FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

SENESTE KØLLEBANK

MÅNEDENS BEDSTE KØLLEBANK I INDEVÆRENDE ÅR

ÅRETS BEDSTE 2018

ÅRETS BEDSTE 2017

BEDSTE 5 TANTES GROVE GYS 2017

ÅRETS BEDSTE 2016

ÅRETS BEDSTE 2015

ÅRETS BEDSTE 2014

ÅRETS BEDSTE 2013

ÅRETS BEDSTE 2012

 

 

 

 

 

TANTES SAMLEDE GROVE GYS

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2016

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2015

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2014

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2013

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2012

 

 

 

Senest opdateret 29-07-2019 14:19:56

Læs 2012’s bedste Køllebank Groft sagt

 

 

Køllebank/Groft sagt total 2012

Datoer i kantet parentes efter titlen betyder: én dato giver sig selv; hvis der står to datoer eller flere, er den sidste datoen for offentliggørelse enten i Berlingskes Groft sagt-spalte, på Kjoeller.dk og/eller på min private facebook-konto. Første dato i parentesen er produktionsdatoen.

 

 

Køllebank Groft sagt 2012, seneste først 1

Grove nytårstaler, tak! [29/12, 30/12]. 1

Ringenes herre [28/12, 29/12]. 1

Cand.ledig på 5 år [27/12, 28/12]. 1

Løkkes eneste trøst [27/12, 28/12]. 1

Martyrfis [19/12, 27/12]. 1

President of Tax [21/12, 26/12]. 1

Tællelysplade [25/12, 26/12]. 1

Simple Banking [21/12, 24/12]. 1

Hold kæft, Østergaard! [21/12, 22/12]. 1

Rå strøm på elkunder [19/12, 21/12]. 1

Hattedamevås [19/12, 20/12]. 1

Jiu-jitsu-Frederiksen [17/12, 19/12]. 1

Barfoeds redning [17/12, 19/12]. 1

2023, 2. halvår [11/12, 18/12]. 1

Kalotfallit [14/12, 17/12]. 1

Helle Ridefoged [13/12, 16/12]. 1

@pontifex [14/12, 15/12]. 1

Symaskinens død [12/12, 13/12]. 1

Jelved Berlusconi [11/12, 12/12]. 1

Kuk i timeplanen [10/12, 11/12]. 1

Doha uden Lomborg [7/12, 9/12]. 1

Idiotforbistring [7/12, 8/12]. 1

Kortsluttet reform [6/12, 7/12]. 1

Uffe hin Dumme [5/12, 6/12]. 1

Kort kommissionsrapport [30/11, 5/12]. 1

Usynlig Kristiansen [30/11, 4/12]. 1

TV über alles [30/11, 3/12]. 1

Medaljehåb [30/11, 2/12]. 1

Ubrugelige skurke [28/11, 30/11]. 1

TV-lysets fyrster [27/11, 28/11]. 1

Borgmesterkædelån [26/11, 27/11]. 1

Udskiftning [23/11, 26/11]. 1

EU mod Helle [23/11, 25/11]. 1

Stort og småt [23/11, 24/11]. 1

Kamp til sidste småkage [23/11, 24/11]. 1

Logisk multitasking [22/11, 23/11]. 1

Intet EU uden Rohde [21/11, 22/11]. 1

1. klasse [20/11, 21/11]. 1

Akut jobafvikling [16/11, 20/11]. 1

Løkke-frit TV, tak! [16/11, 19/11]. 1

En ikke-historie [16/11, 17/11]. 1

Konservativ afklaring [16/11, 17/11]. 1

4 New Speak [15/11, 16/11]. 1

Erling og mig [14/11, 15/11]. 1

Johanne forførersken [13/11, 14/11]. 1

Opbyggelig mediebrug [12/11, 13/11]. 1

Apple mod penis [9/11, 12/11]. 1

Juleudsmykning [9/11, 11/11]. 1

Babymanipulation [9/11, 10/11]. 1

Obamas ubetalelige gåsehud [8/11, 9/11]. 1

Hyp hyp! [6/11, 7/11]. 1

Hele BT fra kilden [1/11, 6/11]. 1

Korrespondenternes fest [2/11, 5/11]. 1

Clements søløver [2/11, 4/11]. 1

Gamle job på nye ord [2/11, 3/11]. 1

Tykhudernes Danmark [31/10, 1/11]. 1

Rigets Führer [26/10, 30/10]. 1

Portionsanrettet rigsarkiv [26/10, 29/10]. 1

En omvendt Goebbels [26/10, 28/10]. 1

Forkerte eksperter [25/10, 26/10]. 1

Sponsorer til Søren [24/10, 25/10]. 1

Forbrydelsen III: løsningen [23/10, 24/10]. 1

Stormløb [22/10, 23/10]. 1

Deklarér doping [19/10, 22/10]. 1

Fynsk muslimsk nødråb [19/10, 22/10]. 1

Jurister uden spin [19/10, 21/10]. 1

Mob dig på TV! [18/10, 20/10]. 1

Catch SF [17/10, 18/10]. 1

Derfor Bornholm [16/10, 17/10]. 1

Kristiansens spinkup [15/10, 16/10]. 1

Arnolds sjæl [12/10, 15/10]. 1

Laber larve [12/10, 14/10]. 1

Hovsa-Carina [12/10, 13/10]. 1

Komfortable Nina [12/10, 13/10]. 1

Mögfather [9/10, 10/10]. 1

Fat håb, Holm! [8/10, 9/10]. 1

Løkkes modbevis [5/10, 7/10]. 1

Stærk i undergang [5/10, 6/10]. 1

Vi er alle Ørum [5/10, 6/10]. 1

Le Pahp PR [3/10, 5/10]. 1

Gummimaske og rynkefjæs [2/10, 3/10]. 1

Gud uden butler [1/10, 2/10]. 1

Sass-sagen, kort [28/9, 1/10]. 1

Helles Lotte-profil  [28/9, 1/10]. 1

SF-mor vender hjem [28/9, 30/9]. 1

Blogger amok [28/9, 29/9]. 1

Kom nu i gang, SF! [27/9, 28/9]. 1

Tusindårsdigter [26/9, 27/9]. 1

Vejrudsigternes snigløb [25/9, 26/9]. 1

Manipulerende mellemmænd [19/9, 23/9]. 1

EU fra not til hot [21/9, 22/9]. 1

Goebbels’ overmand [17/9, 19/9]. 1

Brysthyldest [14/9, 17/9]. 1

Bro uden mus [14/9, 16/9]. 1

Life of Ahmed [14/9, 15/9]. 1

Bankmændene kommer! [14/9, 15/9]. 1

Gå nu frem på rad! [13/9, 14/9]. 1

Misbrugsmisbrug [13/9, 14/9]. 1

Halløj på højskolen [12/9, 13/9]. 1

Erindringskunst [11/9, 12/9]. 1

Lærenemme Robert [10/9, 11/9]. 1

Manddomsprøve [6/9, 7/9]. 1

Forskning i gult [5/9, 6/9]. 1

Ekstra Hellig Bladet [4/9, 5/9]. 1

På fersk gerning [3/9, 4/9]. 1

Visebrødre [31/8, 3/9]. 1

TV Avisen spotter seerne [31/8, 2/9]. 1

Sådan er det jo! [31/8, 1/9]. 1

Retorik fra hjertet [31/8, 1/9]. 1

Digterspin [30/8, 31/8]. 1

Tåbekommissionen [29/8, 30/8]. 1

Ryd dem ud! [28/8, 29/8]. 1

Dødsyge detaljer [27/8, 28/8]. 1

Logikgrænsen overskredet [24/8, 27/8]. 1

Akut integrationsplan [24/8, 26/8]. 1

Bandelogik [22/8, 23/8]. 1

Højt at svæve [20/8, 21/8]. 1

Uhu, her er jeg! [10/8, 13/8]. 1

Finaleklar [8/8, 13/8]. 1

Substansen Pia [8/8, 10/8]. 1

Kongen af Finn [6/8, 8/8]. 1

Demokrati uden vælgere [6/8, 7/8]. 1

Burgerpillen [3/8, 6/8]. 1

Nisse3Far hidsigprop [3/8, 5/8]. 1

Livets mening, kort, Ulla! [3/8, 4/8]. 1

OL-atleter i jerngreb [1/8, 3/8]. 1

Klap klap [1/8, 2/8]. 1

Glad ghetto [27/7, 1/8]. 1

Post Danmark propaganda [30/7, 31/7]. 1

Rygepose [30/7, 31/7]. 1

Medaljer skråt op! [27/7, 30/7]. 1

OL-indsamlingen [27/7, 28/7]. 1

FN-observatør Simi Jan [26/7, 27/7]. 1

3F Anonymous [25/7, 26/7]. 1

Djævlen i detaljen [24/7, 25/7]. 1

Da dumt blev klogt [13/7, sendt igen 20/7,  24/7]. 1

Karsten Nonsbo [20/7, 23/7 under titlen ”Karsten Nonbo”]. 1

Omskåren asparges [20/7, 21/7]. 1

To politikere steg af toget [13/7, 16/7]. 1

Kondomers gode tone [13/7, 14/7]. 1

Sommerens nye par [11/7, 13/7]. 1

Roskilde spinfestival [9/7, 11/7]. 1

Ministergas [6/7, 9/7]. 1

Karens øde øfantasi [6/7, 9/7 med en anden overskrift]. 1

Politisk kropssprog [6/7, 8/7 med en anden overskrift]. 1

Gåden Thorning [5/7, 6/7]. 1

Vandet driver [4/7, 5/7]. 1

Computere gider ikke dansk [29/6, 4/7]. 1

Skinneskidtskraber [29/6, 2/7]. 1

Skidt Forvask [28/6, 30/6]. 1

Skidt Forvask [28/6, 30/6]. 1

Fantasidecimaler [27/6, 28/6]. 1

Ked en forsker [25/6, 26/6]. 1

Kloge-Åge knækket [25/6, 26/6]. 1

Juraens grænse [22/6, 25/6]. 1

General på spid [22/6, 24/6]. 1

TV2s Christianiahetz [22/6, 23/6]. 1

Rio+20+Ida [21/6, 22/6]. 1

Monkeyclass [20/6, 21/6]. 1

G20 til Allinge [19/6, 20/6]. 1

Alpe de Skatteforlig [18/6, 19/6]. 1

Løkkes arvepleje [15/6, 18/6]. 1

H.C. Andersen opdateret [15/6, 17/6]. 1

Op på cyklen, Möger! [15/6, 16/6]. 1

Allinges åbenbaringer [14/6, 15/6]. 1

Thor Ning [13/6, 14/6]. 1

Én stor misforståelse [12/6, 13/6]. 1

Løftekopter [7/6, 12/6]. 1

Onsdagspassage [7/6, 12/6]. 1

Kinagrillens prisliste [7/6, 10/6]. 1

Rette hylde [7/6, 8/6]. 1

Fristaden Hell [6/6, 7/6]. 1

Stå aldrig til søs! [25/5 sendt til Berlingske Business Image-nummer, 7/6]. 1

Grundlovspeptalk [5/6, 6/6]. 1

Festival Analfabet [1/6, 5/6]. 1

Barfoed laver en vestager [1/6, 3/6]. 1

Missil til Heunicke [1/6, 2/6]. 1

Løkkes villyarder [31/5, 1/6]. 1

Titte til Tibet [30/5, 31/5]. 1

Mozart – Möger – Zornig [29/5, 30/5]. 1

Skærmflip [25/5, 29/5]. 1

Pia forever! [25/5, 27/5]. 1

LO’s logo no go [25/5, 26/5]. 1

Pædofili á la Cannes [23/5, 25/5]. 1

Græsk farsbrød [23/5, 24/5]. 1

Børnemisbrug [22/5, 23/5]. 1

Broderhjælp [18/5, 22/5]. 1

Sov ind med Olsen [18/5, 21/5]. 1

Skrækbryster [18/5, 20/5]. 1

Betinget dåb [18/5, 19/5]. 1

Kongelig hofleverandør [15/5, 17/5]. 1

Irrelevante fristelser [11/5, 15/5]. 1

I lommen på PET [11/5, 14/4 under titlen ”Fra Fedtmule til macho”]. 1

Læsertortur [11/5, 13/5]. 1

Planomani [11/5, 12/5]. 1

Trafikstøj [8/5, 11/5]. 1

Ofelia fra Hvidsten [8/5, 9/5]. 1

Buh! [7/5, 8/5]. 1

Johannes genfærd [6/5, 7/5]. 1

Mere teltnusseri [3/5, 7/5]. 1

Oldinge drager [3/5, 5/5]. 1

Ruinsalg [2/5, 4/5]. 1

Dyrenes beskyttelse [30/4, 2/5]. 1

Slip 1.maj løs [30/4, 1/5]. 1

Systemfejl [27/4, 30/4]. 1

Sand, falsk eller sort [27/4, 29/4]. 1

Radarrod [27/4, 28/4]. 1

Olsens luftmadras [25/4, 27/4]. 1

Befri Bettina! [25/4, 26/4]. 1

Mens vi venter på Batman [23/4, 25/4]. 1

Nye modeller [20/4, 23/4]. 1

Bogens redningsmand [20/4, 22/4]. 1

Aaen alene i verden [18/4, 21/4]. 1

SF’s djævelske detalje [16/4, 18/4]. 1

Tæppefald [13/4, 15/4]. 1

Kommissionskommission [13/4, 14/4]. 1

Next generation [13/4, 14/4]. 1

Selvdrilleri [12/4, 13/4]. 1

Pusher Breivik [11/4, 12/4]. 1

Evig genopstandelse [9/4, 11/4]. 1

Med Helle ad H til [9/4, 10/4]. 1

Arbejderløs tale [4/4, 8/4]. 1

TV-kejser Gabold [2/4, 7/4]. 1

Biskopperne og Den Onde [4/4, 5/4]. 1

Generaler mod krig [30/3, 2/4]. 1

Alvorsterror [30/3, 1/4]. 1

Rap rap [30/3, 31/3]. 1

Rationel modstand [26/3, 27/3]. 1

Mesterlære [23/3, 25/3]. 1

Borgens skarpe hjørner [23/3, 24/3]. 1

Kommunikationsrekyl [23/3, 24/3]. 1

Klik [22/3, 23/3]. 1

Nye TV-tider [21/3, 22/3]. 1

Nu også sparemesser [20/3, 21/3]. 1

Hvad direktøren bør hedde [19/3, 20/3]. 1

Ikke hip som hap [16/3, 19/3]. 1

Stine, Per & Co [16/3, 18/3]. 1

Ding dong [16/3, 17/3]. 1

Voldsmænds X-factor [15/3, 16/3]. 1

Gud Fruen [14/3, 15/3]. 1

Elendig ledelses lønlov [13/3, 14/3]. 1

Stueren logik [9/3, 13/2]. 1

Svensk hykleri [9/3, 11/3]. 1

Evigt løftespin [9/3, 10/3]. 1

Kreativ ledelse [8/3, 9/3]. 1

Team Victor Culture [2/3, 8/3]. 1

Havenissen Rompy [2/3, 6/3 med titlen ”Havenissen Rompuy”]. 1

Kloge dummebøder [2/3, 5/3]. 1

Godhedsresten [1/3, 3/3]. 1

Rød karse [27/2, 2/3]. 1

Supersverige [24/2, 27/2 under titlen ”Supersvensk”]. 1

Drømmepigen og kagemanden [24/2, 26/2 forkortet til ”Drømmepige og kagemand”]. 1

Memento til Løkke [24/2, 25/2]. 1

Pendulløfter [23/2, 24/2]. 1

Nye kommentatorroller [22/2, 23/2. 1

Universitetsskandalen [21/2, 22/2]. 1

Lyseslukker [20/2, 21/2]. 1

Inderne kommer [17/2, 20/2]. 1

Ærefuldt genbrug [17/2, 19/2]. 1

Rumænsk PET [16/2, 18/2]. 1

Godhedens endeligt? [15/1, 16/1]. 1

Rene genier [14/2, 15/2]. 1

Forsvar for Søvndal [10/2, 14/2]. 1

Habittens kraft [10/2, 12/2]. 1

Græsk gidselleg [10/2, 11/2]. 1

Holbergs portskilling [8/2, 10/2]. 1

Religiøse vinde [7/2, 8/2]. 1

Eksporteventyr POLSAG [6/2, 7/2]. 1

Modeller støtter Afrika [3/2, 6/2]. 1

Nyvalgtes glæder [2/2, 4/2]. 1

Ringmuskel [1/2, 2/2]. 1

Befri juristerne![31/1, 1/2]. 1

Tast selv-valuta [27/1, 31/1]. 1

Monty Nonbo [27/1, 29/1]. 1

Tilfældighed forbudt [27/1, 28/1]. 1

Uartig patient [26/1, 27/1]. 1

Ansøgning [24/1, 25/1]. 1

Forskere kalder Jorden [24/1, 25/1]. 1

Effektiv Rasmussen [23/1, 24/1]. 1

Rygende bortforklaringer [20/1, 23/1]. 1

Breivikbræk [20/1, 22/1]. 1

Misbrug af sorteper [20/1, 21/1]. 1

Det Kgl. Dogmeteater [18/1, 20/1]. 1

Sælg piraterne! [17/1, 18/1]. 1

Pillers charme [16/1, 17/1]. 1

Ritualets kick [13/1, 16/1]. 1

Kongehusets brugbarhed [13/1, 15/1]. 1

Dronning uden nar [11/1, 14/1]. 1

Helles fortælling [10/1, 11/1 med titlen ”Helles fortælling II”]. 1

Bornholmsk skiforskning [9/1, 10/1]. 1

Ode til Odder [6/1, 9/1]. 1

Kongelig omrokering [6/1, 7/1]. 1

EU-logo reddet [3/1, 7/1]. 1

Falsk håb [5/1, 6/1]. 1

Konkret tale [2/1, 3/1]. 1

Gades ny mediestil [30/12, 2/1 2012]. 1

 

 

 

 

Køllebank Groft sagt 2012, seneste først

 

 

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

Grove nytårstaler, tak! [29/12, 30/12]

Grove fejl hos to kendte kommentatorer tyder på, at grovheder i nytårstalerne ikke skader. Tværtimod bidrager det til løjerne, hvis bare grovhederne følges op af muntre anekdoter

 

Bt.dk har en lang liste over grove fejl, som to fremtrædende politiske kommentatorer, Peter Mogensen og Hans Engell har begået det seneste år. Intet tyder dog på, at fejlene går ud over deres anseelse som kommentatorer. Tværtimod. Mogensen beretter om en munter SMS fra Annette Vilhelmsen: ”hilsen chimpansen” i anledning af, at han havde analyseret sig frem til, at selv en chimpanse kunne vinde formandsvalget over Astrid Krag. At fornærme folk på det groveste, gør altså ikke noget, bare man bagefter kan følge det op med en munter anekdote. Det værste, seerne ved, er pæne skolepiger, som sidder nervøst og oplæser deres artige, fejlsikre nytårsfristil om, at vi skal gøre os umage, være søde ved hinanden, hjælpe de svage og huske at bruge sparepærer. Det bør både vor dronning og vor statsminister skrive sig bag øret inden nytårstalerne. Et par befriende grovheder vil desuden gøre det let for eksperterne bagefter at finde interessante budskaber i talerne. Groft sagt glæder sig allerede til de efterfølgende muntre anekdoter i stedet for de sædvanlige skihop fra Garmisch-Partenkirchen.

 

Ringenes herre [28/12, 29/12]

Thomas Blachmans oprørske rablerier i 'X Factor' bliver mere og mere nødvendige, efterhånden som stadig mere kører i ring på TV

 

Vi ved alle, at vi for hver dag, der går, nærmer os vores sidste dag. Derfor har vi et stort behov for med gentagelser at lulle os ind i en illusion af, at vores liv kører i ringe, som varer evigt, så vi aldrig dør. Derfor har vi en kalender, der kører i ring med 7-dages-uger og en årsring på 12 måneder. Og især har vi TV, som kører i ring med Matador, foreløbig med 7 genudsendelser, og X Factor, som nu tager sin 6. rundtur. Kører dommer Blachman også i ring? Nej, hans ustyrlige rablerier er nødvendige for, at vi undgår at dø af kedsomhed, mens vi kører i ring. Som professionelt uddannet jazzmusiker kan han udfylde sine tildelte perioder med improvisationer efter aftalte harmonier. I takt med at mere og mere i TV kører i ring dels for at spare, dels for at styrke seernes forestilling om at leve evigt og uforanderligt, vokser efterspørgslen efter tilsyneladende ukontrollable narrehatte og spradebasser som Blachman, der kan bortjage kedsomheden og samtidig få alle til at tro på, at han udelukkende ævler og fabulerer på grund af noget så seriøst og vigtigt som at finde nye TV-stjerner.

 

Cand.ledig på 5 år [27/12, 28/12]

Uddannelsesminister Morten Østergaard solgte professionelt sit ministeriums undersøgelse af studietider til TV via Berlingske

 

Først får Berlingske solohistorien fra Uddannelsesministeriet om, at akademikerbørn oftest nøler med studiet. Derefter stjæler TV historien og interviewer hele dagen uddannelsesminister Morten Østergaard, som fortæller, at ministeriets undersøgelse viser, at man godt kan skære ned på SUen, uden at det især rammer dem, der kommer fra ikke-boglige hjem. Østergaard udfører her politisk spin og retorik helt efter bogen. Manipulationen består i, at man undlader at fortælle, at langt færre fra ikke-boglige hjem overhovedet begynder på en lang uddannelse, og at frafaldet blandt dem er meget stort. Når man øger den økonomiske usikkerhed for studerende ved at skære i SUen, så vil endnu færre af disse studerende fra ikke-boglige hjem gå i gang med en akademisk uddannelse. Den eneste sikre effekt af en SU-reduktion er derfor mindsket social mobilitet og endnu flere arbejdsløse akademikerbørn, som er spurtet igennem på normeret tid, uden at have taget sig tid til det studietidsforlængende netværksarbejde, som er nødvendigt for at kringle sig ind i et job efter studiet.

 

 

Løkkes eneste trøst [27/12, 28/12]

Helle ligner mere og mere en vinder. Opinionstallene peger dog stadig på Løkke

 

Er Helle Thorning på vej til at vinde næste valg? Mere og mere tyder på det. Først tonede hun frem som Big Mother på storskærm i DRs store gallashow om året, der gik, og roste med overskud det røde charmetroldehold Vestager-Vilhelmsen-Johanne, som havde besejret det blå dødbider- og habithold Løkke-Barfoed-Thulesen i en quiz om, hvem der kendte det andet holds personlige hemmeligheder bedst. Og dagen efter gik 9 af 10 økonomiske eksperter i Ritzaus panel så ud og roste hendes regering for at være lige så ansvarlig eller mere ansvarlig end Løkkes regering. Flere medier illustrerede nyheden med et foto, hvor Helle stiger smilende ud af en ministerbil med udslået hår og blotter sit højre, flotte ben til langt op på låret. Langt ind i Venstre erkender man, at Løkkes korte cykelben ikke er det, der kan vinde næste valg. Det sender samtidig et signal om kontrol og overlegenhed, at det er sivet ud, at Helle, mens alt dette sker, ikke er fysisk til stede i landet, men slapper af med mand og børn på Jamaica. Det eneste, Løkke efterhånden har at klamre sig til, er opinionstallene.

 

Martyrfis [19/12, 27/12]

Hvis en religion vil tyre andre religioner til at skjule deres symboler, gælder det om at have en fraktion af galninge, som udsender svovl og forbandelser fra Rådhuspladsen, som transmtteres direkte i TVs nyhedsudsendelser

 

Det er ikke til at holde ud at tænke på, at hvis det var Indre Mission i Nordvestjylland, som havde en ekstrem gruppe martyrer, som overfaldt fredelige muslimer og holdt hadetaler på Rådhuspladsen, så ville det være Indre Mission og ikke mystiske muslimske sekter fra eksotiske lande, som TV ville udsende over landet til gru og rædsel. Så ville det være Indre Mission, som Inger Støjberg (V) måtte bede om at fise hjem til sine tabersogne i udkantsdanmark i stedet for at stå på Rådhuspladsen og male Fanden på væggen med lydoptagelser med skrattende, svovlende prædikanter. Og så ville man velsagtens hverken se muslimske skolepiger med slør eller kvinder i niqab rundt omkring på skoler og på gaden. Fordi alle fornuftige, tænkende mennesker godt kunne forstå, at muslimer ikke skulle provokere unødigt til vold og had ved at tirre rabiate kristne grupper fra Indre Mission med sine religiøse symboler. – Eller også ville Indre Missions martyrer være massakreret på direkte TV fra Rådhuspladsen af endnu mere fanatiske, muslimske martyrer. Det er heller ikke til at holde ud at tænke på.

 

President of Tax [21/12, 26/12]

Skatteministeriet bør gå planken ud med sine titler

 

Skattekommissionen blotlægger for tiden skattedirektør Erling Andersens fornemmelser for fup og svindel. Som et biprodukt af dette møjsommelige arbejde er der dukket pudsige stillingsbetegnelser op til medieoverfladen. Således viser det sig, at man i Skatteministeriet både råder over en  ’Produktionsdirektør’ og en ’Koncerndirektør’. Groft sagt har forståelse for, at man med disse stillingsbetegnelser søger at bortmane indtrykket af, at ministeriet er et papirnussende, uproduktivt bureaukrati. Men det virker komisk, at ministeriet åbenbart ikke ved, at man ude i de private virksomheder, som tjener skattemilliarder hjem til ministeriet, for længst har forladt antikverede betegnelser som ’produktionsdirektør’ og erstattet dem med ’Executive vice president and chief operating officer’. Ministeriet bør snarest følge med tiden og gå planken ud med sine titler. Departementschefen bør mindst kaldes ’President and chief executive officer (CEO)’ og så videre hele vejen ned gennem hierarkiet. Ellers tror folk bare, at det er en silo med kontorfolk, der puster sig op med forældede titler.

 

Tællelysplade [25/12, 26/12]

H.C. Andersen brugte staveplade. Det er ganske vist. Det viser forskningen i glemte arkivkasser

 

For nogle år siden vakte det stor opsigt, at nogle pædagoger fik nogle stærkt handicappede børn uden sprog til at meddele sig via såkaldte ”staveplader”. Senere viste det sig så, at det var personalets stærke behov for at opleve succes i deres ofte utaknemmelige pædagogiske virke, som fik dem til at opleve og udbrede kendskabet til ”miraklerne”. Nu har så H.C. Andersen-forskere også fået en staveplade. Den hedder ”Tællelyset” og er et håndskrevet dokument, som en lokalhistoriker ved et tilfælde fandt på bunden af en arkivkasse. Opstemt alarmerede han arkivaren, som også mente, at det da måtte være et nyopdaget eventyr af Andersen. Da lokale Andersen-eksperter også troede på miraklet, gik eventyret verden rundt og kom også på BBCWorld, hvor det en stund kunne fortrænge tragedien om Syrien. Når man tænker på al den glæde, dette eventyr således har tændt hos dem, der fandt det, dem, der godkendte det, og dem, der fortalte om det i alverdens medier, så bør landets førende pedant i Andersens stavning, professor Jørn Lund, vise menneskelighed og kværke sin snadren om, at det er en and.

 

Simple Banking [21/12, 24/12]

Danske Bank kunne spare kunderne for en masse besvær ved at erstatte udspekulerede TV-reklamer og en langstrakt kronik med en personlig video på YouTube, hvor direktøren helt uden omsvøb tryglede kunderne om at blive

 

Danske Banks ordførende direktør Eivind Kolding har i en kronik sagt undskyld for bankens rolle i krisen. Nu mangler vi så bare, at han også siger undskyld for den komplet ubegribelige TV-reklame med en spurtende mand uden underben, kyssende lebbere og pengeseddelædende unge, som kaster med brosten. Og at han undskylder for sin propagandaafdelings lange, kedelige kronik i hans navn, som mange forgæves har forsøgt at læse og forstå. Hvorfor gør Kolding det så svært for sig selv og sin bank med alt det udspekulerede PR-vås, som folk jo alligevel ikke hopper på? Sig dog ligeud i en rystet amatørvideo på YouTube, at du er skæppeangst for, at din bank skal gå nedenom og hjem, fordi kunderne flygter i titusindvis. Og gå så ned på knæ i dit mægtige direktørkontor med træpanelerne og bønfald kunderne om at blive: ”Jeg trygler jer på mine grædende knæ om at blive!” Hvor svært kan det være? Det ville virkelig vise ”New Standards” og desuden spare os alle for at skulle vriste dette enkle budskab ud af kunstneriske reklamefilm og ordrige kronikker.

 

Hold kæft, Østergaard! [21/12, 22/12]

Uddannelsesminister Morten Østergaard lamslår skoleeleverne med sin begejstringsrus

 

Berlingske melder onsdag, at eleverne på Østervangskolen i Roskilde har malet deres hvide og triste kantine og gjort den til et bedre sted at være. Det er vel ikke en verdensbegivenhed. Men dette simple børnemalearbejde får uddannelsesminister Morten Østergaard helt op at køre: Gennem sådanne projekter skal eleverne lære at være ”innovative og entreprenante” erklærer han henført. Derfor arrangeres der i de kommende år en landsdækkende innovationskonkurrence af ”nonprofitorganisationen Index: Design to Improve Life”, som allerede har stået for ”pilotprojektet” med kantinemalingen. Også Groft sagt går ind for innovation. Men Groft sagt går imod, at ministre og nonprofitorganisationer springer rundt og brøler som komplette jubelidioter med de sidste nye buzzwords, hver gang ungerne udviser naturlig virketrang. Berusede voksne skræmmer børn, uanset om rusen skyldes alkohol eller ord. En lærer har da også gjort den iagttagelse at ”Jo ældre eleverne bliver, jo sværere har de ved at engagere sig i projektet.” Hold derfor din kæft, Østergaard, og giv ungerne ro til at smøre maling på.

 

Rå strøm på elkunder [19/12, 21/12]

Der er først reel konkurrence mellem el-selskaberne, den dag de i klart sprog kan forklare kunderne, hvor på regningen man finder strømmen

 

Groft sagt har skiftet el-leverandør. Men da Groft sagt så efterfølgende forventningsfuldt studerede regningen fra det gamle selskab, som stadig skal have betaling for ledninger til bopælen og diverse afgifter, så var det ikke muligt for Groft sagt at se, om det gamle selskab stadig vanen tro også tog betaling for strømmen. På regningen stod en sværm af poster: ’Offentlige forpligtelser’, ’Transportbetaling’, ’Energispareydelse’, ’Elafgift incl. elsparebidrag’, ’Distributionsbidrag’, ’Energispareafgift’, ’Tillægsafgift’ og ’Abonnement’. Opfyldt af tvivl bad Groft sagt så sit nye selskab studere regningen for at overbevise Groft sagt om, at han ikke betalte samme strøm to gange. Efter nogle dages studier af regningen meldte selskabet tilbage, at det punkt, Groft sagt især skulle lægge mærke til, var punktet ’Rå strøm’. Og da dette punkt ikke stod på regningen, var den regningskyndige derfor ”sikker på”, at Groft sagt ikke betalte dobbelt. Men Groft sagt kan heller ikke finde posten ’Rå strøm’ på regningen fra det nye selskab, så det eneste Groft sagt er sikker på, er, at der nu er to uigennemskuelige elselskaber, der tager rå strøm på ham, mod tidligere et.

 

Hattedamevås [19/12, 20/12]

Politikens Bettina Heltberg læser 'Groft sagt' med demonstrativt velgørende væmmelse

 

En af Politikens faste klummeskrivere, Bettina Heltberg, betror sine trofaste læsere, at hun i ”et lægeventeværelse” sad og bladrede i ”tante Berlingske og kom helt op på dupperne” af at læse klummen Groft sagt, som hun finder er noget uansvarligt vås – uden nærmere detaljer. I betragtning af, hvor nidkært vi her i Groft sagt følger med i Politiken for at hjælpe bladet med at undgå at fremture med kulturelt snæversyn og naivitet, så kan det ved første øjekast virke forstemmende, at Politikens førende, skrivende dinosauer, Bettina Heltberg, kun ved en tilfældighed efter årtiers virke på bladet støder ind i Groft sagt – og med så ringe udbytte. Men fortvivl ikke! Bemærk, at Heltberg fremhæver, at læsningen foregår i et lægeventeværelse, altså samme sted, som kultiverede hattedamer i gamle dage over for hinanden indrømmede, at de tilfældigvis bladrede i ugeblade og anden unævnelig lekture, som de i smug abonnerede på og åd råt under store forbudte nydelser. Bag Bettinas forbandelser fornemmer Groft sagt derfor en hengiven læser, som af al magt skjuler sin politisk ukorrekte lidenskab.

 

Jiu-jitsu-Frederiksen [17/12, 19/12]

Beskæftigelsesministeren vender ved enhver lejlighed afslørende tal om sin politiks fallit til egen fordel

 

Der er ikke blevet rykket på antallet af langtidsledige dagpengemodtagere på trods af regeringens akutpakke, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det er jo en afsløring med klare objektive tal af, at akutjobaftalen er en gang varm luft. TV passer i den anledning den ansvarlige minister Mette Frederiksen op på gaden i overtøj til direkte interview. Formålet er formentligt, at vi alle nu skal se hende lave politisk striptease for åben skærm og stå tilbage på gaden uden en trevl. Ja, godmorgen! Frederiksen sætter bare sit sædvanlige bekymrede tudefjæs op og siger: ”Jeg er selvfølgelig bekymret over situationen, og det går jeg ud fra - og forventer, at alle i Danmark er. For vi har en gruppe af langtidsledige, som er hårdt ramt af krisen, og de har behov for, at alle vi andre gør alt, hvad vi kan for, at de bliver bragt i arbejde eller uddannelse igen.” Endnu engang lykkes der her Frederiksen med sin smidige jiu-jitsu-teknik at vende angribende kendsgerninger til sin egen fordel ved at kaste sig ud i hjertegribende beklagelser over den elendighed, som kendsgerningerne afslører.

 

Barfoeds redning [17/12, 19/12]

Lars Barfoeds (K) situation er så slem, at den eneste vej frem for ham er at anvende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) jiu-jitsu-teknik på angribende kendsgerninger

 

Er der en politiker, der har brug for Frederiksens teknik med at afværge dårlige kendsgerninger rettet mod sin person og politik ved med et snuptag at gøre sig til bannerfører for den bekymring, som de dårlige kendsgerninger giver anledning til, så er det stakkels Lars Barfoed. Nu er han for andet år i træk af vælgerne blevet udnævnt til årets dårligste partileder, og er vist ikke i skrivende stund tilgængelig for kommentarer om denne nye måling, og om hvad han vil gøre. Lær dog af Frederiksen, Barfoed! Kom frit frem og sig med din mest bekymrede mine: ”Jeg er selvfølgelig bekymret over situationen, og det går jeg ud fra – og forventer, at alle vores vælgere er. For vi har en gruppe af usikre vælgere, som er hårdt ramt af vores ledelseskrise, og de har behov for, at alle os der er tilbage i partiet gør alt, hvad vi kan for, at de forbliver i partiet.” Og lad dine beklagelser og bekymringer brede sig overalt og gentag dem, hvis journalisterne har held med at stoppe din talestrøm og frækt antyder, at du selv er ansvarlig for elendigheden.

 

2023, 2. halvår [11/12, 18/12]

Den netop afdøde danske filosof, David Favrholdt, har oversat et af forrige århundredes største filosofiske værker, Wittgensteins 'Tractatus', til dansk. En sætning i værket med nummeret 2.0232 viser sig at rumme en opsigtsvækkende klar profeti om dansk politik

 

En af de yderst få danske universitetsfilosoffer med original profil, David Favrholdt, er netop død, 81 år. En af hans tidligere gerninger var at oversætte en af det forrige århundredes store filosoffer, Ludwig Wittgensteins første hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus. Oversættelsen kom i 1963. Det var længe før Groft sagt begyndte at optræde dagligt her i Berlingske. Men af oversættelsen fremgår det, at Groft sagt allerede i 1921, hvor dette revolutionerende værk udkom første gang, var med helt fremme i europæisk åndsliv. Groft sagt optræder i Tractatus’ sætning nr. 2.0232: ”Groft sagt: Genstandene er farveløse.” Verdens skarpeste filosofiske hjerner har siden fremkomsten fortolket på denne og andre af værkets sætninger, uden det nogensinde er lykkedes at bryde koden. Som ophavsmand til sætningen skal Groft sagt hermed afvise teorierne om, at sætningen handler om julesnaps. I virkeligheden er sætningen et tidligt varsel om forholdene i dansk politik 2023, 2. halvår. Til den tid vil ikke blot enhver farveforskel mellem partierne være væk. Også alle genstande vil være farveløse.

 

Kalotfallit [14/12, 17/12]

Jøder skjuler deres religiøse symboler, når de færdes i landet for at undgå voldelige tumper. Ifølge socialdemokraternes kirkeordfører opstår volden, fordi tumperne ikke er oplyste om, hvad symbolerne betyder.

 

Den israelske ambassadør opfordrer tilrejsende israelere til at lægge kalotten for ikke at provokere rabiate muslimer og venstrefløjsgrupper. Og danske jøder indrømmer, at de rutinemæssigt skjuler deres symboler, når de færdes i landet. Kirkeordfører Karen Klint (S) udtaler i den anledning til Berlingske: ”Jeg kan sagtens forstå at det kan være svært, men det nytter i hvert fald ikke noget at lægge kalotten.” Hun mener, at problemet skal løses med mere oplysning. Gid den godtroende Klint havde ret i, at jøder kunne beholde kalotterne på, hvis alle bare vidste, hvad kalotterne betød. Men desværre leverer denne realitetsfornægtende kirkeordfører bare endnu et eksempel på, at voldelige tumper, som med terror bekæmper noget, de ikke kan lide, som regel kun bliver mødt med ulideligt naive, politisk korrekte besværgelser fra det politiske etablissement. Hvilket endnu engang bestyrker alle os almindelige borgere i, at der ikke er andet at gøre end at rette ind efter de hjernedøde krapyler og aftage kalotten i afmagt.

 

Helle Ridefoged [13/12, 16/12]

Helle Thorning-Schmidt tror mere på egne fornemmelser end på, hvad et internationalt forskerhold har fundet frem til. Herved ligner hun Jesper Ridefoged i Holbergs komedie 'Erasmus Montanus', som hævdede, at jorden var flad

 

To nye, internationale undersøgelser af 4.-klasses-elevers kompetencer konkluderer, at flere timer i dansk og matematik ikke i sig selv gør eleverne bedre til at læse og regne. Men denne videnskabelige indsigt svækker ikke statsministerens tro på, at timetallet skal op. På sit tirsdagspressemøde forklarede Thorning: ”Som jeg ser det, er det sund fornuft, at hvis børnene får mere tid sammen med dygtige lærere, så lærer de også mere.” Det minder Groft sagt om de komiske replikskifter i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1731), hvor Jesper Ridefoged optræder som en ren Helle Thorning når han – for at udstille den universitetsuddannede Erasmus som en nar – spørger: ”Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? Her paa bjerget vil ingen tro det; thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flak?” Men undervurder ikke Helle Ridefoged, for i komedien måtte lærde Erasmus jo til sidst gå med til, at jorden var flad for at score sin Lisbed. En enkelt komisk Helle, der benægter fakta, kan altså sagtens vinde over en hel videnskab, som har bevist fakta.

 

@pontifex [14/12, 15/12]

Gud behersker personligt den helt korte form og kan desuden overkomme at have kontakt med hvert enkelt menneske på kloden. Alligevel er det paven og hans ghostwriters, der står for den himmelske kontakt på twitter

 

Så kom paven på twitter. Groft sagt er en varm tilhænger af, at kirkelige overhoveder følger med tiden. Men de nye tider rummer også nye teologiske udfordringer. Da hele verdens befolkning på TV så paven med en usikker, ført finger trykke på skærmen og afsende sin første tweet, forstod alle, at han ikke personligt magter at betjene en trykfølsom skærm og således korrespondere med sine 700.000 følgere. Det må de pavelige ghostwriters klare for ham. Men det strider jo indlysende mod hele ideen med, at paven er på twitter, hvis alle ved, at det bare er en samling almindeligt dødelige skriverkarle, der fylder fromme tekster op på pavens konto. Hvis det derimod var Gud, som man havde oprettet en twitterkontor til, så ville alle finde det indlysende, at Gud personligt kunne overkomme skrivearbejdet. Og Gud har allerede med sine ti bud på stentavlerne bevist, at han suverænt behersker den helt korte form. Men hvis alle kan følge Gud direkte på twitter, så ville der jo slet ikke være brug for en pave. Så derfor var det altså ikke Gud, men pave + skriverkarle, som kom på twitter.

 

Symaskinens død [12/12, 13/12]

DSBs erklærede forbillede er en symaskine. Det kan forklare mange af DSBs problemer. For en symaskine står jo altid på samme plads indendøre i stuetemperatur. I grel kontrast til DSBs tog, som jo egentlig burde køre ude i al slags vejr

 

DSB kan ikke bebrejdes for, at det igen bliver vinter med sne og kulde. Men det undrer Groft sagt, så lidt DSB har lært af alle de tidligere vintre, som har lammet togdriften. Den sandhed, som alle passagerer hvert år erkender på deres kroppe: ”Vinteren kommer altid bag på DSB”, er åbenbart aldrig nået frem til DSBs hovedkvarter. I år måtte 100.000 S-togspassagerer således tilbringe mange timer på stationer, mens de forgæves spejdede efter tog. Mens de ventede og spurgte hinanden om, hvad der foregik, kunne de så i alle aviser læse sidestore DSB-reklamer med forklaringer som: ”Nu må I ikke grine. Vores forbillede er en symaskine.” og ”Venter vi på en gammel dame i Køge, bliver en ung mand sur i Birkerød. Vi har prøvet at tage hensyn til alt. Alligevel opstår der situationer, hvor vi må veje hensynet til de mange mere end hensynet til den enkelte.” Groft sagt råder DSB til altid på den dag, hvor vinteren rammer, at skrotte al sødladen, udspekuleret propaganda og bare indrykke en simpel sørgeannonce med teksten: ”Undskyld.” Det kan alle forstå og eventuelt tilgive.

 

Jelved Berlusconi [11/12, 12/12]

Alle kender Silvio Berlusconis forbrydelser. Men ingen kender den frygtelige hemmelighed, som ligger bag Marianne Jelveds tilbagevenden som minister. Ikke engang sin dagbog tør hun betro den.

 

Ofte kritiserer Groft sagt, at der er for mange unge, uuddannede ministre i dansk politik. Derfor er Groft sagt glad, når gamle, erfarne folk påtager sig politisk ansvar. Således vender den 76-årige Silvio Berlusconi nu tilbage til italiensk politik. Det sker officielt af ansvarsfølelse: ”Italien er på vej ud over afgrunden. Det kan jeg ikke tillade.” Men Berlusconi er ikke velegnet som rollemodel for ældre, som overvejer en politisk karriere; for det siges, at han kun gør det, fordi hans mediekoncern er på fallittens rand, og fordi han ellers risikerer at ende i fængsel. Sådanne skumle motiver er der ingen, der mistænker 69-årige tilbagevendte Marianne Jelved for. Og dog må Groft sagt alligevel tage forbehold. Ifølge en 7-dages-dagbog, som Jelved har offentligjort i Politiken, blev hun kun minister på grund af en skrækkelig hemmelighed, som hun ikke kan røbe. Den kedsommelige Jelved kan skjule ting, som får Berlusconis skørlevned  til at blegne. Groft sagt kræver klar besked af Jelved, inden Groft sagt tør anbefale hende som rollemodel for ældre, som overvejer en politisk karriere.

 

Kuk i timeplanen [10/12, 11/12]

Breaking News om lærernes undervisningstid: Professionshøjskolerne har nu i praksis demonstreret, at de tror på, at kortere undervisningstid giver bedre resultater.

 

Først spillede Christine Antorini ud med, at lærerne skulle øge deres undervisningstid fra 14 til 16 timer ugentligt. Så overtrumfede Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo med et forslag om 25 timers ugentlig undervisning. Det gjorde forhandleren i Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, sur. Han mener, at lærerforslaget bare manipulatorisk udvider begrebet undervisning, så det også omfatter elevpauser, skolebibliotek og timer, hvor lærerne vejleder hinanden. Men nu overtrumfer professionshøjskolerne både Antorinis, Bondos og Zieglers timeudregninger med en beslutning om, at lærerstuderende fremover bare kan nøjes med halvt så mange undervisningstimer i dansk og matematik og alligevel gøre de 16 procent tunge elever, som i øjeblikket hverken lærer at læse eller regne, til verdensmestre. Smart! Hvis Antorini, Bondo og Ziegler overlader deres effektivitetsberegninger om timebehov til professionshøjskolerne, så vil alle lærere snart kunne holde fri altid, samtidig med at Danmark buldrer direkte ind i verdenseliten.

 

Doha uden Lomborg [7/12, 9/12]

TV-indslagene fra FN-klimatopmødets monotont messende masseoptrin råber på en Rasmus Modsat som Bjørn Lomborg for at fænge som TV-dramatik

 

Den imponerende enighed om, at der skal gøres noget for klimaet, står også på det igangværende møde i energifrådsende Doha i grel kontrast til den lammende uenighed om, hvem der skal betale for at forsinke opvarmningen. Men kan man ikke gøre andet, så kan man i det mindste mødes igen til næste år og atter konkurrere om at sige det rigtige. Det ville styrke vores nationale TV-indslag fra Doha, hvis vi stadig havde nr. 58 på listen over verdens største tænkere, Bjørn Lomborg, i landet. Så kunne man peppe de monotone rapporteringer fra de messende masseseancer op med en lokal kætter, som tydeligt elsker – stik imod god tone – at gøre opmærksom på, at opvarmningen i bedste fald udsættes to minutter, og at pengene kunne bruges langt bedre på mere banale udfordringer på kloden. På den anden side kan Groft sagt godt se, at Lomborg ville være så underholdende i rollen som barnet, der siger sandheden om Doha-kejsernes nye klæder, at man har været nødt til at sende ham i eksil i Prag for at energiprocessionerne kan foregå uforstyrret. Og sovende TV-seere prutteforurener jo også mindre.

 

Idiotforbistring [7/12, 8/12]

Den eneste sikre konsekvens af, at nogle få idioter bryder reglerne, er, at en masse ordentlige mennesker påføres stort ekstra besvær og ubehageligheder. Senest på Rigsarkivets læsesal

 

På grund af tyverier fra Rigsarkivet skal helt artige forskere nu sidde og holde hinanden under observation, når de arbejder på læsesalen. Og dette er kun det seneste eksempel på, hvordan en masse uskyldige mennesker påføres stort besvær og ubehag på grund af et par idioter. I flere år har millioner af uskyldige flypassagerer skullet gennem vanærende kontrol i lufthavne, fordi få tossede terrorister har sprængt enkelte fly i luften. Og mange hjem er omdannet til tyverisikrede fæstninger, fordi der i nabolaget har været indbrud. Alarmer skal så slås til og fra ved al ind- og udgang, tidsrøvende låse og vindueskroge skal betjenes. Groft sagt vil på alle ordentlige menneskers vegne klage over, at den eneste sikre konsekvens af få idioters hærgen, altid er at hærskarer af ordentlige mennesker påføres lidelser. Og idioterne finder jo ofte bare andre metoder. Groft sagt klager samtidig over, at der ikke findes en alvidende, almægtig magt at rette klagen til. I mangel af bedre rettes klagen derfor til rigsarkivar Asbjørn Hellum, som står for den seneste idiotforbistring af ordentlige menneskers liv.

 

Kortsluttet reform [6/12, 7/12]

Undgå alt ævlet om den ny skolereform! Omdøb i stedet straks alle timer til at være spændende aktivitetstimer!

 

Undervisningsminister Antorini sælger sit skolereformudkast med militant charme, som om det var et vidundermiddel til et lykkeligt liv med stor rigdom. Igen og igen fremsiges de magiske trylleord ’spændende’ og ’aktivitetstimer’. En tyk hørm af lalleglad optimisme står ud af ministeren. Groft sagt er nødt til at oplyse vælgerne om, at skolereformer altid er en gang fis i en hornlygte, som ikke ændrer det væsentlige. Sandheden er, at 84 procent af eleverne lærer det, de skal, uanset hvordan politikerne indretter skolen. Og at 16 procent af eleverne ikke lærer det de skal, uanset hvordan skolen indrettes. Det ved lærerne ude i klasseværelserne, og det viser statistikkerne. Lærerne får først arbejdsro til at lære de sidste 16 procent at læse, når de forbedrer deres image så meget, at politikerne vækker forældrenes vrede, hver gang de igen nævenyttigt forstyrrer undervisningen med varmluftsreformer og pædagogiske halleluja-råb. Groft sagt’s skolereform er derfor, at lærerne straks styrker deres image og arbejdsro ved at udnævne alle timer til at være spændende aktivitetstimer.

 

Uffe hin Dumme [5/12, 6/12]

Fra Danmarkshistorien kendes kongesønnen Uffe hin Spage (= tavse), som talte i rette øjeblik og reddede landet. Nu har vi så også fået en Uffe hin Dumme, som demonstrerede utæmmet ærlighed i rette øjeblik. Men uden at redde regeringen

 

Nu har Uffe Elbæk så trukket sig. Men Groft sagt vil spagfærdigt gøre opmærksom på, at Thorning hermed smed sin mest ærlige minister overbord. Det er en grundregel inden for vellykket manipulation, at ”Dum gør ærlig”, dvs. at jo dummere vælgerne anser en politiker for at være, jo mindre anser de ham for at være i stand til at narre vælgerne med uærlige tricks og fiduser. Både Thorning og Vestager og Corydon anses af mange vælgere for at være for oversmarte, når de sælger deres gamle, brugte biler til befolkningen under mundrette reformnavne. Derfor har regeringen et stort behov for at få styrket sin ærlighedsdyd. Men det er pokkers svært at genvinde ærligheden, når først vælgerne synes, man snyder. Dette havde Elbæk indset. Med en selvopofrende korpsånd havde han derfor i løbet af få dage med enkle midler haft held til at fremtræde som en komplet tåbe og dermed indtage rollen som regeringens ærlighedsapostel. Hvis Thorning havde kendt sin besøgelsestid, havde hun derfor krammet Uffe til sig med samme kraft som en druknende klamrer sig til resterne af en synkende redningsflåde.

 

Kort kommissionsrapport [30/11, 5/12]

Alle afhøringer i Skattesagskommissionen peger entydigt på, at man allerede nu kan krone kommissionsarbejdet med en forbilledlig kort og klar rapport

 

Nu har så også Søs Marie Serup, Venstres tidligere pressechef, været inde og vidne i skattesagskommissionen. Og hun har fortalt, at Løkke kun ville vide noget om sagen, hvis det gik gennem officielle kanaler. Det er efterhånden klart, at alle politikere og spindoktorer, der møder frem, hele tiden siger det samme, nemlig at alt er foregået helt efter reglerne, og at man har holdt sig på stor afstand af alt snavs. Og ethvert dokument, som kunne bevise noget andet, er makuleret, hvis det da nogensinde har eksisteret. Kun embedsmændene falder lidt udenfor. Enkelte af dem beretter således, at de undervejs har haft mærkelige fornemmelser og gjort sig uhyggelige tanker – eventuelt tanker, som blev nedskrevet og efterfølgende slettet. Tanker om, at embedsmænd på andre kontorer end deres eget kunne have haft onde hensigter. Da alle afhøringer klart peger i samme retning, mener Groft sagt, at kommissionen allerede nu kan afslutte sit arbejde med en kort, klar rapport på to sætnnger: ”Alle afhørte har samvittighedsfuldt gjort deres pligt. Visse embedsmænd har desuden haft fornemmelser.”

 

Usynlig Kristiansen [30/11, 4/12]

Store spindoktorer er usynlige. Men Michael Kristiansen er så stor en spindoktor i et meget lille land, at han har svært ved at gemme sig. Senest da han bankede de forvænte ansatte i SAS på plads med snild mediestyring

 

TV 2-studievært og politisk kommentator Michael Kristiansen styrede medierne dengang Anders Fogh Rasmussen med stor succes gjorde Venstre socialdemokratisk. Nu har Kristiansen så også – som spindoktor for SAS, ifølge Ekstra Bladet – styret medierne, så SAS-personalet blev så forskrækkede, at de omsider rettede ind med mere realistiske lønninger. Den geniale spindoktordetalje er ifølge Groft sagt’s analyse, at Kristiansen som led i manipulationen fik alle til at tro, at formand Schur forlod forhandlingerne og fløj fra Kastrup til Stockholm, fordi alt håb var så godt som ude. Og som dækmanøvre bad Kristiansen Schur efterfølgende at prale med, at det var et trick, som Schur selv havde fundet på. En stor spindoktor er nemlig en usynlig spindoktor. Derfor er Kristiansens egentlige mesterskab, at han dygtigt udfører sin højt profilerede TV-rolle, som den, der afslører gerningerne hos regeringens enorme opbud af middelmådige, altfor synlige spindoktorer, samtidig med at han usynligt driver big business med erhvervslivets tunge drenge bag kulisserne. Eller næsten usynligt.

 

TV über alles [30/11, 3/12]

DR TV nedlægger nu det eneste selvkritiske program på stationen. Men det bør ikke overraske. Det overraskende er, at programmet overhovedet er blevet oprettet

 

I anledning af, at DR TV nedlægger sit eneste kritiske program om TV, ”TV!TV!TV!” skriver Politikens TV-redaktør Henrik Palle bl.a.: ”Når et medie er så potent som fjernsynsmediet er, burde det da være genstand for en enorm kritisk opmærksomhed i såvel sit eget som alle andre medier.” Groft sagt er enig. Men Palle bør indse, at TVs potens netop ligger i, at seerne ukritisk opfatter det, de ser i nyhedsudsendelserne, som ubesmittet virkelighed. Af samme grund har nyhederne i TV heller ingen lederkommentarer. For det ville svække seernes illusion om, at TV Avisen bare fremviser virkeligheden, hvis TV Avisen klart fortalte, at man havde en holdning i en sag. Det har man selvfølgelig, men holdningen fremgår indirekte – og derfor skjult for mange – ved, at man danner landets store scene, hvor man så lader alle dem med holdninger: politikere, organisationsledere og chefredaktører fra papirsaviser, optræde og lægge arm. TVs bærende illusion om sig selv er, at TV fremviser virkeligheden. Derfor er det mere overraskende, at TV opretter et kritisk program om sig selv, end at TV nedlægger det.

 

Medaljehåb [30/11, 2/12]

Det er håbløst at bekæmpe kongehuset med kritiske bøger. Den eneste vej frem for kongehusforfattere er derfor slesk tale som rummer håb om medaljer

 

Der er udkommet en kritisk bog om kongehuset. Den hedder ”Det koster et kongerige.” Og Groft sagt er enig i, at det er for galt, at vor dronning jævnligt spenderer 400.000 af lønslavernes skattekroner på at flyve til barnedåb i helikopter. Og at to fødestuer står standby på Rigshospitalet i en måned og venter på prinsessernes nedkomst, mens 120 fødende kvinder uden blåt blod i årerne må presse sig sammen. Og så videre. Men det danske folk er nødt til at se i øjnene, at når en institution først er blevet så populær, at både TV 2 og DR TV sender begejstrede propagandareportager hver gang institutionen holder familie- og kostumefest, så er løbet kørt. Selv hvis de kongelige lavede elendige malerier, sur vin med flotte etiketter og udsendte ubehjælpsom sort snak, når de holdt taler, så ville det være håbløst at bekæmpe dem. Erfaringer fra Sverige viser endvidere, at selv om en konge har sexaffærer med en sangerinde, som senere springer ud som lesbisk, så sidder han strunk på tronen. Groft sagt råder derfor alle kommende forfattere af bøger om kongehuset til slesk tale med håb om medaljer.

 

Ubrugelige skurke [28/11, 30/11]

TV-dokumentaren om den hemmelige foræring af 24 offentlige milliarder til Danske Bank, har ikke ført til ophidset debat. For når alle toppolitikere i alle toneangivende partier er skurken i historien, så foregår forbrydelsen i stilhed. Også efter den er afsløret.

 

TV-dokumentaren om den adopterede, etiopiske pige Masho, som de danske forældre ikke kunne klare, har skabt enorm aktivitet blandt toppolitikere. Men TV-dokumentaren om, at den danske stat gik glip af 24 milliarder kroner, fordi man i sidste øjeblik – og stik mod sin dyrt indkøbte eksterne rådgivning – undlod at kræve lod i aktiegevinsterne efter bankpakke II, får kun trætte miner frem hos politikere og medier. Den store forskel på politikerreaktionen på de to TV-dokumentarer skyldes naturligvis, at ingen politikere kan score stemmer på at tage banksagen op, fordi der var tværpolitiske enighed om beslutningen. Kun Enhedslisten var udenfor. Derfor kan TV-dokumentaren om redningen af bankerne fortælle løs om den ene manipulerende skurk værre end den anden – politikere, bankdirektører, direktører i Finanstilsynet – uden at det medfører andet end skuldertræk. Derimod er der alt at score for landets mægtigste partier og politikere på at blive helt og frelser i fortsættelsen af TV-dokumentaren om pigen Masho og hendes skurketegnede adoptivmor.

 

TV-lysets fyrster [27/11, 28/11]

Spindoktorer, som rådgiver politikere i hemmelighed, er ufarlige. Det er først, når de bliver fyret og skal finde sig et andet arbejde, at de bliver en plage

 

Med søvndyssende embedsmandsprosa i en dobbeltkronik i Berlingske beroliger den tidligere spindoktor Peter Goll offentligheden angående ”mørkets fyrster”, spindoktorerne. Politikerne har – ifølge Goll, som i øvrigt tilfældigvis selv er direktør i et firma, som lever af at sælge denne slags rådgivning – faktisk brug for langt flere af dem, end de har i øjeblikket. Groft sagt er enig. Men Goll misser den væsentlige pointe, at spindoktorer først rigtigt bliver farlige, når de bliver fyret og skal finde noget andet at lave. Så har vi dem overalt i medierne, hvor de udlægger teksten for os. Og ustandseligt fortæller de anekdoter om deres storhedstid som spindoktor for afdankede politikere. Sandheden om spindoktorerne er, at de helt har overtaget især TV 2’s politiske dækning, fordi de kan entertaine i timevis om politik som letfattelig proces uden substans. Og at de gør det så smart, at seerne tror, de ved mere end nogensinde, mens de klasker sig på lårene af latter. Kun Ask Rostrup på DR TV forsøger med selvmorderiske grimasser og tabeller stadigvæk at få os til at elske substansen.

 

Borgmesterkædelån [26/11, 27/11]

Borgmesteren i Haderslev er blevet så hjernevasket af de bankrådgivere, som har stået for kommunens kuldsejlede økonomiske eventyr, at han benægter, at kommunen har mistet penge

 

Berlingske fortæller mandag, at kommuner har tabt flere hundrede millioner på dumdristige spekulationer med borgernes penge. Eksperter, professorer og Margrethe Vestager er meget utilfredse. Men en af de ansvarlige borgmestre, Jens Christian Gjersing (S) fra Haderslev, kan ikke se problemet. Han forklarer, at kommunen har klaret sine tab ved at lave en låneomlægning, så gælden er vokset ”fra 600 til 800 millioner kroner, men det er jo ikke det samme som at vi har tabt 200 millioner.” Med denne ubekymrede bortforklaring af 200 mistede millioner viser borgmesteren, at han er blevet ligeså ferm til at trylle med millionerne, som de bankrådgivere, der har anført kommunens økonomiske eventyr. Hvis alle borgerne retter ind efter borgmesterens økonomiske tænkning, så går Haderslev kommune en lys fremtid imøde. Borgernes øgede skattebetalinger af gæld og afdrag kan jo så eftergives til fordel for endnu en kommunal låneomlægning uden tab. Og så videre. Groft sagt håber, at et fletværk af gyldne borgmesterkæder af sådanne lån vil kunne redde hele Danmark ud af den økonomiske krise.

 

Udskiftning [23/11, 26/11]

Siden Marlene Wind overtog rollen som TVs altdominerende politiserende EU-ekspert fra Lykke Friis, har seerne savnet forskningsformidling om den tyske fodboldturnering

 

Engang var Venstre-kvinden Lykke Friis forsker, og dengang så vi hende hele tiden i TV, hvor hun engageret udbredte sine europæiske visioner. Så blev hun politiker i Venstre med EU som sit område, og så forsvandt hun stort set fra TV. Nu ser vi så til gengæld hele tiden professor Marlene Wind, som leverer lidenskabelige politiske indlæg for mere EU under dække af objektivt at oplyse TV-seerne. Senest i DR Deadline 22.30 torsdag. Groft sagt foreslår, at Lykke Friis og Marlene Wind bytter roller, således at Wind bliver slugt af Venstre, og Friis springer ud som EU-professor, som hele tiden kværner løs på TV. Ganske vist kan man sige, at den ene politiserende forsker kan være lige så irriterende som den anden. Men Lykke Friis kunne også ind imellem oplyse helt nøgternt om forholdene i den tyske fodboldturnering. Om det ved Wind ikke en pind.

 

 

EU mod Helle [23/11, 25/11]

Et lækket, hemmeligt EU-notat peger entydigt på fordelene ved at afvise Danmarks ultimative krav om 1 milliard i budgetrabat

 

Helle kæmper med udslået hår for dansk rabat i EU. Men det ser ikke godt ud. Groft sagt har fået indsigt i et fortroligt notat fra EU, som i forbløffende klart sprog vurderer konsekvenserne af et EU-nej til Helle. Konklusionen lyder således: ”Lilleputlandet Danmark eksisterer kun, fordi stormagterne omkring landet aldrig har kunnet enes om, hvem der skulle have lov til at erobre det. Men denne ydmygende kendsgerning har aldrig kunnet holde danskerne nede. I disse år fører de sig således frem som rollemodel inden for grøn energi, hvor de ofrer en masse skattepenge på at danne forbillede for alverdens stormagter, som helt uanfægtet fortsat oser og sviner ind over deres grænser. Og med imponerende velgørenhed fører de sig frem i her i EU, hvor de ligger i top med bidrag til EU pr. indbygger og i bund med, hvad de modtager retur fra EU. Danskerne udmærker sig altså ved deres  tro på egen storhed trods en imponerende række af heroiske nederlag i deres historie. En afvisning af danskernes budgetkrav vil derfor kun gøre landets tro på egen storhed endnu større og øge deres offervillighed.”

 

Stort og småt [23/11, 24/11]

Der er ingen grund til at rakke erhvervsmanden, kammerherre Fritz Schur ned, fordi han begyndte med en vognfuld lokumspapir. Tværtimod

 

Groft sagt har læst en del i avisen på det sidste om erhvervsmanden Fritz Schur. Han er nået langt: har været kæreste med sangerinden Birthe Kjær, bor i et stort hus, som han kalder ”slot” med 15 tjenestefolk, er ven af kongehuset og især prins Henrik, som han har mange årlige rejsedage med. Hertil kommer, at han er formand for bestyrelserne i Dong og SAS. Poster han vistnok fik, fordi han også var nær ven af Anders Fogh Rasmussen. Nu er der så udkommet en biografi, som forsøger at ødelægge Schurs dygtigt opbyggede billede af Schur som en stor mand. Bl.a. skulle hans rigdom bygge på en forladt godsvogn fyldt med toiletruller. Og det anføres som betænkeligt, at hans egne firmaer kun har 250 ansatte tilsammen, når han samtidig uden blusel sammenligner sig med legenden Mærsk. Groft sagt må protestere: Hvis en mand kan nå så langt som Schur på grundlag af en vognfuld lokumspapir, så er han i sandhed stor. Groft sagt har således haft kilometervis af toiletpapir mellem hænderne gennem årene uden at tænke det mindste på, at det kunne bruges til at blive dekoreret kammerherre med.

 

 

Kamp til sidste småkage [23/11, 24/11]

Med cookies har de ellers så politisk korrekte Radikale snaget i vælgernes privatliv. Med en såkaldt "Tillidsreform" søger de nu at genoprette deres image

 

De Radikale fører sig altid frem som bedre, rigtigere og klogere end alle andre. Derfor virker det jo helt forkert, at de Radikale nu er taget med fingrene nede i kagedåsen. Det er nemlig blevet afsløret, at de ved sidste valg i al hemmelighed har placeret en såkaldt cookie på computeren hos vælgere, som har besøgt deres websteder. Så nu har de Radikale været ude og forsvare sig mod dårlig etik med, at de var nødt til at snage i vælgernes privatliv på grund af partiets store fattigdom. Men den forklaring må havde vakt mistillid hos de småkageovervågede radikale vælgere. For straks efter gik Vestager i medierne med et snedigt stunt: Hun erklærede i et medium en såkaldt ”Tillidsreform” død, for kort efter at genopvække reformen i et andet medium med den begrundelse, at første medium havde misforstået, hvad hun sagde. Ingen anede, at der fandtes noget der hed ”Tillidsreformen”. Men nu ved alle så, at de Radikale i så ekstrem korrekt grad går ind for tillid, at de har lavet en hel reform om tillid, som de fortsat kæmper for. Til sidste småkage.

 

Logisk multitasking [22/11, 23/11]

Folk, som anklager statsministeren for selvmodsigelser, undervurderer hendes betydelige talent for multitasking

 

Statsministeren tager kraftigt afstand fra Løkkes udspil i landsmødetalen om skattesænkninger i retning af svensk niveau og løntilbageholdenhed, så vi efterhånden kan matche tyske lønninger. Men samtidig støtter hun varmt, at finansminister Corydon sendte en SMS til forhandlerne hos SAS med bl.a. følgende tekst: ”Det er helt afgørende for selskabets overlevelse, at det danske personale nu følger alle andre i SAS.” Statsministeren støtter altså dette danske personales store lønnedgang for at redde dette særlige selskab, men hun støtter ikke generelt danske lønmodtageres tilbageholdenhed for at redde enhver dansk virksomheds overlevelse. Mange vælgere vil sikkert spørge, hvorledes det er logisk muligt for statsministeren generelt at være imod løntilbageholdenhed og så samtidig være varm tilhænger af stor lønnedgang i bestemt selskab. Men svaret er ganske simpelt: Når hun kommunikerer gennem sin finansministers SMS’er, er hun for lønnedgang. Når hun kommunikerer gennem tirsdagspressemøder og interview på Christiansborgs gange, er hun imod løntilbageholdenhed. Logisk multitasking!

 

Intet EU uden Rohde [21/11, 22/11]

Strrid er godt stof. Og da der altid er strid omkring Jens Rohde, som for tiden sidder i EU-parlamentet, så blev EU pludselig godt stof i alle medier sidste weekend.

 

EU er tungt pligtstof. Gab. Men hovsa, pludselig blev EU i weekenden tophistorie i alle medier. Hvad skete? Joh, Jens Rohde skete. Med en kronik her i Berlingske med store visioner for EU: fælles hær og mere magt til parlamentet. Man kan sende tusind præmierede journalister til EU, uden det sætter EU på dagsordenen. Men send en enkelt Jens Rohde derned, og EU er straks på alles læber. Problemet var så bare, at det, som fyldte i alle medierne, også mest var Jens Rohde. Og han fyldte kun, fordi den kronik, han skrev, fremkom samme dag, som han skulle udnævnes til spidskandidat. Og så ville det virke, som om hele partitoppen tiltrådte den kontroversielle kroniks visioner, hvis de i samme stund udnævnte ham til EU-spidskandidat. Så udnævnelsen blev skrottet – med aktiv støtte fra den ofte uregerlige Rohdes indflydelsesrige fjender i Venstre. Og således kom EU på alles læber i form af historien om den flabede underdog Rohde, som blev tæsket på plads af ledelsen under selveste festmiddagen. Spørg ikke om, hvad Rohde gør uden EU. Spørg om, hvordan EU kommer i dansk presse uden Rohde.

 

1. klasse [20/11, 21/11]

At så mange elever ikke lærer at læse i skolen, er en skandale. Men det er en endnu større skandale, at de ansvarlige -- hver gang sagen popper op i medierne -- bare lirer de sædvanlige salmevers af

 

55 procent af de tosprogede drenge i 9. klasse i københavnske skoler er ude af stand til at forstå, hvad de læser. Den ansvarlige borgmester Anne Vang udtaler: ”At de her drenge ikke får en chance og falder igennem, det er det største problem, folkeskolen og samfundet overhovedet står over for.” Ja, men det er jo et endnu større problem, at det ikke er spor nyt for nogen, at disse børn opholder sig 9 år i skolen uden at lære at forstå, hvad de eventuelt læser. Og det er uanstændigt pinligt, at den ansvarlige minister – uanset partifarve – hver gang skandalen popper op i medierne, bare aflirer det sædvanlige salmevers. Således messer seneste undervisningsminister Antorini tirsdag på TV om tidligere indsats, dygtigere pædagoger, fagligt løft, konkret undervisning, matematik ind i sløjdundervisningen og flere timer på en mere spændende måde. Altsammen gamle ideer, men ikke gamle nok. Groft sagt foreslår, at man genindfører det oldnordiske, enkle princip om, at eleverne faktisk skal kunne noget for at komme op i næste klasse. Alternativt bør man omdefinere alle klasser til 1. klasse.

 

Akut jobafvikling [16/11, 20/11]

Først var akutjob nye job. Så blev de til gamle job, som især var for folk, som ellers ville falde ud af dagpengesystemet. Nu viser det sig så, at akutjob bare er en manipulerende betegnelse for et almindeligt job

 

Først troede alle, at akutjob var rigtige, nye job. Så fandt man ud af, at akutjob bare var eksisterende jobs, som især skulle reserveres til folk, som var ved at falde ud af dagpengesystemet. Nu er akutjobbene så blevet videreudviklet til især at være jobs, som opslås til folk, som slet ikke er på dagpenge, endsige kontanthjælp. Således har Region Sjælland netop opslået en række højt specialiserede overlægestillinger som akutjob. En fagforeningsleder fra Ålborg raser i TV over denne ydmygelse af de mange ufaglærte ledige, som ikke er i nærheden af at være overlæger. Men Groft sagt maner til besindighed: Regionen har forpligtet sig til at opslå 104 akutjob og befinder sig i nådesløs konkurrence med andre regioner om at vise høj produktivitet – også på akutjobområdet. Derfor er det helt naturligt, at regionen har videreudviklet indholdet af akutjob, således at alle job, der opslås, nu automatisk også er akutjob. Og denne innovative begrebsudvikling har så som ekstra bonus den konsekvens, at enhver i landet nu kan se, at termen ’akutjob’ egentlig er helt indholdstom.

 

Løkke-frit TV, tak! [16/11, 19/11]

Hvorfor dig ønske sig den kedsommelige, svedende pølsemand Lars Løkke Rasmussen tilbage på TV, når vi har Corydons glamourøse Angels: Vestager, Thorning og Vilhelmsen?

 

61 procent af vælgerne mener, at Løkke viser sig for lidt i TV. Nåh, og hvad så? Forleden mente vælgerne, at de hele tiden rendte i teatret, men tal fra Danmarks Statistik afslørede samtidig, at det gjorde vælgerne i virkeligheden kun sjældent. Måske er den ubærlige sandhed om vælgerundersøgelser, at vælgerne gerne vil slippe hurtigt af med studentermedhjælpere på opinionsinstitutter, som forstyrrer midt i aftensmaden med spørgsmål, og derfor giver dem en sludder for en sladder. For hvem kan dog ønske sig den let svedende pølsemand, Lars Løkke Rasmussen, tilbage på TV, når vi i øjeblikket kan nyde et action-drama med Corydons glamourøse Angels: Vestager, Thorning og Vilhelmsen med Johanne som en ilter og snild d’Artagnan, som snart er med og og så alligevel ikke er rigtigt med blandt de ægte musketerer? Lad os dog være fri for den intetsigende hundelufter Løkke længe endnu. Giv ham ro til fortsat at skovle stemmer sammen fra de mange vælgere, som i virkeligheden stadig synes, at politik ikke i det lange løb bør være helt så underholdende og uforudsigeligt, som det er i øjeblikket.

 

En ikke-historie [16/11, 17/11]

Skattesagskommissionen er ved at afdække en helt utrolig historie om sin egen fødsel

 

Groft sagt nægter at tro, at skattesagen kun opstod, fordi der engang var en statsministerkandidat, som ikke ville stille til møde i Skat for at fortælle om sine forhold. Og fordi hendes revisor så over for de undrende skattefolk spøgefuldt og helt hypotetisk antydede, at det jo kunne skyldes, at statsministerens gemal levede et seksuelt dobbeltliv. Hvilket de tilstedeværende dødbidere af embedsmænd tog alvorligt og derfor med stor omhu undlod at nævne i alle notater og skrivelser, samtidig med at de mundtligt udspredte det med pålæg om fortrolighed. Hvorefter det også sivede til pressen, som dog også undlod at nævne det. Og rygtet nåede helt til statsministerens stabschef, som så ringede til Skat for at høre, om der virkelig lå noget på skrift om det. Hvorefter den ansvarlige sagsbehandler slettede det eneste skriftlige spor af revisorens spøg, nemlig hendes egen dagbog, hvis eksistens kun hun selv officielt kendte. Men så modtog ministeren to redegørelser, hvoraf den ene byggede på den ikke-eksisterende dagbog. Derfor fik vi så kommissionen. Men det nægter Groft sagt altså at tro.

 

 

Konservativ afklaring [16/11, 17/11]

Efter at Tom Behnke (K) har dummet sig som den seneste i en lang række konservative bommerter, kan de Konservative spare sig alle de uforståelige kronikker om konservativmens væsen

 

De Konservative har haft problemer lige siden Lene Espersen blev formand og dummede sig med et arrogant mødeafbud. Lars Barfoed prøver stadig mere heroisk at ligne en vinder, men den dynamik, medietække og politiske frækhed, som kunne have fået partiet ud af dødvandet, har i flere år befundet sig helt ude hos det kommenterende Stalinorgel, Hans Engell, som jo har diskvalificeret sig selv ved at få en betonklods opkaldt efter sig. Nu har så partiets retsordfører, Tom Behnke, profileret sig i alle medier, fordi Rigsrevisionen har fundet ud af, at han som formand for Rådet for Sikker Trafik har givet direktøren overdådig lønstigning uden at orientere Justitsministeriet eller rådets forretningsudvalg. Desværre synes det umuligt at finde en anden forklaring på fadæsen end dumhed. Og denne og partiets tidligere dumheder står jo i grel kontrast til de intellektuelle kronikker om konservativmens væsen, som partimedlemmer jævnligt udsender. Groft sagt opfordrer de Konservative til gennem internt gruppearbejde i partiet at afklare, om konservativme egentlig bare er et finere ord for dumhed.

 

4 New Speak [15/11, 16/11]

Mens SAS er i frit fald mod jorden, så stiger retorikken i selskabets redningsplaner fortsat mod himmelske højder

 

Enhver kan se, at SAS kæmper for sin overlevelse: Den administrerende, svenske direktør ses optræde rystet, let svedende på dansk TV. Fagforeningsledere raser over, at ledelsen udsteder ultimatummer i e-mails direkte til de ansatte udenom de faglige organisationer. Men i selskabets plandokumenter fremtræder selskabet stadig som intakt verdenserobrer i nysproglige klæder. Redningsplanen fra september 2011, hvor alt allerede så mere end sort ud, benævnes således entusiastisk ”The 4 Excellence Plan”. I lyset af de seneste regnskabsmæssige katastrofer har man så i sin nylige børsmeddelelse euforisk opgraderet planen til at hedde ”4 Excellence Next Generation”, som mellem venner bare kaldes ”4XNG”. Groft sagt forventer, at SAS – den dag firmaet går nedenom og hjem – udsender sin endelige, triumferende plan med titlen ”4 Super Excellence Milennium”.

 

Erling og mig [14/11, 15/11]

Sagen om håndteringen af Thorning-Kinnocks skat er nu blevet en sag om en skattedirektørs fornemmelser, som hun først førte dagbog over og derefter slettede.

 

Det fremgår af afhøringen af den dagbogsskrivende skattedirektør Lisbeth Rasmussen, at Skat København nærede dyb mistillid til departementschef Peter Loft. Det fremgik onsdag, at Lisbeth mente, at ministeriet lækkede ting til pressen, men: ”Vi sagde ikke noget til medarbejderne. Det blev mellem Erling og mig.” Groft sagt har forståelse for, at Lisbeth og Erling har været godt sure over, at Peter har stillet en masse spørgsmål til deres sagsbehandling. Groft sagt forstår også, hvor befriende det må have været for Lisbeth at få afløb for sine frustrationer og fornemmelser ved at skrive dem ned i en dagbog, som hun delte med sin chef, Erling. Derimod forstår Groft sagt ikke, at Thorning-regeringen tror, at en kommission af jurister vil kunne finde et eneste konkret bevis på, at en af landets mest professionelle, politisk tænkende departementschefer har begået magtmisbrug. Regeringen må stille sig tilfreds med, at Lisbeth og Erling allerede er blevet belønnet med forfremmelser i Skats nye organisation, mens Peter triller tommelfingre hjemme i sin stue.

 

Johanne forførersken [13/11, 14/11]

Johanne Schmidt-Nielsen har vist, hvordan man på samme tid kan indgå finanslovsforlig og ikke indgå finanslovsforlig med regeringen. Flere kommentatorer lader sig narre af hendes ydre og kalder hende "umoden"

 

”Personligt har jeg altid betragtet det som temmelig sært, når politikere går storsmilende ud af forhandlingslokalerne og fortæller, at nu er alle problemer løst – særligt når det er åbenlyst, at det ikke er tilfældet. Så umoden er jeg:-)” skriver Johanne Schmidt-Nielsen på sin Facebook-profil som svar på Henrik Qvortrups og Ralf Pittelkows kritik af, at hun ikke deltog i den sædvanlige fotoseance foran døren til Finansministeriet efter finansloven var i hus. Groft sagt vil tværtimod oprigtigt rose Johanne. Med en stærkt splittet hovedbestyrelse bag sig løste hun dilemmaet om, hvordan man samtidig indgår og ikke indgår forlig med regeringen. Og godt hjulpet af bedrevidende kommentatorer og bløde TV-programmer som Aftenshowet har hun nu profileret sig stærkt som en ekstraordinært ærlig politiker. Og når medierne afsætter stor plads til Johannes ”umodenhed”, så bruger hun professionelt pladsen til at udbrede partiets argumentation for substansen. Måske bør ældede kommentatorer lade sig pensionere, inden Johannes charmerende barnlighed og sunde teint gør dem helt kulrede.

 

Opbyggelig mediebrug [12/11, 13/11]

Bag en negativ historie om en amerikansk generals nedtur kan der gemme sig et opbyggeligt budskab om en dansk statsminister

 

DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, går nu til kamp mod pressens mange negative historier med en bog, som argumenterer for flere opbyggelige nyheder. Men er det hele virkelig så negativt? Nu f.eks. historien om General Petraeus, som lige er trådt tilbage som chef for CIA, fordi CIA havde fundet ud af, at han havde en hemmelig elskerinde. Faren for, at en fremmed magt eller terrororganisation fandt ud af den hemmelig affære og ville bruge det som afpresning over for ham eller elskerinden, var så stor at han måtte gå. Af denne negative nyhed kan så sluttes den positive nyhed, at både danske PET og FE er stensikre på, at det passer, at Stephen Kinnock er heterofil, således som parret har erklæret. For ellers ville Helle Thorning-Schmidt udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark, fordi en ond magt eller terrororganisation kunne udsætte parret for afpresning. På denne måde kan en tilsyneladende negativ nyhed om en stor amerikansk general, som fældes, fordi han har udvist dårlig dømmekraft, vise sig at være en konstruktiv og opbyggelig nyhed om en dansk statsminister, som taler sandt.

 

Apple mod penis [9/11, 12/11]

Ikke alene penis er forbudt på Apple-platforme, Også æbler er forbudt, hvis æblerne skjuler penis

 

Peter Øvig Knudsen har fået stor omtale i danske medier af sine bøger om hippierne ved at forsyne bogens billeder af nøgne personer med røde æbler, således at man ikke kan se kvindebryster og penisser. Men nu har Apple så alligevel fjernet dem fra sin iBookstore. I den anledning udtaler fremtidsforsker, bachelor i fysik og astronomi Klaus Æ. Mogensen til Politiken: ”Det svarer til, at IKEA vil bestemme, hvilke bøger der skal stå i den bogreol, man køber i en af deres butikker.” Hvilken forvirret snak! For IKEA sælger jo netop ikke bøger, men reoler og andet inventar. Hvis sagen skal sammenlignes med IKEA, så ville fjernelsen af bogen svare til, at Øvig havde lavet en reol, som IKEA ikke ville sælge. Men så kan enhver jo straks se, at man så bare kan købe den i en anden møbelbutik. I øvrigt: Hvis Øvig i stedet for et provokerende billede af et æble havde brugt et portrætfoto af en ukendt, dansk fremtidsforsker til at blokere for bryster og penisser, så ville bøgerne stadig være at finde hos Apple. Men så havde billederne ikke solgt nær så godt i alle andre medier.

 

Juleudsmykning [9/11, 11/11]

Mens kvalmen breder sig over kedsommelige, hykleriske taler på den 18. partikongres i Kina, kan man hente inspiration til julens dekorationer i de mange flotte julestjerner på scenen

 

Den afgående kinesiske partileder, Hu Jintao, hvis familie har samlet opsigtsvækkende formuer i hans regeringstid, tordner på den 18. partikongres mod korruption, som kan blive ”fatalt for partiet og endda føre til partiets kollaps og statens fald.” Og midlet mod korruptionen er: ”Vi må fortsætte med at lave en både aktiv og omhyggelig indsats for at lave reformer af den politiske struktur og gøre folkets demokrati mere omfattende og bedre i praksis.” Godaw do! Den veluddannede kinesiske partielite ved jo godt, at den eneste effektive metode mod deres egen korruption og den voksende kløft mellem rige yuppier i storbyerne og fattige bønder på landet, er en fri, respektløs presse, som kan spidde korrumperede pampere, som plager landets borgere med timelange, kedsommelige, hykleriske taler. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Så Groft sagt vil rose den 18. partikongres for de overdådige blomsterdekorationer. De pragtfulde, røde og gule julestjerner på scenen bag talerne får Groft sagt til at lægge store planer for julens dekorationer i Groft sagt-familiens stuer.

 

 

Babymanipulation [9/11, 10/11]

At passe en baby uden at have kærlighed til den er et helvede. Det udnytter kommuner til grov manipulation af teenagere, så de afstår fra at blive mødre

 

Mere end ni ud af ti unge piger dropper at få en baby efter at have prøvet en kommunal babyrobot i ni døgn. Etisk Råd støtter robotbabyerne, men understreger, at de aldrig  må bruges til at manipulere piger til at få en abort. ”Etisk vil man kunne forsvare det, da det i sidste ende er kvindens eget valg,” udtaler formanden for rådet, Jacob Birkler. Groft sagt er tilhænger af at at undgå teenagemødre, men er alligevel nødt til at gå i rette med Etisk Råds groft manipulerende begrundelse. For at stikke teenagere en besværlig gummitingest i favnen uden samtidig at forsyne dem med den moderkærlighed over for ungen, som jo er nødvendig for at give alle de søvnløse nætter, gråd og andre prøvelser mening, er da klar manipulation af værste skuffe. I øvrigt bør de teenagere, som trods ni døgns psykisk tortur med gummirobotten stadig ønsker sig et rigtigt barn af kød og blod, sendes til psykiatrisk undersøgelse.

 

Obamas ubetalelige gåsehud [8/11, 9/11]

Indholdet af Obamas taler bestemmes af eksperter. Obamas særlige genialitet som taler ligger derfor i alt andet end indholdet

 

Lektor Bo Bredsgaard Lund, som underviser i politisk kommunikation og selv har været taleskriver for politikere, forklarer til DR.dk, at det særlige ved Obama som taler er, at han taler til mange slags vælgere, og er god til at bruge selvoplevede eksempler i sine taler. Groft sagt må protestere mod, at sådanne banaliteter skulle være Obamas særkende. At finde velvalgte eksempler, som appellerer til mange, er barnemad selv for middelmådige politikere – bare de har råd til at købe professionelle folk til at skrive sig en tale, som sparker røv. Det er ”Kejserens nye klæder”, når eksperter og kommentatorer ikke oplyser, at Obama står og læser en tekst op fra mindst to telepromptere foran ham. En tekst, som er skrevet af verdens bedste penne. Ud fra en strategi, som er tilrettelagt af en hel tænketank af verdens mest geniale politiske rådgivere. Det er rent gåsevås at påstå, at Obamas personlige genialitet ligger i tekstens indhold. Den ligger udelukkende i alt det, som ikke står i teksten: tempo, rytme, tonefald, mimik og gestus. Det, som f.eks. en Thorning ikke kan købe for penge.

Hyp hyp! [6/11, 7/11]

Demokrati giver langt bedre væddeløbs-TV end alle andre styreformer

 

De sene TV Aviser søndag og mandag fortalte i sammenlagt 40 minutter om det amerikanske valg. Og det skete, uden at der blev givet en eneste information om substansen. Udsendelserne beviste således, at det er muligt at fastholde et stort dansk TV-publikum i en lang udsendelse om et svært emne som amerikansk politik. Bare man undlader at fortælle kedsommelige detaljer om kandidaternes politiske indhold, men udelukkende rapporterer fra hestevæddeløbet. Tiden gik bl.a. med interviews af tilfældige amerikanere og kampagnemedarbejdere. Og utallige gange fik vi at vide af begejstrede reportere og studieværter, at stillingen mellem de to udmattede heste var dødt løb. Det ville være umuligt at lave en ligeså fængende væddeløbsreportage om diktaturet Kina, hvor ukendte bedemandshabitter lige nu rokerer rundt i magtkorridorerne. Eller fra pseudodemokratiet Rusland, hvor macho-szar Putin er lammet af en idrætsskade, fordi han som Superman fløj om kap med en flok traner på træk. Groft sagt må konstatere, at ægte demokrati giver langt bedre væddeløbs-TV end alle andre styreformer. Hyp hyp!

 

Hele BT fra kilden [1/11, 6/11]

Dokumenters nyhedsværdi øges, hvis de tilintetgøres, inden de lækkes til et medium. Det viser erfaringer fra Skattekommissionen

 

Skattekommissionen respekterer BTs kildebeskyttelse, altså at hemmelige kilder lækker til BT de dokumenter, som andre aktører gør alt for at holde væk fra offentligheden. Det mest ekstreme eksempel er skattedirektør Lisbeth Rasmussens dagbog, som hun destruerede på sin harddisk, efter at hendes meddirektør Erling Andersen havde fået lov at læse den. Men politiet fandt den så på en glemt backup-disk. Og denne genopvakte dagbog har derefter gennem BT talt til os med den særlige troværdighed, som tillægges betragtninger, som fremsættes af gengangere eller spøgelser. Også ”Agterskrivelsen” i Thorning-Kinnock-sagen, som Thorning valgte ikke at offentliggøre, stod siden at læse i BT. Og det har vist sig, at læsere elsker aviser, hvor der står tekster, som andre hader bliver trykt. Rygter vil vide, at BTs chefredaktion er langt fremme med strategiplaner om at erobre endnu flere markedsandele ved dagligt at kassere hele BT for derefter at lade den kasserede avis indgå i skattekommissionens bevismateriale, hvorefter bladets hemmelige kilde i kommissionen kan lække rub og stub til BT.

 

Korrespondenternes fest [2/11, 5/11]

EU bliver først hot stuff i danske medier den dag, hvor historien om EU kan fortælles som en enkel historie om to menneskers kamp om magten

 

Det er blevet kritiseret, at danske medier ofrer så mange korrespondenter på det amerikanske præsidentvalg. For det er komplet uden betydning for Danmark, om det bliver Barack eller Mitt, som bliver præsident. Det ville give meget mere mening at sende hele korrespondenthæren til EU, hvor der for tiden foregår en masse, som har stor betydning for Danmark. Rigtigt! Men kun i teorien. For i praksis finder enhver korrespondent det langt mere eventyrligt og taknemmeligt at rejse rundt i brogede USA og fortælle os herhjemme om den hårde dyst mellem mørke Barack og hvide Mitt end at rende rundt mellem groft sagt ansigtsløse bureaukrater og politikere i det grå Bruxelles på jagt efter stof, som kan få almindelige danskere til at hæve et øjenbryn. Politik, som ikke kan forklares for almindelige  mennesker som en hårrejsende strid mellem to personer, er dødt stof. Derfor myldrer alle korrespondenterne rundt i det festlige præsidentrace ovre i USA, mens EU mest foregår i dødlignende stilhed.

 

Clements søløver [2/11, 4/11]

Studiets indretning, scenografien, er afgørende for forstålsen af en politisk TV-debat

 

Mange kritiserer studievært Clement Kjersgaard for at afbryde for meget. Men det er fordi kritikerne – mest sure gamle mænd – ikke fatter, hvad der egentlig er meningen med DRs Debatten. Ethvert barn, som har været i cirkus, kan se, at Debattens scenografi er hentet fra et søløvenummer i cirkus. Fra første øjeblik indtager Clement hele scenen, fordi ethvert dyrenummer i cirkus jo handler om at vise, hvor langt menneskelig dominans og charme kan bringe vilde dyr. På skift kalder domptør Clement myndigt de dresserede søløver frem fra deres hvilepladser i mørket. Og de lusker artigt ind i projektørlyset og venter. Stående ved deres pult giver de så deres numre på Clements kommando. Enten solo eller i gruppe. Det som sure gamle mænd kalder ”afbrydelser” er i virkeligheden domptør Clements måde at opretholde sin autoritet på. Han sætter sig i respekt overfor dyrene ved at afbryde deres gøen. Hvis han tav for længe, ville søløverne tage magten og muligvis æde ham. Og alle ville forlange pengene tilbage. Hvis sure gamle mænd atter blev som børn, ville de bedre forstå Debatten.

Gamle job på nye ord [2/11, 3/11]

Akutjob er nyskabte job, der ikke er nye. Det fastslår politisk ordfører Magnus Heunicke i en præcisering af statsministerens udtalelser.

 

Thorning talte i klar tekst, da hun i flere TV-interviews lancerede akutjobplanen: ”Vi skaber 12.500 såkaldte akutjob.” Men så påpegede skarpe hjerner i oppositionen, at der ikke blev skabt et eneste nyt job. Regeringen ville bare så vidt muligt sørge for, at 12.500 eksisterende job blev besat af ledige, som ellers ville ryge ud af dagpengesystemet. Denne antydning af, at Thorning i sine TV-interviews fuppede befolkningen, har nu tvunget Socialdemokraternes stadig mere groggy politiske ordfører Magnus Heunicke ud i denne pædagogiske udlægning af statsministerens udtalelse (Jyllands-Posten): ”Der findes 0 akutjob i dag. Med vores initiativ vil der findes 12.500 akutjob. Det er noget, vi skaber. Men akutjob er ikke nye job. Det er, at vi sikrer, at 12.500 job bliver skabt til akutjob.” Det uhyggelige er, at Heunicke har helt ret i sin udlægning. Statsministeren påstod faktisk ikke direkte, at jobbene var nye. Misforståelsen skyldes, at hele befolkningen naivt gik ud fra, at statsministeren ikke er så vanvittig, at hun lancerer det som en nyhed, at man bare kalder gamle job noget nyt.

Tykhudernes Danmark [31/10, 1/11]

Politik og spindoktori er ikke for sarte, intellektuelle typer. Det er de tykhudede og magtliderlige, som kører med klatten

 

Nu har DR TV fortalt historien om Tove Fergos spindoktor, Henrik Gade Jensen, som i 2003 blev fældet af en usand historie om nazisympatier i dagbladet Information. Det mærkeligste i den sag har altid været, at spindoktor Jensen lod sig kue så hurtigt af en historie uden spor hold i virkeligheden. Ved at lade sig fælde bekræftede han jo indirekte, at historien måtte være i det mindste delvis sand. Ellers havde denne ”mørkets fyrste” vel bare med sine hårdtslående kendsgerninger kunnet pulverisere Information og TV 2 som uden selvstændig tankevirksomhed forstørrede idiotien op til at være landsdækkende. Det eneste effektive middel mod løgne i medierne er jo i virkeligheden mediernes frygt for, at dem, der kender sandheden, tager kampen op og hævner sig på løgnagtige medier. Men det orkede Gade Jensen altså ikke. I stedet fandt han så en passende intellektuel, handlingsfjern stilling i en tænketank og er nu på vej til præsteembede på Lolland. Tilbage på Borgen og i medierne sidder så alle de tykhudede, magtsyge mennesker, som Danmarks skæbne afhænger af i mangel af bedre.

 

 

Rigets Führer [26/10, 30/10]

Den normalt snilde og humoristiske mediemanipulator, Peter Aalbæk Jensen, er blevet så sur på et kritisk medium, at han optræder som et lille, trodsigt barn med storhedsvanvid

 

Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, er kendt for sin bramfri og professionelle omgang med medierne. Næsten med samme mesterskab som salig Simon Spies forstår ”Don Å” at skabe en masse gratis medieomtale med forbløffende enkle midler, såsom at vise sin tissemand rygende på en cigar. Derfor undrer det, at han nu har valgt at køre en indlysende tabersag mod filmmagasinet ”Ekko”. Han anklager magasinet for i to tilfælde at have skrevet kritisk om ham og Zentropa, uden at han havde fået lov til at udtale sig i artiklerne. Og nu har han så tilmed udeladt bladets anmeldere fra pressevisninger af kommende film. Groft sagt undrer sig over, at denne ekspert i mediemanipulation er faldet tilbage til forældede teknikker fra Anker Jørgensens og Margaret Thatchers tid, hvor politikere stadig troede, at et medium kunne tyres ved, at man lagde det på is. Aalens selvmorderiske optræden kan kun skyldes, at Lars von Triers berygtede nazi-udtalelser er gået Zentropa-direktøren så meget på hjernen, at han nu tror, han er Der Führer og derfor kan censurere filmrigets medier med fast hånd.

Portionsanrettet rigsarkiv [26/10, 29/10]

I anledning af et stort tyveri fra Rigsarkivet understreger rigsantikvaren, at tyvekosterne ikke er marcheret ud af læsesalen i store flyttekasser. De er listet ud

 

Ved synet af den imponerende kolonne med flyttekasser fyldt af uerstattelige dokumenter og medaljer, som to mænd har kunnet fjerne fra Rigsarkivet, så indser Groft sagt endnu engang, at Danmark er landet, hvor tillid og åbenhed regerer – selv når det angår nationens største skatte. Dog hersker tossegodheden ikke uindskrænket i Rigsarkivet. Det fremgår af rigsantikvar Asbjørn Hellums udtalelse: ”Materialet må være fjernet fra læsesalsområdet i små portioner over meget lang tid.” I rigsantikvarens udtalelse ligger jo en lodret afvisning af, at det skulle have været muligt for tyvene at hyre 3 x 34 eller andre transportfirmaer og få disse firmaers kvikke og effektive flyttemænd til på en enkelt eftermiddag at bære alle de kostelige, nationale dokumentskatte i flyttekasser direkte fra arkivet og læsesalen ud i flyttebiler til borttransport. Folk med forstand på kasser vil i øvrigt kunne støtte rigsarkivarens erklæring med den iagttagelse, at de kasser, som politiet nu opbevarer tyvegodset i, slet ikke ligner de kasser, som materialet lå i på Rigsarkivet.

 

En omvendt Goebbels [26/10, 28/10]

Borgmester Anna Mee Allerslev integrerer minoriteter i København med velkendte sproglige metoder

 

Københavns Kommune holdt i sidste måned en ”Mangfoldighedsfestival.” Inden arrangementet opfordrede kommunens ”TaskForce Inklusion” Dansk Zionistforbund til helst ikke at flage synligt. Borgmester Anna Mee Allerslev (R) forklarer i Berlingske fredag, at årsagen var, at ”eksperterne var dybt bekymrede for situationen. De var bange for, at sikkerheden ikke var tiltrækkelig og rådede os til at udelukke forbundet helt. I stedet blev 20 ekstra betjente sat ind. For medarbejderne fastholdt, at Dansk Zionistforbund skulle have lov at deltage. Det giver jo slet ikke mening at afholde en mangfoldighedsfestival, hvor ikke alle grupper er velkomne.” Groft sagt er imponeret over, hvor mesterligt borgmesteren i sin udtalelse rent verbalt integrerer minoriteter i sin by ved at undgå at specificere, hvilke befolkningsgrupper det er, der er så åndeligt formørkede, at de kan finde på at overfalde jøder ved et integrationsarrangement. Som en omvendt propagandaminister Goebbels samler borgmesteren alle kræfter, inklusive jøder, mod den helt abstrakte, ansigtsløse ”truede sikkerhed”.

 

Forkerte eksperter [25/10, 26/10]

Sagen om håndteringen af Thorning-Kinnocks skattesag handler ikke så meget om jura som om kulturstrid mellem offentlige myndigheder

 

Skattekommissionens dygtige jurister er ikke eksperter i de kulturforskelle, som sagen egentlig handler om. Når direktør i Skat København Lisbeth Rasmussen skriver i sin dagbog, at Loft, Arnfeldt og Lund ”angriber” og vil have ”omgjort” afgørelsen, så er det et udslag af en velbeskrevet kulturel forskel mellem ethvert ministerium og så de mere praktisk orienterede, underordnede myndigheder under ministeriet. Det er en grundlæggende antagelse sådanne steder, at dem inde i ministeriet altid blander sig for meget uden at have en pind forstand på substansen. Og en fordom i ministeriet, at de lavere instanser hele tiden løber ukontrolleret slalom mellem reglerne. Derfor har det også været ydmygende for direktør Erling Andersen at skulle holde møder med departementschef Peter Loft om sagen. Og Andersen har derfor med stor tilfredshed kunnet bruge meddirektør Lisbeths kulturelt korrekte dagbogsskriverier i sin redegørelse, som netop på dette punkt modsagde Lofts redegørelse. Og kun derfor nedsatte ministeren kommissionen, som nu får alle til at tro, at det hele bare handler om jura.

 

 

Sponsorer til Søren [24/10, 25/10]

Det kniber med penge til at fejre Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. Men flere af hans titler rummer indlysende sponsorater

 

Det offentlige fyrede 150 millioner kr. af på H.C. Andersens 200 års fødselsdag med millionshow med den aldrende hormonbombe Tina Turner og ”ambassadører”, som få kunne se meningen med. Og sporene efter Andersen har skræmt så meget, at der nu kun kan findes 2,5 offentlige millioner til at fejre Søren Kierkegaards 200 år med. Det er for sølle! Sørens forfatterskab rummer en lang række titler, som direkte inviterer til sponsorater fra danske partier og virksomheder. Lad os blot i flæng nævne: ”Af en endnu levendes papirer”, som de Konservative passende kan sponsorere. ”Forførerens Dagbog” kan Penkowa i forening med Stein Bagger sponsorere med nogle af Baggers gemte millioner. ”Opbyggelige Taler”: Thorning og hendes parti. ”Begrebet Angest”: producenter af antidepressive piller. ”Kjerlighedens Gjerninger”: massageklubber på Vesterbro. ”Tag et Bræk-Middel (Øieblikket 1)”: Antenneforeninger landet over. ”Dette skal siges; saa være det da sagt”: Margrethe Vestager/ de Radikale. Groft sagt har allerede spyttet i bøssen med et klækkeligt, dog rent åndeligt sponsorat af ”Om Begrebet Ironi”.

 

Forbrydelsen III: løsningen [23/10, 24/10]

Bag alle de ubegribelige forviklinger i Forbrydelsen III tegner der sig et klart, enkelt mønster, som giver alting mening

 

Groft sagt har et fuldstændigt logisk bud på sammenhængen i ”Forbrydelsen III”. Forklaringen er sex. PET-agenten, der spilles af Nikolaj Lie Kaas, som for tiden spiller med i alt, er tydeligt besat seksuelt af Sarah Lund. Det kan undre, da Lund altid er sur og tvær og klædt i islandsk sweater, men nogle mænd tænder altså på svært mutte, masochistiske kvinder i stikkende striktrøjer. Og enhver kan forestille sig, hvor ulidelig og komplet utilnærmelig Sarah Lund må være en almindelig dag i politiet med cykeltyverier, villaindbrud, tilfældige skyderier og voldtægter. På en sådan dag hensidder Sarah Lund tungsindigt i absolut mørke på sit kontor med utændt sparepære og skumler vellystigt over sin tabte søn. Derfor var PET-agent Kaas nødt til at til at få søfolkene myrdet og få rigmandsbarnet kidnappet – for at lokke Lund ud af kontoret. Men hvem fik han til det? Elementært! Den eneste, der kan køre så genialt om hjørner med hele politistyrken inklusive PET igen og igen, som det sker i Forbrydelsen, er tidligere PET-agent Morten Storm. Og han optager i smug alle mumlerier på sin mobil.

 

Stormløb [22/10, 23/10]

Når den forhenværende rocker, muslim og PET-agent Morten Storm har gjort kål på PET, forventes han også at udrydde rockerne og det muslimske trosfællesskab

 

TV fortæller i øjeblikket, hvor svært det er for medlemmer af rocker-bander at forlade ”brødrene”. En bedemand i Sønderborg fortæller således om skud i benet, tredobbelt benbrud og bøllebank inden han slap fri. Også muslimer, som mister troen, kan have svært ved at forlade gruppen af trosfæller med liv og lemmer i behold. Derfor er det imponerende, at den erklærede, forhenværende PET-agent Morten Storm først har kunnet forlade rockerne og derefter den muslimske tro, tilsyneladende helt uden forfølgelse og fysiske mén. Nu har han så også forladt PET, og det kunne også være sket helt uden dramatik. Men det er åbenbart blevet for kedeligt for Storm at forlade bander, religioner og efterretningsvæsner i stilhed. Så med stempler i passet, fotografier af en kuffert fyldt med sedler og båndoptagelser af skumle samtaler med andre agenter, er han nu gået til angreb på PET. Selv pensioneret chef Bonnichsen er rystet. Rygter vil vide, at både rockerpræsidenter og ledelsen af den muslimske kirke nu også ryster i bukserne for, at Storm går løs på dem, når han har gjort kål på PET.

 

Deklarér doping [19/10, 22/10]

Uden eksperter med friske forsyninger af stof ville vi hverken have store cykelryttere eller store politikere. Det bør af detaljerede varedeklarationer klart fremgå, hvad folk kører på

 

Nu har de amerikanske præsidentkandidater overgået hinanden med vittigheder ved en festmiddag. Men de har ikke selv fundet på deres brandere. De kører på stof, som de har fået fra deres taleskrivere og vittighedsleverandører. Også Villy Søvndal har engang i en tale til Fogh haft stor succes med vitser, som han havde købt hos en standup-komiker. Det finder Groft sagt sådan set i orden. Store mænd har ikke stunder til selv at finde på deres tanker og vittigheder. Derfor har de en stab af eksperter, som holder dem kørende. Fuldstændig som i cykelsporten, hvor Lance Armstrong og resten af ”classementet” kører på stoffer og blodtransfusioner, som er sat i system af højtuddannede læger. Uden eksperter med friske forsyninger af stof ville vi hverken have store cykelryttere eller store politikere. Det er lige så umuligt at udrydde doping i elitesport som det er at udrydde ghostwriting i politik. Problemet er udelukkende, at der snydes i det skjulte. Det bør derfor af detaljerede varedeklarationer klart fremgå, hvad et fodboldhold fik i teen i pausen, og hvem der skrev Ida Aukens debatindlæg.

 

Fynsk muslimsk nødråb [19/10, 22/10]

En desperat far til muslimske skolebørn har med en opsigtsvækkende aktion appelleret til danske myndigheder om at gøre noget for at lære hans børn at læse og regne

 

En gruppe skoleelever grinede ad en skoleleder på Fyn, da hun skældte dem ud for at forstyrre undervisningen. Og det gjorde hende gal i skralden, så hun kom ekstra kul på og sagde: ”Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen.” Derefter anklagede en far hende for racisme, og sagen poppede derefter op i alle medier, og skolelederens chef udtalte, at han fandt udtalelsen helt uacceptabel, og skolelederen beklagede. Så trak faren anmeldelsen tilbage: ”Jeg har villet skabe en debat og få folk til at indse, at der er et problem.” Da Groft sagt tror det bedste om fædre til muslimske, kristne, jødiske og buddhistiske børn, der ødelægger undervisningen, så er Groft sagt overbevist om, at det problem, faren ville rejse med sin politianmeldelse, i virkeligheden er, at mere end 30 procent af sådanne børn, hverken lærer at læse eller at regne i de 9-10 år, de tilbringer i skolen med at lave ballade. Og det problem, det er, at sådanne børn kun har respekt for lærertyper af den gammeldags autoritære slags, som besvarer latter med en røvfuld af spanskrøret. Eller det, der er værre.

Jurister uden spin [19/10, 21/10]

De 6 embedsmænd, som besluttede at ændre praksis midt under behandlingen af Kinnocks skattesag, er enten tonedøve over for politik, eller også er de bare dummere end pressen tillader

 

Kontorchef Carsten Vesterø kan i interviewet i Berlingske fredag godt se, at ”det ser underligt ud”, at Skat ændrede praksis midt under Kinnocks skattesag. Og ændringen fik jo den effekt, at Kinnock slap for at skulle efterbetale skat, og at Thorning så også kunne blive statsminister. Men de 6 involverede embedsmænd fra Skat København og Skatteministeriet, som sad med ved mødet, må alle have været jurister af den gamle skole, som er helt tonedøve for, hvordan sager, de behandler, kommer til at se ud i pressen. For enhver førsteårsstuderende på journalistuddannelsen kan se, at sagen her er en politisk ”stinker”. Den eneste mulige anden forklaring er, at embedsmændene har været så dumme, at de har troet, at deres administrative beslutning kunne holdes indendøre som en ren teknikalitet. Og at de – om galt skulle være og det slap ud – så kunne redde den med, at de bare fandt det på tide at rette en systemfejl. Og ingen af præmiejuristerne har syntes, at beslutningen ragede minister Traktor-Troels en pind, så han måtte forgæves selvstudere sagsakterne uden at finde ”noget at komme efter”.

 

 

Mob dig på TV! [18/10, 20/10]

Unge, som sviner hinanden til på nettet, bliver nu ophøjet af TV 2 til at have landsdækkende betydnng

 

Alle kan efterhånden skrive på nettet, hvis de gider. Derfor står der en masse ulideligt sludder på nettet. F.eks. skrevet af skoleelever, som mobber hinanden. Det mærkelige er, at TV 2 de seneste dage har ophøjet alt det idiotiske, ubehjælpsomme nonsens til landsdækkende betydning ved både at bringe nyhedsindslag om det og skrive om det på deres website med udførlige citater af det værste. Det, der har udløst TV-dækningen, er, at der er en ung pige i Canada, som har taget sit eget liv, angiveligt på grund af mobning, efter hun lagde sine bryster på YouTube. En dansk mobber er stået frem i TV Nyhederne og har forsvaret sin mobning. Også ofre står frem og jamrer for åben skærm. TVs hensigt er nok at begrænse idiotien. Det er mærkeligt, at TV 2 ikke selv kan se, at det eneste, der i praksis kommer ud af det, er, at mange sygeligt opmærksomhedssøgende unge nu lægger sig ekstra i selen med grænsebrydende grovheder og vulgariteter for at være den udvalgte, som TV næste gang ophøjer til landsdækkende betydning, når der skal fortælles en historie om mobningens vanvid.

 

Catch SF [17/10, 18/10]

Medierne har med primitive klichéer fanget SFs nye partiformand i en Catch 22: Ligegyldigt hvad hun gør, er det forkert

 

SFs nye formand har haft en klar strategi gennem hele valgkampen: 100 procents opbakning til regeringsgrundlaget, men samtidig har hun dristigt tirret pressen med nuancer i sine formuleringer, som sender et helt nyt signal om, at SF faktisk stadig eksisterer som et selvstændigt parti. Nu har Vilhelmsen så senest udtalt: ”Jeg er ikke tilhænger af det incitament, der handler om, at jo mindre folk får, jo tættere vil de nok komme på arbejdsmarkedet.” Og straks skråler alle medier hysterisk op om, at SF-formanden er ”på konfliktkurs” og ”undsiger regeringens kontanthjælpsreform.” Ifølge mediernes primitive klichéopfattelse af politik så er det en stor fejl, hver gang Vilhelmsen siger spor andet end der står i regeringsgrundlaget. Men medierne synes også, at det er helt galt, hvis hun altid kun siger, hvad der står i regeringsgrundlaget. For så er hun blevet ”tæsket på plads.” Konklusionen er, at ligegyldigt hvad hun (ikke) siger, så begår hun en stor fejl. Formentlig er det derfor, at hun – i det absurde valg mellem to onder – synes, at hun ligeså godt bare kan sige, hvad hun mener.

 

Derfor Bornholm [16/10, 17/10]

Leonora Christina Skov finder det ligeså irrationelt at få børn som at flytte til Bornholm. Men hvorfra han hun dog fået den plimskøre ide, at børn og Bornholm har nogetsomhelst med fornuft at gøre?

 

Forfatteren Leonora Christina Skov opregnede i Politiken i weekenden sine grunde til ikke at få børn. ”For mig er ingen børn lige så naturligt som ikke at flytte til Bornholm.” Hun gyser ved tanken om at få et besværligt, uambitiøst, larmende barn. Og hun opregner fordele ved ingen børn: Man kan spontanrejse eller tage væk i månedsvis, stå op og gå i seng, når man har lyst. Groft sagt, som med sin mage har avlet 3 børn, kan kun give Leonora ret: Ethvert af børnene var et irrationelt råb ud i universet om mening og kærlighed. Og mens vi knoklede for at overleve, kunne vi jævnligt læse i avisen, at folk med vores indtægt ifølge eksperter slet ikke havde råd til at have så mange. Og den irrationelle galskab stopper jo ikke med børnene. For så følger børnebørnene, som for tiden truer Groft sagts ægte lædersofa med slibrigt slik. Men mon Leonora også har tænkt på, at hun som barnløs så ikke engang kan blive berømt som monster-mor i den selvbiografi, som hendes barn skriver om sin opvækst hos en superrationel mor, som med alle midler kæmpede forgæves for at blive en stor, berømt forfatter?

Kristiansens spinkup [15/10, 16/10]

Michael Kristiansens nådesløse afsløringer af danske politikere tjener til at markedsføre hans ydelser over for erhvervslivets tunge drenge

 

I sine udtalelser til Berlingskes fødselsdagsportræt fremhæver Michael Kristiansen, at han nu ikke mere har partier og politikere som kunder. Det er ikke så underligt, for i den prisklasse, som Kristiansens råd efterhånden er kommet op i, kan politiske fattigrøve slet ikke hamle op med erhvervslivets tunge drenge. Groft sagt og andre ude ved kakkelbordene skal derfor være taknemmelige for, at doktor Kristiansen, assisteret af ”Smørhår” Mogensen og lattermilde Lotte Mejlhede, flere gange ugentligt stadig gider markedsføre sig selv og sine ydelser over for erhvervslivet ved offentligt at spanke de stakkels politikere, som er ude af stand til at betale ham ”dummebøder” for at lade dem være i fred. Kristiansens mesterlige spinkup er, at alle tror, at han gør det for at pille alle omsvøb af dansk politik og oplyse befolkningen. Men sandheden er, at han kun gider afsløre danske politikere, for at vise potentielle erhvervskunder, hvor skarp han er. Det uhyggeligste spin ved Kristiansen er, at han samtidig ser ud til at more sig herligt med Mogensen. Som om dansk politik var en skør komedie.

 

Arnolds sjæl [12/10, 15/10]

Når man siger ordet "Schwarzenegger", tænker mange "krop". Men der er gode grunde til i stedet at tænke "sjæl"

 

Netop fordi fænomenet Arnold Schwarzenegger begyndte som en almindelig mandekrop, er det lærerigt at se, hvad der gjorde den forskel, som førte til hans succes. Det er nemlig – efter Groft sagts vurdering – hans ånd, især hans sans for æstetik. I modsætning til konkurrenterne lagde han mere vægt på at bygge en krop med smukke proportioner end en krop med gigantiske muskler. Og hans sejrende performance på scenen som bodybuilder skete fra første færd med stor charme og karisma i grel kontrast til de glinsende, ofte grotesk grimme muskelbundter omkring ham. Med åndeligt afsæt i sin flotte krop blev han filmskuespiller, scorede en Kennedykvinde og blev guvernør i Californien. Selv om hans hemmelige faderskab til en tjenestepiges barn kan forekomme yderst banalt og kødeligt, så bør man heller ikke her være blind for det æstetiske aspekt: at den falmende guvernør Arnold med denne pikante historie fik sat dramatisk, erotisk spræl på sit eftermæle. Til stor gavn for salget af biografien med hans livshistorie, som derfor vil leve længe blandt os, efter hans krop er termineret.

Laber larve [12/10, 14/10]

TV forsøgte at vise vores statsminister som helt almindeligt menneske. Det emotionelle klimaks indtrådte, da hun af studieværten fik overrakt et stort sytletøjsglas med slik

 

Groft sagt krummede tæer under TV-udsendelsen torsdag aften, hvor Helle Thorning-Schmidt viste sig som almindeligt menneske i rødternet skjortebluse i sit delesommerhus, hvor hun bl.a. lavede fiskefrikadeller til en ung, ufriseret studievært uden sokker i skoene. Det meste af udsendelsen handlede om studieværten, som klædte sig på, ventede i Statsministeriet og hele tiden snakkede manisk uden indhold. Det var svært for Helle at koncentrere sig under al den støj, men TV mener åbenbart, at det er barnligt selvoptagede studieværter i indforstået øjenkontakt med seerne, som skal sørge for, at vi bliver hængende. O.K. Groft sagt er så bare ikke målgruppen for sådan et program, som da også selv sendte et klart signal om, at udsendelsen var for folk, som holdt af det slikprodukt, der hedder ”labre larver”. I en helt ubetalelig selvafsløring var slutscenen, at den infantile studievært overrakte vores statsminister et syltetøjsglas med en laber larve for hver dag, hun havde været statsminister. Og vor statsminister udbrød jublende, at det var den bedste gave, hun kunne få. Bvadr.

 

Hovsa-Carina [12/10, 13/10]

Carina var ifølge eksperterne i praksis død. Men så vågnede hun op og spolerede dermed den planlagte donation af sine organer. Men det værste var at overvågningskameraer havde optaget det hele

 

I mismodige stunder er Groft sagt overbevist om, at denne verden snart vil gå under, fordi alle eksperterne tager helt fejl. ”Titanic” kunne som bekendt ikke synke, og finanskrisen var utænkelig, før krisen pludselig var over os alligevel. Og nu har så en helt utænkelig levende Carina indtaget alle medier, fordi eksperterne sagde, at hun stensikkert ville dø, og at familien derfor ligeså godt kunne give tilladelse til, at hendes unge, friske organer kunne komme en anden til gode. Og hele landet sad med rundt om konferencebordet, hvor den ansvarlige overlæge forsikrede de ulykkelige forældre om, at ethvert håb om mirakler var udelukket. Men hovsa: seje Carina vågnede sørme op alligevel, og hospitalet forsøgte derefter uden held at få DR-dokumentaren stoppet. Det særligt rystende er, at alle overlægerne jo var usædvanligt meget oppe på dupperne den dag, fordi de vidste, at de var på TV. Man gyser ved tanken om, hvor mange hovsa-levende Carinaer der kan smutte gennem donationsivrige overlægers skærsild til dødsriget på en almindelig grå hverdag uden videoovervågning.

 

 

 

Komfortable Nina [12/10, 13/10]

Danskerne mener, at kvinders karrierelyst er lille. En kvindelig økonomiprofessor mener, at lysten vil stige, hvis man overvinder sin modvilje mod at ansætte tjenestefolk til at tage sig af arbejdet i hjemmet

 

En EU-undersøgelse viser, at 49 procent af danskerne mener, at kvinders lyst til karriere er mindre end mænds. I lande som Sverige og England er det kun 18 procent, der mener dette. I den anledning forklarer professor i nationaløkonomi og tidligere vismand, Nina Smith, til forsiden af Berlingske, at ”den egalitære indstilling i Danmark betyder, at danskerne ikke – bortset fra i visse kvarterer i Nordsjælland – er komfortable med at have tjenestefolk.” Den politisk tjekkede Nina Smith kan selvfølgelig ikke mene, at vi bare skal importere nogle flere underbetalte au pair-piger fra Filippinerne og andre fattige lande til at lave vores mad, lufte hunden, gøre rent og passe vores børn, for at mor kan gøre karriere. Så tanken må være, at nogle af alle de mange arbejdsløse i landet skal sættes i sving som butlere, husholdersker, barneplejersker og gartnere. Men det kan ingen almindelig familie jo betale. Så meningen er vel, at alle kvinder først bliver som Nina: professor med fede ben og lukrative bestyrelsesposter. Derefter kan man så ansætte tjenestefolk og være ganske komfortabel endda.

 

 

Mögfather [9/10, 10/10]

Godfather uden kærlighed er som en skatteminister uden ministerium

 

Skatteminister Thor Möger Pedersen henter inspiration til sit virke i ”Godfather”-trilogien. Det påpegede Thomas Larsen i Berlingske Søndag og citerer Möger for denne begrundelse: ”Den viser, hvordan man helt ud i ekstremerne organiserer en meget disciplineret og i virkeligheden skrøbelig organisation.” Men her må Groft sagt så konstatere, at Möger åbenbart ikke forstår, at det, der får det hele til at hænge sammen for Godfather, er kærlighed. Ganske vist ved alle, at Godfathers gorillaer kan dræbe effektivt, og at han også selv kan dræbe om nødvendigt. Men netop derfor kører de daglige forretninger med så demonstrativ stor vægt på kærlighed og hengivenhed. Det gør alting lettere, hvis alle elsker og respekterer hinanden. Godfather bliver derfor oprigtigt ked af det, hvis en, som han elsker, skuffer ham. Hvis SF var en ”familie” og Möger var dens Godfather, så ville Möger forlængst grædende have bedt sine kritikere om at forklare, hvorfor de dog hader ham. Og hvad han skulle gøre for at vinde deres kærlighed. Og hvis Möger var Godfather, så ville Mor Vilhelmsen ikke snart fyre ham.

 

Fat håb, Holm! [8/10, 9/10]

Det kritiseres, at ingen læser de stadig flere artikler, som stadig flere forskere, skal skrive for at overleve. Men udviklingstendenser inden for artikelskrivning viser, at det problem snart vil have løst sig selv

 

Den tidligere prodekan for formidling på Aarhus Universitet, Claus Holm, udmaler i Berlingskes Kommentar mandag et rædselsbillede af forskningsverdenen. Forskerne skriver som gale, men ingen har tid til at læse hinanden. Kun mellem 2 og 10 procent af artiklerne menes at blive læst af andre end de anonyme fagfæller, som bedømmer dem, inden de trykkes. Men Holms forestilling om, at artikler skal læses, forekommer Groft sagt gammeldags. Det vigtige i dag er, at der i en artikel er referencer til alle artikler, som en af de mulige anonyme fagfæller har skrevet. Af rædsel for at fornærme bedømmerne og få afvist artiklen bruges stadig mere plads i artiklerne på at sikre sig, at man ikke fornærmer en bedømmer ved at glemme en henvisning til ham. Vi nærmer os derfor det punkt, hvor alle nye artikler er helt fyldt ud med henvisning til artikler, som er skrevet af fagets alfahanner. Dette vil snart gøre alle artikler inden for samme forskningsområde til helt ens lister med litteraturhenvisninger. Herefter vil det være let for forskerne at nå at læse artiklerne og samtidig øge produktiviteten.

 

Løkkes modbevis [5/10, 7/10]

Ifølge en videnskabelig rapport, som Berlingske skrev om torsdag, er kedsomhed ”en ubehagelig tilstand af at ville noget uden at være i stand til at gøre noget, der tilfredsstiller den trang.” Og det lyder rigtigt. F.eks. blev Løkke tydeligt ramt af kedsomhed, da han sidste år måtte afgive statsministerposten til Helle. Det passer perfekt med definitionen: Løkke befandt sig i en ubehagelig tilstand, hvor vælgerne havde forhindret ham i at gøre noget, der tilfredsstillede hans trang til at gennemføre sin politik. Han kunne derfor knapt holde sig vågen i Folketingssalen ved åbningsdebatten sidste år, når Helle stod på talerstolen og fremlagde alle sine storslåede planer. Men i år så han slet ikke ud til at kede sig spor under samme debat, selv om Helles planer nu bare går ud på en kedsommelig ting som en længere skoledag. Forskerne i kedsomhed er altså nødt til at revidere deres teori. Løkke har bevist, at man kan være ude af stand til selv at gøre noget, men samtidig være særdeles godt underholdt af, at ens fjende med dødsenskedsommelige forslag af egen kraft går sin undergang i møde.

 

Stærk i undergang [5/10, 6/10]

Statsministeren er på det seneste fremstået med stor ægthed og lidenskab. Ræsonnementet bag må være dette: "Når det alligevel går ad helved til, så kan jeg lige så godt bare vise dem, hvem jeg er"

 

I Folketingets åbningsdebat gik Helle Thorning-Schmidt i flæsket på Løkke og Venstre. Det skete med saft og kraft. Det er tydeligt, at Thorning i sine taler på det seneste er blevet både mere selvironisk, sikker og offensiv. Og virker mere ægte. Det oplevede vi både i kongrestalen forleden og i åbningstalen i Folketinget. Det klæder hende! Efter Groft sagt’s helt oprigtige vurdering viser Helle her præcis de sider af sin person, som alle de vælgere, der stemte på hende ved valget, drømte om at se hende udfolde som statsminister. Problemet er bare, at vælgerne fortsat flygter. Måske fordi de gennemskuer, at åbningstalens eneste nyhed: forslaget om længere skoledag, var gabende fantasiforladt. Og at hun kun udmalede et valgkampsagtigt fjendebillede af Venstre i åbningsdebatten for at dække over, at regeringen er ude af stand til at finde ud af, hvem den vil lave finanslov med. Statsministerens nye, mere ægte stil er retorisk velgørende, men det er for let for alle at gennemskue, at den skyldes, at Helle har indset, at hun ligeså godt kan være sig selv, når alt håb alligevel er ude.

 

Vi er alle Ørum [5/10, 6/10]

En ligegyldig person med et gakket projekt kan fejre triumfer i medierne, fordi vi alle genkender os selv i ham

 

Den tidligere formand for Kristeligt Folkeparti, den kvieøjede Per Ørum Jørgensen, kunne for et par dage siden opleves i alle medier. Anledningen var, at han havde stiftet et nyt parti, Det Demokratiske Parti, hvorom han oplyste: ”Vi er et centrumhøjre parti og vil være en del af en blå blok.” Spørgsmålet er, hvorfor alle medier dog bringer det som en vigtig nyhed, at Ørum gerne vil i Københavns Borgerrepræsentation og derfor nu stifter et nyt parti, som enhver kan se er komplet overflødigt. Men dette spørgsmål rummer samtidig svaret. For det er netop, fordi projektet er så åbenlyst gakket, at alle medierne bringer nyheden. Men det lykkedes bare slet ikke for journalisterne at klæde Ørum af. Bl.a. fordi han tilsyneladende havde lært at smile helt afvæbnende bredt på et medietræningskursus. Denne lille mand, som nægter at indse, at han bare er en lille, ligegyldig, grinagtig mand, fik vores sympati, fordi vi alle genkender os selv i hans udsigtsløse, men heroiske kamp for at blive noget stort. Snart vil Ørum derfor nok sidde i borgerrepræsentationen og måske endog i Folketinget.

 

Le Pahp PR [3/10, 5/10]

Under dække af en dyr vittighed om dagpengemodtagere gør en række fagforeninger opmærksom på, at de ikke er spor forstenede

 

Forkortelsen af dagpengeperioden rammer ca. 20.000 til nytår, oplyser en række fagforeninger i en annoncekampagne, som anslår humoristiske toner ved hjælp af ”dåsetorsk” og ”Le Pahp Champagne”. Og pressen bragte artigt muntre billeder af fagforeningsbosser og et par politikere, som indtog varerne ved langbord foran Christiansborg. Kampagnen har kostet millioner, men flytter jo ikke en stemme. Den tjener i praksis udelukkende til at sende et signal til foreningernes tilbageværende medlemmer om, at fagforeningerne skam ikke er spor forstenede, men er frække og har humoristisk sans. Fagforeningerne har åbenbart efter Carina og Robert indset, at det er alt for risikabelt selv at prøve at finde nogle holdbare, rystende eksempler på folk, der går i hundene. I PR-skjul bag en hundedyr vittighed overlader fagforeningerne det derfor helt til TV-stationerne efter nytår at løfte byrden med at bringe holdbare historier om dagpengeofre, der må gå fra hus og hjem uden så meget som dåsetun og papvin.

 

Gummimaske og rynkefjæs [2/10, 3/10]

Man bør ikke håne SFs "børnebande", bare fordi de er unge og mangler uddannelse. Men de bør hånes, når deres politiske praksis viser, at de mangler erfaring og viden.

 

Hvis man kan klare et job som minister eller politisk ordfører uden livserfaring og formel uddannelse, så er det da kun fint. Men det kører ikke særligt godt for SFs ”børnebande” i øjeblikket. Deres fejl består i, at de psykologisk fejlvurderer deres omgivelser og overvurderer egne spinevner. De overvurderede Søvndals udholdenhed og så ikke Vilhelmsen, før hun sprang ud som kandidat. De fejlede også med lækagen af Vilhelmsens stemmeafgivning og Jesper Petersens efterfølgende angreb på hende for, at det er ”helt uholdbart”, at hun på et fortroligt møde i partiets landsledelse i foråret stemte blankt til regeringens økonomiske politik. Her fejlvurderer man, at Vilhelmsen så kan score på bare at gøre opmærksom på, at hun efterfølgende loyalt har bakket op om flertalsafgørelsen. Hermed overbeviser hun om, at hun yderst professionelt både internt siger sin ærlige mening som ægte SFer og samtidig eksternt siger det nødvendige. Næste fejl er, at de tror, at Krags automattalende, glatte gummimaske i TV-dueller kan få et skeptisk bagland af SF-skægstubbe og rynkefjæs til at spinde af fryd. 

 

 

Gud uden butler [1/10, 2/10]

Paven fører nu retssag mod sin butler, fordi han har lækket hemmelige dokumenter. Men det letteste ville jo være, hvis Gud selv trådte frem som synlig leder, så vi slap både for pave og butler

 

Pavens tidligere butler Paolo Gabriele siger, at han har lækket fortrolige dokumenter fra paven til den italienske presse under indflydelse af ”Helligånden”. Han var blevet mere og mere frastødt af den ”ondskab og korruption”, som han oplevede på nærmeste hold i Vatikanet. Han ønskede med sin lækage at beskytte paven og bringe den katolske kirke tilbage på sporet. Butleren er altså en whistleblower, som med pressens hjælp appellerer til den almindelige moral i samfundet om, at noget er helt galt internt i et system. Men den undskyldning køber det katolske hierarki af pave, kardinaler m.m. ikke. Så nu er der anlagt en sag, hvor en dødelig ret af jurister med lovparagraffer skal finde ud af, hvilken straf han eventuelt skal have. Groft sagt kan ikke tilbageholde et suk over, at Gud ikke bare praktiserer synlig, direkte ledelse i klart sprog, så vi slap for alle disse fortolkende, kirkelige mellemledere med og uden butlere, som er nødt til at lække hemmelige dokumenter for at sikre, at Guds egen gode moral overholdes. Og Gud kunne jo ovenikøbet sagtens lede det hele uden en butler.

 

Sass-sagen, kort [28/9, 1/10]

Det korte af det lange er, at Sass, som en naturlig konsekvens af forløbet, bør udnævnes til Minister for Ting, som aldrig er sket

 

Sass blev ikke minister, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Det sagde Sass, at to departementschefer havde fortalt ham på et møde, hvor de havde vist ham et notat fra PET, som vurderede at han bl.a. havde brugt en bandidosrocker som bodyguard. Thorning beklagede derefter uden for ”det sorte tårn”, at Sass desværre ikke kunne sikkerhedsgodkendes af systemet og derfor havde meddelt hende, at han ikke kunne blive minister. Men på samrådet forleden erklærede Thorning så, at der slet ikke fandtes noget, der hed ”sikkerhedsgodkendelse”, og at det var hende, der suverænt bestemte, om en person kunne blive minister. Nu har det så vist sig, at ingen af de to departementschefer har skrevet noget ned om mødet, så i virkeligheden ved ingen, hvad der faktisk er foregået. Det har ombudsmanden kritiseret, og begge departementschefer meddeler nu i en mail til dagbladet Information, at de har taget kritikken ”til efterretning”. Nu mangler vi så bare, at også Sass selv holder op med at tale om sin manglende sikkerhedsgodkendelse, så han kan blive udnævnt til Minister for Ting, som aldrig er sket.

 

 

Helles Lotte-profil  [28/9, 1/10]

Ved at overtage svømmeren Lotte Friis' identitet er Helle Thorning-Schmidt på facebook i stand til at udtrykke sin ærlige mening om sig selv

 

Godt nok har Helle Thorning-Schmidt i 1-års-interview militant afvist, at hun har svigtet. Men Groft sagt har erfaret, at Helle på sin facebook-profil under pseudonymet Lotte Friis samtidig har betroet en lukket kreds, at hun under overfladen ser helt anderledes på det: ”Mit livs mareridt er en realitet. Aldrig har jeg været så skuffet. Aldrig har jeg været så ked af det. Drømmen er væk for evigt. Mit mål gennem 4 år blev ikke nået – det kan aldrig ændres.” At hun skriver ”4” og ikke bare ”1 år” viser, at det er hele det årelange parløb med Villy, som selv Helle nu også også godt kan se, har været spildt. Hvor ynkeligt, at landets statsminister er nødt til at påtage sig den nederlagsramte olympiske svømmer, Lotte Friis’ identititet for at finde mod til at udtrykke sandheden! Og betroelserne fortsætter: ”Jeg er en helt anden Lotte end den pige, der stod på præmieskamlen i Beijing.” Det viser, at statsministeren også godt selv kan se, at hendes rød-hvide landsholdspåklædning med stiletter, som fik de kinesiske ledere til at ligne pygmæpingviner ved besøget for nylig, var upassende.

 

SF-mor vender hjem [28/9, 30/9]

Far Villy har forladt hjemmet, og de skrupforkælede SF-børn har klædt storesøster Astrid ud som mor for at narre tilsynsmyndighederne. Men snart vender den rigtige mor hjem og sætter alt på plads

 

Nu har en undersøgelse vist, at SFs bagland så langt foretrækker Annette Vilhelmsen fremfor Astrid Krag med en procentfordeling på 59 over for 30. Men det er vel ikke så mærkeligt. Enhver kan jo se, at Annette Vilhelmsen er den snusfornufttige, superpædagogiske mor, som SFerne har manglet meget længe. Faktisk lige siden den tidligere børnehaveleder Ebba Strange forlod Folketinget i 1994. De seneste år har den godmodige og viljesløse far Villy ladet de skrupforkælede børn, Möger, Astrid og Jesper (Petersen, politisk ordfører) bestemme for at få fred. Og når lillebror Möger og storesøster Astrid nu så gerne ville prøve de store, dyre forlystelser som ministre, så sørgede far Villy selvfølgelig for, at de fik lov. Men så fik far Villy stress af at skulle behage de stramme tanter Helle og Margrethe. Og af nabokollektivets irriterende bandeleder Johanne, som stjal alle frugterne i SF-haven. Så nu venter baglandet bare på, at mor vender hjem og bringer orden i huset. Og de lader sig ikke narre af, at børnene har klædt storesøster Astrid ud som mor for at få lov at fortsætte i ministerrutchebanen.

 

Blogger amok [28/9, 29/9]

Med sensationelt forsidecitat og dobbeltopslag inde i Berlingske annoncerer pressechefen for Alm. Brand, at hun har mødt en yngre mand, som hun agter at gøre gravid

 

Fredag bringer Berlingske på forsiden nyheden om, at den højt profilerede blogger, pressechef i Alm. Brand, Anne Sophia Hermansen gik i rette med sig selv. Og med bemærkelsesværdig stor skrift citeres fra hendes personlige opgør: ”Jeg er blevet klogere og har ændret mit syn på politik, mænd, børn, karriere og venskaber.” Med tilbageholdt åndedræt bladede Groft sagt frem til klummen for at få indblik i de svære åndelige rystelser og nye intellektuelle erobringer, som kunne have fået dette skrivende vandfald til at strømme i nye retninger. Kunne det være en religiøs vækkelse? Eller øjenåbnende læsning af en af vores civilisations store filosoffer? Ansigt-til-ansigt med den femspaltede klummes tekstmasser svigtede modet et kort øjeblik Groft sagt. Men han sprang alligevel i og nåede omsider i femte spalte frem til forklaringen, som bare var, at den 40-årige pressechef nu flytter sammen med en mand i 30’erne, som både ”bager speltboller, tager barsel, lønslaver og stemmer rødt.” Rolig nu, Hermansen! Barslen må du stadig selv tage, uanset hvor mange åndelige rystelser du gennemlever.

 

Kom nu i gang, SF! [27/9, 28/9]

Nu må SF ud af hængekøjen og levere et blodigt formandsopgør, som vi ikke har haft siden de Konservative døde ud

 

SF gør sig i øjeblikket umage for at undgå, at formandsvalget udarter til personstrid. Derfor har det vakt opsigt, at Steen Gade, som støtter Krag, har sagt om Vilhelmsen: "Jeg vil ikke sige noget negativt om Annette. Men jeg mener, at situationen er usikker. Det politiske projekt er usikkert. Jeg synes ikke, at jeg kan se nogen klar linje.” Hvor tamt! Minderne hos Groft sagt vælder frem om de gode, gamle dage, hvor de Konservative leverede det ene blodige formandsopgør efter det andet. Det var også helt i partiets stil, at Lene Espersen, straks efter sin tiltræden som formand, hjerteløst fratog nestor Per Stig Møller hans elskede udenrigsministerpost og indsatte sig selv, fordi det var noget den konfettifødte partileder altid havde drømt om. Men i dag er partiet kun et skrantende genfærd. Det understreges af, at Per Stig lammefromt og nærmest i dølgsmål netop har overladt sine poster som udenrigsordfører og medlem af det vigtige Udenrigspolitisk Nævn til Lene. Nu må SF se at komme helt ud af hængekøjen og vise, at dansk politik stadig kan byde på et rigtigt blodigt formandsopgør!

 

Tusindårsdigter [26/9, 27/9]

Forfatteren Ole Hyltoft, som allerede har nøgenbadet ved Tisvildeleje igennem 1000 år, vil fortsat bade om 1000 år. Det fremgår altsammen af en efterårskronik i Jyllands-Posten

 

Forfatteren Ole Hyltoft skriver efterårskronik i Jyllands-Posten tirsdag. Den er mættet med sæsonens sanseindtryk, som flettes sammen ved hjælp af namedropping: H.C. Andersen, Gary Cooper, Jacob Paludan, Frank Jæger, Knud Sønderby. Folk, som stadig måtte tvivle på Hyltofts betydning, sættes til vægs ved, at DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen kommer forbi midt i kronikken med en bakke hjemmeavlede hønseæg til DR-næstformand Hyltoft. Mere intimt kan et tæt magtforhold mellem to af kulturlivets giganter næppe blive. Hyltoft bliver da også så beruset af sin egen kronik, at han afsluttende kaster sig i havet. Ikke fordi han indser, at han ikke kan nå højere og derfor ligeså godt kan slutte på toppen. Tværtimod lader han sig genføde til evigt liv. Mens han ”lader den blide brænding bruse” ind over sit ansigt, tænker han henført: ”Nu, som for 1.000 år siden. Og igen om 1.000 år.” I de kommende århundreder vil Hyltoft som Tisvildelejes nøgenbadende mumie altså være os alle et stadigt mere inspirerende bevis på, at kampen mod forfaldet kan vindes, bare man selv tror nok på det.

 

Vejrudsigternes snigløb [25/9, 26/9]

DR TVs vejrudsigter indoktrinerer seerne til at opfatte vindmøller som en del af naturen på linje med blæst og regn

 

DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn taler i kronikken tirsdag højstemt om et mere markant nyt DR1. Men enhver TV-seer kan se, at de meget opreklamerede ændringer – ud over ændret sendetidspunkt 21.30 – har bestået i småjusteringer i jinglen, og så at vejrudsigten er svulmet i 18.30-udsendelsen, hvor nyhedsdelen til gengæld er skrumpet til ca. 20 minutter. Det eneste sensationelle er, at man inde i de forlængede vejrudsigter nu markerer vindstyrker med små roterende vindmøller. På denne måde har DR i lodret strid med public service-reglerne taget part i debatten om vindmøllerne, Hjardemål Klitplantage og Vestas’ aktiekurser, idet seerne indoktrineres til at vind ikke bare blæser, men at den helt naturligt også driver vindmøller. Når denne indoktrinering har kørt i nogen tid, så vil min gode Groft sagt-kollega og vindmøllebekæmper Claes Kastholm fremstå som ridderen Don Quijote, der som bekendt forgæves bekæmpede vindmøller med sin lanse, ridende på Rosinante. DR bør forsyne vejrmøllerne med løbende tal for, hvor meget det den dag koster hver enkelt el-bruger, at vi har møllerne.

 

Manipulerende mellemmænd [19/9, 23/9]

De eneste, der scorer på protesterne mod fornærmelserne af profeten Muhammed, er de religiøse ledere, som lever fedt af at være mellemmænd til Allah

 

Groft sagt anerkender fuldt ud, at stakkels mennesker, der lever under elendige materielle og politiske forhold, søger at skabe mening og lidt glans i deres ofte udsigtsløse jordiske liv ved at tro intensivt på profeten Muhammed. Men at brænde byer af og slå hinanden ihjel i masseoptøjer hver gang rygtet går om, at der er en vantro, der har gjort grin med profeten, gør jo kun elendighederne større og alle endnu mere ulykkelige. De eneste, der scorer på det, er faktisk de ældre mandlige muslimske religiøse ledere – ayatollaher og lignende – som sidder på flæsket og endnu engang stiver deres jordiske magtpositioner af ved at sende deres stakkels, hårdt prøvede menigheder på gaden for at ødelægge. Hvor ville de troende muslimers liv dog blive meget lettere og skønnere, hvis de – i stedet for de hovedløse ødelæggelser og drab og fatwaer – så bare afskaffede alle deres religions yderst jordiske, nulevende konger og baroner, og selv tog direkte kontakt til Allah, som så kunne fortælle dem – kærligt og direkte uden manipulerende mellemmænd – at det er rent galimathias med alle de ødelæggelser.

 

EU fra not til hot [21/9, 22/9]

Thornings bryster kan være det, der skal til for at få EU op på mediernes dagsorden

 

I et interview i går om EUs svage dækning i pressen foreslår den internationalt kendte, danske forfatter Stig Dalager, at ”man fra de store avisers side inviterer til en række diskussioner intellektuelle og politikere imellem om Europas fremtid.” Ak, gid verden var rede til at værdsætte dette ædle forslag fra Danmarks førende politisk korrekte, intellektuelle fyrtårn. Groft sagt har et langt mere jordnært, detaljeret og effektivt forslag til at få EU op på mediernes dagsorden: Sørg hurtigst muligt for at Helle afløser Barroso som EU-formand. Derefter skal hun på et ferieophold på et slot i Provence, som hun og Neil låner af en af Kinnock-familiens rige venner, smide overdelen og vende enden til Neil, som hiver ned i bikiniens underdel og smører hende ømt ind i solcreme helt ned på ballerne. Ganske vist er Helle ikke hertuginde Kate, men paparazzierne overvåger jo Neil for at afsløre sandheden om hans seksuelle orientering.  Således vil EU-formandens bryster gøre EU hot i alle danske medier. Ganske vist kun som paparazzibiprodukt, men det er da bedre end ingenting.

 

Goebbels’ overmand [17/9, 19/9]

Forfatteren og debattøren Carsten Jensen S/M-spanker dagbladet Politikens højt kultiverede læsere med leverpostej

 

I øjeblikket fejrer S/M-pornoen triumfer. Ikke kun i litteraturen, hvor romanen Fifty Shades of Grey ligger i top på bestsellerlisterne. Også i den politiske debat triumferer S/M-pornoen, som jo består i at påføre læserne slemme ydmygelser og pinsler, som udløser stor vellyst. Her bekræftede den højt præmierede forfatter og kommentator Carsten Jensen søndag sin position som dagbladet Politikens førende S/M-pen. Alt i landet er elendigt i hans retorisk overstimulerende kommentar på forsiden af debatsektionen. Alle politikere og medier er helt til rotterne, især på grund af leverpostej, som dukker op flere gange: ”leverpostejbakker”, ”leverpostejhjernen” – og hver gang får den vulgære spise de højt kultiverede læsere til at hvine af fryd. Den finale udløsning nås med spanking af de allerede gispende læsere: ”Så der sidder vi, indespærrede i hver vores forstemmende lille, lukkede kasse, snart rystende af skræk for at miste dagpengene, snart smaskende af uhæmmet selvtilfredshed ved løftet om nye ufortjente skattelettelser.” Hvad skal man med Joseph Goebbels i sine S/M-sexlege, når man har Carsten Jensen?

 

Brysthyldest [14/9, 17/9]

Alle ved hvordan kvindebryster ser ud. Men der kæmpes alligevel hårdt for at holde dem under kontrol, så de ikke slipper ud til offentligheden

 

En paparazzo har taget billeder af Storbritanniens kommende dronnings bryster til et fransk ugeblad. ”Hertugen og Hertuginden af Cambridge blev informeret om publiceringen af billeder af hertuginden topløs under deres morgenmad på andendagen af deres officielle tur rundt i Malaysia,” fortæller b.dk ærbødigt fredag. Kilder oplyser, at parret er "sårede, chokerede, rasende og væmmes". Samme dag har Jyllands-Posten et interview med Inna Sjevtjenko, et ungt kvindeligt medlem af gruppen Femen, som hellere end gerne viser sine bryster frem. ”Nøgenhed, som mænd ikke kan kontrollere, skræmmer dem. Efterretningstjenesten følger os tættere end terrorister,” forklarer hun. I virkeligheden er begge historier en hyldest til kvindebryster. Selv om næsten ethvert menneske har diet af bryster som spæd og derfor særdeles godt ved, hvordan de ser ud, så er disse indretninger så fascinerende, at paparazzifotografer og efterretningsvæsner – afhængigt af hvilke kvinder brysterne sidder på – overvåger dem intenst af hensyn til de store sindsbevægelser, der opstår, hver gang de vises frem.

 

Bro uden mus [14/9, 16/9]

Forskere vil nu træne nogen sjældne mus til at benytte en bro til 18 millioner, som de ikke har benyttet i fire år. Men hvorfor må musene ikke bare blive ved med at leve i fred og ro på den ene side af vejen?

 

I 2008 byggede man en såkaldt ”faunapassage” over Svendborgmotorvejen. Det var en flot motorvejsbro til 18 millioner med træer og buske, som den lille, meget sjældne hasselmus kunne benytte, når den skulle over vejen. Det viser sig nu, at ikke så meget som bare en enkelt hasselmus har betrådt broen i de fire år, broen har eksisteret. ”Utaknemmelige skarn!” vil mange skatteborgere udbryde. Men så vulgær tale bør man undgå over for en sart dyreart, der er så sjælden, at den sammen med 14 andre truede arter af pattedyr i Danmark er beskyttet af EU's direktiv om levesteder (habitater). Så nu arbejder biologer på at finjustere beplantningen og jordbunden på broen, så det behager musen at benytte den. Ellers er alle de 18 millioner jo helt til grin. Men justeringerne kommer til at koste ekstra. Derfor foreslår Groft sagt, at man allerførst undersøger, om musene igennem 4 år med ubrugt bro har lært, at de egentlig lever ganske godt på den ene side af vejen uden hele tiden at skulle glæde biologer og habitaten ved at spæne frem og tilbage over den mærkelige, intenst forskerovervågede bro.

 

Life of Ahmed [14/9, 15/9]

Verden skriger på, at muslimer laver en satire over deres eget religiøse vanvid. Den kan passende hedde 'Life of Ahmed' efter inspiration fra 'Life of Brian'

 

Når Groft sagt ser de arabiske folkemasser te sig som vilde, når de forsvarer profeten, så tænker han på de berømte scener i Monty Pythons satiriske mesterværk Life of Brian (1979), hvor en folkemasse, som er angrebet af religiøst vanvid, ophøjer forskellige ting, som den nyslåede, ufrivillige profet, Brian, taber på sin flugt fra folkemassen: en kalabas, en sandal. Ophøjelsen sker ved at en af forfølgerne løfter genstanden mod himlen og råber henrevet, at tingen er hellig. Og hvis resten af folkemassen tilslutter sig påstanden, så er tingen faktisk hellig. Og så kan der straks dannes en fanatisk fraktion, som dyrker lige netop denne genstands hellighed – og som derfor straks bekriger andre fraktioner, fordi de er vantro. Så vidt Groft sagt er orienteret har kristne verden over leet deres mave i laser af denne satire, uden at det har svækket deres tro eller truet deres gud. Derfor håber Groft sagt, at også muslimer inden længe vil kunne le sammen af en fremragende satirisk film, som de selv laver, og som f.eks. kan hedde Life of Ahmed. Gerne med idiotisk hærgende folkemasser.

 

Bankmændene kommer! [14/9, 15/9]

Kun politiske eksperter kan se forskel på Thulesen Dahl (DF), Jesper Petersen (SF), Bjarne Corydon (S), Möger (SF) og Kristian Jensen (V), som alle ville være en pryd i enhver bankfilial

 

Det har vakt opsigt, at Simon Emil Ammitzbøll (LA) i et TV-program har sagt ligeud til kontanthjælpsmodtageren Mette Hansen, at hun bør klippe sin tofarvede hårpragt og fjerne en violet tungepiercing for at have bedre chance for at få et arbejde. Selv om det har været anført at tungepiercingen gør Mette særligt attraktiv til et job i en tatovørbutik, så må Groft sagt give Ammitzbøll ret i, at det alternative udseende, som både Mette og ”dovne Robert” har, er en karrieredræber. Se nu bare på Pia Kjærsgaard (DF), som ligner en mærkelig kone fra Gentofte, og derfor nu må overlade magten til Kristian Thulesen Dahl, som tilhører den hær af anonymt udseende  bankmænd, som efterhånden overtager det hele. Kun politiske eksperter kan se forskel på Thulesen og Jesper Petersen (SF), Bjarne Corydon (S), Möger (SF) og Kristian Jensen (V), som alle ville være en pryd i enhver bankfilial. Og i Europa reddes eurozonen nu ved at flere ikke-folkevalgte bankmænd i Den Europæiske Centralbank får magten over landenes økonomi. Hvis Mette og andre vil i verden frem, så skal de ligne en bankmand.

 

Gå nu frem på rad! [13/9, 14/9]

En opstillingstale stilles hermed til fri afbenyttelse for modkandidater til Astrid Krag ved formandsvalget i SF

 

Det går trægt med modkandidater til Astrid Krag. For at hjælpe SF på vej træder Groft sagt derfor til med en færdig opstillingstale, som bør kunne få alle dem, der har meldt fra, til at genoverveje en opstilling: ”Jeg opstiller udelukkende, fordi jeg gerne vil profilere mig til at overtage posten, når Astrid og Möger er gået helt død. Jeg er ikke så hjerneblæst, at jeg opstiller for at besejre Astrid og så bagefter skal sidde og rode alle de SF-kastanjer, som de har smidt ind i kaminen i ministerierne, ud af ilden. Derfor opfordrer jeg alle til at stemme på Astrid. Først efter næste valg, hvor vi bliver reduceret fra Audi-ministerbiler til Barfoedsstørrelse, vil SF være modnet til et reelt lederskifte. Og her er jeg altså klar. Og min valgtale vil være: Hvad sagde jeg? På gensyn. Godt valg!” Talen er kort, men siger alligevel det hele bramfrit, således som en ægte SF’er gør. PS: Talen er kun til intern brug i partiet. Til medier og vælgere skal modkandidaten bare sige det sædvanlige om, at han/ hun ser frem til en god, ærlig dyst med højt til loftet, således ”som vi er vant til i SF”.

 

Misbrugsmisbrug [13/9, 14/9]

Misbruget af løse rygter om misbrug af profeten Muhammed krænker langt mere end misbruget af profeten Muhammed

 

Groft sagt iagttog med frygt og bæven et indslag i TV 2 Nyhederne, hvor 4 unge muslimer skulle se den satiriske film, som nogle amerikanere har lavet om profeten Muhammed. Man måtte jo – ud fra mediernes mange reportager ude fra verden – regne med, at de som muslimer ville blive aldeles rasende, råbe forbandelser, anstifte ildebrande, ødelægge boliger og myrde. Men de sad alle lidt forlegne bagefter og smilede. En af pigerne forklarede udglattende, at enhver jo kunne se, at det ikke var en dokumentar om profeten, men en fiktionsfilm. Det fik Groft sagt til at tænke på dengang med optøjerne på grund af Muhammedtegningerne, hvor man nogen tid efter viste en dokumentar med en journalist, der – efter hysteriet havde lagt sig – rejste rundt og fremviste originaltegningerne for nogle af de mest krigeriske indpiskere bag demonstrationerne. En af dem udbrød forundret: ”Men det er jo en sikh!” da han med egne øjne så den berømte tegning med bomben i turbanen. Groft sagt må konstatere, at misbruget af løse rygter om misbrug af profeten krænker langt mere end misbruget af profeten.

 

Halløj på højskolen [12/9, 13/9]

SFs kernetropper i baglandet opfatter SF som et ekstraordinært demokratisk, diskuterende parti. Denne idylliske selvforståelse skriger mere og mere til himlen i partiets nye virkelighed i centrum af (af)magten

 

Når nu grunden til, at Villy Søvndal må gå, er, at så mange i SF-baglandet hader både Mögers topstyrede måde at køre partiet på og Mögers blå, økonomiske politik, så er det en bemærkelsesværdig magtdemonstration, at Søvndal fortæller SFs top, at han går, på et møde i samme Mögers ministerium, Skatteministeriet, fredag morgen. Hermed bekræftes det, at Möger er den egentlige scenemester for, hvad der sker af vigtige ting i SF. Og denne ulideligt klare bekræftelse af realiteterne kan meget vel have provokeret gruppeformand Pernille Vigsø Bagge til at trække sig netop nu i protest, hvilket skabte indtryk af et parti i opløsning. Men SF er langtfra et parti i opløsning. SF er ligeså topstyret som alle andre partier. Det kaotiske billede skyldes, at mange af partiets medlemmer tror, at politik er som en rundbordssamtale på en højskole for pensionerede gymnasielærere. Udfordringen for Möger, Krag og de andre magtsøgende tremmekalve fra SFU, er – med tåget lyrik og julelege – at bevare højskoledeltagernes illusioner om en magtfri diskussion. Og nu uden vittige onkel Villy som forstander.

 

 

Erindringskunst [11/9, 12/9]

Selv om hele systemet gik agurk, så tav departementschef Peter Loft i månedsvis om, at en opsigtsvækkende passus i et notat skyldtes, at han med løse formodninger ville skjule, at hans hukommelse svigtede.

 

”Jeg er ikke bekendt med, hvorfra notatet stammede – muligvis fra Venstres pressetjeneste,” skrev departementschef Peter Loft i sin redegørelse nr. 2 om sine møder med direktøren for Skat København. Men det mærkelige er jo, at Loft lader hele den danske presse med kommentatorer, politikere og skatteminister skrue sig hysterisk op i Tamil- og Watergate-fantasier ved at overfortolke denne sætning i månedsvis, uden at Loft rører en finger for at stoppe det. Selv da denne avis’ Niels Krause-Kjær i december 2011 mener, at omtalte notat er identisk med et notat, som dagbladet BT længe har haft liggende på sin hjemmeside, undlader Loft at reagere. Først nu siger Loft så til Berlingske det, som tidligt kunne have taget luften ud af skrigeballonen: at han forsynede sin tekst med en løs formodning om, hvor notatet kunne komme fra, fordi han ville tilbagevise beskyldninger om svigtende hukommelse. Nu skal hele landet så trækkes gennem alenlange kommissionsafhøringer, bare fordi en departementschef med radiotavshed i medierne har forsøgt at redde sit gode ry som en sand erindringskunstner.

 

 

Lærenemme Robert [10/9, 11/9]

"Dovne Robert" bør roses, fordi han har gjort op med det formynderiske behandlersystem, og nu er ved at skabe sig en politisk karriere på Borgen, hvor så mange andre uden uddannelse og erhvervserfaringer gør karriere

 

Der er tre vinkler at anlægge på runde Robert, som igennem mere end ti år har foretrukket kontanthjælp fremfor ”skodjob” såsom vicevært. Første vinkel er, at manden er en nasserøv, som burde skamme sig. Den har inspireret mange almindelige danskere til at svine Robert til på Facebook. Anden vinkel er ideologisk: at eksistensen af dovne, selvbevidste Robert truer velfærdsideologiens ”menneskesyn” om, at arbejdsløse er stakler, som ydmygt og flittigt søger alle job, som de bare tilnærmelsesvis er i stand til at udføre. Og som derfor selv er helt uden skyld, hvis de ryger ud af dagpengesystemet. Fra denne ideologiske vinkel forbandes Robert både af røde og blå politikere. Den tredje vinkel er opbyggelig: at Robert, som har flere uafsluttede akademiske uddannelser bag sig, har lært af de mange unge politikere på Christiansborg, som klarer sig særdeles fint uden erhvervserfaringer og færdig uddannelse. Ansporet af disse forbilleder tager Robert lige nu den store tur i alle medier, så han kan blive så kendt, at han ved næste valg bliver MF for sit parti, ”Nihilistisk Folkeparti”.

 

Manddomsprøve [6/9, 7/9]

De seneste dage har vist, hvor stor betydning ægtefællers taleorganer har, når vælgerne skal bringes til at elske en politisk leder. Det er på høje tid at også Thornings ægtefælle, Neil Kinnock, viser, hvad han oratorisk dur til med Helle

 

Socialdemokraterne forsøgte efter sommerferien at komme i offensiven, bl.a. med en kronik i Politiken og med at Thorning punkterede sin Komiske Ali-positur og indrømmede, at hun havde begået fejl. Senere garanterede hun så, at hendes mand, Neil Kinnock, udelukkende er til kvinder. Men partiet er nødt til at se i øjnene, at det hele ikke rigtigt har virket. Forleden viste en måling således, at hele 21 procent af de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet ved sidste valg, nu foretrækker Venstres formand, Lars Løkke, som statsminister. Derfor rykker Groft sagt nu til hjælp. Det sker under indtryk af den store succes begge de amerikanske præsidentkandidater har haft med at lade deres ægtefæller holde stærkt følelsesladede taler om deres mænds varme hjerter, menneskelighed og kompetence. Når Socialdemokraterne holder kongres senere på måneden, så bør Neil Kinnock holde en følelsesladet tale om sin kones kvaliteter. Den går ikke længere med, at han bare smiler genert og holder i hånd med Helle. Nu må Kinnock springe ud og med sine taleorganer vise, hvad han dur til som Helles mand.

 

Forskning i gult [5/9, 6/9]

Da Newton så et æble falde fra træet mod jorden, fik han ideen til sin universelle teori om tyngdekraften. De største opdagelser kan ligge i det mest selvfølgelige. Derfor kan en trafikforsker fra Aalborg sagtens være på rette spor, når han nu vil teste, om gult tøj er let at få øje på.

 

Trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, fortalte i går på DR Update om et nyt projekt, der skal afsløre om en skrigende gul jakke på cyklister forebygger ulykker. Mange almindelige mennesker vil sikkert flå sig i håret over, at det skulle være nødvendigt at udforske sådanne selvfølgeligheder. For i mange europæiske lande har det været obligatorisk i flere år, at man skal iføre sig en officielt godkendt gul eller orange (i Italien dog også rød) sikkerhedsvest ved ”uforudset standsning i trafikken.” Men fordi noget virker i resten af verden, er der jo ingen der ved, om det også virker i Danmark. Og hvis nu dette forskningsprojekt påviser at 4000 gulklædte cyklister kan cykle i et helt år i Ålborg i deres hæslige gule jakke, uden at nogen lægger mærke til dem, så kan hele Europa omgående skrotte deres obligatoriske, gule veste som nytteløse. Groft sagt skal derfor advare mod at undervurdere Lahrmann. Han har tidligere som den første bevist, at blinkende cykellygter virker i Odense Kommune. Og cykellygter er nu meget udbredt i alle civiliserede lande.

 

Ekstra Hellig Bladet [4/9, 5/9]

Ekstra Bladet er – som Fanden, da han blev gammel – gået i kloster, hvor bladet underholder med striptease

 

Da Fanden blev gammel, gik han som bekendt i kloster. Efter første runde i skattekommissionen står det nu klart, at det gamle Ekstra Bladet også er gået i kloster. Bladets chefredaktør, Poul Madsen, førte sig frem som dydens vogter over for landets politiske mediekultur. Groft sagt ærgrede sig først over, at Ekstra Bladet åbenbart ikke mere ”tør, hvor andre tier”, men i stedet skal til at være kedsommeligt ”gode, hvor andre er fæle”. Men det har vist sig ganske underholdende at opleve Fandens første dage i klostret. For da ingen jo er mere demonstrativt gode end folk, som skal sone store synder, så har bladets fanatiske kampagne for egen godhed allerede ført til selvmorderisk brud på kildebeskyttelsen, hyklerisk undskyldning fra en tidligere nådesløs skandalejournalist til Thorning og Søvndal og bortcensurering i Infomedia af fire Ekstra Blads-artikler, som var blevet politisk ukorrekte efter bladets moralske vækkelse. Groft sagt håber nu bare, at Ekstra Bladet ikke stopper sine underholdende selvpinsler i klostrets forgemakker, men konsekvent pisker sig selv helt op til Himmerige.

 

På fersk gerning [3/9, 4/9]

Københavns pollitidirektør Reimann skabte sensation i pressen med udsagn, som han nu selv kalder meningsløse, fordi han ligeså godt kunne have sagt det stik modsatte

 

Politidirektør Reimann udtalte forleden, at en lækage af skattevæsnets 9 sider med afgørelsen af Thorning-Kinnocks skattesag til pressen godt kunne være lovlig. Det vakte stor opsigt og kritik fra juridiske eksperter. Søndag forklarer han så til Politiken, at det egentligt er et meningsløst udsagn, for han kunne ligeså godt have sagt det modsatte, nemlig at ”læk i Thorning-sagen kan være ulovlig”. Ifølge sin egen opfattelse udtaler Reimann sig nemlig slet ikke om Thorning-sagen, men udelukkende om, hvad der står i Straffelovens paragraf 152 med kommentarer. At befolkningen, avisredaktører og jura-professorer så tror, at han udtaler sig kontroversielt om sagen, viser bare, at de naivt går ud fra, at en politidirektør ikke udtaler sig meningsløst i en så politisk betændt sag. Men det gør politidirektøren altså. Og han fremturer uforknyt. For Reimann afviser, at forløbet om hans misforståede udtalelser har været absurd. ”Intet er absurd,” beroliger han. Men den hopper Groft sagt altså ikke på, Reiman! Du er selv et omvandrende bevis på, at det absurde trives, hvor man mindst venter det.

 

Visebrødre [31/8, 3/9]

Norges statsminister Stoltenberg, justitsminister Bødskov og borgmester Anker Boye kunne få deres egentlige gennembrud som visesangere

 

Sangeren John Mogensen (1928-77) fik først sit gennembrud, da han holdt op med at forsøge at være strømlinet sanger i  vandkæmmede sangkvartetter som ”Four Jacks” og fandt sin helt egen kunstneriske form med ølmave, ru røst og viser som "Der er noget galt i Danmark" og ”Nede i møget”. Dette lykkelige – og indbringende – match mellem personlighed, kunstnerisk udtryk og visernes indhold kan også opleves hos politikere. Således optræder den norske statsminister Stoltenberg med taler, hvor han med stor udtryksfuldhed angrer Breiviks ulykker og nu også det norske politis forsømmelser. Justitsminister Morten Bødskovs indlysende casting som formanende skoleinspektør i en ”Far til fire”-film fra halvtredserne gør ham perfekt til alvorsfuld, autoritetssvulmende tale, når han skal indgyde fortsat respekt efter politiets svigt i Vollsmose, på Christiania og Istedgade. Odenses borgmester Anker Boye lyder fuldstændig som en ydmyg, bodfærdig munk, når han bortforklarer, hvordan man har ødet millioner på forgæves integrationsprojekter. Hvis der blev sat musik til ordene, ville vi her have tre succesfulde visesangere, der begyndte som politikere.

 

TV Avisen spotter seerne [31/8, 2/9]

En informationsvideo fra DR afslører, at TV Avisen både anser sine kunder for at være blinde og dumme

 

DR kører for tiden en kampagne med TV-spots, der viser Kim Bildsøe Lassen besøge udvalgte seere. Tilsyneladende er spotten en helt uskyldig informationsvideo. Men skinnet bedrager. For spotten giver et rystende indblik i, hvordan dette public service-medium vurderer sin modtagergruppe. For det første præsenterer studieværten sig med sit navn og oplyser, at han kommer fra TV Avisen, når folk åbner døren for ham. Det afslører, at DR ikke regner med, at deres seere – efter i årevis at have set på Bildsøe Lassen i TV Avisens studie præsentere TV Avisen – kan genkende manden, når han ringer på deres dør. Dette er en uanstændig undervurdering af seerne. Dernæst er hovedbudskabet i indslaget, at deres avis flytter en halv time. Det er oprørende, at DR anser seerne for at være så dumme, at de ikke af sig selv vil kunne se, at det, det der dukker frem til den sædvanlige tid kl. 21, ikke mere er TV Avisen, men f.eks. en TV-komedie, en film, et quiz-program eller et dyreprogram. Enhver ved jo, at TV Avisen skiller sig ud ved, at den slutter med en vejrudsigt.

 

Sådan er det jo! [31/8, 1/9]

Regeringens "Akutplan" siger med mange imponerende, håbefulde og handlekraftige ord det samme, som Vestager sagde med fire simple fire ord

 

Godtroende folk, som kritiserer politikere for at tale med for meget uld i mund, bør blive klogere, når de studerer regeringens sproglige håndtering af problemet med de arbejdsløse, som ryger ud af dagpengesystemet efter jul. Først talte Vestager i forbilledlig klar tekst: ”Sådan er det jo!”. Men denne klarhed vakte – forståeligt nok – stor ophidselse i regeringens erogene politiske zone mellem SF og Enhedslisten. Derfor har regeringen nu måttet gribe til sine velprøvede teknikker med at fylde vælgerne med store ord, som tilhyller ulideligt hårde kendsgerninger i løsthængende sproglige gevandter, som fremkalder søde drømme. Til dette formål har Mette Frederiksen digtet en længere tekst, som rummer udtryk som ”akutplan”, ”task force”, ”fast track”, ”straks-samtale” og ”job-beredskab”. Den siger det samme som Vestagers fire simple ord. Men Akutplanen kan – i modsætning til Vestagers primitive tekst – give landet den ”kickstart”, som mange spejder forgæves efter. Ganske vist er det kun beskæftigelsen blandt ansatte på jobcentrene, som kickstartes. Men lidt har også ret.

 

Retorik fra hjertet [31/8, 1/9]

Præsidentkandidat Mitt Romneys hustru holdt en blændende tale på konventet. Den beviste endnu engang, at uden professionel retorik og spin kan man ikke blive en stor mand i politik

 

Politiske eksperter anser det for at kunne få afgørende betydning for, om Mitt Romney bliver præsident, at hans kone holdt en god tale på konventet. Puritanske dyrkere af den økonomisk-juridiske substans i politik vil måske jamre til døden over, at det er helt irrelevante ting, der på denne måde måske skal afgøre, hvem der bliver præsident og dermed, hvordan USA's politik bliver. For hvis fru Romney ikke havde været smuk som en modnet filmstjerne, ikke havde overlevet sin brystkræft, var blevet lammet af sin sclerose, havde aborteret alle sine fem drengebørn og ikke havde holdt ud i mere end 40 års ægteskab med Mitt, så havde hun jo ikke kunnet holde samme blændende tale – af mange forskellige årsager. Og heller ikke, hvis ikke de bedste taleskrivere og spindoktorer havde skrevet, indstuderet og øvet hvert ord og betoning med hende. Eller hvis teleprompteren havde fået teknisk uheld midt i en sætning. Men alt det irrelevante retorik fungerede. Så nu er alle – som planlagt – enige om, at de bare så et varmt menneske stå og sige sin ærlige mening fra hjertet. Og hvad kan være mere relevant?

 

Digterspin [30/8, 31/8]

Digteren Søren Ulrik Thomsen bør erstatte sin skabelonagtige jammer på Thornings vegne med en nyskreven ode til pressen, fordi den i et helt år undlod at fortælle sladderhistorien om Kinnocks seksuelle orientering

 

En fremtrædende digter, Søren Ulrik Thomsen, og utallige læsere jamrer i dagbladet Politiken over mediernes personforfølgelse af Thorning – nu også med gemalens seksuelle orientering. Digteren skriver: ”for at komme endnu en gang infami i forkøbet har hun altså nu været nødt til sammen med sin mand at kommentere, hvad man skulle mene kun angik dem selv, nemlig deres ægteskab.” Men den eneste grund til, at Thorning på Politikens forside lukker befolkningen ind i parrets sovegemakker, er, at der i et embedsmandsnotat står, at den af socialdemokratiet håndplukkede revisor på et fortroligt, internt møde oplyser, at gemalen ikke er hetero. Underforstået: derfor har parret praktisk indrettet sig med to husholdninger. Og da ingen kan se, at revisoren ville sige dette, hvis han troede, det kunne skade Thorning, så står det med stor sandhedsværdi. Digteren bør altså skose revisoren, embedsmanden og Thorning for at sovse os alle ind i disse detaljer. Og rose medierne for med respektindgydende etisk rejsning at have undladt at fortælle om det i det års tid, hvor rygterne har kørt.

Tåbekommissionen [29/8, 30/8]

Kommissionen om behandlingen af Thornings skattesag vil næppe finde Sandheden. Men den kan afsløre, hvem af de involverede der har været så tåbelig at producere dokumenter, som kan afsløre deres eget hemmelige netværksarbejde

 

Politikere i samme parti ville da være elendige politikere, hvis de ikke drøftede alt muligt med hinanden, selv det mest forbudte. Og politiske reportere og spinfolk ville være elendige til deres job, hvis de ikke var i tæt netværk med hinanden. Fordi de dagligt forhandler om, hvad der skal fortælles, og hvad der ikke skal fortælles. Derfor får den højtidelige kommission med den uhøjtidelige formand, som er nedsat af knøsen Møger, et komisk skær – ikke mindst fordi alle lederskribenter i øjeblikket taler som dommedagsprofeter, som om kommissionen kan finde Sandheden. Men det eneste, de gode og yderst snedige jurister i kommissionen er i stand til at afklare, er, om nogen af alle de professionelle politikere, embedsmænd, spindoktorer og politiske reportere, har været så tåbelige at producere hårde kendsgerninger, dvs. dokumenter (tekst, video, lydfiler) om alt det fortrolige, slemt uartige netværksarbejde, som hele tiden foregår for at vores fortræffelige, officielle politiske system kan fungere. Og folk, der er så tåbelige, har bestemt fortjent at blive forvist fra det gode selskab med en hård straf.

Ryd dem ud! [28/8, 29/8]

Forslaget om at udrydde bøllerne i Vollsmose ved at rive deres boligblokke ned får vide konsekvenser for resten af landet, når den boligløse bande skal finde sig en ny, passende bolig.

 

Formanden for Folketingets Integrationsudvalg, Trine Bramsen, har fundet løsningen på problemerne med voldelige unge i Vollsmose: Riv de bygninger ned, hvori disse hærgende unge bor! Tanken er, at de unge så tvinges væk fra området, som herefter bliver roligt. Bramsens forslag kan ved første blik forekomme naivt. Vi har jo på TV igen og igen set, hvordan bøller jager både politi, brandvæsen, ambulancer og journalister på flugt. Så hvordan kan Bramsen dog tro, at de unge vil tillade nogen at komme så tæt på bygningerne, at de kan rive dem ned? Men her er det geniale i Bramsens forslag, at hun – før andre – klart har set, at det er folk fra fagforbundet 3F, som skal nedrive boligblokkene. Og disse folk er hærdet af så mange blokadevagter i kampen mod den kristelige fagforening, at de sagtens vil kunne trænge igennem til bygningerne, selv om de forsvares med stenkast, knive, skældsord og trusler. Forhåbentlig fastholder Bramsen sin enkle, geniale politik med boligrydning, hvis den boligløse Vollsmose-bande derefter vælger at slå sig ned på Christiansborg. Ryd bøllerne ud overalt!

Dødsyge detaljer [27/8, 28/8]

Thornings skattesag er en øjenåbner for effektiv politisk formidling. Men finansminister Corydon trasker stadig ad gabende vante stier.

 

Finansminister Bjarne Corydon forsøgte mandag tappert at skabe bred interesse for sit finanslovsforslag. Det gav på TV2s hjemmeside bl.a. overskrifter som ”Corydon: Danmark bevæger sig frem” og ”Corydon: Stram finanslov giver lave renter.” Gab. Corydon og hans rådgivere har klart nok ikke fattet, at hvis dødsyge detaljer skal formidles effektivt ud til landets vælgere, så skal de ikke åbent fremlægges med flere tusinde sider og powerpoint på en pressekonference. Det skal stå i et slettet embedsmandsnotat, som politiet opsnuser i en glemt backup-fil. Og det, der står i notatet, skal derefter dementeres af dem, som det handler om, på forsiden af dagbladet Politiken, hvorefter alle andre medier også fortæller vidt og bredt om, hvad der stod i det slettede notat, hvis indhold alle, som ved noget om substansen (homo eller hetero eller både-og), siger er forkert. Måske virker det oversmart at copy-paste hele finansloven ind i et notat, hvis backupfil slettes og overlades til politiet. Man kan nøjes med de mest dødsyge detaljer. Thorning fuldender formidlingen med et dementerende læserbrev.

 

Logikgrænsen overskredet [24/8, 27/8]

Politiets anonyme varebiler til fartkontrol passer ind i den danske tradition for at opfinde den dybe tallerken

 

Man ved nøjagtigt, hvor på vejnettet ulykkerne sker. Derfor er det ganske nemt at opsætte ”stærekasser” netop de steder, således at vi overholder hastighedsgrænserne lige netop dér, så færre dræbes og kvæstes. Men Danmark er landet, som helst undgår at importere enkle, velprøvede, effektive og billige løsninger fra udlandet, hvis der findes indviklede, uafprøvede, usikre og dyre løsninger, som vi kan opfinde forfra. Derfor plages landet af forsinkede IC4-tog, politiets skrottede it-system POLSAG, DSB’s dysfunktionelle rejsekort og molboagtige indkøb af militært isenkram. Det er helt i overensstemmelse med denne danske tradition for idiotisk innovation for offentlige midler, at politiet nu fravælger det ganske simple og målrettede middel ”stærekasserne” til fordel for et omkostningskrævende system af anonyme varevogne bemandet med særligt trænede betjente. Og at argumentet mod ”stærekasserne” er, at folk jo bare sætter farten op igen, så snart de har passeret. Derfor satses der på et dyrt system med anonyme varebiler, som folk slet ikke ænser, før ulykken er sket og bøden faldet.

 

 

Akut integrationsplan [24/8, 26/8]

TV-apparaterne i celler, som rummer bøllerne fra skadestuemassakren, bør plomberes, så de kun kan vise vores nationale TV-nyhedsudsendelser og videoer af daglange transmissioner fra kongehusets store begivenheder

 

Mange spørger i øjeblikket, hvordan vi kan få de dårligt tilpassede unge i indvandrerbanderne gjort mere danske, så de ikke forstyrrer vores skadestuer med køller. Meget af det, der tales om, er langsigtede tiltag: mere effektiv skoleundervisning og kulturændringer. Men Groft sagt har et helt konkret genopdragelsesprogram for de bøller, som politiet ser ud til nu at bure inde: TV-apparatet i cellen skal være plomberet, så det kun kan vise de daglige TV-nyheder fra vores to public service-stationer. De kan forstås af enhver, også af borgere, som skolen ikke har lært at læse og regne. Her fortælles dagligt den TV-føljeton om Danmark og verden, som binder landet sammen. Det eneste andet, de indsatte skal have mulighed for at se, er videoer med de daglange TV-transmissioner fra kongehusets dåbe, giftermål, jubilæer og begravelser. Disse begivenheder samler hele befolkningen som intet andet. Og alt forklares i detaljer, så nye seere let kan begynde. De indsattes forventelige klager til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg over hjernevask bør afvises på grund af force majeure.

 

Bandelogik [22/8, 23/8]

Indvandrerbander foretrækker helt logisk det fredselskende danske politi fremfor politibrutaliteten i deres egne hjemlande

 

Formanden for Folketingets integrationsudvalg, Trine Bramsen (S), og justitsminister Morten Bødskov (S) fatter tydeligt nok ikke en brik af, hvad der er foregået på skadestuen i Odense. Bramsen mener, at voldsmændene bør forlade landet, hvis de ikke kan indordne sig under landets adfærdskodeks. Bødskov kalder raseringen af skadestuen absurd. Her må Groft sagt oplyse ministeren om, at det for bandemedlemmerne selv ikke er spor absurd at tæske, eventuelt dræbe konkurrerende banders medlemmer – også selv om de indlægges på hospital. Det er logik for burhøns og bandemedlemmer, at ingen fjender må vide sig sikre for terror nogen steder. Og hvordan skulle det kunne give mening for disse voldelige unge med alternativt adfærdskodeks at forlade Danmark, som er denne jords svar på Paradisets Have? Indvandrerbanders medlemmer kan særligt let – ud fra deres egne erfaringer i bandemiljøet – leve sig ind i, hvor hæsligt det må være at leve i samfund, hvor politiet tryner alle ved at bruge bandernes egne terrormetoder for at opretholde lov og orden. Og hvor gratis skadestuer er fatamorgana.

 

Højt at svæve [20/8, 21/8]

Fire topsocialdemokrater afslører med en kronik i Politiken, at de ikke har forstået, at deres vælgere er dødtrætte af flotte ord uden indhold

 

Mandagens store nyhed i Politiken og dermed også i TVs morgennyheder var en kronik fra 4 fra den socialdemokratiske top. Og Sass erklærede i et interview, at ”der har længe været efterlyst et samlet projekt for, hvad vi skal løfte i 2012 og de næste år. Det leverer vi nu.” Men hele kronikken er en gang varm luft og alt godt fra havet uden konkrete forslag. Det mest mærkelige ved kronikken er således, at den afslører, at partiets politiske ordfører og tre ministre endnu ikke har indset, at ingen i dette land tvivler på, at S er leveringsdygtig i at sige alt det rigtige i højstemt prosa. Derimod tvivler stadig flere efterhånden på, om S er i stand til at levere bare en brødkrumme af alt det gode og rigtige, som de så villigt erklærer at gå ind for. I stedet for i denne partiets krisestund at pumpe endnu mere varm luft og vindfrikadeller ind i deres allerede ballonopspilede vælgere, så burde de fire kronikskrivere søge at fastholde deres bortsvævende vælgere ved at gennemføre nogle af alle de udsvævende løfter, som de blev valgt på.

 

 

Uhu, her er jeg! [10/8, 13/8]

Statsadvokatens overilede oprydning på sit skrivebord kombineret med pressens respektløse optræden har ført til kortslutning af et i øvrigt perfekt juridisk klagesystem

 

Statsadvokaten for København meldte torsdag til pressen, at 2,5 års efterforskning ikke havde kunnet afsløre, hvilke politifolk der ved en fejl havde anholdt fire flyttefolk og en 65-årig kvinde i den tro, at det var terrorister. Men allerede dagen efter blev sagen så genåbnet, fordi en politimand havde meldt sig og fortalt, at han havde været med. Den ihærdige Line Ernlund på TV2 News ristede så fredag i den anledning statsadvokaten i ti minutter, og spurgte bl.a. hvad hun havde lært af sagen, men fik et yderst rodet svar. Derfor træder Groft sagt beredvilligt til: Statsadvokaten bør justere oprydningsrytmen på sit skrivebord. I øjeblikket er rytmen åbenbart på ca. 2,5 år, og det er det, der har skabt al balladen. Efter kun 2,5 år lever sagens personer nemlig stadigvæk og kan derfor melde sig, når pressen fortæller, at statsadvokaten efter grundig undersøgelse har opgivet at finde dem. For at mindske risikoen for den slags upassende mediekortslutninger af et fornemt juridisk klagesystem bør statsadvokaten væsentligt forlænge de perioder, hvor bordets bunker ligger uberørt.

 

 

Finaleklar [8/8, 13/8]

Dansk TVs korrespondenter i Syrien, Puk Damsgård og Simi Jan, bør kunne overbevise de kæmpende syriske mænd om, at de bør slippe deres søstre og koner løs i et nyt Syrien

 

Saudi-Arabien har haft en kvinde med til OL i judo. Hun var blevet trænet af sin far og røg som ventet ud i første runde. Men hun har klart vist alle kvinder i den muslimske verden, at de faktisk godt kan være med. Også Danmark har – billedligt talt – i øjeblikket kvindelige judokæmpere i det fremmede, nemlig i Syrien, hvor de yderst kvindelige TV-korrespondenter, Puk Damsgård og Simi Jan, leverer eksempler på, at kvinder kan meget mere end at være med. Med deres cocktail af analytisk skarphed, mod, nærvær, charme og rammende formuleringer kan de på få minutter i en reportage gøre mere for kvindernes ligestilling, ja overherredømme, end en hel sæson af speltmødredebatter, kronikker om børneopdragelsesidealer, bestyrelseskvoter, professorpolitik og barselsordninger. Groft sagt håber, at disse to gæve danske kvinder med deres eksempel også kan overbevise de kæmpende syriske mænd om, at de er dummere end Allah tillader, hvis de ikke slipper deres søstre og koner løs i et nyt Syrien. Desuden krydser Groft sagt fingre for, at Puk og Simi holder helt til finalen og medaljeoverrækkelsen.

 

 

Substansen Pia [8/8, 10/8]

En finjustering i rollefordelingen i landets politiske komedie har ryddet forsider i medier, som jævnligt selv erklærer, at de dyrker den politiske substans

 

Det understreges af partiet og af alle iagttagere, at Pia Kjærsgaards afgang som formand ikke vil ændre partiets politik. Den berømte politiske substans i dansk politik, som jo består af seriøse nationaløkonomiske og juridiske anliggender, ændres altså ikke. Og Mor Pia fortsætter i Folketingets præsidium og som partiets ”værdiordfører” efter formandsskiftet. Men selv de mest substansfanatiske, seriøse medier bragte alligevel denne substanspolitisk helt irrelevante nyhed om et personskifte som topnyhed, der slog al politisk substans væk fra forsiderne. Denne inkonsekvens skal Groft sagt ikke håne pressen for. Tværtimod. Også Groft sagt er nemlig i virkeligheden en stor ynder af alt det såkaldt irrelevante i politik. Groft sagt elsker – ligesom alle andre vælgere og redaktører – de figurer i vort lands politiske liv, der, som Pia, kan sælge selv den mest tørre substans i skarpe, humoristiske replikker og derved skabe liv i enhver hendøende debat. Derfor foreslår Groft sagt, at alle danske medier ærer Pia ved, at hendes person officielt udnævnes til at være en yderst seriøs politisk substans.

 

Kongen af Finn [6/8, 8/8]

Selv om man ikke vinder guld i finnjolle til OL, så kan man godt være den ægte konge af Finn

 

Selvfølgelig ville det da have været bedre, hvis Jonas Høgh-Christensen havde vundet guld i stedet for sølv i finnjolle. Og mandekrammet af kronprinsen havde han nok fået også, selv om han havde vundet guld. Så havde det bare været et sejrskram i stedet for et trøstekram. Men den tv-transmitterede, direkte, improviserede tale, han holdt for sit hold efter sølvet, ville aldrig være blevet så medrivende, hvis han havde vundet. Han havde ført hele ugen, og han ligner desuden Richard Løvehjerte, hvor hans modstander, den forsvarende britiske guldvinder Ben Ainslie, ligner og bærer et navn, som passer til en af sheriffen af Nottinghams dystre, mørke håndlangere, som jager Robin Hood. Og det var direkte ødelæggende for alle danske voksne og børn at se Robin Hood/ Richard Løvehjerte tabe til skurkesheriffen af Nottingham. Derfor var alle vores følelser helt inde i Jonas, da han holdt sin tale mellem gråd og latter. Og dog med en værdighed og disciplin som en ægte, skøn konge på vej mod nye sejre. Så ligegyldigt hvor meget guld ham Ainslie smykker sig med, så bliver han aldrig konge af Finn.

 

Demokrati uden vælgere [6/8, 7/8]

Nationaløkonomer har altid samme forslag til Danmarks frelse: Afskaf vælgerne og giv magten til medlemmerne af Nationaløkonomisk Forening

 

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård mener i Berlingskes kronik søndag, at landets elendighed skyldes kommentatorerne og politikerne. ”Kunne vi dog ikke snart få en økonomisk-politisk debat, der interesserede sig for realiteterne, og ikke for det politiske spil, og nogle politikere, der ikke prøvede at opbygge kunstige modsætninger,” jamrer Kærgård. Åbenbart er professoren, trods et langt liv med tung økonomisk-politisk rådgivning, slet ikke klar over det simple faktum, at medier er tvunget til at skaffe kunder i butikken og partier stemmer. Hvis alle kommentatorer og politikere følger den forhenværende overvismands råd, så vil vælgerkorpset, hvoraf kun en forsvindende minoritet er blevet resistente mod kedsomhed gennem økonomiske universitetsforelæsninger, snart befinde sig i en dødelig politisk coma. Det vil være et stort fremskridt, hvis overvismænd, i stedet for lange kronikker på absurde præmisser, bare skrev deres ærlige mening på Twitter: ”Vælgerne er uvidende og dovne; derfor bør al magt omgående overdrages til os medlemmer af Nationaløkonomisk Forening.”

 

Burgerpillen [3/8, 6/8]

En pille, som giver mæthed, kan tidligst være klar om ti år. Ingen kender i øjeblikket pillens indhold. Men det vides med sikkerhed, hvordan pillen skal se ud og smage for at blive en succes

 

Mange mennesker mærker ikke mæthed og må derfor stadig proppe sig forgæves. De bliver så efterhånden smækfede. Hospitalssenge bliver til metalskrot, når de indlægges, krematorier eksploderer, når de skal bortskaffes. Og det bliver kun værre og værre. Så forskningen arbejder nu med at finde det stof, hvormed tarmen sender signaler til hjernen om, at man ikke behøver proppe sig mere. Stoffet hedder ”peptid” og bør ikke forveksles med ”Pepsi Cola-tid”. Men selv om forskningen finder signalmolekylerne, så vil det, ifølge Berlingske, tage mindst ti år, før en pille kan være klar. Groft sagt træder derfor straks til med akut rådgivning: Alle tyksakker bør omgående anskaffe en sæk gulerødder af en god kvalitet og æde løs. Det giver hurtigt en aldeles vidunderlig mæthed. Ellers køb en sæk til og æd den. Folk, som allerede har ædt sig fra hus og hjem i junkfood, bør naturligvis kunne få offentlig støtte til gulerødder for at få deres liv igen. Og allervigtigst: Når pillerne så kommer, må man sørge for, at de i smag og udseende fuldstændig ligner burgerboller, chips og cola.

 

Nisse3Far hidsigprop [3/8, 5/8]

3F bør blokere pressen for alle udtalelser fra formanden

 

3F har blokeret Vejlegården, men undladt blokader andre steder. Blandt andet har 3F ikke blokeret den selvskadende adfærd hos formand Poul Erik Skov Christensen. Han har til dagbladet Politiken udtalt: ”Og hvem er det lige, der betaler de der hackere for at lave de angreb? Det er jo ikke noget, man bare sætter sig til at gøre. Nogen finansierer det her. Jeg beskylder dem ikke for noget, men jeg konstaterer bare, at Saxo Bank allerede har skudt penge i det her.” Men alle 3F’s unge medlemmer ved, at Anonymous er et anarkistisk netværk, som udelukkende drives af idealisme. Så når 3F-formanden påstår, at Anonymous har fået penge af Saxo Bank for at gøre det, afslører han, at han ikke kender forholdene i sine unge medlemmers web-verden. Tidligere antydede han, at Anonymous fysisk ville bryde ind og stjæle 3F’s servere. Formanden forstår altså heller ikke, at når hackere ”bryder ind”, så er det billedsprog. 3F bør snarest blokere sin egen formand og f.eks. i stedet bruge ham som æresdelegeret hidsigprop-nisse på den traditionelle julemandskongres, som hver sommer holdes på Bakken.

 

Livets mening, kort, Ulla! [3/8, 4/8]

Det er ikke let at opstille objektive kriterier for mediernes brug af eksperter

 

Morten Messerschmidt foreslår, at medieansvarsloven strammes, så der indføres noget om god brug af eksperter i pressen. Men både chefredaktører og toppolitikere fra andre partier afviser forslaget. Det er da heller ikke nogen let sag at skelne mellem godt og skidt. Hidtil har det været således, at en politiker synes, at en ekspert er uvidenskabelig og politiserende, hvis eksperten siger noget, som politikeren hader at høre. Og hvis EU-professor Marlene Wind først bliver medieansvarslovsautoriseret som ekspert, så kan Messerschmidts dage være talte. Og hvad med alle de ”stedets eksperter”, som dominerer mere og mere i TV? Det er journalister, som flyver rundt i verden, hvor de stiller sig op foran retsbygninger eller parlamenter og fortæller studieværten, hvad folk tænker og tror på stedet lige nu. På denne vis har Danmarks befolkning i årtier især fået sine informationer om statslederes tanker og befolkningers holdninger på grundlag af de samtaler, som flittige og kloge Ulla Terkelsen har nået at føre med sin stedlige frisør og taxachaufføren fra lufthavnen, inden hun gik på live.

 

 

OL-atleter i jerngreb [1/8, 3/8]

OL-officials kræver at atleterne holder sig til bestemte mærker. Men er mindre end 15 sponsorkondomer pr. atlet nok til flere ugers ophold i OL-lejren?

 

Familieplanlægning er en god ting, så de olympiske sportsfolk, som lever i ugevis i en kønsblandet lejr uden kærester og familie, har fået 150.000 gratis kondomer. De er sponsoreret af kondomfirmaet Durex. Også OL’s badehætter og svømmebriller er sponsoreret. Og det har forstyrret de danske svømmere, at de i sekunderne, inden de skulle yde toppræstationer, som de har trænet til i årevis, skulle udskifte svømmebriller eller badehætter til et bestemt mærke, fordi de ikke måtte gøre reklame for andet end OL’s faste sponsor. Men OL’s dommere og officials har været nådesløse og truet med diskvalifikation, hvis man brugte andet end det sponsorerede. Dog  har man endnu ikke krævet, at Lotte Friis fjerner sin uautoriserede, præstationsfremmende tatovering af de olympiske ringe i lysken. Spørgsmålet blandt atleterne er nu, hvad IOC vil gøre, når de 150.000 sponsorkondomer til 10.500 atleter er brugt op. Det er mindre end 15 kondomer pr. atlet. Og mange tør ikke gå over til andre mærker, afbrudt samleje, oralsex og masturbation af frygt for diskvalifikation og mistede medaljechancer.

 

Klap klap [1/8, 2/8]

Folk klapper ofte, når flyet lander. Eksperter har flere, ret forskelllige forklaringer

 

Det har vist sig, at flypassagerer klapper, når et fly lander. Især jyder klapper. Der gisnes om årsagen. En direktør for et stort rejsebureau og en kommunikationschef for et flyselskab er i Berlingske opsigtsvækkende enige om, at passagererne ikke klapper, fordi de er ramt af flyskræk og derfor er lettede over at være sluppet levende ned på jorden igen. Direktøren for rejsebureauet er sikker på, at de klapper, fordi ferien begynder. Kommunikationschefen for flyselskabet er derimod overbevist om, at de klapper på grund af den gode service ombord. Men Groft sagt har observeret, at folk også klapper, når de vender hjem fra ferie med tynd mave med discountfly uden service. Da folk, ifølge de to eksperter fra branchen, aldrig klapper, fordi de stadig er i live, så må de iørefaldende klapsalver skyldes, at passagererne påkalder sig deres ventende tjenestefolks opmærksomhed. Med klap tilkendegiver især de påholdende og derfor velhavende jyske passager, at deres chauffør skal køre limousinen frem, butleren skal trække champagnen op og køkkenpersonalet slagte fedekalven.

 

 

Glad ghetto [27/7, 1/8]

Odense Kommune har fundet løsningen på, hvordan man både overholder regeringens anti-ghetto-politik og får fyldt ghettoernes tomme boliger

 

Et samarbejde mellem en privat udlejer og Udlændingestyrelsen har ført til, at 200 asylansøgere nu flytter ind i Vollsmose. Ejeren af ejendommen kontaktede styrelsen med rettidig omhu, nemlig lige i det øjeblik, hvor embedsmændene sad med en masse nye asylansøgere uden bolig. Og nu er så både ejendommens ejer, Udlændingestyrelsen, Røde Kors og de indflyttende familier glade. Også Odense Kommune bør glæde sig. De har helt i overensstemmelse med regeringens officielle politik gennem længere tid undladt at anvise nydanskere bolig i ghettoen Vollsmose, fordi regeringen jo fører en anti-ghetto-politik. Og det er jo kun derfor, at den ejendom, som asylansøgerne nu flytter ind i, stod tom. For det er svært at få almindelige danskere til at flytte ind i Vollsmose. Og det var også derfor, at kommunen var nødt til at sælge den tomme ejendom til en privat, som så efterfølgende altså var så heldig lynhurtigt at finde en velbetalende lejer. Odense Kommune har således fundet en genial løsning på, hvordan en kommune både følger anti-ghetto-politikken og får fyldt ghettoernes tomme boliger.

 

Post Danmark propaganda [30/7, 31/7]

Unge, som afventer papirspostens ankomst for at se, om de er kommet ind på deres studium, er uegnede til at studere

 

”Her til morgen er mange unge vågnet op med sommerfugle i maven”, sagde studieværten i TV-morgennyhederne. Og skabte således en pivfalsk forestilling om røde postbude, som tidligt om morgenen bringer posten ud overalt i landet. Men i vore dage ankommer posten ofte ud på eftermiddagen. I øvrigt er det også noget sludder, at spændte ansøgere er ”vågnet op”. For hvis de virkelig har været spændte, så har de overhovedet ikke kunnet falde i søvn. Men det mest mærkelige ved udsagnet er, at alle de unge jo godt ved, at de fra midnat på instutionernes hjemmesider har kunnet se, om de er kommet ind. Og de ansøgere, der ikke er så kvikke, at de allerede ved midnat har været inde for at se efter, er slet ikke kvalificerede til at studere. Uanset hvad der så står i det brev, som i heldigste fald ankommer i løbet af dagen. Derfor burde studieværtens indledning i stedet have lydt: ”Her til morgen kan alle de unge, som ligger og sover, roligt sove videre.”

 

Rygepose [30/7, 31/7]

Rygere bør bære deres røg i pose. Ligesom hundejere bærer deres hundelorte i pose

 

Groft sagt elsker den personlige frihed. Derfor bør folk have lov til at pulse løs overalt, ligeså tosset de vil. På cigaretter, cigarer, piber, røgede sild og alt andet, der kan ryges. Og gerne for øjnene af letpåvirkelige børn, i togkupéer og i hospitalsstuer. Selv i det hinsides kan man for Grofts sagt’s skyld godt ryge videre i evig lyksalighed. Men rygning  bør naturligvis altid ske uden forurening af den friske luft, som alle levende indånder. Det kan let ske ved, at den rygende trækker en lufttæt pose over hovedet. I denne pose udånder den rygende så al røgen, som så meget bekvemt kan genbruges ved næste inhalering. Når hundeejere har kunnet lære at indsamle deres hunds lorte i poser, så må rygere også kunne lære at indsamle deres røg i poser.

Medaljer skråt op! [27/7, 30/7]

Sportsfolk bør gøre oprør mod deres egne intetsigende udtalelser

 

Det beklages jævnligt, at politikere siger helt intetsigende ting som ”Vi vil så vidt muligt gøre det mest rigtige.” Det er umuligt at benægte udtalelsen meningsfuldt. Derfor er den egentlig helt indholdsløs. Men sportsfolk er ofte værre end politikere. Det vil vi opleve ved OL, hvor medierne igen og igen vil viderebringe de samme banaliteter fra udøvere fra alle idrætsgrene. F.eks. har Caroline Wozniacki allerede inden OL udtalt til sporten.tv2.dk: ”Alle vil gerne have en medalje, men der er lang vej, så det handler om at spille godt fra starten af.”  Groft sagt foreslår, at Caroline og vores andre eliteudøvere vrister sig løs af den klichéspændetrøje, som sportsjournalister fastholder dem i, ved altid at stille de samme tåbelige spørgsmål. Næste gang bør Caroline til samme spørgsmål svare stik modsat: ”Ingen gider medaljerne, og OL er snart overstået, så vi spiller som sædvanligt elendigt lige fra starten.” Det vil signalere oprør, humor og fantasi, som vil placere det danske hold i særklasse. Og sikre sensationelle overskrifter. Medaljer eller ej.

 

OL-indsamlingen [27/7, 28/7]

Alle medvirkende ved OL optræder gratis, så OL er i virkeligheden et velgørenhedsarrangement. Men hvem er det egentlig, som får alle de indsamlede midler?

 

Enhver kan se, hvem der betaler: Storbritannien og byen London har betalt de storslåede stadionner, Coca-Cola og andre sponsorer har betalt milliarder, TV-stationer har betalt formuer for transmissionsrettigheder, musikerne ved OL-åbningen spillede gratis, atleterne optræder gratis, ja, selv den danske kronprins løb gratis med faklen 400 meter i London og arbejder gratis i den selvsupplerende IOC-komité. Men Groft sagt må spørge: Hvem er det, der scorer alle milliarderne, mens hele verden er i ekstase over det storslåede show? For OL er jo egentlig et velgørenhedsshow, fordi alle optræder gratis. Men hvem eller hvad er det, OL indsamler til fordel for? Det er oprørende, hvis OL-indsamlingens enorme overskud bag al ædel olympisk tale ender i lommerne på de gamle drenge i IOC, som i forvejen har deres på det tørre. Nogle af milliarderne bør i det mindste ledes tilbage til alverdens sundhedssystemer, som i de kommende år skal behandle de varige skader, som eliteidrætsudøvere påfører sig selv i den årelange slidsomme træning og den nådesløse kamp om medaljer. Ellers hænger skatteborgerne på det hele.

 

FN-observatør Simi Jan [26/7, 27/7]

TV-korrespondenter lever livet farligt i Syrien. De bør udnævnes til FN-observatører, så de kan vende hjem i live, som andre FN-observatører

 

Groft sagt er lykkelig over, at ingen af de danske FN-observatører er døde eller lemlæstet i de 11 uger, hvor de har holdt øje med den syriske borgerkrig. Det reelle formål med observatørerne har været at skaffe så megen objektiv dokumentation af styrets overgreb, at verdensopinionen ville tvinge Rusland og Kina til at acceptere en FN-resolution om et FN-indgreb. Nu vender observatørerne frustrerede hjem, fordi hverken oprørere eller Assad – tarveligt nok – ville lade dem frit observere, hvad der foregår. Men til gengæld har observatørerne så helt undgået snigskytter og bomber, fordi de har opholdt sig meget på sikre hoteller. Samtidig med at observatørerne fløj frustrerede hjem, har TV2s frygtløse og indsigtsfulde korrespondent Simi Jan været en tur inde i Syrien på bagsædet af en motorcykel og sendt nøgterne billeder og lyd fra en sønderbombet by, hvor overlevende beboere lovpriste deres nye frihed, men stadig frygtede Assad-hærens tilbagevenden. Groft sagt kræver, at Simi Jan udnævnes til FN-observatør. Det vil nok ikke rokke Rusland eller Kina. Men det kan redde Simi Jans liv.

 

3F Anonymous [25/7, 26/7]

Ingen kender identiteten på dem, der er med i hackergruppen Anonymous. Men nu er der opstået en fraktion af Anonymous, og den har en helt klar identitet

 

Anonymous er en anarkistisk hackergruppe, som ingen ved hvem er. Deres identitet sidder derfor i deres sprogbrug, som er yderst enkel, f.eks. ”We are Anonymous”, ”We do not Forgive”. Senest er de så også blevet kendt på at lægge 3F’s hjemmeside ned i flere dage i sympati med restaurant Vejlegården, som 3F blokerer med alle lovlige midler, fordi 3F vil tvinge restauranten til at lave overenskomst med sig. Men nu har der tilsyneladende dannet sig en fraktion af Anonymous, som raser mod Anonymous og støtter 3F. De har udsendt en video, som er holdt i et avanceret bureaukratisk sprog, som langt overgår det yderst enkle sprog, som Anonymous ellers er kendt for. Faktisk kan man i dag kun finde oprørsgruppens sprogbrug i håbløst forældede fagforeninger, som ikke forstår, at når man præker i så lange knudrede sætninger til medlemmerne, så jager man dem væk. Og som derfor heller ikke forstår, at når man bruger fagbevægelsens malabariske sprog i en propagandakrig mod anarkister, så jager man selv lovlydige folk over til anarkisterne. Også selv om anarkisterne er helt ukendte og bryder loven.

Djævlen i detaljen [24/7, 25/7]

En sproglig detalje i en persons udtalelse til en avis kan afsløre uhyggelige karakterbrist

 

Mogens Duclos Julsdorf, som er suppleant til Enhedslistens hovedbestyrelse, skrev i 2010 en nekrolog om et af Blekingebandens medlemmer. Her roste han bandens handlekraft og solidaritet. Nu fortæller han til BT: ”Jeg mener det, jeg skrev. Og det gør jeg stadig den dag i dag. Der er sikkert nogen, der har varige mén af det, der skete. Men jeg kan godt lide, at der er nogen, der prøver at kæmpe imod.” Groft sagt mener, at det er indlysende for enhver med almindelig intelligens og indfølingsevne, at de pårørende til den unge betjent, som Blekingebanden myrdede, har ”varige mén” resten af deres liv. Derfor må det jo være en intenderet vittig underdrivelse, når Julsdorf ikke anser disse pårørendes lidelser for en kendsgerning, men kun for at være ”sikkert”, dvs. sandsynligt. Men et menneske med almindelig intelligens og indfølingsevne vil jo aldrig gøre sig vittig på bekostning af de efterladte til en myrdet ung betjent. Man tvinges altså til at konkludere, at Julsdorf mangler intelligens eller indfølingsevne. Og at han ikke selv er klar over det, siden han så åbent afslører sine mangler.

 

Da dumt blev klogt [13/7, sendt igen 20/7,  24/7]

Alle kloge var for tolv år siden enige om, at det var dumt, at Danmark ikke gik med i euroen. Men i dag kan alle se, at det er ganske smart, at Danmark ikke hænger på en masse milliarder til europæiske fallitboer

 

Dengang for tolv år siden, da vi stemte, om vi skulle ind i euroen, var alle kloge enige om, at det var det eneste rigtige for Danmark at gå med ind. Og da det træge danske folkedyb af tryghedsnarkomaner så alligevel stemte nej, måtte Marianne Jelved på hele elitens vegne grådkvalt hente trøst og få tilgivelse hos sine europæiske ministerkolleger. Nu viser det sig så, at dette nej fra folkedybet var noget af det klogeste, Danmark har gjort i nyere historisk tid. Helt nøjagtigt har det, ifølge økonomiske eksperter, sparet os for nu at hænge på 338 milliarder kroner til de gældsplagede lande i Euroland. Og det mest vidunderlige er, at EU overhovedet ikke mangler de danske milliarder. Merkel og Hollande og alle de andre i Eurozonen mødes ustandseligt til krisemøder, hvor alle EU-eksperter hysterisk melder om ”skæbnetime”. Men på møderne fremtrylles altid nye milliarder til grækerne og spaniolerne og alle andre, som måtte mangle. Ingen almindelige danskere aner, hvor denne uendelige strøm af milliarder stammer fra. Men kan altså kun takke sig selv for, at ingen af milliarderne er danske.

Karsten Nonsbo [20/7, 23/7 under titlen ”Karsten Nonbo”]

Karsten Nonbo, formand for Folketingets forsvarsudvalg, bør forsynes med en bodyguard, som kan beskytte ham mod hans verbale selvmordsangreb på sig selv

 

Det er en grundregel i medierne, at jo sværere det er at få en oplysning vristet ud af systemet, jo større sandhedsværdi har den. Derfor har det stor sandhedsværdi, når maskingasten, der blev idømt 14 dages betinget fængsel for pligtforsømmelse ved at have lækket fortrolige oplysninger til sin far i en mail, har skrevet, at befrielsesaktionen blev afvist af VK-regeringen, fordi "et folketingsvalg ventede henne om hjørnet". Og det får ekstra sandhedsværdi, fordi faderen åbenbart videregav sønnikes oplysninger til moderen, som fortalte det til en veninde, hvorefter det ved et uheld slap ud. Men nu drager Karsten Nonbo (V), formand for forsvarsudvalget, til kamp mod denne sandhed. Med en heroisk  selvmordsaktion. Han benægter i strid med sund fornuft, at forsvarsministeren kunne have været inde over beslutningen uden hans vidende. ”Der er en overordnet myndighed dernede, en task force med en leder, og de vurderer situationen,” argumenterer Nonbo usammenhængende og følger op med karaktermord på maskingasten. Så nu står maskingastens sandhed stærkere end nogensinde.

Omskåren asparges [20/7, 21/7]

Jøder og muslimer bør holde op med deres børnemishandling. De bør lære af den danske folkekirkes gode evne til at trylle madvarer om til religiøse symboler

 

Nu truer jøderne med at forlade landet, hvis man forbyder dem at molestere deres spæde drenge ved, at en præst skærer forhuden af. Mærkeligt nok har ingen muslimer så vidt vides hverken truet med eller forladt landet, fordi man har forbudt muslimer at molestere deres piger med omskæring. Jøder må altså være mere sarte end muslimer. Eller også er forhud bare i højere kurs end skamlæber og klitoris i religiøse kredse. Groft sagt vil udglattende foreslå, at jøder og muslimer lader sig inspirere af den danske folkekirkes afslappede måde at omgås selv de allermest hellige anliggender på. Alle folkekirkemedlemmer finder det f.eks. helt i orden, at man i nadveren bare lader som om, man drikker Jesu blod og spiser hans legeme, og ikke gør det i virkeligheden. Det muliggør præsten ved at trylle noget vin og noget oblatbrød om til blod og kød, hvorefter det indtages. Jøder og muslimer bør på lignende vis få deres præster til at trylle f.eks. en tynd asparges om til en penis, før de går løs med skalpellen. Så kan de ovenikøbet tage hele glansen af penis, uden at det gør spor nas på barnet.

To politikere steg af toget [13/7, 16/7]

Kommentatorerne bør stoppe deres evindelige jamren over manglen på store politiske ledere med visioner. Og i stedet fryde sig over at landet nu råder over to politikere, som har været på sporet af Danmark i en hel uge.

 

To stolte folketingspolitikere steg forleden af toget på Københavns Hovedbanegård efter at have været "på sporet af Danmark" i knap en uge. Det var Kristian Pihl Lorentzen (V) og Kim Christensen (DF), der begge er medlemmer af Folketingets transportudvalg, som stort set non-stop havde kørt med tog på kryds og tværs af Danmark. "Vi er lidt stolte over at sætte danmarksrekord i togkørsel - der er vist ingen, som før har kørt hele banenettet igennem på syv dage i træk," udtalte Kristian Pihl Lorentzen til nyhederne.tv2.dk. Og Kim Christensen supplerede med, at ønsket var ”at komme uden for Christiansborgs tykke mure” og ”få et langt dybere indblik i Danmarks jernbaner.” Godt kørt, drenge! Politiske kommentatorer efterlyser jævnligt store politiske ledere med visioner, som igen kan sætte skub i Danmark og gøre os alle stolte over at være danske. Det kan for tiden se helt håbløst ud. Derfor er der al mulig grund til at fryde sig over, at vi nu i det mindste råder over to bredrøvede politikere, der stolt beretter, at de har været på sporet af Danmark. Og så i en hel uge.

Kondomers gode tone [13/7, 14/7]

Hvis udviklingsminister Christian Friis Bach skal iføre mænd kondomer, så må han først lære at holde den gode tone

 

På en konference, arrangeret af den britiske regering sammen med FN og Bill og Melinda Gates-fonden, har Danmark forleden givet 25 millioner til prævention. I den anledning udtaler udviklingsminister Christian Friis Bach til Politiken: ”Modstanden kommer blandt andet fra konservative religiøse kræfter i USA, fra Vatikanet og fra en række muslimske lande og fra konservative kristne bevægelser i Afrika. De står sammen og kæmper imod seksualundervisning til piger og mod fri og sikker abort og effektiv prævention.” Rigtigt! Men sådanne sandheder er ikke god tone i FN, hvor man ikke må støde massemordere på manchetterne, hvis de er statschefer eller religiøse ledere. Derfor er det aldrig god tone i FN at blande religion ind i kvinders barselsdød og sultkatastrofer og andre elendigheder rundt om i verden. Så hvis det skal lykkes Friis Bach at iføre mænd kondomer, så må han holde den gode tone og sige, at det intet har med religion at gøre, men udelukkende sker for at redde kvinder fra at dø under barslen. Friis Bach må omgående stoppe sine grove religiøse krænkelser. Og så i Politiken!

Sommerens nye par [11/7, 13/7]

Ferien har skabt nye debatpar i dansk politik

 

Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen har de seneste dage sat dagsordenen med selvmorderiske, fornærmende angreb på regeringens livsvigtige støtteparti, Enhedslisten. Den eneste rationelle forklaring på Sass’ grovmobning er, at SF åbenbart tænker alvorligt på at forlade regeringen. Sass forsøger at skræmme SF’s sidste vælgere fra at følge alle de andre over til Enhedslisten. Men at det er det, Sass’ raid går ud på, har medierne endnu ikke opdaget. Så seerne har nu i dagevis skullet høre på debatter og kommentarer ud fra en formodning om, at der er en politisk substans i Sass’ forhånelser. Og det har skabt flere forfriskende nye debatpar, når de vagthavende ferieordførere har mødtes. Således har kønne Pernille Skipper (EL) vist klar akademisk overklasse i dyst med den lavthængende rockerformørkelse, Sass. Og ildspydende Zenia Stampe (R) optrådte som en iskold Marianne Jelved med finansveteranen Kristian Thulesen Dahl (DF) på TV2 News, da hun – med sine frygtede hårmasser disciplineret i en velsvungen fletning – afviste Thulesens finanslovsfristelser med grænsebomme.

Roskilde spinfestival [9/7, 11/7]

Roskildes borgmester har ansat en gammel Fogh-spindoktor for at få god presse i en møgsag. Nu overgås denne møgsag af den møgsag, det er, at hun har ansat spindoktoren

 

Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), har hyret den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Ulveman. Han skal sørge for, at medierne skriver positivt om borgmesteren her op til, at Naturklagenævnet skal behandle en klage fra en gartner, hvis jord kommunen har eksproprieret for bl.a. at kunne give den til Roskilde Festivalen. Ole Birk Olesen (LA) udtaler til Jyllands-Posten: ”Først tager man gartnerens jord, og når han så rejser det som debat, hyrer man nogle af branchens mest erfarne spindoktorer til at underminere hans sag i offentligheden.” Rigtigt! Det kan virke stødende. Men Groft sagt vil gøre opmærksom på, at mange af de geniale spindoktorer fra Foghs gyldne spintider er ved at kede sig ihjel, fordi Thorning-regeringen mest har hyret rettroende middelmådigheder fra egne rækker til sin enorme propagandaafdeling. Det har derfor skabt håb hos mange af de forhenværende ”Mørkets fyrster”, at Ulveman ved at lække sin ansættelse genialt omgående har skabt en langt større spinudfordring end den, han oprindeligt blev ansat til at klare. Snart vil hele Foghs gamle spingarde være på lønningslisten i Roskilde.

Ministergas [6/7, 9/7]

Enhver skolereform, som får lærerne til at fortvivle, ledsages af bullshit fra ministeren, som skal udskyde det tidspunkt, hvor alle kan se, at reformen i virkeligheden har gjort alting værre

 

Undervisningssektoren har altid haft en stor tiltrækning på politikere. Sektoren bombarderes derfor ustandseligt med nye planer og reformer. Nede på gulvet forsøger lærerne så imens at passe den daglige undervisning. Men det er ofte svært. Nu skal børn fra specialskoler ind i almindelige klasser. Men så viser en ny undersøgelse, at volden hærger på specialskolerne. Derfor spørger TV2 minister Christine Antorini, hvordan de i forvejen overbebyrdede folkeskolelærere skal overleve, at de nu også skal håndtere flere voldelige elever fra specialskolerne. Men ministerens optimisme er ukuelig. Lærerne vil kunne rekvirere ”rådgivningsteams”, som kan ”klæde lærerne bedre på”. Enhver erfaren lærer kan se, at det aldrig kommer til at virke i praksis. Men for en minister er det nødvendigt at lade enhver reform ledsage af den slags ordgas for at udskyde det tidspunkt, hvor alle kan se, at den nye reform heller ikke virker. Ja, at den faktisk har gjort alting værre. Og at endnu en ny reform derfor må vedtages. Og helt uanfægtet af dette cirkus er der konstant 16 procent, der aldrig lærer at læse.

 

Karens øde øfantasi [6/7, 9/7 med en anden overskrift]

Løgnen om, at Karen Jespersen ville have flygtninge placeret på en øde ø, har medierne givet status af evig sandhed

 

Karen Jespersen (V) har meddelt, at hun ikke genopstiller ved næste valg. Det får medierne til bl.a. at genfortælle den gamle historie om, at hun ville placere flygtninge på ”en øde ø”. Men det har hun aldrig sagt. Historien er bare så god, at den er umulig at slå ihjel. Det, hun som indenrigsminister sagde til Berlingske Tidende i 2000, var: ”Hvis de (kriminelle asylansøgere) har begået en lovovertrædelse af en vis grovhed, så undersøger vi nu, om de kan blive placeret på et særligt center på et øde beliggende område. Man kan f.eks. tage en ubeboet ø.” Denne oprindelige, nuancerede udtalelse blev – trods alle sine forbehold og klare begrænsninger – efterfølgende groft forenklet af medier og debattører. Og alle forenklinger tjener til at gøre den nuancerede udtalelse til noget sensationelt, bl.a. ved at få Karen Jespersen til at fremtræde som fremmedfjendsk. Når hun efterfølgende gik ud og påpegede, at hun faktisk sagde noget andet, blev det opfattet som et forsøg på bortforklaring, fordi hun havde fået ”kolde fødder”. På denne måde kan den forkerte historie om Karen overleve Karen.

Politisk kropssprog [6/7, 8/7 med en anden overskrift]

Efter fodbold-EM: Kampen om de vælgere, som ikke fatter substansen, kan meget vel føre til blottede politikeroverkroppe, som krammes

 

Selv om man hverken forstår fodbold eller politik, og derfor ikke følger spillet, så er det ganske let at se, hvem der vandt, og hvem der tabte. F.eks. på TV-billeder af en italiensk spiller, som efter en scoring ved EM blottede sin overkrop i en machopositur. Hans holdkammerater krammede kærligt hans ibenholtsorte, blanke overkrop. Selv fodboldanalfabeter forstår, at dette er et billede af en personlighed og triumfator. Og enhver forstår også billedet af de jublende spanske spillere, som løfter pokalen. Ligesom enhver, der så billedet af glade og leende Corydon (S), Barfoed (K) og Peter Christensen (V) efter skatteforliget, forstod, at de var så glade, fordi de scorede pokalen. Både i fodbold og i politik kan alle uden den mindste forstand eller interesse for substansen altid let se, hvem der scorer pokalen. Og flere partiledere har under EM set, at det giver stærke billeder, når man blotter overkroppen efter en scoring. Groft sagt forudser, at den første partileder snart vil flænge sin skjorte og lade sig kramme for at hente stemmer hos alle dem, der ikke fatter substansen.

Gåden Thorning [5/7, 6/7]

Ved at optræde som om hun var en succes, narrer Thorning den ubevidste del af sin hjerne til at føle sig som en succes. Det viser hjerneforskningen

 

Thomas Larsen skriver onsdag om Helle Thorning-Schmidt at ”selv når alting står i flammer, synes hun upåvirket. Men flere er begyndt at spørge om roen nu også skyldes en beundringsværdig jerndisciplin – eller om forklaringen snarere er, at hun slet ikke forstår alvoren for sig selv, sit parti og sin regering.” Groft sagt henter forklaringen et helt tredje sted. Hjerneforskeren, professor Morten Kringelbach forklarer i Jyllands-Posten om forskning, som viser, at mennesket ved at udvise nydelsesadfærd kan narre den ubevidste del af hjernen til at opleve nydelse. Vi kan smile, grine, stønne vellystigt – og hjernen vil tro, at vi er glade og veltilpasse. ”Hvis man bildes ind, at man er glad eller forelsket, så viser forsøgene, at man også kan blive det,” fortæller professoren. Ved at optræde som en succes, som Thorning dygtigt gør, så føler man sig altså som en succes. Teorien bekræftes af Søvndal, som nu erkender fejl og mangler offentligt i sit sommerbrev til medlemmerne. Enhver kan på TV se, at han ikke er spor lykkelig, hvorimod Thorning stråler mere og mere i takt med nedturen.

Vandet driver [4/7, 5/7]

Et enkelt ordspil kan medføre stort vand- og ordspild

 

En læser har gjort Groft sagt opmærksom på en tilsyneladende fejl i cand.scient.soc. Rasmus G. Hansens ”Opinion” i Berlingske mandag. Opinionen handler om Hansens forgæves kamp for at få mulighed for at afregne sit kloakvand efter måler. Hansen brokker sig over, at en uvenlig telefondame lader forstå, at det i praksis ikke kan lade sig gøre. I frustration afslutter Hansen Opinionen med, at han vil ”væde sin hat på”, at denne uforskammethed ikke kun gælder i Holbæk Forsyning A/S, men i alle lignende selskaber landet over. Her er det så, at Opinionens læser gør opmærksom på, at Hansen, når han væder sin hat, så også skal betale afledningsafgift for hver dråbe. Derfor råder læseren Hansen til i stedet at vædde sin hat, hvorved han sparer både vandledningsafgift og vandafledningsafgift og ovenikøbet har en chance for at score gevinsten. Groft sagt giver hermed rådet videre, men advarer samtidig Hansen mod at tro, at han kan undgå al væde og ethvert vandforbrug ved at anskaffe en masse væddere. Der skal langt stærkere kræfter til at holde Holbæk Forsyning A/S væk fra ejendommen.

Computere gider ikke dansk [29/6, 4/7]

Inden længe vil alle danskere derfor være nødt til at tale engelsk med deres computer og smartphone

 

Der er ingen politisk interesse for at binde vores sprog op på en sproglov, som f.eks. ville tvinge danske virksomheder, som i øjeblikket kun har hjemmesider på engelsk, til også at have en opdateret version på dansk. Den politiske kamp for dansk sprog foregår især med velmenende taler, hvor de Radikale og Dansk Folkeparti fører an med nogle få koleriske læserbrevsskribenter på bagsmækken. Danskerne gider ikke, for de har en tyrkertro på, at deres sprog nok skal klare sig. Der er derfor stille og roligt gået museum i kampen for det danske sprog. Således foreslår Dansk Sprognævn i sin nye statusrapport, at der oprettes en ”termbank” med danske fagudtryk, inden de helt forsvinder. Fint nok. Men det er pillerier. Den engelske påvirkning, som dansk i årtier har været udsat for fra film, popsange og manegementsprog er det rene vand mod, hvad der vil ske, når vi danske snart er nødt til at tale engelsk til computerne. Denne Groft sagt har netop måttet opgive at brokke sig på danglish til sin talende smartphone og overvejer nu at tage et intensivt engelskkursus for at genvinde kontrollen.

Skinneskidtskraber [29/6, 2/7]

Ti års IC4-skandaler med milliarder smidt i kloaken har især lært transportministeren, at det er vigtigt at holde skinnerne rene

 

Transportminister Henrik Dam Kristensens kronik i Berlingske torsdag om IC4-skandalen er domineret af en lang række selvindlysende udsagn. F.eks. ”Det må simpelthen aldrig ske igen, og der er et klart behov for ændringer i den måde, vi griber tingene an på.” og ”Bundlinjen er, at DSB ikke har været i stand til at levere togmateriel til tiden.” At det ansvarlige ministerium disker op med en kronik fyldt med så fornærmende trivialiteter efter denne milliardskandale, sender et klart signal til borgerne om, at staten intet lærer af sine skandaler, og at rækken af statslige indkøbsskandaler af IT-systemer, militært isenkram og tog derfor kan fortsætte i evighed. Ministeren er tydeligt stolt over, at DTU med en ”dygtig undersøgelse” har fundet ud af, at et IC4-togs bremseproblemer skyldtes blade på skinnerne. Så nu har han iværksat et omfattende arbejde for at forebygge glatte skinner. Groft sagt håber, at alle ventende DSB-kunder glæder sig med ministeren over, at det stolte IC4-projekt efter et årtis stilstand omsider leverer en succes i form af intensiv skinnerensning.

Skidt Forvask [28/6, 30/6]

To timers gruppemøde er ikke nok til at SF kan hjernevaske oprørske medlemmer effektivt. Det vil kræve månedlange gruppemøder, inden der kan fremvises vellykkede resultater

 

Når man er i krise, falder man ofte tilbage til tidligere udviklingstadier. Således røg Wozniacki ud af Wimbledon i første runde, fordi hun efter at have tabt to matchbolde vanen tro spillede defensivt. Også SF falder for tiden tilbage til metoder fra fortiden. Således holder SF i øjeblikket mange af det, som DKP i Sovjettiden kaldte ”kammeratlige samtaler”, men som SF i dag kalder ”åbenhjertige diskussioner”. Men da Groft sagt så EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsens ophovnede, forgrædte ansigt og hørte hende sige, at hun nu stemte med gruppen, men at hun stadig var imod, så stod det klart, at SF er nødt til at forlænge sine gruppemøder væsentligt for at lykkes med at hjernevaske sine tankeforbrydere. To timers gruppemøde rækker kun til den indledende nedbrydning af personen. Og det virker stødende på SFs kadrer af præster og gymnasielærere at se et af deres folketingsmedlemmer i opløsning, mens gruppeformanden holder hendes arm i et fast greb. Hvis SF vil hjernevaske effektivt, kræver det månedlange eksternatgruppemøder, inden nyfrelste medlemmer kan overbevise pressen og befolkningen.

 

 

 

 

 

Skidt Forvask [28/6, 30/6]

To timers gruppemøde er ikke nok til at SF kan hjernevaske oprørske medlemmer effektivt. Det vil kræve månedlange gruppemøder, inden der kan fremvises vellykkede resultater

 

Når man er i krise, falder man ofte tilbage til tidligere udviklingstadier. Således røg Wozniacki ud af Wimbledon i første runde, fordi hun efter at have tabt to matchbolde vanen tro spillede defensivt. Også SF falder for tiden tilbage til metoder fra fortiden. Således holder SF i øjeblikket mange af det, som DKP i Sovjettiden kaldte ”kammeratlige samtaler”, men som SF i dag kalder ”åbenhjertige diskussioner”. Men da Groft sagt så EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsens ophovnede, forgrædte ansigt og hørte hende sige, at hun nu stemte med gruppen, men at hun stadig var imod, så stod det klart, at SF er nødt til at forlænge sine gruppemøder væsentligt for at lykkes med at hjernevaske sine tankeforbrydere. To timers gruppemøde rækker kun til den indledende nedbrydning af personen. Og det virker stødende på SFs kadrer af præster og gymnasielærere at se et af deres folketingsmedlemmer i opløsning, mens gruppeformanden holder hendes arm i et fast greb. Hvis SF vil hjernevaske effektivt, kræver det månedlange eksternatgruppemøder, inden nyfrelste medlemmer kan overbevise pressen og befolkningen.

Fantasidecimaler [27/6, 28/6]

Meningsmålingers promiller skaber hver uge sensationer, selv om alle ved at målingernes usikkerhed skal måles i procenter. Men hvorfor kede sig ihjel med saglighed, hvis man kan slå gækken løs med digterier?

 

Nogle politiske historier er så gode, at de ikke kan spoleres af hårde kendsgerninger. Det kan enhver observere ved enhver ny meningsmåling. Hele tabernaklet af journalister, kommentatorer og politikere ved, at sådanne undersøgelser med tusind mennesker har en usikkerhed på 2-3 procent. Alligevel bliver selv de mindste udsving på decimaler til tophistorier, kommentarer og politikerinterviews. Denne Groft sagt ønsker ikke dette stoppet. Det er livsbekræftende at opleve det politiske cirkus give sin festforestilling, hver gang der kommer en ny måling. Og det er imponerende så mange saltomortaler, tryllekunster og klovnenumre et 1,1 procents udsving kan udløse i alle medier i anledning af en måling med en usikkerhed på 3 procent. Og komikken når klimaks, når chefredaktører samtidigt højstemt bekender sig til den politiske substans’ hårde kendsgerninger og afsværger forestillingen, som i dette tilfælde består af varm luft og usikre decimaler. På den anden side kan det jo heller ikke udelukkes, at S faktisk nu er nede på katastrofale 15,9 procent, således som seneste måling melder.

Ked en forsker [25/6, 26/6]

Megen kreativitet er en flugt fra kedsomhed. Et kedsommeligt universitet er derfor den bedste garanti for, at forskere og studerende tvinges til at søge overraskende nye veje

 

Når universiteternes forhold diskuteres i medierne, handler det ofte om lavpandede ting som taxameterpenge, for lidt undervisning af de studerende, bureaukratisering, ansattes selvcensur og ikke-eksisterende rotteforsøg. Men forskernes søgen efter nye erkendelser rummer også problemer. Det fremgår af en portrætartikel i Politiken søndag om professor Peter Sandøe fra Københavns Universitet. Artiklen skrives i anledning af, at Sandøe har valgt at gå af som formand for Dyreetisk Råd, fordi man mener, han er kommet i lommen på svineproducenterne. En kollega, lektor Klemens Kappel, forklarer: ”Sandøe skrev en afhandling om metaetik på Oxford [Universitet], men blev enormt træt af emnet.” Det var altså kedsomhed, som drev denne internationale topforsker bort fra vante tankegange mod nye erkendelser. Denne vigtige pointe om kedsomhed som drivmiddel til nytænkning gælder ikke kun i forskningen, men også i undervisningen, hvor studerende jævnligt kræver bedre pædagogik. Men alle, der måtte kede sig på universitetet, kan altså ikke regne med, at de altid vil være velkomne i grisestaldene.

 

Kloge-Åge knækket [25/6, 26/6]

Det helt uventede skatteforlig fredag var en svinestreg mod alle kommentatorerne

 

Som bekendt trådte Corydon med forligsfølge af Venstre og Konservative direkte ud fra forhandlingslokalerne og ind i TV2 Nyhederne kl. 19.02 fredag aften. Det var stik mod, hvad alle politiske kommentatorer havde forudsagt, nemlig at der ville blive forlig med Johanne. Det er et modbydeligt angreb på en kommentators kompetence, når politikere pludselig gør det stik modsatte af, hvad man ud fra indgående analyser har forudsagt. Og det, man skrev, kan vise sig at få helt nye uhensigtsmæssige betydninger i lyset af det umulige, som pludselig alligevel skete. Således skrev redaktør Anita Bay Bundegaard, Politiken fredag: ”Der er et eneste parti, der bærer ansvaret for, at det ikke er slut med blokpolitikken: Venstre”. Det må jo så betyde, at Bundegaard nu – efter forliget – helt logisk må tillægge Venstre eneansvaret for, at det er slut med blokpolitikken. Men værre led Mogensen & Kristiansen på TV2 News. De brød sammen og opgav at sende deres altid underholdende ugentlige analyser fredag aften. Tøsedrenge! Groft sagt kræver dette bortcensurede sammenbrudsprogram sendt omgående.

Juraens grænse [22/6, 25/6]

Ufattelig ondskab findes ikke i den politisk korrekte verden. Derfor plæderer Breiviks anklager for, at han er psykisk syg

 

Norge er et åbent demokrati. Og Breiviks systemkritiske grunde til sine terrorhandlinger er velkendt af enhver. Så når anklageren går ind for en behandlingsdom til Breivik, er det ikke undertrykkelse af en systemkritik, men et udslag af politisk korrekthed, som nægter at acceptere, at der findes mennesker, der er så irrationelt onde som Breivik. Men hvis Breivik er syg, så kan han jo være ude så snart lægerne erklærer ham rask. Og det vil støde alle, hvilket heller ikke er politisk korrekt. Derfor understregede forsvarer Inga Bejer Engh på et pressemøde, at der ingen fare er for, at han vil være på fri fod igen efter kort tid. Så ifølge den politiske korrekthed er det altså ikke op til lægerne at afgøre, om patient Breivik er syg eller rask. Nej, argumenterer præmiejuristen, for ”manden har siddet i retten i ti uger, helt upåvirket af det han har gjort, og det skal tages med, når man senere skal vurdere, om han er til fare for samfundet.” Er det letteste ikke at spare de tåkrummende politisk korrekte bortforklaringer af ondskab, og så putte Breivik direkte i kachotten?

 

 

General på spid [22/6, 24/6]

Tyskland bør fjerne sine smuldrende bunkere fra 2. verdenskrig, inden deres rustne spyd gennemborer en svømmende turist

 

Betonbunkerne fra 2. verdenskrig ude i havet langs den jyske vestkyst smuldrer, skriver Berlingske. Det er kun et spørgsmål om tid, før en svømmende turist bliver spiddet på de blotlagte metalpigge. Kommunerne mener, at det er en statslig opgave at fjerne de spydstikkende bunkere. Fordi de befinder sig ude i havet, som hører under staten. Men hverken Forsvarsministeriet, Transportministeriet eller Miljøministeriet er til at hugge eller stikke i. Groft sagt undrer sig over, at det ikke falder nogen ind, at man bare kunne bede tyskerne om selv at sørge for at fjerne deres affald. Hvorfor skal danske kommuner, ministerier og styrelser dog spille sorteper om tyske troppers efterladenskaber? Og skidtet kan fjernes under ganske gemytlige former, hvor man trækker tyske turister til med tilbud om aktiv oprydningsferie, hvor man får fortidsminder med hjem. Det vil ikke være til at bære, hvis bunkerne først bliver fjernet, efter at en turist har udåndet på piggene. Selv en ferierende forhenværende nazi-general, der spræller til døde på sit eget spid, vil ikke være til at bære.

TV2s Christianiahetz [22/6, 23/6]

Det er meget ubekvemt for hele etablissementet af politiske partier, justitsminister og politi, at TV2 for tiden dagligt leverer nye eksempler på de horrible retstilstande i Christiania

 

I øjeblikket kører TV2 Nyhederne en føljeton om Christiania, som er blevet en helle for kriminelle. Indslagene tvinger retsordførere på banen med udtalelser om, at det er uacceptabelt, og at politiet bør gøre noget. Men det er tydeligt, at hverken politiske partier, justitsminister eller politi egentlig har lyst til at gøre noget effektivt i sagen. Politiets ledelse taler altid Christianiasager ned – hvis de da ikke helt kan undgå at udtale sig. Der tales om en ”langstrakt strategi”, som ikke specificeres. Og det sker selvfølgelig efter aftale med justitsministeren. Nu truer Christianias advokat Foldschack så det handlingslammede etablissement med, at Christiania ikke som aftalt vil købe sig selv til spotpris, hvis strømmen af grimme politikerudtalelser om Christiania fortsætter. Det er påfaldende, at denne trussel ikke hensætter etablissementet i latterkramper over det storhedsvanvittige fallitbo. Men det skyldes, at man nærer en religiøs tro på, at christianitterne nok selv – som selvejere – skal få tæmmet rockerne. Så nu beder alle til, at TV2 stopper sin Christianiahetz.

Rio+20+Ida [21/6, 22/6]

Det er nu bevist, at store FN-konferencer med titusinder af deltagere sagtens kan afholdes, selv om hele verden i forvejen har accepteret, at de ender uden resultater

 

Alle husker stadig COP15, hvor en groggy Løkke prøvede at banke en plenumforsamling til enighed. Lignende skrækscener vil vi ikke opleve på Rio+20, fordi arrangørerne har sørget for, at afslutningsdokumentet lå fikst og færdigt, inden konferencen begyndte. Indholdet består igen i år af mange fine ord og går stadig på melodien, at alle er enige om at gøre det rigtige, bare man slipper for at love hvornår, og hvormange penge man vil betale. Mange vil så spørge, hvad de 50.000 mennesker på konferencen egentlig skal lave. Men her bør man ikke undervurdere værdien af at bevare optimismen om miljøsagen. Og det er jo stimulerende for arbejdsmiljøet, at mødes eksotiske steder med folk fra alle verdens lande med alt betalt. Desuden har mange af deltagerne formentlig slet ikke opdaget, at dokumentet allerede er færdigt. Således skriver miljøminister Ida Auken ifølge Berlingske i går på sin blog: ”Forhandlingerne om en aftale er meget hårde, og det er langtfra sikkert, at vi kommer i mål.” Selv et færdigt slutdokument forhindrer altså ikke Ida i at forhandle på liv og død om verdens redning.

 

Monkeyclass [20/6, 21/6]

Ingen kan se, at det er plimskørt, at Løkke fremhæver sin deltagelse i Rio+20, hvor han hverken kan gøre fra eller til. Til gengæld falder alle over ham, fordi han glemmer at fortælle om sit vigtige besøg hos sin datter

 

”Lars Løkke talte usandt, da han sagde, han skulle flyve direkte til Rio og derfor måtte gå ud af skatteforhandlingerne,” analyserede Henrik Qvortrup, TV2. Men det er forkert, for Løkke sagde ikke noget om direkte, tværtimod. Han sagde lørdag: ”I morgen rejser jeg mod topmødet i Brasilien. Det samme gør statsministeren i øvrigt. Hun rejser vist lidt senere end mig, men vi skal nu ramme Brasilien på nogenlunde samme tidspunkt. Hun flyver lidt hurtigere.” ”Aha,” tænker alle vælgerne, ”statsministeren flyver afsted på businessclass, mens den stakkels tidligere statsminister ydmygt må hakke sig frem mod det livsvigtige møde i Rio via langsomme discountruter.” Hvis Løkke bare i stedet havde sagt: ”Jeg skal nemlig besøge min datter på vejen”, så havde alle kommentatorerne ikke haft så let ved at få Løkke til at ligne en kommunalpolitiker, der med tarvelige tricks prøver at blive statsminister. Men det mest idiotiske er, at alle køber præmissen: Det er vigtigt, at oppositionspolitiker Løkke deltager i Rio. Sandheden er jo, at det er langt vigtigere, at far Løkke besøger sin datter.

G20 til Allinge [19/6, 20/6]

Alle tager lykkelige hjem fra Folkemødet i Allinge. Derfor vil alle også kunne glæde sig over de resultatløse G20- og Rio+20-møder, hvis de henlægges til Allinge

 

I disse dage mødes den politiske verdenselite til G20 og Rio+20-møder. Men ingen forventer, at der kommer løsninger på bordet. Derimod er alle helt sikre på, at der sker en masse networking og bliver holdt mange flotte taler. Groft sagt vil protestere mod, at verdenstoppen så ofte mødes og holder flotte taler uden konkrete resultater. Det ødelægger optimismen i verdens befolkninger, at verdens mægtigste politikere gang på gang på denne vis demonstrerer deres afmagt. Derfor foreslår Groft sagt, at man for fremtiden lægger både G8, G20, Rio+20 og, hvad det alt sammen hedder, i Folkemødet i Allinge på Bornholm. Her er der absolut ingen forventninger om konkrete politiske resultater, så her kan Obama, Hu m.fl. både networke og holde flotte taler, uden at verdens befolkning bagefter går deprimerede rundt. Tværtimod vil hele verden bagefter så glæde sig over, at alle networkede, holdt taler, spillede bordfoldbold og tog trætte hjem igen. Folkemødet er en genial løsning på, hvordan verdenseliten kan mødes uden resultat og alligevel skabe den optimisme, som skal redde verden.

Alpe de Skatteforlig [18/6, 19/6]

Regeringens officelle stjernerytter Thorning nægter at vise sit individuelle format i en kvinde-til-mand-dyst op ad Alpe de Skatteforlig med oppositionens stjernerytter Løkke

 

Politik er et etapeløb med mange slutspurter og målstreger. På mange etaper kan hjælperytterne sørge for, at holdets nr. 1 holder stillingen. Bl.a. ved at uskadeliggøre alle fjendtlige udbrud. Men der findes etaper, hvor nr. 1 må klare sig uden hjælperyttere og bevise sit individuelle værd over for sine hårdeste konkurrenter. Det gælder enkeltstarterne, som i politik svarer til partilederdebatter i TV. Men det gælder også de etaper, hvor feltet splittes, hvilket ofte sker på bjergetaper som den berømte Alpe d’Huez i Tour de France. Løkke har i fredags på Bornholm krævet Thorning på banen i skatteforligsforhandlingerne. Han har rost hendes dygtige hjælperyttere, Corydon og Vestager, men udfordrede nu regeringsholdets nr. 1 til at vise, hvad hun duer til i en hård duel op ad bjerget Alpe de Skatteforlig. Men Thorning har weekenden over fortsat bare sendt hjælperytter Vestager op for at ligge på hjul hos Løkke. Jørgen Leth ville kommentere det således: ”Der breder sig en tragisk erkendelse af, at Thornings afvisning af Løkke ikke skyldes dårlige ben, men frygt for sandhedens øjeblik.”

 

Løkkes arvepleje [15/6, 18/6]

Inden Løkke overtager magten, bør han sørge for, at Thorning får gennemført den nødvendige politik, som får vælgerne til at flygte. Ellers arver han alle problemerne i stedet for at arve alle løsningerne

 

Problemerne i dansk økonomi er de samme, uanset hvad regeringen hedder. Og landets dygtige hær af embedsmænd ved godt, hvad der skal gøres, og har alle forslagene liggende i skufferne, og tager dem frem, hver gang der kommer en ny regering. Men alle ved også, at disse nødvendige reformer vil gøre mange vælgere utilfredse. Dansk politik handler derfor i dag især om at sørge for, at ens politiske modstander gennemfører de nødvendige reformer. Derefter kan man så selv overtage vælgerne og magten, rase mod modstanderen, samtidig med at man fortsætter modstanderens nødvendige politik, som man blev valgt på at være imod. Det kan som regel gøres ved, at man – efter et kasseeftersyn – siger, at alting er meget værre nu end dengang, man i oppositionstiden var imod den daværende regerings indgreb. Så nu er disse indgreb i mellemtiden blevet nødvendige. Groft sagt konkluderer: Løkkes vigtigste opgave i øjeblikket er at drage omsorg for, at Thorningregeringen får gennemført mest muligt af den nødvendige, forhadte politik. Ellers arver Løkke alle problemerne i stedet for at arve alle løsningerne.

H.C. Andersen opdateret [15/6, 17/6]

Det berømte eventyr "Kejserens nye klæder" er populært i Kina. Samtidig forfølges og indespærres alle systemets kritiske børn, som offentligt siger, at præsidenten ikke har noget tøj på

 

H.C. Andersens eventyr ”Kejserens nye klæder” har vist sig at være utidssvarende. Alle husker, at barnet i eventyret er helten, fordi det tør udtale den unævnelige sandhed, som alle kan se. Derefter istemmer hele folket barnets sandhed. Og selv kejseren giver barnet ret. Men det er jo ren ønsketænkning. Ude i virkeligheden går det stik modsat. I dag er det således, at den slags børn sidder buret inde som systemkritikere i Kina og andre steder. Og her i landet bliver en journalist, som med billeder vil dokumentere rockerkejserens narrespil i Christiania til ære for Folketingets retsudvalg, klædt nøgen af kejserens lakajer og må flygte for livet i sokker og sko, uden at folket hjælper ham. Og enhver kan se, at dette nøgne journalistbarn jo selv var ude om det, fordi han stak næsen for langt frem og derfor nu må have psykologhjælp. Og hvert halve år vil Retsudvalget læse en rapport om politiets fortsatte studier af rockerkejseren af Christianias fortsatte hærgen blandt christianias ældede blomsterbørn. Og således ånder alt dødsens fred og idyl, bare barnet i eventyret holder sin kæft.

Op på cyklen, Möger! [15/6, 16/6]

Mange betydningsfulde personer på Folkemødet på Bornholm ligner bedemænd i deres habitter. Men det er ikke særligt smart, at den dødsmærkede regerings ministre fremtræder som bedemænd i den brogede folkevrimmel.

 

Der er gået bedemandskongres i Folkemødet på Bornholm. Det skyldes, at de fleste af dem, der betyder noget: ministre, spindoktorer og organisationernes topledere er iført mørkt tøj med åbenstående hvid skjorte. Alle de mørke habitter ser sorte ud i den stærke bornholmske sol. Bedemandshæren danner klar kontrast til folket, dvs. almindelige mennesker, som trasker afsted i sandaler, slaskebukser og brogede vindjakker. Et andet særligt træk ved de betydningsfulde er, at de – fuldstændig som kaninen i ”Alice i eventyrland” – iler i stor hast for at nå næste arrangement, hvor de skal optræde. Unge Möger tog allerede på færgen fra Ystad rekorden i hastig, målrettet bedemandsgang, da han under overfarten for rundt på alle dæk og trapper med mobilen klistret til øret. Men der findes faktisk effektive midler mod bedemænd. Det er således næsten umuligt at ligne en bedemand i tjeneste, når man cykler. Det har Bertel Haarder og andre oppositionspolitikere opdaget. Men Möger er nok den på hele folkemødet, som lige nu har allermest brug for at cykle sin bedemand væk. Selv en rusten havelåge kan bruges.

Allinges åbenbaringer [14/6, 15/6]

Der er megen snak på Folkemødet på Bornholm. Men der udsendes også ulideligt klare budskaber

 

"Når landets magthavere for en stund flytter til Allinge og møder folket i over 700 debatmøder, så handler det mere om "show" end reelt politisk indhold". Det siger Kresten Schulz-Jørgensen, kommunikationsekspert, ifølge tv2bornholm.dk. Mageløst nonsens! Det får da også straks Bornholms borgmester, Winni Grossbøl (S), til at svare igen med et håb om, at Folkemødet vil pege fremad mod det næste folketingsår. Og det gør Folkemødet! I hvert fald kan Groft sagt i programmet finde en masse stof til eftertanke. Venstre lokker således folk til Løkkes tale med, at ”du også kan kigge i en ambulance”. Venstre har altså indset, at udfordringen frem mod næste valg simpelthen er at sørge for, at Løkke holder sig i live. Derfor taler han nu kun i nærhed af en fuldt udstyret ambulance. I smertende klar kontrast hertil holder Socialdemokraterne til i Allinge Brandstation – som Groft sagt ved er nedlagt og derfor uden flotte, røde brandbiler, som kan rykke ud til noget som helst. Rygtet går, at partiet vil købe stationen og bruge den som aftægtsbolig for Thorning, som ikke engang EU nu vil have.

Thor Ning [13/6, 14/6]

Forståeligt, hvis Thorning sender beundrende blikke til den kinesiske præsident. Han har landets medier i sin hule hånd

 

Statsministeriets pressekontor har oplyst til politiken.dk, at det ikke er fast praksis for Kinas præsident, Hu Jintao, at deltage i pressekonferencer. Så dansk presse får altså ikke mulighed for at grille ham med underholdende spørgsmål. I øvrigt vides der meget lidt om præsidenten, som i mands minde ikke har stillet op til et personligt interview. Trods dette er der ingen, der er i tvivl om, at det er ham, der bestemmer. For hver dag indleder Kinas TV Aviser med at fortælle, hvad han og de andre mægtige medlemmer af partiets top har foretaget sig den dag. Helt ukritisk og dræbende kedsommeligt. Værre end hvis dansk TV hver dag ugen igennem udelukkende bestod af daglang transmission af barnedåb i kongehuset. Groft sagt forstår godt, at Thorning vil sende forelskede og beundrende blikke til Hu Jintao på de officielle billeder fra besøget. Med den spidsrod, som hun og hendes ministre dagligt må løbe i TV, så må Hu Jintaos løsning på medieproblemet forekomme ideel. Og så ville vi i dag både have haft en betalingsring og en statsleder med 99,9 % i meningsmålingerne.

Én stor misforståelse [12/6, 13/6]

Selvmodsigelser, provokation af venner og almindelige misforståelser præger Thorningsregeringen. Nu har man også fået hele EU-parlamentet imod sig

 

Det er svært at forstå, at Thorningsregeringen, som begyndte med i triumf at fjerne grænsebommene efter Kjærsgaard og Løkke, nu slutter sin formandsperiode i EU med at indføre muligheden af, at enhver regering kan lukke grænserne mellem landene. Hele EU-parlamentet, inklusive socialdemokraterne, rasede tirsdag over det danske formandskabs beslutning. Justitsminister Morten Bødskov (S) forklarede under debatten, at parlamentarikernes udfald bygger på en ”misforståelse”. Forslaget har ifølge Bødskov intet med nationale grænser at gøre. Men denne påstand gjorde bare hele salen af ærede medlemmer endnu mere rasende. ”Han forventer åbenbart, at vi i parlamentet kryber rundt langs væggene,” fnyste lederen af den socialdemokratiske gruppe, Hannes Swoboda. Groft sagt må konstatere, at det ikke kun er alle EU-parlamentarikerne, som totalt har misforstået Thorningregeringen. Også de danske vælgere har klart nok helt misforstået alting og flygter derfor i panik. Og fagbevægelsen, hvilket fik trepartsforhandlingerne til at bryde sammen af misforståelser, før de var rigtig begyndt.

Løftekopter [7/6, 12/6]

En kunstner har nu lavet sin døde kat om til en helikopter. Heller ikke i politik bør døde ting gå til spilde. Hvorfor græde over døde løfter, hvis de kan laves om til en prægtig løftekopter?

 

Kunsten søger stadig nye veje. Nu er der en kunstner, som har været i TV med sin elskede, men desværre trafikdræbte kat. Kræet var nu udstoppet og arrangeret som en flad struktur med alle fire lemmer udstrakte og forsynet med propeller ved poterne, således at kunstneren med fjernstyring kunne få det til at lette og flyve omkring som en art helikopter. Hvilket det så gjorde, mens øjnene i den døde kats fremstrakte hoved stirrede direkte ind i stuerne til os som en påmindelse om altings forgængelighed og skæbnens uransalige veje. Selv om Groft sagt endnu langt fra er færdig med at fordøje dette stærke stykke kunst, så vil vi straks lade inspirationen fra kattekopteren komme dansk politik til gode. Hvorfor græde over døde løfter, hvis de kan laves om til en prægtig løftekopter? Ja, Groft sagt tænker selvfølgelig på ”Fair Forandring” og andre S-SF-udspil. Ud af de afdøde pjecers papirmasser bør der bygges en løftekopter af rødmalet papmaché som Helle og Villy kan vinke til os fra, mens Margrethe Vestager fjernstyrer dem. Dette skue vil slå det flyvende kattelig med flere længder.

 

Onsdagspassage [7/6, 12/6]

Venus passerer først Solen igen i 2117. Men dagen bød på tusinde andre "once in a lifetime"-oplevelser, som hverken sker igen i 2117 eller senere.

 

De store kikkerter var fremme, da planeten Venus forleden passerede mellem Jorden og Solen. Det skete på en onsdag, og det sker først igen i 2117. TV viste en hær af entusiaster med familie i ekstase i Amager Strandpark. Groft sagt nåede ikke ud af sengen, inden Venus var forbi og må altså gå i døden uden dette syn. Men Groft sagt kompenserede resten af dagen med flere andre enestående ”once in a lifetime”-oplevelser. Først granskede Groft sagt meget nøje hvert enkelt havregryn i sin morgenmad, inden han slugte det for aldrig mere at gense det. Senere på dagen viste Groft sagt en kvinde, som var kommet ud af sit kredsløb, vej til nærmeste supermarked. Det gav en stærk ”once in a lifetime”-oplevelse, da dette unikke menneske taknemmeligt cyklede ud af synsfeltet mod evigheden. Animeret af alle disse unikke oplevelser blev Groft sagt ved aftenstide ramt af en filosofisk raptus, som mundede ud i den svimlende erkendelse, at alt, inklusive Groft sagt selv, var unikt og derfor ikke kunne opleves igen. Et kik i kalenderen afslørede dog, at onsdag passerede helt jordnært allerede igen i næste uge.

Kinagrillens prisliste [7/6, 10/6]

I Statsministeriet overvejer man i øjeblikket, hvor eksplicit Danmark har råd til at være, når Thorning skal tale menneskerettigheder med den kinesiske præsident

 

Mange journalister har spurgt Søvndal og Thorning hvordan de vil bringe menneskerettigheds­spørgsmålet på bane over for Kinas Præsident Hu Jintao. Men uden at få noget klart svar. Nu kan Groft sagt afsløre, at det grundige kinesiske bureaukrati allerede har forsynet Statsministeriet med en detaljeret prisliste over, hvad forskellige udtalelser over for Hu Jintao vil koste. F.eks. vil denne udtalelse: ”Vi betragter Kina som et bestialsk diktatur” koste en nedfrysning af al dansk eksport af grøn teknologi, herunder oplagrede, usælgelige vindmøller, i et halvt år. Udtalelsen: ”Vi kræver, at Kina respekterer Tibets ønske om selvstændighed” vil koste forbud mod danske eksportinitiativer i industribyerne Shanghai, Guangzhou og Shenzhen med opland i 100 dage. Derfor går Thorning og Søvndals tanker nu i retning af dette: ”Vi skal gøre præsidenten opmærksom på, at Danmark ikke finder Kinas beskyttelse af menneskerettigheder tilfredsstillende.” Den koster, at to containere med minkpelse forsinkes i tolden i Hongkong i 14 dage. Men muligvis vælger man at erstatte ”Danmark” med ”nogle i Danmark”, for så er det gratis.

Rette hylde [7/6, 8/6]

Det går ad helved til, hvis man ikke finder sin rette hylde. Det gælder både Caroline Wozniacki og Helle Thorning-Schmidt

 

Caroline Wozniacki røg igen i år ud af French Open i tredje runde og ligger nu nede på 9.-pladsen på kvindernes rangliste. Tenniseksperterne er fulde af gode råd om, hvad hun skal gøre for at komme op igen: holde op med at skændes med dommeren, hyre en ny træner, droppe faren, træne et helt nyt dræberslag eller slå op med kæresten, som også er på nedtur på golf-ranglisten. Groft sagt foreslår, at Caroline siger skråt op til alt dette, og i stedet indtager sin rette hylde som træningspartner for elitespillere. Det er klart for alle, at Carolines særlige talent er, at hun returnerer alle bolde og altid placerer dem ret blødt midt på modstanderens banehalvdel, således at modstanderen kan træne sine allerbedste slag – også midt i en kamp, hvor Caroline egentlig godt kunne vinde ved at placere sine bolde mere yderligt eller spille hårdere. Her ligner Caroline i øvrigt fuldstændig statsminister Helle Thorning-Schmidt, som også hele tiden placerer boldene lige midt på modstanderens banehalvdel og derfor også rasler ned på ranglisten. Men Groft sagt er helt blank angående Helles rette hylde.

Fristaden Hell [6/6, 7/6]

Christiania begyndte som oprør mod borgerskabet, men endte som reklamebureau for Hell's Angels narkobusiness

 

Christiania er et levende museum, som viser, hvordan det går, når naive mennesker prøver at lave et demokratisk paradis uden vold og kapitalister: Kriminelle bander flytter ind, tyrer alle med vold og trusler og tjener milliarder. De godhjertede blomsterbørns klassesamfund – med en selvforsørgende overklasse og en underklasse på overførselsindkomster – fungerer som blødt, lækkert frugtkød omkring en hård kerne af primitive rockerkapitalister, som er mere fæle end de raffinerede kapitalister, fristaden skulle beskytte imod. Men da christianitternes selvforståelse er, at de er kreative og alternative, så kan de ikke bare tilkalde politiet. Og hver dag myldrer fristaden med begejstrede turister, som bekræfter, hvor kreativt og alternativt alting stadigvæk er – bare man undlader at fotografere pusherne, for så får man bøllebank. Og selvcensuren fejrer triumfer, når ”Pusher Street” af fristaden omdøbes til ”Green Light District” med et grønt hampeblad som varemærke. Det kunne selv et helvedes dyrt reklamebureau ikke have gjort smartere.

 

 

 

Stå aldrig til søs! [25/5 sendt til Berlingske Business Image-nummer, 7/6]

Image-undersøgelsen i Berlingske Business' særnummer viser, at det bliver en fiasko, hver gang staten privatiserer sådanne dele af sig selv, som almindelige mennesker har forstand på. Staten bør derfor kun privatisere sine mest hemmelige kontorer, som ingen fatter, hvad laver.

 

Admiralitetet Staten har ikke mange glæder af de skibe, som blev sendt til søs i markedskrigen. DSB, POST Danmark, DONG Energy enten skraber bunden eller er faldet meget i imageundersøgelsen 2012. Groft sagt mener, at imageproblemerne opstår, fordi disse selskaber producerer helt enkle, nødvendige ting, som almindelige mennesker lever med til dagligt og derfor har stærke meninger om og brokker sig over: tog til tiden, el og gas og breve og pakker. Staten bør her lære af et firma som ATP, som ligger helt oppe i eliten af undersøgelsen. Det skyldes, at ingen almindelige mennesker forstår, hvad ATP gør godt for. Ingen har nogensinde set skibet ATP stå ud til kamp. Nej, flere hundrede ATP-papirnussere muntrer sig dagligt i smug i en gigantisk pengetank, og uddeler så lidt håndører til pensionister, som aldrig har anet, at ATP systematisk stjal en portion af deres penge gennem et langt arbejdsliv. Den slags skaber glæde overalt. Hvilket bekræfter admiralens vise: ”Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!” Der må findes talløse hemmelige kontorer i staten, som kan privatiseres med imagesucces efter admiralens opskrift.

Grundlovspeptalk [5/6, 6/6]

Vi hylder hvert år den forældede, uforståelige grundlov, samtidig med at vi dagligt bevidst bryder opdaterede, forståelige love

 

Overskrifterne på DRs og TV2s hjemmesider Grundlovsdag viste, at forudsigeligheden og banaliteterne fejrer triumfer denne dag, hvor alle forlader Christiansborg for at holde højstemt tale i lund og skov: ”Claus Hjorth: Helle og Villy tabte troværdigheden”, ”Barfoed til kamp for friheden” og ”Ekspert: Politikerne vil angribe hinanden”. Gab. Men Grundloven er landets mest sindsoprivende lov, så her kommer Groft sagt’s peptale til folket: Alle er enige om, at det er dybt godnat, at Grundloven ikke nævner nødvendige institutioner som demokrati, partigrupper eller medier. Men trods disse diskvalificerende undladelser og et sprog, der giver åbent kraniebrud, så overholdes og hyldes loven artigt af os alle hvert år. Samtidig findes der en masse andre love, som giver helt dækkende, opdaterede beskrivelser af vort lands mest intime detaljer, f.eks. love om skatter og sort arbejde og færdsel. Og sådanne love brydes rask væk hver dag af næsten alle, som har mulighed for det. Moralen af Grundlovdagen er derfor, at vores demokrati ikke udspringer af lovtekster, men af vores sindelag. Skål!

Festival Analfabet [1/6, 5/6]

Kommunen har ikke råd til at lære alle børn at læse. Nu viser det sig, at bare man kalder sig kreativ og er en festival, så er der råd til alt

 

Er ordet ”kreativ” ikke bare et bullshit-ord? Nej! Det viser sig nu, at ”kreativ” har en helt præcis betydning. De kreative er dem, der i en flok, som kaldes ”Festival”, render rundt og drikker øl og fester på gader og stræder i mærkeligt tøj med rundhåndet støtte fra offentlige kasser. Præciseringen fremgår af udtalelser i forbindelse med roderi i økonomien i festivalen Distortion, som har modtaget flere millioner skattekroner. Her siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V): ”Der er ikke nødvendigvis noget modsætningsforhold mellem kreativitet og orden i økonomien.” Og Ole Santos fra festivalen Copenhagen Pride beretter om sine lidelser med offentlige penge: ”Det kan godt være lidt af en dræber når et kreativt miljø støder sammen med offentligt bureaukrati.” Groft sagt opfordrer alle de mange nedslidte skoler i kommunen, som ikke kan lære eleverne at læse, til at stoppe al den forgæves jamren efter flere penge. Udnævn skolen til at være Festival Analfabet, og send alle ungerne udklædt på gaden til høj musik! Så vil pengene flyde gavmildt til jer kreative fra kommunekassen.

Barfoed laver en vestager [1/6, 3/6]

Margrethe Vestagers karriere som succesfuld partileder begyndte, da hun til alles overraskelse blev siddende inde hos en finansminister og indgik forlig. Så nu sidder Lars Barfoed inde hos finansministeren og venter på sin forvandling

 

Mange seere var nok overrasket over pludselig at se den hemmelige formand for de Konservative, pæne Lars Barfoed, genopstå på finansministeriets trappe midt i TV Avisen. Og det skete ovenikøbet samtidig med, at Løkke tumlede dumdristigt rundt i ovre i Jylland på virksomhedsbesøg for at vise regeringen, at han havde travlt med alvorligere forretninger end at rende til møder hos regeringen om skatteforlig. Mange kommentatorer spørger nu: Vil de Konservative bryde den borgerlige enhed og lave forlig med regeringen og gøre Venstre til sorteper i hængekøjen? Groft sagt advarer Venstre mod at undervurdere truslen fra de Konservative. For Barfoed har lært af Vestager, som gik ind til forhandling med Claus Hjorth som forvirret skolepige engang i foråret 2011 og kom ud som radikal dronning og senere vandt valget og gjorde Thorning til statsminister. Barfoeds plan er klart nok at lave ”en vestager”, dvs. at gå ind til Corydon som anonym bogholder og komme ud som en balstyrig Machiavelli. Derefter er planen så, at Barfoed vinder næste valg og gør Løkke til rejsende minister i provinsen.

Missil til Heunicke [1/6, 2/6]

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kunne egentlig godt bruge forhenværende politiske ordfører i Venstre, Jens Rohdes, berømte missil i øjeblikket

 

Magnus Heunicke, socialdemokraternes politiske ordfører, tager skraldet i TV efter de katastrofale meningsmålinger. Men rent dramatisk har hans figur det problem, at han ligner en, der i en tv-føljeton har rollen som ”en lille mand”, der frygtsomt prøver at score et job eller en kvinde langt over sit eget niveau. Alle kan på forhånd se, at denne figur er dømt til at tabe i fortællingen. Derfor virker det 100 pct. troværdigt, når Heunicke indrømmer fejl og mangler: ”Det er en måling, som vi tager alvorligt.” Men helt utroværdigt, når han lover nye erobringer: ”Vi vil sætte forstærket fokus på de socialdemokratiske værdier.” Til sammenligning havde både Jens Rohde – ham med ”missilet” – og Peter Christensen (begge fra V) som politiske ordførere den gadedrengsfrække udstråling, som gjorde at de, hver gang de stak hovedet frem i TV-kukkassen, bekræftede seerne i troen på, at Venstre stadig havde intakte politiske nosser, selv om den politik, VK-regeringen førte, var fuldstændig socialdemokratisk. Heunicke bør omgående kontakte Rohde i EU, låne hans missil og fyre det af.

Løkkes villyarder [31/5, 1/6]

Løkke har lært Søvndals trick med at bruge de samme milliarder flere gange

 

Det er klart, at det har gjort Venstre sur, at S-SF først stjal magten fra dem og derefter også skamløst stjal deres politik. Venstre følte sig narret ved valget, og Løkke var f.eks. efterfølgende nødt til at opholde sig i ugevis på Mallorca og i Caribien for at komme igennem sine magtabstinenser ved at padle rundt i en børnegummibåd fra morgen til aften ude på oceanet. Samtidig med at han lavede efterkritik på valgkampen og øvede sig i fortsat at elske vælgerne, som havde ignoreret hans advarsler – bl.a. mod Helle og Villys såkaldte ”villyarder”, altså den særlige regneart, som gør det muligt at bruge de samme milliarder flere gange. Og nu viser det sig, at Løkke har benyttet tiden i gummibåden til at indøve Villys berømte trick med villyarderne, som vælgerne jo åd råt ved valget. Flere økonomiprofessorer gør i pressen opmærksom på, at Løkke nu bruger 5 milliarder to gange i sit forhandlingsudspil til regeringen. Løkke afviser kritikken og fortsætter uanfægtet af al økonomisk ekspertertise. Fuldstændig som Villy også altid gjorde! Og nu flokkes vælgerne om Løkke.

Titte til Tibet [30/5, 31/5]

Kina har aflyst Udenrigspolitisk Nævns besøg i Tibet med en ydmygende, absurd begrundelse. Men Nævnet er resistent over for ydmygelser og intensiverer kampen for tibetanerne

 

Et af de sikreste tegn på, hvem der har magten i et forhold, er, at den magtesløse må æde ydmygelser. Således må lille Danmark nu finde sig i, at det mægtige vækstmarked Kina aflyser et længe planlagt besøg, som Folketingets Udenrigspolitiske Nævn skulle have aflagt i Tibet om et par uger. Det er selvfølgelig en skuffelse, at turen aflyses. Medlemmerne havde glædet sig gennem de to år, hvor man har planlagt turens detaljer. Men ydmygelsen ligger ganske særligt i den begrundelse, Kina har givet, ifølge Berlingske: at det kinesiske regime til efteråret skal igennem et lederskifte. Goddag mand, økseskaft! Men formanden for Nævnet, Jeppe Kofod (S), er en ægte krigsmand, som ikke lader sig kue af den slags ydmygende absurditeter: Dels vil han rejse Tibet-spørgsmålet med toppen i Beijing, dels kan Nævnet muligvis få lov til at titte ind i Tibet fra grænsen. Groft sagt foreslår, at Udenrigspolitisk Nævn medbringer et sammenfoldeligt dannebrog, som man kan vifte med over grænsen for at opmuntre tibetanerne, når de kinesiske vagter vender ryggen til.

Mozart – Möger – Zornig [29/5, 30/5]

Skatteminister Thor Möger Pedersen har sin figur imod sig.

 

Vidunderbarnet Mozart komponerede kvalitetsmusik allerede som seksårig. Derfor bør det ikke udelukkes, at skatteminister Möger teoretisk set kan redde landet med en genial skattereform, selv om han både er meget ung og har levet hele sit korte liv i den politiske ghetto. Men det kan ikke nægtes, at Möger har et stort handicap: sin egen figur som politisk tremmekalv. Den person, vi hele tiden ser stikke overkroppen frem i TV og gammelklogt tale os til fornuft, er en ung mand i politikeruniform, som forsøger at gøre politisk karriere ved at redde regeringen og sig selv. Sammenlign med børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen! Hun er ikke bare en, som hele tiden prøver at sige alt det rigtige og fornuftige. Hun har hele sin livshistorie med. Alt, Zornig siger, hviler solidt på hendes egne oprivende oplevelser, som er dokumenteret i en bog og TV-dokumentar. Den kvinde er, hvad hun siger. Derfor får hendes ord også den tyngde, som kan flytte en offentlig mening. Mögers ord vil derimod aldrig kunne flytte andet end hans egen karriere. Og kun hvis Johanne eller Løkke vil konfirmere ham.

 

Skærmflip [25/5, 29/5]

På TV-skærmen fortæller man os, at vi om få år mangler arbejdskraft. Det må så være, når alle dem, der i øjeblikket forgæves søger arbejde, er døde af frustrationer og stress.

 

Aldrig har en regering haft flere rådgivere ansat. Og mange af regeringens nuværende ministre og rådgivere er jo så unge, at de allerede i spinskolen har skrevet opgaver om, dengang da Nyrup faldt, fordi han undervurderede, hvor svært befolkningen havde ved at forstå, at han ikke afskaffede, men derimod reddede efterlønnen, dengang han desværre ikke kunne holde sin skriftlige garanti om ikke at røre den. Men nu trasker Helle-regeringen ud i trepartsforhandlinger, hvor samme befolkning forventes at fatte, at arbejdstiden skal forlænges, samtidig med, at befolkningen på sin krop oplever, at mange, de kender, er ude at stand til finde et arbejde. Groft sagt må fuldt tilslutte sig Berlingskes klarsynede politiske ekspert, Thomas Larsen, som fredag skrev: ”Slaget om offentligheden synes næsten tabt på forhånd.” Stryg bare ”næsten”! Og lad os undres over, at den politiske elite, som myldrer rundt inde på skærmen, nu igen har gejlet hinanden op til at tro, at der i et demokrati findes en virkelighed, der tæller mere end den virkelighed, som almindelige vælgere oplever og forstår.

 

Pia forever! [25/5, 27/5]

Dagbladet Politiken og Danmark kan godt klare sig uden Pia Kjærsgaard. Men det kan resten af verden ikke

 

Efter regeringsskiftet spurgte mange bekymret, hvordan det skulle gå dagbladet Politiken, tegneren Roald Als og debattøren Carsten Jensen, når Pia Kjærsgaard ikke var i TV dagligt? Men det er faktisk gået godt. For da Pia sank i grus, så dukkede der en forrygende satirisk regering frem af brokkerne, og den har skabt langt mere inspiration end énmandshæren, sorte Pia nogensinde har. Og nu har selv årets cirkusrevy overgået sig selv i boblende satire på trods af en bogstaveligt talt gravlagt Pia. Vi må altså slå fast, at Danmarks godt kan klare sig uden Pia. Men det kan resten af verden så til gengæld ikke. F.eks Ecri, Europarådets kommission mod racisme og intolerance, som i en opsigtsvækkende rapport kritiserer vores land for at føre en hårdhændet udlændingepolitik. Først var det hemmeligt, hvem Ecri havde det fra, men nu afslører Jyllands-Posten så, at oplysningerne bl.a. kommer fra patologiske Pia-hadere som foreningen ”SOS mod Racisme”. Som jo så nu kan cirkelhenvise til Europarådets advarsler og således holde Pia i live – og dermed holde liv i sig selv.

LO’s logo no go [25/5, 26/5]

Hvorfor sætter gamle, trætte LO-formand Harald Børsting sig ikke bare ned i den kørestol, som man altid ser på det røde flag bag ham, og bliver kørt væk af nogle af Dennis Kristensens ledige sosu-assistenter?

 

LO  har det svært. Medlemmerne flygter. Især de unge. Men meget er selvforskyldt. Groft sagt finder det således uheldigt, at LO både ledes af en gammel, træt, mavesur jysk mand, og at man samtidig, når han interviewes, ofte i baggrunden ser et rødt flag med et logo, der fuldstændig ligner det officielle handicapskilt med en stiliseret kørestol. Den naturlige association, som mange seere får, er denne: Hvorfor sætter den trætte, gamle mand sig ikke ned i kørestolen og bliver kørt væk af nogle friske sosuassistenter? Og dem kan Dennis Kristensen, formand for FOA, jo let skaffe. Groft sagt ville se med større forståelse på LO’s logo, hvis man kunne bruge logo-prydede pjecer fra LO til at have liggende i bilens forrude, så man kunne parkere i de mange, store båse, som er reserverede til handicappede. Men LO’s logo holder ikke engang i retten som parkeringstilladelse.

Pædofili á la Cannes [23/5, 25/5]

Når et emne som pædofili skal charmere verdenspublikummet, så skal det pakkes godt ind

 

Søren Vinterbergs nye film handler om et topaktuelt emne i den danske virkelighed: pædofili. Men emnet pakkes ind på en sær virkelighedsfjern måde i filmen. For den handler ikke om en overbebyrdet sagsbehandler, som kæmper tappert mod pædagoger og lærere, som fortvivlet prøver at anmelde en pædofilifamilie til de sociale myndigheder. Det er åbenbart håbløst at få sponsorer til sådan en superrealistisk historie. Derfor handler filmen om en mandlig pædagog, som bliver mobbet af kvindelige kolleger og et lokalsamfund på grund af pædofilirygter udspredt af en ulykkelig forelsket pige, som mener, at pædagogen har afvist hende. O.k., det er da slemt nok. Men som Mikkelsen selv har sagt i et interview, så ville han personligt bare have sagt klart fra, både til personalet, pigen og lokalsamfundet, og så var den historie sådan set ikke længere. Men film ligger langt fra virkelighed. For hvor realistisk er det, at en mand med verdensfilmsstjernen Mads Mikkelsens udstråling ville tjene til føden som pædagog? Det skulle da kun være for dagligt at kunne omgås den guddommelige Susse Wold.

Græsk farsbrød [23/5, 24/5]

Det mest urovækkende ved Grækenlands krise er, at vælgerne fortsætter med at foretrække de partier, som fylder dem med varm luft

 

Berlingske Politiko beretter om en undersøgelse, som viser, at det ikke er ideologien, men økonomien, der bestemmer, om en regering styrkes eller svækkes ved et valg. Går økonomien tilbage, så straffer vælgerne den siddende regering, uanset ideologi. Her vil Groft sagt så supplere med den iagttagelse, at et regeringskifte ikke medfører, at den ny regering retter økonomien op. For den nye regering kan være kommet til magten ved at love vælgerne betalingsring, 12 minutter og medvind på cykelstierne. Og her slår Grækenland alle rekorder. Græske vælgere har igen og igen valgt partier, som igennem mange år systematisk har kørt landet økonomisk i sænk ved at sminke regnskaber, låne og konkurrere om at uddele gaver til vælgerne. Når græske vælgere i øjeblikket strømmer væk fra de gamle regeringspartier, så er det udelukkende, fordi EU har tvunget de gamle partier til at underkaste sig krav om strukturreformer og besparelser. Men vælgerne nægter fortsat at se de økonomiske realiteter i øjnene – og stemmer derfor fortsat på partier, som lover dem græsk farsbrød fyldt med luft.

Børnemisbrug [22/5, 23/5]

Historien om, at pædagoger skal vejlede forældre i at læse 20 minutter for deres børn, giver kun mening som spin

 

Børneminister Christine Antorini gik mandag ud med et budskab om, at pædagogerne skal vejlede forældre i bl.a. at læse højt 20 minutter for deres børn. Det er rent gas, for som forælder til flere børn ved Antorini godt, hvor rasende det vil gøre enhver forælder, at der står en pædagog og belærer om den slags fornærmende banaliteter. Men Antorini er også minister og modtager ideer fra ”Task Forces”, som altså nu har udtænkt bl.a. dette ”pejlemærke”. Og TV2 bringer nyheden som tophistorie og interviewer både en pædagog og en forælder. Pædagogen tilslutter sig banaliteterne med fine ord, som hun har lært på seminariet, bl.a. ”italesætte”. Og senere kommer så en repræsentant for en helt ukendt forening, Forældrenes Landsforening, FOLA, på skærmen og råber ”banaliteter!”. Alle ved, at Antorinis forslag aldrig vil gøre nogen forskel i substansen. Hele meningen med TV-forestillingen ligger i spinnet: TV2 har lavet public service, ministeren har vist sit charmerende engagement, FOLA har vist sig at eksistere. Og pædagogen og forælderen har gjort familie og venner stolte ved at optræde i TV.

Broderhjælp [18/5, 22/5]

Helmands politichef, som stadig har sin familie boende i Malmø, bruger svenske metoder til at holde uønskede ting ude af den officielle, afghanske virkelighed

 

I Jyllands-Posten fortæller chefen for politiet i Helmand-provinsen, at han gennem medierne har opfordret befolkningen til at fortælle ham om ethvert tilfælde af korruption, som de kendte til. Men ingen har henvendt sig! Groft sagt ville gerne her bryde ud i jubel sammen med politichefen over resultatet. Men når man så samtidig hører, at politichefen kommer fra Malmø, hvor han har haft en butik og et taxifirma, så er det indlysende, at politichefen gennem sine mange år i Sverige har lært, hvordan et helt land og dets medier kan opretholde en politisk korrekt facade, bl.a. ved at stille hensigtsmæssige spørgsmål som helt forudsigeligt fremkalder de rigtige svar, som gør alle så glade. Og nu praktiserer han så det svenske dobbeltmoralske mediebogholderi i Helmand og har altså allerede nået forbløffende resultater med at få korruptionen til så godt som at forsvinde. Hvor verden er lille! Tænk, at en tidligere Malmø-borger skal hjælpe Danmark og NATO ud af Afghanistan ved at forskønne den afghanske virkelighed ved hjælp af metoder, som han har lært lige på den anden side af sundet.

Sov ind med Olsen [18/5, 21/5]

Effektiviteten af samrådsmøder på Borgen er uden betydning for, om de ses. Derimod kan billeder af en sovende mødedeltager have stor gennemslagskraft

 

Jyllands-Posten fortæller, at Folketingets formand Lykketoft i juni udsender en pjece om ”effektiv mødeledelse” og kortere samrådsmøder. Artiklen illustreres af et billede fra et samråd, hvor den artige Inger Støjberg (V) igen og igen spurgte justitsminister Bødskov om det samme uden at få svar. Lykketofts tanke er, at håndfast mødeledelse skal forhindre den slags irriterende udspørgen af en stakkels minister. Lykketofts argument er bl.a., at det ikke ser for kønt ud for de seere, som kigger med. Men her tager Lykketoft fejl. For bag Støjberg ses en uopdragen Joachim B. Olsen, som uden held kæmper for at holde øjnene åbne. Og videoen med den slumrende Olsen i det uendeligt lange møde er set 16.193 gange, mens videoer fra samråd uden sovende Olsen normalt ses 435 gange. Intet tyder altså på, at mødernes længde har nogen som helst betydning for, om de ses. Derimod tyder alt på, at det, der skal til, er sovende mødedeltagere. Groft sagt foreslår derfor, at Lykketoft skrotter sin kedsommelige pjece om effektiv mødeledelse og i stedet lader Olsen lave kurser i effektiv indslumring.

 

Skrækbryster [18/5, 20/5]

Struttende bryster på lækre unge kvindekroppe er ikke den bedste skræmmekampagne mod sexlystne mænd

 

Ukrainske kvinder er gået til kamp mod sexturisme i forbindelse med det kommende europamesterskab i fodbold. Fint nok! Groft sagt er dog betænkelig ved effektiviteten af de ukrainske kvinders metode: nøgen overkrop med bryster omgivet af slagord. Faren er, at mange – især bogligt svage mænd – slet ikke vil læse og forstå teksten ”Fuck Euro 2012”, men udelukkende begribe og værdsætte de struttende unge bryster. Og man kan frygte, at brysterne især vil tiltrække lige netop de mandstyper, som de ukrainske kvinder siger, at de især vil afskrække, nemlig ”moralsk underlegne EM-foldboldfans”. De kæmpende amazoner bekræfter jo enhver vulgær fordom om, at ukrainske kvinder er særligt smukke, har gode bryster, er frække og har en masse spræl og fantasi at byde på. Groft sagt anerkender nøgenhed som aktionsform. Men de attraktive ukrainske kvinder bør hurtigst muligt finde nogle afdankede, fede mandlige kadrer fra kommunisttiden, hvis hængebryster de kan male paroler på til glæde for verdenspressen. Det vil langt mere effektivt end smækre kvindekroppe afskrække alle sexgale fodboldfans.

Betinget dåb [18/5, 19/5]

Nogle præster afviser at vie homofile par. Men hvis en præst tror, at Gud ikke synes om, at man vier homofile, så må præsten også tro, at Gud skuffes, hvis man begraver dem. Og døber dem

 

En præst i Nordjylland har nægtet at begrave en afdød med den begrundelse, at hun var homofil. Præsten har senere fortrudt og skal nu levere en redegørelse til sin biskop. Men Groft sagt forstår og respekterer, at præsten – ud fra en konsekvent teologisk tankegang – nægtede at kaste jord på. For når en præst ikke vil vie homoer, fordi han mener, at Gud er imod det, så kan præsten heller ikke begrave homoer, fordi Gud selvfølgelig så også vil være imod det. Men med samme nådesløse konsekvens må samme præst jo så også døbe med det udtrykkelige forbehold, at den døbte ikke senere viser sig at være homofil. Det kan ske med en ordlyd som denne. ”Jeg døber dig – under forudsætning af, at du ikke er homofil – i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.” Groft sagt stiller hermed generøst formuleringen til fri disposition for nådesløst konsekvente præster, som vil være helt sikre på, at de ikke skuffer Gud. Forbeholdet kan jo bare siges stille, så det ikke får familien til at bryde i gråd omkring døbefonten.

Kongelig hofleverandør [15/5, 17/5]

Frede og Mary kan hjælpe DR og TV 2 ved fortsat at avle prinser og prinsesser

 

Seerne flygter fra vores to store public service-kanaler, DR og TV 2. Det er Groft sagt stærkt imod. For er der noget, der banker en  befolkning sammen, er det at sidde og glo på de store kanaler på den samme begivenhed mand og mus i timevis, mens studieværter og eksperter pludrer løs i en direkte transmission om de kendte, som går ud og ind ad en bus i flotte ornater eller sidder og synger i en kirke. Og her er vores to store kanaler uovertrufne ned i alle detaljer. DR vil stoppe seerblødningen ved at flytte TV Avisen en halv time til 21.30. Men vil seerne opdage det? Nej, der skal helt andre boller på suppen. Groft sagt foreslår, at der planlægges mange flere nationale begivenheder, som nødvendigvis skal transmitteres direkte af den succesfulde skare af snakkesalige studieværter og eksperter, som i virkeligheden holder vor nation sammen. Og her peger pilen på kronprinseparret, som nationens sprudlende kilde til nye børn som alle vil udløse en mængde ritualer, som afføder utallige TV-transmissioner i årtier, ja århundreder efter vor tid, når Zenia Stampe roterer i sin grav.

Irrelevante fristelser [11/5, 15/5]

Den politiske substans trues overalt af irrelevante associationer. I øjeblikket sender en fed græsk partileder og en trykskærm i et dansk tv-studie seerne på tankeflugt

 

Mange seere spørger sig selv, om en mand, der er så ”stor” som lederen af det græske socialdemokrati, den tidligere finansminister, Evangelos Venizelos, vil være i stand til at slanke et helt land, når han så pinagtigt tydeligt er ude af stand til at slanke sig selv. Men her må Groft sagt advare mod irrelevant sammenblanding. En mand kan sagligt set være god til at fede sig selv op, samtidig med han er ferm til at få alt omkring sig til at skrumpe. Økonomisk politik og især europæisk finanspolitik er yderst seriøse emner, som ikke bør yderlige forplumres af sådanne sammenblandinger. Irrelevant sammenblanding truer også TV-magasinet ”Bag Borgen”. Mange seere følger hver uge Ask Rostrups kamp med at trykke tal frem og flytte dem rundt på en stor skærm. I udsendelsen torsdag ville skærmen ikke som Ask, og en lille hvid lysplet fór rundt og flyttede tallene for ham, mens Ask lod som om det stadig var ham, der flyttede dem. Men dette irrelevante drama om Ask og skærmen bør naturligvis aldrig ødelægge seernes nydelse af alle de relevante tal, som samtidig står Ask i kaskader ud af munden.

I lommen på PET [11/5, 14/4 under titlen ”Fra Fedtmule til macho”]

Da Socialdemokraterne skiftede gruppeformand Fedtmule ud med machomand Sass, kom hele Helles regering samtidig i lommen på PET

 

Da Thorning præsenterede den tilbagevendte Sass efter det gruppemøde, hvor han var blevet valgt som gruppeformand, var hun tydeligt stolt og beundrende, mens hun fulgte, hvordan Sass udtalte sig til pressen. En iagttagende adfærdsekspert uden kendskab til dansk politik måtte tro, at det var den selvsikre, svulmende Sass, der var chefen, og Helle hans rødmende sekretær. Når man samtidig tænker på, at Sass har været særdeles blåøjet i sin håndtering af sin relation til rockeren Suzuki-Torben. Og på, at ingen fortsat ved, hvad det er, der fik PET til at undlade at sikkerhedsgodkende Sass som minister. Og hertil lægger Sass’ tydelige glæde fremvist i alle medier over atter at have magt og medietække. Så udsætter det Helle for stor image-risiko at erstatte den Fedtmule-agtige Mogens Jensen med macho-typen Sass. Helle har brug for en brutal type, der kan supplere den intellektuelle Noa Redington, som ikke i tilstrækkelig grad har kunnet fortælle Helle om denne verdens fortrædeligheder. Det har hun fået med Sass. Men hele Helles regering er til gengæld kommet i lommen på PET.

 

 

Læsertortur [11/5, 13/5]

Det ville være en forbrydelse mod læsernes menneskerettigheder, hvis chefredaktører hængte hinanden ud på hinandens forsider

 

Hvorfor bliver chefredaktører ikke hængt ud på forsiden? spurgte Holger K. Nielsen på et møde i Folketinget med pressens repræsentanter. Godt spurgt! Svaret er for det første, at gode kolleger ikke hænger hinanden ud på forsider. Det bliver højst til lidt kollegial hyggesnak i Presselogen på TV2 News til glæde for vælgereliten hver søndag. Men den vægtigste grund er nok, at almindelige læsere simpelt hen synes, at chefredaktører, som dummer sig, er alt for kedsommelige at have på en forside. Faktisk endnu mere kedsommelige end den knirkende Holger K. Nielsen, som heller aldrig er blevet nogen kioskbasker. Derimod er det interessant at høre pirrende historier om svindlere, en børnehaveleder, som dækker over pædofile overgreb, en mor, som bortfører sit barn til udlandet, et mejeri, som hælder afføring i fløden og en morder. Og når det så bagefter viser sig, at disse forsidehistorier er falske, så er det slemt nok at læse det i en lille notits inde i bladet. Også at skulle se chefredaktørens trætte ansigt på forsiden og høre smarte bortforklaringer, ville være læsertortur.

Planomani [11/5, 12/5]

Ordet "plan" virker som euforiserende stof på hele den politiske elite. Derfor må der hele tiden lægges nye planer frem

 

Regeringens 2020-plan ligner meget den plan, som Løkke præsenterede for et års tid siden. Det er en stor rationaliseringsgevinst for vælgerne, at skiftende regeringers planer ligner hinanden til forveksling. Så spilder vælgerne ikke tiden med at prøve at forstå, hvori det nye ligger. Al erfaring med politikeres langtidsplaner viser nemlig, at de er glemt og erstattet af nye planer i løbet af kort tid. Vælgere, som i 2007 satte sig ind i Foghs 2015-plan, må i dag erkende, at de spildte tiden. Og der stod i øvrigt intet i planen om, at Foghs personlige planer omfattede NATO. Og sådan vil det også gå de vælgere, som i øjeblikket slider sig igennem diagrammerne og forklaringerne af Helles 2020-plan. Spar jeres møje, og nyd i stedet alt det liv, planen skaber overalt i det politiske miljø. Lyden af ordet ”plan” har samme virkning i den politiske komedie, som duften af savsmuld har i et cirkus. Selv skindøde politikere, journalister og kommentatorer springer rundt som vårharer for at få dig og Groft sagt til at blive ligeså lykkeligt afhængige af det euforisende stof plan, som de selv er.

Trafikstøj [8/5, 11/5]

På Nørrebro overfaldt en indvandrerbande nogle forvildede jyske turister fordi en af dem lignede en rocker. Ekstra Bladet lugtede blod, men politiet havde en helt naturlig forklaring

 

Flere kommuner har efterhånden demonstreret, hvor skrappe de er til at bortforklare hårrejsende anmeldelser om overgreb på børn. Bl.a. med udtryk som dette: ”Familier indretter sig jo forskelligt.” Men også politiet mestrer kunsten at mane til ro med sin sprogbrug. Det demonstrerede man forleden, da fire jyske unge – hvoraf én uheldigvis af ydre kunne forveksles med en rocker – i bil forvildede sig ind i Folkets Park på Nørrebro – et område, hvor indvandrerbander og Hells Angells kæmper om stofmarkedet. De unge blev ifølge flere vidner overfaldet af en gruppe unge, hætteklædte knivstikkende indvandrere. Ekstra Bladet lugtede straks krig, men politiets efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen kyste enhver ækel tanke om terroriserende bander langt væk med denne pædagogiske bortforklaring til bladet: ”De kører og forsøger at komme gennem byen. Så sker der nogle uoverensstemmelser med nogle af nabolagets beboere, om de fire skal have lov til at køre her eller ej. Det skyldes angiveligt, at de forsøger at komme forbi et par cyklister; og her kører de ikke, som de andre synes, at de skal.”

Ofelia fra Hvidsten [8/5, 9/5]

Instruktøren af filmen Hvidsten gruppen, Anne-Grethe Bjarup Riis, har nu instrueret sig selv som enhver debatredaktørs drømmedeltager

 

Efterspørgslen efter folk, der rabler løs og udsender eder og forbandelser, stiger i disse år. Hvis man vil frem, så skal man sørge for at komme op at slås – helst med én, der er et endnu værre våsehoved, end man selv er. Det vigtigste er, at man pludrer løs på en måde, som vækker opsigt og provokerer til rasende modindlæg. Tag nu skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis som med sin film om Hvidsten gruppen har bevist, at hun rationelt og disciplineret kan lede en teknisk kompliceret kunstnerisk proces frem til folkelig succes. Med sikker sans for personinstruktion og debattens krav til sine figurer iscenesætter hun nu sig selv som rablende debattør i Søndags-Politiken. Iført bare tær og natkjole danser hun på et anemonetæppe gennem to helsiders portrætinterview. Som en ustyrlig, vanvittig Ofelia – uden Hamlet, men til gengæld groft bandende som kaptajn Haddock – melder den succesfulde filminstruktør sig nu klar til alle redaktører og TV-debatstudieværter som Danmarks førende patologiske sludrechatol.

Buh! [7/5, 8/5]

Almindelige mennesker er hverken eksperter i teater eller politik. Men de er eksperter i at råbe buh, hvis forestillingen er noget lort

 

Det vakte forleden opsigt, at Østre Gasværk havde frabedt sig at blive anmeldt i TV-programmet Smagsdommerne, fordi programmets anmeldere ikke havde forstand på teater. Groft sagt tænkte, at det da var højrøvet at mene, at almindelige mennesker ikke er i stand til at forstå kunstarten ”Døader”. Men så fulgte både det franske præsidentvalg og det græske parlamentsvalg. Og så kom Groft sagt i tvivl om, hvorvidt Østre Gasværk alligevel har fat i den lange ende. For begge valg viser jo klart, at almindelige mennesker er inkompetente. For de foretrækker politikere, der skjuler barske økonomiske realiteter bag fornægtelser og håb om, at det umulige kan lade sig gøre. Nøjagtigt som mange almindelige danskere gjorde, dengang i efteråret, hvor de valgte at håbe med Helle og lukke for Løkke. Men så genvandt Groft sagt troen på, at både teatret og demokratiet hviler solidt på almindelige mennesker. For det er jo også folk uden særlig ekspertise, som rasende buher ”løftebrud”, hver gang de finder ud af, at de er blevet lokket til at købe billet til noget værre bras.

Johannes genfærd [6/5, 7/5]

Enhedslistens nuværende dronning er Johanne. Hun hjemsøges af et dronningegenfærd som hedder Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

Det har været Johanne Schmidt-Nielsens weekend: retorisk stærk, fræk som en slagterhund og med sikker lederstyring i politisk substans og strategisk magtspil. Ingen tvivler på, at hun har den ideologiske gnist og faktisk brænder for det, hun siger. Den mest professionelle caster fra Hollywood kunne ikke have fundet en bedre til rollen. Ingen tvivler på, at selv hendes krøllede skjorte er ægte. Men Johanne har et problem. Hun hjemsøges af et spøgelse som hedder Pernille Rosenkrantz-Theil. Pernille spillede tidligere Johannes stjernerolle – og ligeså perfekt og mediehyldet. Men så gik hun hen og blev Socialdemokrat og forsvandt næsten i glemslens grav. Men nu har S så vakt hende tillive som genganger. Og med genfærdets særlige indsigter i bagvedliggende sandheder har hun udtalt: ”Johanne bør tage samfundets problemer mere seriøst end at stå som en anden elevrådsformand og galpe op 1. maj. De (Enhedslisten, red.) skulle tørre øjnene og komme ind i kampen for at lukke det hul, som er i statskassen.” Men gengangeren har tilsyneladende kun fået Johanne til at holde endnu mere fanatisk fast i rollen for at undgå at dele skæbne med sit eget uhyggelige genfærd.

Mere teltnusseri [3/5, 7/5]

SF og Enhedslisten kræver stadig flere redegørelser om Armadillo-basen. Senest også fra briterne. Men hvorfor skal ikke også Taleban lave redegørelser?

 

Alle, der ved noget, har efterhånden afvist påstanden om, at Armadillo-basen blev opretholdt af danske, indenrigspolitiske hensyn. Og den tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har dementeret sine udtalelser, som startede hele balladen. Men der skal mere til at stoppe folk som Holger K. Nielsen (SF) og Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Willumsen. De kræver flere redegørelser. Ikke bare fra danske myndigheder, men også fra Storbritannien, som jo kan have noget liggende i arkiverne. Groft sagt må spørge: Hvad med Taleban? Hvorfor skal de ikke også inddrages med en redegørelse? Det er sandsynligt, at Taleban slet ikke har et ordentligt bureaukrati, hvor en masse talebanere sidder og laver papirer, som man bagefter kan bede dem lave redegørelser om, indtil man får en redegørelse, som passer i ens kram. Men denne detalje bør ikke afholde SF og Enhedslisten fra at kræve en redegørelse også fra Taleban. Det er ikke fair, hvis talebanerne slipper for redegørelser, bare fordi de alle sammen render rundt på slagmarken og slår folk ihjel i stedet for at papirnusse i teltene.

Oldinge drager [3/5, 5/5]

Jørgen Leth kan inspirere gamle mænd til at rejse hovedet i unge, skønne kvinders nærvær

 

Som bekendt kan Jørgen Leth tage kokkens purunge datter, når han vil. Det vakte forståeligt nok stort postyr blandt politisk korrekte i kultureliten i Danmark for et par år siden, at den gamle hvide mand, massa Leth således gjorde en dyd af at skamride de sorte uden at føle spor skyld og synd derved. Og Leth selv blev så hårdt psykologisk ramt af de mange misforståelser af forholdet, at han måtte udgive en digtsamling om det. Men nu er han åbenbart kommet godt gennem den alvorlige personlige krise. I en ny udstilling om sig selv fører han sig igen frem med en ung sort kvinde. Og det har da også skaffet en masse omtale igen. Men Groft sagt skal være den sidste til at anklage Jørgen Leth for offentligt pr-misbrug af unge sorte kvinder. Tværtimod støtter Groft sagt – i takt med at støvets år nærmer sig – mere og mere fanatisk Leths forsikringer om, at der er tale om et helt lige forhold mellem en meget moden, erfaren mand og en ung gudeskøn kvinde, som tilfældigvis bor i er uland. Vi gamle mænd er faktisk ret lækre! Fat det, alle I ungdomsfikserede danske kvinder.

Ruinsalg [2/5, 4/5]

Når man kan sælge en usælgelig ejendom ved ærligt at kalde den udpint og elendig, så kan man vel også skaffe vælgerstøtte til en falleret politik ved at indrømme, at den ligger i ruiner

 

En ejendomsmægler på Falster har på fem dage næsten fået solgt en usælgelig bolig takket være ærlighed. I stedet for ”ejendom med muligheder” har han skrevet: ”en håbløs elendig landejendom, som fremstår aldeles udpint.” Og ikke noget med det sædvanlige plidderpladder om, at alt ”trænger til en kærlig hånd”. Næh, det hedder nådesløst: ”udbygningerne er i lige så ringe stand som huset.” Groft sagt foreslår, at Thorning og Søvndal lærer frugtbar ærlighed af denne brave mægler, som nu kimes ned af ivrige købere. S-SF’s utroværdige ejendomsmæglerannoncer i form af 1.maj-taler og lignende om deres politik jager jo flere og flere af deres vælgere over til Løkke og Kjærsgaard. Derfor bør S-SF lægge kommunikationsstrategien helt om og sige tingene ligeud: ”Det går elendigt. Vores politik ligger i ruiner, og vælgerne flygter over til Løkke, fordi vi var nødt til at udpine vores valgløfter og sige ja til de Radikales blå politik for at få magten.” Groft sagt garanterer, at det både vil skabe Breaking News og varsle begyndelsen på en helt ny epoke i dansk politik.

Dyrenes beskyttelse [30/4, 2/5]

I iver for at promovere forskningsresultater har en forsker hængt pingviner ud for at være sanseløse. Det er seneste eksempel på en tendens til at hente skræmmebilleder fra områder, man ikke har forstand på

 

Nu er den gal igen med de negative sammenligninger. Denne gang er det pingvinerne, det går ud over. Ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen har undersøgt forholdene i vuggestuer, og når han skal forklare problemerne, så sammenligner han de forsømte børn med ”sanseløse pingviner”. For få uger siden blev Folketinget sammenlignet med en børnehave. Og mange husker sikkert stadig dengang sidste sommer, hvor Søvndal talte om ”tykke toldere” som var de eneste, der ville få nytte af bommene, og det var ikke ment positivt. Groft sagt vil protestere over tendensen til, at politikere og eksperter i deres iver for at promovere sager i pressen, ydmyger minoriteter, institutioner – og nu altså også dyrearter ved at bruge dem som skræmmebilleder. Børnehaver og toldere kan forsvare sig selv mod hetz – og har da også forståeligt nok gjort det. Men umælende pingviner har ikke en chance. Derfor træder Groft sagt til. PS: Hansen er en odder [på hjemmesiden forbedret til: et hundehoved] , når han mener at pingviner er sanseløse. Deres sanser er hyperskarpe, men til gengæld flyver de endnu værre end en lærd forsker med ph.d.-grad.

Slip 1.maj løs [30/4, 1/5]

Hvis politikerne mener, hvad de siger, behøver de vel ikke stå og læse op af et udspekuleret talepapir proppet med tricks og fiduser ved 1.maj-arrangementerne

 

Lad alle ministre, formænd og pampere tale, så det synger. Lad dem forbande alverdens dumheder, hylde helte, tryne tåber, drage i felten for ofre, sætte systemet før mennesket og bekæmpe børnemishandling. For ikke at glemme den tredje verden, som der skal tages stærk afstand fra udnyttelsen af. Og klimaet, lad os alle stå vagt om det med kvoter og konferencer og vindmøller. Og lad starten kicke, jobbene vækste, grækerne betale skat. Men gør det uden at læse det op fra et papir, hvor jeres hær af rådgivere i ugevis har vejet hvert ord på elektronvægt og indlagt vittigheder og tretrinsstigninger og latterudløsende kontraster og andre hundekunster. Befri jer selv fra det klamme talepapir. Pøs hjerteblod og nytænkte tanker helt ufiltreret fra hjernemassen ud over folkemassen nede på græsset med øl og medbragt mad. Det kan vel ikke være så svært at sige ligeud i spontant sprog, hvad man ærligt mener, så både arbejdere, akademikere og piloter begejstret springer op og fylkes om fanerne i et dansk arabisk forår og genopliver den store bevægelse, som skabte det land, som vi alle elsker.

Systemfejl [27/4, 30/4]

Fejl i det offentlige er så sejlivede, fordi de ikke reguleres direkte af et marked, men af rædselshistorier i pressen med efterfølgende politikererklæringer og eventuelt handlinger.

 

Egentlig er det ubegribeligt, at vi har råd til, at en hundedyr overlæge må bruge en væsentlig del af sin arbejdstid på at vente på, at hospitalets it-systemer starter. Men det er jo også ufatteligt, at vi har råd til at misbrugte børn kan fortsætte i en dårlig familie i årevis, fordi en kommune er både blind og døv, selv når de får hårrejsende anmeldelser. Men realiterne er, at indlysende dårskaber i vores offentlige systemer kan fortsætte ud over rimeligheds grænser, fordi der altid står kunder og venter i køer. Det er ikke til at bære, at hvis hospitaler med ventende overlæger og kommuner med misbrugte børn kunne tjene penge på, at overlægerne ikke ventede, og på, at kommunerne ikke bortforklarede hårrejsende anmeldelser, så ville begge dele forsvinde omgående, fordi både hospitaler og kommuner ville have ledelser, aktiejere og bestyrelser, som ikke ville finde sig i de spildte forretningsmuligheder. Nu må vi i stedet sætte vores lid til, at den fri presse kan kurere systemets værste skavanker ved at tjene penge på at vække harme over overlægernes og børnenes spildte timer, dage og år.

Sand, falsk eller sort [27/4, 29/4]

I årtusinder har logikkens læremestre præket for os, at 'tertium non datur', men nu har justitsminister Bødskov demonstreret, at der faktisk findes en tredje mulighed mellem sandt og falsk

 

Bødskov foreslår ordene ”med sikkerhed” fjernet fra en lov for at gøre EU mindre bekymret over kriminelle udlændinges rettigheder. Til danskerne har Bødskov forklaret, at fjernelsen af de to ord var et rent symbolpolitisk tiltag uden reel betydning for domstolens praksis. Men i sit hemmeligholdte brev om ændringen til EU, som et par aviser nu med besvær har fået aktindsigt i, fremhæver Bødskov, at det vil give kriminelle udlændinge en forbedret beskyttelse mod udvisning. Noget tyder på, at Bødskov godt selv kan se, at man ikke rent logisk både kan give og ikke give en forbedret beskyttelse. For han må ud i absurd, sort tale for at rede trådene ud i en mail til pressen: ”Rent teknisk opstår der uklarheder, og det har EU-kommissionen præciseret over for Danmark. Derfor laver vi nu en teknisk ændring, som understreger, at det er domstolene, der bestemmer, hvem der skal udvises. Sådan var det også før i praksis.” Bødskovs genistreg er, at han med denne tågedannende bortforklaring ophæver logikkens jernhårde regel om, at en påstand enten er sand eller falsk. Den kan også være sort.

 

Radarrod [27/4, 28/4]

Troels Lund Poulsen vejrer skandale om magtmisbrug i radarsagen. Men den egentlige skandale er, at Forsvarskommandoen kommunikerer dårligere end selv en garvet tidligere minister som Troels kan fatte

 

Tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og departementet gav  – så vidt Groft sagt kan fatte den kringlede sag – ordre om, at radaren skulle afsted imod Forsvarskommandoens ønske. Og Socialdemokraterne og de Radikale var med på forslaget. Men generalerne krævede flere præciseringer og afklaringer af departementet for at sylte radaren længst muligt. Og her begår man så en brøler, da man på selveste valgaftenen sender et brev med yderligere forslag om afklaringer til ministeriet. Hvis Forsvarskommandoen havde valgt enhver anden dag, kunne de muligvis have skabt lidt opmærksomhed om brevets modargumenter i medierne. Nu kunne en kvik ansat i ministeriet i ly af valgaftenen  omgående bekræfte radarens marchordre. Men den genopstandne forsvarsordfører fra Venstre, Troels Lund Poulsen, er åbenbart ikke klar over hvor grotesk dårligt Forsvarskommandoen kommunikerer. Troels tolker derfor forløbet rationelt og kommer så til det resultat, at den nuværende minister Nick Hækkerup (S) har ladet en smart embedsmand træffe en politisk beslutning. Så nu står den på politisk traktorræs.

Olsens luftmadras [25/4, 27/4]

KlogeÅger jamrer jævnligt over at medierne ofrer den politiske substans til fordel for pjat om personer. Men det er ikke noget enten eller. Hos Joachim B. Olsen er substans og personfnidder to sider af samme sag.

 

Joachim B. Olsen har som tidligere eliteidrætsmand straks forstået, at elitesporten politik går ud på at score og skabe sin figur med konfronterende optrin, med provokerende udtalelser i debatter og ved at bryde regler, f.eks. senest reglen om, at man ikke må overnatte på sit kontor i Folketinget. Og den regel har mange jo brudt. Men det særlige ved Olsen er, at han, som bor i Aarhus, sover i kontoret, fordi han frabeder sig at få stillet en lejlighed til rådighed i København med denne begrundelse: ”Det er symbolet på, at vi bor i et samfund, hvor vi betaler for meget i skat, mens politikerne til gengæld definerer vores behov og indretter vores liv. Og fordi jeg havde sagt det, fangede bordet jo.” Og hele landet kender derfor nu Olsens luftmadras og har endnu engang forstået, at her er en politiker med kant og selvironi. Den politiske elite af politilogiske eksperter og chefredaktører som altid jamrer over, at der er for lidt substans og for meget pjat i medierne, bør studere Olsen nøje for at se, hvordan helt ligegyldige detaljer bruges til at frembære politiske pointer, så de sidder.

Befri Bettina! [25/4, 26/4]

Stakkes Bettina må vælge mellem pest (selvcensur) eller kolera (arbejdsløshed). Hvilket i hendes tilfælde vil sige: Post eller collier.

 

Jyllands-Posten beretter om en ung kontanthjælpsmodtager Bettina med tre hunde, to lædersofaer og 15 daglige smøger. Hendes drøm er at komme på førtidspension, efter hun er blevet ilde tilredt af 15 år på kontanthjælp, hvor der ikke engang har været mulighed for ferie. Bettinas handicap er bl.a.: ”Hvis jeg sidder sammen med en gruppe, der alle tænker det samme, men ingen tør sige det, så er det mig, der siger det. Det er ikke altid lige godt, og det har givet mange knubs.” Og at det kan være et jobhindrende handicap at sige tingene ligeud, demonstrerede en anden Bettina, nemlig Bettina Post, formanden for socialrådgiverne. Hun sagde ligeud, hvad hun tænkte i danske medier, da hun i telefon fra Melbourne gik ind for at sænke kontanthjælpen til SU-niveau for unge mellem 25 og 30 år. Men da formand Post tilhører arbejdets slavehær og ikke er på kontanthjælp, var hun nødt til straks efter at overvinde sit handicap med at tale af karsken bælg og pålægge sig selvcensur og sige, hvad alle i hendes gruppe sagde, hun skulle sige, nemlig at hun havde ”været for hurtig på aftrækkeren.”

Mens vi venter på Batman [23/4, 25/4]

Breivik ville gøre god fyldest som skurk i en Batmanfilm. Men uden Batman giver Breivik ingen mening

 

Væmmelsen og kvalmen over Breivik breder sig dag for dag. Det er rædselsfuldt og ulækkert hvad Breivik har tænkt og gjort. Men det bliver også efterhånden klart, at Breivik som skurkefigur er velkendt i ethvert børneværelse. Han er den intelligente, tekniske begavede og helt afsindige skurk, som alle kender, f.eks. fra Batman-filmene, nok især Joker-figuren, som bl.a. er blevet mesterligt spillet af Jack Nicholson, som netop er fyldt 75. Breivik er det gale geni, som vil redde borgerne i Gotham City. Men da medierne nægter at bringe alle hans små læserbreve om truende farer, bliver han hævngerrig og udtænker den afsindige plan at tvinge medierne til at bringe et gigantisk monstrøst læserbrev på 1500 sider. Og det vil han tvinge medierne til ved at lave Breaking News ved at dræbe en masse borgere. Groft sagt konstaterer, at Breiviks vanvid står fuldt mål med galskaben hos de farligste skurke, som Batman har gjort kål på. Men da vi lever i en virkelighed, hvor Batman desværre aldrig dukker op, så er vi nu alle sammen tvangsindlagt til skurkens ulidelige one-man-show i slow motion.

Nye modeller [20/4, 23/4]

Københavns Universitet skal nu lære af manden, som blev stinkende rig ved at spekulere mod det britiske pund ved at tage højde for irrationelle faktorer som Thorning, Løkke, Søvndal og Kjærsgaard.

 

Der åbnes nu på Københavns Universitet et nyt center, som er delvis finansieret af børsspekulant George Soros. Formålet er at supplere de gængse meget matematiske økonomiske modeller med de irrationelle faktorer, som Soros er blevet så uanstændig rig på at udnytte. Groft sagt jubler over, at økonomer åbenbart omsider erkender, at verden ikke kan beskrives rationelt. Hvis vi med matematiske modeller detaljeret kunne forudberegne konsekvenserne af vores handlinger, så ville hele vores demokratiske politiske system nemlig være en overflødig omvej til det mål, som alle vores stridende politikere jo er fuldstændig enige om: mest mulig lykke til så mange som muligt. Oh, hvilken gru at skulle leve i en rationel verden uden festlige figurer som Thorning, Løkke, Søvndal, Kjærsgaard og alle de andre, som hele tiden giver os så mange oplevelser, mens de skråsikkert fumler og gætter sig vej frem mod målet. Men midt i jublen over økonomernes landvinding kan Groft sagt dog ikke undertrykke bekymrede tanker om, hvordan universitetet vil få proppet alle festoriginalerne intakte ind i modellerne.

Bogens redningsmand [20/4, 22/4]

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har fået job som bogsælger

 

Ingen forstod nogensinde, hvorfor Tim Sloth Jørgensen fandt det nødvendigt at træde tilbage som forsvarschef på grund af skandalen om Jægerbogen, som skyldtes at mange andre end ham havde dummet sig. Nu forstår ingen, hvorfor det var nødvendigt for Sloth Jørgensen at hjælpe to Politiken-journalister med at sælge en ny bog ved at fortælle, at Søren Gade krævede Armadillo-basen opretholdt imod militærets ønsker. Men forklaringen er nok, at stakkels Sloth Jørgensen stadig ikke fatter, hvordan medierne fungerer og derfor ingen anelse havde om, at han med sine udtalelser havde foræret to forfattere for flere hundred tusinde kroner PR-kampagne på forsiden af Politiken. Og noget godt kom der da også ud af det. For Søren Gade opgav sin medieafholdenhed og gav interview i TV fra Aabybro og sagde, at det var noget værre sludder. Og det bekræftede Sloth Jørgensen straks. Så nu kan forfatterne fortsætte bogsalget med at skælde Sloth Jørgensen ud for at have skiftet forklaring. Hvis vi havde flere folk af Sloth Jørgensens støbning, så ville den danske bogbranche ikke være i krise.

Aaen alene i verden [18/4, 21/4]

Efter Mærsks død savner Frank Aaen en værdig modstander

 

Alle notabiliteter mødte frem på rad, da den gamle skibsreder var død. Og alt det rigtige og nødvendige blev sagt. Men Mærsks særlige format fremgik nok klarest af reaktionen hos hans gamle ærkefjende, aktiejer Frank Aaen, som på mange generalforsamlinger talte skibsrederen midt imod. Og fik ramsaltet svar. Aaen blev – ifølge DR – tydeligt bevæget over meddelelsen over Mærsks død og måtte gå i enrum på Christiansborg for at komme til koncepterne. Men han var dog senere på dagen i stand til at deltage i TV Avisens portrætudsendelse, hvor kapitalistdræber Frank som en skygge af sig selv fremførte en nærmest selvudslettende udgave af sine mange frygtløse indlæg på generalforsamlingerne mod udemokratiske tilstande og underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Groft sagt konstaterer, at mange vil savne giganten Mærsk. Ikke mindst Frank Aaen, som nu mangler sin fæle, gamle kapitalist at spille bold med. Forvirret og partnerløs står Aaen tilbage, hjemløs blandt glatte handelshøjskoletyper som Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen og Mærsks Niels Smedegaard Andersen.

SF’s djævelske detalje [16/4, 18/4]

SF's landsmøde var perfekt. Det er efterhånden kun vælgere, der mangler, før partiets succes er helt hjemme.

 

Villy Søvndal sejrede på landsmødet – vistnok i alle afstemninger. De personer, der talte formanden mest tydeligt imod, havde fæle handicap: en forsmået kæreste, Pernille Frahm, og den herostratisk berømte fattigdomsbekæmper, Özlem Cekic. Det mest dramatisk oprørske øjeblik var, da et ukendt medlem fra Thy meldte sig ud af partiet for åben skærm. Selvfølgelig var det synd for Meta Fuglsang, som ikke blev genvalgt som næstformand. Men efter hun havde forladt landsmødet ad en bagdør, skrev hun allerede ved midnatstide veldisciplineret om sine oplevelser på Facebook. Så alle kommentatorer og medier er dagen derpå enige om, at Villy klarede landsmødet rigtigt godt. Og det er ikke nogen ringe præstation, da alle medier som sædvanligt ved politiske landsmøder har været ivrige for at give enhver vild oprører fra bagerste kartoffelrække overdådig taletid. Men det skete ikke. Alt er således godt. Den eneste lille detalje, som SF nu har tilbage at ordne, er at få deres skrumpende vælgerskare til at forstå, at SF ikke bare er et politisk ingenmandsland mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet.

Tæppefald [13/4, 15/4]

Manu Sareen har misbrugt stakkels indiske børn for at få sin børnebog i TV Avisen. Hvad bliver det næste?

 

Det er almindeligt, at forfattere disker op med rædsler fra deres levnedsløb, når de promoverer bogsalget. Konkurrencen på bogmarkedet er hård, så forfatteren skal gerne byde på grove ting som børnemishandling, dødelig sygdom, voldeligt ægteskab, stofmisbrug, taget af kassen eller mord for at vække opsigt. Men nu bryder kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen alle hidtidige grænser for, hvor langt en forfatter er villig til at gå for at sælge bøger. Først skaffede han omtale ved at fortælle, at 3 kr ville blive doneret til et indisk børnehjem, hver gang en bog blev solgt. Så skaffede han endnu mere omtale og gentagen fremvisning i TV af bogen ved at fortælle, at han desværre havde glemt at sende næsten alle pengene afsted. Men at han så i stedet havde givet sin far nogle mønter med på en rejse til Indien, så han kunne købe nogle tæpper, som han så forærede de fattige folkemasser i Indien. Nu har Sareen så sendt ca. 20.000 kr. på en check til børnehjemmet. Men det er jo en latterlig betaling for den ubetalelige millionreklame bogen har fået i alle medier. Snedigt, Sareen!

Kommissionskommission [13/4, 14/4]

Det eneste effektive middel mod flere kommissioner er at nedsætte en kommissionskommission uden tidsfrist

 

Kommissioner opstår, fordi det er svært at modsætte sig, at skarpe juridiske hjerner gransker om love og bestemmelser er blevet overholdt. Uanset om det drejer sig om en tamilsag, Brixtofte, Irakkrigens begyndelse eller håndteringen af Thornings skattesag. Men det er samtidig klart for alle, at en juridisk kommissionsredegørelse ikke er det sidste ord i en sag. Selv Farum-kommissionens to museprutter af konkrete forslag efter 58 millioner kroner, ti år og næsten 13.000 sider bliver kun til virkelighed, fordi alle var enige om dem i forvejen. Og sådan må det være, fordi administration og jura ikke er eksakte videnskaber som fysik og kemi. Men hvordan undgår vi flere nytteløse kommissioner i en verden, hvor ivrige politikere står på spring for at nedsætte dem? Groft sagt foreslår omgående nedsættelse af en kommission, som uden tidsfrist skal undersøge, om det giver mening at nedsætte kommissioner. Et sådant kommissionsarbejde vil effektivt stoppe nedsættelsen af yderligere kommissioner, fordi alle vil være nødt til at vente på, at kommissionskommissionen fremkommer med sin rapport.

Next generation [13/4, 14/4]

En ung forsker har med dygtigt spin fået tværpolitik hjælp til at skaffe adgang til lukkede arkiver

 

Dygtige, etablerede forskere som koldkrigsforsker Bent Jensen og klimastatistiker Bjørn Lomborg har aldrig rigtig forstået, at når de resultater, en forsker producerer, ensidigt gavner blå eller rød blok, så bliver forskerens seriøse resultater altid reduceret til løsagtige politiske meninger af den blok, som ikke kan lide kendsgerningerne. Derfor vækker det respekt at se, hvordan den unge adjunkt ved Syddansk Universitet, Thomas Wegener Friis, som en hærdet spindoktor har fået politikerne til tværpolitisk at hoppe og danse for sig ved at fortælle medierne om, at han har fundet stærke indicier på at en ”offentlig kendt dansk mand” har spioneret for det kommunistiske styre i DDR. Thorning har afvist at hjælpe Friis og opfordret ham til at gå til PET med sin mistanke. Men det afviser Friis – selvfølgelig, for hans mål er at få adgang til de amerikanske DDR-arkiver, som rummer den dokumentation, han mangler. Nu fremsætter Venstre, støttet af Enhedslisten, et lovforslag, som skal vride navnet ud af de amerikanske arkiver. Hold øje med Friis; han tilhører dansk forsknings next generation.

Selvdrilleri [12/4, 13/4]

Venstres gruppeformand Kristian Jensen ville drille Søvndal ved at kræve præcisering, men kom i stedet til at drille sig selv med en overpræcisering af Venstres politik, som han straks måtte afpræcisionere.

 

”Venstre har ikke skiftet økonomisk politik henover natten, og hvis mine udtalelser i Berlingske har været upræcise eller er blevet misforstået, så er det en fejl,” skrev gruppeformand Kristian Jensen på Facebook kort efter, han sensationelt havde sagt, at noget, han og politisk ordfører Ellen Trane Nørby skrev i en kronik (d. 11/4) ”reelt [vil] betyde nulvækst, hvor de kun får til at dække pris- og lønudviklingen.” Det ville så give 30 milliarder i besparelse. Men denne opsigtsvækkende, præcise udmelding blev altså trukket i land på grund af manglende præcision. Men det mest tankevækkende er, at det eneste formål med den overpræcise Jensen-udmelding var at drille Søvndal op til weekendens landsmøde ved at tvinge ham til at afklare sine upræcise, opsigtsvækkende udmeldinger i en kronik nogle dage tidligere om, at ”den offentlige sektor ikke må fylde en større del af samfundskagen” end i dag. Efter Jensens drilleri blev til selvdrilleri ved præcis ingen vælgere nu helt præcist, hvad nogen af dem mener.

Pusher Breivik [11/4, 12/4]

Medierne har ringe succes med at skjule deres dybe afhængighed af pusher Breivik. Nu præsenteres hans retssag som dramatisk TV-serie med hans forsvarsadvokater som helte

 

Amerikanerne slog massemorderen Osama bin Laden ihjel og begravede ham omgående i havet, som jo sletter alle spor. Så let slipper nordmændene ikke af med Anders Breivik. Billedet, hvor han rækker sine sammenlænkede hænder frem til en art stolt hilsen, da han træder ind i retslokalet, har allerede gået sin sejrsgang over hele verden. Nu har hans 4 forsvarsadvokater udsendt en række PR-fotos, hvor de fremtræder, som om de var hovedpersoner i en kommende TV-serie. Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist udtaler i den anledning naivt til BT, at det kræver en dyb psykoanalyse for at afdække, hvad i alverden der ligger bag disse fotos. Overhovedet ikke. Det er medielogik for begyndere, at Breivik lader sine advokater lave professionelt PR-forskræp til den sindsoprivende TV-føljeton, som hele verden snart vil følge. Groft sagt må bekymret spørge, hvem der skal beskytte dybt afhængige medier mod den nådesløse pusher Breiviks helt skamløse misbrug af dem i den kommende retssag.

 

Evig genopstandelse [9/4, 11/4]

Villy Søvndal leverer et stadig klarere bevis på processens sejr over substansen: Hans troværdighed er helt i bund. Men hans udtalelser får topplacering i pressen

 

Alt er sagt om Villy Søvndal, som står ribbet for al troværdighed og kompetence efter sine mange løftebrud, kovendinger og glasbutiksmadringer. Resten er tavshed. Ja, godmorgen. Det går jo stik modsat. Alle hænger mere og mere ved Villys læber. I takt med sin egen og partiets nedtur er Villy Søvndal vokset til en stadig mere gigantisk hovedperson i den politiske TV-føljeton. Hele søndagen igennem blev landet tæppebombet med Søvndals melding om, at der ikke bliver råd til at øge den offentlige sektor de kommende ti år – krise eller ej. Snart talte han til os fra sin stue, snart fra sin solbeskinnede have. Man skulle ellers tro, at en minister og partileder, som hverken ejer troværdighed og kompetence ikke er værd at spilde tid på, fordi ingen jo kan fæste den mindste lid til, hvad manden siger. Men tværtimod. Alle Villys fejl og mangler gør kun hans TV-figur endnu mere fængslende. Alle følger spændt udenrigsministerens og partilederens heroiske kamp mod stadigt mere håbløse odds. Hver gang han lægges i graven, genopstår han endnu mere pirrende afmægtig på alle kanaler.

Med Helle ad H til [9/4, 10/4]

Thornings nedtur stopper først, når hun holder op med at minde seerne om berømte distanceblændere som Anna Castberg, Stein Bagger og Milena Penkowa, hver gang hun er på TV

 

Helle Thorning-Schmidt scorer dårligt som leder i mange målinger. Selv blandt sine egne vælgere. Fra baglandet har man kritiseret hendes rådgiver, Noa Redington, for ikke at klæde hende godt nok på til tirsdagspressemøderne. Men efter Grofts sagt’s analyse handler det ikke kun om håndteringen af enkeltsager på pressemøder og i TV-interviews. Thorning dummer sig retorisk på en systematisk måde. Fejlen er, at hun på TV ligner en, der har gennemgået alle Scientology-sektens indoktrineringskurser i selvtillid, f.eks. når hun igen og igen erklærer, at det går godt. Hun tror åbenbart, at hun på denne måde kan overbevise danske vælgere om, at det faktisk går godt. Tilsyneladende mangler hun indsigt i den retoriske grundsætning, at seerne altid selv digter en virkelighed ind bag den facade, som personer fremviser på TV. Og fra Anna Castberg, Stein Bagger og Milena Penkowa ved seerne, at plukkede øjenbryn, fittnes-krop og stålsat selvtillid skjuler en distanceblænder. Så indrøm dog ligeud, at det går ad H til, Helle! Så vil du i det mindste have Groft sagt’s beundring for ærlighed og mod.

 

Arbejderløs tale [4/4, 8/4]

Alle stridende parter i SF er åbenbart enige om, at partiet er for arbejdere. Også selv om partiet er stort set uden arbejdere

 

Det er svært at fatte, hvilken substans det egentlig er, SF’erne strides om. Først var der to grupper, der toppedes om partiet var et ”folkeparti” eller et ”arbejderparti.” En helt absurd strid, for alle ved, at SF rummer en masse gymnasielærere, folkeskolelærere, journalister og højere, offentligt ansatte funktionærer, men stort set ingen arbejdere. Alligevel fortsatte skatteminister Thor Möger Pedersen striden ud i det groteske ved at præcisere ”arbejderparti” med, at SF ikke var et parti for ”bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter”. Og det fik så to andre ministre, akademikerne Ida Auken og Pia Olsen Dyhr, til at gå i rette med Möger: ”Vi er ikke et parti for snævre interesser. Vi er et parti der både kan have arbejdere og akademikere.” Groft sagt mener, at SF er et parti for vælgere, som i særlig grad tror, at de er hævet over usle magtkampe og personfnidder. Derfor tvinges SF-toppen til at skjule alle de blodige knivstikkerier og karaktermyrderier op til landsmødet bag højstemte kaskader af sort snak om partiets ikke-eksisterende røde arbejdere.

 

TV-kejser Gabold [2/4, 7/4]

Ingolf Gabolds afskedsforestilling var "Kejserens nye klæder"

 

DR’s mangeårige drama-chef, Ingolf Gabold, bør hyldes for sin forbilledligt gode ledelse af et meget krævende produktionsapparat. Men han er også selv en betydelig kunstner. Det fremgår indirekte af flere afskedsportrætter. De fremhæver Gabolds særlige princip om ”den dobbelte historie” som grundlaget for de mange serie-successer i Gabolds tid. Således giver TV-serien ”Borgen” os – ud over en fængende fortælling om dansk politik – den ”anden historie”, at det koster i privatlivet, når en kvinde vælger karrieren.  Og i serien ”Rejseholdet” var det: ”Man jager et bæst og fanger et menneske”. Groft sagt kipper med hatten for Gabold, som her med stor succes har solgt det ældgamle princip om, at en historie skal have en ”morale”, som en helt ny idé til danske kulturjournalister, som kritikløst labber det i sig. Hermed skaber Gabold sin egen ”anden historie” om sig selv: Selv om man er dramachef i H.C.Andersens fædreland og er udklædt som en fæl spindoktor i sort, så kan man sagtens spille kejser i ”Kejserens nye klæder”, uden nogen i landet opdager, at man ikke har noget tøj på.

Biskopperne og Den Onde [4/4, 5/4]

Den danske folkekirke er verdens bedste løsning på, hvordan man undgår, at religion udarter til noget, som er livsfarligt - såvel for heteroer som for homoer

 

Flere biskopper foreslog forleden i en aktion for at undvige homobryllupper, at alle bryllupper fjernes fra kirken og overflyttes til rådhuset. Og nu foreslår nogle biskopper, at folkekirken får sin egen forfatning. Groft sagt håber, at sagen lander blødt, og at båndet mellem kirke og stat ikke svækkes. Den danske folkekirke er nemlig – takket være sin totalt manglende fanatisme – verdens bedste løsning på, hvordan man undgår, at religion udarter til noget livsfarligt. Og den afslappede stil skyldes ikke mindst, at folkekirken er en integreret del af vores homogene velfærdsstat. Når kirker overlades til det frie religiøse marked, så får religiøst hysteri ofte alt for let spil og medfører en masse unødvendige lidelser. Se eksempler i verden hver dag! Derfor istemmer Groft sagt et ”hallelujah” for de oprørske danske biskopper, som alle har en hyggelig udstråling som en dansk rektor for et gymnasium. Og altså ikke ejer den djævelske karisma, som kan lede en menighed ud i fortabelse på en ørkenvandring væk fra ministerier og styrelser. Heller ikke selv om ministeren ligner Den Onde selv.

Generaler mod krig [30/3, 2/4]

Hver gang bare én dansk soldat sendes i krig, kræves der i dag en tæt mur af skrivebordsgeneraler, som skal skjule, at der er krig

 

Det har været kritiseret, at det danske forsvar trods nedskæringer i bunden stadig har omfattende generalstabe og hærkommandoer. Der er to høvdinge til at styre tre indianere. Men kritikerne bør tænke på, at krig i dag ikke er nær så enkelt som i gamle dage. I gamle dage slog man fjender ihjel og tog krigsfanger. Når Danmark i disse år sender hæren ud i verden for at hjælpe med at holde orden og skabe retfærdighed, så medfører det enorme administrative og dermed ledelsesmæssig udfordringer. Når vi bomber i Libyen, så skal det helst kun gå ud over ting og bygninger, men ikke slå nogen ihjel, som bagefter kan fremvises i TV. Når vi tager fanger i Afghanistan, så er disse fanger ikke fanger. De er nogen, som er tilbageholdt af enten afghanske eller britiske soldater, som tilfældigvis er i nærheden. Når vi fanger pirater ved Somalia, så skal vi først tigge stater i området om at retsforfølge dem, inden vi må frigive dem på stranden. Hver gang en enkelt soldat sendes i krig, kræves der altså i dag en tæt mur af skrivebordsgeneraler, som skal skjule, at der er krig.

Alvorsterror [30/3, 1/4]

Alle uden humor og selvironi udgør en terrortrussel. Men en humortest, som kan afsløre potentielle terrorister, kan have lange udsigter hos efterretningsvæsnerne

 

Efterretningsvæsnerne har tydeligt svært ved at spotte mulige terrorister som norske Breivik og franske Mohamed Merah. Men hjælpen kan være nær. Alt tyder nemlig på at alle politiske og religiøse terrorister helt mangler humoristisk sans. Folk med selvironi er åbenbart ude af stand til at tage sig selv så alvorligt, at de vil slå medmennesker og eventuelt sig selv ihjel. Derfor bør efterretningsvæsnerne vurdere mistænkte terroristers farlighed ved at udsætte dem for en humortest, som klart kan vise, om de ejer evnen til at le ad sig selv. Der er dog et problem ved metoden. For meget tyder på, at også efterretningsvæsnerne har et handicap angående humor. I hvert fald kan enhver se, at Danmarks mest kendte efterretningsmand, tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, er en mand, som tager sig selv dødsens alvorligt. Måske er den tragiske sandhed bag terrortruslen, at en masse humorforladte dødbiderterrorister går frit rundt iblandt os, fordi efterretningsvæsnerne består af folk, som slet ikke synes, at patologisk mangel på humor og selvironi er spor påfaldende.

Rap rap [30/3, 31/3]

En af Liberal Alliances annoncer kaster smuds i form af andemad mod Løkke. Mange bekymrede spørger nu, hvor tonen i dansk politik ender.

 

Også Groft sagt finder det uopdragent af Liberal Alliance at tyvstjæle Venstres officielle, retoucherede statsmandsportræt af Løkke og bruge det over sin løftebrudspropaganda. Men uartigheden er faktisk endnu værre end nogen hidtil har været i stand til at fatte. For under billedet i en af annoncerne står der med store, fede, lyseblå typer: “If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck.” Dette har ingen kunnet tolke indtil nu, hvor Groft sagt går ind i sagen. Nede i annoncen står intet om ænder, og enhver ved jo også, at forliget handlede om vindmøller. Den eneste mulige tolkning af foto og tilhørende tekst er derfor, at LA mener, at Løkke er en and, fordi han både taler som en and og går som en and. Groft sagt mener, at det er en flabet grovhed langt ud over, hvad dansk politik hidtil har stået model til. Ganske vist har Løkke en tæt, firskåren kropsbygning og korte ben, som kan gøre hans gang vraltende som en ands. Og hvis han udspørges af Henrik Qvortrup fra TV2, kan han blive hidsig og lyde som en rapper. Men alligevel: Skam dig, Anders Samuelsen.

Rationel modstand [26/3, 27/3]

Den eneste sikre, øjeblikkelige virkning af effektiviseringer er, at personalet får en masse ekstra besvær

 

Tidligere direktør på et skånsk sygehus, danske Bent Christensen, mener – ud fra sine svenske erfaringer – at  der er 15 milliarder at hente ved rationaliseringer på danske sygehuse. Men her er Groft sagt altså nødt til at kaste lidt realisme ind i debatten. Det er rent vås, at rationaliseringer skulle være særligt fremmed her i landet. Sandheden er, at enhver offentlig ansat er superekspert i, hvordan man kan rationalisere det arbejde, som man selv og kollegerne udfører. Når det ikke sker, skyldes det, at den eneste sikre effekt af enhver rationalisering på kort sigt er, at det medfører en masse ekstra besvær og usikkerhed i det daglige arbejde, fordi rutiner skal laves om. Det er derfor direkte ødelæggende at sende de ansatte på kursus i, hvordan Toyta laver biler med ”Lean Management”. Det er ikke bare en grov undervurdering af danske offentligt ansattes sunde fornuft. Det er også en afsløring af, at ledelsen ikke aner, hvad der foregår i hovedet på personalet, som sidder og bliver stresset over alt det arbejde, de forsømmer, fordi de spilder tiden på ledelsens paradekursus i bullshit.

 

Mesterlære [23/3, 25/3]

Skatteminister Thor Möger Pedersen har stadig meget at lære af den departementschef som han har fritstillet

 

”Det siger sig selv, at når jeg har fritaget Peter Loft fra tjeneste, jamen så har jeg ikke fuld tillid til Peter Loft”, forklarede Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), da han fritog Loft fra det job som departementschef, som Loft havde haft siden Möger begyndte i 2. klasse i grundskolen i efteråret 1993. Men Möger ville ikke give nogen forklaring ud over dette. Loft selv kunne derimod sagtens levere en god forklaring ud fra den kendsgerning, at der skal ske ændringer i den organisation, som Loft har opbygget: ”Jeg ville skulle sige det modsatte til personalet i forhold til det, som jeg tidligere har sagt.” Groft sagt mener, at Möger på falderebet burde have bedt Loft om at rådgive sig om, hvilken begrundelse Möger bedst kunne bruge for at fritstille Loft. Når Möger ikke giver en grund ud over uspecificeret mistillid, så tror alle, at Möger nu har grund til at tro, at Loft har lavet snavs i forbindelse med Thornings skattesag. Og det giver så grønskolling Möger forklaringsproblemer, når veteran Loft senere fremviser sin livsforsikring for undersøgelseskommissionen.

 

Borgens skarpe hjørner [23/3, 24/3]

DR1's nye politiske program "Bag Borgen" er dydens svar på TV2's lastefulde "Tirsdagsanalysen".

 

Det er et dristigt eksperiment DR1 laver med deres nye ugentlige politiske magasin, ”Bag Borgen”. DR1 forsøger at skrue tiden tilbage til før opfindelsen af spin. Dengang, hvor man var monopolkanal, som fungerede som Christiansborgs informationskontor med særligt henblik på ministerbetjening. Og det er fuldt fortjent, at vælgerne nu udsættes for dette eksperiment med politisk retro-TV fra dengang, far var ung. For i alle undersøgelser, hvor man spørger vælgerne, erklærer de, at de hader spin, personfnidder og rygekabiner, og foretrækker politisk substans. Og det får de så nu med Ask Rostrup og hans nørdede, opgraderede Askometer og med altid søde og rare Kim Bildsøe Lassen. Men Groft sagt frygter, at disse to dydige riddere af den politiske substans ikke har en chance over for TV2’s lækre Lotte Mejlhede, som – ak – uge efter uge i ”Tirsdagsanalysen” lader sig kun alt for villigt og lattermildt betjene af de to lede fyrster, Mogensen & Kristiansen, med alt det værste, de lærte, dengang de rendte om Borgens hjørner med godtroende folk som Kim og Ask.

 

Kommunikationsrekyl [23/3, 24/3]

Thornings ry som god kommunikator gør, at hun rammes ekstra hårdt af sin elendige kommunikation

 

Det er efterhånden gentaget så mange gange, at Thorning er en god kommunikator, at det er blevet noget, ”man” siger. Men karakteristikken holder ikke i længden. Det er rigtigt, at hun på vigtige tidspunkter i sin karriere har oplæst taler udmærket. Således både ”Jeg kan slå Fogh”-talen, da hun stillede op som formandskandidat, og ”Vi gjorde det”-talen, efter det seneste valg. Men hun er ofte opsigtsvækkende elendig til at slå til med effektiv kommunikation, når det virkelig gælder. F.eks. i forbindelse med det korte seminar, regeringen holdt i tirsdags. Først nedtoner hun på sit ugentlige pressemøde betydningen af seminaret ved at fortælle journalisterne, at mødets betydning er overvurderet. Dernæst benytter hun ikke anledningen til at holde et efterfølgende pressemøde, hvor regeringens topministre kan levere gruppebilleder, som bedre end tusind ord kan vise sammenhold og fremdrift. Og netop fordi ”alle ved”, at Thorning er en mester til kommunikation, så tvinges alle til at konkludere, at stemningen i regeringen nu er så dårlig, at man ikke engang er i stand til at smile på kommando.

Klik [22/3, 23/3]

Det eneste, en terrorist kan være sikker på at opnå med en aktion, er, at statslederen fremtræder som statsmand, og at politi og efterretningsvæsen bliver styrket

 

Det er en underlig opfattelse ekstremister som norske Breivik og franske Mohammed Merah har, at det kan fremme deres politiske sag at slå mennesker ihjel. Det eneste, de helt sikkert får ud af det, er jo at styrke det etablerede system, som de vil have omstyrtet. Især styrker de statsledere som Stoltenberg og Sarkozy, som efter drabene står frem og viser statsmandsformat ved at holde stærke taler, hvor de udtrykker befolkningens afsky og maner til sammenhold mod galskaben. Så vidt Groft sagt er orienteret, findes der ikke et eneste eksempel på, at et demokratisk samfund er faldet til patten, fordi en terrorist har slået nogle ihjel. Og da mange af disse terrorister er intelligente, højt uddannede mennesker, må de da vide, at de kun styrker den øjeblikkelige statsleder og alle etablerede samfundsinstitutioner som politi og efterretningsvæsen med deres hovedløse aktion. Og den tidligere operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, som igen skal optræde i alle medier og forklare os, at noget må være slået klik. Hvilket Groft sagt kun kan give ham helt ret i.

 

Nye TV-tider [21/3, 22/3]

Det slog klik, da TV-Avisen forleden bragte det som topnyhed, at de flytter sendetid en halv time på et ukendt tidspunkt efter sommerferien

 

Forleden aften var det en topnyhed i alle TV-Aviser, at TV-Avisen kl. 21 flytter sendetidspunkt om flere måneder. TV-Avisen kunne dog ikke fortælle nøjagtig, på hvilken dato det sker – kun at det bliver efter sommerferien. Studieværterne lancerede nyheden begejstret i længere indslag i aftenens TV-Aviser, og generaldirektøren var inde til direkte interview kl. 21. Men i de mange minutter mediet så gavmildt havde afsat til at oplyse landets borgere om, at man om nogle måneder på en ukendt dato flytter en udsendelse en halv time, fandt man – så vidt Groft sagt kunne følge med – ikke plads til at fortælle, at grunden til flytningen er, at altfor mange seere efterhånden foretrækker konkurrenten. Derimod fik man alle mulige imponerende bortforklaringer. Denne undladelse og den fremtrædende placering af historien afslørede, at TV-Avisen ikke kan kende forskel på skamløs selvpromovering og kritisk nyhedspræsentation. Og afslører samtidig, at Groft sagt er en sur Jeronimus i en tidslomme. For alle seerne elsker den daglige selvpromovering og anser TV-Avisen for vores mest troværdige medium.

Nu også sparemesser [20/3, 21/3]

Ordet "messefald" er for dystert. Kirken bør i stedet markedsføre sine mange messefald som en ny, tidssvarende messetype, sparemessen.

 

Forleden fortalte Berlingske, at der havde været ”messefald” 130 gange i Roskilde Stift i 2011. Groft sagt synes, at ”messefald” lyder alt for skæbnetungt og tragisk. Derfor bør kirken overveje at indføre et ord med mere fanfare i. Men ”messefald” kan selvfølgelig ikke erstattes af det første det bedste ord. Ordet ”aflysning” må således afvises. Det er for verdsligt og vulgært. Det bruges jo af enhver idrætsforening eller aftenskole. Også vendingen ”få fri”, som skolebørnene begejstret bruger, når undervisningen desværre ikke kan afholdes, er for belastet. Der er brug for et både positivt og andægtigt ord, som kan indgyde præst, organist, kordegn og de alt for få sognebørn, som måtte være mødt frem, den rette ånd, når de må lukke, slukke og gå hjem. Derfor skal Groft sagt foreslå ordet ”sparemesse” som afløsning for ”messefald”. Alle vil finde det naturligt, at kirken – i en tid, hvor alle skal spare – lancerer en ny, bæredygtig type messe. Ud over de traditionelle messer: den ret ødsle højmesse og den mere beskedne lavmesse, kan kirken altså nu også tilbyde en sparemesse.

Hvad direktøren bør hedde [19/3, 20/3]

Det Kgl. Teaters direktør, Erik Jacobsen, har et navn, som giver associationer til flere uheldige elementer i Ludvig Holbergs komedier. Men et nyt navn er allerede klar

 

En opmærksom læser har efter læsning af Groft sagt’en ”Stine, Per & Co” i søndags spurgt, om Det Kongelige Teater allerede har fået en ny direktør, som hedder Per. Nej. Direktøren hedder stadig Erik Jacobsen. Men enhver kan se, at Erik er det værst tænkelige fornavn til en direktør, som har lovet bod og bedring til ansatte, som har rejst anklager om hårde ledelsesmetoder. For Mester Erik er jo navnet på den krabask, som Nille tugter Jeppe på Bjerget med i Holbergs komedie af samme navn. Derfor er det nødvendigt, at direktøren udskifter navnet Erik. Her var det så, at Groft sagt opsendte prøveballonen Per. Men lidt eftertanke viser, at Per ikke er meget bedre end Erik. For den mest berømte Per er Per Degn i komedien ”Erasmus Montanus”. Og Per taler sort med latinske remser, som er rent bullshit. Groft sagt foreslår derfor nu, at direktøren tager navnet Rasmussen, som næsten alle statsministre på det sidste har heddet. Og at han tager navnet Direktør til efternavn. Ræsonnementet er dette: Når bossen hedder Stine Bosse, så bør direktøren helt logisk hedde Rasmussen Direktør. Herved løses samtidig problemet med direktørens nuværende efternavn, Jacobsen, som underminerer enhver autoritet, fordi det henleder tanken på den latterlige, storskrydende soldat, Jacob von Thyboe, fra komedien af samme navn.

Ikke hip som hap [16/3, 19/3]

Først huggede Fogh Socialdemokraternes velfærdspolitik. Nu har så Socialdemokraterne svaret tilbage ved at hugge Venstres tidligere politik med mådehold over for vækst i det offentlige. Men det giver alligevel fortsat god mening at vælge mellem partierne.

 

Anders Fogh Rasmussen gjorde Venstre til et stort folkeligt parti ved at føre en socialdemokratisk politik med voksende offentlig sektor. Forleden svarede S-ministre i den nuværende regering så igen ved at annoncere angreb på etablerede velfærdsrettigheder. Dermed lægger de an til at indtage den position, som Venstre forlod, da V i 2001 jog S væk fra magten. Tidligere tiders ideologiske strid mellem velkendte partier er altså nu helt død. Men hvorfor skal vælgerne så i fremtiden have besværet med at stemme? Det er jo hip som hap, for så snart et parti kommer til magten, er det nødt til at føre den pragmatiske og nødvendige politik, som embedsmændene altid har liggende i skufferne. Kendsgerningerne viser, at i moderne dansk politik er det ligegyldigt, hvilket parti der regerer. Men Groft sagt opfordrer alligevel fortsat vælgerne til at stemme og sørge for, at partierne skifter roller jævnligt, så oppositionen kan få ministeransvar og indse, at deres ideologiske planer ikke holder. Ellers ender alt for mange som højtskrigende pubertetsbørn a la Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Stine, Per & Co [16/3, 18/3]

Det Kongelige Teaters direktør kan kun undgå fyring i længden, hvis han på landets store komediescene i TV udfylder rollen som direktøren for det hele

 

Der klages jævnligt over, at vor kongelige scene er en lukket fest for eliten. Men for tiden er der ordentlig gang i Det Kongelige ude på landets store scene, hvor alle kan følge med uden dyr billet. Senest er der blevet lækket et internt notat fra ballettens ledelse, som fortæller at en konsulent, som skrev en kritisk rapport, i virkeligheden var drevet af uigengældte, erotiske lidenskaber for balletchef Nikolaj. Men dette er bare seneste kulmination i en føljeton, som har præsenteret et fængende figurgalleri af kunstnere, bestyrelsesforkvinde Stine, direktør Per, gamle bestyrelsesmedlemmer, eksperter, kulturministeren og kunstneriske chefer, hvoraf foreløbigt én har sagt op på grund af ”vandalisme”. Den pæne, pressesky direktør Per stod til fyring, men han har nu lovet udadvendte Stine bod og bedring. Men har Per mon forstået, at han i føljetonen på store scene kun i længden undgår fyring, hvis han på alle TV-kanaler døgnet rundt kan spille rollen som en leder, der kærligt og med overskud tugter teatrets ildsprudlende mylder af primadonnaer? Fortsættelse følger.

 

Vor læser spørger: Hvorfor kalder Groft sagt direktøren for Per, når han rettelig hedder Erik (Jacobsen)? Få svaret om et par dage i en Groft sagt med titlen "Hvad direktøren bør hedde".

Ding dong [16/3, 17/3]

De ekstraordinært store lønninger i DONG Energy bør opfattes som velfortjent kompensation til en superintelligent elite fra Finansministeriet for mange års slaveri under en beskeden offentlig lønramme.

 

Takket være en whistleblower har en klokke nu ringet ”ding dong” både i Rigsrevisionen og hos DONG Energys bestyrelsesformand, Fritz Schur. Og direktør Eldrup er fyret. Groft sagt har stor forståelse for den fyrede direktør og de andre, som i øjeblikket ligner skurke. De er i virkeligheden ofre. Vi må tænke på, at hovedpersonerne er tidligere offentligt ansatte i Finansministeriet. Her har de mærket det offentlige lønsystems stramme lønrammer. Og i VL-grupper og andre netværk har de smagt ydmygelsen over, at direktører i private firmaer med langt mindre budgetter end Finansministeriets enorme milliardbudget, har scoret langt større lønninger end departementschefer og andre offentlige topfunktionærer kunne få. Derfor har det været en vidunderlig befrielse for Eldrup og andre omsider at kunne give hinanden løn som fortjent, da de først skabte og siden indtog det tilsyneladende private aktieselskab DONG Energy. Når man udmåler straffen for lønfråseriet, bør man retfærdigvis give en returbonus for alle de år, Eldrup og konsorter sled som groft underbetalte lønslaver i det offentlige system.

Voldsmænds X-factor [15/3, 16/3]

Voldsmænd egner sig bedre til TV end deres ofre. Derfor får voldsmændene en uddannelse som TV-gourmetkokke, mens deres ofre får en lang næse.

 

Kokken Claus Meyer har forstået, hvad alting handler om i dag: At blive studievært, at lave mad i TV og at frelse nogle ofre. Og hvis man kan lave et program, hvor man gør alle tre ting samtidig, så er markedsføringen hjemme. Og det er den i den grad for Meyer i det nye program, hvor han oplærer langtidsfanger i Vestre Fængsel til at blive gourmetkokke. Og dette resocialiseringsprojekt giver god mening, for mange af de medvirkendes X-factor sidder jo lige netop i at hakke med knive og køre ting gennem kødhakkemaskinen. Men det er der så selvfølgelig nogle af forbrydernes ofre, som brokker sig over. De mener, at det er for galt, at man gør slemme forbrydere til TV-stjerner, mens de selv ingen hjælp får. Men disse voldsofre må forstå, at der er meget bedre seertal i at se mordere og andre forbrydere jonglere med køkkenets mordvåben og hakke persille under instruktion af en modekok, end i at se på håbløst invaliderede ofre, som udveksler kedelige mails med nogle modvillige bureaukrater for at få udbetalt deres erstatning. Ofre uden X-factor må derfor klare sig selv.

Gud Fruen [14/3, 15/3]

Så længe Gud altid er Herren bag det hele, vil kvinderne halte bagefter. Gud bør derfor springe ud som flerkønnet og hedde Fruen hver anden søndag.

 

EU-parlamentet stemte forleden med stort flertal for at opfordre landene til at indføre kønskvoter i politik. Og i regeringsgrundlaget står, at man vil have flere kvinder i danske virksomheders bestyrelser og muligvis vedtage kvoter. Tendensen er klar: Vi nærmer os en tilstand i politik og erhvervsliv, hvor kønsforskelle bliver mindre og mindre relevant. I samme retning trækker regeringens beslutning om, at folkekirken til sommer skal begynde at vie par, uanset hvilket køn de har. Spørgsmålet er nu kun hvorlænge Gud kan holde til presset. Igen og igen hører man i gudstjenester i dag, at Gud Herren gør dit og at Vor Herre gør dat. Det er Herren mig her og Herren mig dér. Herved indoktrineres børn og kvinder til at tro på, at det er en mand, der i virkeligheden styrer bag alting, uanset hvor mange kvinder man propper ind i folketinget og i bestyrelserne. Groft sagt forudser, at kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen snart vil være nødt til at stille forslag om, at det hver anden søndag skal være Gud Fruen som regerer. Jomfru Maria og Josef er der næppe meget at gøre ved, men Jesus kan sagtens hedde Josefine hver anden søndag.

Elendig ledelses lønlov [13/3, 14/3]

Ledelsers kvalitet måles sikrest og klarest på, hvor meget de får i løn. Derfor har virksomheder, som går dårligt, ekstra behov for, at ledelsen er højt betalt. Ellers tror omgivelserne, at også ledelsen er dårlig.

 

Dyr vin og dyr parfume smager og dufter bedre end billige produkter. Det viser alle undersøgelser – hvis altså forsøgspersonerne får prisen oplyst. Uden prisoplysninger er det ofte umuligt for testpersoner i blindforsøg at kende forskel på godt og skidt. Det er det samme med administrerende direktører og bestyrelsesformænd. Deres kvalitet måles sikrest på, hvad de koster. Derfor er det ekstra nødvendigt, at formænd og direktører i virksomheder, hvor aktiekurserne dykker og kunderne svigter, får klækkelig lønfremgang. Ellers risikerer man, at omverdenen får opfattelsen af, at virksomheden – ud over at den ikke tjener nok penge – også har en dårlig ledelse. Det er derfor en grundlov for fastsættelse af lønninger for ledelser af virksomheder med utilfredsstillende resultater, at lønnen gerne skal overgå lønnen for ledelser af virksomheder med succes. Ellers tror folk jo, at ledelsen er dårlig. Kommentatorer og lederskribenter, som for tiden håner ledere af ringe banker og virksomheder for utidig griskhed, har fuldstændig misforstået denne vitale sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Stueren logik [9/3, 13/2]

1999 sagde Nyrup, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent. Men allerede her efter 12 år og 4 måneder erklærer flere S-ministre DF for stuerent. Når et parti forkorter evigheden så radikalt, så bør partiet også tilsvarende forkorte andre perioder, f.eks. valgperioden.

 

Ved Folketingets åbningsdebat i oktober 1999 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Dansk Folkeparti: »Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer: Stuerene bliver I aldrig.” Det vil sige, at i al evighed skulle Dansk Folkeparti ifølge Socialdemokratiet være forvist fra stuen i dansk politik. Men nu har Dansk Folkeparti så indgået trafikforlig med regeringen og Enhedslisten. Og herefter har flere socialdemokratiske ministre erklæret DF stuerent med kryds og slange. Groft sagt må konstatere, at Socialdemokratiet hermed har klaret, hvad mange lærde teologer har bakset forgæves med i århundreder, nemlig spørgsmålet om, hvornår evigheden begyndte og hvorlænge evigheden varer. Evigheden begyndte ifølge S i oktober 1999 og varede til marts 2012, dvs. 12 år og 4 måneder. Men hvis den socialdemokratiske evighed er så kort, så må andre socialdemokratiske perioder logisk nok tilsvarende radikalt forkortes. En socialdemokratisk valgperiode kan således ikke være på 4 år, men kun på allerhøjst nogle få uger, således at Thorning allerede for længe siden burde have udskrevet næste folketingsvalg.

 

Redaktionel Kommentar: I Groft sagt'en i Berlingske skrev jeg fejlagtigt, at det var i sin åbningstale, at Nyrup sagde de berømte ord. I en mail har Peter Heyn Nielsen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, venligt gjort opmærksom på, at det faktisk var i åbningsdebatten to dage efter åbningstalen, at ordene faldt. Jeg siger tak for korrektionen, og har rettet det ovenfor. Hermed er den socialdemokratiske evighed blevet forkortet med yderligere to dage i forhold til det, jeg skrev.

Svensk hykleri [9/3, 11/3]

Sverige er som bekendt verdens mest politisk korrekte land. Men da Sverige samtidig skal sælge våben, så er Sverige også verdens mest hykleriske land.

 

Da Jyllands-Posten i 2005 bragte nogle tegninger, medførte det store problemer for dansk landbrugseksport til Saudi-Arabien. Og vores statsminister Fogh måtte stille til spanking på arabisk TV. Desuden indrykkede Arla yderst servile annoncer i arabiske medier for at genvinde sit tabte marked. Under hele affæren anlagde svenske medier og politikere høj moralsk cigarføring og sendte politisk korrekte bandbuller over Sundet. Nu viser det sig så, at Sverige i ly af hurlumhejet om tegningerne indgik milliardstore aftaler om levering af radarsystemer og andet til det saudiske diktatur. Mens vi danskere måtte ydmyge os til svensk akkompagnement for at få saudierne til igen at sætte tænderne i vores smør og kyllinger, fik svenskerne altså både i pose og i sæk: De fremstod som alle undertryktes forsvarer, samtidig med at de underskrev fede kontrakter om levering af våben til diktaturet. I kommende opførelser af Shakespeares Hamlet på Kronborg, kræver Groft sagt replikken: ”Svaghed, dit navn er kvinde” erstattet med ”Hykleri, dit navn er Sverige”. Og det skal råbes højt og tydeligt over Sundet.

Evigt løftespin [9/3, 10/3]

Thorning genbrugte ikke bare et citat fra Løkke. Hun shinede det gevaldigt op, så det fik et klart personligt præg

 

I et interview med den store engelske avis The Times sagde Helle Thorning-Schmidt forleden således: ”Jeg skal ikke være statsminister for evigt. Men jeg skal være mor for evigt.” Mange danske medier mente, at Thorning her genbrugte et velkendt citat fra Lars Løkke: ”Jeg har gjort mig klart, at statsminister skal jeg være et stykke tid. Hvor længe bestemmer danskerne. Men far skal jeg være hele mit liv.” Pressen har ret i, at der er stor lighed. Men som enhver vågen læser kan se, er der også betydelige forskelle mellem citaterne. Forskelle, som netop er karakteristiske for de to politikere. Løkke lægger således ydmygt sin statsministerskæbne i vælgernes hænder, hvilket Thorning overmodigt udelader. Og Løkke skal kun være far ”hele mit liv”, mens Thorning skal være mor ”for evigt”, hvilket jo er et løfte om, at Thorning vil leve uendeligt meget længere end bare et almindeligt menneskeliv. Groft sagt må konstatere, at der kan skjule sig store, karakteristiske forskelle i sproglige detaljer i citater, som dansk presse finder helt ens.

Kreativ ledelse [8/3, 9/3]

Det er elendig storytelling hver gang en universitetsleder eller teaterdirektør i offentligheden tryner sine kreative ansatte som om de var almindelige kontoransatte

 

At putte kreative mennesker ind i et offentligt bureaukrati, således som det sker både på Det Kgl. Teater og på landets universiteter, er at blande eksplosive væsker. For – bag alt bullshittet om innovation – elsker rektorer og teaterdirektører og andre administratorer orden og regler og procedurer. De kreative sjæle hader derimod bureaukraternes fantasiløse papirnusseri. Derfor er det svært for ledere at tryne kunstneriske gemytter til tavshed med bureaukratiets sædvanlige disciplinerende teknikker. For kreative gemytter er ikke tryghedsnarkomaner i samme grad som almindeligt offentligt ansatte. Kreative gemytter vil derfor ofte vælge det offentlige martyrium i stedet for artigt at holde kæft om en ledelse, som de finder uduelig. Og så bør lederen glemme alle sine remser og demonstrere sit menneskelige format i fuld offentlighed ved at behandle oprøreren med visdom, humor og overbærenhed, fordi enhver jo ved, at geniale galninge er det stof, som et teater og et universitet er gjort af. Hvorimod offentlige ledere, der gemmer sig bag ledelsesfloskler, findes i overflod overalt.

 

Team Victor Culture [2/3, 8/3]

Filosoffen Arno Victor Nielsen bekæmper de kulturelle banaliteter omkring kulturministerens "Team Culture 2012" med imponerende paradokser. Han viser hermed ekstraordinært format og bør derfor omgående ind i dette team af kulturpersonligheder

 

Filosof Arno Victor Nielsen viser format, når han kritiserer kulturministerens nye europæiske taskforce, ”Team Culture 2012”. Ministeren selv er – helt forudsigeligt – allerede  henrykt over resultaterne efter tænketeamets første møde. Alle kulturpersonlighederne går nemlig – også helt forudsigeligt og banalt – varmt ind for tanken om, at kulturen skal bidrage til at finde løsninger på Europas massive udfordringer. Og her er det så, at Arno Victor Nielsen træder frem og viser format. For det kræver en sand kulturpersonlighed at gå imod etablerede forudsigelige banaliteter. Og Nielsen svinger sin åndelige krabask uden nåde. Hans argument er bl.a., at ”kulturen skal ikke levere det, vi har brug for, men det, vi ikke vidste, at vi havde brug for.” Og det er jo et paradoks, idet Nielsen på én gang siger, at kulturen både skal og ikke skal levere det, vi har brug for. Og da Groft sagt ved, at netop svimlende paradokser kendetegner alle sande, store kulturpersonligheder, så skal Groft sagt hermed kræve Nielsen ind i dette Team til Europas redning. Om nødvendigt tvangsindskrevet.

 

Havenissen Rompy [2/3, 6/3 med titlen ”Havenissen Rompuy”]

Demokratiet er truet mange steder af ulighed, korruption, magtfuldkommenhed, gældsætning og religiøs fanatisme. I EU er demokratiet truet, fordi præsidenten er en ukendt havenisse

 

I USA er demokratiet truet, fordi det er de rige der bestemmer, f.eks. hvem der skal have penge til at køre den nødvendige kampagne for at blive præsident. I Libyen og Afghanistan er demokratiet truet, fordi tilhængerne af sharia-lovgivning står stærkt. I Grækenland er demokratiet truet, fordi politikerne har foræret befolkningen en masse lånte milliarder, og fordi skattesystemet er bundkorrupt. I Rusland er demokratiet truet, fordi præsident og premierminister udgør en politisk mafia-duo i et gennemkorrupt system. Men det er værre endnu. For i EU er demokratiet truet, fordi man lige har genvalgt en præsident, som efter et par år på posten stadig er ukendt af borgerne. Selv folk med inside-informationer, som EU-korrespondent Mette Fugl, kan i en velkomstklumme på DR’s hjemmeside kun finde en enkelt profilerende grovhed om Herman Van Rumpuy, nemlig at han ligner et sort/hvidt-foto af en havenisse. Groft sagt ser frem til, at pressen snart gider dække EU så kritisk og tæt, at borgerne får mulighed for at tage stilling til om denne havenisse faktisk er en stor demokratisk og visionær leder.

Kloge dummebøder [2/3, 5/3]

Landets EU-elite argumenterer imod at det er rimeligt at spørge befolkningen om finanspagten. Argumenterne kan inspirere rockere og indvandrerbander til at give dummebøder til småhandlende

 

Alle skarpe hjerner er i øjeblikket ude for at begrunde, at Danmark ikke afgiver suverænitet ved at tiltræde EU-finanspagten. Professor Marlene Wind siger således: ”Jeg mener slet ikke, man kan tale om suverænitet længere.” og Lykke Friis (V) siger: ”Vi er gået ind i en ny tid, hvor der ikke længere er noget, der hedder indenrigspolitik.” Og det er jo klart, at hvis der hverken findes suverænitet og lokal selvbestemmelse i form af indenrigspolitik længere, så er det meningsløst at give danskere mulighed for at vise, hvad de mener ved en folkeafstemning. Groft sagt er bare bekymret for, om lærenemme rockere og kvikke indvandrerbander læser aviser. For i så fald må småhandlende snart til at betale dummebøder på grund af hårdtslående argumenter som disse: ”Vi mener slet ikke, man kan tale om småbutikkers suverænitet længere.” Og: ”Vi er gået ind i en ny tid, hvor der ikke længere er noget, der hedder lokal selvbestemmelse.”

Godhedsresten [1/3, 3/3]

Det er umuligt at kontrollere hvad de 40 millioner som Zimbabwes finansminister lige har fået af vores udviklingsminister, går til i det bundkorrupte land. Derfor må danske skatteborgere bare tro på, at en symbolsk rest af deres 40 millioner går til godhed.

 

Vores egen finansminister Corydon har svært ved at få pengene til at række til gamle, syge og arbejdsløse danskere. Men Zimbabwes finansminister har for få dage siden personligt hentet 40 millioner hos udviklingsminister Christian Friis Bach (R). De 40 millioner skal gå til en folketælling, som skal forhindre døde vælgere i Zimbabwe i at stå op fra graven og stemme på landets 88-årige præsident Mugabe. Det er – selv for Groft sagt – svært at være imod, at dette afrikanske land slipper af med sin despot. Men mange danske skatteborgere vil sikkert med Groft sagt tvivle alvorligt på, om 40 millioner surt indkradsede skattemidler kan gøre fra eller til, når en afrikansk oldinge-despot i et bundkorrupt land skal væltes. Det må så være os alle til trøst, at den tapre godhedens ridder, vor udviklingsminister, har truffet en principbeslutning om altid at tro på, at der – efter at der er betalt til korruption og Mercedes-biler til eliten og andre fornødenheder – vil være en symbolsk rest tilbage til det officielle, gode formål. Godhedsresten.

Rød karse [27/2, 2/3]

Der er langt fra Staunings fuldskæg til Bjarne Corydons stubbe oven på hovedet. I politik kan hår fylde meget forskelligt og sidde meget forskellige steder

 

Regeringens krise kan også skyldes deres hårpolitik. Stauning bar sit fuldskæg uden vaklen. Men fuldskæggets sidste suk, fipskægget, fik som bekendt dødsstødet af Mogens Lykketoft, som ofrede det i sin forgæves kamp for statsministerposten. Og når man ser skatteminister Thor Möger Pedersen sidde inde hos Clement Søndag, så ser man, hvor langt ind i den helt hårløse, glatte teknokratpolitik vi efterhånden er kommet. Og ikke engang en ring i øret smykker Möger. Også den anden af regeringens problemknusere, finansminister Bjarne Corydon, er en karseklippet teknokrat, som ser ud og taler som enhver anden flittig DJØF-fuldmægtig i det offentlige. Både Mögers og Corydons hår sidder alt sammen som tykke uldmåtter inde i munden. Groft sagt kræver politikere med hår uden på hovedet. Og gerne store, prægtige hårmanker på de politikere, som faktisk bestemmer, så vi i modvinden klart kan se, i hvilken retning regeringen iler. Regeringen ødsler sit gode hår væk, så længe det alt sammen sidder på statsministeren, som ofte slet ikke ved, om hun skal sætte det op eller bare lade det hænge.

 Supersverige [24/2, 27/2 under titlen ”Supersvensk”]

Et svensk kongebarn ankommer til verden under helt andre former end et dansk kongebarn

 

Når en svensk kronprinsesse føder et barn, så optræder manden bagefter for verdenspressen vandkæmmet i mørk habit med slips. Med indstuderede, fejlfri replikker informeres pressen om barnets køn, længde og vægt fra en talerstol i et auditorium gennem en mikrofon, som virker. I vort land møder gemalerne frem i hospitalets forhal i det kluns, de hev på sig, da de i nattens mulm måtte afsted med presseveer. Og de fortæller hakkende, stammende og mikrofonløst om den mirakuløse begivenhed, mens verdenspressen ler med dem og alle fryder sig over de sjove navne, som barnet kan tænkes at få. Og man forlader ikke barselslejet før hele familien har været på barselsvisit og bagefter fortalt pressen, at det nye kongebarn er sødt og smukt. I Sverige sniger man sig ud ad bagindgangen kort efter fødslen og har navnet klar dagen derpå. Groft sagt tror mere og mere på rygtet om, at prins Daniel ikke bare ligner, men i virkeligheden er journalisten Clark Kent, der skal skynde sig hjem og klæde om til Superman for at redde verden.

Drømmepigen og kagemanden [24/2, 26/2 forkortet til ”Drømmepige og kagemand”]

Drømmepigen Helle viste sig at være en klam fidus. Så nu æder vælgerne kage direkte fra Løkkes braddepande.

 

Groft sagt tror, at et flertal af danskere havde en drøm om at se en ung, smuk og dygtig kvindelig partileder folde sig ud som statsminister. Drømmen om Helle gjorde vælgerne immune overfor Venstres og andres kontante og sande argumenter mod betalingsringe og andet drømmestof. Løkke gjorde sig umage både som statsminister og i valgkampen, men sandt at sige, så var der alt for meget sved og alt for lidt glimmer ved Løkkes statsministerfigur. Helle gav derimod vælgerne håbet om, at politik kunne være noget andet og mere end en ucharmerende svedetur for grimme politikere. Men så kørte Helle i ring og spolerede dermed vælgernes sidste drømmerester om sig selv. Og vælgerne straffer nu ikke kun Helle, fordi hun har svigtet sine ord, men fordi hun har vækket vælgerne fra drømmen om politik som noget helt andet. Nu er det så en genopstanden Løkkemand, der helt ør af lykke skærer kagen ud for øjnene af alle TV-seerne. Og vælgerne må tænke: Når man ikke kan få drømmepigen, må man jo tage kagemanden. Også selv om det bare er en braddepandekage og ikke engang en kringle.

Memento til Løkke [24/2, 25/2]

Helle Thornings særlige talent for at få ros fra verdens store ledere bør også udnyttes i den kommende Løkke-regering.

 

Enhver kan se, at den politiske talentmasse her i landet ikke rækker til enten en rød eller en blå regering. Derfor må Løkke tænke nyt, når han skal danne regering om tre år. F.eks. er det klart for enhver, at Helle Thorning-Schmidt er fremragende til at rejse rundt i verden med udslået hår, flydende engelsk og perfekt dress og makeup og gøre et godt indtryk på verdens ledere. Ingen uden for Danmark interesserer sig nemlig det mindste for dansk indenrigspolitik, betalingsringe og den slags banaliteter. Derfor får Thorning i disse dage stor ros fra folk, der virkelig betyder noget, f.eks. chefen for Verdensbanken, Christine Lagarde, og præsident Obama. Lagarde fremhæver således Thorning for at være en leder med drive og fokus. Groft sagt mener, at Thornings særlige, politiske talent ikke bør gå til spilde i en Løkke-regering. Og da Thorning allerede har tømt sig selv for ethvert partipolitisk indhold, er det svært at se indvendinger mod at lade Thorning fortsætte sit yderst succesfulde internationale, professionelle arbejde for Danmark også under Løkke.

 

Pendulløfter [23/2, 24/2]

et tyder på at ordet "love" er blevet et såkaldt pendulord i den socialdemokratiske top, dvs. et ord, som kan betyde det modsatte af, hvad alle tror

 

Mens alle vælgere stadig krummer tær over regeringens sidste løftebrud, så er socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, allerede dagen efter ringens fald frisk med et nyt løfte. Han lover på forsiden af Berlingske, at der allerede i denne valgperiode vil blive taget politiske initiativer for at dæmme op for trængslen i hovedstadsområdet. Groft sagt kan kun få øje på to forklaringer på, at den socialdemokratiske talsmand fortsat tør tage ordet ”love” i sin mund. Den ene er, at han er ude af stand til at leve sig ind i, at vælgerne føler sig dybt krænkede, hver gang en socialdemokratisk toppolitiker helt ubekymret fortsat misbruger et af sprogets mest værdifulde ord. Den anden forklaring er, at ”love” er blevet et såkaldt pendulord i den socialdemokratiske gruppe. Ligesom ord som ”bjørnetjeneste” og ”forfordele” betyder ordet ”love” nu også – efter årelangt systematisk misbrug i gruppeværelset – det modsatte af, hvad det normalt betyder. Når Heunicke lover noget, er det derfor i virkeligheden lige så godt som en skriftlig Carsten Hansen-garanti for, at det ikke bliver til noget.

Nye kommentatorroller [22/2, 23/2

Med ringens fald mistede regeringen sit sidste ideologiske figenblad. Men når enhver TV-seer kan se, at det eneste, regeringen går efter, er den rå magt, så tager den brødet ud af munden på de politiske kommentatorer, som ikke længere kan leve af at afsløre kynismen.

 

Det er et interessant politisk eksperiment regeringen har gang i efter ringens fald. Efter at regeringen i går forlod sit eneste tilbageværende politiske valgløfte, er det eneste faste, politiske programpunkt, som stadig står tilbage, selve magten. Dette er ikke mindst et stor udfordring for hele den frodige branche af politiske kommentatorer, som jo lever af hele tiden at afsløre, at det, som en regering holder frem som sine idealistiske, politiske mål, bare er lyriske bortforklaringer af, at man kynisk klamrer sig til magten med alle midler. Når enhver TV-seer nu selv klart kan se, at regeringen står helt afklædt og kun har magten tilbage, så kan kommentatorerne ikke mere underholde seerne ved at afsløre magtkynismen. Der begynder derfor nu en helt ny tid for Mogensen, Kristiansen, Engell, Jersild og alle de andre. For stadig at kunne bringe underholdende analyser i programmerne må man nu forsøge at afsløre, hvordan regeringens åbenlyse kynisme i virkeligheden dækker over egentligt politiske, idealistiske mål. Groft sagt takker Thorning for denne spændende konceptudvikling.

Universitetsskandalen [21/2, 22/2]

Skandalen er ikke, at en professor offentligt kritiserer niveauet. Skandalen er, at alle de nye ledere og deres efterfølgende organisatoriske tumulter ikke mærkbart har øget kvaliteten af forskning, formidling og undervisning

 

Kernen i et universitet er forskere, formidlere og undervisere, som brænder for deres fag. Og som hele tiden får nye ideer. Alt det andet: ledelse, organisationsændringer, udviklingsplaner og pr-kampagner er kun redskaber. Den nye styrelseslov, som blev indført med bred politisk enighed i 2003, gav redskaberne et ordentligt boost med højt betalte, åremålsansatte ledere. Og de foretog alle sammen omgående meget synlige ændringer. Rektorer og dekaner ansatte bl.a. et stort antal informationsmedarbejdere i dertil indrettede, nye organer. En proces, som bl.a. gav Aarhus Universitet landets mest gakkede logo. Ledere længere nede foretog organisationsændringer, som blev dokumenteret udførligt. For åremålsansatte ledere skal nemlig hele tiden dokumentere, hvor nødvendige og energiske de er. Og det gør man med slag i bolledejen, som alle let kan få øje på. Men ingen kan få øje på nogen forbedringer i forskning, formidling og undervisning. Det er skandalen. At der er en professor, som råber op i offentligheden om niveausænkning, har derimod altid været helt normalt for et universitet.

Lyseslukker [20/2, 21/2]

Utidige krav om konkrete resultater kan ødelægge det danske EU-formandskab.

 

Kulturministeren har ifølge Berlingske mandag fået 12 europæiske kulturpersonligheder til at træde ind på et elitehold, Team Culture 2012. De skal skabe håb, vækst og nye arbejdspladser i et kriseramt Europa. Og den uafhængige forskning i skikkelse af lektor Bent Meier Sørensen fra CBS, som for øvrigt er gift med miljøminister Ida Auken, holder en henført salgstale for projektet. Men netop som Groft sagt syder henført af lykke over den danske kulturministers genistreg til Europas redning, så ødelægger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, festen. Han er bange for, at det skelsættende kulturprojekt bare ender med et fint stykke papir på en hylde, fordi han har erfaring for at kulturministeren er fabelagtig til at holde skåltaler, men elendig til at virkeliggøre sine flyvske ideer. Så har man hørt det med! Er der ikke én eller anden i Venstres gruppe, der kan stoppe munden på lyseslukker Jensen, før han får spoleret hele det danske EU-formandskab og Europas fremtid med sine fuldstændigt groteske krav om andet end en masse møder og flotte ord på fint papir?

Inderne kommer [17/2, 20/2]

Fremtidige danske patienters ve og vel ligger i øjeblikket i hænderne på indiske programmører i en forstad til New Delhi

 

Ikke et ondt ord om de indiske programmører, som formentlig har været med til at lave det fallerede POLSAG-system til politiet. Og som nu – meddeler seneste nummer af Magisterbladet – allerede er i fuld gang med at udvikle et elektronisk patientjournalsystem til det danske sundhedsvæsen. Men indiske programmørers viden om det danske velfærdssystem er stærkt begrænset. Og det giver derfor en masse forståelsesproblemer, som kan føre til katastrofer. Det fremgår af Magisterbladet, at de indiske programmører ofte er frustrerede over, at detaljer fra patientjournalsystemet bliver sendt tilbage til dem for at blive rettet, selv om de mener, at de har gjort, som de skulle, ud fra den beskrivelse, de fik. Og det hele besværliggøres, fordi deres kultur gør det upassende at tale om ledelse og kommunikationsproblemer. Groft sagt må derfor allerede nu råbe et alarmerende ”inderne kommer!” til det danske sundhedssystem. Og afvise enhver tanke om, at systemet skal afprøves på Bornholms Sygehus. Øens politi kæmper stadig med sine indiske tømmermænd.

Ærefuldt genbrug [17/2, 19/2]

Anders Fogh Rasmussen fornærmer egentlig Taleban, når han siger at de ikke har en chance. Men det tager de ellers så ærekære Taleban tilsyneladende roligt. Fogh må sige hvadsomhelst, bare han sørger for at NATO er ude i 2014.

 

Der er overhovedet ingen grund til at bebrejde NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, at han holder fanen højt i Afghanistan med erklæringer som denne i Berlingske fredag: ”Det klare budskab til Taleban er: I har ikke en chance.” Også selv om næsten alle uhildede iagttagere vist kan se, at Taleban kører med klatten og egentlig bare kan vente på gongongen i 2014. Fogh siger jo bare det, som skal siges. Og hvis nogen er i stand til at sige det, der skal siges – også når det er i klar modstrid med, hvad enhver kan se – så er det Anders Fogh Rasmussen. Hvis han ikke igen og igen havde fortalt den danske befolkning og alverden, at han ikke var ansøger til jobbet som generalsekretær for NATO, så havde han aldrig fået jobbet. Og hvis han ikke igen og igen fortæller den danske befolkning og alverden fra nu af og frem til udmarchen i 2014, at Taleban ikke har en chance, så kan NATO aldrig slippe ud af Afghanistan med æren i behold. Og ære, det er noget, som Taleban har forstand på. Derfor bliver de ikke spor sure over Foghs udtalelser. Bare han trækker tropperne ud efter planen.

 

Rumænsk PET [16/2, 18/2]

Rumænien og Ungarn har flere kontrolorganer end Danmark til at holde øje med hvad efterretningsvæsnerne laver. Men hvis et system er dybt præget af korruption, så er antallet af kontrolorganer sådan set ligemeget

 

I en ny EU-rapport findes en liste, som viser, hvor meget forskellige lande kontrollerer deres efterretningsvæsner med kontrolorganer. Danmark ligger langt nede på listen, og kontrollerer altså tilsyneladende dårligt. Til gengæld ligger lande som Ungarn og Rumænien langt oppe og bør åbenbart inspirere danske politikere til at indføre nogle flere formelle kontrolmekanismer. Groft sagt skal naturligvis ikke afvise, at der kan være behov for at kontrollere PET bedre. PET er jo enhver embedsmands ønskedrøm om en organisation, som – i modsætning til ministerier og styrelser – kan ordne sine forretninger i stilhed med minimal indblanding fra politikere og presse. Det indebærer mange fristelser. Men danske embedsmænd er globalt set i enestående grad retskafne folk. Det fremgår af Transparency Internationals årlige målinger af korruption i alverdens lande, hvor Danmark er næsten helt ren, mens Ungarn og Rumænien lugter fælt. Groft sagt tror derfor, at PET egentlig altid vil være bedst kontrolleret af de ansattes sindelag. Fremfor af nok så mange kontroludvalg og kommissioner, som indføres efter ungarsk eller rumænsk forbillede.

Godhedens endeligt? [15/1, 16/1]

Søren Pind og Karen Hækkerup anklager integrationsprojekter for roderi og ressourcespild. Hermed udfordrer de hele godhedsindustriens økonomiske grundlov om aldrig at undersøge effekten af sine projekter.

 

Der er tværpolitisk enighed om, at danske integrationsprojekter er et stort rod. Ingen ved, om projekterne virker. Venstres hanekam, Søren Pind, kalder det et kæmpe ressourcespild. Og Socialdemokraternes hængehår, integrationsminister Karen Hækkerup, siger, at det er uholdbart med et sådant kaos i en tid, hvor landet mangler penge. Groft sagt tvivler ikke på, at Pind og Hækkerup her får kam til deres hår. Når penge gives ud til særligt gode og idealistiske formål, så er det nemlig i dansk politik normalt helt irrelevant at tale om, hvilken effekt pengene har. For hele meningen ligger i den stærke fornemmelse af godhed og frelsthed, som skabes i og omkring de personer, partier, organisationer eller foreninger, der giver pengene. Og denne salighed bliver kun større, hvis det ikke er ens egne, men skatteborgernes penge, man donerer. Dette er godhedsindustriens økonomiske grundlov, som forklarer, at Danmark årligt poster milliarder i U-landshjælp, klima- og miljøtiltag og integrationsprojekter uden at undersøge, om det virker. Ud over at fylde os alle med godhed, hvilket da også er ganske rart.

Rene genier [14/2, 15/2]

Nu har doping gjort kål på endnu en stjerne i musikbranchen. Men der findes oldinge i branchen som beviser at man godt kan lave stor kunst uden dope.

 

Der er ingen dopingkontrol i musikbranchen. Her kan man score det ene hit efter det andet foran alle dem, der ikke er dopet, uden at blive diskvalificeret. Derfor dør så mange verdensnavne i musikken tidligt på grund af stofmisbrug: Janis Joplin 27, Jimi Hendrix 27, Charlie Parker 34, John Coltrane 40, Michael Jackson 50. Og nu altså Whitney Houston 48. Og alle fans græder endnu engang over, at et talentfuldt menneske, som gav os så meget, skulle dø så tidligt. Men i nekrologerne er der ingen, der foreslår dopingkontrol efter koncerterne for at forebygge tidlige dødsfald i branchen. Tværtimod roser musikskribenterne alle de guddommelige sange, som Houston gav os, samtidig med at man går stille med, at hun kun kunne gøre det, fordi hun var dopet. Dopet som alle de andre tidligt døde, der også måtte tage mere og mere for stadig at føle sig helt parate til den toppræstation, som vi alle og de selv ventede hver gang. Groft sagt råber derfor et ”leve!” for den 95-årige mesterlige jazzviolinist Svend Asmussen og musikbranchens andre oldinge, hvis kunstneriske sejre øges for hver dag, de lever og dermed beviser, at de var helt rene genier.

Forsvar for Søvndal [10/2, 14/2]

Alle dem der i øjeblikket deltager i forfølgelsen af Søvndal, vil fortryde bitterligt den dag han virkeliggør anden del af sin strategi.

 

Pressen og kommentatorerne er som lemminger. Eller som høns i en hønsegård, der alle hakker løs på en syg og døende høne. I flere måneder har alle hakket løs på stakkels Villy Søvndal. Ligegyldigt hvad han gør, så mobbes han for det. Senest har han holdt en tale på tysk, hvor han kritiseres for at have haft problemer med udtale af ordet ”Reichspräsidenschaft”. Men hvem ville ikke have det? Tidligere hånede man ham for ”bewonder”. Men mobbernes krampelatteranfald viste sig at være pinlige selvafsløringer, da besindige folk faktisk  fandt ”bewonder” i gamle, fornemme ordbøger. 1-0 til Søvndal. Groft sagt skal advare landets dumsmarte, automattænkende kloge-Åger mod fortsat at undervurdere Søvndal. Alt tyder på, at Søvndals strategi har to trin: Først at få alle til at anse sig for at være helt uduelig. Herved får han sine værste modstandere til at sænke paraderne og afsløre deres sande, usle jeg. Derefter slår han til med en beslutsomhed og gru som vil få regeringens Machiavelli, Margrethe Vestager, til at ligne Mother Teresa. Slår til mod et mål, som ingen i øjeblikket kender.

 

Habittens kraft [10/2, 12/2]

Syriens diktator Assad er langt mere sejlivet end Libyens Gaddafi var. Assad har forstået habittens kraft

 

Ved synet af familiebilledet af Syriens Assad-familie i Berlingske torsdag forstår man klart, hvorfor Gaddafi ikke holdt som diktator: Han optrådte aldrig i mørk jakke, hvid skjorte og nobelt slips. Gaddafis skøre hatte, underlige gevandter, østeuropæiske pigegarde og beduintelt i haven gjorde det let for demokratiets medier at gejle politikerne op til at sende jagerfly mod den komplet vanvittige og uforudsigelige diktator. Assad har – som alle andre magtfulde ledere – forstået habittens kraft. Verden holdes i gang af habitter. Folk er vant til at ansvarsfulde, mægtige ledere bærer habit. Det har moderne diktatorer lært af. Gaddafi var den sidste diktator af et vist internationalt format som fortsatte Hitlers, Stalins og Maos heroiske