331 sider

100 sider

100 sider

 

 

 

 

 

 

Først lagt op i 2011,senest opdateret 04-10-2020 15:48:01

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

 

POLITISK ARGUMENTATION

UD MÆ’ SPROGET!

DEN POLITISKE KOMEDIE

SPINDOKTOR

MANIPULATION II

DET POLITISKE SPROG

DEMOKRATI

TAK FORDI DU KOM

 

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen

Udk d. 21/3 2011 på Forlaget Hovedland. 331 s., ISBN 978-87-7070-234-8, Forsidefoto: Lisbeth Thorlacius, Bestil/køb fx på SAXO.com eller www.hovedland.dk.

 

.

 

 

Sidens menu

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen. 1

Sidens menu. 1

Forfatterens originale bagsidetekst 2

Nogle af pointerne i bogen. 2

WikiLeaks om bogen: Hvad bogen egentlig skulle have været (citat fra e-mail) 4

Kronikker fra det seneste års tid omkring bogens udgivelse i 2011, hvor aktuelle forhold kommenteres som indslag i Den politiske Komedie. 5

Link til uddrag af anmeldelser af bogen – med forfatterens eventuelle kommentarer 5

Frække spørgsmål og artige svar om bogens indhold og pointer 5

 

 

 

 

 

Forfatterens originale bagsidetekst

Dansk politik er en succes. Stemmeprocenten ved valg til Folketinget er i top. Langt over den procent som de fleste andre demokratier har ved valg til deres parlamenter.

Men det skyldes ikke at vælgerne er dybt inde i nationaløkonomi, jura, administration eller andre af de saglige områder som politik handler om. Det skyldes heller ikke at mange vælgere er medlemmer af et politisk parti. Medlemstallene er sunket i mange år. Og det skyldes heller ikke at verden er blevet mindre indviklet end den tidligere har været.

Alligevel er successen ikke til at bortforklare. Dansk politik går direkte i vælgerne uden omsvøb og dikkedarer. Intet krav om uddannelse, viden eller interesse stiller sig mellem vælgerne og dansk politik.

Hvad er det man forstår i politik når man hverken er særlig meget inde i sagerne eller særligt interesseret? Hvorfor gider vælgerne?

Svaret giver politikerne selv i deres replikker. Bogen giver afslørende analyser af en række velkendte eksempler på danske politikeres sprogbrug. De viser hvorfor det ikke er nødvendigt at forstå sagen for at forstå politik. Det er nok at leve sig ind i politikernes jagt på fire dyder i den tv-komedie som politik er.

Og her er der altid nok at komme efter.

Læs om dyderne her

 

 

 

 

Nogle af pointerne i bogen

 

Kun Gud ved om en politiker i virkeligheden er ærlig inderst inde. Men Gud meddeler sig aldrig direkte til det danske vælgerkorps. Derfor er vælgerne henvist til tv og andre medier for med egne øjne at afgøre om en politiker er ærlig. Det samme gælder når vælgeren skal vurdere om en politiker har de andre dyder.

Læs om dyderne

 

Det er lettere at formulere sine mål hensigtsmæssigt efter man har nået dem, end før.

 

Vælgerne er eksperter i at vurdere om en person har dyderne eller ej. Ved at gøre politik til en konkurrence om dyderne, flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige administrative og ”saglige områder” til et område hvor enhver vælger har stor hverdagsviden og -erfaring.

Læs om dyderne

 

Dyderne er vælgernes genvej til politiske vurderinger. Uden jagten på dyderne, intet demokrati.

Læs om dyderne

 

Formidling er demokratiets substans.

 

Når befolkningen forenes i stærke følelser, ser den direkte transmissioner på public service-fjernsyn.

 

Studieværtens ”Tak fordi du kom” til politikeren i studiet er Den politiske Komedies svar på den almægtige departementschefs ”Javel, hr. minister” til sin minister i tv-satiren af samme navn.

 

WikiLeaks om bogen: Hvad bogen egentlig skulle have været (citat fra e-mail)

E-mail til John Chr. Jørgensen, 13/7 2010: Den [Den politiske Komedie] har jeg ikke haft svært ved at hidse mig selv op til at skrive, men den er gået hen og blevet noget meget mere specielt end jeg egentlig havde planlagt (skulle have været en ganske lille, populær bog om ’det politiske sprog’ til glæde for hele det danske folk, hø hø).

 

Udførlig indholdsfortegnelse til bogen

I bogen findes en indholdsfortegnelse, men den rummer kun de øverste to niveauer af de mange overskrifter som pryder bogens afsnit. Derfor kan du her se en indholdsfortegnelse som rummer alle bogens overskrifter (pdf).

 

Kronikker fra det seneste års tid omkring bogens udgivelse i 2011, hvor aktuelle forhold kommenteres som indslag i Den politiske Komedie

Information 16-04-2010: Public service-tv som propaganda. Fik i avisen titlen 'Dronningens dag på alle kanaler'.

Berlingske Tidende 21-07-2010: Mens vi venter på Den store Leder

Weekendavisen 13-08-2010: At forstå politik uden at forstå sagen. Fik i avisen titlen 'Fantastiske fortællinger'.

Jyllands-Posten 25-01-2011: Ideelt demokrati uden vælgere

Information 15-06-2011: Politik som TV-føljeton.

 

Link til uddrag af anmeldelser af bogen – med forfatterens eventuelle kommentarer

Kulturplakaten.dk (21-03-2011)

Klog og munter politisk bog

Kulturplakaten.dk anmelder 'Den politiske Komedie' som bl.a. kaldes klog og munter.

Når anmelderen kalder bogen klog, skyldes det at jeg ikke tager udgangspunkt i en idealistisk opfattelse af hvordan verden og menneskene burde være, men at jeg har et realistisk grundlag.

Anmelderen sammenligner bogens budskab 'politik er en tv-føljeton' med Mcluhans 'Mediet er budskabet': "Den politiske tv-føljeton, den politiske komedie, som vi dagligt bivåner, er vores demokrati."


Læs anmeldelsen

 

Politiken (24-03-2011)

Politiken anmelder komedien

"Det ville være nænsomt at kalde resultatet halvbagt," hedder det bl.a.

Anmeldelsen gengiver to væsentlige pointer i bogen:

At bogen forsøger at beskrive vores demokrati og altså ikke i første omgang kritiserer og moraliserer:


”Kjøllers tilgang er et opgør med de stemmer, der anklager det politiske system for at forfladige demokratiet og undervurdere vælgernes intelligens.”


At bogen går ud på at forklare hvordan det er muligt for alle at engagere sig i hvad der foregår:


”For Kjøller viser det styrken ved demokratiet, at det netop kan forstås af enhver uden særlige forudsætninger på det juridiske og økonomiske område. Det overfladiske politiske spil med fokus på proces, spin, vindere og tabere sikrer netop at alle kan være med.”


”I Kjøllers univers kan politik bedst forstås som en komisk føljeton på en stor scene. Alle aktører forsøger at score point på fire dyder for at vinde pokaler. Aktørerne har tre strenge at spille på i deres selviscenesættelse: tommelkraft, kontrakraft og kendiskraft.”


Anmeldelsen undlader at konfrontere de grundlæggende træk ved bogen som er et opgør med den opfattelse af politik som bl.a. dagbladet Politiken står for. I stedet angribes bogens fremstillingsteknik.

Anmelderen finder at bogen er ”noget af det mest mageløst forsludrede, der er set længe.”

Min korte kommentar til anmeldelsen:

Kommentatorkrig

I Politikens anmeldelse af min debatbog 'Den politiske Komedie' glemmer anmelderen den detalje som kan forklare at han går bersærk

Den politiske bevægelse, Politiken, har sat en lederskribent lidt nede i rækkerne, Kristian Madsen, til at anmelde min politiske debatbog ’Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen’. Det gør han på en måde som nok skal øge hans anseelse i partiet. Folk i et partis andet eller tredje geled har en tendens til hysterisk ideologisk overreaktion når de skal gøre indtryk på generaler og kadrer i bevægelsen. Man skal jo vise sig ekstra duelig og helst overgå forventningerne om at praktisere den rette tro.

Men det er da en ærlig sag at en anmelder har denne interesse i at rakke min ydmyge bog ned over 6 spalter med dertil hørende illustration. Og det lykkes faktisk, på trods af alt det rablende, ind imellem den håbefulde Kristian Madsen at samle sig så meget at han kan fortælle lidt om hvad bogen faktisk går ud på. Tak for det. Men der er nok flere som synes at det havde været en god læserservice overfor Politikens intetanende, men jo yderst kompetente og følsomme læsere lige at få oplyst at samme håbløse, storhedsvanvittige Kjøller indgår i Berlingskes Groft Sagt-kollektiv som ofte kaster sig ud i vellystig, respektløs kommentering bl.a. af partiet Politikens lederskribenter og kommentatorer.

Og det vil vi jo nok fortsætte med på den sædvanlige helt usammenhængende og rodede og gakkede måde. Nu også stimuleret af denne anmeldelse. Og således kan komedien fortsætte.

Ovenstående svar blev bragt i Politiken. Læs et længere svar med dokumentation af fejl og undladelser i anmeldelsen.

 

 

 

Dagbladet Holstebro (02-04-2011)

Komedien nu også i Holstebro

Dagbladet Holstebro anmelder 'Den politiske Komedie': klog, sjov og tankevækkende

Anmelderen, Henrik Sejerkilde, anbefaler stærkt bogen.

Den "koger det politiske landskab ned til en letspiselig maggi-terning" og "giver os almindelige vælgere god indsigt i, hvad der sker bag de tykke politiske mure."

Om bogens måde at opfatte det politiske på hedder det: "det er klogt, sjovt - og tankevækkende!"

 

 

Ekstra Bladet (03-04-2011)

Bladet anbefaler læseren at springe 'Den politiske Komedie' over:

Anmelderen, Hans Fl. Kragh, mener ikke at bogen bringer nogetsomhelst nyt. Bortset fra tegnsætningen. Derfor finder han bogen mislykket.

Anmeldelsen fylder i alt 5 hovedsætninger.

Hans Fl. Kragh har tidligere taget flere af forfatterens bøger under hård behandling, fx 'Den tv-skabte virkelighed' (1992) og især 'Snyd ikke dig selv ved eksamen' (1993) med efterfølgende polemik i Ekstra Bladet.

Forfatterens eneste kommentar til anmeldelsen er:


"Den pensionerede dansklærer fra Svendborg, Hans Fl. Kragh, er åbenbart allerede faldet så meget af på den at han finder at den kommatering som Dansk Sprognævn længe har anbefalet, er en nyhed."

 

Helsingør Dagblad (09-04-2011)

Anmelder Erik Stubtoft finder at bogen rummer virkelig spændende sager, men beskylder samtidig forfatteren for at vrøvle

Anmeldelsen, der fylder en halv side med billede af forsiden, fortæller om flere af bogens analyseeksempler med bl.a. Fogh, J.O. Krag, Naser Khader, Rønn, Bertel Haarder og Helle Thorning og karakteriserer det som virkelig spændende sager.

Men samtidig mener han at forfatteren vrøvler når han forsøger "at være klog, belærende og ordskabende." Han fortæller om bogens opfattelse af demokrati som teater med Inderste scene, Intimscenen, Lille scene, Store scene og mener at forfatteren på grundlag af dette forsøger ”at fortælle, hvordan et demokrati fungerer, når det ikke fungerer.”

Han opfatter bogens titel som noget der formentligt skal få læseren til at tro at bogen er lidt morsom, sjov, sarkastisk eller ironisk. Men anmelderen afviser at dette lykkes for bogen.

Min kommentar:
”Titlen er helt bogstaveligt ment. Det er alvor. Det er i første omgang mystisk hvordan anmelderen kan komme på den tanke at det ikke skulle være alvor.

Det er forkert at opfatte bogen som et forsøg på at forklare hvordan et demokrati fungerer når det ikke fungerer. Tværtimod forklarer bogen hvordan et demokrati fungerer, når det fungerer. Bogen går ud på – gennem analyser af de replikker som politikere siger til hinanden og til vælgerne på Store scene, dvs. i offentligheden – at afdække hvordan det foregår i praksis at vores demokrati er så velfungerende som det er. Vores faktisk forekommende demokrati er på ingen måde en nødløsning som skal erstatte et langt bedre ideelt demokrati. Derfor er det også helt forkert at opfatte bogens titel som noget der er ment morsomt, sarkastisk eller ironisk. Titlen er helt bogstaveligt ment.

Men det er jo klart at hvis man fornægter bogens grundtanke, så må det få nogle konsekvenser for ens læsning af bogen. Hvis man fx finder grundtanken afskyelig og ikke tror at en forsker i politisk kommunikation kan have en sådan opfattelse, så må man jo læse titlen og meget andet i bogen som ironisk, sarkastisk eller lignende. For at få det til at passe med fordommen om at det er utænkeligt at man kan have en accepterende holdning til det reelle demokrati som bogen afdækker.

Det er ærgerligt at det ikke er lykkedes for mig at komme igennem med bogens grundlæggende budskab om at demokratiet er godt nok som det er, til Erik Stubtoft. Det fremgår ellers klart af bogen hele vejen igennem. Igen og igen. Jeg må så glæde mig over at bogen – læst på denne skrupforkerte måde – trods alt har givet anmelderen en række analyser som ”er virkelig spændende sager.”"

 

 

Kulturguide (Kultunaut.dk, 16-04-2011)

Det hedder bl.a. at "Det er velskrevet og sjovt, men..."

Anmelderen, Marianne Kongerslev, som er cand.mag. i engelsk, giver en fyldig, dækkende beskrivelse af bogens indhold og idé. Bl.a. skriver anmelderen:

”Kjøller har ikke skrevet en teoribog for begyndere, og det ønsker han heller ikke. Tværtimod vil han gribe sagen an på modsat maner. Kjøller starter med eksemplerne og drager derudfra nogle konklusioner.”

Det væsentligste vurderende citat fra anmeldelsen:

"Det er velskrevet og sjovt, og Kjøller bruger meget velvalgte eksempler til at illustrere sin pointe, men i bund og grund er det en lidt intetsigende bog. Kjøller nævner selv, at den er rettet mod folk, der ikke har den store indsigt i den politiske verden, men efter endt læsning sidder man tilbage og undrer sig lidt over, om det havde været nødvendigt at bruge sin tid på lige den bog."

Forfatterens kommentar:

Det har glædet mig at læse en anmeldelse som fortæller om væsentlige sider af bogen så dækkende og klart. Jeg kan dog ikke genkende at jeg særligt har erklæret at bogen er rettet mod folk der ikke har den store indsigt i den politiske verden. Bogens dedikation som står lige efter indholdsfortegnelsen, lyder sålunde:

Bogen tilegnes i respekt det mægtige flertal af vælgere som ikke læser en bog som denne. Hvis de gjorde, ville den være overflødig.

Og heri ligger vel netop ikke at forfatteren har en forestilling om at bogen når meget bredt ud. Men tak alligevel til anmelderen for at det virkede sådan mens hun læste den. Det tager jeg som en meget stor kompliment.

 

Bladet Grænsen (17-04-2011)

Komedien i grænselandet

"Det er en polemisk bog med mange udokumenterede påstande, men tankevækkende læsning," skriver bladet Grænsen om Den politiske Komedie.

Anmelderen, redaktør Erik Lindsø, refererer engageret væsentlige pointer i bogen.

Bl.a. hedder det: "Bogen rummer afslørende analyser af spin, løgn og bedrag i dansk politik. Som læser får man undervejs anfægtelser, hvis man hører til dem, der lader politik handle om det, man ser på TV og ikke orienterer sig i medier, hvor den politiske substans - selve sagen - behandles."

Desuden skriver Lindsø: "Kjøller beskriver en fordummelse, der er opstået mellem politikere, medier og borgere - en bermudatrekant, som et demokrati ikke kan manøvrere igennem. Det er en polemisk bog med mange udokumenterede påstande, men tankevækkende læsning."

Bogens forfatter karakteriseres med ordene "Klaus Kjøller har i mange år været en enfant terrible i opholdsrummet mellem politik og medier."

Bladet Grænsen er medlemsblad for Grænseforeningen. Bladet udkommer seks gange årligt i et oplag på ca. 22.000.

Forfatterens kommentar til anmeldelsen
Den engagerede læsning varmer mig. Men anmelderen har jo klart opfattet bogen som om den rummer en afstandtagen til Den politiske Komedie som den afdækker. Men det mener jeg må stå for anmelderens egen regning. Tværtimod rummer bogen en meget klar accept af komedien som demokratiets bærende institution. Helt uden afstand og forbehold.

 

 

Lektørudtalelse fra DBC (uge 15, 2011)

Komedien begejstrer bibliotekarer

Lektørudtalelse roser Den politiske Komedie uden antydning af torne

Det hedder bl.a. at

"En lang række sjove og illustrative eksempler afdækker, hvorledes det politiske og demokratiske system fungerer og sætter det i et andet perspektiv end sædvanligt."

"Nærværende er en anderledes grundbog om politik og demokrati. Der findes ikke noget sammenligneligt, selvom de fleste læsere sagtens kan genkende forfatterens vinkler og pointer."

"En forfriskende anderledes bog om vores demokrati og måden det fungerer på, skrevet med både vid og tyngde."

Udtalelsen præsenterer desuden bogens indhold kort og præcist. Bogens målgruppe beskrives således:

"Henvender sig til interesserede i samfundet og politik. Kan også finde anvendelse i undervisningssammenhænge, som et alternativt bud på hvorledes demokratiet fungerer i nutidens medieverden."


Udtalelsen er skrevet af Bent Birk Kristensen

 

 

Journalisten (18-08-2011)

Anmelderen, Brigitte Alfter, finder bogen sympatisk og roser forfatteren for ikke at være bange for at gå til sagen. Men samtidig mener hun at bogen unødigt opfinder nye ord for gamle fænomener, og at den er for elementær for journalister.

Anmeldelsen beskriver nogle af bogens centrale pointer, bl.a. denne:

"Denne bog handler om den politiske proces -- og løfter den politiske proces op til at være det, vælgerne kan forstå. I Kjøllers verden er politikernes kommunikation af fire særlige dyder det, vælgerne forholder sig til og beslutter ud fra. Politikerne skal så prøve at give indtryk af, at de besidder passende portioner af ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence."

Anmeldelse fremhæver også at bogen lader journalisterne spiller med i den politiske komedie på linje med politikere (og kommentatorer):

"Journalister optræder i Kjøllers bog som ordstyrere, der måske, måske ikke prøver at få politikerne til at tale om indholdet. Journalister optræder også som dem, der kan lokkes til bestemte historier, ved at dokumenter bliver gjort vanskelige at få fat i - efter mottoet "censur er den bedste anbefaling". Journalisterne som brikker i opsætningen?

Spørgsmålstegnet udtrykker at bogens fremstilling af de politiske journalisters rolle opfattes som kontroversiel af anmelderen. Det undrer mig at man - efter at Fogh både har vundet og i høj grad administreret den politiske magt i landet gennem strategisk styring af journalister og medier (såkaldt spin) - i journalisternes fagblad kan opfatte journalister på anden måde end som en del af opsætningen.

En central vurderende passage fra anmeldelse lyder således:

"I udgangspunktet en interessant tilgang. Det kan være nyttigt at gentænke hele det politiske spil ved at læse en bog hvor ens egen profession bliver betragtet som noget, der kan og skal manipuleres. Alligevel er dette ikke en bog, jeg vil anbefale til journalister. Når et helt kapitel kan bære overskriften "Den politiske føljeton lever af strid", så er vi simpelthen ikke målgruppen. For det lærte vi da på første semester."

Min kommentar til anmeldelsen

Det ville være meget fint hvis anmelderen havde ret i at alle journalister på deres første semester har indlært bogens grundopfattelse af striden som nøgle til politisk informationsspredning. Men selv hvis dette er rigtigt, så kan enhver nysgerrig journalist altså i bogen se hvilke konsekvenser det har for demokratiet at det er sådan. Bogen forsøger at afdække systemet, reglerne, bag den overflade som vi alle kan se. Dette fortæller anmelderen da også i sin anmeldelse.

Anmelderen er Brigitte Alfter som er freelancejournalist siden 2008. Hun er meget internationalt orienteret og har i fire år boet i Bruxelles og bl.a. været EU-korrespondent for dagbladet Information.

Derfor kan det kun skuffe mig at Brigitte Alfter i anmeldelsen slet ikke viser interesse for bogens forklaring af at EU-stoffet i dansk presse er dømt til at spille en beskeden rolle, selv om EU overtager mere og mere af den politiske magt også i Danmark. Det var nemlig i høj grad sejlivede paradokser som dette der fik mig til at skrive bogen. For at levere en sammenhængende forklaring på at det der ligner et paradoks som jævnligt medfører megen jammer fra journalister og andre, bare er en nødvendig følge af Den politiske Komedie. Ærgerligt at fagbladet Journalisten ikke fanger denne ikke-banale pointe i anmeldelsen.

 

Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad (20-09-2011)

Komedien er munter, men skarp

20-09-2011: Arne Mariager anmelder Den politiske Komedie i Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad:

Anmeldelsen er ledsaget af et stort billede af bogens forside. Anmelderen har udelukkende positivt at sige om bogen. Det hedder bl.a.:

””Den politiske komedie” er titlen på en ganske anderledes bog om det politiske spil, der er en helt afgørende del af det danske demokrati.”

””Den politiske komedie” er en underholdende debatbog.” (billedtekst)

”Essensen i den muntre, men skarpe bog er den enkle, at politik ER det budskab, vi får – den daglige føljeton. Den politiske komedie ER selve demokratiet. Det fantastiske er, at det er noget af det bedste i verden.”

 

Norske Morgenbladet bruger ’Den politiske Komedie’ som referenceramme for anmeldelse af TV-serien ’Borgen’ (10/5 2012). Skrevet af Søren Birkvad som er førsteamanuensis i film- og fjernsynsvitenskap ved Avdeling for samfunnsvitenskap, Høgskolen i Lillehammer

Man blir ikke en populær dramaserie uten populære fordommer. En generell kritikk av dramaserier om politikk – for eksempel den banebrytende, amerikanske The West Wing eller de norske og svenske serier Ved kongens bord og Kronprinsessan – har gått på denne tendensen til forenkling. Hvor politikk i det virkelige livet handler om formelle prosedyrer, dokumentlesing, innfløkte diskusjoner, lang saksgang og alminnelig tomgang, må tv-seriene honorere dramaets krav om synlige handlinger, viljestyrte karakterer, klare konflikter, stigende spenning og meningsfylte avrundinger. Også nyhetsjournalistikken må underkaste seg dette «underholdningskravet». For ikke å snakke om politikerne selv!

 

[desværre fik jeg ikke downloadet artiklen, men ovenfor er begyndelsen, som stadig er offentlig tilgængelig d. 22-10-2019]

 

 

 

Frække spørgsmål og artige svar om bogens indhold og pointer

Det kan undre at du bruger det tendentiøse ord ’komedie’ i titlen. Mange vil jo opfatte det negativt. Men når man så læser bogen, bliver det klart at dette ord ikke skal opfattes som en moralisering over det du analyserer.

Nej, brugen af ordet ’komedie’ skyldes ikke at jeg moraliserer, som du ganske rigtigt bemærker. Men der ligger heller ikke nogen afstandtagen fra det jeg analyserer, i at bruge ordet ’komedie’ om det. Det er et helt nøgternt beskrivende udtryk sådan som jeg bruger det. Og forsøger at argumentere for bogen igennem. Kort sagt bliver den tv-føljeton som politik er, til en komedie fordi alle optrædende mest muligt skal ligne dynamiske vindere, jf Vinderreglen. Også bogens tanker om den episke retfærdighed, altså at det går de gode (dem der har dyderne) godt, og dem der mangler én eller flere af dem i svær grad, dårligt. Denne drift mod retfærdighed er karakteristisk for komedien i modsætning til tragedien. Men det er rigtigt at mange der ser bogens forside og derudfra vurderer indholdet, nok vil fejlopfatte ’komedie’ som at jeg tager afstand fra det der foregår. Fordi det virker provokerende at bruge udtrykket om det politiske stof. Det er så en risiko jeg har valgt at tage fordi det der foregår faktisk tilhører genren ’komedie’ – med en del særlige omstændigheder.

Du skriver at vælgerne er udsat for indoktrinering med saglig argumentation. Man kan komme til at tænke på munkemarxisterne i 70’erne som hele tiden skulle afsløre det borgerlige samfunds indoktrinering af masserne. Hvad er det for en fæl skurk eller sammensværgelse som indoktrinerer vælgerne til at opfatte saglig argumentation som finere og bedre end den argumentation som føljetonen leverer?

Det er ikke bevidst manipulation. Derfor ingen slem sammensværgelse. Der er især to årsager til indoktrineringen:

1) historisk: ideen om den saglige argumentaion som den egentlige, stammer fra dengang hvor vi havde partier med mange medlemmer og en topstyret partipresse. Her har eliten kunnet hengive sig til en højt kvalificeret daglig debat. Denne norm er siden blevet hængende i kraft at almindelig inerti. Den har ikke fulgt med det politiske mediesystem som i dag er et helt andet.

2) strukturel: næsten alle hovedpersoner i føljetonen opholder sig langt mere på Lille scene end på Store scene. Og på Lille scene er de bl.a. optaget af at forberede udspil på Store scene. Herved bliver de hele tiden påvirket til at opfatte Lille scenes DJØF-virkelighed som den grundlæggende. Og altså den politiske komedie som garniture. Hertil kommer at de uddannelser som dominerer blandt toppolitikere er uddannelser inden for økonomi, jura og administration.

Har der virkelig ikke været andre før dig, der har indset det?

Jordskredsvalget i 1973 hvor Fremskridtspartiet kom ind med 27 mandater, var første gang alle mærkede Den politiske Komedies politiske styrke. Hele eliten var lamslået og fattede ikke hvad der skete. Samme oplevelse har vi haft ved flere EU-afstemninger, hvor medier og toppolitikere har sagt næsten unisont ja, mens befolkningen har sagt nej. I øjeblikket oplever vi elitens jammer over at et klart flertal af befolkningen ikke forstår at det er nødvendigt med øjeblikkelige økonomiske opstramninger for at rette Danmark op. Jeg mener ikke at andre før mig så systematisk og konsekvent har leveret en omfattende forklaring på hvordan det kunne ske og stadig vil ske at eliten jamrer forgæves når landet skal træffe store beslutninger. Og ikke kun ved de store beslutninger. Eliten jamrer både til fest og til hverdag. Jammer er elitens profession og levebrød. Og bogen forklarer hvorfor det må være sådan i et sundt og velfungerende demokrati.

Du har nogle teorier i bogen: Der er 4 dyder som politikerne efterstræber, og så er der teorien om at vælgerne stemmer på den politiker eller det parti der giver dem størst retfærdighedsgevinst. Hvad underbygger du disse teorier med?

Mine argumenter ligger i analysen af de udvalgte eksempler. Disse og andre teorier i bogen er den enkleste forklaring jeg kan give. Du og enhver anden er velkommen til at finde andre forklaringer. Men det tror jeg ikke, er muligt. De 4 dyder har jeg arbejdet med meget længe. Helt fra midten af 70’erne. Ideen om retfærdighedsgevinsten ligger i forlængelse af ideen om ’den gode historie’, et fænomen som jo kendes fra film, fiktionsTV og krimihistorier.

Der er for nyligt blevet udgivet en bog af retorikprofessor Christian Kock med titlen ’De svarer ikke’. Den går ud på at påvise at politikere ofte ikke svarer på de spørgsmål som journalister stiller. Ideen er så at hans bog skal mildne dette problem ved at få politikere til at svare bedre. Har han ikke en pointe?

Jeg mener ikke at udfordringen er at korrekse politikerne, så de optræder mere som om de var på Lille scene. Kock indoktrinerer efter min opfattelse vælgerne til at tro på den såkaldt saglige argumentation som de ikke har forudsætninger og interesse for. Det er et undertrykkende projekt. Jeg har et helt andet projekt som accepterer betingelserne, beskriver dem nøgternt og så lægger det frem. Selvfølgelig skal politikerne svare så godt på spørgsmål så vælgerne ikke frakender dem kompencedyden. Men det er helt forkert at placere den saglige kompetence som den væsentligste dyd politikerne bliver vurderet på på Store scene. De væsentligste dyder på Store scene er de etiske dyder: ærlighed og idealisme.

Men du har vel også et ønske om forbedring, nemlig ved at vi alle sammen accepterer Den politiske Komedie som demokratiets bærende institution?

Rigtigt. Jeg mener at man skal forstå virkeligheden som den faktisk er.

Gør Kock ikke det?

Men hans projekt med at forbedre politikerne bygger jo på en fortrængning af Den politiske Komedies realiteter. Hans projekt er absurd: at få alle vælgerne ind på Lille scene. Han trasker helt i den klassiske forskningsformidlings slidte spor. Et spor jeg også selv traskede i da jeg i 1973 fik udgivet Vælgeren og partiprogrammerne som gik ud på at få partierne til at skrive forståelige partiprogrammer uden informationshæmmende faktorer. Det er komisk at forestille sig at politikere skulle ændre en tøddel på grund af kritiske bøger som fornægter eksistensen af Store scene. Det sjove er at sådanne bøger alligevel får politikerne til at føle sig skyldige, fordi de er indoktrineret med at Den politiske Komedie er noget møg og bør bekæmpes.

Men hvorfor bekæmper du ikke komedien i stedet for at styrke den med din bog?

Det mener jeg slet ikke er et realistisk projekt. Så kunne jeg ligeså godt kæmpe for at månen skulle være firkantet og Jorden flak. Bogens analyser forklarer jo bl.a. hvorfor det er urealistisk, nemlig simpelthen fordi alle har én og kun én stemme. Det drager jeg så konsekvenserne af. Alt andet ville være som at kæmpe mod vindmøller. Udfordringen for en forsker er at beskrive tingene, respektløst og sandt. Og så fængende som muligt.

Men hvad tror du egentlig der konkret kommer ud af din bog når eliten har læst den og måske synes at du i et vist omfang kan have ret i noget af det?

Jeg håber at læseren har en glæde ved at læse (i) bogen. Jo flere aha-oplevelser, jo mere mening giver det mig at have skrevet bogen. Men jeg har skrevet den for selv at få noget på plads.

Det er du vel også nødt til at sige?

Jamen, det er ikke helt så selvfølgeligt som det lyder. For da jeg begyndte på at skrive den bog, forestillede jeg mig en lille 120 siders meget populær ting om det politiske sprog. Sådan en bog syntes jeg at jeg havde pligt til at skrive. Men da jeg begyndte, fandt jeg snart ud af at en sådan bog kun kunne blive en gentagelse af alle de sædvanlige klichéer om det politiske sprog med nogle opdaterede eksempler. Og det ville jeg altså ikke lave. Jeg ønskede at lave en dækkende sand bog om det politiske sprog. Men det krævede nogle flere forklaringer omkring det sproglige. På denne måde opstod institutionen Den politiske Komedie som nødvendig ramme om den politiske sprogbrug som den faktisk forekommer i den danske virkelighed. Og da jeg havde givet min forklaring på det politiske sprog, så jeg mig tilbage og fik så øje på den bog som nu foreligger. Det er én af de vigtigste bøger jeg har lavet, men som mange andre af de af mine bøger som jeg selv finder vigtige, er den kun blevet til fordi jeg i begyndelsen fik hidset mig selv op til at tro på at jeg var i gang med at skrive en anden bog, nemlig en bog som folk ville læse frivilligt i rimeligt store mængder. Bortset fra Politisk argumentation (1991) og Mod en argumentationsteori (1978) er alle mine bøger blevet til ved at jeg i begyndelsen troede at det ville blive noget som folk frivilligt ville læse. Det gælder også de mest eksotiske. På denne måde er mine bøger næsten alle sammen frugter af dårlig disciplin og mangelfuld styring.

Men hvad kan bogen egentlig bruges til?

De her ting har jeg arbejdet med gennem et efterhånden pænt langt liv. Det er samme drift som i sin tid fik mig til at lave bogen Politisk argumentation (1991). Men Den politiske Komedie er i sin form helt anderledes end Politisk argumentation: det er en bog som kan læses af næsten enhver som gider. Der er analyse af en masse eksempler fra de senere år. Bogen er skrevet i en forhåbentlig fræk og respektløs tone. Konkret vil jeg tro at den – som også Spindoktor (2001) – kan bruges af pr-bureauer, medier og politikere til med større sikkerhed og effektivitet at nå deres mål. Beviset på teoriernes sandhed og indsigternes rigtighed er at man når sine mål når man bygger på dem. Og det kan jeg anbefale at man gør. Når der skal handles, vinder dem der bygger på de mest sande indsigter. Ligesom den der sejler efter et korrekt og opdateret søkort, undgår at strande på usynlige rev og skær og når frem til målet. Min bog er et sådant opdateret søkort i det politiske liv. Det erstatter DJØF’ernes forældede kort som er præget af ønsketænkning og fantasier.

Hvad siger du til anklager mod dig for at undervurdere vælgerne?

Helt forkerte. Jeg befrier vælgerne fra den undertrykkelse der ligger i troen på at Lille scenes DJØF-saglighed også er normen på Store scene. Vælgerne er ikke discount-djøffer.

Men almindelige vælgere læser jo netop ikke din bog.

Korrekt. Men det gør forhåbentlig nogle af de lærere som underviser almindelige vælgere. Og nogle af de journalister og redaktører som løbende fortæller vælgerne om hvad der sker i politik.

Link: Læs om modstanden mod Den politiske Komedie i kommentaren ”Jammer over nytteløs jammer”

Min religion er at folk bør tro på virkeligheden i stedet for at rende efter illusioner. Når man tror på virkeligheden, så kan man også meget bedre fatte den og forudsige hvordan en situation vil udvikle sig. Det har vi alle sammen hele tiden brug for at blive bedre til. Jeg lancerede Folkebevægelsen for et Forståeligt Demokrati i bogen Aktiv Seer (1977). Nu har denne bevægelse fået sin bibel med bogen Den politiske Komedie. Verden ligger nu åben for denne helt nødvendige bevægelse.

 

 

 

 

 

 

 

Køb paperbacken på SAXO.com eller i enhver anden boghandel

Først lagt op 2011 senest opdateret 04-10-2020 15:48

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk