resten skal ud straks. Vi har ikke råd til at have enhver ude i
verden, der bare har råd til at betale billetten her til landet, til i
årevis at rende rundt og brokke sig og ødelægge det for os andre.
Indvandrere, der skal brokke sig, skal være i stand til at gøre det
mindst ligeså underholdende, som digteren Yahya Hassan, der brokkede
sig på livet løs til DR2s Adam Holm søndag aften over dansk politik,
danske medier og alt muligt andet. Alt var simpelt hen galt i landet.
Det var fuldstændig som at høre det kernedanske brokkehoved, Carsten
Jensen.
En
MF fra Venstre, Esben Lunde Larsen, gør oprør mod den politiske
korrekthed, som nu også har nået landets slikposer, og erklærer, at han
for fremtiden vil kalde sorte for negre. Afrika-debattør Precila
Birungi-Kristiansen tager på TV2.dk et skridt videre: ”Jeg nyder at
spise Haribos ”racistiske negerhoveder”, bekender hun, mens hun gnasker
negermasker i sig fra den pose Skipper Mix hun altid har i nærheden.
Men Esben skal passe på. For han er en hvid mand af den herskende race.
Precila er derimod fuldblods neger og kan derfor sige ”neger”, ligeså
tosset hun vil uden fare for at blive anklaget for racisme. Også
perkeren Yahya Hassan kan tale uden fare om ”perkere” og ”negre” i sin
digtsamling, fordi han selv er perker. Bare man selv tilhører en
undertrykt minoritet, så kan man helt frit bruge forbudte gloser både
om sig selv og andre. Udviklingshæmmede kan derfor godt sige
”åndssvag”, og svenskere kan godt sige ”politisk korrekt hykler” uden
at vække opsigt. Men en i øvrigt helt ukendt hvid MF for Venstre kan
altså ikke siger ”neger” uden at blive berømt.
Lars
Hedegaard og Yahya Hassan siger det samme om islam, ghettoer og
indvandrere fra arabiske lande. Men Hedegaard har sagt det meget
længere end debutanten Hassan. Begge er under PETs beskyttelse. Men
Hedegaard må i uhonorerede debatindlæg forsøge at råbe offentligheden
op fra sit hemmelige PET-skjul, mens Hassan skovler penge ind på sine
foredrag og sin storsælgende digtsamling, som rummer alle Hedegaards
tanker. ”Jeg har den forkerte afstamning og hudfarve og hedder Lars,”
konstaterer Hedegaard opgivende forleden i Berlingske. Rigtigt, og
derfor bør der handles! Hedegaard bør kaste et stort sort klæde over
sig, skære en revne foran til øjnene og tale med fistelstemme som
kvinderne i Monty Python. Så kan han træde frem i danske medier som
Hassans undertrykte muslimske kusine, der gør oprør mod
indvandrerghettoens kvindeundertrykkelse, snyd med social bistand og
vold. Som Hassans tilhyllede kusine kan Hedegaard så bare sige alt det,
han altid har sagt, men han vil nu få flere forsider på Politikens 2.
sektion. Verden er uretfærdig; derfor må man være snedig. Og hævnen vil
være fortjent.
Forfatteren
Stig Dalager gik i 2005 foran ved at samle 12 fremtrædende forfattere
bag et manifest med protest mod ”tonen” i indvandringsdebatten. Nu fik
han så søndag hele Jyllands-Postens forside til et budskab om, at
venstrefløjen bør droppe ”berøringsangsten” over for problemer i
indvandrermiljøer. Han mener, at der skal sættes klarere grænser for
indvandrere, der bryder danske regler og normer. Bl.a. mener han, at de
sociale ydelser burde være taget fra digteren Yahya Hassans far. Man
kan ikke andet end beundre Stig Dalagers veludviklede sans for
tidsåndens dialektiske bevægelser. Folk, som altid mener det samme, vil
altid halse håbløst efter en Dalager, som har fattet Hegels (1770-1831)
filosofi om, at der efter enhver begivenhed (tese) kommer en
antibegivenhed (antitese), som skaber en spænding, som resulterer i en
syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Således
drives verdenshistorien fremad. Hvad Hegel ikke kunne vide, var at
denne højere enhed, som fremkom, var forfatteren Stig Dalager, som
altid går foran alle med tidsåndens mest korrekte meninger.
Digteren
Yahya Hassan huskede intet om, at han var blevet overfaldet, da han
skulle afgive forklaring i retten. Han forklarede ellers et par dage
efter overfaldet til politiet, at overfaldsmanden råbte ”vantro” og
”dø”. Og Politiken bragte på forsiden af anden sektion et digt Hassan
havde skrevet på skadestuen om overfaldet. Men i retten sagde han: ”Jeg
har ikke skrevet det digt. Man kan ikke stole på aviserne.” Og
retssagen ragede ham en papand: ”Gerningsmanden er ikke mit problem.
Han er jeres problem, rettens problem, samfundets problem og
ytringsfrihedsnarkomanernes problem.” Afslører Hassan her, at han som
ghetto-perker står sammen med alle de andre ghetto-perkere, når det
virkelig gælder? Tværtimod. Han viser, at han er fuldt integreret i den
vestlige kulturs romantiske opfattelse af, at store digtergenier er
højt hævet over borgerlige autoriteter som politi og retsvæsen. Han har
tidligere gjort oprør mod sine forældre, sin tro og politisk korrekte
gymnasielærere, som hylder ham. Nu mangler han kun at gøre sig fri af
forlaget Gyldendals indbringende omklamring. Og fyre PET.
Klimareligionen
har netop holdt den årlige COP-konference, hvor alle verdens lande med
stor patos forsøger at udskyde klodens opvarmning med nogle få
sekunder. Kun EU og Danmark gider lægge penge i kirkebøssen til de
roterende vindmøllekrucifikser. Andre lande overgår til gengæld
hinanden med ekstra flotte verbale bidrag til liturgien, bl.a.
tårevædede bønner, undergangsforbandelser og lovprisninger af
klimatroen. Og sådan er det hvert år. Bevægelsens kætter, Bjørn
Lomborg, er også efterhånden helt ritualiseret i sin kommentar i
Berlingske søndag, hvor han med rationelle argumenter for 117’ende gang
gennemhuller ideen om statslig støtte og i stedet kræver forskning og
markedsduelige løsninger. Men sådan snak gør kun vindmøllefolket endnu
mere fanatisk. Lomborg har en samlende effekt på de klimatroende.
Ligesom Pia Kjærsgaard altid som ingen anden har kunnet samle de
politisk korrekte til modstand, således samler Lomborg de klimatroende.
Men modsat Kjærsgaard venter Lomborg stadig på sin Yahya Hassan, som
kan bære de kætterske budskaber ind i menighedens saloner til beundring.
Censur
er forbudt. Men det er selvcensur ikke. Og når nu politiet ikke er i
stand til at forhindre bøller og fanatikere i at tyrannisere
chefredaktører, digtere og andre med vold og mord, så er selvcensur jo
nødvendigt. Ellers kan man blive myrdet, vansiret eller skulle leve sit
liv med PET-vagter. Og bare vi alle står ubrydeligt sammen om den
nødvendige selvcensur, så går det fint. Så kan politiet ”holde orden”,
som de skal. Og chefredaktører og digtere kan fortælle ”sandheden” uden
at risikere livet. Problemerne opstår kun, når der er en tumpe, der
ikke har forstået, at det er nødvendigt at stå sammen om selvcensuren.
Som nu denne digter Yahya Hassan, der i en digtsamling på Gyldendal
braldrer op med racistiske ting om muslimer, som overgår alt, hvad både
Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard sagde, før selvcensuren skabte ro i
landet. Og Politiken er nødt til at trykke det, og politiet må indføre
undtagelsestilstand i Odense, for at han kan optræde. Hele dette kaos
opstår, bare fordi det er forbudt at sige ligeud, at roen i landet
hviler på en stadig mere udbredt selvcensur.
Retsordfører
Trine Bramsen (S) lyder altid på TV som en artig elev i 9. klasse, der
fremlægger en naiv projektopgave om dansk politik. Men hendes udtalelse
i forbindelse med aflysningen af digteren Yahya Hassans optræden på
Vollsmose Bibliotek er ikke beregnet for uskyldige skolebørn: ”Politiet
har ikke sagt, at de ikke kan beskytte ham. Det skal de, og det vil de
også. Men de var nervøse for, hvad der ellers ville ske af uro i
Vollsmose, som de lige har fået styr på. Derfor anbefalede de
kommunerne at flytte arrangementet til rådhuset.” Kendere af Joseph
Hellers mesterlige krigsroman ”Catch 22” (1961) vil nikke genkendende
til Bramsens argument om, at det er, fordi politiet lige har fået styr
på Vollsmose, at politiet har rådet kommunen til at aflyse
arrangementet og flytte det til et andet sted og en anden tid. Ellers
ville politiet jo igen miste kontrollen, hvilket ikke ville være til at
bære. De belæste bibliotekarer har ikke tøvet med aflysningen: De
kender romanens budskab om, at paradoksale argumenter, der kører i
ring, er et sikkert tegn på, at lovløshed og rå vold regerer.
Efter
at den anti-demokratiske islamiske organisation Hizb ut-Tahrir har fået
nogle medlemmer ind i bestyrelsen i beboerforeningen i Egedalsvænge,
tryner muslimer nu det danske mindretal i bebyggelsen. Og da flertallet
jo bestemmer i et demokrati, så er formalia i orden. Planen er
øjensynligt at indføre det muslimske kalifat i Egedalsvænge og derfra
lade det brede sig ud over resten af vort kongerige. Bevægelsen forstår
åbenbart ikke, at selv lunkne danskere opildnes til aktiv modstand, når
muslimske ekstremister angriber vores juletræ, billiardklubber og
fyraftensøl. Og at integrationen de sidste måneder har taget
tigerspring fremad, takket være fremkomsten af muslim-kritiske, stærke
figurer som den tidligere iman og rejsende med falske
Muhammed-tegninger, Ahmed Akkari og de to særdeles velformulerede
”vrede unge indvandrere”: knækprosa-lyrikeren Yahya Hassan og den
racismedømte debattør Firoozeh Bazrafkan. Ekstreme, autoritære muslimer
kan knægte en beboerforening, men vil aldrig kunne undertrykke det
muslimske ungdomsoprør, som i øjeblikket fejrer triumfer i danske
medier.
Det
er godt for Den politiske komedie, at digteren Yahya Hassan nu er
opstillet som kandidat for det nye parti Nationalpartiet. Den politiske
komedie er den TV-nyhedsføljeton, hvor politikerne indtager
hovedrollerne. Dens kvalitet er afgørende for, hvor meget vælgerne
identificerer sig med det politiske system.
Komediens
kvalitet afhænger af den fortællemæssige kvalitetet hos de politiske
figurer. Personer med stor magt har altid alene af den grund en
fremtrædende rolle. Deres fortællemæssige kvalitet ligger i, at deres
ord har stor vægt, fordi de også kan handle. Men desuden har de meget
at miste, hver gang de optræder. Det giver en særlig intensitet, at vi
seere ved, at det betyder meget, hvad vi synes om det, vi ser. Og det
gør det, når en person, hvis magt står og falder med, hvad vi synes,
optræder. Det betyder meget, om vi vender tommelen nedad eller opad.
Læs fortsættelsen.
|
|
