|
|
|
|
|
|
Svensk jordskred i 2018
[30/12, 31/12]
Efter at de borgerlige gammelpartier i Sverige er
faldet til patten hos Socialdemokraterne, er Sverigedemokraterne det
eneste kamplystne oppositionsparti og dermed det eneste tilbageværende
tegn på, at der stadig er reel parlamentarisme i Sverige Sveriges
socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, var meget forarget
over, at den borgerlige Alliance sammen med Sverigedemokraterne (SD)
stemte imod hans finanslovforslag. Siden da har opinionsundersøgelser
vist, at SD står til betydelig fremgang, mens Alliancen står til klar
tilbagegang. For at undgå et forudsigeligt nederlag ved det ventede
valg i marts 2015, er Alliancen derfor nu faldet til patten hos
Socialdemokraterne og har lovet, at de frem til 2022 ikke vil stemme
nej til finansloven. Herved undgår de svenske gammelpartier, at SD
scorer en stor gevinst ved det nu aflyste marts-valg, og Alliancen
undgår, at deres rigdagsgrupper skrumper ved samme valg. Prisen er, at
SD ved valget i 2018 formentlig vil få mindst 20 pct. af stemmerne.
Fordi svensk presse i længden vil være ude af stand til fuldstændig at
ignorere de problemer, som den massive indvandring giver. Og fordi SD
får ekstra stemmer fra demokratisindede svenskere, fordi SD er det
eneste kamplystne oppositionsparti og dermed det eneste tilbageværende
tegn på, at der stadig er reel parlamentarisme i Sverige. Gør Ramsdal
mangfoldig! [26/12, 30/12]
Hvor ville det være vidunderligt, hvis
shia-muslimer og sunni-muslimer i Mellemøsten lod sig inspirere af
pastor Ramsdal Per
Ramsdal, sognepræst i Sydhavn Sogn, København, kan ikke tro på, at
Jesus fysisk stod op af graven. Han kan heller ikke tro på, at man
genser sine tre tidligere koner og andre døde slægtninge, når man er
død. Groft sagt følger teologernes
diskussioner med stor interesse. Og glæde. For når en religions præster
og teologer diskuterer, om religionens grundlæggende historier skal
forstås bogstaveligt eller som illustrationer af abstrakte begreber, så
er der ingen risiko for, at de opildner religiøse militser i verdens
brændpunkter. Hvor ville det være vidunderligt, hvis shia-muslimer og
sunni-muslimer i Mellemøsten lod sig inspirere af pastor Ramsdal. Så
ville de bruge deres krudt på at diskutere, om de tror på en skabende
Allah og et liv efter døden, i stedet for at myrde og selvmordsbombe
sig selv og hinanden og alle forbipasserende, fordi de tager alle de
religiøse eventyr i skrifterne bogstaveligt. Oh, gid der ville opstå en
masse Ramsdaler rundt omkring i verden. Og gid fundamentalisterne ikke
straks huggede hovederne af dem, men diskuterede med dem til sidste
blodsdråbe. Price: TV-serie stopper [23/12, 29/12]
Hovedforfatteren til TV-serien "Borgen", Adam
Price, afslører, at han ikke regner med, at den succesfulde TV-serie
"Dansk politik" skal fortsætte efter næste valg TV-kokken
og TV-dramatikeren Adam Price var inde hos Krasnik i DR2 Deadline for
at vurdere dansk politik 2014 som TV-drama a la ”Borgen”. Den politiske
elite mener, at det er noget poppet pjat med sådan en sammenligning,
men for næsten alle vælgere er dansk politik en TV-nyhedsføljeton. Og
vælgernes opfattelse af, hvilken skæbne de forskellige figurer i
føljetonen fortjener, har betydning for stemmeafgivningen. Det var
tankevækkende, at Price fandt Thorning-figuren svær at genrebestemme,
hvorimod Løkke var let at placere som hovedperson i en komedie om en
fejlbehæftet politiker, som først tilfældigvis blev statsministervikar
og nu meget vel tilfældigvis kan blive statsminister igen, fordi
alternativet Thorning er endnu værre. Dog mente Price, at den mest
tilfredsstillende finale på TV-dramaet ville være, at den uplettede
bankmand Thulesen Dahl overraskende snuppede statsministerposten. Her
afslører Price, at han ikke regner med, at TV-serien dansk politik skal
fortsættes efter næste valg. For en TV-serie med kedelige, korrekte
Tulle som hovedperson er usælgelig. Skåne
retur! [26/12, 28/12]
Efter freden i Roskilde i 1658 tvang
Stockholm-svenskerne alle de etniske danskere i Skåne, Halland og
Blekinge ind under sig med de mest skingre, politisk ukorrekte metoder I
et interview på svensk TV4 har Frederik Reinfeldt, Sveriges tidligere
statsminister fra partiet Moderaterne, udtalt, at Sveriges grænser er
opfundne, og at han ikke mener, at de nytilkomne bare skal tilpasse sig
det svenske samfund. Disse åh så rigtige ord om opfundne svenske
grænser fra en af Sveriges toneangivende politikere får Groft
sagt til omgående at kræve Skåne, Halland og Blekinge
tilbage. Ingen svenske grænser er mere kunstigt opfundne end den
grænse, som placerer disse tre ærkedanske områder inde i Sverige. Efter
freden i Roskilde i 1658 tvang Stockholm-svenskerne alle de etniske
danskere i disse oldgamle danske områder ind under sig med de
allerværste voldelige metoder. Og den massive forsvenskning af de
undertrykte, tvangsindlemmede danskere blev gennemført med oprettelsen
af Lunds Universitet i 1666, som fungerede som Stockholm-svenskernes
Goebbelske propagandaministerium blandt de indfødte danskere. Og Groft sagt kræver ikke kun dansk land med
danske landsmænd tilbage, men også dronning Margrethe d. 1’s brudekjole
og springvandet på Frederiksborg Slot retur. Munter
asteroide [23/12, 26/12]
Ved fælles klodset indsats har Thorning og
udenrigsminister Lidegaardt omskabt den muntre, omrejsende munk, Dalai
Lama, til en katastrofal asteroide på vej mod Danmark Som
asteroider jævnligt truer med at ramme os og udslette alt liv på
kloden, således truer den omrejsende muntre tibetanske munk, Dalai
Lama, jævnligt med at besøge vores land og ødelægge vores gode
handelsforhold til Kina. Nu har udenrigsminister Martin Lidegaard så
gjort munkens besøg ekstra katastrofalt ved først at afvise at modtage
ham med en usandhed om, at det var et brud på nogle aftaler med Kina.
Derefter forsøger Lidegaard at afværge besøget med en dumhed, nemlig en
henvisning til, at Dalai Lama ikke har bedt om et møde med regeringen.
Her har Lidegaard åbenbart glemt, at hans chef, Helle Thorning-Schmidt,
i 2009, da lamaen besøgte statsminister Løkke som privatperson, lovede,
at hun selv ville møde Dalai Lama officielt og som repræsentant for
regeringen, hvis hun som statsminister fik mulighed for sådan et møde.
Og det har hun jo nu. Så nu må hun jo så bede Lidegaard om på
regeringens vegne at invitere Dalai Lama officielt. Ved fælles klodset
indsats har Thorning og Lidegaard altså omskabt en munter, omrejsende
munk til en katastrofal udenrigspolitisk asteroide. Politikeres
selvpineri [22/12, 25/12]
Flere politikere står frem og erkender deres
personlige medansvar for standens nedtur. Det er underligt, at ingen af
alle disse grædekoner, som kappes om at piske sig selv over deres
nedtur, kan få øje på den aktør, der gør enhver magthaver til en
anløben person, nemlig medierne Berlingskes
undersøgelse i Politiko lørdag viser, at vælgerne mener, at
politikernes niveau over de seneste ti år er blevet ringere. Eksperter
og politikere forklarer resultatet med mange årsager, bl.a. regeringens
løftebrud og Løkkes møgsager. Mogens Lykketoft mener, at politikere er
for dårlige til at vende deres gode sider ud mod befolkningen, men
derimod hele tiden kværulerer og er polemiske. Flere politikere står
frem og erkender deres personlige medansvar for standens nedtur. Groft sagt er bekymret over, at ingen af
alle disse grædekoner, som kappes om at piske sig selv over deres
nedtur, kan få øje på den vigtigste aktør, nemlig medierne. Mediernes
opgave er at kontrollere magten og udstille politikernes fejl. Sådan er
det nu engang i demokratiet. Og da historier, der handler om folk med
store fejl, fænger bedre end historier om dydsmønstre, så sørger stadig
dygtigere danske medier hele tiden for, at dansk politik fremstår
spækket med folk med støt voksende fejl og mangler. Derfor svarer
vælgerne, som de gør. Og derfor slår stemmeprocenter ved Folketingsvalg
alle rekorder. Ophæv
cølibatet! [23/12, 24/12]
Det må være ufatteligt kedeligt at leve sit liv
uden kvindeligt selskab, selv om paven er nok så inspirerende Paven
har holdt en juletale, hvor han gav Vatikanets bureaukrati og
korruption det glatte lag. BBCWorldNews bragte et indslag herom, hvor
en masse kardinaler siddende på rad og række hørte talen. Mange
tydeligt affældige – og sovende, trods det usædvanligt verdslige emne.
Men det må også være ufatteligt kedeligt at leve sit liv uden
kvindeligt selskab, selv om paven er nok så inspirerende. Det må undre,
at den kristne tro i så høj grad er hængt op på, at mænd ikke må have
et normalt forhold til kvinder. Selv et nyopdaget ”Evangelium om Jesu
kone” på bare otte linjer har vakt furore blandt skriftkloge kristne,
fordi det antyder noget seksuelt mellem Jesus og Maria Magdalene.
Herregud, hvad er problemet? Denne Groft sagt
har lært så meget ved indgående samliv med en kvinde, børneavl,
børneopdragelse, kævl om julegaver og lignende, at han stærkt vil
anbefale, at den kristne kirke både tillader Jesus, paven og alle
kardinalerne at lade sig friste af kvinder. Det vil næppe gøre hverken
kirkens bureaukrati eller korruption mindre. Men det vil gøre livet
langt sjovere og mere lærerigt. Hul igennem
[22/12, 23/12]
Det varsler godt for det kommende års mange
satire-angreb på Lidegaard og Politiken, at Groft
sagt nu har bevist, at der efter
mange års resultatløs indsats mod bladet, omsider er kommet hul igennem. Groft sagt giver den altid hele armen med
satiren. I tillid til, at satire kun laver en masse fornøjelig støj,
men aldrig gør nogen forskel i den virkelige verden. Men det har Groft sagt-kollega Edith Thingstrup nu
ændret på. I Groft sagt’en ”Han
grynter højere” søndag rettedes et satirisk angreb mod Politikens
chefredaktør Bo Lidegaard for hykleri, fordi han både skriver i sin
avis, at skattetænkere er samfundsforrædere og samtidig ejer 30 pct af
aktierne i landets største netboghandel, SAXO.com, som lever i skattely
i Luxembourg. Men knapt havde kollega Thingstrup afsendt Groft
sagt’en til Berlingskes debatredaktion, før SAXO meddelte
sine kunder, at de nu flytter fra skattelyet til Danmark. Sjældent har
et stykke aktuel satire haft en mere øjeblikkelig, konkret virkning.
Det varsler godt for det kommende års mange satire-angreb på Lidegaard
og Politiken, at Groft sagt hermed
har bevist, at der efter mange års resultatløs indsats mod bladet,
omsider er kommet hul igennem. Mundtlig
eksamenssnyd [19/12, 22/12]
Normalt bekræfter mediernes vattede, mundtlige
eksaminationer af folk højt på strå desværre, at eksaminander, der
hyrer de bedste opgaveskrivere, også let kan fuppe sig igennem en
mundtlig eksamen Undervisningsminister
Christine Antorini (S) vil nu drøfte med forligskredsen bag
gymnasiereformen, om man skal indføre en mundtlig prøve i det store
studieretningsprojekt, der skal afleveres i 3.g. Det skal gøre det
vanskeligere for eleverne at købe andre til at skrive opgaverne. Groft sagt er enig i, at dette kan hæmme
snyderiet. Men kun hvis de eksaminerende lærere trænes i skånselsløst
at krydsforhøre eleverne. Problemet kendes jo fra medierne, hvor alle
toppolitikere og ledere – i langt større grad end de opgavekøbende
elever – har ghostwriters og taleskrivere, som sørger for deres
kronikker, kommentarer, læserbreve og taler. Og kun ganske få
journalister som Clement og Krasnik formår engang imellem at skære
igennem de indkøbte talepunkter og indøvede automatsvar, så alle
vælgerne som nøgterne censorer kan vurdere eksaminandens
kvalifikationer bag al fup og svindel. Normalt bekræfter mediernes
vattede, mundtlige eksaminationer af folk højt på strå desværre, at
eksaminander, der hyrer de bedste opgaveskrivere, også let kan fuppe
sig igennem en mundtlig eksamen. Putin på
Nordpolen [18/12, 21/12]
En simpel analyse af Ruslands fremfærd med ”grønne
mænd” på Krim og i Ukraine viser, hvordan Rusland også kan forventes at
erobre Nordpolen Både
Danmark og Rusland kræver nu Nordpolen. Som det artige land vi er, kan
man frygte, at vores godtroende, radikale udenrigsminister fæster for
stor og for naiv tillid til de internationale organer, hvor
forhandlingerne om Nordpolens retfærdige fordeling officielt skal
foregå. En simpel analyse af Ruslands fremfærd med ”grønne mænd” på
Krim og i Ukraine viser, hvordan Rusland også kan forventes at erobre
Nordpolen. Rusland vil trække forhandlingerne i langdrag under dække af
de mest ædle hensigter, samtidig med at der sendes svært bevæbnede mænd
i hvide anorakker i kajakker ind i Nordpolens havområder. Danmark, USA
og andre med interesser i området vil naturligvis gennemskue det, men
Putin vil hævde, at han ikke kender noget til det, samtidig med, at han
erklærer, at han ikke vil acceptere, at de hvidklædte russisksindede
eskimoer i de sværtbevæbnede kajakker fjernes eller udsættes for
overgreb fra vestlige magter. Det svære for Putin er altså ikke at
erobre Nordpolen. Det svære er at få al olien og gassen hjem til
Rusland i kajakkerne. Nordkoreansk
markedsføring [19/12, 20/12]
Det er synd, at Nordkorea sulter, når de kunne
mætte alle, hvis de lærte at samarbejde med Sony og fik lidt procenter
for at markedsføre gå-på-halen-komedier om deres leder som
verdenssensationer Nordkorea
blev sur over, at Sony i en film gjorde grin med deres diktator, Kim
Jong-un. Så de hyrede en hacker-gruppe, DarkSeoul, til at stjæle
interne dokumenter og true Sony med, at der ville ske værre ting end
9/11, hvis filmen blev vist. Så nu er filmen stoppet. Men for at
fortælle historien om filmen, som ikke bliver vist, viser alle verdens
medier, undtagen de nordkoreanske, nu de mest salgsegnede klip fra
filmen, som klart udstiller den nordkoreanske leder som opblæst nar.
Det vidste vi godt i forvejen. Men klippene fra filmen viser også, at
filmen er en ret primitiv komedie, som aldrig ville have opnået global
interesse, hvis Nordkorea ikke havde stoppet den. Mens verdens
fornemste medier markedsfører filmen gratis som en ny Muhammed-affære,
så lapper Sony vel nu sit kriminelt hackervenlige IT-system, så de
bliver klar til at udsende filmen og score milliarder på en sikker
blockbuster. Synd, at Nordkorea sulter, når de kunne mætte alle, hvis
de lærte at samarbejde med Sony og fik lidt procenter for at
markedsføre gå-på-halen-komedier om deres leder som verdenssensationer. Skattesag
som pengemaskine [18/12, 19/12]
Thorning-Kinnock, advokater, lokaleudlejere og
medier har allerede scoret kassen på denne sag, så det er da urimeligt,
at Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt, der længe uskyldigt har lidt
under spekulationer i pressen og mobning fra politiet, ikke skulle have
lov til at kapitalisere deres lidelser i foredragshonorarer Det
er nu muligt at booke tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og
hans tidligere spindoktor Peter Arnfeldt til at holde foredrag om
skattesagen. Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup,
finder det usmageligt, at de to nu vil tjene penge på denne sag. Især
Lund Poulsen, som kommissionen har kritiseret. Men hvorfor må disse to
ikke tjene penge på sagen, når der allerede er så mange andre, der har
tjent penge på den? Thorning-Kinnock tjente først penge på Skats
usædvanlige afgørelse i deres sag. Derefter tjente de ansatte i
kommissionen og de, der udlejede lokaler til sagen, penge på den. Og
alle medier har tjent penge på at fortælle om den. Denne sag er spækket
med penge, så det er da urimeligt, at to af dem, der længe uskyldigt
har lidt under spekulationer i pressen og mobning fra politiet, ikke
skulle have lov til at kapitalisere deres lidelser i
foredragshonorarer. Og denne vurdering har ikke noget med partipolitik
at gøre, for Groft sagt er åben
over for, at Thorning-Kinnock også scorer kassen på dobbeltforedrag
efter næste valg. Intet vil være mere naturligt. Hvedebrød
til bagerbarn [17/12, 18/12]
Helt hovedløst inkompetent har Udlændingestyrelsen
med sin første redegørelse leveret en middelmådig omgang bullshit til
landets mest erfarne ekspert på området, Mette Frederiksen Udlændingestyrelsen
er mere inkompetent, end man har fantasi til at forestille sig. Faktisk
direkte selvdestruktive. Da Mette Frederiksen bad om en redegørelse
for, hvordan det kunne gå til, at styrelsens Eritrea-redegørelse gav et
billede af landet, som andre internationale, undersøgende
institututioner, styrelsens egne rejsende eksperter og et par af de til
rapporten interviewede forskere ikke kunne genkende, så leverede
styrelsen først et svar, som systematisk undgik at komme ind på det
væsentlige. Det er nøjagtig samme ikke-svar-teknik, som Mette
Frederiksen selv i årevis har benyttet med stor succes, når hun
interviewes på direkte TV. Det kaldes ”bullshit”
og går ud på at bruge al tid og plads på at fortælle banale ting, som
alle ved i forvejen, mens man fremhæver, at man selv er eksemplarisk
ærlig, drevet af de højeste idealer og kompetent til fingerspidserne.
Helt hovedløst inkompetent har styrelsen altså uden at ane uråd leveret
en middelmådig omgang bullshit til landets mest erfarne ekspert på
området. Udlændingestyrelsen må lære, at man ikke skal give bagerbørn
hvedebrød. Bambi, Sherlock og Matador [16/12, 17/12]
Historien om den hovedløse Bambi kan stadig få en
perfekt klimaks, hvis det lykkes at videooptage og skyde Baskervilles
irske monsterhund, mens den jagter 90-årige Bent Fabricius-Bjerre på
morgenridetur i Dyrehaven Et
hovedløst dådyr i Dyrehaven var tophistorie i netmedierne i weekenden,
hvor det udkonkurrerede alverdens tragedier. Men historien fænger også
let. Den handler om et uskyldigt dådyrkid, en bambi, som har lidt,
hvilket frembringer stærke følelser. Der leveres et lig på bordet, men
liget ser ikke værre ud, end man kan vise det igen og igen (i
modsætning til halshuggede gidsler, som er for fæle at vise). Og en
autoritet – her en uniformsklædt skovrider, som interviewedes på
åstedet – kunne ikke afvise, at det var en ulv, der var gerningsmanden.
Herved aktiveres alle til at gætte med på flere gåder: 1) Er det en
ulv, eller bare en hund? 2) Hvis det er en ulv, har den så taget
intercitytoget fra den jyske hede, eller er den løbet langs
jernbanesporene? 3) Har ulven taget dådyrets hoved med hjem til Jylland
til sine unger? DNA-testen skuffede, da den afslørede, at det ikke var
en ulv. Men historien kan stadig få en perfekt klimaks, hvis det lykkes
at videooptage og skyde Baskervilles irske monsterhund, mens den jagter
90-årige Bent Fabricius-Bjerre på morgenridetur i Dyrehaven. Gallup i
galop [15/12, 16/12]
Gallup mener, at en af deres undersøgelser viser,
at debatten om flygtninge er blevet for hård. Men i virkeligheden viser
undersøgelsen, at en tredjedel af kristne danskere er så skræmte over
flygtningetilstrømningen, at de forkaster det kristne bud om
næstekærlighed Denne
omhyggelige avis meldte i går på forsiden: ”Halvdelen af danskerne er
ifølge Gallup enige eller overvejende enige om, at debatten om
flygtninge er blevet for hård. Hver tredje er uenig.” Men inde i bladet
kan man læse det spørgsmål, Gallup har stillet danskerne, og det
spørgsmål handler grundlæggende om noget andet, nemlig om en biskop,
som prædiker, at danskere, der ikke synes, at flygtningedebatten er
blevet for hård, mangler empati og medmenneskelighed. De mange
folkekirkekristne danskere, som indgår i Gallups panel på 1091
repræsentative danskere, skulle så tage stilling til, om biskoppen har
ret eller ej. Men hvis man svarer nej, så stempler man jo samtidig sig
selv som en, der – ifølge den bispelige bandbulle – mangler empati og
medmenneskelighed, altså næstekærlighed. Gallups undersøgelse er stadig tankevækkende, men
sensationen i den manipulerende undersøgelse bør rettelig formuleres
således: ”En tredjedel af kristne danskere er så skræmte over
flygtningetilstrømningen, at de ifølge Gallup trodser det kristne bud
om næstekærlighed.” ”Q” og
”LLR” [9/12, 15/12]
Jamren over substansens fravær i dansk politik er
én af de mest udbredte klichéer blandt politiske kommentatorer. Men det
afslører kun, at man ikke har fattet, hvordan demokratiet er nødt til
at fungere, når kun et forsvindende fåtal af vælgerne er cand.polit.’er I
en kommentar om de to aktuelle politiske bøger ”Q” (om og af Henrik
Qvortrup) og ”LLR” (om Løkke) skriver Jyllands-Postens debatredaktør
Jette Elbæk Maressa, at skæbner og drama tager over i politik. Og hun
er bekymret over, om tilliden til de folkevalgte kan bevares, når der
er stadig mindre substans, dvs. jura, økonomi og andet
cand.polit.-stof, i dækningen af dansk politik. Maressa er ikke ene med
sin bekymring. Denne jamren over substansens fravær i dansk politik er
én af de mest udbredte klichéer blandt politiske kommentatorer. Men det
afslører kun, at man ikke har fattet, hvordan demokratiet er nødt til
at fungere, når kun et forsvindende fåtal af vælgerne er
cand.polit.’er. Substansen eksisterer kun gennem processen, dvs.
skæbner og drama. Både i Qvortrup-sagen og i Løkke-sagerne er der i høj
grad substans i form af dokumentation og udtalelser, som viser, at
kreditkortoplysninger eller penge er misbrugt. Over denne substans
konkurrerer medierne om at fortælle den mest dramatiske historier om to
politiske skæbner. Og det elsker vælgerne at svælge i, selv
cand.polit.’er. Klimaets
retorikfestival [12/12, 14/12]
Trimlende gennem universet på vores lille grønne
klode mødes vores ledere, hver gang vi har tumlet endnu engang rundt om
solen, og holder flotte taler, som giver menneskeheden et beroligende
indtryk af, at vi egentlig godt kan styre det hele, hvis bare vi kunne
blive enige Ved
COP20 i Lima, Peru, er CO2-fodaftrykket dobbelt så højt som ved COP16 i
Cancún, Mexico, og hele otte gange højere end ved klimakonferencen i
København. Og Greenpeace har vandaliseret et historisk peruviansk
mindesmærke ved at skrive budskabet ”Time for change!” med gigantiske,
gule bogstaver hen over det. Det er ganske let at satirisere over, at
verdens lande nu igen og med stigende klimaomkostninger mødes for at
konkurrere om at levere den mest imponerende skræmmetale om jordens
klimaudsigter – inden alle (bortset fra EU, heroisk anført af
vindmøllelandet Danmark) drager hjem igen lettede over at have undgået
bindende beslutninger om CO2-reduceringer. Men det er for billigt bare
at satirisere. For seancen er i virkeligheden en gribende, tragisk
illustration af retorikkens værste fristelser for menneskeheden.
Trimlende gennem universet på vores lille grønne klode mødes vores
ledere, hver gang vi har tumlet endnu engang rundt om solen, og holder
flotte taler, som giver menneskeheden et beroligende indtryk af, at vi
egentlig godt kan styre det hele, hvis bare vi kunne blive enige. Politisk
makværk [12/12, 13/12]
Sjældent har embedsværket hjulpet en minister
dårligere end i sagen om Eritrea-rappporten. Hvis et embedsværk skal
hjælpe sin regering politisk, skal det ske med god ledelse og avanceret
politisk tænkning, så ingen i pressen og oppositionen aner uråd Sagen
om Eritrea-rapporten er endnu et eksempel i rækken af eksempler, hvor
embedsværket agerer politisk. Men vi hører kun om disse eksempler,
fordi ledere i embedsværket agerer ufatteligt klodset. To nye ledere i
Udlændingetyrelsen, Vicedirektør Lykke Sørensen, og kontorchef Jakob
Dam Glynstrup har villet levere varen til daværende justitsminister
Karen Hækkerup, som både på TV og i en pressemeddelelse meldte klart
ud, at hendes hensigt med at bede om en rapport var at få et grundlag
for at sende flygtninge retur til Eritrea. De to nye ledere brugte så
deres formelle ledermagt til at tyre styrelsens to garvede
rejsekonsulenter og selv skrive en konklusion som ”leverede varen”. De
to nye ledere har her fatalt undervurderet de garvede konsulenters
faglige stolthed og det raseri, som førte til deres offentlige oprør.
Sagen skyldes altså dårlig ledelse og primitiv politisk tænkning.
Sjældent har embedsværket hjulpet en minister dårligere end her. Hvis
et embedsværk skal hjælpe sin regering politisk, skal det ske med god
ledelse og avanceret politisk tænkning, så ingen aner uråd. Den er
hjemme! [11/12, 12/12]
Præsentationen af forliget om EU-afstemningen i
Statsministeriet: De manglende møbler og de afpillede mikrofoner kunne
kun forstås på én måde af alle de seere, som scenevant følger TVs mange
udsendelser om boliger, men som muligvis ikke følger så meget med i
vores lands politiske detaljer Aftalen
om EU-afstemningen om retsforbeholdet senest i marts 2016 blev
præsenteret af forligspartierne i Statsministeriets spejlsal. Men man
havde fjernet de talepulte, som ellers altid er de altdominerende
møbler i spejlsalen, når vores politiske ledere taler til os og giver
deres ikke-svar til Christiansborgs forsamlede presseloge. I stedet
stod de fem partiledere fordelt bag tre nøgne mikrofoner, hvorfra
fritliggende ledninger søgte hen over gulvtæppet i retning af de
nærmeste stikdåser. De manglende møbler og de afpillede mikrofoner kan
kun forstås på én måde af alle de seere, som scenevant følger TVs mange
udsendelser om boliger, men som muligvis ikke følger så meget med i
vores lands politiske detaljer. De fjernede møbler og de provisorisk
opsatte mikrofoner viste klart, at der var tale om en boligfremvisning
med henblik på salg og snarlig overtagelse af Statsministeriet. Det var
bare uforståeligt, at sælgeren Thorning virkede småstresset og nervøs.
Enhver kunne jo se, at der ved hendes side stod en særdeles sulten
køber, Løkke. Slap dog af, Thorning! Den handel er hjemme. Spin-nødhjælp
[9/12, 10/12]
Med militante udmeldinger sætter to politiske
topfigurer fra det svenske politisk korrekte establishment ekstra strøm
til de store vælgervandringer af flygtningebekymrede svenskere til
Sverigedemokraterne. Det
er velkendt, at Sverige er ca. tyve år efter Danmark i politik. I
Danmark ankom politisk spin for næsten tyve år siden. Men det er endnu
ikke ankommet til Sverige. Det viser den afgående statsminister Löfvens
udmelding om, at Sverigedemokraterne er nyfascister. Og svensk politiks
spinløshed bekræftes af den tidligere statsminister Reinfeldts
udmelding om, at han tydeligt kan se, at der stadig er en masse plads i
Sverige, når han flyver over landet. Med disse militante udmeldinger
sætter de to politiske topfigurer fra det svenske establishment ekstra
strøm til de store vælgervandringer af flygtningebekymrede svenskere
til Sverigedemokraterne. Udmeldingerne viser bekymrede svenske vælgere,
at der i Socialdemokratiet og Moderaterne ikke er mindste forståelse
for deres bekymringer. Sverigedemokraterne kunne ikke have ønsket sig
bedre udmeldinger fra landets to største partier. Bør Danmark sende
spin-nødhjælp til Sverige? Nej. Alt peger på, at Sverige allerede er så
langt ude, at selv de mest skrupelløse spindoktorer fra Danmark ikke
kan redde landet. Jurist på
nedtur [8/12, 9/12]
Det forudsigelige resultat af anmeldelsen, er, at
medierne nu i ekstrem grad viderebringer politikernes kommentarer, som
hermed – ifølge Høyers egen argumentation for at anmelde – får mulighed
for endnu større påvirkning af resultatet Forsvarsadvokat
Thorkild Høyer har anmeldt seks politikere, som har kommenteret
terrordommen over Said Mansour. Høyer har anmeldt politikerne, fordi
han frygter, at deres kommentarer kan påvirke den endelige dom i
retning af, at hans klient får en udvisningsdom oveni den fængselsdom,
han allerede har fået. Det forudsigelige resultat af anmeldelsen, er,
at medierne nu i ekstrem grad viderebringer politikernes kommentarer,
som hermed – ifølge Høyers egen argumentation for at anmelde – får
mulighed for endnu større påvirkning af resultatet. Da Høyer både er en
intelligent jurist og som erfaren forsvarsadvokat er vant til at spille
på mediernes reflekser, så skader Høyer altså bevidst sin egen klient
med sin anmeldelse. Den mest sandsynlige forklaring på Høyers
irrationelle optræden er, at han hader Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg
og strammertendensen i dansk flygtningepolitik så meget, at han har
tabt hovedet og nu med åbne øjne skader sin klient i sin politiske kamp
mod flygtningestrammerne. Den eneste anden mulige forklaring er, at
juristen Høyer ikke er i stand til at tænke logisk. Mudderkast
mod dansk [5/12, 8/12]
Hvordan kan akoleelever og lærere tro på
skolereformers flotte erklæringer om, hvor gode alle skal være til
dansk, når politikere igen og igen i deres egen praksis udviser foragt
for ordentlig sprogbrug? Regeringen
har netop fremsat en gymnasiereform, som bl.a. skal gøre eleverne bedre
til at udtrykke sig på et klart og korrekt dansk. Men hvordan kan
gymnasieelever tro på reformers flotte erklæringer, når politikere igen
og igen i deres egen praksis udviser foragt for ordentlig sprogbrug?
F.eks. har min gode kollega, retorikprofessor Christian Kock, påvist,
at politikere systematisk undgår at besvare spørgsmål, de får fra
journalister. Og torsdag vedtog Folketinget, vores lands fornemste
organ, en tekst, hvor man ”opfordrer ministeren til fortsatte
forhandlinger for at sikre økonomi til at bevare
UnderholdningsOrkestret uden alternative besparelser på DRs budget.
Forhandlingerne skal foregå indenfor rammerne af medieforliget.”
Kommatering og stavning er ganske vist i orden. Men teksten er en hån
mod klarhed og sund fornuft, fordi den renset for bureaukratiske omsvøb
siger: ”UnderholdningsOrkestret skal bevares, uden det koster noget.”
For at vores unge skal blive bedre til dansk, skal politikerne aldeles
omgående stoppe deres ulidelige mudderkastning mod klart dansk. Reklame-TV
[4/12, 7/12]
Det var nødvendigt for TV2 Lorry at udelade
Christiania, fordi indslagets budskab ellers var blevet, at det nu også
er gået op for det officielle USA, at turistmagneten Christiania er
lovløst område TV2
Lorry fortalte tirsdag om det amerikanske udenrigsministeriums
advarsler mod at besøge visse københavnske bydele. Men man fortalte kun
om Nørrebro og Vesterbro, som amerikanerne mente ”bør undgås sent om
aftenen.” TV2 Lorry udelod Christiania, som amerikanerne ellers advarer
endnu mere udtrykkeligt og alvorligt imod: ”Turister er blevet berøvet
og overfaldet for at tage billeder. Samtidig er politi- og
beredskabstjenesten begrænset på Christiania.” Indslagets budskab var,
at amerikanerne overvurderede farerne, og det blev underbygget med
udtalelser fra borgmester Frank Jensen, en politimand og en
ambassadeansat, som mente at ordet ”undgå” var for stærkt. Det er
sjældent, at en TV-station udelader det mest sensationelle, når de skal
fortælle en historie. Men her var det nødvendigt at udelade
Christiania, fordi indslagets budskab ellers var blevet, at det nu også
er gået op for det officielle USA, at Christiania er lovløst område. Og
så havde man jo ikke så let kunnet afslutte med idylliserende
bortforklaringer fra borgmesteren og andre til glæde for den
københavnske turistbranche. Efterlysning:
Svensk latter [5/12, 6/12]
Hvis Sverigedemokraterne lærer at frembære deres
debatindlæg med humor, kan de gå i offensiven og sende gammelpartierne
til tælling med nådesløs satire I
Danmark er den folkelige oprørsbevægelse, som bar Fremskridtspartiet og
nu bærer Dansk Folkeparti, blevet hjulpet frem af enestående debattører
og polemiske naturtalenter som Mogens Glistrup og Pia Kjærsgaard. Det
er på denne baggrund påfaldende så elendige Sverigedemokraternes ledere
er som debattører og polemikere. Hverken Jimmie Åkesson eller de andre
ledere, som nu viser sig på svensk TV under Åkessons sygefravær,
behersker den humoristiske, angribende satire, som både Glistrup og
Kjærsgaard brugte og bruger med så stor succes. Derfor får de ikke
udnyttet de svenske gammelpartiers komisk selvmorderiske
virkelighedsflugt i udlændingespørgsmålet til at score stemmer ved at
skabe latterorkaner i det svenske vælgerhav. Hvis Sverigedemokraterne
lærer at frembære deres debatindlæg med humor, kan de gå i offensiven
og sende gammelpartierne til tælling med nådesløs satire. Indtil da må
de fægte sig igennem ved at optræde som kedsommelige, høflige
konfirmander af skræk for, at gammelpartier og medier får dem til at
ligne nogle med skrårem og seler. Svensk
krise [4/12, 5/12]
Jo mere Sveriges politiske elite samles om at hade
Sverigedemokraterne, jo sværere får Sverige ved stille og roligt at slå
ind på en langtidsholdbar udlændingepolitik Flere
danske medier taler om ”svensk krise”, fordi den nydannede,
socialdemokratisk ledede regering ikke fik sin finanslov gennem
Rigsdagen. Men det er en tom journalistisk kliché. For det eneste, der
sker, er, at svenskerne skal til valg i marts. Den svenske krise består
ikke i, at man skal holde et nyvalg. Det er en ligegyldig teknikalitet.
Den virkelige svenske krise er politisk. Den består i, at de etablerede
partier konkurrerer om, at holde det svenske svar på Dansk Folkeparti,
Sverigedemokraterne, uden for indflydelse, selv om partiet fik 800.000
stemmer ved sidste valg (13 pct.). Da Sverige ikke rent fysisk kan
rumme alle de flygtninge og indvandrere, som i stigende omfang i de
kommende år vil myldre til landet, må Sverige på et tidspunkt bremse
op. Jo mere landets establishment samles om at hade
Sverigedemokraterne, jo sværere får Sverige ved stille og roligt at slå
ind på en langtidsholdbar udlændingepolitik, så man undgår den
krisesituation, at alle jordens plagede milliarder af mennesker står
skulder ved skulder i et forarmet Sverige og drømmer om at flygte til
Danmark. Selvmål
[3/12, 4/12]
TV2 Nyhederne tværede pinligt rundt i sine egne
tvangshandlinger tirsdag morgen i et indslag om IS-videoen, hvor der
skydes mod en Arla-medarbejder TV2
Nyhederne havde et indslag tirsdag morgen om den video af skud mod en
dansker ansat i Arla i Saudi Arabien, som IS havde lagt på YouTube.
Studieværten spørger en telefontilkaldt ekspert fra Forsvarsakademiet,
hvorfor IS lægger sådan en video på YouTube. Eksperten oplyser, at det
gør IS, for at danske medier skal bringe den og fortælle om den, så
alle danskere og danske virksomheder bliver endnu mere bange for IS,
end de er i forvejen. Og her kan Groft sagt
så præcisere, at IS gør det, fordi de ved, at TV2 Nyhederne og andre
nyhedskanaler ifølge deres indbyggede reflekser vil være nødt til at
bringe videoen som en tophistorie og ifølge deres indbyggede
programkoncepter indkalde en ekspert i propaganda, som forudsigeligt –
med visse høflige omsvøb – vil fortælle TV-stationen og dens
studievært, at de opfører sig som en dresseret abe på IS’s skulder. Det
er gribende at opleve en TV-nyhedsudsendelse tvære pinligt rundt i sine
egne tvangshandlinger så åbenlyst, som det skete denne tirsdag morgen.
En illustration af IS’s uhyggeligt professionelle greb om refleksramte
danske medier. Af fulde
folk… [2/12, 3/12]
Dagbladet Politikens opsætning af historien om von
Triers stop for druk signalerer, at det ikke kun er Larses krise. Det
er hele landets krise. Budskabet er, at landets ve og vel afhænger af,
at vores store kunstnere ikke lammes af tørlægning Politiken
ryddede lørdag forsiden for at bringe nyheden ”Tørlagt von Trier
frygter, han er færdig med at lave film.” På et kæmpe foto, som fyldte
næsten det hele, så man en mut filmskaber med nøgen overkrop med hvid
creme smurt på den bare isse og med en sammenkrøllet klud i sine
hænder, som dådløst hvilede på et bord. Et billede på en stor kunstner
i dyb krise. Politikens opsætning af historien signalerer, at det ikke
kun er Larses krise. Det er hele landets krise. Budskabet er, at
landets ve og vel afhænger af, at vores store kunstnere ikke lammes af
tørlægning. Det er tankevækkende, at Politiken, som jo er organet for
offentligt ansatte tryghedsnarkomaner, vælger denne nationale
katastrofevinkel. En anden mulighed var overskriften ”von Trier tilstår
doping” og så en moralsk Bo Lidegaard-leder om, at alle hans film nu
bør annulleres, fordi han ikke er spor bedre end Bjarne Riis og andre,
som har snydt sig til store sejre. Med sin Trier-forside opfordrer
Politiken Ole Bornedal og andre med kunstnerdrømme til druk for at
skabe stor kunst uden tåkrummende replikker. Fint skal
det være [1/12, 2/12]
Efter Løkke-bogen ”LLR” er det tydeligt, at Venstre
nu har fået en slidstærk duo Løkke-Jensen i toppen i partiet, som kan
matche den gamle duo i toppen af Socialdemokratiet: Auken-Nyrup. En
duo, som officielt skal fremstå som et dydsiret, samarbejdende team til
landets frelse, samtidig med at alle ved, at denne facade dækker over
en grum virkelighed Da
almindelige vælgere hverken er inde i økonomi, jura eller teknisk
administrative forhold, og da de politiske forskelle mellem vores mange
partier bliver stadig mindre, så vurderer almindelige vælgere i stadig
højere grad politikere ud fra deres almentmenneskelige dyder. Man kan
jamre eller harmes over dette forhold, men det ændrer det ikke. Derimod
bør man efter Løkke-bogen ”LLR” glædes over, at Venstre nu har fået en
slidstærk duo Løkke-Jensen i toppen i partiet, som kan matche den gamle
duo i toppen af Socialdemokratiet: Auken-Nyrup. En duo, som officielt
skal fremstå som et dydsiret, samarbejdende team til landets frelse,
samtidig med at alle ved, at denne facade dækker over en grum verden
med alt det forkerte: magtkampe, klikedannelse, bagtalelse og gensidig
mobning. Denne viden vil gøre selv det mest ubegribelige interview i en
TV-nyhedsudsendelse til en dramatisk oplevelse for politisk set helt
uinteresserede vælgere, som spændt vil følge, hvor godt det lykkes
Løkke-Jensen at holde den nødvendige, etiske facade, som alle ved er
falsk. Hellige
krigerklager [28/11, 1/12]
Meget tyder på, at vi i velfærdssamfundet Danmark
efterhånden er blevet så blødsødne, at vi nægter at indse, at verden er
ond, og derfor bliver til dobbelt grin for vores egne penge, når vi
både betaler F16-fly og samtidig finansierer hellige krigere Forleden
hørte vi om en kæmpende general i Ukraine, som i det civile liv er
uarbejdsdygtig førtidspensionist i Birkerød. Nu hører vi så om 28
hellige krigere i det halshuggende kalifat i Mellemøsten, som er på
dagpenge eller kontanthjælp i Århus. Meget tyder på, at vi i
velfærdssamfundet Danmark efterhånden er blevet så blødsødne, at vi
nægter at indse, at verden er ond, og derfor bliver til dobbelt grin
for vores egne penge, når vi både betaler F16-fly og samtidig
finansierer hellige krigere. Men nu går lektor ved Forsvarsakademiet,
Peter Viggo Jakobsen, til kamp mod blødsødenheden og foreslår, at man
laver en massiv kampagne, der uden omsvøb forklarer unge dagpenge- og
kontanthjælpmodtagere, som vil indlede en karriere som hellig kriger,
at det er dødsens farligt at rejse ned til IS og kæmpe. Muligvis
overvurderer Jakobsen den afskrækkende effekt, en sådan kampagne kan
have på personer, som er hjernevasket af Allah og hans himmelske
jomfruer. Men kampagnen kan måske forhindre, at hellige krigere efter
hjemkomsten med held klager til kommunen over utilstrækkelig vejledning. Oraklet fra
brønden [27/11, 30/11]
Udenrigsminister Martin Lidegaard er blevet så
grebet af sin rolle som sandsiger fra brøndens rungende dyb, at han
tilpasser kendsgerningerne til de budskaber, som han synes passer sig,
når han skal indgive den danske befolkning håb om, at sanktionerne
virker Udenrigsminister
Martin Lidegaard taler næsten dagligt til os om Ukraine-krisen med sin
rungende basstemme fra brøndens dyb. En stemme, som både formaner og
beroliger. Men nu påpeger Ruslandseksperten Flemming Rose i
Jyllands-Posten, at flere oplysninger, som Lidegaard gav i Berlingskes
interview i weekenden, er groft misvisende. Således er det
skrupforkert, at den russiske økonomi er i frit fald og ved at
kollapse. Ruslands økonomi er velpolstret og på niveau med landene i
eurozonen. Lidegaard tager også fejl, når han siger, at underskuddet på
det russiske statsbudget stiger. For man har i 2014 haft et voksende
overskud, og 2015-17 forventes ganske vist et underskud på 0,6 pct. af
BNP, men det ville fryde flere store EU-lande, hvis de kunne nøjes med
det. Og den russiske arbejdsløshed er lavere end i Danmark. Meget tyder
altså på, at Lidegaard er blevet så grebet af sin rolle som sandsiger
fra brøndens rungende dyb, at han tilpasser kendsgerningerne til de
budskaber, som han synes passer sig, når han skal indgive den danske
befolkning håb om, at sanktionerne virker. Dummeskat
[28/11, 29/11]
Kun borgere, der hverken har råd til de bedste
rådgivere eller har en firmafilial i et skattely, er underlagt det
danske skattesystem. Dansk skat er en dummeskat. Da
staten solgte DONG til private, pudsede vores allesammens påtvungne
pensionsselskab, ATP, glorien af ved at fremhæve, at de artigt betalte
dansk skat af de aktier, de købte. I modsætning til det amerikanske
Goldman Sachs, som fik SF til at forlade regeringen. Men nu har ATP så
købt en masse aktier af Goldman Sachs i skattelyet Cayman Islands med
danske millioner, som skattefrit kan scores af Goldman Sachs. Og
finansminister Corydon indrømmer på forsiden af Politiken, at
økonomiske hensyn tvinger regeringen til at acceptere skattely til
trods for, at man officielt bekæmper dem. Groft
sagt konkluderer, at firmaer, kapitalfonde og alt muligt
andet med internationale filialer, betaler den skat i Danmark, som de
selv vil. Samtidig er læren efter Glistrup stadigvæk, at de danske
skattelove er så indviklede, at folk, der har råd til landets bedste
skatterådgivere, betaler den skat, de selv vil. Den samlede konklusion
er, at kun borgere, der hverken har råd til de bedste rådgivere eller
har en firmafilial i et skattely, er underlagt det danske skattesystem.
Dansk skat er en dummeskat. Eksperter
mod demokrati [27/11, 28/11]
Man skal være nørdet ekspert for at tro, at et
landsdækkende medium, hvis studieværter taler som én fra Randers, og
som ikke formidler finansloven ved at lade politikere strides om ofte
latterligt små poster, har en chance i demokratiets konkurrence Det
sker ofte, at folk, som er eksperter i noget, foreslår forbedringer af
vores samfund, som afslører, at de ikke har fattet vores samfunds mest
elementære mekanismer. Således foreslog nogle sprogforskere i Politiken
mandag med en forbedring, som bestod i, at DR i sine nyhedsudsendelser
burde lade sine nyhedsværter tale dialekter for at holde liv i landets
sproglige mangfoldighed. Det minder om det forslag, som professorer i
nationaløkonomi jævnligt fremsætter om, at medierne bør oplyse
befolkningen om hele finansloven og ikke bruge al tiden på de under 1
pct. af finanslovens budget, som politikerne strides om. Sådanne
forslag forudsætter, at vælgere og seere er tvangsindlagte til at
modtage, hvad et medium bringer. Men et landsdækkende medium, hvis
studieværter taler som én fra Randers, og som ikke formidler
finansloven ved at lade politikere strides om ofte latterligt små
poster, har ingen gang på jord. Fordi alle de modtagere, som ikke har
en gammel mor i Randers eller er økonomer, vil bruge deres demokratiske
frihed til at flygte over til konkurrenterne. Gratis
omgang [26/11, 27/11]
Det er en gratis omgang for paven at anklage
almindeligt dødelige politikere for etiske mangler. For paven skal ikke
vælges af skatteplagede vælgere i kriseramte økonomier Pave
Frans talte tirsdag dunder til EU-parlamentet og gjorde – med rette –
opmærksom på, at det er uværdigt, at Middelhavet er ved at udvikle sig
til en kirkegård for flygtninge. Men det er en gratis omgang for paven
at anklage almindeligt dødelige politikere for etiske mangler. For
paven skal ikke vælges af skatteplagede vælgere i kriseramte økonomier,
hans land, Vatikanet, er så lille, at der ikke er plads til
flygtningelejre, og landet har ikke militære flådefartøjer, som han kan
sende ud for at samle druknende bådflygtninge op. Derfor kan paven
sagtens ride på den høje etiske hest uden selv at risikere at komme i
fedtefadet. Pavens dundertale til de folkevalgte ville være mere
troværdig, hvis han samtidig tilbød at åbne Vatikanets fede bankkonti
og betale, hvad det ville koste Europa at leve op til alle de etiske
kvaliteter, som paven anbefaler. Samtidig burde paven undskylde over
for alle gamle bedstemødre, som hverken længere er frugtbare eller har
livskraft, at han brugte dem som et skræmmebillede på Europa i dag.
Uden disse brave koner ville mange kirker stå tomme. Kernedansk
indvandrerbrok [25/11, 26/11]
Vi har ikke råd til at have enhver ude i verden,
der bare har råd til at betale billetten her til landet, til i årevis
at rende rundt og brokke sig og ødelægge det for os andre Berlingske
Magasin søndag rummede flere glædelige historier om indvandrere, som
tager godt imod dette lands enestående tilbud om at få sig et godt liv.
Sådanne historier gør det endnu mere ubegribeligt og ærgerligt, at der
findes mange, som kommer her til landet, og som afviser tilbud om
gratis uddannelse og et almindeligt borgerligt liv i velfærdssamfundet
med pension. Denne Groft sagt går
mere og mere ind for en yderst enkel flygtninge- og indvandrerpolitik:
De, der tydeligt gider vort land, skal blive og hjælpes alt, hvad vi
kan. Resten skal ud straks. Vi har ikke råd til at have enhver ude i
verden, der bare har råd til at betale billetten her til landet, til i
årevis at rende rundt og brokke sig og ødelægge det for os andre.
Indvandrere, der skal brokke sig, skal være i stand til at gøre det
mindst ligeså underholdende, som digteren Yahya Hassan, der brokkede
sig på livet løs til DR2s Adam Holm søndag aften over dansk politik,
danske medier og alt muligt andet. Alt var simpelt hen galt i landet.
Det var fuldstændig som at høre det kernedanske brokkehoved, Carsten
Jensen. Corydon og
Nora [24/11, 25/11]
Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen,
foreslår nu, at Bjarne Corydon læser James Joyces ”Ulysses”, fordi den
stærke kunstneriske oplevelse vil udvide Corydons horisont og føre til,
at Finansministeriet holder op med at indføre New Public Management
overalt. Politikens
litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, som forleden over flere sider
lancerede nyoversættelsen af James Joyces ”Ulysses”, foreslår nu, at
Bjarne Corydon læser romanen, fordi den stærke oplevelse vil udvide
Corydons horisont og føre til, at Finansministeriet holder op med at
indføre New Public Management overalt. Groft
sagt – som er en stor beundrer af Joyces højlærde komiske
heroisme – er skeptisk over for, om romanen, trods sine mange
kvaliteter, vil kunne trænge igennem til regnedrengen Corydon. Jordnære
Corydon ligner nok Joyces trofaste, jordnære partner, Nora, for meget.
Nora levede tæt sammen med romanen i de syv år, det tog at skrive den,
men læste den aldrig. I stedet brokkede hun sig over, at Joyce spildte
sine talenter på at glæde nogle plimskøre, jublende litterater uden
penge med en stor uforståelig bog. Hun ønskede, at Joyce i stedet
brugte sine enorme talenter på at skrive nogle hurtige krimier, som
folk gad læse, og som her og nu kunne skaffe en masse penge til
Joyce-familien, som var yderst fattig, mens gigantværket lod sig føde. Fucking
interview [21/11, 24/11]
Det kritiske og konfrontatoriske interview er ikke
den eneste tilgang til landets magthavere, mener DRs nyhedsdirektør
Ulrik Haagerup. Og det er rigtigt. For man kan også være
mikrofonholder. Og det er man rask væk i DR TVs nyhedsudsendelser. Martin
Krasnik skriver i sin bog, ”Fucking jøde!”, at det kun er ham selv og
Clement Kjersgaard, der laver kritiske interviews i DR. Men det
kritiske og konfrontatoriske interview er ikke den eneste tilgang til
landets magthavere, forklarer DRs nyhedsdirektør i Berlingske Kultur
fredag i Bent Blüdnikows interview. Og det er rigtigt. For man kan også
være mikrofonholder. Og det er i praksis det eneste, der er tid til i
nyhedsudsendelserne, hvor interviews kører efter modellen: Først et
oplæg om nogle ofres lidelser. Derefter spørgsmål til ministeren: Hvad
vil du konkret gøre ved problemerne? Hvorefter ministeren svarer med en
lang, følelsesrig tale om, hvor meget hun eller han føler med ofrene,
altså en gentagelse af de pointer, som allerede ligger i oplægget. Så
gentager studieværten spørgsmålet, hvorefter ministeren opregner de
(utilstrækkelige) tiltag, som man allerede har foretaget. Normalt
opgiver studieværten herefter at få svar, fordi den afsatte tid er gået
med, at ministeren med megen patos har udstillet sit bankende hjerte og
holdt parade over regeringens gode intentioner. Selvmordsvalget
[20/11, 23/11]
Når der stadig hersker tvivl om, hvem der vinder
det kommende valg, så skyldes det udelukkende én mand: Lars Løkke. Både
GGGI-sagen og tøj-sagen har lært os, at ingen kender et bilags
politiske potentiale, før Løkke har underkastet det sin personlige,
selvmorderiske krisehåndtering Det
kan virke komisk, at fremtrædende politiske kommentatorer stadig
udtrykker tvivl om, hvem der vinder næste valg. For Thorning har med
selvmorderisk konsekvens gennem hele regeringsperioden forfulgt sine
egne kernevælgere med løftebrud, dagpengefumlerier,
udlændinge-kovendinger og skolereform. Så kun sadomasochistiske
socialdemokrater stemmer ved det kommende valg med vellyst på partiet.
Når kommentatorerne alligevel har en pointe, så skyldes det udelukkende
én mand: Lars Løkke. Dels truer endnu en Løkke-bog med snart at
udkomme. Og i bogbranchen er det således i dag, at en politisk bog kun
løber rundt, hvis den kan markedsføres med skandaløse afsløringer. Så
der er hot Løkke-stof på vej. Desuden vil det ikke overraske, hvis
Ekstra Bladet har flere Løkke-bilag på lager, parat til valgkampens
forsider. Og både GGGI-sagen og tøj-sagen har lært kommentariatet, at
ingen kender et bilags politiske potentiale, før Løkke har underkastet
det sin personlige, selvmorderiske krisehåndtering. Derfor står valget
mellem to selvmordspolitikere, som giver os gys og gru til det sidste. TVs galehus
[21/11, 22/11]
Omsvøb, floskler, klichéer, banaliteter og
intetsigende påstande, som falder for ikke-prøven, florerer på TV,
fordi det på TV gælder om få sin tale til at fylde – især når den
interviewede skal skjule, at han eller hun ingenting nyt har at sige I
”Læserne skriver” fredag opfordrer Hans Elfelt Bonnesen til at
interviewpersoner undlader at begynde deres svar med "jamen" eller
"jamene", fordi det er en intetsigende floskel. Bonnesen sætter her
fingeren på et ømt punkt. Og ikke kun udtrykket ”jamen” plager. Også
ordet ”øh” hærger sammen med udtryk som ”man kan vel sige det på den
måde”, ”det kan være svært ikke at henlede opmærksomheden på” og ”om
jeg så må sige”. Formålet med disse omsvøb er at få talen til at fylde,
så den interviewede fremtræder som en betydningsfuld person, hvis tale
skrider værdigt fremad under fuld kontrol. Omsvøb, floskler, klichéer,
banaliteter og intetsigende påstande, som falder for ikke-prøven,
florerer på TV, fordi det på TV gælder om få sin tale til at fylde –
især når den interviewede skal skjule, at han eller hun ingenting nyt
har at sige. Og da politikere, eksperter og kommentatorer altid presser
på i kulissen for at få lov at tale, så er studieværterne nødt til
ustandseligt at afbryde enhver, som taler. Dels for at seerne ikke skal
falde i søvn, dels for at give plads til den næste. Hjælp
Holger! [20/11, 21/11]
Holger K. har ikke forstået, at hele Irak i
virkeligheden kører efter princippet: Med Allah skal Allah bekæmpes Efter
at TV sendte en reportage fra Puk Damsgård, som fulgte en shia-muslimsk
militsgruppe, har Holger K. Nielsen meldt ud, at Danmark må trække sine
F16-fly ud af kampen mod IS, hvis Iraks regering ikke får styr på de
brutale shiamilitser. Holger har åbenbart ikke forstået, at de eneste
landtropper i Irak, der har tilstrækkelig dødsforagt til at bekæmpe
sunnierne i IS, er militser fra andre muslimske trosretninger: kurdere
eller shiaer. Hele Irak kører i virkeligheden efter princippet: Med
Allah skal Allah bekæmpes. Derfor er det umuligt for Puk Damsgård at
lave en opbyggelig reportage til glæde for Holger om den officielle,
verdslige irakiske hærs sejrrige kamp mod IS. Denne hær eksisterer
nemlig kun som en papirtiger, der har modtaget for milliarder af
dollars våben og militær træning fra amerikanerne. Det bedste, Puk
Damsgård kan gøre for Holger, er at lave et interview med en minister
højt på strå i Irak, som under interviewet spontant tager direkte
øjenkontakt med Holger, og garanterer, at Iraks regering nok snart skal
forene shiaer og sunnier. Kamp med
åben gylp [18/11, 20/11]
Politikerne overhældes ikke med gylp fra kloaken,
fordi de er politikere, men fordi de er kendte personer og derfor gode
at overfalde, når man vil imponere vennerne på Facebook med sine
grovheder TV
besøgte forleden en ung mand, som på nettet havde truet Johanne
Schmidt-Nielsen (EL) med voldtægt. Det viste sig at være en stor
skoledreng fra Sorø-Slagelse-området (efter dialekten at dømme), som –
rødmende over at opnå berømmelse blandt venner og familie ved at
optræde på landsdækkende TV – fortalte, at han ikke havde tænkt særligt
over, hvad han skrev. Det var især skrevet til fryd for de andre i
klassen. Eksemplet viser, at Johanne, Søren Espersen (DF) og andre
folkevalgte ofte fuldstændig misforstår situationen. De tror, at
vælgere hælder en kloak ud over dem, fordi de anser dem for at være
indflydelsesrige politikere, hvis standpunkter de er politisk uenige i.
Men det er i bedste fald en biomstændighed. Politikerne overhældes især
med gylp fra kloaken, fordi de er kendte og derfor gode at overfalde,
når man vil imponere vennerne på Facebook med sine grovheder. Og
selvfølgelig også i håbet om, at TVs mange hjernedøde pludreprogrammer
finder grovhederne så opsigtsvækkende, at skribenten inviteres i
studiet med åben gylp til landsdækkende berømmelse i den bedste
sendetid. Lille-Sverige
[17/11, 18/11]
Hvis bare også Berlingske holdt kæft, og hvis bare
frustrerede beboere holdt op med at møde frem på beboermøder med
politikommissæren og fortælle ham, at de synes det går ad helvede til,
så ville alt officielt set være idyl i parallelsamfundet Tingbjerg En
præst, en socialrådgiver og en frivillig i Diakoniens Hus i Tingbjerg
giver i Berlingske mandag rystende eksempler på parallelsamfundets
hærgen. Men politiet kan ikke se problemet. Nej, naturligvis ikke, for
i takt med at forfulgte borgere oplever, at de ringer forgæves efter
politiet, så gider stadig færre ringe og føle sig til grin. Derfor
melder statistikkerne om fald i kriminaliteten i stedet for at melde om
stadigt faldende håb blandt borgere om, at politiet kommer. Og
fjernsynet får smadret reportagevogne, hvis de forsøger at interviewe
ghettoens undertrykte, som alligevel aldrig tør sige sandheden for åben
skærm af frygt for konsekvenserne. Så hvis bare Berlingske også holdt
kæft, og hvis bare frustrerede beboere holdt op med at møde frem på
beboermøder med politikommissæren og fortælle ham, at de synes det går
ad helvede til, så ville alt officielt set være idyl. Fuldstændig som i
Sverige, hvor man kører et helt land efter opskriften, at bare alle
holder kæft eller taler politisk korrekt, så eksisterer problemet ikke.
Så kunne man omdøbe Tingbjerg til Lille-Sverige. Usynlige
Andersen [14/11, 17/11]
Kun fordi Venstre satte spotlys på den usynlige
Erling Andersen med den socialdemokratiske fortid, var man nødt til at
lade ham rykke et hak nedad i det hierarki, som for længst har udstødt
Peter Loft Selv
om Erling Andersen nu også rammes af Skattesagskommissionen, fordi han
er rykket et hak ned i hierarkiet og ikke længere er direktør, så er
Peter Loft, som stadig formelt set er departementschef, blevet ramt
langt hårdere, fordi han blev hjemsendt straks, inden kommissionen
begyndte. For et menneske, der er vant til at have magt og et hierarki
af embedsmænd under sig, er det en tortur at blive rykket ud af sit
rette element og skulle sidde og glo i sin stue, spille golf, eller
hvad man ellers kan finde på, mens alle tror, at man må være skyldig i
noget alvorligt, fordi det ellers ikke giver mening, at man er sendt i
eksil fra ministeriet. Og imens har Erling Andersen fortsat boltret sig
inde i bureaukratiet og er steget i graderne. Og kun fordi Venstre
satte spotlys på den usynlige Andersen med den socialdemokratiske
fortid, var man nødt til at lade ham rykke et hak nedad. Dog kun et
enkelt hak, selv om alle kan se, at usynlige Andersen kun undgik at
begå justitsmord på en fotomodel, fordi Thorning offentliggjorde den
skatteafgørelse, som Andersen forsøgte at holde usynlig. Ingen svin
til Nordkorea [13/11, 16/11]
Det er godt, at Nordkorea ikke er i stand til at
aftage alle de svin, som vi ikke kan sælge til Rusland på grund af
Ukraine-konflikten. For så skulle Den Kgl. Ballet, dansk presse og hele
kulturlivet over og fedte sig ind hos den lille tykke despot
Kim-et-eller-andet Den
nystylede kulturminister Marianne Jelved var forleden inde hos Martin
Krasnik i DR2 Deadline for at forklare, hvorfor hun alligevel ikke
ville møde den højt profilerede systemkritiker og kunstner Ai Weiwei,
da hun var i Kina med en kulturdelegation for at markedsføre Danmark.
Jelved belærte Krasnik om, at han totalt havde misforstået sagen. Groft sagt konstaterer, at det er godt,
at Nordkorea ikke er i stand til at aftage alle de svin, som vi ikke
kan sælge til Rusland på grund af Ukraine-konflikten. For så skulle Den
Kgl. Ballet, dansk presse og hele kulturlivet over og fedte sig ind hos
den lille tykke despot Kim-et-eller-andet i håbet om, at vi kunne få en
god pris for svinene. Sådan er politik. Det kan ikke nytte at brokke
sig over det. Derfor er det bare en konstatering, at det er godt, at
Nordkorea ikke har råd til de danske svin. Også fordi vi så slipper for
at skulle høre på Jelved sidde i TV og belære næsvise journalister, som
stadig provokerende naivt tror på menneskerettigheder og demokrati, om
at de totalt har misforstået, hvad der foregår. Ideologisk
bras [14/11, 15/11]
Når vi har jublet over, at tyrannen, despoten,
undertrykkeren og massemorderen er væltet, takket være folkets oprør,
så begynder den endnu sværere kamp mod alle de andre totalitære
ideologier, som straks pibler frem Murens
fald i 1989 og Sovjetimperiets pludselige sammenbrud i
1991 viser, hvor ødelæggende det kan være for en ledelse
at sovse alle ind i sukkersød propaganda. På trods af ca. 70 års kommunistisk
indoktrineringsarbejde i
uddannelsessystem og medier gjorde befolkningen oprør mod den
kommunistiske ideologi. Argumenterne mod kommunismen var igennem årtier
stille og roligt blevet stærkere, uden at det officielle
indoktrineringsapparat havde indrettet sig efter det. Man ignorerede
modargumenterne og bombarderede i stedet elever og borgere med selvforherligende
fraser.
Resultatet var en stadig større afstand mellem den officielle
kommunistiske sandhed og det, befolkningen faktisk vidste, mente og følte – og
systemet brasede sammen, så snart folket fik mulighed for at give det
fingeren. Det er det samme med lande som Irak, Afghanistan
og Libyen, hvor vi har hjulpet folket på vej med væbnet indsats. Og
læren af alle disse systemers sammenbrud er, at når vi har jublet over,
at tyrannen er væk, så begynder den endnu sværere kamp mod alle de
andre totalitære ideologier, som straks pibler frem. Lomborgs
onde skæbne [7/11, 14/11]
Da alle efterhånden tjener penge på
klimareligionen, så er Lomborg blevet en ”pain in the arse” på hele
samfundet. En uretfærdig skæbne for en hedning, som bare siger det, som
det er Klimareligionens
førende kætter, Bjørn Lomborg, skriver ofte meget fornuftigt og klart
om klimareligionens absurditeter. Hans bærende pointer er 1) at vi
højst kan udskyde ændringerne lidt, 2) at vi kan bruge pengene langt
bedre. Og Lomborg er også god på TV. Alligevel bruges han sjældent på
TV som Rasmus Modsat når klimareligionen sender sine seneste påfund ud,
som f.eks. Rasmus Helvegs seneste vindmølleplaner. Det kan undre. Men
Lomborgs skæbne har gjort ham til en politisk paria. Han begyndte sin
kætterkarriere som flerdobbelt kronikør i Politiken. Derefter blev han
knuselsket af VK-regeringen og fik sit eget klimacenter på finansloven.
Det gjorde ham til hadefigur hos de røde. Men da Fogh fik sit
klimagrønne flip for at dække over sine ansøgninger om en europæisk
toppost, så blev Lomborg også ubrugelig for de blå. Så i dag gider
ingen fløj promovere Lomborgs yderst relevante ræsonnementer. Og da
alle efterhånden tjener penge på klimareligionen, så er Lomborg blevet
en ”pain in the arse” på hele samfundet. En uretfærdig skæbne for en
hedning, som bare siger det, som det er. Træk
stålet, Pape! [7/11, 9/11]
Indtil nu har Søren Pape Poulsen (K) kun vist, at
han kan smile sødt på TV. Søde smil er ikke nok til at redde partiet.
Han må trække stålet straks, hvis han har ét Valgkampen
er i realiteten i gang, men alligevel ses de Konservative kun i
medieoverfladen, når der berettes om Papes kæreste og om at Pape nu
forlades af sin støttepædagog, Lene Espersen. Imens fylder de
Konservatives hårdeste konkurrent, LA, op i debatprogrammer og
nyhedsudsendelser med profiler som Joachim B. Olsen, Ole Birk Olesen og
Anders Samuelsen, der er i stand til at formulere sig med den
aggressive kant, som er nødvendig for at holde sig flydende i
medieoverfladen og være blandt cirkusdirektør Clement Kjersgaards
yndlings-søløver i DR2 Debattens torsdagsforestillinger. Ingen kræver –
endsige forventer – at de Konservative skal levere opsigtsvækkende nye
tanker. Det handler bare om, at Pape skal være den første, medierne
ringer til, hver gang man har brug for at finde en, som mener det
modsatte af, hvad Johanne Schmidt-Nielsen (VS) eller Pia Olsen Dyhr
(SF) mener, og som kan riste dem satirisk til seernes fryd. Indtil nu
har Pape kun vist, at han kan smile sødt på TV. Søde smil er ikke nok
til at redde partiet. Han må trække stålet straks, hvis han har ét. Skip ohøj
[6/11, 8/11]
Det må undre, at seriøse danske medier mener, at
hver gang Snowden lækker et nyt papir, så er det nødvendigt, at
Pernille Skipper besætter mediefladen og plager livet af os alle med
sin absurde indignation over, at Snowden nu igen har dokumenteret, at
et efterretningsvæsen med flid og teknisk snilde passer sit arbejde Forleden
var Enhedslistens Pernille Skipper på TV en hel dag lang, fordi hun var
indigneret over, at den britiske efterretningstjeneste spionerede mod
COP 15 i København i 2009. Det havde whistleblower Snowden afsløret i
dagbladet Information. Groft sagt
skal hermed én gang for alle afsløre, at enhver efterretningstjeneste
gør alt, hvad den kan, for at spionere mod hvadsomhelst. Ellers er den
ikke sine skattepenge værd. Det eneste opsigtsvækkende ved sagen er, at
seriøse danske medier tilsyneladende tror, at hver gang Snowden lækker
et nyt papir, så er det nødvendigt, at Pernille Skipper besætter
mediefladen og plager livet af os alle med sin absurde indignation
over, at Snowden nu igen har dokumenteret, at et efterretningsvæsen med
flid og teknisk snilde passer sit arbejde. Som nyt medlem af
Folketingets kontroludvalg vil Skipper forhåbentlig snart forstå, at
der først er grund til at skrige op i forargelse, hvis Snowden en dag
dokumenterer, at et efterretningsvæsen ikke spionerer mod alt og alle. Den
hemmelige Q [6/11, 7/11]
Ved at udgive bogen "Den hemmelige socialdemokrat"
anonymt tvang Sass sin forlægger, Jakob Kvist, til at tage slæbet med
alle de dumme journalistinterview, som Qvortrup i øjeblikket er nødt
til selv at tage for at få solgt sin bog. Henrik
Sass Larsen var langt smartere til at lancere sin bog ”Den hemmelige
socialdemokrat” end Henrik Qvortrup, som i øjeblikket må slide sig
igennem ydmygende interviews for at sælge sin bog ”Q” ved at forklare,
at der ikke er nogen forskel på tys-tys-kilden og så en hospitalsansat,
som lækker detaljer fra kendissers sygejournaler. Det ville have
ødelagt salget af ”Den hemmelige socialdemokrat”, og spoleret Sass’
karriere, hvis han i det ene interview efter det andet havde forklaret,
at han var blevet urimeligt behandlet, dengang han ikke blev
finansminister, og derfor nu havde skrevet en bog som fortalte
sandheden, både om Thorning, Corydon og Mette Frederiksen og ikke
mindst Sass selv. Ved at skrive bogen anonymt tvang Sass forlægger
Jakob Kvist til at tage slæbet med alle de dumme journalistinterview.
Og fordi så mange i S-gruppen ikke kan læse indenad, så skældte
gruppemedlemmer hinanden ud for at være forfatteren. Så medietoget
kørte for fuld damp, og alle vælgerne købte bogen for at løse gåden om,
hvem forfatteren er. Og det vil man fortsat gætte på, længe efter ”Q”
er glemt. Kød på artiklerne! [5/11, 6/11]
I en artikel over to sider om velformede bagdeles
fremmarch, bør der ikke spares på store, håndgribelige fotos. Enten
tager man den fulde konsekvens af emnevalget og viser nogle store, gode
baller. Eller også må man droppe emnet Denne
Groft sagt forsager hverken
kvindelig skønhed eller tant og fjas i politik. Derfor vakte de
udklædte og stylede folketingsduller Pia Kjærsgaard (DF), Ulla Tørnæs
(V), Fatma Øtken (V), Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udbredt over
næsten en hel Berlingske avisside onsdag stor fryd. Selv nørdede
dødbidere må erkende, at politik bliver mere og mere billedbåren.
Derimod var den dobbeltsidede artikel i Berlingske mandag om, at det
vrimler med bare numser i popkulturen, skuffende, fordi der kun var
ganske små fotos af de gode baller, som det hele handlede om, og til
gengæld en masse hvidt, ubenyttet avispapir omkring teksten. I en
artikel over to sider om velformede bagdeles fremmarch, bør der ikke
spares på store, håndgribelige fotos. Enten tager man den fulde
konsekvens af emnevalget og viser nogle store, gode baller. Eller også
må man droppe emnet. Fuldstændig som med de storslået udklædte og
stylede folketingsduller: Enten viser man nogle politikere i flotte
kjoler, eller også må man droppe emnet. Groft
sagt kræver kød på alle Berlingskes artikler! Life of
1864 [30/10, 5/11]
Folketinget bør bevilge John Cleese midler til at
lave en opfølgning af ”1864”, som kan samle nationen igen. De
kosteligste absurd-komiske Monty Python-replikker kan hentes direkte i
Bornedals serie I
anledning af at John Cleese fyldte 75 i sidste uge, kan man spørge,
hvorfor DR ikke headhuntede ham til at lave en bredt elsket film om
vores skæbnesvangre nederlag i 1864, i stedet for den bedrøvelige
digter, Ole Bornedal. Cleese og Monty Python-holdet klarede en langt
større udfordring, dengang de lavede en munter film om Jesus, nemlig
”Life of Brian”, som i dag står som et komisk mesterværk, der samler
folk ved at udløse velgørende latter om et tungt emne, samtidig med at
man bliver klogere. Det var kun muligt at løse opgaven, fordi man i
filmen erstattede Jesus som hovedperson med den fiktive figur Brian,
som af omgivelserne bliver gjort til profet, selv om han er og
vedbliver med at være et yderst almindeligt, forvirret menneske. Nu er
toget med ”1864” tøffet afsted, desværre. Men det er ikke for sent til,
at Folketinget bevilger Cleese midler til at lave en opfølgning af
”1864”, som kan samle nationen igen. De kosteligste absurd-komiske
replikker kan hentes direkte i Bornedals serie. De skal bare
iscenesættes og spilles af Cleese og Monty Python for at nå det sublime. Catch 22 i
ældreplejen [31/10, 2/11]
Ligegyldigt om den ældre siger ja eller nej til
"rehabilitering", så reduceres hjemmehjælpen. Det er ikke engang
politik, men ren logik. Folketinget
førstebehandlede torsdag et lovforslag om, at ældre skal have tjekket,
om de selv er i stand til at ordne ting derhjemme. Socialminister Manu
Sareen udtaler, at ældre, som ikke kan klare sig selv, selvfølgelig
ikke får et tilbud om ”rehabilitering”. Men hertil bemærker Groft sagt: Om en ældre kan klare sig
selv, ved man jo ikke, før den ældre har gennemført et af de ny
rehabiliteringsforløb. Jo værre den ældre er, jo større behov har den
ældre for rehabilitering, og jo flere penge kan kommunerne spare.
Derfor er det en ”catch 22”, som her indføres i ældreplejen: Hvis du
siger nej til tilbudet om rehabilitering, så får du ikke hjemmehjælp,
fordi du bryder reglerne. Men hvis du siger ja, så får du heller ikke
hjemmehjælp, for så bliver du rehabiliteret, og så har du ikke brug for
hjemmehjælp. Ellers ville kommunens tilbud om rehabilitering jo være et
absurd spild af penge. Og det er det naturligvis ikke. Så ligegyldigt
om den ældre siger ja eller nej til rehabilitering, så reduceres
hjemmehjælpen. Det er ikke engang politik, men ren logik. Bæredygtige
flygtninge [30/10, 1/11]
Anonyme embedsmænd beretter i flere bøger om, at de
siger ét i interne notater til regeringen og noget andet i svar til
Folketinget, hvis de fornemmer, at det fremmer karrieren. Men det er
næsten værre med politikerne. Se nu f.eks. Karen Hækkerup Der
er i øjeblikket megen debat om embedsmændenes rolle i vores system:
Anonyme embedsmænd beretter i flere bøger om, at de siger ét i interne
notater til regeringen og noget andet i svar til Folketinget, hvis de
fornemmer, at det fremmer karrieren. Men det er næsten værre med
politikerne. Se nu f.eks. Karen Hækkerup. Den ene dag udtaler hun sig
som justitsminister og få dage efter som direktør for Landbrug og
Fødevarer. Som justitsminister forklarede hun på skærmen
ansigt-til-ansigt med hele landet, hvordan regeringen ville holde flere
syriske flygtninge ude af Danmark. Som landbrugsdirektør forklarer hun
nu på samme skærm over for samme folkemængde, hvordan Landbrug og
Fødevarer vil holde flygtende bønder inde i foreningen. Vælgere, som
ikke læser Politiko, og som kun overfladisk følger med i politik og
politikeres omsiggribende pendling mellem forskellige job, vil tro at
Karen Hækkerup stadig taler som justitsminister, og derfor nu tro, at
regeringen har lavet endnu en kovending og nu vil fastholde og
tiltrække syriske flygtninge ved at gøre dansk landbrug bæredygtigt. To må man være
[28/10, 30/10]
Anders
Samuelsens (LA) tur til eksotiske Nordkorea var et svar på Papes (K)
eksotiske kærlighedseventyr. Enhver, som kan lægge to og to sammen,
forventer nu, at Samuelsen springer ud som kæreste med sin bankdirektør Nogle har kritiseret Anders
Samuelsen (LA) for at rejse til Nordkorea med sin storsponsor, Lars
Seier Christensen, direktøren for Saxo Bank. Bl.a. mente
Jyllands-Posten, at rejsen ville styrke landets diktatur. Men efter at
Samuelsen i Politiko lørdag berettede om rejsen, er det klart for alle,
at rejsen ganske enkelt skulle vise, at Samuelsen – som anses for ond
her i landet, fordi han altid vil skære i de ”varme hænder” – bag
facaden er et varmhjertet menneske og ikke kun talkolonner i et
regneark. Rejsen var derfor den perfekte optakt til den
annoncekampagne, som efter hjemkomsten udbreder budskabet om, at LA går
ind for velfærd, altså det gode og varme. Men selvfølgelig skulle
rejsen også erobre nogle vælgere fra de Konservative, hvis nye leder,
Pape, har fået en masse omtale og menneskelighed takket være sin
kæreste, Josue Medina Vazquez fra den Dominikanske Republik. Samuelsens
tur til eksotiske Nordkorea var et svar på Papes eksotiske
kærlighedseventyr. Enhver, som kan lægge to og to sammen, forventer nu,
at Samuelsen springer ud som kæreste med sin bankdirektør. Slørdans
som striptease [27/10, 28/10]
Det
tyrkiske topstyrede facade-demokrati skjuler IS-udleveringen af
Hedegaards formodede attentatmand, BH, bag et tykt slør af påstået
demokratisk decentralisering og bureaukrati Et topstyret, korrupt
"demokrati" som Tyrkiet har mange kort at spille på over for et artigt
demokrati som Danmark, som tror på, at et land, som kalder sig
demokratisk og gerne vil tages alvorligt i EU, da selvfølgelig også har
pressefrihed, tror på menneskerettighederne og praktiserer adskillelse
mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Derfor kan Tyrkiet skjule
IS-udleveringen af Hedegaards formodede attentatmand, BH, bag et tykt
slør af påstået demokratisk decentralisering og bureaukrati. Først går
der flere uger, inden dansk politi via BHs familie tilfældigvis
erfarer, at BH er løsladt. Dernæst er det længe umuligt at få noget at
vide via ambassadøren. Så rejser en dansk embedsmandsdelegation ned og
får at vide, at en dommer har løsladt BH. Senest har BHs tyrkiske
forsvarer i Berlingske lørdag anklaget Danmark for at have leveret
skrupforkerte oplysninger i udleveringsbegæringen. Det eneste klare i
sagen er, at det tyrkiske topstyrede facade-demokrati arbejder stadig
mere desperat på at skjule den skandale, at man har ladet en mistænkt
attentatmand udlevere til IS. Fem pinde
til ligkisten [24/10, 27/10]
I
politik kan selv lidt fumleri med en tekst blive til fem pinde i en
regerings ligkiste, især når regeringen hedder Thorning Først ville regeringens
stramninger af asylreglerne omfatte ”størstedelen” af flygtningene fra
Syrien. Det stod i en pressemeddelelse på Justitsministeriets
hjemmeside som et citat af minister Karen Hækkerup (S). Så fortalte
Morten Østergaard (R) i Jyllands-Posten, at stramningerne højst vil
ramme en tredjedel af asylsøgerne. Og det var rigtigt, så
justitsministeriet rettede i Hækkerups udtalelse på hjemmesiden. Nu var
det så kun ”en væsentlig del”, Hækkerup sagde, det ville omfatte.
Rettelsen med tilbagevirkende kraft i ministerudtalelsen vakte
selvfølgelig opstandelse i pressen, så man måtte rette det tilbage
igen. Substansen i sagen er triviel: Embedmændene i ministeriet har
lavet en fejl i en pressemeddelelse og retter den i panik. Men
selvfølgelig udnytter alle medier og hele oppositionen dobbeltfejlen
til at sætte spotlys på SR-regeringens interne uenighed i sagen. Og på
Thornings hang til at oversælge sine politiske udspil. I politik kan
selv lidt fumleri med en tekst blive til fem pinde i en regerings
ligkiste, især når regeringen hedder Thorning. Ubådsjagt
[24/10, 26/10]
Svenskerne
burde lære af Danmark. Vi har afskaffet både vores ubåde og vores
ubådsjagere. Vi har simpelthen i Folketinget besluttet, at al krig i
dag foregår i luften eller på land Erfaringen fra 1980ernes
svenske ubådsjagter er, at russiske ubåde, som jagtes i skærgården,
altid forsvinder sporløst – hvis de da ikke lige sejler op på et
klippeskær, og hverken kan komme frem eller tilbage. Svenske
ubådsjagter opstår altid kun, fordi en eller anden tilfældig svensker
mener, han har set noget mystisk i skærgården, hvilket tvinger
Försvarsmakten til at sende flåden ud. Altid forgæves, men med store
omkostninger. I øvrigt må det undre, at en russisk ubåd skulle have
sendt nødsignaler til hjembasen i Kaliningrad. Enhver ved, at hvis
besætningen i stedet bare sendte en anmodning om asyl i Sverige til
Migrationsverket, så kunne de straks komme frit frem til en kærlig
omfavnelse på Stockholms rådhus. Spøg til side. Svenskerne burde lære
af Danmark. Vi har afskaffet både vores ubåde og vores ubådsjagere. Vi
har simpelthen i Folketinget besluttet, at al krig i dag foregår i
luften eller på land. Russiske ubåde i vores farvande er derfor ligeså
usynlige, som Sverigedemokraterne er i den svenske rigsdag. Derfor er
vi sparet for meget. Sort kunst
[24/10, 25/10]
Det er
efterhånden klart, at Dan Parks værker i sig selv er uforståelige
sammenrodninger af hotte symboler, og at deres eneste klare indhold er,
at de omhyggeligt provokerer politisk korrekte personer En sort far med barn blev groft
overfaldet og mishandlet i Skåne for nogen tid siden. Svenske medier
skældte først ud over racisme. Man troede, at det var svenske nazisters
gerning. Så blev det afklaret, at overfaldsmændene var kurdere, altså
indvandrere. Derefter forstummede al kritik. Så lavede Dan Park et
værk, hvor den sorte far og en af de førende svenske politisk korrekte,
som også er sort, hænger som lynchede negre fra en bro. Sammen med
andre værker af lignende art skaffede værket Park et halvt år i svensk
fængsel. Og nu optræder Park i alle danske medier, som forsøger at
forstå budskabet i Parks dunkle værker, som Trykkefrihedsselskabet
udstillede på Christiansborg. Og det er efterhånden klart, at værkerne
i sig selv er uforståelige sammenrodninger af hotte symboler, og at
deres eneste klare indhold er, at de omhyggeligt provokerer politisk
korrekte personer. Park afviser, at han er racist. Det er han heller
ikke. Han er kunstner, og hans kunstværk er at få sig selv i alle
medier. Og imens stiger værdien af hans værdiløse collager på
kunstmarkedet. Topstyret
fallos [22/10, 24/10]
I
vores diskussionsglade, autoritetskritiske land ville selv den mest
diktatoriske arkitekt ikke kunne tegne et DR-hus som en kæmpe fallos
eller et par lange underdrenge, uden at hans underordnede personale
fortalte ham, hvad det lignede, og at det ville give problemer. Selvfølgelig er der da fordele
ved en stram topstyring som den, man har i Big Brothers drømmeland,
Kina. Étbarnspolitikken sikrer landets økonomi, og alvorligt
kriminelle, som er hundedyre at holde i fængsler på livstid, slår man
straks ihjel. Og ingen syriske flygtninge søger til landet. Men trods
topstyringen kan det også gå helt agurk. Som nu de to nye gigantiske
mediebygningsværker, som Berlingske fortalte om onsdag: Det ene ligner
et par lange underbukser, det andet en erigeret penis. I vores
diskussionsglade, autoritetskritiske land ville selv den mest
diktatoriske arkitekt ikke kunne tegne et DR-hus som en kæmpe fallos
eller et par lange underdrenge, uden at hans underordnede personale
fortalte ham, hvad det lignede, og at det ville give problemer. Derfor
er vores DR-hus formet som en æstetisk blå kasse og ikke som et par
potente underbenklæder. Og derfor bør private mediejere, som måtte
finde, at en svulmende fallos hyldet i et par slappe underhylere er et
perfekt billede på DR og dermed ville være det ideelle DR-hus, klappe
i. For vi lever i Danmark og ikke i Kina. Sjælen i
kroppen [22/10, 24/10]
Groft
sagt skal hermed appellere til
TVs sportsnyhedsredaktioner om at bruge alle tildelte minutter til at
vise billeder af den totale Caroline i kamp og helt undlade at spilde
alenlange sekunder på at vriste noget interessant alene ud af hendes
ansigt ved at interviewe hende efter kampen Efter at Caroline Wozniacki har
fået vristet sin libido løs fra den irske golfstjerne Rory Mcllroy,
vinder hun en masse tenniskampe. Herligt. For det giver i alle medier
en strøm af smukke billeder af et menneske i sin fuldeste blomst. Men Groft sagt skal hermed appellere til TVs
sportsnyhedsredaktioner om at bruge alle tildelte minutter til at vise
billeder af den totale Caroline i kamp og helt undlade at spilde
alenlange sekunder på at vriste noget interessant alene ud af hendes
ansigt ved at interviewe hende efter kampen. Det er altid en ubærlig
antiklimaks i et nyhedsindslag om en kamp, hvor hun har foldet sig ud,
kun at få lov til at se på hendes ret udtryksløse ansigt og høre hende
retorisk uformående aflire sine dræbende replik-klichéer. Det er
ressourcespild og nærmer sig vanrøgt af en sportsstjerne. Det ville
svare til, at TV i sine politiske nyhedsindslag kun viste klip fra
ubehjælpsomme tenniskampe mellem Løkke og Thorning i stedet for at
interviewe dem om substansen. TV bør forstå, at nogle har det hele i
kroppen, andre har det hele i munden. Næstekærlighed [21/10, 22/10]
Problemet
med vores næstekærlighed er, at den mest omfatter folk, som selvisk har
brugt familieformuen på at lade menneskesmuglere transportere sig hertil To præster, Sørine Gotfredsen
og Anders Gadegård, debatterede i DR2 Deadline søndag. Bag spidsfindige
teologiske uenigheder var de to enige om, at næstekærlighed ikke
indebærer, at alle verdens lidende mennesker skal ind i Danmark.
Uenigheden bestod i, at Gadegårds næstekærlighed omfatter betydeligt
flere flygtninge end Gotfredsens næstekærlighed. Studievært Adam Holm
forsøgte forgæves at få en begribelig begrundelse på denne
gradsforskel, mens han igen og igen fremhævede sin egen status som
hedning. Man kunne mistænke ham for at invitere de to præster i studiet
for at udstille den kristne næstekærligheds uanvendelighed i
flygtningespørgsmålet. Men næstekærlighed er kommet for at blive.
Problemet med vores næstekærlighed er, at den mest omfatter folk, som
selvisk har brugt familieformuen på at lade menneskesmuglere
transportere sig hertil. Det er ubegribeligt, at næstekærlige danskere
– præster og godtfolk – ikke drager ud i verden og opsøger de virkeligt
nødlidende stakler, der ingen penge har og ikke engang ved, at der
findes et Himmerige på Jord, Danmark, som de kan drømme om. Bornedals
håb [20/10, 21/10]
Hvis
Bornedal skal gøre sig håb om at blive forsvaret af alle danske
kulturpersonligheder, så skal de næste afsnit af ”1864” være så
kriminelt dårlige, at Bornedal bliver buret inde Hvis Bornedals fortælling
”1864” havde haft fængslende personer med gode replikker, ville
nationen have ædt selv de værste absurditeter. Bare historien er god,
tilgiver vi tildigtninger, udeladelser, vulgariteter,
overpædagogiseringer og, at Johanne Louise Heiberg barfodsmasserer den
psykisk syge statsminister Monrad på vommen på sit stuegulv. Men når
historien er omstændeligt fortalt med kunstige kukkasseteaterreplikker,
er TV-seere og politikere uden nåde. Bornedals eneste håb er, at han
kommer i fængsel for ”1864”. For så kan det gå ham ligesom Dan Park,
den svenske kunstner, der måtte i fængsel, fordi det svenske
establishment ikke kunne lide hans i øvrigt kunstnerisk talentløse
billeder. Park debatteres nu ustandseligt i danske kulturprogrammer og
forsvares af alle åndspersoner i ytringsfrihedens navn, uden at man
finder det nødvendigt at vise os hans kvalmende kunst. Hvis Bornedal
derfor skal gøre sig håb om at blive forsvaret af alle danske
kulturpersonligheder, så skal de næste afsnit af ”1864” være så
kriminelt dårlige, at Bornedal bliver buret inde. Lidelser
sælger [16/10, 20/10]
Selv
det mest uvidende, ligeglade publikum kan bringes til at interessere
sig for en uforståelig, kedsommelig virkelighed, hvis bare vi får
mulighed for at leve os ind i en kendt person, som gennemgår store
lidelser Den seneste tid har flere
kendte kvinder betroet os intime hemmeligheder. Vi
har hørt om vejrværten Anja Fonsecas bulimi,
forsvarsadvokaten Merethe Stagetorns mand, som døde i en fremmed
lufthavn, men blev smuglet hjem som levende flypassager, Malene
Schwartz, som i mange år i smug led under sin mands død, og Mette Fugl,
som måtte bestille en taxa til at køre sin forsømte, uafhentede søn
rundt i byen, mens hun skrev artikler færdige. Og om, hvordan Fugl
afskyr den moderne form for TV-nyheder, hvor alle indslag handler om en
reporter, som – helst under livsfare – render rundt midt i
begivenhederne. Fugl og de andre intimt betroende, kendte personer
illustrerer tydeligt, at det er mennesker i kød og blod, og ikke
abstrakte udredninger, der sælger – ikke kun bøger op til julens
gaveræs, men også TV-indslag fra terroristreder eller Christiansborg.
Selv det mest uvidende, ligeglade publikum kan bringes til at
interessere sig for en uforståelig, kedsommelig virkelighed, hvis bare
vi får mulighed for at leve os ind i en kendt person, som gennemgår
store lidelser. Godt med
kalot [17/10, 19/10]
En
svensk indvandrer fra Brasilien har, takket være sit fyrreårige
personlige venskab med paven, fået paven til at skænke sin kalot til
svenske tiggere og romaer. Kalotten skal nu sælges på ”Bukowskis
auktioner” Her i landet har medierne for
længst afsløret, at de såkaldte tiggere kører hertil i busser fra
Rumænien og lignende steder og økonomisk styrket tager bussen hjem igen
efter kort tid. Men de svenske medier er så politisk korrekte, at alle
svenskere stadig tror, at tiggere er rådvilde stakler, der er dumpet
ned fra himlen som en gave til enhver svensker, der så kan føle sig
ekstra god ved at give en mønt. Og nu har en svensk indvandrer fra
Brasilien, takket være sit fyrreårige personlige venskab med paven,
fået paven til at skænke sin kalot til svenske tiggere og romaer.
Pavens ven agter at sælge pavens kalot på ”Bukowskis auktioner” og via
et revisionsbureau sørge for, at pengene tilflyder tiggernes
organisationer. Sveriges Television fortalte andægtigt historien onsdag
med billeder både af tiggere, paven med kalot i samtale med sin svenske
ven og nærbilleder af kalotten. Både paven, vennen og Sverige scorer
stor godhed på historien. Og det ville man ikke have gjort, hvis paven
havde beholdt kalotten og i stedet i diskretion havde givet Sveriges tiggere et klippekort til
bussen. Manipulation
over manipulation [17/10, 18/10]
Hierarkiet
af karrieresøgende, rationelle embedsmænd gør naturligvis, hvad deres
politiske ledelse ønsker, medmindre det er groft kriminelt Fredag morgen benyttede TV 2
Nyhederne først Berlingskes egen betegnelsen ”manipulerer” i
forsidehistorien om embedsmænd, som i flere EU-sager har undladt at
informere Folketinget fyldestgørende. Men så har en ansvarlig chef
åbenbart reageret, for få sekunder efter var overskriften ændret til
”fejlinformerer”, som er langt mildere, fordi den udelader, at det er
bevidst. TV 2 manipulerer altså Berlingskes historie. Men med blødende
hjerte må Groft sagt så også
påpege, at Berlingske manipulerer, når Berlingske gør embedsmændene
ansvarlige for at ikke at informere Folketinget. For det er tydeligt,
at de tre fremhævede eksempler handler om, at tidligere regeringer har
forsøgt at bilde Folketinget og dermed befolkningen ind, at EU har
mindre magt, end EU faktisk har. Hierarkiet af karrieresøgende,
rationelle embedsmænd gør naturligvis, hvad deres politiske ledelse
ønsker, medmindre det er groft kriminelt. Så det er manipulation at
give embedsmændene aben. Den har de daværende regeringer, som
ovenikøbet fik manipuleret sig selv væk fra magten, inden
manipulationen blev afsløret. Snedigt. General
førtidspensionist [16/10, 17/10]
Catch
22: Enten er førtidsgeneralen hjemme og føler sig syg som
førtidspensionist, eller også er han ude og føler sig i hopla som
general, mens han bliver værre og værre som førtidspensionist Det siger jo alt om vores
suveræne velfærd her i landet, at Berlingske tirsdag kan fortælle om en
mand, som her i Danmark takseres til førtidspensionist, rundt om i
verdens brændpunkter optræder som general for kamptropper. Mange vil
spørge, hvordan et menneske, som er ude af stand til at passe selv det
mindst krævende job her i landet, kan optræde som krigskarl på
udenlandske kamppladser? En general må jo have stor psykisk styrke,
mod, strategisk sans, overtalelsesevner, organisationstalent,
lederevner. Deler vores socialrådgivere og læger førtidspensioner ud
med for let hånd? Men kan man overhovedet tillade sig at spørge? En
PTSD-ramt krigsveteran er jo en psykisk patient, som har det slemt nok
i forvejen, og som derfor ikke bør udsættes for hjerteløs kritik. Og
forklaringen på hjemvendte krigsveteraners traumer ligger jo netop i,
at der er så kedsommeligt hverdagsagtigt her i Danmark, at de bliver
syge alene af at være her. Det er en catch 22: Enten er generalen
hjemme og føler sig syg, eller også er han ude, føler sig langt bedre,
mens han bliver værre og værre. Trold
Gabold [15/10, 16/10]
Dramaet
om dramaet ”1864” handler om fyrsten og mæcenen Folketinget, som blev
narret af en arrogant DR-embedsmand, nemlig den tidligere dramachef,
Ingolf Gabold, som ikke som ventet hyrede en ferm folkekomedieforfatter
til opgaven, men en stor ”Créateur”, som selvfølgelig så også leverer
noget særlingeagtigt og mystisk Det er vel indlysende, at hvis
man havde valgt Balling (”Matador”) eller Adam Price (”Borgen”) til at
lave ”1864”, så havde landet i øjeblikket ikke været splittet. Før
Beethoven for to hundrede år siden skabte figuren ”kunstneren som
fandenivoldsk, oprørsk ener” kunne alle Europas fyrster og mæcener være
sikre på, at den musik, de betalte for, også blev skrevet af en
glædessyg, hamrende genial håndværker, som gjorde alle glade. Og inden
for jazzen er det først med beboppen efter 2. Verdenskrig, at
trompetisten Louis Armstrongs indbydende falbelader afløses af Miles
Davis’ selvbevidste kunstnerperformance. Dramaet om dramaet ”1864”
handler om fyrsten og mæcenen Folketinget, som blev narret af en
arrogant, særdeles ferm DR-embedsmand, nemlig den sortklædte, tidligere
dramachef, Ingolf Gabold, som ikke som ventet hyrede en ferm
folkekomedieforfatter til opgaven, men en stor ”Créateur”, som
selvfølgelig så også leverer noget særlingeagtigt og mystisk.
Folketinget bør være taknemmelige for, at trolden Gabold ikke gav
opgaven til Lars von Trier, for det havde betydet rigets undergang. Vi er alle
Hedegaard [14/10, 15/10]
Både
skuddet og byttehandlen med en terrororganisation er den stupide volds
sejr over vores tro på demokratiets institutioner Vi har brug for at tro på
demokratiets institutioner. Både tro på, at politiet holder ro og
orden, og på, at hospitalet redder os, hvis vi kommer alvorligt til
skade. Derfor er historier om det modsatte ødelæggende for vores tro på
demokratiet. Således er Hedegaard-sagen ødelæggende, fordi det er en
historie om voldens dobbelte triumf. Først skyder en terrorist ganske
vist ved et lykketræf forbi Hedegaard, men han er ramt for livet
psykisk og lever indrammet af skydeklare PET-agenter. Så udveksler
tyrkerne den mistænkte gerningsmand i en studehandel med IS uden at
gide underrette dansk politi. Både skuddet og byttehandlen med en
terrororganisation er den stupide volds sejr over vores tro på
demokratiets institutioner. Så det er ikke kun Hedegaard, der bør føle
sig ensom og svigtet, samtidig med, at han stadig prøver at se tapper
ud, når han viser sig på skærmen. Vi bør alle sympatiryste i bukserne
med ham. Og indføre forebyggende demokratisk hjernevask i skolen for at
få de mest hurtigtopfattende børn til at indse, at vold aldrig betaler
sig. Heller ikke, hvis man rammer forbi. De
Anstændiges stank [13/10, 14/10]
De
”Anstændige”, politisk korrektes forbrydelse mod menneskeheden er, at
de accepterer voldens og galskabens voksende regimente – samtidig med,
at de hykler, at de er langt bedre end os andre Frederik Stjernfelt påpeger
forbilledligt klart i Berlingskes kronik søndag, at vi – anført af
dagbladet Politikens
lederskribenter – er på fuld fart ned ad en glidebane, hvor man
undlader omtale af grupper af mennesker, uanset om de er karakteriseret
ved herkomst, hudfarve, tro eller ideologi. Det er ødelæggende for
debatten, som Stjernfelt så rigtigt konkluderer. Men det er i
virkeligheden meget værre. I ly af de ”Anstændige”, politisk korrektes
selvcensur kan små fanatiske, formørkede grupper med vold kue hele
systemet, uden at systemet tvinges til at erkende, at volden har sejret
ad helvede til. Hertil kommer, at samtidig med, at voksende folkemasser
af ”Anstændige” af frygt for volden gør sig mere og mere umage for at
tale korrekt, så kan alle problemer fortsætte med at blive værre og
værre, fordi de forbliver usynlige. De ”Anstændige”, politisk korrektes
forbrydelse mod menneskeheden er, at de accepterer voldens og
galskabens voksende regimente – samtidig med, at de hykler, at de er
langt bedre end os andre. Det stinker fælt. Forsvar for
Hækkerup [10/10, 13/10]
Groft
sagt forstår godt, at stolte
politikere som Vestager og Hækkerup lader sig reducere til
EU-embedsmand og landbrugs-lobbyist for at slippe ud af en spejdertrop,
som alligevel står til nedlæggelse efter næste spejderstævne Engang tøvede Groft
sagt i flere år med at stoppe som spejder, fordi vores trop
efterhånden var forladt af så mange, at den ikke ville overleve endnu
en udmeldelse. Tropsføreren kunne ikke, som Thorning, blive ved med at
finde erstatninger for dem, der – som Margrethe Vestager og Karen
Hækkerup – med gode, men gennemskuelige grunde flygtede fra vores trop,
fordi den altid tabte i konkurrencen med andre spejdertroppe om at
tænde bål med en tændstik og følge gamle over gaden. Så Groft
sagt forstår godt, at stolte politikere som Vestager og
Hækkerup lader sig reducere til EU-embedsmand og landbrugs-lobbyist for
at slippe ud af en spejdertrop, som alligevel står til nedlæggelse
efter næste spejderstævne. Hvorfor dog kæmpe som en tapper spejder med
uløselige problemer om ustoppelig indvandring fra Mellemøsten, hvis
troppen alligevel nedlægges? Hvis Groft sagt
havde fået samme tilbud som Hækkerup: at gå dansk landbrug til hånde
med at stoppe den undergødskning på markerne, som gør dansk korn
ubrugeligt til dansk brød, så havde Groft sagt
uden tøven stoppet som spejder. Forskningsbaseret
vås [10/10, 12/10]
Ved at
koble sin forskning med private, letkøbte fantasier om køn, erotik og
undertrykkelse leverer Catherine Hakim dygtigt stof både til
vittighedstegnere og store, fængende overskrifter og til den
tusindtallige kalkunrablen på Facebook Smukke mænd tjener 17 pct.
mere, men smukke kvinder kun 12 pct. mere end ordinært udseende. Det
har sociologen Catherine Hakim fra den britiske tænketank Civitas
forsket sig frem til, ifølge Berlingske torsdag. Men Hakim mener
åbenbart ikke, at dette resultat er tilstrækkelig sexet i sig selv. For
hun følger det op med en letfærdig påstand om, at resultatet viser, at
kvinder ikke udnytter deres skønhed så godt som mænd. Og pepper det
endnu mere op med en pirrende, men forskningsmæssigt helt ubegrundet
mening om, at skandinaviske kvinder er undertrykt af en puritansk
kultur. ”Vær en god kvinde, og husk, at skønhed kun er noget udenpå og
ikke har nogen værdi, så kommer du i himmelen.” Det er jo gedigent vås.
Men det fungerer efter hensigten. Ved at koble sin forskning med
private, letkøbte fantasier om køn, erotik og undertrykkelse leverer
Catherine Hakim dygtigt stof både til vittighedstegnere og store,
fængende overskrifter og til den tusindtallige kalkunrablen på
Facebook. Så omtalen er hjemme, og forskningen dermed formidlet
effektivt med vås. Desuden ser hun godt ud. Nus i evig
fred [9/10, 11/10]
Moralen
af Glistrupsagen er, at man ikke skal formidle sin stands privilegier,
så almindelige vælgere forstår, hvad der foregår. Bare alle taler
uforståeligt, så kan man papirnusse i fred i evighed I anledning af, at det i
tirsdags var 40 år siden, at retssagen mod Mogens Glistrup blev
indledt, skrev hans datter, Anne-Marie Glistrup, en kronik i
Jyllands-Posten med overblik over hele sagsforløbet. Glistrup var en
stædig, oprørsk idealist, som brød sin stands grundregel om, at bare vi
alle holder kæft over for den brede befolkning, så kan vi fortsat leve
fedt. Og han var så dygtig til – med
sit eget eksempel som nul-skatteyder – at formidle
sit budskab om systemets idioti, at politikerne var nødt til at gøre
noget. Det blev så at pudse domstolene på ham. Og da sagen handler om
indviklede skattelove og uforståelig økonomi, så kunne han – uden
Ekstra Bladet gjorde oprør – fældes med en ubegribelig dom om fiktive
posteringer. Og han gjorde det let for systemet, fordi han manglede
evnen til at skabe politisk netværk og indgå kompromisser. Så derfor
sejrede systemet, mens Glistrup gik under. Moralen af Glistrupsagen er,
at man ikke skal formidle sin stands privilegier, så almindelige
vælgere forstår, hvad der foregår. Bare alle taler uforståeligt, så kan
man nusse i fred i evighed. Svensk
Endlösung [9/10, 10/10]
Hidtil har svenskerne kun fået
udrenset enkelte detaljer i svensk børnelitteratur. Men hvad vil ske
med den fine svenske litteratur den dag, de politisk korrekte opdager,
at Strindberg og andre åndsgiganter har talt nedsættende om kvinder og
religiøse minoriteter? Det bliver en litterær massakre. For at
forebygge dette iler Groft sagt til
hjælp. Udrensningerne sker for at beskytte nogle, som benævnes ”ofre”,
nemlig litteraturens læsere. Men ordet ”offer” er jo lige så
undertrykkende som ordet ”neger”, for ingen ofre kalder sig selv
”offer”. ”Offer” er derfor en politisk ukorrekt betegnelse fuldstændig
som ”neger”. I stedet for ”offer” bør man derfor bruge et positiv,
accepterende udtryk som ”person, som har stor kapacitet for at modtage
mange slags hjælp, eller kort: hjælpaftager.” Med denne sproglige
justering vil der ikke mere findes undertrykte ofre, men kun
ressourcestærke hjælpaftagere i Sverige. Som ekstra bonus kan det
nedsættende ”politisk korrekthed” samtidig erstattes af det positive
”hjælpaftagerhjælpsomhed” Besværligt? Måske. Men til gengæld kan svensk
litteratur reddes. Rifbjergs
attentat [8/10, 9/10]
Når
Store Klaus efter skrivning af 117 bøger ender med at mene det samme,
som eleverne allerede mener, så kan dansklærere ikke lokke med, at
skønlitteratur giver større indsigt og forståelse. Som et argument for humanioras
anvendelighed anføres ofte læsning af skønlitteratur som en vej til
menneskelig indsigt, tolerance og forståelse for fremmede miljøer.
Derfor er det et attentat mod humanioras anvendelighed, når
skønlitterære danske forfatteres oldermand, Klaus Rifbjerg, for tiden
fører sig frem med perfide udskældninger af Pia Kjærsgaard og pubertære
erklæringer om, at der findes ”2000 begavede mennesker i Danmark – og
resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme.” Desuden indtager
han som fanatisk pacifist og tilhænger af Enhedslisten samme
virkelighedsfjerne, politiske standpunkter, som man typisk finder hos
sarte unge sjæle, der
lige har opdaget, at der findes en verden uden for deres egen
Facebook-navle. Disse sarte unge sjæle vil dansklærere nu vanskeligere
kunne motivere til at læse skønlitteraturen. Hvis Store Klaus efter
skrivning af 117 bøger ender med at mene det samme, som eleverne
allerede mener, så kan læreren jo ikke lokke med, at skønlitteratur
giver større indsigt og forståelse. Der kan kun lokkes med en komplet
ubrugelig æstetisk nydelse. F-16 i
arvestrid [7/10, 8/10]
I
stedet for at sende F-16-fly ind i Mellemøstens religiøse galehus,
burde vi sende familieterapeuter afsted, som kunne forlige Muhammeds
arvinger og skaffe os alle fred Når vi går i krig i
Mellemøsten, så sker det, efter medierne har fortalt om en skurk, som
undertrykker befolkningen. Vi hjalp således med at afskaffe tyrannen
Hussein i Irak og er nu ved at hjælpe med at afskaffe IS. Men når vi så
får forklaret, hvorfor folk alligevel stadig er undertrykt, efter
skurken er væk, så viser det sig, at det dér med stater, tyranner og
befolkninger er helt ude i hegnet. I virkeligheden handler det hele om,
at to afdelinger af islam hader hinanden. Sunni- og shia-muslimer var
oprindeligt uenige om, hvem der skulle være Muhammeds efterfølger, og
dermed hvem der skulle være leder af trossamfundet. Shiiterne mente, at
det burde være én fra Muhammeds familie, mens sunnierne foretrak ”den
bedste blandt ligemænd”. Således opstod to islam-afdelinger med hver
sin ideologi og ritualer. Og i dag myrder man så rituelt hinanden på
tværs af landegrænser, uden nogen kan huske, hvorfor det hele begyndte.
I stedet for at sende F-16-fly ind i dette religiøse galehus, burde vi
sende familieterapeuter afsted, som kunne forlige Muhammeds arvinger og
skaffe os alle fred. Den er
hjemme, gab [6/10, 7/10]
Løkkes
tale på Venstres landsmøde afslørede, at han mener, at bare han tager
pænt tøj på og bevæger læberne, så vil man være nødt til at gøre ham
til statsminister. Og det er jo rigtigt. Den er hjemme, gab. Begge vores politiske
topledere, statsministeren og oppositionslederen, stod usædvanligt
svagt ved de netop overståede årsmøder i deres partier. Men de valgte
helt modsatte strategier i deres store taler. Thorning havde lagt det
noble EU-dress langt væk og iført sig vores nationale farver, hvor
hendes ret ordinære, røde dragt matchede den nydesignede
socialdemokratiske partifarve. Hendes strategi var at samle og
begejstre partiet ved at angribe fjenderne, V og DF, med satire. Og det
lykkedes faktisk at få forsamlingen til at begejstres over, at næste
valgs forudsigelige, store taber, Helle, viste så meget kampgejst.
Løkke var klædt som statsmand. Hans strategi var at holde tale uden at
sige noget, som kunne påvirke tilhørernes følelsesliv. Intet
opbyggeligt om hans personlige skandalesager, som alle tilhørerne hele
tiden tænkte på. Ingen satiriske angreb på modstanderne, som kunne få
salen til at juble. Løkke mener åbenbart, at sålænge han bare tager
pænt tøj på og bevæger læberne, så vil man være nødt til at gøre ham
til statsminister. Og det er jo rigtigt. Den er hjemme, gab. Tante PET
[3/10, 6/10]
PET-chefen
bør holde op med at tale, som om han allerede har mistet hovedet PET-chef Jens Madsen forklarer
pædagogisk i Berlingske torsdag læserne om risikoen ved de hjemvendte
IS-krigere: "Hele det mindset kan
det være svært at lægge bag sig på en tre timers flyvetur fra Tyrkiet
til Danmark." Det lyder tantet. Som om problemet med hjemvendte
terrorister, som er rasende over at IS bombes af danske fly og andre,
egentlig kan løses ved, at et korps af krisepsykologer modtager dem i
lufthavnen. Vejen til IS har for disse folk været brolagt med
frustrationer over ikke at få et godt job, livets tomhed og lignende.
Herefter søgte de til moskeen om hjørnet, hvor de blev hjernevasket af
venligt personale og indså livets mening. Så drog de i hellig krig for
at udbrede kalifatet. Hvis de overlever, vender de på et tidspunkt
tilbage. Stadig som hjernevaskede og nu også rasende over, at det ikke
lykkes at bygge kalifatet i Mellemøsten, hvorfor de nu som hjemvendte
krigere skal udbrede kalifatets herligheder til hele verden. Det sker
med selvmordsbomber, gidseltagninger, halshugninger. PET-chefen bør
holde op med at tale, som om han allerede har mistet hovedet. Idiotsikker
rådgivning [1/10, 5/10]
Groft
sagt's praksis som vejleder af
kandidatspecialer på universitetet, afslører, at han er komplet uegnet
som revisor for partiet Venstre Som vejleder og bedømmer af
kandidatspecialer på universitetet genkender Groft
sagt godt det problem, som Venstre – ifølge Berlingske mandag
– har med at sikre uafhængig revision af deres regnskab. Problemet
opstår, fordi Venstre bruger deres uafhængige, statsautoriserede
revisor til også at skrive breve til myndigheder, om hvordan et skjult,
men Ekstra Blads-afsløret bidrag til partiet, vil blive lovligt opført
på kommende regnskaber. Det ville svare til, at Groft
sagt – på specialeskriverens vegne – først skrev til
universitetet og forklarede, at noget, som grangiveligt lignede fup og
fidus i specialet, i virkeligheden levede op til alle krav. Hvorefter Groft sagt som eksaminator, efter
specialet var afleveret, på hele universitetets vegne objektivt og
upartisk godkendte alle de mystiske detaljer og belønnede specialet med
topkarakteren 12. For at undgå, at studerende, arbejdsgivere og alle
demokratiets vælgere mister al tillid til universitetet og
karaktersystemet, undlader Groft sagt
altid at skrive sådanne breve. Derfor er Groft
sagt uegnet som revisor for Venstre. Løkke
& Jensen [3/10, 4/10]
Hvis
formandsskabet Løkke Jensen ikke afslutter enhver optræden med et
kærligt knus og kindkys, som klart overstråler den dødemandsomklamring,
som alle gysende kan huske, de udførte d. 3. juni, så er turnéen
spildt. På landsmødet bør de gå hånd i hånd og flirte sprælsk. Alle seriøse medier var
åbenbart indbudt til formandskabet Løkke og Jensens optræden i Allerød
for at skrive om en formand i tæt kontakt med og tiljublet af
baglandet. Men forudsigeligt nok benyttede medierne lejligheden til at
genopvække Venstres rædselsnat d. 3. juni, hvor Løkke med en
feberredning bevarede magten, efter at han havde splittet partiet med
sine ubegribelige tøjfumlerier. Og et medium fik med, at Løkke blev
transporteret væk fra Allerød i sin Venstre-bil med chauffør, mens
Jensen tog et B-tog fra Allerød Station. Noget tyder på, at Løkke og
hans nærmeste har undervurderet effekten af, at Jensen fremtræder
stadig stærkere efter hver gang duoen har optrådt. Simpelthen fordi
tilskuere altid kun opfatter meget lidt af de ord, der bliver sagt, men
stort set alt det kropssprog som udsendes. Så hvis Løkke og Jensen ikke
afslutter enhver optræden med et kærligt knus og kindkys, som klart
overstråler den dødemandsomklamring, som alle gysende kan huske, de
udførte d. 3. juni, så er turnéen spildt. Løkkes eneste chance er nu at
gå hånd i hånd med Jensen på hele landsmødet. Rasmus
Modsat kureret [2/10, 3/10]
Debatten
kræver hele tiden stridigheder, og kun de mest rabiate holdninger
vækker efterhånden opmærksomhed Efter det svenske valg fik TV
2’s David Trads sig en karriere i danske debatprogrammer ved – imod
alle andre debattører – at forsvare opfattelsen, at Sverigedemokraterne
er urene. Derefter var Enhedslisten, som de eneste imod at sende danske
fly mod IS og fik sig en masse opmærksomhed på det, selv om borgerlige
partier også stjal en del opmærksomhed med Erasmus Montanus-disputten i
sidste øjeblik om, hvorvidt danske IS-krigere var landsforrædere eller
bare dumme i knolden. Debatten kræver hele tiden stridigheder, og kun
de mest rabiate holdninger vækker efterhånden opmærksomhed. Det gælder
også psykologiprofessoren, der har skrevet en selvhjælpsbog, som går
stik mod alle de uimodsigelige selvfølgeligheder, som alle
selvudviklingsbøger har udbredt i årtier. Ingen skal nu mere stive sig
selv af under morgentoilettet ved at råbe ind i spejlet: ”Du kan
godt!”. Nu skal man i stedet sukke: ”Du kan ikke!” Berlingske kurerer i
sin leder torsdag elegant modsigelses-galskaben med den konkluderende
påstand, at alt hverken er muligt eller umuligt. Genialt! For det
modsatte er jo lige så sandt. Papes
sælgerhandikap [30/9, 1/10]
De
Konservatives lederproblemer de senere år skyldes, at det er altfor
tydeligt, at de regner med, at de står og falder med en god sælger De Konservative har de senere
år været altfor tydeligt febrilske med at finde en leder med
medietække. Tidligere tog de det mere afslappet. Både Schlüter og
Bendtsen var nødløsninger, efter at skarpe profiler havde sloges
forgæves om magten. Og begge står i dag som konservative ledersucceser.
Men det blev de mest, fordi de viste sig at være overraskende gode til
teknisk formidling af samarbejde. Schlüter blev i tilgift en fantastisk
sælgersucces, fordi ingen ventede, at han var i stand til at sælge
noget som helst. Da alle konservative kæmper havde nedlagt hinanden,
stod kun ukendte Schlüter tilbage på slagmarken. Lene Espersen brændte
overraskende hurtigt sammen som leder, fordi alle forventede, at hun
var en supersælger. Nu har de Konservative så headhuntet supersælger
Pape. De Konservatives lederproblemer de senere år skyldes, at det er
altfor tydeligt, at de regner med, at de står og falder med en god
sælger. Det gør de også. Men det skal være vælgerne, der selv opdager,
at lederen overraskende nok sælger – til trods for, at han er blevet
leder af helt andre grunde. Absurde
TV-krimier [26/9, 30/9]
Populære
TV-krimier med Barnaby og Wallander er mere absurde end Samuel Becketts
og Ionescos prisbelønnede absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” og
”Den skaldede sangerinde” Rasmus Bech undrede sig i
Politiken forleden over alle de mord, som udføres i den lille engelske
by Causton, og som alle opklares af Barnaby. Der er begået 300 mord i
100 afsnit. Det undrer Bech, at indbyggerne bliver ved med at myrde løs
på hinanden, til trods for at det efterhånden må være gået op for alle,
at Barnaby uvægerligt vil afsløre dem, overgive dem til domstolene – og
som bonus give dem en moralpræken. Groft sagt
deler denne undren og kan supplere med en endnu større undren over
TV-krimierne om Wallander i Ystad. Selv folk, som ikke læser Ystad
Allehanda, ved, at det mest dramatiske, der sker i virkelighedens
skånske provinsby Ystad, er, at Bornholmerfærgen ankommer og afgår. Det
budskab som Wallander-historierne sender til os TV-seere, er derfor, at
det udelukkende er Wallanders tilstedeværelse i byen, som afstedkommer
alle de udspekulerede forbrydelser, som Wallander særdeles kompetent
opklarer. TV-krimier er mere absurde end Samuel Becketts og Ionescos
prisbelønnede absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” og ”Den
skaldede sangerinde”. Og langt mere elsket. Lortet skal
ud! [26/9, 29/9]
Så
længe bogbranchen har en klart tænkende nestor og en forfatter, der med
lethed og ynde kan få seriøse aviser til at smøre sine gamle sort-hvide
fotografier ud over forsiden, så går dansk litteratur ikke i hundene Der er megen jammer blandt de
sarte skønånder i bogbranchen. Bøger lanceres normalt ved, at
forfatteren jamrer over sine lidelser i barn- og ungdom, derefter over
sine trængsler med at få bogen skrevet. Forlag kæmper for høj
kunstnerisk standard og har mareridt ved tanken om, at Amazon.com en
dag begynder at sælge danske bøger. Og på det seneste jamrer anmeldere
over, at der udkommer bøger, som er ulæselige på grund af
korrekturfejl. Heldigvis fyldte branchens nestor, Otto B. Lindhardt, så
forleden 90 år, og sagde de befriende, barske ord, som bag flæberiet i
virkeligheden driver branchen: ”Det væsentlige er at få solgt lortet,
ikke?” og få dage efter prydede Suzanne Brøggers guddommeligt unge krop
og ansigt forsiderne, fordi hun havde fået en universitetsforsker til
at skrive en bog om sin saftige, oprørske ungdom ud fra en masse kasser
med gamle fotografier og kærlighedsbreve. Så længe branchen har en
klart tænkende nestor og en forfatter, der med lethed og ynde kan få
seriøse aviser til at smøre sine gamle sort-hvide fotografier ud over
forsiden, så går dansk litteratur ikke i hundene. Snigende terror [26/9, 28/9]
Terrorister
i Danmark og andre demokratier tvinger selvcensur ned over den
intellektuelle elite, så deres bøger skrives under pseudonym, så de
holder sig ude af debatten og så deres kronikker forsynes med mystiske
tegninger Mens vi sender fly til kampene
i Mellemøsten, så er der her i landet mange tegn på, at terroristerne
allerede er her. Det viser sig ved en udbredt selvcensur, som skal
forebygge voldelige aktioner og mord. Torsdag skrev Bent Jensen således
en tankevækkende kronik i Jyllands-Posten om koranen som tekst og om
Muhammed som historisk skikkelse. De to bøger, han brugte som kilder og
som inspiration til at beskæftige sig med koranen som en almindelig
dødelig tekst, var begge udgivet under pseudonym. Og Jensen undrede sig
over, at ingen af vores universitetsansatte islamforskere deltager i
den offentlige debat om de forskellige fortolkninger af koranen, som
spiller så stor en rolle for tiden. Kronikken var illustreret af en
morsom tegning af Jesus, som – stående på vandet – sagde: ”Kom nu! Lad
os se, om du kan holde vand!!” Jesus’ blik var rettet ud mod venstre
mod en ikke synlig figur, som han forsøgte at vinke hen til sig.
Illustrationen ville være lettere at forstå, hvis Muhammed, kronikkens
hovedperson, havde været tegnet. Men det forhindrer terrorister i
Danmark. Det forstår alle. Big
Brothers realityshows [25/9, 26/9]
Det
vigtigste, vi kan lære af Big Brothers realityshows, som de for tiden
fremføres af Kina og IS, er, at demokrati ikke overlever på blødsøden
diskussion, men på krudt og kugler. George Orwells satire “1984” er
vigtig, og det er godt, at forestillingen om Big Brother nu gives på
Betty Nansen-teatret. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke bare
samles om at hade den Big Brother, som vi oplever i en bog og på
teatret. Det er endnu vigtigere at genkende Big Brother i vores daglige
virkelighed og erkende, hvor meget vi ligner hans undersåtter. Big
Brother optræder i dag bl.a. i form af de jakkeklædte bureaukrater, som
leder étpartisystemet Kina. Og her står familien Danmark, som hylder
samme demokratiske værdier som Orwells helt, Winston, jo ofte med
hatten i hånden, banker på og gør os lækre. Og i Mellemøsten fylder en
anden, mere åndelig Big Brothers tropper, IS, os dagligt med rædsel.
Planen er her, at vi efterhånden i kalifatet fysisk skal blive
underlagt denne Big Brother, tvinges ind i hans ritualer og derved
efterhånden lære at elske ham helt frivilligt. Det vil først ske, hvis
vi en dag løber tør for krudt og kugler. Det vigtigste, vi kan lære af
Big Brothers realityshows, er, at demokrati ikke overlever på blødsøden
diskussion, men på krudt og kugler. Drukbold
[24/9, 25/9]
Hver
gang Brøndbyerne og FCK mødes, foregår det i en hørm af dyrisk råben og
stupid vold. Fodboldtilskueres ret til grænseløs ølpåfyldning er én af
sportens bærende værdier Nu har vi i Danmark i flere
uger flået os i håret over svenskernes tabu om ikke at diskutere
indvandringen. Men vi har også groteske tabuer i Danmark.
Fodboldklubberne Brøndby og FCK spillede således kamp i weekenden. Det
medførte stor medieomtale. Ikke så meget af selve kampen, men af
fansenes bølleoptræden. De ydmygede en dåsesamler ved at kaste dåser
efter hende, mens hun udførte sin dont med opsmøgede bukser i et
springvand. De vandrede larmende og ødelæggende gennem byen. Og de
vandaliserede S-tog. Og to fædre med sønner blev af opsynsmænd bortvist
fra en tribune med Brøndby-tilhængere, fordi de heppede på FCK og
dermed kom i livsfare. Hver gang disse hold mødes, foregår det i en
hørm af dyrisk råben og stupid vold. Politi, boldklubber og
sportskommentatorer beklager det, og Brøndbys fanklub lover bod og
bedring. Men næste gang går det løs igen. For ingen tør sige ligeud, at
problemet skyldes, at folk er hønefulde. En simpel alkoholtest ved
indgangen vil løse problemerne, men det er umuligt, fordi tilskuernes
ret til grænseløs ølpåfyldning er én af sportens bærende værdier. Utidig
kapitulation [23/9, 24/9]
Det
mærkelige er, at en person med Henrik Dahls indsigt i fuldt alvor kan
tro, at han får større politisk indflydelse som folketingsmedlem for et
politisk parti, end han kan få ved at fortsætte som objektiv, meget
brugt medieekspert i samfundsforhold Groft
sagt-kollega Henrik Dahl klager i Berlingske søndag over, at
han ikke mere er en efterspurgt foredragsholder, efter at han er blevet
folketingskandidat for Liberal Alliance. Så han har nu måttet søge job
via Facebook. Han kan åbenbart ikke leve af sine ret omfattende
skriverier i pressen og af sit bogsalg. Det mærkelige er, at en person
med Henriks indsigt i fuldt alvor kan tro, at han får større politisk
indflydelse som folketingsmedlem for et politisk parti, end han kan få
ved at fortsætte som objektiv, meget brugt medieekspert i
samfundsforhold. Eksperter som Marlene Wind (EU) og Niels Egelund
(skoleforhold) har i de senere år klart vist, at en enkelt ekspert kan
politisere langt mere effektivt end et helt kobbel af taletrænede
partipolitikere. Spørgsmålet i dag for medieeksponerede, politisk
engagerede eksperter er ikke, om de skal gå ind i et parti eller ej.
Spørgsmålet er, hvor meget de kan politisere, uden at de politikere, de
er uenig med, trækker dem ned fra piedestalen og ind i det politiske
hundeslagsmål. For så er deres ekspertstatus spoleret og alt håb ude. Giv
Qvortrup amnesti! [22/9, 23/9]
Efter
at have hørt på kommentarer til tre landsmøder i weekenden, bønfalder
Groft sagt om amnesti til den oprørske, fantasifulde og vidende Henrik
Qvortrup, som systemet har forvist til at kommentere nye biler i Børsen Ruslands erobring af Krim og
frække optræden i Østukraine bakkes op af alle store russiske medier,
som er gjort artige ved at ”ukendte gerningsmænd” har myrdet særligt
selvstændige, respektløse journalister og ved at næsvise journalister
og studieværter er blevet fyret. Herefter breder selvcensuren sig
stille og roligt i medierne. Enhver tyrans magt begynder med, at han
får krammet på medierne. Derefter falder resten af landet automatisk
til patten. Derfor skal vi her i landet sætte særligt pris på kronisk
respektløse, nysgerrige og uforskammede journalister og
debatstudieværter som Martin Krasnik og Clement Kjersgaard. Dem ville
Putin for længst have afskaffet i Rusland. Derimod ville Putin anse det
meste af den forudsigelige, tandløse snak i det danske politiske
kommentariat for helt uskadelig. Efter at have hørt på kommentarer til
tre landsmøder i weekenden, bønfalder Groft
sagt om amnesti til den oprørske, fantasifulde og vidende
Henrik Qvortrup, som systemet har forvist til at kommentere nye biler i
Børsen. Forsyn ham med fodlænke, og giv ham tilbage til demokratiet. Demokrati
op ad bakke [19/9, 22/9]
Kristendommen
og islam har løst problemet med intens overvågning ved, at selve den
magt, som overvåger alt og ved alt, Gud eller Allah, er godheden selv
og derfor aldrig i princippet vil misbruge sin intensive overvågning Godt, at regeringen nu
fremlægger en plan for mere effektiv pædagogisk indsats mod voldelig
radikalisering og ekstremisme. Men til syvende og sidst er mere intens
overvågning det eneste effektive våben mod hjemvendte, veltrænede
IS-krigere, som tørster efter at bevise deres kampgejst med danske
halshugninger. Derfor er den største demokratiske udfordring i disse
år, hvordan vi skærper overvågning af al kommunikation og samtidig
kontrollerer overvågningen demokratisk. Kristendommen og islam har løst
problemet med intens overvågning ved, at selve den magt, som overvåger
alt og ved alt, Gud eller Allah, er godheden selv og derfor aldrig i
princippet vil misbruge sin intensive overvågning. Men den løsning kan
ikke bruges i demokratiet. Her er er vi bare skrøbelige mennesker, der
med store tekniske og politiske udfordringer skal overvåge andre
skrøbelige mennesker for at forhindre at folk, som strutter af
selvtillid, fordi de overvåges tæt og helt ubesværet af et overjordisk
væsen, hugger hovedet af os for at afskaffe demokratiet. Verden er ikke
retfærdig. Demokrati er op ad bakke. Friktionsløst
nyhedsknald [18/9, 21/9]
Takket
være DRs skamløse forhold til stof, som andre har produceret, så kan
Groft sagt og alle andre danskere altid have tillid til, at man på DRs
website og i DRs nyhedsudsendelser får et opdateret, gratis overblik
over det mest salgbare fra alle landets organisationer og medier Efter seneste medieforlig har
DR nedlagt 50 stillinger i sin nyhedsafdeling. Samtidig har alle store
organisationer i de seneste årtier oprustet deres
kommunikationsafdelinger, bl.a. ved at købe gode dagbladsreportere med
netværk ind i landets medier til at bombardere DR med propaganda og
spin. DR Nyheder nærmer sig en situation, hvor man med minimal
journalistisk friktion udelukkende bringer historier, som andre
organisationer har produceret. Eller nyheder, som man har tyvstjålet
fra private medier. DRs nyhedschef praler i Jyllands-Posten torsdag
med, at danskerne anser DR for det vigtigste nyhedsmedie. Ja, det tror
pokker, for takket være sit skamløse forhold til stof, som andre har
produceret, så kan Groft sagt og
alle andre danskere altid have tillid til, at man på DRs website og i
DRs nyhedsudsendelser får et opdateret, gratis overblik over det mest
salgbare fra alle landets organisationer og medier. Kun tåber gider i
længden betale dødsmærkede private medier for stof, som DR brovtende
falbyder gratis, samtidig med at de fyrer deres egne nyhedsjournalister. En
supermagts fald [17/9, 18/9]
Stolt
syngende sine politisk korrekte kampsange graver den humanististiske
stormagts elitetropper sin egen grav. Tragisk. På mange måder er fænomenet
”svensk politisk korrekthed” festligt, fordi enhver (uden for Sverige)
kan se, at det er komisk, at et land, som ønsker at fremstå som verdens
humanistiske supermagt, praktiserer propagandateknikker, som de kendes
fra Orwells étparti-satire ”1984” (1949). Big Brothers ”Ministerium for
sandhed” ville bestemt også have rettet Astrid Lindgrens gammeltekster
om Pippi med negre og resten af den svenske forkerte fortid ind, så det
hele blev politisk korrekt nysprog. Men det tragiske ved al politisk
korrekthed er, at man ignorerer de reelle problemer for i stedet med
ildhu at korrekse sprogbrugen. For når alle taler politisk korrekt, så
findes problemet ikke i offentligheden. Og mens alle medier og partier
i Sverige gør sig umage med altid på korrekt nysprog at sige
”racistisk”, ”fremmedfjendsk” og ”udemokratisk”, når de taler om
Sverigedemokraterne, så vokser de problemer, som gør, at SD stjæler
stadig flere af deres stemmer. Stolt syngende sine politisk korrekte
kampsange graver den humanististiske stormagts elitetropper altså sin
egen grav. Tragisk. Sverige
begravet i stilhed [16/9, 17/9]
I
Danmark ville DR aldrig slippe afsted med overvågning af Kristian
Thulesen Dahls dankort-betalinger, uden at vores skrevne presse og alle
politikere ville skrige alarm. Men i Sverige kan Sveriges
statsfinansierede public service-medie overvåge Jimmie Åkesson, SDs
leder, uden at nogen så meget som rømmer sig. To dage før valget bragte
Sveriges Radio den solonyhed, at Sverigedemokraternas
partileder, Jimmie Åkesson, havde spillet på nettet for en halv million
kr. på mindre end et år. Og at han ved en enkelt spillesession havde
tabt 50.000 kr. Oplysningerne havde det statsligt finansierede public
service-medie fået fra overvågning af Åkessons kontokort. Nyhedschefen
har ingen kommentar til, hvordan overvågningen er foregået, og
forklarer, at når nyheden bringes præcis to dage før valget, skyldes
det, at man netop på det tidspunkt havde fået verificeret
oplysningerne. I Danmark ville DR aldrig slippe afsted med
kontoovervågning, uden at vores skrevne presse og alle politikere ville
gå til angreb. Her i Danmark råber vi op og fører retssager, bare fordi
et ligegyldigt skandaleblad, Se og Hør,
trækker på kontooplysninger om ret ligegyldige kendte fra
underholdningslivet. I Sverige lader alle medier og politikere det
derimod passere i stilhed, at landets ”neutrale” statsmedie, trækker på
kontooplysninger om en toppolitiker, som står til at blive tungen på
vægtskålen i parlamentet. Infam
Sundhed [12/9, 15/9]
Alle
danskere bør straks holde op med at æde, drikke og ryge sig selv ihjel,
melde sig ind i hjemmeværnet, komme i form og gøre klar til at bekæmpe
hjemvendte IS-krigere Enhver dansker har sin frihed
til at æde, drikke og ryge sig ihjel. Desværre har enhver dansker også
sin frihed til at lade sig hjernevaske i moskeen rundt om hjørnet, tage
ned til IS og vende hjem som kamptrænet terrorist, der slår ”vantro”
ihjel. Bare ti af de IS-krigere, som vi torsdag aften kunne se i Vice
News’ reklamevideo for sekten på DR2, vil kunne sætte Danmark på den
anden ende med en aktion mod kongehus, folketing eller DR. For der er
ingen grund til at tro, at IS-folk er mindre kompetente til væbnede
aktioner i vestlige lande, end de er til at få vestlige medier til
gratis at udbrede deres glorificerede selvfremstilling. Vi så, at
venlige, veludstyrede, veltrænede, unge mænd under selveste Allahs
kommando blev behandlet som guder af befolkningen i den besatte syriske
by Raqqa. Forbrydere sonede frivilligt deres forbrydelser for åben
skærm, og en mand lovede sharia-politiet at tildække sin kone bedre.
Alle danskere bør straks holde op med at æde, drikke og ryge sig selv
ihjel, melde sig ind i hjemmeværnet, komme i form og gøre klar til at
bekæmpe hjemvendte IS-krigere. Politik
uden medier [12/9, 15/9]
DR2
Debatten torsdag aften stod politikere og eksperter og klogede sig på,
hvad Danmark hellere skulle have gjort i Afghanistan, Libyen, Irak og
Syrien. Men ingen tænkte på, at politikere er helt i lommen på de
skurke, som medierne skaber Når Obama nu pludselig får en
strategi for at bekæmpe IS, så skyldes det udelukkende mediernes
billeder af ISs mord på to amerikanere. Og da Danmark var med til at
vælte Saddam Hussein og Gaddafi, skyldtes det udelukkende mediernes
fremstilling af de to provokerende diktatorer. Først fortæller medierne
om ulidelige skurke. Derefter konkurrerer demokratiets politikere om at
gøre noget ved dem ved at vedtage nye love eller sende dansk militær
ind. For demokrati går ud på at få stemmer ved at straffe de skurke,
som medierne viser, og som skaber frygt og had i vælgerskaren. Men i
DR2 Debatten torsdag aften stod politikere og eksperter og klogede sig
på, hvad Danmark hellere skulle have gjort i Afghanistan, Libyen, Irak
og Syrien. I den 75 minutter lange debat nævnte ingen med et ord
mediernes fremstilling, som den afgørende faktor, der altid tvinger
politikere på banen for at vise handlekraft, koste hvad det vil.
Debatten viste, at bare man ser bort fra politikeres refleks-forhold
til medieskurke, så kan man få sig en højpandet diskussion om, hvad man
meget hellere skulle have gjort. Svensk
Superman [11/9, 13/9]
Selv
om Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, fører sig frem som en
kedelig, stueren Clark Kent, der ikke kan huske, hvor han har lagt sit
Superman-kostume, så sender undertrykte svenskere ham til vejrs i håb
om, at han redder dem Indvandrerdebatten i Sverige er
to årtier efter den danske. Dansk Folkepartis modsvar i det svenske,
Sverigedemokraterne, behandles af medier og andre partier stadig efter
Nyrups komiske Ali-udtalelse i 1999: ”Stuerene, det bliver I aldrig”.
Forklaringen er, at Sverige aldrig har haft festlige oprørsbevægelser
som Glistrups mod papirnusserne og Pia Kjærsgaards mod politisk
korrekthed i indvandrerspørgsmålet. Derfor regerer den pæne etablerede
vanetænkning stadig hele landet. Og Sverigedemokraternes leder, den
høflige unge mand, Jimmie Åkesson, ejer ikke den frækhed og satiriske
styrke som en politisk leder i dag skal have for at komme ind med
4-toget, gøre det politiske establishment til grin og banke et nyt
parti op til noget stort. Så når hans parti alligevel på søndag nok får
mere end de 10-12 pct, det står til i meningsmålingerne, så viser det,
hvor desperat bekymrede svenskere er. Selv om Åkesson fører sig frem
som en kedelig, stueren Clark Kent, der ikke kan huske, hvor han har
lagt sit Superman-kostume, så sender undertrykte svenskere ham til
vejrs i håb om, at han redder dem. Svensk for
fulde gardiner [10/9, 11/9]
Det
var på høje tid, at det svenske børnegardin blev gjort tavst. Det skød
vildt om sig - ikke kun på negerpiger - men på hvide, overvægtige mænd,
sorte høvdinger, truede dyrearter, demokratiet og kvinder Senest har den svenske
politiske korrekthed ramt et gardin i temaparken
”Astrid Lindgrens Verden”.
En besøgende mor opdagede gardinet i souvenirbutikken og skrev i et
indlæg på temaparkens Facebook-side: ”Jeg undrer mig over, hvad I
tænker på, når I sælger gardiner, hvor mørke børn er Pippis slaver?” Og
så undskyldte man og fjernede gardinet. Kvindens begrundelse er tynd.
For de to negerpiger kan bare være adopterede, kernesvenske børn i leg.
Men på gardinet optræder også en overvægtig hvid mand som høvding. Han
har et skørt på og en kæde med tænder af vilde dyr om halsen. Denne
hvide mand er en større provokation end de to mørke piger. Hans figur
håner overvægtige mænd, fornærmer sorte høvdinge for ikke at være gode
nok til at optræde med original farve på et svensk børnegardin og
opfordrer til jagt på truede dyrearter for at skaffe sig flotte
halskæder. Hertil kommer, at både høvdingen og Pippi bærer kroner på
hovedet. Det er et farligt angreb på demokratiet. Og gardinet viser en
verden renset for voksne kvinder. Det var på høje tid, at dette
dræbende gardin blev gjort tavst. Finanslovsforslags
øjeblik [9/9, 10/9]
Hvis
vores politikere kunne nøjes med hele tiden at fremlægge visionære
planer uden straks at ødelægge dem med kompromiser, så ville vores land
rumme mange store personligheder, som levede i et stort øjeblik uden
ende Ingen er i tvivl om, hvornår
store personligheder i verdenshistorien havde deres store øjeblik.
Winston Churchills store øjeblik var, da han under 2. Verdenskrig holdt
sine radiotaler til det britiske folk for at holde modet oppe. Martin
Luther Kings store øjeblik var, da han holdt sin ”I have a dream”-tale.
Også danske politikere har deres store øjeblikke. Øjeblikke, hvor de
fremtræder med stor selvtillid og karisma og ikke er til at skyde
igennem. Det er når de fremlægger store planer. Som f.eks. Lars Løkke
gjorde mandag med Venstres finanslovsforslag. Løkke fremstod stærk og
målrettet, og journalisterne behandlede ham med ærefrygt. Og også
Thorning og Søvndal fremstod jo med stor selvtillid og skønhed, dengang
de fremlagde deres storslåede planer ”Fair forandring”. Nutidens danske
politikere har altså også store øjeblikke, hvor de fremtræder stærkt og
smukt. Så bare vores politikere kunne nøjes med hele tiden at fremlægge
visionære planer uden straks at ødelægge dem med kompromiser, så ville
vores land rumme mange store personligheder, som levede i et stort
øjeblik uden ende. Først
veteranerne, så resten [5/9, 9/9]
Overborgmester
Frank Jensens ræsonnement omkring bortrationaliseringen af
veteranpolitikken i Københavns Kommune markerer et kvantespring fremad
i dansk afbureaukratisering Københavns Kommune vil nedlægge
sin veteranpolitik. Det sker, fordi mange veteraner er for svage til at
opsøge kommunen for at få hjælp. Borgmester Frank Jensen forklarer, at
det kun er selve de papirer, som veteranpolitikken er nedskrevet på, og
bureaukratiet omkring dem, som kommunen vil nedlægge. Kommunens fokus
på veteraner bliver der ikke ”rokket en tøddel ved”. Og man sparer
heller ikke penge ved det. Jensens ræsonnement omkring
bortrationaliseringen af veteranpolitikken markerer et kvantespring
fremad i dansk afbureaukratisering. Hvis man kan afskaffe papirer og
administration omkring håndteringen af veteraner, uden veteranerne kan
mærke forskel, så kan man selvfølgelig også afskaffe papirer og
administration omkring dagpengemodtagere, skatteydere og enhver anden
samfundsgruppe, uden at gruppen vil mærke nogen forskel. Konsekvensen
er, at hele det offentlige bureaukrati kan afskaffes, uden at nogen
mærker forskel. Fint! Men den nytænkende Jensen skylder skatteborgerne
en alment begribelig forklaring på, hvordan kommunen kan undgå at spare
penge på at nedlægge sig selv. NATO får sidste ord [5/9, 8/9]
Obama
og NATO kæmper i øjeblikket med to udgaver af den vulgære magtdespot
Kim Jon-un, Nordkoreas diktator: Putin og IS Barack Obama fik magten ved at
holde løfterige taler, der hensatte verden i søde drømmerier. Han er
ikke meget for at erkende, at volden bestemmer mere end selv
fremragende taler, når det kommer til stykket. Han og NATO kæmper i
øjeblikket med to udgaver af den vulgære magtdespot Kim Jon-un,
Nordkoreas diktator. Dels vores lokale europæiske udgave af Kim,
KGB-manden Putin, som er en mester i at sløre sine voldshandlinger med
imødekommende tale, så demokratiske vestlige ledere holder sig tilbage
fra at ”provokere” med vold og fortsætter deres snakkeorgier og
umærkelige sanktioner. Dels en yderst blodig nomadeudgave af Nordkoreas
diktatur, Islamisk Stat. Både for Putin og IS gælder, at deres vold
giver god mening for dem selv: De gør deres bagland stolt over den
angst, frygt og opmærksomhed, de skaber i vestlige demokratier. Men om
få dage efterfølges Europas førende krigsretoriker, NATOs
generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, af norske Jens Stoltenberg, som
er Europas førende gravtaler. Godt! Det tyder da i det mindste på, at
NATO nok skal få det sidste ord, når det hele er overstået. Krigens nye
klæder [4/9, 6/9]
NATOs
musketér-ed om at sende uniformeret kavalleri ind, virker håbløs
gammeldags over for fjender, som nægter at være der Den nye russiske krigsform med,
at man fører krig mod et naboland ved at pille alle kendetegn af sine
tropper og derefter sende dem ind som ”lokale separatister”, kræver
nytænkning i NATO. NATOs musketér-ed om at sende uniformeret kavalleri
ind, virker håbløs gammeldags over for fjender, som nægter at være der.
NATO er nødt til at kopiere Ruslands taktik med at føre skyggekrig.
NATO burde således for længst have kæmpet i Ukraine uden at være der –
for at forebygge, at russerne udfører deres Ukraine-trick på
NATO-lande. Man skulle have iført NATO-soldater ukrainske
soldateruniformer og forsynet NATO-køretøjer med ukrainske
militærnummerplader. Samtidig skulle NATOs generalsekretær Fogh –
fuldstændig som Putin – med hele sin retoriske styrke benægte at NATO
er i landet. Hvilket jo ville være lige så komplet vanvittigt og
truende for verdensfreden, som hvis Rusland havde været i landet.
Derefter vil Putin indse, at han er oppe mod en ligeværdig modstander –
og under fuld respekt for den afbalancerede gensidige galskab trække
sine ikke-eksisterende tropper hjem. Bennys
bommert [3/9, 4/9]
Den
eneste berettigede kritik, man kan rette mod den nye skatteminister
Benny Engelbrecht er, at han undervurderede sit fedteris virkning på en
statsminister, som alle andre flygter fra for ikke at blive trukket med
ned Den nye skatteminister Benny
Engelbrecht kritiseres hårdt for aldrig i sin tid som medlem af
skatteudvalget at have deltaget i et eneste af udvalgets møder. Og for
at begynde sin ministerkarriere med at lave en akut kovending i sin
forbilledligt klare politik om total åbenhed om politikeres møder med
lobbyister. Det er en underlig gammeldags kritik. TV-serier som ”Yes,
Minister” og senest ”House of Cards” burde for længst have lært alle,
der interesserer sig for politik, at denne kritik mod Engelbrecht er
urimelig. Da han skulkede fra skatteudvalget og udsendte bandbuller mod
skjult lobbyisme, vidste han jo ikke, at han snart efter skulle være
skatteminister. Han troede, at han i mange år skulle henleve et liv som
magtesløs i folketingsgruppen. Skulkeri og nådesløs åbenhed er jo en
luksus, som magtesløse politikere netop kan tillade sig, fordi ingen
interesserer sig for dem. Den eneste berettigede kritik, man kan rette
mod Engelbrecht er derfor, at han undervurderede sit fedteris virkning
på en statsminister, som alle andre flygter fra for ikke at blive
trukket med ned. Spinprogrammer
i selvspin [29/8, 2/9]
Den
politiske substans sejrer kun over spin, proces og personer, hvis
seerne modstår den massive politiske indoktrinering i TVs politiske
analyseprogrammer Berlingskes bundsolide
kommentator, Thomas Larsen, skrev forleden, at det er godt, at de
Konservative har fået den medieegnede Pape i spidsen, men at partiets
skæbne til syvende og sidst afhænger af de mærkesager og planer, som
partiet lægger frem. Men har Larsen taget TVs politikanalyserende
udsendelser med i sin vurdering? Vælgere, som ser Tirsdagsanalysen (TV2
News), lærer, at spin, proces og personer udgør 99,9 pct af politik.
Senest er ”Jersild minus spin” dukket frem på DR2. Her tages yderligere
et skridt væk fra den politiske substans, idet udsendelsens medvirkende
stjæler opmærksomheden. Når Rulle Grabow svarer på Jersilds spørgsmål,
stirrer Peter Goll på hende som en forpint ungersvend, der har sin
første træningstime på et scorekursus. Og Rulle har et forførelsestrick
med at lade tungen hvile frivolt mellem tænderne, mens hun med åben
mund mere end villigt modtager det svar, som overlærer Jersild med
store omsvøb lægger hende i munden. Hvis Larsen har ret i, at
substansen vinder til sidst, så er det i hvert fald op ad bakke – og
kun hvis man forsager spinprogrammerne på TV. Æggedans
til Putins melodi [29/8, 31/8]
Når
Putin synger om russiske ”separatister” i stedet for ”tropper” og
”nødhjælpskolonne” i stedet for ”hvidmalede militærkøretøjer”, lyder
sangen også artigt i vores elektroniske medier, som bygger på, at
sandheden altid findes i en æggedans mellem to, der er mener det
modsatte De russiske løgne på melodien
om, at man ikke har tropper i Ukraine, er efterhånden så åbenlyse, at
mange sikkert spørger, hvorfor russerne overhovedet gider have besværet
med at stikke dem. Men det er en del af krigens væsen, at man ydmyger
sine fjender ved groft at fornærme dem med skamløse løgne, som man ikke
engang selv tror på. Og i systemer som det russiske pseudodemokrati,
hvor de store medier suverænt styres af Putins folk, kan man blæse
propagandaløgnene ud over folket som sandheden. Og vestlige
demokratiers public service-medier skal både være neutrale og
objektive, og derfor altid danse æggedans mellem to parters officielle
fremstillinger. Så når Putin synger om russiske ”separatister” i stedet
for ”tropper” og ”nødhjælpskolonne” i stedet for ”hvidmalede
militærkøretøjer”, lyder sangen også artigt i vores elektroniske
medier, som bygger på, at sandheden altid findes mellem to, der er
mener det modsatte. Hvis Putin bare sagde sandheden om sine soldater i
Ukraine, så ville det være umuligt for DR og TV2 at forholde sig
neutralt og objektivt til ”opstanden”. Så’n var
det ikke i 70erne [29/8, 30/8]
I
1970erne var det ikke bare enkelte studerende på Det Humanistiske
Fakultet, der lignede samfundsomstyrtere. Det gjorde flertallet af
fakultetets forskere og undervisere. Den mistænkte terrorist, som
udløste alarm i København, var heldigvis bare en studerende på vej til
eksamen på Det Humanistiske Fakultet. Men hans udseende, adfærd,
medbragte terrorlitteratur og elektroniske udstyr passede perfekt til
en mellemøstlig bombemand. Godt, at befolkningen er på vagt. Men også
godt, at befolkningen ikke var lige så meget på vagt i 1970erne. For
dengang var det ikke bare enkelte studerende på Det Humanistiske
Fakultet, der lignede samfundsomstyrtere. Det gjorde flertallet af
fakultetets forskere og undervisere. Og de ikke bare lignede. De talte
også som revolutionære. Det skulle man for at undgå at være under
mistanke for at være reaktionær, dvs. socialdemokrat, hvilket dengang
var karriereødelæggende.
Og da fakultetets undervisning foregik i skumle, lejede baglokaler i
den indre by, så myldrede der altså hver dag umiskendelige
samfundsomstyrtere rundt overalt. Hvis befolkningen havde været ligeså
meget oppe på mærkerne dengang som nu, så havde man måttet nedlægge
fakultetet. Så havde det ikke i dag ligget på Amager og lignet en
moderne handelshøjskole. Fodboldfix [28/8, 29/8]
Det er
ret imponerende, at spillesyndikater i Fjernøsten åbenbart er i stand
til at tjene penge på, at middelmådige danske fodboldhold, som de slet
ikke kender, spiller mod hinanden – bare det er aftalt spil Matchfixing i fodbold har fyldt
meget i medierne på det sidste. Ansvarlige og eksperter er blevet
interviewet med gravalvorlige miner i lange indslag på TV, og den
trykte presse har bragt side op og ned om, at der muligvis har været
aftalt spil i to danske fodboldkampe i landets næstbedste række i 2010.
Man skulle tro, at det handlede om landets ve og vel. Men fodbold er da
bare underholdning. Og det er da ret imponerende, at spillesyndikater i
Fjernøsten åbenbart er i stand til at tjene penge på, at middelmådige
danske fodboldhold, som de slet ikke kender, spiller mod hinanden –
bare det er aftalt spil. Det imponerende er, at samme klubber som regel
er økonomisk helt til rotterne, fordi de ikke selv er i stand til at
tjene penge på fodbold, og slet ikke i næstbedste række. Lad dog de
stakkels underbetalte – og ofte muddertilsølede – spillere ved
matchfixing få sig et supplement til den elendige løn, de får. Og ingen
eventuelle tilskuere ved de to matchfixede kampe har jo undret sig over
målene. Så bare alle holder kæft, så kan man spille løs, nøjagtigt som
man plejer. Bare rigere. Pigetortur
[27/8, 28/8]
Der
foregår megen tortur af småbørn her i landet. Det sker i form af
manglende opdragelse eller mishandling Der foregår megen tortur af
småbørn her i landet. Det sker i form af manglende opdragelse eller
mishandling. Det meste opdages ikke af offentligheden, før de
torturerede børn bliver en pestilens for samfundet. Som nu den 15-årige
pige som tæskede Khaders datter, og som vi har hørt true et af sine
ofre og offerets mor, som både meldte sagen til politiet og stod frem
på TV. Kun fordi volden tilfældigvis også ramte en kendt persons datter
og en pige med en modig mor med talegaver, tog medierne den op. Og det
satte politikerne i gang. Fredselskende pædagoger på den åbne
institution, hvor pigen var anbragt, havde længe intet effektivt gjort
mod pigens voldsaktiviteter og trusler. Og så længe pigen havde succes
med at true sine ofre til at holde kæft, så var der jo heller ikke
officielt noget at komme efter. Nu er pigen så på lukket institution,
hvor en hærskare af pædagoger, skal forsøge at rette hende lidt op,
inden hun om 30 dage igen er tilbage i nærmiljøet. Frihed er en skøn
ting – og dyrebar. Især når folk benytter deres frihed til at avle børn
uden selv at opdrage dem. Slut med
demokrati på tilbud [26/8, 27/8]
Demokrati
har vist sig at være et tilbud, som afslås altfor let. Derfor skal
demokrati ikke længere bare være en tilbudsvare i vores ideologiske
supermarked. Alle skal vide, at demokrati koster blod, sved og tårer Engang troede vi, at vi kunne
indføre demokrati i et land ved at vælte landets tyran. Men nu ved vi,
at så snart det autoritære styre er væk, så er det ikke demokratiet,
der pibler frem i alles hjerter. I stedet myldrer de religiøse sekter
og kriminelle bander frem og plaffer løs på hinanden, og skaber et
helvede, der dræber langt flere på en weekend end tyrannen formåede. Og
engang troede vi, at vores demokratis uddannelsessystem og velfærd
vaccinerede vores unge mod at finde mening i at underkaste sig en
overjordisk autoritet, som kræver død over alle, som bryder hans
dogmer. Og at ingen af vores unge i hvert fald nogensinde kunne finde
på at gå i døden for at bekæmpe demokratiet med terror. Men nu ved vi,
at vi også tog fejl angående dette. Så i dag ved vi, at demokrati ikke
vælges automatisk af enhver, som får tilbudet gratis. Demokrati har
vist sig at være et tilbud, som afslås altfor let. Derfor skal
demokrati ikke længere bare være en tilbudsvare i vores ideologiske
supermarked. Alle skal vide, at demokrati koster blod, sved og tårer.
Ellers går vi nedenom og hjem. PR som
kunstform [25/8, 26/8]
Forfatteren
Christina Hagen har ved hjælp af en dobbeltgænger gennem de seneste
måneder udnyttet selvhøjtidelige kulturmediers reflekser til at skaffe
sig omfattende omtale uden et ord om indholdet af hendes bøger. Forfatteren Christina Hagen
(født 1980) skrev lørdag kronik i Politiken om, at hun ikke synes hun
er særlig pæn, og at hun derfor ikke gider stille op til
digterinterviews og -debatter. Derfor fik hun sig i juni en smuk og
begavet danststuderende blondine som dobbeltgænger. Blondinen har
optrådt som Christina ved flere lejligheder. Mest ved lejligheder, som
Christina selv aldrig ville være blevet indkaldt til, hvis hun ikke
havde haft dobbeltgænger. For selv seriøse programmer som DR2 Deadline
kunne se det pikante i dobbeltgængeriet. Og hver gang dobbeltgængeren
optrådte som Christina, handlede indslaget om dobbeltgængeriet, så
ingen behøvede kede sig ved at skulle høre om Christinas forfatterskab.
Nu har blondinen så afsluttet det smarte pr-stunt med en kronik i
Politiken Søndag. Hun vender nu tilbage til universitetsstudierne. Groft sagt kipper med flaget. Sjældent
har to intelligente kvinder udnyttet selvhøjtidelige kulturmediers
reflekser bedre til at skaffe omfattende, helt indholdsløs omtale end
her. Og det mest groteske er, at Christina er mindst ligeså pæn som
blondinen. Selvcensurens kalifat [22/8, 25/8]
Demokratiske
danske muslimer bør bryde deres øredøvende selvcensur og gå i debat med
deres egen tros voldstosser. Ellers får vi kalifatet Det fremgår af Berlingskes
interview fredag med en dansk-palæstinensisk IS-kriger, at det var ”de
antimuslimske toner i den danske debat”, som førte ham ud i kalifatets
hjernevask og efterfølgende religiøst vanvid. Inden Pia Kjærsgaard får
skylden for, at Islamisk Stat breder sig blandt borgere her i landet,
bør alle fredselskende danske muslimske organisationer indse, at hver
gang de lader den slags ævl fra ekstremistiske danske muslimer passere
upåtalt, så fremmer de kalifatet. De er nødt til at indse, at der er en
fundamental modsigelse mellem demokrati og religion, fordi demokrati er
vores forsøg på at leve sammen i ordnede rammer uden at skulle spørge
en overjordisk magt, som påstås for århundreder siden at have leveret
en tekst, som rummer alle svar. Demokrati indebærer derfor debat og
uenighed – også om overjordiske magter og deres gamle tekster. Både
demokratiske protestanter, jøder og katolikker har for længst indrettet
sig efter dette. Nu må demokratiske muslimer bryde deres øredøvende
selvcensur og gå i debat med deres egen tros voldstosser. Ellers får vi
kalifatet. Akkari
kasseret [22/8, 24/8]
Ahmed
Akkari er tilbage i Grønland. Integrationsindustrien trives åbenbart så
fint med de store problemer her i landet, at det er forstyrrende at
have en, der ved, hvad det egentligt handler om, ansat Skoler og kommuner kæmper i
disse år med at få integrationen til at lykkes. Der ansættes
konsulenter, skrives rapporter og efteruddannes for formuer. Men
samtidig bliver integrationen tilsyneladende værre og værre. Derfor
udløste det begejstring flere steder på lederniveau i pressen, da Ahmed
Akkaris bog ”Min afsked med islamismen” udkom i april. Her var en mand,
som havde taget hele turen fra kernedansk opvækst i Nordjylland,
karriere som omrejsende imam op til Muhammed-krisen, frafalden islamist
og uddannet lærer med flere års gerning på Grønland. Altså en mand med
lige netop de erfaringer, som danske skoler og kommuner har brug for i
deres integrationsarbejde, og med den kendisfaktor, som kunne gøre
indtryk på unge muslimer, som vakler mellem demokrati og kalifat. Men
nu fortæller Jyllands-Posten, at Akkari har været økonomisk tvunget til
at vende tilbage til et lærerjob i en lille grønlandsk bygd med 1700
sjæle. Integrationsindustrien trives åbenbart så fint med de store
problemer her i landet, at det er forstyrrende at have en, der ved,
hvad det egentligt handler om, ansat. Svensk
korrektheds-tragedie [22/8, 23/8]
Hvor
tragisk, at den politiske korrektheds-helgen, forfatteren Jakob Holdt,
skal give anledning til, at nogle snotdumme svenskere krænkes Sidste weekend aflyste
Malmøfestivalen arrangementet ”Med andre øjne”, fordi der var nogle,
der fandt det racistisk. De mente, at arrangementet var et såkaldt
”blackfacing-projekt”, dvs. et projekt, hvor hvide mennesker sminker
sig sorte på en karikerende og stereotyp vis, der kan opfattes som
racistisk. Festivallederen indrømmede, at kritikken byggede på en
misforståelse, for projektet gik ud på at give publikum mulighed for at
opleve verden med en anden hudfarve og etnicitet ved at blive sminket
og udstyret med en paryk. Men i det politisk overkorrekte Sverige
valgte man alligevel for en sikkerheds skyld at aflyse. Men nu kommer
det virkeligt tragiske. For en af de modeller, festivalen havde brugt
til at markedsføre arrangementet med, var Jakob Holdt, som – med
hårpisk og det hele – var sminket om til neger, undskyld sort. Han er
kendt som skandinaviens mest politisk korrekte person fra sine utallige
lysbilledforedrag ”Amerikanske billeder”, bøger og tv-optræden. Hvor
tragisk, at denne politiske korrektheds-helgen skal give anledning til,
at nogle snotdumme svenskere krænkes. Skandaleshowets
drejebog [21/8, 22/8]
Efterspillet
til Melodi Grand Prix 2014 i B&W-hallerne er et show omkring
showet. Vælgerne har både fået et flot show og en lang næse Nu har Region Hovedstaden
besluttet at betale 46 mio til Wonderful Copenhagen (WoCo) for at dække
budgetoverskridelserne ved Eurovision Song Contest. Det uhyggelige er,
at det har været forudsigeligt helt fra begyndelsen, at skatteborgerne
ender med at betale. Skandalen opstår, fordi DRs forvænte elite ikke
gad tage en masse rejser til Herning Arena for at arrangere halløjet.
Desuden var det langt sjovere at lege for andres penge med de gamle
B&W-haller. Og ingen regionspolitikere ville optræde som
lyseslukkere, fordi showet er så populært, at vælgerne kræver, at alt
gøres. Og den amatørprægede pr-organisation, WoCo, var de naive sjæle,
som både DR og politikerne kunne se ville komme at stå med aben for
overskridelserne. Og nu forsøger så de erfarne regionspolitikere, som
selvfølgelig – godt hjulpet af deres tusinder af kvikke papirnussere i
Region Hovedstaden – har skrevet drejebogen lige fra begyndelsen, at
score på at optræde kritisk i medierne og kræve fyringer, redegørelser
og rigsrevision. Således gik det til, at vælgerne både fik et flot show
og en lang næse. Louisiana
på turné [20/8, 21/8]
Louisiana
bør købe et sæt flytbare hvide vægge, som museet turnerer med rundt i
landet og lader opstille omkring forskellige lokale grusbunker, stenede
strande, åer og lignende Samtidig med at en af verdens
største forfattere, Salman Rushdie, fik 500.000 i Odense og kvitterede
med at rose H.C.Andersens ”Kejserens nye klæder”, åbnede Louisiana en
udstilling med en bunke grus og sten (med å) af den verdensberømte
Olafur Eliasson. Avisernes kunstanmelderne er helt oppe at køre over
gruset, som det har kostet en formue at hente på kunstnerens hjemegn,
Island. Men hvorfor skal grus og sten hentes hundedyrt til museet, hvis
museet selv kan bevæge sig ud til grus og sten?
Groft sagt foreslår, at Louisiana køber et sæt flytbare hvide
vægge, som museet turnerer med rundt i landet og lader opstille omkring
forskellige lokale grusbunker, stenede strande, åer og lignende.
Derefter lukker man kunstanmelderne ind og fortæller dem, at sceneriet
er skabt af en stor kunstner. De vil så skrive begejstret i alle
aviserne. Og hvis Louisiana så samtidig kræver den entré, som de
normalt tager til deres malerisamlinger og anden kunst, så vil intet
barn turde råbe, at det er bondefangeri. Efter sådan en turné vil
landets mange ignorede grusbunker være guld værd. Foghs næste
job [19/8, 20/8]
To
optrædender på TV i sidste uge viser, at Fogh både vil kunne få succes
som søndags-studievært på TVA, og ikke mindst som fornyelse i TV 2 News
”tirsdagsanalysen” Fogh var i landet i sidste uge
og gav interview i TV. Gentagne gange forklarede Fogh studievært Kim
Bildsøe Lassen i TV Avisens søndagsudgave, at den nuværende, kaotiske
situation i Irak skyldes, at den irakiske politiske elite har været
elendige til at udnytte befrielsen for tyrannen Saddam til at skabe et
reelt demokrati. Det var en yderst kultiveret samtale mellem to yderst
velklædte mænd. Også Lotte Mejlhede interviewede Fogh på TV 2 News. Her
gjorde især Lottes vilde grimasser og gestikulation og skrigende
intonation indtryk som en skarp kontrast til Foghs alvorlige
saltstøtte-figur og nøgterne, lavmælte udtalelser. Mange spørger, hvad
Fogh skal lave, efter at han om få dage stopper som
NATO-generalsekretær. De to optrædender på TV viser, at Fogh både vil
kunne få succes som søndags-studievært på TVA, og ikke mindst som
fornyelse i TV 2 News ”tirsdagsanalysen”, hvor den kåde, fnisende
blondine, som er studievært, og hendes to kulrede bejlere, Mogensen og
Kristiansen, længe har savnet en Jeronimus, som med stenansigt og uden
at blinke kan skære gennem alt deres fjant og pjat. Drømmepige
og hængt kat [18/8, 19/8]
Den
eneste grund til, at Helle-figuren scorer lige nu, er, at TV har vist
så mange pæne billeder af hende smilende med udslået hår i Bruxelles
sammen med europæiske topfigurer, som roser hende for statsmandsskab. For første gang nogensinde
viser en opinionsmåling, at flere vælgere mener, at Helle Thorning
klarer det enten ”godt” eller ”meget godt” som statsminister, end
vælgere, som mener det modsatte. Men samme vælgere vil stadig kun give
hende 20,7 pct. af stemmerne mod 24,8 ved valget i 2011, og alt peger
på solid blå sejr ved næste valg. Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus
Universitet forklarer til DR Nyheder: ”Den grundlæggende forklaring er
formentlig, at vælgerne lægger mere vægt på politikken end på
personerne.” Og det bekræfter professor Jørgen Goul Andersen, professor
i Statskundskab på Aarhus Universitet: ”I Danmark har vi ikke tradition
for, at personer betyder så forfærdeligt meget.” De to professorer bør
ryste hovederne og begynde forfra. Den eneste grund til, at
Helle-figuren scorer lige nu, er, at TV har vist så mange pæne billeder
af hende smilende med udslået hår i Bruxelles sammen med europæiske
topfigurer, som roser hende for statsmandsskab. Og det er da både godt
og meget godt klaret af Helle, som hjemme i dansk politik altid ligner
Margrethe Vestagers hængte kat. Skolereformen
efter denne [15/8, 18/8]
Hvad
gør vi, hvis det viser sig, at heller ikke den ny skolereform kan lære
eleverne at læse? Så bør næste reform bestå i, at Egelund og Antorini
sendes til himmels som bedstefar og –mor og udstyres med himmelsk
lokkemad På baggrund af de pædagogiske
udfordringer, som den danske folkeskole står med, bør vi være åbne over
for metoder, som med succes praktiseres i andre stater. F.eks den
metode, der består i, at eleverne allerede hjemmefra har lært om en
himmelsk bedstefar med en masse jomfruer, som står til rådighed for
alle dem, der dør i kampen mod nogle, som enten tror på en anden
bedstefar eller ikke tror på nogen bedstefar. Uden forældremøder,
kurser i klasserumsledelse, lektiecaféer, uden professor Niels Egelund
og maniske minister Antorini på TV dagligt får selv børn i de små
klasser med denne metode hurtigt vigtige færdigheder som at betjene en
kalashnikov-riffel og iføre sig et selvmordsbælte. Selvfølgelig kan
denne metode, som er hentet fra kalifatet Islamisk Stat, ikke uden
videre overføres til læseundervisningen hos os. Bl.a. er metoden jo
stærkt kønsdiskriminerende. Men hvad gør vi, hvis det viser sig, at
heller ikke den ny skolereform kan lære eleverne at læse? Så bør næste
reform bestå i, at Egelund og Antorini sendes til himmels som bedstefar
og –mor og udstyres med himmelsk lokkemad. Lærere
sveder bedst i teams [14/8, 17/8]
Der er
ingen rationel grund til, at lærerne sidder sammenstuvet på
lærerværelser og i nedlagte tandlægeklinikker på skolerne for at
forberede sig i teams. Ikke anden grund end, at de skal svede den af Grundideen i den ny skolereform
er, at lærerne afstraffes med eftersidning. Men det kan politikerne
ikke sige ligeud, da lærere og deres pårørende jo også er vælgere.
Derfor hører vi i øjeblikket en masse højstemt ævl om pædagogik, som
skal få eftersidningen til at glide ned som et stort pædagogisk
fremskridt. Bullshittet vælter især ud af den maniske Christine
Antorini, som ikke på sin RUC-kommunikationsuddannelse har lært, at
optimisme og begejstring godt kan blive for meget og give seerne
kvalme. Men Antorinis euforiske ordstrøm punkteres effektivt af den
stilfærdige, kloge ledelsesforsker, ph.d. Helle Hein, som i Berlingskes
”Kommentar” oplyser, at ”teams kan også arbejde virtuelt”, dvs. over
nettet. Fuldstændig som alle eleverne jo gør hele tiden på Facebook og
Instagram med vennerne, mens læreren forsøger at undervise dem. Der er
altså ingen rationel grund til, at lærerne sidder sammenstuvet på
lærerværelser og i nedlagte tandlægeklinikker på skolerne for at
forberede sig i teams. Den eneste grund er afklapsningen: At de skal
sidde og svede den af, som i den sorte skole. Pape homo
[15/8, 16/8]
Toppolitikere
vil altid være de mest offentligt gennemlyste personer, der findes.
Deres valg er derfor, om de vil springe ud på et selvvalgt tidspunkt,
eller blive afsløret på et tidspunkt, som passer en modstander eller et
medium. I et interview i Fyens
Stiftstidende onsdag fortalte Søren Pape Poulsen, at han er
homoseksuel. Nyheden vandrede derefter alle medier rundt og behandledes
med samme vægt som vigtige politiske emner som sagen om støtte til en
Viborg-fodboldklub og de Konservatives politiske udspil fra
sommergruppemødet samme uge. Alle seriøse medier supplerede deres
fremtrædende dækning af emnet med kvababbelser på lederniveau over, at
dette emne om en politisk leders seksuelle orientering overhovedet skal
være relevant i politik, som jo bør handle om substans og ikke om
personer. Disse kvababbelser ville være overflødige, hvis bare man i
stedet havde undladt at behandle emnet. Men det kan man ikke, fordi
læsere af alle slags gerne vil læse om politikere som personer. Og det
vil de, fordi politik i praksis forstås gennem indlevelse i de
politikere, som håndterer de politiske sager. Derfor vil toppolitikere
altid være de mest offentligt gennemlyste personer, der findes. Ved at
Pape ”springer ud” som homo, forebygger han bare, at tabloidpressen
senere scorer kassen på at afsløre ham som skabsbøsse. Lærere bør manipulere bedre [13/8, 14/8]
På seminariet undervises lærere ikke i effektiv
manipulation. Derfor aner de ikke, hvordan de imponerer journalister,
og hvordan de vinder magtspillet med curling-forældre og bavian-elever Danske
elever respekterer ikke deres lærere godt nok. Det mener halvdelen af
danskerne i en ny Megafon-måling lavet for TV 2. I målingen svarer 49 procent af de adspurgte
danskere, at der i mindre grad eller slet ikke er nok respekt for
lærerne i den danske folkeskole. Undervisningsministeriet
er på vej med en ekspertrapport, som foreslår, at skoleelever skal
mødes med høje, men realistiske faglige mål. Lærerne skal løbende give
feedback på elevens arbejde og evne til at indfri målene, og endelig
skal klassens regler og rutiner stå klare for alle fra skoleårets
start. Men det er jo alt sammen bare blankpolerede banaliteter, som
falder for ikke-prøven. Den slags uimodsigeligt ekspertævl er
skolevæsnet og lærerne proppet med i forvejen. Derimod mangler lærerne
katastrofalt praktisk viden og redskaber til at klare skolens mest
basale udfordringer. Groft sagts
erfaringer fra foredrag for lærere er, at lærere på seminariet intet
brugbart lærer om manipulation. Derfor aner de ikke, hvordan de
imponerer journalister, og hvordan de vinder magtspillet med
curling-forældre og bavian-elever. Tørklæder
besejrer kalotter [12/8, 13/8]
Jødernes
modstandere vinder udelukkende den religiøse symbolkamp i den danske
offentlighed, fordi jødehadere bl.a. består af voldelige elementer, som
politiet ikke formår at stoppe Det er ikke længere tilladt for
elever på den jødiske skole i København, Carolineskolen, at gå uden for
skolens område i skoletiden, hvis de bærer synlige jødiske symboler,
f.eks. kalotter. Dette forbud skyldes udelukkende, at eleverne
risikerer at lide voldelig overlast på grund af deres religiøse
symboler. Når det er utænkeligt, at muslimske elever fra en muslimsk
skole tilsvarende skulle forbydes at bære tørklæder uden for skolen, så
skyldes det udelukkende, at de ikke risikerer at lide voldelig overlast
på grund af deres religiøse symboler. Jødernes modstandere vinder altså
denne religiøse symbolkamp i den danske offentlighed, fordi jødehadere
bl.a. består af voldelige elementer, som politiet ikke formår at
stoppe. Jøderne har så valget mellem at falde til patten, eller tage
kampen op ved at mobilisere tilsvarende voldelige, ustyrlige grupper,
som overfalder muslimer med tørklæder. Heldigvis vælger jøderne at
falde til patten. Ellers kunne store områder af København snart
genopføre Israel – Palæstina-konflikten. Tak til jøderne for at redde
os, når nu politiet ikke kan. Note (d. 17/8):
Overskriften i den version, jeg sendte til avisen, lød "Slør besejrer
kalotter". Efterfølgende rettede vi "slør" til "tørklæder". Og sådan
blev den bragt i avisen. Efterfølgende har jeg så indset, at "besejrer"
også burde være rettet til "tæsker". Det er så sket nu. For sen
brok [11/8, 12/8]
Lærerne
var sluppet for at sidde efter under en ny skolereform, hvis bare de
havde taget hånd om deres image i alle de år, hvor det er gået nedad En del lærere brokker sig over
den ny skolereform. Men de burde have brokket sig for flere år siden
over, at de elever, som de producerede, var for dårlige, især de 16
procent, som kommer ud som funktionelle analfabeter. Nu må vi allesamme
så bare håbe, at den nye reform, som ekspert i alle medier og rådgiver
for alle relevante ministerier, Niels Egelund, forsøger at gejle alle
de sure lærere op til med dette tilråb i Ekstra Bladet: ”Hold kæft med jeres pis – og kom i
arbejdstøjet”, kan føre til, at indlæringen i den danske
folkeskole bliver bedre. Men alting ville jo være meget lettere for
lærerne, hvis bare de havde taget hånd om deres image i alle de år,
hvor det er gået nedad. F.eks. kunne de hvert år efter niende
klasse-prøvernes afslutning være gået i demonstration til
Christiansborg for at fortælle befolkningen, at de ikke bare lod stå
til, men kæmpede med faner, optog og kampråb for, at alle elever skal
lære at læse. Så ville hverken politikerne eller skolemester Niels
Egelund, have haft en chance med en ny skolereform, som giver alle
lærere eftersidning på skolen. Krise på
dukketeatret [8/8, 11/8]
Ikke
engang hvis Løkke, Thorning & co optrådte med sække over
hovederne, ville Christian Lollikes satiriske trup, "Dukkepartiet",
have en chance. Lollike bør indse, at det kun er på teatrene, at
teatret er i krise Særligt opmærksomme TV-seere
har bemærket, at habitklædte personer med hvide masker af og til er
dukket frem med mærkelig optræden i politiske indslag. Nu oplyser
teater-instruktør Christian Lollike så i Ekstra Bladet, at det er hans
teater, Sort-Hvid-teatret, som har brugt en del af sine 6 mio årlige
støttekroner fra Københavns Kommune på at levere disse gakkede indslag.
Og at kommunikationsrådgiveren Christian Have har fået 20-40.000 kr for
at promovere de maskeklædte habitter som ”Dukkepartiet.” Lollike
forsvarer denne brug af skattekroner med, at teatret opfatter sig som
et politisk parti, og at formålet bl.a. er at prøve at genskabe
kontakten til befolkningen ved at undgå ’person-fiksering’ i dansk
politik. Lollike afslører her, at han intet fatter om teater og
politik. Han og hans trup af ukendte, hætteklædte, skattefinansierede
skuespillere kan aldrig stjæle opmærksomheden fra den ægte vare på
Store scene. Ikke engang hvis Løkke, Thorning & co optrådte med
hætter, ville Lollikes satiriske trup have en chance. Lollike bør
indse, at det kun er på teatrene, at teatret er i krise. DRs bærende
søjler [6/8, 8/8]
Der er
så meget fup og svindel selv i seriøse programmer i TV, at det er
mærkeligt, at DR ikke ser sig istand til at fuppe og svindle sig udenom
tre søjler i et ligegyldigt sangprogram, som i forvejen er helt igennem
syntetisk og forlorent Tre bærende søjler skulle
fjernes i B&W-Hallerne, for at DR kunne lave panoramaoptagelser
ud over publikum. Og bagefter skulle søjlerne genetableres. Dette
søjlegalskab har været en væsentlig årsag til, at regningen endte på
112 mio kr. mod de budgetterede knap 35 mio kr. Men hvorfor satte DR
ikke bare grønt papir på søjlerne? Det trick bruger de i alle
vejrudsigterne, som i virkeligheden foregår foran en uigennemsigtig
grøn skærm. Eller hvorfor beklædte DR ikke søjlerne med kulørte,
roterende spejle, således som det bruges i enhver natklub? Der er så
meget fup og svindel selv i seriøse programmer i TV, at det er
mærkeligt, at DR ikke ser sig istand til at fuppe og svindle sig udenom
tre søjler i et ligegyldigt sangprogram, som i forvejen er helt igennem
syntetisk og forlorent. I øvrigt bør DR indse, at når publikum som
showets vinder kårer en falsk dame, der ikke engang gad fjerne sine
titusinde iøjnefaldende store skægstubbe, så er publikum også mere end
klar til at fryde sig over panoramaoptagelser med tre ufjernede søjler.
Dødsspin
[5/8, 6/8]
Jo
mere Israel vinder krigen, jo mere vinder Hamas spinkrigen Normalt holder danskerne med
Israel. Men nu viser en undersøgelse foretaget af Politiken, at 28
procent af de adspurgte danskere har sympati med palæstinenserne, mens
21 procent hælder mod Israel. Det viser, at terrororganisationen Hamas
har vundet spinkrigen om krigen. Det er sket helt enkelt ved at placere
sine affyringsramper således, at ethvert angreb fra det overmægtige
israelske militær automatisk vil producere mange civile døde, herunder
mange dræbte børn. Selv om Martin Krasnik (DR2) og andre journalister i
de medier, som eliten i vestlige lande ser, beundringsværdigt lægger
sig i selen for at blotlægge de komplicerede sammenhænge bag
konflikten, så er det, der tæller i vestlige demokratiers
TV-nyhedsudsendelser og derfor de store vælgermasser, let forståelige
stærke billeder og følelser. Og her vinder indslagene med Hamas’
ubærlige menneskeofringer klart over lidenskabsfattige indslag med en
fuldt kontrolleret israelsk kommunikationsofficer, der foran
verdenspressen står og spinner løs om strategi og taktik. Jo mere
Israel vinder krigen, jo mere vinder Hamas spinkrigen. Vulgærkulturel
integration [4/8, 5/8, også bragt 7/8]
Det
kan nok godt trække ud med at få nydanskere i større mængder lokket til
at læse digte og gå i teatret. Derfor foreslår Groft sagt,
at vi begynder mere beskedent med, at alle nydanskere et par gange om
dagen zapper fra parabolen til TVs danske nyhedsudsendelser Berlingskes leder mandag
konstaterer: "Hverken som tilskuere til det, der foregår, eller som
bidragyder til kulturlivet i al dets mangfoldighed kan nydanskere rent
kvantitativt måle sig med befolkningen i øvrigt." Fuldstændig rigtigt.
Men det kan nok godt trække ud med at få nydanskere i større mængder
lokket til at læse digte og gå i teatret. Derfor foreslår Groft sagt, at vi begynder mere
beskedent. Hvis bare alle nydanskere et par gange om dagen helt
vulgærkulturelt zappede fra parabolen over på danske
TV-nyhedsudsendelser og samtidig sørgede for, at deres sønner – ligesom
deres flittige døtre gør – læste lektier i stedet for at flintre rundt
uden voksenopsyn og lave en masse ballade, som gammeldanskerne hele
tiden skræmmes af at se i TV-nyhedsudsendelserne, så ville
integrationen tage et tigerspring fremad. Også selv om ikke en eneste
nydansker læste digtsamlinger, og selv om alle nydanskere troede, at
Det Kgl. Teater er det, de ser i TV-nyhederne, hver gang kongeskibet
Dannebrog sætter regentparret i land i provinsens havnebyer til
gammeldanskeres jubel. Clairvoyant
ordkløver [30/7, 4/8]
Meta
Fuglsang, SFs folketingskandidat i Slagelse, har taget en uddannelse
som clairvoyant. Men selv en uddannelse i clairvoyance er ikke nok til
at sætte hende i stand til at forudse, hvad der vil ske med SF Meta Fuglsang – tidligere
kommunalbestyrelsesmedlem, MF og næstformand for SF og nuværende
folketingskandidat i Slagelse – har i foråret taget en uddannelse som
clairvoyant. Ifølge ”Dansk Synonymordbog” betyder clairvoyant det samme
som ”fremsynet, visionær, synsk, profetisk.” Groft
sagt har svært ved at få armene ned over, at Meta Fuglsang
tilsyneladende har indset, hvad det præcis er, hun har manglet i sin
mangeårige gerning som parlamentariker, og nu viser vejen for de
uhyggeligt mange folketingsmedlemmer – ikke kun i SF, men i alle
partier – og ministre, som så ofte famler i blinde. Dog må det bekymre,
at uddannelsen ikke engang sætter hende i stand til at forudsige, om
hun bliver valgt til Folketinget ved næste valg. Eller at forudsige SFs
politiske fremtid. Den slags afviser Fuglsang som ”spåkoneri”.
Fuldstændig som om hun stadig var en helt ordinær, ikke-clairvoyant
SF-politiker af den gamle garde, som forsøger at undgå at få ansvaret
for fejlslagne prognoser og løfter ved hjælp af fornærmende primitive
ordkløverier. Godhedens
brutalitet [1/8, 3/8]
Flere
Radikale, kommunale rådmænd flakser rådvildt rundt i Gaza-konflikten i
et forsøg på at praktisere den radikale verdensopfattelse, at der
findes et neutralt, Radikalt, politisk korrekt standpunkt i enhver
konflikt. I Odense og Aarhus vil de
Radikale stoppe kommunalt indkøb fra Israel. Rådmand Susanne Ursula
Larsen argumenterer for det i Jyllands-Posten fredag således: ”Den
adfærd, som Hamas står for, er også uacceptabel, men de producerer ikke
noget, så en boykot kan man ikke bruge mod dem. Styrkeforholdet mellem
de to parter gør, at det er op til Israel at finde en løsning. Jeg
tager ikke stilling til, hvem der har skylden, eller hvem der begyndte.
Jeg tager kun stilling til, at den nuværende situation er ubærlig.” Groft sagt føler med den radikale
rådmand, som her rådvildt flakser rundt i en brutal, uretfærdig verden,
i et forsøg på at praktisere den radikale verdensopfattelse, at der
findes et neutralt, Radikalt, politisk korrekt standpunkt i enhver
konflikt. Hvis rådmandens meget afpolitiserede, tekniske ræsonnement er
rigtigt, så bør de Radikale i enhver af verdens konflikter støtte
terrorister ved at handelsblokere terroristernes magtfulde modpart. Det
uhyggelige er, at rådmanden i sin inderlige godhed sikkert tror på, at
dette er vejen til en bedre, mindre brutal verden. Mindre
skørt skørt! [30/7, 31/7 med overskriften ”Berlingske byder op til
dans”]
En
pårørende til en mangeårig læser af Berlingskes papirsavis melder
tilbage til koncernledelsen, at avisen bør forbedres, så Berlingske kan
holde til løssluppen dans til den lyse morgen. I takt med papirsavisernes
voksende eksistentielle udfordringer må ethvert forslag til nye
anvendelser hilses velkommen. De gamle velkendte anvendelser som foldet
papirshat, til indpakning af fisk og optænding i brændeovn er på
tilbagegang, og det giver oplagsnedgang. Derfor var Berlingskes artikel
forleden om en brudekjole fremstillet af Berlingske-aviser, særdeles
velkommen. Og værd at lære af for koncernledelsen. For det fremgik, at
den specialdesignede Berlingske-kjole desværre ikke kunne holde til at
danse i hele natten. Bruden forklarede: ”Skørtet (dvs. Berlingskes
trykte udgave, red.) er nu ødelagt.
Den havde sådan nogle gode effekter, når man dansede. Men så gik den
lidt i stykker. Heldigvis var designet sådan, at den kunne knappes af,
og indenunder var toppen en lårkort kjole med avisdetaljer i bunden.
Det var det hele værd.” Brudens tilbagemelding er guld værd. Den rummer
både ide til et nyt salgsslogan: Berlingske byder op til dans med gode
effekter. Desuden er det indlysende, at papirskvaliten bør forbedres,
så Berlingske kan holde til løssluppen dans til den lyse morgen. Halløj i
domstolen [24/7, 30/7]
Domstolsafgørelser
i Se og Hør-sagen viser, at jurister kan komplicere selv enkle sager ad
absurdum. Politikerne bør derfor undgå at lægge komplicerede politiske
sager i hænderne på kommissioner af jurister Der er blandt politikere en tro
på, at når politiske sager er gået i baglås, så kan de opklares af
kommissioner med jurister. Men nu viser domstolsafgørelser i Se og
Hør-sagen, at jurister kan komplicere selv enkle sager ad absurdum.
Østre Landsrets kendelse forleden med tilladelse til politiets brug af
det beslaglagte Se- og Hør-materiale viser, at der blandt
præmiejurister findes folk, her dommere i Østre Landsret, som i fuldt
alvor mener, at politiet godt kan finde ud af at indlæse det
beslaglagte materiale i deres systemer og sortere det, samtidig med at
de undlader at bruge materialet i efterforskningen, før Højesteret har
givet lov. Nu har Højesteret så forbudt politiet at indlæse materialet
i deres systemer og sortere det. Men det må så blive med
tilbagevirkende kraft, for politiet har jo allerede i mange dage haft
materialet under fuld beslaglæggelse og har kunnet indlæse, kopiere og
sortere det ad libitum. Efter disse Monty Python-kendelser i en simpel
sag om kildebeskyttelse er det klart, at politikerne aldrig bør lægge
komplicerede politiske sager i hænderne på jurister. Naivitet
uden grænser [25/7, 28/7]
Den
største udfordring for dansk U-landsstøtte er, at den ansvarlige
ministers naivitet er grænseløs Flere Afrika-eksperter
kritiserer i Jyllands-Posten Danmarks fremfærd i Afrika og betegner den
som dobbeltmoralsk og formynderisk. ”Vi
påstår, at vi ikke giver bistand til korrupte regimer, men det land,
der har fået allermest i bistand, Tanzania, kæmper stadig med massive
korruptionsproblemer – uden at det bekymrer hverken Danida eller
politikerne,” fastslår professor Christian Bjørnskov fra Aarhus
Universitet. Hertil udtaler Mogens Jensen, den ansvarlige minister:
”Danmarks bistand bygger på klare holdninger og klare værdier. Derfor
har vi efter vedtagelsen af loven i Uganda (kriminalisering af
homoseksuelle, red.) omdirigeret
noget af bistanden til ikke-statslige organisationer.” Jensen synes at
mene, at han hermed tilbageviser eksperternes anklager. Men enhver kan
regne ud, at embedsmænd i det bundkorrupte Uganda jo bare vil kræve
endnu mere i bestikkelse for at tillade de lokale NGOer at dele dansk
bistand ud. Så Jensens udtalelser bekræfter eksperternes dystre
iagttagelser og afslører samtidig den største udfordring for dansk
U-landsstøtte: Ministerens naivitet uden grænser. Optimisme
mod terror [25/7, 27/7]
Norge
er i øjeblikket henfaldet i dyb pessimisme på grund af nogle
uspecificerede oplysninger om, at en terrorgruppe fra Syrien er på vej.
Imens er vi her i landet optændt af tophistorier som ”Chok i dansk
ferieby: Fandt spionkamera over dobbeltsengen” og ”Danskere ved
stranden: ja, vi tisser i vandet.” I DR2 Deadline torsdag
bombarderede studievært Krasnik to indkaldte intellektuelle med verdens
aktuelle elendigheder: nedskudt passagerfly, kalifat, Gaza, Afghanistan
og Irak. Men de to intellektuelle bevarede – fuldstændig som professor
Pangloss i Voltaires saritiske roman ”Candide” (1759) – optimismen og
troen på, at dette er den bedste af alle mulige verdner. Måske burde
Krasnik have indkaldt norske intellektuelle i stedet for. Norge er i
øjeblikket henfaldet i dyb pessimisme på grund af nogle uspecificerede
oplysninger om, at en terrorgruppe fra Syrien er på vej. Det burde
skabe panik i Danmark, da vi jo i kraft af Muhammed-affæren er en langt
større pokal for formørkede terrorister end artige Norge, hvor en
flaske dårlig rødvin koster en formue. Men optimismen her i landet
hæver os højt over den slags. Og Bonnichsen har været ude og forsikre
om, at ingen behøver bekymre sig. Hvis terroristerne får ram på os, så
sker det, mens vi er optændt af tophistorier som ”Chok i dansk ferieby:
Fandt spionkamera over dobbeltsengen” og ”Danskere ved stranden: ja, vi
tisser i vandet.” Kanonkongens maveplasker [23/7, 24/7]
Martin
Gertsen (V) kan lære af Dan Jørgensen (S), hvordan man først ophidser
medierne og debattørerne og derefter får dagevis af sendetid i TV til
at rette misforståelser, således at alle indser, hvor betydningsfuld
man er. Hatten af for Dan Jørgensen
(S). Han har i sommervarmen på forbandet socialistisk vis blandet sig
i, hvordan butikkerne stiller de usunde varer og nu senest blandet sig
formynderisk i, hvad folk propper i munden. På denne vis har han udløst
mediernes reflekser over sin person og derfor har han i TV i dagevis
kunnet sidde og trække det hele i land med en masse almindelig sund,
dansk upolitisk fornuft. Så nu ved alle danskere, hvem der er
fødevareminister i landet, hvilket har været aktionens formål fra
begyndelsen. Sammenlign med Martin Gertsens (V) offensiv med en
borgerlig kanon. Ak og gab. Gertsen har ikke forstået, at en borgerlig
kanon, selv med de allerfineste ord og banaliteter rager folk en
papand. Han skulle hellere have aktiveret mediernes allerværste
fordomme om en borgerlig politiker, der var gået agurk, f.eks. ved at
sige, at det er folks egen skyld, hvis de er så dumme, at de narres af
supermarkeder og æder sig ihjel i usund mad. Så ville han få massevis
af TV-tid til at bortforklare misforståelserne, indoktrinere folk med
sin dræbende kanon og få sig en profil. Ode til små
ledere [22/7, 23/7]
Lad
Fanden tage alverdens store ledere uden jordforbindelse og deres
massevis af daglige slagtninger på TV. Og lad os så beholde vores små
ledere med deres små kedsommelige stridigheder Jævnligt sukker politiske
kommentatorer over manglen på store ledere i nutidig dansk politik. Det
skal de lade være med. Se bare hvilket helvede store ledere ude i
verden i øjeblikket skaber. Putin har i årevis trynet landets medier,
så de ikke tør pille ham ned mere. Så nu hylder befolkningen ham som
stor leder, der er ved at genrejse det russiske imperium, bl.a. ved at
træne og våbenforsyne ukrainske oprørere, så de kan skyde passagerfly
ned. Og se i Gaza, hvor hengiven tro på en ufattelig stor leder i det
hinsides får et helt folk til at kaste sig ud i en chanceløs martyrkrig
mod en total militær overmagt. Lad Fanden tage alverdens store ledere
uden jordforbindelse og deres massevis af daglige slagtninger på TV. Og
lad os så beholde vores små ledere med deres små kedsommelige
stridigheder om, hvorvidt økonomiske planer, som almindelige mennesker
ikke gider hidse sig op over, skal række til 2020 eller til 2025. Groft sagt foretrækker at kede sig ihjel
foran TV, mens Løkke mundhugges med Helle, fremfor at blive massakreret
og puttet i ligpose på grund af en stor, karismatisk leder. Lektierevolution
[18/7, 22/7]
Lektier
og lærdom bliver først en glæde, den dag det går op for eleverne, at
livet er kort og tilfældigt, og at det derfor gælder om 1) at finde ud
af, hvad man vil, og 2) med alle midler at blive god til det, helst den
bedste. I Berlingske forleden udtalte
lektieforsker, ph.d. Flemming B. Olsen, at al forskning viser, at
skoleelever bliver triste og demotiverede af lektier. Men rektor
Anne-Birgitte Rasmussen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening,
mente alligevel, at gymnasieelever fortsat skal forberede sig hjemme.
Men uanset om man er for eller imod lektier, så er man åbenbart blandt
forskere og undervisere enig om, at lektier er en sur pligt. Men
lektier og lærdom bliver da en glæde, den dag det går op for eleverne,
at livet er kort og tilfældigt, og at det derfor gælder om 1) at finde
ud af, hvad man vil, og 2) med alle midler at blive god til det, helst
den bedste. Så vil de forberede sig ihærdigt og suge til sig af
lærerens viden. Groft sagts
lektiereform går derfor ganske enkelt ud på, at man omgående stopper
den slavepiskeragtige kadaverundervisning af uforberedte, dorskt
skvulpende elevmasser og i stedet giver alle elever et barskt
vågn-op-kursus i, hvor ubærligt kort og tilfældigt et menneskeliv er.
Derefter vil lysvågne elever tørste efter mere viden og kræve stadig
flere lektier. Blødere end
tilladt [17/7, 21/7]
Den
pædofilimistænkte danske pædagogstuderende, Malthe Thomsen, er blevet
offer for sin egen autoritetstro. Vi bør ikke opdrage vores unge til at
være mere bløde end politiet tillader Da den pædofilimistænkte danske
pædagogstuderende, Malthe Thomsen, var til afhøring hos politiet i New
York, underskrev han en erklæring, som politiet kalder en tilståelse.
Men efter sin løsladelse mod kaution fortæller han danske medier, at
han er uskyldig. Når han skrev under, var det, fordi en politikvinde,
som afhørte ham, sagde, at de havde set det med egne øjne. Og så kom
han i tvivl ”om jeg skulle tro på det, jeg selv vidste, eller det,
specialdetektiven fortalte mig.” Malthe er altså bukket under for sin
egen autoritetstro. Og denne bløde danske mand har været et let offer
for den groft manipulerende, hårde amerikanske afhøringsteknik, hvor
man først gør afhørte bange, eventuelt med falske påstande om beviser,
og derefter tilbyder mildhed, bare han underskriver et papir. Malthe er
barn af dansk opdragelse og danske uddannelsesinstitutioner. Det er
fint, at vi opdrager til, at man skal lytte og være selvkritisk. Men vi
er samtidig nødt til at opdrage Malthe og alle andre til ikke at være
mere bløde og naive, end det amerikanske politis afhøringsteknikker
tillader. Public
service-sex [18/7, 19/7]
Dansk
TV bruger sine nyhedsudsendelser til – groft manipulerende – at hylde
Helle som dagens kvinde i skysovs i EU, og som rødmende skøn brud, der
modstår frierier fra selv de mægtigste europæiske bejlere, fordi hun
har fundet den sande kærlighed blandt os småfolk i kolonihavelandet TVs nyhedsudsendelser onsdag
aften var præget af en tophistorie blottet for substans: gætterier om
Thornings chance for at blive en topfigur i EU. Ingen vidste noget, og
denne ikke-nyhed tærskede korrespondenter, studieværter, eksperter og
kommentatorer så langhalm på – det bedste, de havde lært. Og Helle
måtte gentage sin forsikring om, at hun er glad for sit job som dansk
statsminister og ikke drømmer om andet. Det er falsk varebetegnelse at
kalde dette for nyhedsdækning. Dansk public service-TV bruger her groft
sine nyhedsudsendelser til – helt misvisende – at hylde Helle som
dagens kvinde i skysovs i EU, og som rødmende skøn brud, der modstår
frierier fra selv de mægtigste europæiske bejlere, fordi hun har fundet
den sande kærlighed blandt os småfolk i kolonihavelandet. Det er en
herlig historie, som vi elsker at høre, men den hører hjemme i
børne-TVs eventyrtime og ikke i en nyhedsudsendelse. Medmindre landet
hedder Nordkorea. Det eneste gode, der er at sige om propagandaen, er,
at den gør Helle stadig mere sexet, hver gang hun stiger ud af taxaen i
Bruxelles på vej til møde. Jumbo shit
home [17/7, 18/7]
Hundebadeforbudet
er absurd. Derimod bør elefantbad fra danske strande forbydes, da de
kloge kæmpedyr fristes til at sende gødningebårne hilsner med
havstrømmene til familien i Afrika Direktør for Cirkus Arena,
Benny Berdino, lod tirsdag sine tre elefanter bade ved Karrebæksminde
Strand. Den har Blåt Flag, hvilket indebærer, at hunde ikke må bade i
vandet. Men der er ikke noget forbud mod elefantbadning. Hundebadning
er forbudt, fordi hundenes afføring i havet – ifølge FN's
verdenssundhedsorganisation WHO – forurener vandkvaliteten med blandt
andet colibakterier. Men ifølge Den Danske Dyrlægeforening ligger det
ikke til hundenes natur at have afføring i vandet. Hunde skider og
tisser helst oppe på stranden, fordi de på denne vis afmærker
territorier og holder kontakt med artsfæller, fuldstændig som vi andre
gør på Facebook. Ingen hund øder derfor en milliliter kostelig urin
eller et milligram fækalieguld væk ved at lade det fortynde i havets
vandmasser. Derfor er hundebadeforbudet absurd. Det giver derimod god
mening at forbyde elefantbadning, da disse kloge kæmpedyr kan frygtes
at udtømme sig totalt for affaldsstoffer i vandet i håbet om, at bare
en enkelt stinkende colibakterie fra den enorme gødningsmasse ad åre
vil nå frem med en hilsen til familien i Afrika. Emigrér! [14/7, 17/7]
Der er
en mani her i landet med at kalde ting det stik modsatte af, hvad de
er. I politik har denne galimathias raset så længe, at ingen mere
husker, hvad ordene egentlige betyder. Søren Sahlholt skriver mandag
læserbrev i Berlingske, hvor han undrer sig over, at Frederiksberg
kommune har ansat langsomme medarbejdere i Borgerservice. Han mener, at
det er en grov devaluering af begrebet service og foreslår betegnelsen
”Borgerservice” skrottet. Sahlholt sætter fokus på en mani her i landet
med at kalde ting det stik modsatte af, hvad de er. I politik har denne
galimathias raset så længe, at ingen mere husker, hvad ordene egentlige
betyder. Således ligger partiet Venstre nærmest lidt til højre. Partiet
Radikale Venstre har aldrig været et ekstremistisk rødt parti.
Enhedslistens forskellige fraktioner er ofte mere uenige end andre
partiers fraktioner. Socialistisk Folkeparti kalder sig SF i et forsøg
på at skjule, at de hverken er særligt socialistiske eller folkelige.
Og Socialdemokraternes nuværende leder har med stor sproglig frækhed
udråbt sin ubrudte kæde af valgnederlag til at være sejre. Og samtidig
med disse fornærmende angreb på vælgernes sunde fornuft med primitiv
sprogmanipulation, erklærer alle politikere, at man ikke bør
undervurdere vælgerne. Giv koen
fred! [9/7, 14/7]
Tak
til jazz-giganter som saxofonisterne Charlie Parker og Lee Konitz,
fordi de aldrig lyder som en ko, der bare ønsker at få fred Da Groft
sagt var ung og spillede altsaxofon i amatørjazzbands,
skelnede vi mellem folk, der ”havde en sax (eller et andet instrument)”
og folk, der ”spillede sax”. Instrumenter kan nemlig købes af enhver,
der har råd, og fås til at afgive lyde af enhver, som har viljen til at
spille. Men det er kun en nydelse at lytte til dem, der faktisk kan
spille. I anledning af jazz-festivalen og som indlæg i Berlingskes
serie med medarbejdere, som skriver bekendende slap-stick-klummer i
sommerheden, vil Groft sagt hermed
takke jazz-giganter som Charlie Parker og Lee Konitz. Ud over de
ubetalelige glæder, det igennem årtier har givet at lytte til disse
gudsbenådede altsaxofonister, så har det bekræftet Groft
sagt i, at han valgte ret, da han efter få år lagde sin sax –
som til tider udsendte lyde, som lød som en døende kos sidste
fortvivlede brøl – ind i et klædeskab, hvor den stadig ligger.
Udfordringerne for jazzen som kunstart er alle dem – både blandt de
udøvende og tilskuere – som ikke genkender og efterkommer lydene fra en
døende ko, når den brøler hjerteskærende og bare ønsker at få fred. Posttraumatisk SF-stress [11/7, 13/7]
SFs
elite er stadig så traumatiseret af SFs fallit som regeringsparti, at 8
ud af 10 af dem ikke engang tør tilslutte sig helt uimodsigeligt platte
udsagn om dansk politik Af Berlingske torsdag fremgår
det, at 167 af 792 adspurgte fra SFs elite af bestyrelsesmedlemmer,
kommunalpolitikere og lokalformænd siger ja til regeringsdeltagelse,
hvis danskerne efter næste folketingsvalg vil have en rød
statsminister. De 167 partikæmpers kampgejst får gruppeformand Jonas
Dahl til at springe op og spænde bælte: ”Det er klart, at hvis man får
et stærkt folkeligt mandat, så får man samtidig bedre mulighed for at
få sin politik igennem i en regering.” Men det er jo bare en triviel
påstand, som falder for ikke-prøven. Og her ligger den virkelige
sensation i undersøgelsen. For denne helt banale påstand, er der altså
625 personer (79 pct) i SFs elite, som enten er direkte imod, ikke ved
om de er for eller imod, eller som de ikke vil bekræfte. For Groft
sagt kender ingen i den politiske elite, som ikke
ustandseligt i smug tjekker deres mail i ferien. Undersøgelsen
afslører, at SFs elite stadig er så traumatiseret af SFs fallit som
regeringsparti, at 8 ud af 10 af dem ikke engang tør tilslutte sig helt
uimodsigeligt platte udsagn om dansk politik. 7-1 [11/7,
12/7]
Det er
med fodbold som med politik. Det bliver ikke bedre, end når
kommentatorer og eksperter bliver afsløret som de selvhøjtidelige
markedsgøglere, de er. F.eks. da Tyskland slog Brasilien 7-1, og Løkke
reddede sig med kælderscoringer i en timeout I anledning af Tysklands
7-1-sejr over Brasilien udtalte Morten Olsen: "Faktisk var
Brasilien-Tyskland en ærgerlig oplevelse for hele fodboldverdenen. For
ja, det var da skamfuldt." Ja, måske skamfuldt for fodboldverdenens
inderkredse. Men for alle os andre var det vidunderligt endelig at se
en fodboldkamp, hvor der skete noget uforudsigeligt. Og hvor det
uforudsigelige blev ved og ved. Og hvor alle eksperter og kommentatorer
blev slået til tælling. En groggy kommentator på TV blev således ved
med at kritisere brasserne for at forsøge at angribe. Han var gået i
panik og krævede gennem hele anden halvleg i Monty Python-stil, at
Brasilien forsvarede deres 0-7-føring med alle mand i
straffesparkfeltet. Det er med fodbold som med politik. Det bliver ikke
bedre, end når kommentatorer og eksperter bliver afsløret som de
selvhøjtidelige markedsgøglere, de er. Således som det også skete
dengang Løkke reddede sig med kælderscoringer i Odense i en timeout i
lodret modstrid med alle eksperter. En ærgerlig oplevelse for hele den
politiske verden – og skamfuldt,
ja, men en fest for alle andre. Paté de
Foie Royale [9/7, 10/7]
De
kongelige optræder alt for lidt i hermelinskåber med æble og scepter og
for meget i spraglede jakkesæt, som strammer fælt over vommen Det fremgår af Berlingske de
seneste dage, at man kan tale for og imod kongehuset. Og at man kan
gøre det med mange ord. Men Groft sagt
gør det kort: Danmark er et meget lille land på kloden. Fysisk,
økonomisk og på alle måder. Hvis vi afskaffer kongehuset, forsvinder vi
endnu mere, end vi er forsvundet i forvejen. Kongehuset giver os en
storhed, som endog imponerer verdens største magter. Og kongehuset gør
os samtidig til verdens mest paradoksale land, fordi vi er verdens mest
lige og jævne land, men samtidig holder vi begejstret liv i vores gamle
adelige kongelige, som aldrig har fattet, hvordan almindelige mennesker
lever uden 27 tjenestefolk omkring sig. Og andægtigt lytter
leverpostejsdanskere til de kongeliges formaninger om, hvordan vi bør
leve sammen og lave vores mad. Men Groft sagt
er ikke uden kritik. Groft sagt
mener, at de kongelige optræder alt for lidt i hermelinskåber med æble
og scepter og for meget i spraglede jakkesæt, som strammer fælt over
vommen. Vi danskere må beskytte kongehuset mod at falde for deres egen
truende almindelighed og menneskelighed. Stolte ledige [4/7, 9/7]
I
Danmark møder frihedselskende ledige individualister frem til
jobsamtaler med tatoveringer på blankpolerede isser, søm gennem
hovedet, svøbt i kutter og slør, med farvestrålende penisfuteraler og
stinkende af ged Forleden var dagens bærende
lidenskab i TVs nyhedsudsendelser skænderier om, hvorvidt det var
rigtigt eller forkert, at jobcentre over for ledige oplyste, at
personlig hygiejne, tatoveringer og piercinger indgik i arbejdsgiveres
vurdering af dem. Det blev hævdet, at kritik af en ledigs meget
specielle udseende, adfærd og lugt kunne medføre ødelagt selvtillid og
psykisk sammenbrud. Og det er jo rigtigt, så det er næppe vejen frem at
få normaliseret stærkt afvigende lediges udseende, adfærd og lugt hen i
retning af Thorning eller Løkke, som er nødt til at prøve at se
almindelige ud, fordi de så gerne vil have et job. I stedet bør vi
glæde os over, at vi har et stort antal ledige, som er så frie og
stolte, at de ikke lader sig kue af jobmarkedets konforme krav om
udseende og optræden. I de fleste lande er ledige knækkede personer,
som smiskende optræder med hatten i hånden. Hos os møder
frihedselskende ledige individualister frem til jobsamtaler med
tatoveringer på blankpolerede isser, søm gennem hovedet, svøbt i kutter
og slør, med farvestrålende penisfuteraler og stinkende af ged. Årets hemmelige skandale [4/7, 7/7]
Folketingsårets
største skandale er, at hverken stjerneanmeldere eller politiske
kommentatorer har gennemskuet det storslåede spin omkring og i bogen
"Den hemmelige socialdemokrat" Når SF forlader regeringen,
Thornings lederskab anfægtes, og Lars Løkke får en kæmpe nedtur, så er
det, fordi en masse spin fra politikerne mislykkes. Vellykket spin
hører vi ikke meget om. Men det findes. Det klareste tilfælde fra
folketingsåret er bogen ”Den hemmelige socialdemokrat”, som stadig
lever blandt almindelige danskere, men som for længst er forsvundet fra
den politiske TV-føljeton som en skandale. Groft
sagt har (18/2) ud fra en kombineret spin- og tekst-analyse
påpeget, hvem forfatteren er. Men takket være en dygtig spin-indsats
fra forfatteren og forlæggeren i deres netværk i kommentariat og
medierne er denne skandalesag død. Og selv om S-ledelsens hær af
spindoktorer efter grundige studier af bogen og lidt omtanke også må
have indset, hvem forfatteren er, så er sandheden så partiødelæggende,
at Thorning og Corydon har været tvunget til at køre melodien om, at
bogen er ren fiktion og derfor ikke en politisk sag. Folketingsårets
største skandale er, at hverken stjerneanmeldere eller politiske
kommentatorer har gennemskuet det storslåede spin omkring og i denne
bog. Folkekær
jazz-avantgarde [3/7, 6/7]
Hvis
Thomas Blachman spillede trommer, mens han talte, så ville alle kunne
høre, at han i virkeligheden er en nyskabende
avantgarde-jazz-saxofonist uden horn Thomas Blachman var en ukendt
jazz-trommeslager, indtil han opdagede, at han kunne nå ud til masserne
ved at spille jazz med ord, nemlig ved at lade munden løbe med
improviseret tungetale. Blachman har fundet en folkekær, kunstnerisk
udtryksform ved at flytte sin improviserede jazz-musik over i et andet
medium: den absurde, spontane munddiarré. Og han er leveringsdygtig med
fantasifulde ordsoloer i alle emner. Seneste eksempel: ”Jazzen er død,”
udtalte vores mesterlige jazz-violinist Svend Asmussen i midten af
forrige århundrede. I mesterimprovisator Blachmans mund lyder samme
simple budskab (Berlingske onsdag): ”Jazzens idé er et ”iderige”, som
blev til en marginaliseret alternativ virkelighed, fordi musikken i sig
selv mistede pusten og evnen til at tage sin egen medicin om evig
fornyelse, nye stemmer blev autoritetstro over for historien, som i
ethvert andet uddannelsessystem." Blachman tager fejl. Og hvis Blachman
spillede trommer, mens han talte, så ville alle kunne høre, at han i
virkeligheden er en nyskabende avantgarde-jazz-saxofonist uden horn. Curling
royale [2/7, 3/7]
Groft
sagt kender en fornem familie,
hvor en prins i disse dage under tæt overvågen og støttet af sin
curlingmor skaffer sig af med et gældsramt slot i et udkantsområde og
hjælpes tilbage i nærheden af sin curlingmor i storbyen. Flere og flere unge lader sig
selv og deres habengut transportere af forældrene til Roskilde
Festival. Er det curling eller omsorg fra forældrene? spurgte
Berlingske forleden på forsiden. Flere eksperter er allerede fremme med
forklaringer. ”De unges pinlighedsgrænse er flyttet,” udtaler Ning de
Coninck-Smith, professor i barndoms- og ungdomskultur. Men det gælder
klart nok ikke i alle familier, at denne grænse er flyttet. Der findes
stolte, gamle danske familier, hvor forældre i generationer ud over
alle grænser har hjulpet deres børn. F.eks. kender Groft
sagt en fornem familie, hvor en prins i disse dage under tæt
overvågen og støttet af sin mor skaffer sig af med et gældsramt slot i
et udkantsområde og hjælpes tilbage i nærheden af sin mor i storbyen.
Derfor giver Groft sagt ikke meget
for forældre, som kun sørger for udtransporten. Det er først, når der
skal ryddes op i svineriet på festivalpladsen og resterne af de unge
skal reddes hjem igen, at det det viser sig, hvor meget ægte curling
der i er i forældrene. Lækkerbisken
[1/7, 2/7]
I
enestående grad er Thorning et symbol på, hvor langt man kan nå i
politik med den holdning, at vælgerne ikke forstår en pind og i øvrigt
kan rende og hoppe. Derfor er Helle en langt saftigere lækkerbisken for
EU end den knastørre Juncker. Mange iagttagere har fremhævet
det problematiske i, at supereuropæeren Juncker vælges til formand for
kommissionen kort tid efter det seneste EU-parlamentsvalg, hvor
skeptikerpartier fik opsigtsvækkende fremgange i mange lande. Men hvis
Thorning vælges til en EU-toppost, vil det vil faktisk være et endnu
tydeligere bevis på, at EU ikke regner vælgerne for ret meget. Thorning
blev statsminister ved at love vælgerne en hel masse ubetaleligt
sludder, og gennemførte efter valget det, som hun havde lovet at
bekæmpe. Men hendes politik var nødvendig, og den skabte glæde i EU.
Derfor er EU-ledere i den seneste tid da også mødt frem på rad og har
rost Helle for statsmandsskab. Men det hele bygger på, at Thorning
”pissede” på vælgerne – for nu at citere Johanne Schmidt-Nielsen (EL).
Og hertil kommer, at Thorning har tabt alle sine valg som S-leder. I
enestående grad er Thorning derfor et symbol på, hvor langt man kan nå
i politik med den holdning, at vælgerne ikke forstår en pind og i
øvrigt kan rende og hoppe. Derfor er Helle en langt saftigere
lækkerbisken for EU end den knastørre Juncker. Små børn
plages af uro [23/6, 1/7]
Uanset
hvor ligegyldig og banal en undersøgelse er, så er det altid muligt at
finde en tungetalende ekspert, der kan få trivialiteterne til at se ud
af noget, ved at sovse dem ind i fine, mystiske ord Fagbladet FOA har foretaget en
undersøgelse blandt nogle af FOAs medlemmer: ansatte i dagplejen og
daginstitutioner. Undersøgelsen
afslører, at børn støjer meget, og ofte ryger ud i konflikter.
Undersøgelsen afslører også, at mange børn har svært ved at finde ro og
falde i søvn. Og at det bare bliver værre og værre. Men for at
forebygge, at FOAs medlemmer går i panik over deres egen undersøgelses
rystende afsløring af disse oldgamle banaliteter, så har man
mobiliseret en ekspert, familievejleder Lola Jensen, som udtaler, at
problemerne kan løses ved, at børnene får mere ”langsom tid”, og at
personalet ”skaber stunder, hvor børnenes hjerner får lov til at
restituere." Eksemplet illustrerer
den grundregel i journalistisk, at uanset hvor
ligegyldig og banal en undersøgelse er, så er det altid muligt at finde
en tungetalende ekspert, der kan få idiotien til at se ud af noget, ved
at sovse banaliteterne ind i fine, mystiske ord. |
|
|
|
Gebis og
underhylere [27/6, 29/6]
Politik
hærges jævnligt af jamrende grædekoner, som helt nytteløst kræver mere
substans. Det er fodbold-VM og sport herligt fri for. Groft
sagt må indrømme, at han finder fodbold – altså selve spillet
på banen – ret kedsommeligt. Men fodbold-VM fylder alle medier i
øjeblikket, så Groft sagt gør sig
umage for at finde det interessant. Heldigvis behøver man slet ikke se
kampene for at blive fanget af stoffet. Mediernes nyhedsudsendelser
dækker som sædvanligt begejstret udelukkende alt det ligegyldige og
irrelevante. Og alle eksperterne og kommentatorerne følger det op med
detaljer. Forleden bed Suárez fra Uruguay således en anden spiller. Det
klip vises igen og igen fra alle vinkler, og nu er den bidstærke
spiller udelukket, og Uruguay i oprør. Senest har stjernespilleren
Neymar fra Brasilien vist det øverste af sine underbukser fra et firma,
som ikke er sponsor for FIFA, så nu ser vi det klip igen og igen. Og
den russiske træner er afsindigt rasende på en dommer. Alt sammen
fængende billeder og gode historier, som fylder op overalt uden hensyn
til substansen, selve spillet. Og ingen af fodboldens kloge-Åger gider
hykle, at de tørster efter mere substans og mindre gebis og
underbukser. Herligt! Gakkede
prognoser [27/6, 28/6]
Unge,
veluddannede muslimer kæmper i Syrien, fordi de ikke i deres opvækst og
skolegang har lært at elske det virkeligt eksisterende demokrati så
stærkt, at de foretrækker demokratiets nutidige tvivl og kompromisser
fremfor en gakket, religiøs prognose Berlingskes udlandsredaktør
Anna Libak skriver i sin fredagsklumme, at både journalister og
politikere desværre foretrækker at tale om prognoser fremfor om
nutidige realiteter. Ja, rigtigt. Og inden for religion er dette
princip sat i system og tilmed dødsensfarligt. Her foretrækkes altid
storslåede fremtidsscenarier af overjordisk art fremfor en ofte
ulidelig konkret, mere eller mindre falleret, tilfældig, aktuel
virkelighed. Når Martin Krasnik i DR2 torsdag interviewer den
ekstremistiske prædikant Anjem Choudary, så er det umuligt for den
hærdede, kølige, skarpt tænkende Krasnik at trænge igennem med
realiteter, fordi han hele tiden overdænges med velsmurt, sød tale om
den totale shariastat, som vil løse alle verdens problemer. Og desværre
er der mange veluddannede, unge, muslimske vesterlændinge, som
indfanges af Choudarys religiøse drømmerier og drager til Syrien for at
blive martyrer. De indfanges, fordi de ikke i deres opvækst og
skolegang har lært at elske det virkeligt eksisterende demokrati så
stærkt, at de vælger demokratiets nutidige tvivl og kompromisser
fremfor en gakket prognose.
Togterror
[25/6, 27/6]
Først
IC4-tog, der ikke virker. Nu metrotog, der ikke kan køre på samme
skinner. Danmark bør indgå en dummebøde-aftale med Ansaldo, så vi
slipper for deres togterror på dansk jord og i dansk undergrund IC4-togene virker ikke.
Leverandøren, det italienske AnsaldoBreda, har dermed vist sig som
inkompetent og tilmed arrogant over for vores land, og ingen dansk
offentlig institution kan selvfølgelig herefter gøre forretninger med
firmaet. Ja, godmorgen. Ansaldo står nemlig også bag byggeri og
togleverancer til metroen. Og Ansaldo er ikke til at slippe af med. Ved
udbud af de seneste dele af metroen, Cityringen og Nordhavnslinjen,
forsøgte Metroselskabet, ifølge bladet Ingeniøren, at slippe ud af
Ansaldos jerngreb ved at ændre grundlæggende i udbudsvilkårene, således
at firmaet ikke kunne drage fordel af, at det allerede stod for det
hele. Men de tre andre firmaer i udbudsrunden trak sig. Dermed blev de
mest avancerede, kostbare dele af vores transportsektor endnu engang
overladt til Ansaldo. Og nu med den ekstra byrde, at de nye metrotog
ikke kan køre på de gamle metrotogs skinner, og derfor ikke kan bruge
det samme vedligeholdelsescenter. Der skal altså også postes penge i
nye serviceanlæg. Danmark bør indgå en dummebøde-aftale med Ansaldo, så
vi slipper for deres fortsatte togterror. Spinnets
snirkler [25/6, 26/6]
Frygten
for, at nye bilagssager bryder ud over Løkke i statsministerkontoret,
har bredt sig så langt ind i borgerlige rækker, at man på lederplads er
begyndt at udsende opsigtsvækkende opfordringer til Thorning om at sige
ja til EU Ingen iagttager af dansk
politik forestiller sig, at Thorning siger nej, hvis hun får tilbudet
om at blive noget fint i EU. Derfor må Berlingskes leder onsdag – trods
forsikringer om det modsatte – vække mistanke om slemt spin. For den
opfordrer kraftigt Thorning til at sige ja. Men da alle godt ved, at
hun begejstret vil sige ja, uanset hvad Berlingske, Groft
sagt og alle andre mener, så må der være en bagtanke. Og
nærlæsning af lederen afslører da også, at argumentet for, at der intet
gustent overlæg er bag opfordringen, er, at Mette Frederiksen som ny
S-formand og statsminister vil være en langt større hindring for, at
Løkke genindtager statsministerkontoret, end Thorning vil være. Groft sagt, hvis hjerte banker for de
svage, sender sin varmeste medfølelse til det halve formandskab, Lars
Løkke. Forleden blev han ved det seneste forlig klædt af af Corydon. Og
nu har frygten for, at nye bilagssager bryder ud over Løkke i
statsministerkontoret, bredt sig så langt ind i borgerlige rækker, at
man er begyndt at udsende opsigtsvækkende opfordringer til Thorning om
at sige ja til EU. Politikerledens
glæder [23/6, 24/6]
Hvis
en valgaften kun bød på artige, redelige bankmænd som Kristian Thulesen
Dahl, Kristian Jensen og Lars Barfoed, så ville den være ulidelig led
at komme igennem Politikere skraber i
meningsmålinger bunden – efter journalister, brugtvognsforhandlere og
ejendomsmæglere. Groft sagt-kollega
Kurrild afdækkede kyndigt mandag i Berlingske, at årsagen er, at de
fire gamle partier – trods storslået selvfremstilling – ofte siger et
og kort efter gør noget andet. Det mærkelige er, at den store
politikerlede over den falske selvfremstilling ikke hæmmer danske
vælgeres nærmest fanatiske opbakning til vores politiske system ved
folketingsvalg. Da leden gælder polikere generelt, må forklaringen
være, at folk i virkeligheden elsker de politikere, som de siger, de er
lede ved. Vælgerne finder det pirrende at høre eksperters og
kommentatorers udredninger af, hvor lede og falske politikerne er,
gerne gennem en lang valgaften. Hvis en valgaften kun bød på artige,
redelige bankmænd som Kristian Thulesen Dahl, Kristian Jensen og Lars
Barfoed, så ville den være ulidelig led at komme igennem. Ikke kun for
eksperter og kommentatorer, men for alle de almindelige vælgere, der
fnysende nyder at hengive sig til deres indædte politikerlede. Caroline og Helle [20/6, 23/6]
I
modsætning til Caroline er forklaringen på Helles forvandling ikke, at
det er forbi med Løkke. Tværtimod lever Helle og Løkke i en skruestik
af et strindbergsk parforhold, hvor den enes kåde optur altid kun
udløses af den andens grumme nedtur Caroline Wozniackis
overraskende sejrsrække efter bruddet med den irske golfstjerne viser,
at det frisætter en masse ressourcer, når man slipper ud af et dårligt
parforhold. Også Helle Thorning er på det seneste sprunget ud som
vinder med selvtillid og tro på sejren. Hun leverede på Folkemødet –
iklædt terrortørklæde og militærinspireret tøj – velturnerede, frække
vittigheder om Løkkes fumlerier. Og få dage efter optrådte hun som en
nordisk, underskøn gudinde i rødt sammen med Angela Merkel, som
promoverede hende på forsiden af danske medier med udtalelser om, at
hun er en fantastisk dansk statsminister, og at arbejdet ovenikøbet
”morer hende”. Og Merkel er ikke hvem som helst i Europa. En udtalelse
fra hende har samme vægt i Europa som en udtalelse fra grisehandlerens
kone, Katrine, har i TV-serien Matador. Men i modsætning til Caroline
er forklaringen på Helles forvandling ikke, at hun har slået op med
Løkke. Tværtimod lever Helle og Løkke i en skruestik af et strindbergsk
parforhold, hvor den enes kåde optur altid kun udløses af den andens
grumme nedtur. Substansen
af Løkke [20/6, 22/6]
Ud
over en spindoktor bør Løkke altid følges af en fysioterapeut med
lattergassprøjte og flere stærke mænd, som kan bæltefiksere ham, når
han går amok over spørgsmål til hans person Efter sin
mirakuløse overlevelse som Venstres leder forleden
kæmper Løkke nu en heroisk kamp for den politiske substans. Derfor blev
han tydeligt møgsur, da DR 2 Deadline i et live-interview med ham fra
havnen i Allinge tillod sig både at vise et indslag med en kritisk
Venstremand og at følge op med kritiske spørgsmål til Løkkes image. Nu
kan BT så oplyse, at flere kilder, der var til stede i DRs
produktionstelt efter programmet, fortæller, at Venstreformanden var så
vred over interviewet, at han gik direkte ind i produktionsteltet med
sin spindoktor Christian Hüttemeier. Her overfusede de to værten Anja
Bo, hendes chef og flere folk fra redaktionen, der stod og pustede ud
efter programmet. Efter sådan et optrin er det endnu engang blevet
klart, at Løkke er sin egen værste fjende. Ud over en spindoktor bør
Løkke derfor altid følges af flere stærke mænd, som kan bæltefiksere
ham, når han bliver ophidset over processen. Og en fysioterapeut, som
kan spraye ham med lindrende lattergas og massere hans ansigtskramper,
inden han igen slippes løs til fortsat kamp for substansen. Kaos i
moskéen [20/6, 21/6]
Homofobi
er et bærende troselement, som er nødvendigt for at oprette ro og orden
i moskéen. Det er homofobi eller kaos i moskéen En talsmand for den netop
indviede moské har oplyst, at både han og moskéen betragter
homoseksualitet som en sygdom. Oplysningen bruges ikke som argument for
at hjælpe de sygdomsramte, men som argument for at opretholde en skarp
adskillelse mellem mænd og kvinder. Kvinder skal således sidde på en
særlig balkon i moskéen, og det er som bekendt endvidere almindeligt,
at kvinder i islam er tilslørede for at forebygge at mænd får forbudte
tanker under bøn. Flere danske kommentatorer kritiserer homofobi som et
bi-element i islam. Men det er klart, at det i virkeligheden er et
bærende troselement, som er nødvendigt for at oprette ro og orden i
moskéen. For hvis man accepterer, at mænd kan begære mænd, så må alle
mænd i moskéen jo også bære slør for at forhindre utugtige tanker hos
homomænd. Men tilslørede mænd vil ofte ikke være til at skelne fra
tilslørede kvinder, og vil derfor i smug kunne bestige balkonen. Hertil
kommer, at lesbiske kvinder bør sidde nede på gulvet sammen med mændene
og ikke usømmeligt sammenklemt med kvinderne på balkonen. Uden homofobi
råder kaos i moskéen. Filosoffer,
foren jer! [18/6, 20/6]
Verdens
hærskare af filosoffer bør forene deres enorme tankekraft for at
forhindre, at små grupper af intellektuelt formørkede terrorister
besejrer eksistentialismen med maskingeværer som fældende argumenter "Menneskeskabte love kan gå ad
helvede til. Alt, hvad der er ikke-islamisk, kan gå ad helvede til",
siger en fremtrædende religiøs leder, Anjem Choudary. Han spiller en
central rolle for rekrutteringen af unge europæiske muslimer til kampen
i Syrien og Irak. Udtalelsen viser klart, at det i virkeligheden er en
filosofisk kamp, som menneskeheden i disse år udkæmper på kloden.
Demokrati er menneskehedens forsøg på at skabe et politisk system, som
ikke er afhængigt af en overjordisk autoritet, Gud. Demokrati er et
eksistentielt projekt, symboliseret ved Folketinget, hvor man afslutter
en fri argumentation mellem frit fortolkende mennesker med afstemning.
En mand som Choudary er filosofisk set essentialist. Han finder
demokrati undergravende, fordi det bygger på den opfattelse, at en Gud
ikke klart har fortalt, hvordan mennesket skal leve sit liv og indrette
samfundet. Alle verdens filosoffer bør omgående afholde seminarer og
konferencer for at diskutere, hvordan man forhindrer, at formørkede
terrorister besejrer eksistentialismen med maskingeværer som fældende
argumenter. Krikken
Mudderkast [18/6, 19/6]
Alle
mudderkrikkevrinskende lederskribenter bør idømmes en upersonlig
maraton-oplæsning af finansloven ved Mogens Lykketoft Her ved folketingsårets
slutning er der flere ærværdige medier, der har ført den gamle krikke,
mudderkastning, frem og jamret gribende over den. Og man opfordrer med
sin mest selvhøjtidelige røst til mere substans og mindre proces. Det
mystiske er, at mudderkastning og personfiksering alligevel tiltager i
alle medier trods de ansvarliges erklærede kvababbelser. Men det
fortsætter jo simpelt hen, fordi folket insisterer på deres
demokratiske ret til at forstå politik gennem indlevelse i de
TV-figurer, som kæmper om magten i den politiske TV-føljeton, som
nyhedsudsendelserne leverer. Selv landets elite på 250.000 politiske
nørder, som ser TV 2 News Tirsdagsanalysen, ville gabe sig ihjel, hvis
man forbød Kristiansen og Mogensen at tale proces og personer. Takket
være kostelige figurer som bilags-Lars og løftebruds-Helle er det
danske demokrati en millionsællert. Det ville derfor være dybt absurd
at afskaffe dem. Alle mudderkrikkevrinskende lederskribenter bør derfor
som straf idømmes en upersonlig maraton-oplæsning af finansloven ved
Mogens Lykketoft. ”Øl!” sagde
barnet. ”Øl!” [13/6, 18/6]
TV,
politikere og kommunaldirektører udbreder budskabet om, at dagens unge
danske møer og svende er nogle forknytte, hæmmede stakler, som kun
efter at have indtaget kassevis af øl er i stand til at nyde livet Det kan ikke prises nok, at
unge danskere samles og holder fest. Det sker ved gadefestivaler som
Distortion, vandringen ”Tour de druk” fra Snekkersten til Helsingør og
Roskildefestivalen. Her kan ikke mindst de purunge more sig og samtidig
eksperimentere med sexlivets glæder. Men hvorfor kan al denne
festivitas kun foregå som drukorgie? Når kønne unge danske møer og
kække danske ungersvende myldrer til fest, så sker det tungt slæbende
på kasser eller rammer med øl. Når de feststemte unge interviewes på
TV, udtaler de sig ofte ret grødet, mens de nærmest stolt fremviser
ølflasker eller –dåser, som de patter på, som om de stadig var
flaskespædbørn. Og TV bringer begejstrede reportager, ansvarlige
politikere jubler og kommunaldirektøren fejer glasskår op efter
ølkaravanen. Alle autoriteter udbreder ølbudskabet om, at dagens unge
danske møer og svende er nogle forknytte, hæmmede stakler, som kun
efter mange promiller er i stand til at nyde livet. Storm P. var altså
fremsynet, da han – i sin berømte historie om en dame med barnevogn på
torvet i Aakirkeby (1920) – lod barnet kræve øl. Irakisk
folkemøde [13/6, 15/6]
Hvis
Irak holdt Folkemøde i Allinge, så ville hele Bornholm efter få
minutter være omdannet til krigszone, udelukkende fordi deltagerne er
ude af stand til at sladre og le sammen over en fadøl. Mange kritiserer Folkemødet på
Bornholm. Det ligger på et forkert tidspunkt og sted og fører ikke til
nogen beslutninger. Folkemødet hånes med tilnavne som ”Politikernes
Distortion” og ”Christiansborglobbyens Roskildefestival”. Disse
kritikere har ikke forstået det væsentlige. Folkemødet er beviset på,
at vi har et velfungerende demokrati. Folkemødet udstiller klart for
alle, hvad det er, der gør ægte demokrati muligt: kammeratskab.
Politikere, studieværter og journalister leverer året rundt
stridigheder til alles fryd: De skændes så det brager, angriber på
skift hinanden for at lyve, være egoistiske, svinge hid og did i
meninger og holdninger og være inkompetente. Og bagefter, når
kameraerne er slukket, sludrer de kammeratligt. Denne fælles forståelse
af, at demokrati kun er muligt, hvis man samtidig er gode kammerater,
mangler totalt i såkaldte demokratier som Afghanistan, Irak og Ægypten.
Hvis Irak holdt Folkemøde i Allinge, så ville hele Bornholm efter få
minutter være omdannet til krigszone, udelukkende fordi deltagerne er
ude af stand til at sladre og le sammen over en fadøl. Jensens oralske orgie [13/6, 14/6]
Løkkes
krammer af næstformand Jensen vækker historiske minder: Ikke siden
Leonid Bresjnev kyssede Erich Honecker ti år før murens fald, har
verden oplevet et mere grotesk udstillet intimt kærlighedsforhold
mellem to habitklædte mænd. Det er pokkers så stor i munden
den spinkle, dunskæggede konfirmand, Kristian Jensen er blevet efter at
Løkkefather først bøjede begge ender sammen på ham forleden i kælderen
under Odense Kongrescenter og bagefter gav ham en mislykket, kærlig
krammer for øjnene af alle. Ikke siden Leonid Bresjnev kyssede Erich
Honecker ti år før murens fald, har verden oplevet et mere grotesk
udstillet intimt kærlighedsforhold mellem to habitklædte mænd. Men
spørgsmålet er, om Jensen egentlig har fattet den nære forbindelse, der
er mellem erotik og politik. Jensen skryder med, at han både kunne have
slået Søren Gade og Løkke, hvis han ikke uselvisk havde valgt at redde
Venstre i stedet. Og erklærer overmodigt, at han engang bliver formand
for Venstre. Jensen mener åbenbart, at man i politik kan kompensere
sine manglende gerninger med barnagtige pralerier. Groft
sagt må oplyse Jensen om, at når han flere gange faktisk har
gjort sin kone gravid, så er det ikke sket ved de imponerende oralske
aktiviter, han måtte have disket op med, men ved at gå til stålet med
aldeles dyrisk handling og måske et brøl. Tumpekommissioner
[6/6, 13/6]
Det
bør udløse glæde og stolthed, at kommissionerne så grundigt påviser, at
der ikke findes dokumentérbare tumper i vores lands administration Det er velkendt fra
organisationsteorien, at der i enhver
større organisation foregår meget, som ville vække skandale, hvis det
slap ud i pressen. Og hvis det kan dokumenteres. Det gælder
selvfølgelig også i Skat og Skatteministeriet, hvor politisk tænkende
embedsmænd, ledere og ministre naturligvis gør, hvad de kan, når de får
en brændende varm politisk skattesag som Thorning-Kinnock-sagen i
hænderne. Men ikke mindst på grund af Tamilsagen ved alle embedsmænd,
ledere og ministre, at det gælder om at undgå at producere dokumenter,
som viser andet, end at man har fulgt reglerne. Så når man nedsætter
kommissioner som Skattesagskommissionen, så vil den kun kunne afsløre,
om der – mod alle odds – stadig skulle findes tumper i den offentlige
administration, som ikke er smarte nok til at undgå at producere
dokumenter, som viser, at de har brudt reglerne. Derfor er de mange
millioner til de resultatløse kommissioner ikke spildt. Det bør udløse
glæde og stolthed, at kommissionerne så grundigt påviser, at der ikke
findes dokumentérbare tumper i vores lands administration. Venstres redningsduo [6/6, 9/6]
Venstres
ledelsesproblem løses ved at gøre Søren Gade til undskyldende og
sonende supplementsformand til det kroniske rodehovede Løkke. Gade har
nemlig et naturtalent for at spille rollen som en munk, der, let
svedende, soner meget store synder. Løkke er en teknisk begavet
politiker, som kun har den store fejl, at han ikke forstår, at hans
privatøkonomiske roderi til hver en tid kan sælge en masse Ekstra Blade
og sætte ham fra magten. Og ganske vist taler Løkke meget om ydmyghed
og ansvar, når han skal beklage og undskylde sit rod, men hans krop
siger samtidig, at det hele er pressens skyld. Derfor er løsningen på
Venstres ledelsesproblem, at Løkke og Søren Gade deler formandsposten.
Så kan formand Gade stå for beklagelserne og undskyldninger af formand
Løkkes roderier. Gade har nemlig et naturtalent for at spille rollen
som en munk, der, let svedende, soner meget store synder. Og det betød
i sagen om jægerbogen i efteråret 2009, at han bevarede sin
troværdighed til trods for, at han var nogle dage på jagttur i Skotland
i krisens højdepunkt. Og det lykkedes ham også i et stykke tid at blive
som minister uden at miste sin troværdighed til trods for, at han i et
talk-show havde erklæret, at hvis det viste sig at den arabiske
oversættelse af jægerbogen var produceret i forsvarskommandoen, så
måtte han gå. Og det var den jo. Hjemme igen
[6/6, 8/6]
Dramaet
i Venstre som fyldte alle danske medier og fortrængte alt andet,
ænsedes ikke i verdensmedierne. Det er en skandale! Man siger, at ting sker hurtigt
i politik. Så da denne Groft sagt efter 12 dages krydstogt på et
stadigt flydende søsterskib til det undergangne Costa Concordia genså
dansk presse, var det med forventninger om, at der kunne være sket
store omvæltninger. Var Barfoed (K) nået op på 10 procent? Var Thorning
blevet præsident for EU? Havde Løkke lagt alt frem? Var den anonyme
forfatter til ”Den hemmelige socialdemokrat” stået frem? Var Lotte
Mejlhede vendt hjem fra EU til TV 2 News Tirsdagsanalysen? Men da Groft
sagt tirsdag morgen efter hjemkomsten åbnede Berlingske, kunne han let
og ubesværet hoppe direkte ind i føljetonen. Der var intet overraskende
sket i vores land på 12 dage! Samme vurdering havde BBCWorldNews og
andre verdensmedier ombord, som i de samme 12 dage intet fortalte om
Dannevang. Men allerede samme aften var Groft sagt så hjernevasket af
begejstrede danske TV-værters og kommentatorers indgående behandling af
dramaet i Venstre, at han fandt det skandaløst, at denne sensationelle
begivenhed, som fyldte alle danske medier, end ikke ænses uden for
landets grænser. Cliffhanger-tirsdag
[6/6, 7/6]
Efter
den cliffhanger-tirsdag hvor Far Løkke trodsede medierne og fik skræmt
livet af bankrådgiver Jensen, så er det klarere end nogensinde, at
pressen tager sig selv langt mere højtideligt end kunderne, læserne,
seerne og lytterne gør Det er komisk, at pressen tager
sig selv langt mere højtideligt end kunderne, læserne, seerne og
lytterne gør. Når medierne i samlet flok tirsdag eftermiddag og aften
galer, at Løkke vil gå af og lancere Gade som sin afløser, så ved
enhver almindelig dansker, at det er noget, medierne har hidset
hinanden op til at tro. For kun Gud Fader kender fremtiden, og han
meddeler sig aldrig til danske vælgere – især ikke om Løkkes indre –
hverken direkte eller gennem danske medier. Man kunne godt ønske, han
gjorde, men det gør han altså bare ikke. I overensstemmelse med
pressens alvorstunge opfattelse af egen betydning må bodfærdige
journalister så bagefter tugte sig selv i Presselogen på TV 2 News og
lade sig piske af indkaldte kloge-Åger. Men selvtugten og bodsgangen
foregår udelukkende for øjnene af den udsøgte elite af vort lands ca.
250.000 politiske nørder. Resten af landets godt 4 mio. vælgere kan
slet ikke se problemet. De har bare haft en cliffhanger af en tirsdag i
dansk politik, som i øvrigt byder på altfor mange dødkedelige tirsdage,
hvor medierne overhovedet ikke dummer sig. Folkestyrets
stjerner [5/6, 6/6]
Politik
bliver aldrig bedre på TV, end når etisk anløbne topfigurer som
Thorning og Løkke forsøger at fremstå som vort lands store ledere og
frelserskikkelser Erfaringerne fra Fogh- og
Thorning-regeringerne er, at det i dansk politik i dag stort set er
ligegyldigt, hvilken blok der har statsministerposten. Der føres
alligevel den såkaldt nødvendige politik. Derfor foregår den politiske
konkurrence efterhånden udelukkende på partiledernes etiske kvaliteter. Men hvis alle partiledere
var så dydige som Fogh og Kristian Jensen, så ville den politiske
TV-føljeton blive så kedsommelig, at almindelige vælgere ville miste
interessen for politik. Derfor er fejlbehæftede, sejlivede typer som
Thorning og Løkke guld værd for folkestyret. Selv dorske studieværter
fik julelys i øjnene, mens de hele tirsdag aften – sekunderet af
fantasifulde politiske kommentatorer – udpenslede
Løkkes dødskamp med en begejstring, som var det en
barnedåb i kongehuset. Politik bliver aldrig bedre på TV, end når etisk
anløbne topfigurer forsøger at fremstå som vort lands store ledere og
frelserskikkelser. Samtidig med, at de skælder ud på hinanden for at
ville lede landet i fordærv med den samme nødvendige politik, som de
selv vil føre. Løkke langt
foran [4/6, 5/6]
Hvis
Venstre under Løkkes stadig mere udholdende lederskab beviser, at et
politisk parti – ligesom hospitaler og tog – i virkeligheden kører
smukkest og mest effektivt uden vælgere, så er der åbnet nye
perspektiver i dansk politik Efter at Løkke fortsætter, og
de interne Venstre-oprørere, der rejste sig som løver, er faldet ned
som lam, så er Venstres eneste tilbagestående problem vælgerne, som
flygter. Men hvem siger, at et politisk parti overhovedet har brug for
vælgere? Det er velkendt fra Groft sagts
mange års studier af hospitalsvæsnet og af togdrift, at hospitaler og
tog kører smukkest og mest effektivt uden patienter og passagerer, som
jo hele tiden forstyrrer fastlagte rutiner og køreplaner, fordi de
aldrig rigtigt forstår, hvor svært det er at drive et hospital og
skaffe tog til tiden. Hvis Venstre under Løkkes stadig mere udholdende
lederskab beviser, at et politisk parti – ligesom hospitaler og tog – i
virkeligheden kører smukkest og mest effektivt uden vælgere, så er der
åbnet nye perspektiver i dansk politik. Herefter vil alle også indse,
at det er unødvendigt, at en partileder er iført habit, sokker og
underbukser, når han leder landet. Så vil alle Løkkes tøjproblemer
fordufte som dug for solen, og vejen til Statsministeriet ligge åben. Løkkes
tekniske uheld [21/5, 27/5]
Flere kommentatorer, som iler
Løkke til hjælp, har fremhævet, at Løkke er den teknisk set bedste
politiker i landet. Derfor bør man bære over med bilagssager og andre
småtterier, som udelukkende angår Løkkes etiske standard. Men dette
ræsonnement bider slet ikke på almindelige vælgere, som med fuld
demokratisk ret forstår vores politiske system ved at leve sig ind i
toppolitikernes figurer i landets TV-nyhedsføljeton. Og her dominerer
figurernes etiske kvaliteter over de tekniske, fordi enhver vælger
umiddelbart forstår en figurs etiske kvaliteter og mangler, mens de
tekniske dyder fortaber sig i teknikaliteter bag kulisserne. Angående
det tekniske ræsonnerer vælgerne således: Hvis en politiker ikke er
teknisk smart nok til at undgå at komme på forsiden af Ekstra Bladet
igen og igen, så er han nok heller ikke smart nok til at være
statsminister. Dette enkle ræsonnement kan kloge folk så jamre over,
men det nytter ikke så meget, fordi vi nu engang lever i et demokrati
med en fri presse og uregerlige vælgere, der holder på deres gode ret
til at forstå med de enkle midler, de har. NemØD
[15/5, 26/5]
Danske politikere, medier og
vælgere gyser lige nu over Se og Hør’s ”tys tys-kilde”. Men det ulækre
spil mellem denne danske IT-specialist og lokale
sladderbladsjournalister er ren idyl sammenlignet med de
rædselshistorier vi kan blive kastet ud i, efter Nets i dette kvartal
sælges til bl.a. to udenlandske kapitalfonde. I øjeblikket kontakter
danske medier IBM Danmark for at få at vide, hvad de har gjort for at
øge sikkerheden efter skandalen. Og IBM Danmark svarer ”ingen
kommentarer”. Det er allerhelvedes arrogant. Men det er Morten
Korch-idyl sammenlignet med de udfordringer, danske medier vil få med
bare at finde et telefonnummer til de underleverandører, som Nets nye
ejerkreds måtte have udliciteret kontrol, udvikling og vedligeholdelse
af vores allesammens mest intime data-systemer til. Netsformand
Lybecker og andre ansvarlige forsikrer, at de bevarer kontrollen. Men
hvordan skal Nets-ledere, som ikke engang kan overvåge IBM Danmark
effektivt, kontrollere, hvad ”tys tys-kilder” i billige indiske,
italienske eller kinesiske IT-firmaer i smug foretager sig med vores
nam-nam-data? Løkke og
Clinton [21/5, 23/5]
Kan Løkke ende med at blive
elsket trods sine gentagne fejl? Bill Clinton skuffede jo også igen og
igen sine nærmeste ved at begå samme fejl, da han ville være præsident,
nemlig at kaste sig ud i nye kvindeaffærer, selv om han hver gang
lovede, at det var sidste gang. Men Clinton blev alligevel præsident og
er i dag en elsket og afholdt foredragsholder i millionklassen. Ifølge
eksperter har man tilgivet Clinton, fordi hans fejl var af samme art
som de fejl, den øverste, mest berømte græske gud, Zeus, begik igen og
igen, når han avlede lavere rangerende guder med mange forskellige
mødre. Og Bills hustru, Hillary, tilgav Clintons sidespring – ligesom
Zeus’ hustru Hera tilgav Zeus. På den baggrund er det op ad bakke for
Løkke. Hverken i nordisk eller græsk mytologi findes der guder, som
først har optrådt i sponsorerede boxsershorts for at se godt ud på TV
og derefter selv betalt dem i det omfang, shortsene blev udtaget til
privat brug. Forskellen på Løkke og Clinton er, at ingen nogensinde
skænkede Clintons eventuelle underbukser en tanke under skandalerne. Lykketofts
dark side [15/5, 18/5]
Det
eneste, der var galt med filmen "Voteman", var, at Lykketoft glemmer at
spørge de andre i præsidiet, hvad de synes. Og at han ikke forudser, at
politisk korrekte kvindesagskvinder vil himle op over ”kvindesynet”. Propagandategnefilmen
”Voteman”, som Lykketoft hurtigt trak tilbage, er en humoristisk satire
over Batman, Superman, Gummi-Tarzan og andre superhelte. Og det er
sådanne hårdtslående midler, der skal til for at de ca. 60 pct. unge
vælgere, som ikke stemmer ved EU-valg, overhovedet ænser, at der er et
valg. Det eneste, der var galt med filmen, var, at Lykketoft glemmer at
spørge de andre i præsidiet, hvad de synes. Og at han ikke forudser, at
politisk korrekte kvindesagskvinder vil himle op over ”kvindesynet”. Så
fatalt fejlvurderer iskolde Lykketoft ellers aldrig sine udspil.
Forklaringen må være, at filmen har ramt Lykketoft på et ømt punkt. Han
må have identificeret sig så stærkt med superhelten Voteman, at han har
ønsket ham udsendt over landet, koste hvad det ville. Og den
ekshibitionistiske glæde over at se sit alter ego, Voteman, udfolde
Lykketofts hemmelige, dyriske lyster for øjnene af os alle sammen kan
Lykketoft nu nyde bare ved et klik på nettet. Og netop fordi han selv
har trukket filmen tilbage, vil den være ekstra pirrende og leve evigt.
Ikke dårligt, Lykketoft! Habitman [14/5, 16/5]
Den
alt for menneskelige Lille Lars fra Græsted bør omgående springe ud som
den superhelt Habitman, som hans parti allerede har købt dyre dragter
til. Hele søndagen fik Lars Løkke en
masse omtale af sine interviews i de store morgenaviser med budskabet
om, at han sætter bundskattelettelser og udgiftsstop som betingelser
for at blive statsminister igen. Det er dumdristigt. For man behøver
ikke være psykoanalytisk psykoterapeut for at se, at Løkke er syg for
at blive statsminister igen. Og Thulesen Dahl meldte da også iskoldt
tilbage: ”Så må det på valgnatten være op til ham, om han ønsker at
påtage sig opgaven.” Groft sagt vil
opfordre Løkke til at påtage sig opgaven. Når man tænker på alt det
GGGI-snavs, som en yderst menneskelig Løkke på magtabstinenser har fået
rodet sig ud i, efter Thorning huggede Statsministeriet fra ham, så
gyser man ved tanken om de personlige og landsskadelige katastrofer, en
groggy Løkke vil forære Ekstra Bladet, hvis han efter næste valg skal
henslæbe sine bedste manddomsår som frustreret leder af et støtteparti
for en Tulle-regering. Derfor bør den altfor menneskelige Løkke
omgående springe ud som den superhelt Habitman, som hans parti allerede
har købt dyre dragter til. Skuf os ikke, Habitman! Messerschmidts
EU-nødhjælp [12/5, 14/5]
Hvis
V, K, R og S mener, at EU er vigtigt, hvorfor opstiller partierne så
altid afdankede eller kronisk anonyme spidskandidater til EU-valg? Professor Marlene Wind – som i
mediernes lemmingeflok indtager samme guru-rolle i EU-spørgsmål, som
Niels Egebak har i uddannelsesspørgsmål – udtaler
til Berlingske mandag, at flere danskere burde
interessere sig for EU, fordi et demokrati forudsætter, at folk kender
deres ledere og institutioner. Rigtigt! Men derfor er det jo også helt
ubegribeligt, at V, K og R og S altid opstiller afdankede eller kronisk
anonyme spidskandidater til EU-valg. Tag Jeppe Kofod (S), som er en
sympatisk fyr, der gerne vil gøre en forskel, men som har siddet i
Folketinget siden 1998, uden en bredere offentlighed ville have
bemærket det, hvis han ikke havde haft sex med en 15-årig partifælle.
Den danske befolknings ringe interesse for EU er et præcist
spejlbillede af den ringe folkelige appel hos de politikere, som
partierne ofrer på sagen. Det bedste, man kan råde danske EU-politikere
til, er – som Dan Jørgensen (S) og senest Morten Helveg (R) – at blive
fast, turnerende debatpartner til Morten Messerschmidt (DF) og derved
få sig et folkeligt gennembrud. Fra øl til
kalifat [9/5, 12/5]
Den
dag, foldbolddrengene fra Brøndby møder modgang i samfundet, så vil de
komme frustrerede og nedbrudte til deres rare fodboldformand fra
Hizb-ut-Tahrir og søge styrke Den danske folkeskole er for
dårlig til at træne elever i at modstå manipulation. Både Ahmed Akkari
og Lars Hedegaards pistolmand lod sig efter endt dansk skolegang
forføre religiøst til stor skade for sig selv og for os andre. Og nu
læser vi i Berlingske fredag, hvordan folk fra den ekstremistiske,
religiøse Hizb-ut-Tahrir har overtaget fodboldklubben Brøndby Strand IK
og straks bandlyst øl og pølser, som man ellers har kunnet nyde i
klubben siden grundlæggelsen i 1935. Formanden bedyrer, at han skam
ikke indoktrinerer nogen, og flere fodboldspillere, som Berlingske
interviewer, bevidner, at der intet fordækt foregår. Men pointen er jo,
at en ekstrem religiøs organisation, som vil indføre kalifatet, og som
er forbudt i Tyskland og Sverige, får placeret nogle agenter tæt på en
masse unge danskere og opbygget tætte personlige relationer til dem. Så
den dag, de møder modgang i samfundet, så vil de komme frustrerede og
nedbrudte til deres rare fodboldformand fra Hizb-ut-Tahrir og søge
styrke. Han kan så ikke trøste med øller og pølse i klubhuset, men kan
tilbyde kalifatets herligheder. Takket være
Se og Hør [9/5, 11/5]
Se og
Hørs kilde har haft adgang til livsvigtig, hemmelig information om
væsentlige organisationer, så det er usandsynligt, at han nøjedes med
at sælge ligegyldige sladderoplysninger til et ugeblad om, hvor
kongelige og andre kendisser bruger sine kreditkort Se og Hørs ”tys-tys-kilde” har
vist sig at være en 45-årig IT-specialist. Politiken har fået
genetableret hans slettede profil på LinkedIn. Den viser, at han som ansat i IBM fra 2007 til
2012 havde adgang til enorme datamængder fra Mærsk, TDC, dele af
sundhedsvæsnet og store dele af finanssektoren i Danmark. Han har – som
en pedel på en skole – efter alle er gået hjem, kunnet gå frit rundt i
alle lokaler, stjæle, hvad han havde behov for, og bagefter slette alle
sine spor i logfilerne. Vil en moralsk anløben person, som har adgang
til livsvigtig, hemmelig information om væsentlige organisationer,
nøjes med at sælge ligegyldige sladderoplysninger til et ugeblad om,
hvor kongelige og andre kendisser bruger sine kreditkort? Selvfølgelig
ikke. Og derfor har han han da også forudseende hyret rockernes
foretrukne advokat, Michael Juul Eriksen, til sit forsvar. Hvis denne
enorme skandalesag nogensinde opklares, må vi alle takke Se og Hør.
Uden Se og Hørs klodsede brug af kildens informationer og kendissers
efterfølgende hylen op havde vi aldrig opdaget, at kilden overhovedet
eksisterede. Carpe diem!
[9/5, 10/5]
Under
Melodi Grand Prix i aften bør plejehjemsbeboere i Københavns Kommune og
hospitalsindlagte i Region Hovedstaden fryde sig ekstra meget. Ellers
er deres penge spildt Plejehjemsbeboere i Københavns
Kommune og hospitalsindlagte i Region Hovedstaden – og deres pårørende
– er nødt til at fryde sig ekstra over Melodi Grand Prix lørdag. For
ellers får de intet ud af de 70 mio kroner, som kommunen og regionen
har hugget fra dem for at gøre de udslidte B&W-haller til en
festlig ramme om begivenheden. Og det gælder virkelig om at gribe
øjeblikket for de elendige gamle og sygdomsplagede. For bagefter skal
deres frastjålne, knappe økonomiske ressourcer bruges til at føre de
affældige haller tilbage til nøjagtig samme værdiløse tilstand, som
hallerne havde før begivenheden. Sjældent har den antikke, romerske
digter Horats’ berømte opfordring ”Carpe diem!”, eller ”Grib dagen!”
været mere velanbragt, end over for kommunens plejehjemsbeboere og
regionens hospitalsindlagte, når de lørdag aften sidder skrøbeligt
stablet op foran skærmen og nyder alle de energiske badutspringere og
sexede, overskudsagtige sangstjerner i et ubetaleligt, storslået show
til hele Europa. Don’t
mention the war [8/5, 9/5]
Fogh
bør spytte al ”don’t mention the war”-uld ud af munden over for tyske
politikere og brøle ”Adolf”. Højst upassende, men effektivt NATOs generalsekretær Anders
Fogh Rasmussen advarer i tyske medier mod at sænke forsvarsbudgetterne.
Rusland har hævet sine militærudgifter med 30 procent, mens nogle
NATO-lande har reduceret deres med 40 procent. Og Fogh anbefaler
stationering af flere NATO-tropper i Østeuropa. Det får flere tyske
toppolitikere til at gå ud med advarsler mod at tale situationen op:
”Dette signal er i den aktuelle situation ikke hjælpsomt” og ”Hr.
Rasmussen er en af de brandmænd, der gerne slukker bål med benzin.” Men
autoritære statsledere respekterer kun stater, som vil og kan forsvare
deres interesser med militære midler. Det gjaldt Mao, Stalin og Adolf
Hitler. Og det gælder Putin. De tyske toppolitikeres reaktioner på
Foghs advarsler tyder på, at de i skolen intet har lært af deres eget
lands tragiske historie i forrige århundrede. Derfor optræder de nu
villigt som vor tids svar på Chamberlain, der i naiv triumf vifter med
værdiløse aftaler med Mr. Hitler. Fogh bør spytte al ”don’t mention the
war”-uld ud af munden over for tyske politikere og brøle ”Adolf”. Højst
upassende, men effektivt. Håroptrækkeri
[7/5, 8/5]
Morten
Bødskov forsøger at hive sig selv op ved håret, når han bruger
frifindelsen af sine embedsmænd til at frifinde sig selv. Den fyrede justitsminister
Morten Bødskov opfatter de tre dommeres frifindelse af sine nærmeste
embedsmænd, som en blåstempling af sin egen løgn til Retsudvalget. Det
var bare en ”undskyldelig nødløgn”. Hermed forsøger Bødskov at udføre
det kunststykke at hive sig selv op ved håret. For det var jo ham, der
beordrede løgnen. Og der er klar forskel på som embedsmand efter sin
ministers ønske at være med til at konstruere en løgn, og så at være
den ansvarlige minister, der giver ordre til og udfører, dvs. udsiger
løgnen over for udvalget og dermed groft narrer Folketinget – hvis
altså hans løgn ikke var blevet afsløret af lækager og aktindsigter. En
justitsminister af format havde jo bare sagt til udvalget, at han
stærkt frarådede besøg på den af udvalget foreslåede dato, og straks
varmt anbefalet andre datoer. Hele sagsforløbet afslører klart, at
Morten Bødskov faktisk i virkeligheden er nøjagtig så klodset og uklart
tænkende, som hans figur altid fremtræder på TV. Denne afklaring er til
stor gavn for alle de vælgere, som udelukkende forstår politik gennem
politikernes figurer på TV. Tak til
Lama [1/5, 6/5]
Intet
demokrati kan erobre det kinesiske marked med en lama i parlamentet Vor regent med gemal, fire
ministre og talløse erhvervsfolk har netop aflagt et succesrigt besøg i
Kina. Men successen har kun været så fuldendt, fordi den omrejsende
etiske terrorist, Dalai Lama, har holdt sig væk fra vores land imens.
Hvor galt det kunne være gået, ser man nu i Norge, som også for tiden
gør deres hoser grønne og smører fedtstoffer i mundvigene for at komme
ind på det kinesiske marked. Dalai Lama skal besøge Norge for at fejre,
at det er 25 år siden, han fik Nobels Fredspris. Og Jyllands-Posten kan
berette om et nordisk broderland i panik. Man er rædselsslagen ved
tanken om, at måneders hemmelige forhandlinger med Kina skal gå i
vasken på grund af den muntre munk. Forhandlinger, som er lovende,
fordi man har garanteret kineserne aldrig mere at give fredsprisen til
en kinesisk dissident. Så nu har man bedt lamaen om at benytte
Stortingets bagdør og prøver at finde en lavtstående politiker, han kan
mødes med i et hemmeligt lokale. Intet demokrati kan erobre det
kinesiske marked med en lama i parlamentet. Derfor tak til Lama, fordi
han valgte Norge. Win og win
[1/5, 5/5]
Det
havde været et meningsløst spild af ressourcer, hvis forfatteren til
nøgleromanen om Se og Hør bare fantasiløst havde meldt sagen til
politiet I Berlingske onsdag raser Bente
Dalsbæk mod forfatteren til nøgleromanen om ugebladet Se og Hør. Hun
mener, at forfatteren burde være gået til politiet i stedet for at
skrive en roman, som blander virkelige begivenheder med opdigtede. Men
at gå til politiet ville jo kun have medført en masse ekstra arbejde
for forfatteren. Og absolut ingen penge. Og det kunne have taget år,
før politiet fandt ressourcer til at afhøre de mistænkte. Ved at udgive
en roman opnår forfatteren straks opmærksomhed helt op i toppen af
systemet, omgående politianmeldelser fra folk højt på strå og tjener
dertil en masse penge. Og som en ekstra bonus får vi alle sammen et
lærestykke i, hvor let der for en forfatter – ved at blande fiktion med
virkelige begivenheder – at få en enorm, gratis lancering af sin roman.
Netop fordi det er så uklart, hvad der er kendsgerninger, så aktiveres
pressens indbyggede reflekser med at digte med på det værste og i
samlet flok blæse til skandale. Det ville derfor være et meningsløst
spild af ressourcer, hvis forfatteren bare fantasiløst havde meldt
sagen til politiet. Kvalmende
selvforsvar [1/5, 2/5]
Det er
kvalmende, at det eneste effektive selvforsvar mod mordere og
IT-svindlere er at holde sin kæft og leve et totalt uinteressant liv. Mordforsøget på Lars Hedegaard
og Se og Hør-skandalen ligner umiddelbart ikke hinanden ret meget. Men
i deres inderste væsen er de identiske. Begge sager viser klart, at
politi og myndigheder ikke kan hindre lovbrud, ikke engang de mest
alvorlige. Begge gerningsmænd var tilsyneladende velintegrerede,
højtuddannede danskere, som pludselig foretager sig noget ulovligt.
Selv om man indfører flere regler, mere overvågning og
kontrolprocedurer, så kan man aldrig i et demokrati fysisk overvåge en
borger 100 procent. Derfor kan enhver borger bryde loven, også borgere
med særlige IT-job og kæmpe ansvar. Bagefter kan politi og myndigheder
så i heldige fald opklare forbrydelserne og straffe forbryderne. Den
lære, man kan drage af begge sager, er, at vi borgere er nødt til at
forsvare os selv mod mordere, IT-svindlere og andre – indtil politi og
myndigheder enten overbevises om, at vi er i livsfare, eller tvinges
til at træde i aktion af en whistleblower, som f.eks. skriver en roman.
Det er kvalmende, at det eneste effektive selvforsvar er at holde sin
kæft og leve et totalt uinteressant liv. Forsvar for
Q [30/4, 1/5]
En
journalist, der ligner en forbryder i en Batman-film og samtidig altid
stiller politikerne de mest infame spørgsmål, er i længden ubrugelig
som politisk kommentator på public service-TV. Flere medier mener, at Henrik
Qvortrup er færdig på TV2. Men det mente medierne også, at Jørgen Leth
var, dengang hans image fik et dyk, da han i en bog meddelte, at han
tog kokkens purunge datter, når hans gamle lyster krævede det. Men Leth
kæmpede sig tilbage på TV2 ved hjælp af offentlige digtoplæsninger og
debatindlæg, og er nu igen kommentator på flotte, mandlige cykelben i
Frankrig sommeren lang. Og ingen himler i dag op over, at han stadig
tager kokkens datter i et primitivt u-land resten af året. Derfor kan
også Q selvfølgelig vende tilbage til TV2. Men ikke så længe han med
skaldepande og skægstubbe fortsat ligner en forbryder i en Batman-film.
Folk, der ligner forbrydere i en Batman-film, er i længden ubrugelige
som politiske kommentatorer på TV. Kun fordi kommentator Peter Mogensen
ligner og lyder som svigermors drøm i en amerikansk komedieserie, kan
han sidde i Tirsdagsanalysen på TV2 News uge efter uge og ustraffet
gøre reklame for sine egne tyndskidsklummer i Politiken, Barolo-rødvin,
tænketanken Kraka og udstille sit hundedyre sponsorerede armbåndsur. Dresserede
TV-aber [29/4, 30/4]
TV-studieværter på public
service-kanaler bør skoles i, hvordan de undgår at komme til at optræde
som smilende, dresserede aber i selvudnævnte borgmestres
selvpromoverende TV-shows Det danske gidsel har det godt,
fortalte studieværterne i TV2 mandag morgen, og viste optagelser med
det danske gidsel, som med et let svedigt stenansigt bl.a. sagde: ”Jeg
vil sige til borgmesterens ros, at han har gjort det godt, og den
kredit skal han have.” Og på pressekonferencen undgik den tyske
talsmand den korrekte betegnelse ”gidsler” og brugte i stedet det helt
misvisende ”gæster”. Gidslerne kalder altså helt absurd sig selv
”gæster” og deres fangevogter for ”borgmester”. Og det gør de jo kun,
fordi de er ude af stand til at bruge de rette ord af frygt for
konsekvenserne. Hvordan kan en uddannet dansk journalist og studievært
ansat ved en public service-kanal på den baggrund annoncere indslaget
med et lalleglad budskab om, at det danske gidsel har det godt? Tror
TV, vi er idioter? Enhver kan se, at danskeren er en ydmyget,
skrækslagen fange. Groft sagt
foreslår, at man på danske journalistuddannelser indfører intensiv
træning for TV-studieværter i, hvordan man undgår at komme til at
optræde som smilende, dresserede aber i selvudnævnte borgmestres
selvpromoverende TV-shows. Dansk
politik genfundet [28/4, 29/4]
Som
forholdene er i dansk politik i øjeblikket, er det ikke spor trivielt,
når Berlingske med sin metadata-aktion afslører, at der faktisk stadig
findes S-MFer, som udbreder positive nyheder for S og negative for V Nogle læsere finder det måske
lidt hysterisk, at Berlingske i går under den dramatiske overskrift
”Metadata afslører S-tæskehold” bare fortæller den trivialitet, at der
i Socialdemokratiets folketingsgruppe findes et netværk, som har til
formål både at udbasunere gode nyheder for S og samtidig udstille
Venstres dårligdomme. Men disse læsere bør forstå, at som forholdene er
i dansk politik i øjeblikket, er det ikke spor trivielt at afsløre, at
der faktisk stadig findes S-MFer, som udbreder positive nyheder for S
og negative for V. Det normale i dagens danske politik er nemlig det
modsatte. I Thornings tid som regeringsleder har S systematisk påført
sine kernevælgergrupper store lidelser, dvs. skabt negative nyheder for
S. Samtidig har Løkke sendt V på nye opinionsdyk, hver gang han viser
sig, hvilket jo også skyldes, at han systematisk skaber negative
nyheder for V. Derfor har Berlingske al mulig grund til med sin
metadata-aktion at afsløre og udbrede det opsigtsvækkende budskab, at
dansk politik dybt inde i de hemmelige netværk faktisk stadig ligner
sig selv. Vejen til
Eriksen [25/4, 28/4]
Problemet
i uddannelsessystemet er de horder af tryghedsnarkomaner på overlevelse
– både elever og undervisere – som ikke stiller store krav til sig
selv, uanset hvad systemet officielt kræver. Berlingske fortalte forleden i
lederen om fodboldspilleren Christian Eriksen, som på et år steg i
værdi med 100 millioner kr, så han nu er 200 millioner værd. Som knægt
steg han på toget hver morgen kl. 8 i Middelfart for at tage til Odense
og passe sin skole og træning i OB med hjemkomst kl. 20. Og Berlingske
opfordrer til, at vi lærer af Eriksens eksempel og stiller krav til
eleverne i uddannelsessystemet. Groft sagt
er enig i, at vi skal væk fra den holdning, at uddannelse ikke må kræve
og gøre ondt. Men når Eriksen, Wozniacki, Kevin Magnussen og andre
bliver store, så er det ikke, fordi systemet kræver det, men
udelukkende, fordi de stiller store krav til sig selv. Problemet i
uddannelsessystemet er de horder af tryghedsnarkomaner på overlevelse –
både elever og undervisere – som ikke stiller store krav til sig selv,
uanset hvad systemet officielt kræver. Hvis der fandtes en vågn
op-pille, som gav alle elever ambitioner, så kunne vi droppe alle de
virkningsløse, topstyrede reformer. Og så ville alle eleverne blive
store – også selv om de ikke blev 200 millioner værd. Mere sort
svane! [25/4, 27/4]
Hverken
hattedamer eller vi andre havde ænset lanceringen af Det Kgl. Teaters
kommende sæson, hvis man havde sat en af de sædvanlige hvide
ballerina-kvinder til at dø svanens død for hundredsyttende gang.
Eneste problem var de mange tomme sæder Torsdag havde Det Kgl. Teater
succes med at erobre flere forsider med billedet af en sort,
skørteklædt mand, der dansede ”Svanens død.” I Jyllands-Posten var
overskriften: ”Forskrækkelser til hattedamer”. Fint! Hverken hattedamer
eller vi andre havde ænset lanceringen af den kommende sæson, hvis man
havde sat en af de sædvanlige hvide ballerina-kvinder til at dø svanens
død for hundredsyttende gang. Vi kræver mere kreativ galskab og
kunstnerisk oprør på nationalscenen. Og præcis det signal udsendte den
sorte svane. Det eneste, der kan bekymre Groft
sagt er alle de mange tomme, røde sæder, man tydeligt kunne
se mellem de indbudte gratister fra pressekorpset, mens svanen trådte
sin dødedans. For når teatret ikke engang – ved at lade en sort svane
omkomme på scenen – kan fylde orkesterpladserne op med professionelle
gratister fra landets kulturredaktioner, hvordan skal man så kunne
fylde hele teatret op med betalende hattedamer og andre, som fortsat
mest af alt drømmer om flokke af gammeldags hvide ballerina-svaner og
herrer i trikot? Note: I
teksten i Berlingske d. 27/4 lød første sætning således:
Breaking
fløjte [25/4, 26/4]
Hærskarer
af diskussionstrænede skoleelever kan debattere verbalt, til de dør af
ælde, uden at få en brøkdel af den mediedækning, som en kort
fløjteaktion fra en lille gruppe ekstremister får. Berlingske konstaterer i
lederen fredag , at det er sørgeligt, men ikke overraskende, at
medlemmer af og kandidater for Enhedslisten vil deltage i
fløjteaktionen mod Thornings 1. maj-tale. Og at både undervisning i
demokrati og historie bør opprioriteres i skolen. Og at aktionens
bagmænd bør på demokratisk genopdragelse. Men så bør vores public
service-stationers nyhedsredaktioner også på demokratisk genopdragelse.
For aktionen har allerede fået og vil fortsat få stor omtale både på DR
og TV2, fulgt af alle andre nyhedsmedier. Aktionen er en født
propagandistisk succes, udelukkende fordi den leverer de billeder, der
på TV kan illustrere oprøret mod Helle. Hærskarer af diskussionstrænede
skoleelever kan debattere verbalt, til de dør af ælde, uden at få en
brøkdel af den mediedækning, som en kort fløjteaktion fra en lille
gruppe ekstremister får. Men fortvivl ikke, for forklaringen på
fløjteaktionen kan være, at bagmændene i skolen har modtaget en
opdateret undervisning i, hvordan vores mediesystem rent faktisk
fungerer. Det må vi så glæde os over, når vi igen og igen hører
fløjterne. Berlusconi
på plejehjem [18/4, 25/4]
Mange
af de underbetalte, hårdtarbejdende sosu-hjælpere vil sværme om den
stenrige, charmerende mediemogul for at blive opdaget og få en
vellønnet tjans i hans imperium. Det kan koste flere af hjemmets
plejekrævende beboere livet Silvio Berlusconi skal afsone
sin straf for skatteunddragelse ved at udføre samfundstjeneste nogle
timer hver uge på et plejehjem. Det er lykkedes hans hær af advokater
at forhindre, at han kom i spjældet eller fik husarrest. Berlusconi
udtaler i den anledning: ”Det glæder mig faktisk, for hele livet har
jeg hjulpet disse mennesker.” Men kan han skifte en ble? Og ingen
spørger plejehjemmets ledelse, hvordan de – ud over deres daglige
udfordringer med at fodre, stimulere og passe de ofte meget
plejekrævende ældre borgere – vil håndtere et ugentligt timelangt besøg
af en ældre, yderst vital berømthed, hans følge af sekretærer,
bodyguards, paparazzifotografer og journalister fra verdenspressen.
Mange af de underbetalte, hårdtarbejdende sosu-hjælpere vil sværme om
den stenrige, charmerende mediemogul for at blive opdaget og få en
vellønnet tjans i hans imperium. Eller bare for at se et glimt af sig
selv på TV i transmissionen fra Berlusconis arbejdsdag. Ledelsen er
derfor nødt til at sende hjemmets beboere på udflugt, hver gang
Berlusconi kommer. For at sikre dem mod svigt og vanrøgt. Pusherstreet
som cykelsti [16/4, 24/4]
Christianitterne
kæmper mod en cykelsti, som de mener, vil true dem på livet. Men de
kæmper ikke mod, at forbryderfinansierede pushere med voldelige vagter
og hunde dagligt scorer kassen på at sælge hash til en folkevandring af
afhængige mennesker gennem området. Christiania er i oprør over, at
Københavns Kommune vil lægge en cykelsti ude i periferien af området.
Christianias kontaktgruppe mener, at cyklerne vil slå folk ihjel. Og
fra pressegruppen udtaler Kirsten Larsen: ”Vores trafikanter er jo
ekstra bløde. Vi har legende børn på stierne og løse hunde.” Det
mærkelige er, at de samme mennesker ikke løfter en finger for at
forhindre, at forbryderfinansierede pushere dagligt scorer kassen på at
sælge hash til en folkevandring af afhængige mennesker gennem området.
Pusherstreets synd og fordærv skaber endnu flere livsfarlige ulykker på
et kvarter end måneders sunde ture i frisk luft på en cykelsti. Det er
dødsensfarligt for Christianias børn, hunde og voksne at have pushere
og deres stærkt voldelige vagter og hunde i Pusherstreet. Men det synes
christianitterne åbenbart ikke selv. Groft
sagt foreslår derfor – med vanlig pragmatisme – at cykelstien
lægges gennem Pusherstreet. Det vil berolige alle christianitter. For
børn og hunde, hvis liv ikke er truet i Pusherstreet, kan umuligt trues
af selv nok så fortravlede cyklister i samme gade. Småpludrende
Putin? [18/4, 22/4]
Det er
en direkte hån af almindelig sund fornuft, at vores hjemlige medier i
fuld alvor lader som om, at de muskuløse, veltrimmede, maskerede
russiske elite-soldater bare er lokale ukrainske hjemmeværnsfolk. Det er møgirriterende i TV hele
tiden at høre om pro-russiske aktivister og se dem optræde i
forskellige byer i det østlige Ukraine i fuld uniform med supermoderne
geværer. Groft sagt, som i det
forrige århundrede har været soldat i den danske hær i 18 måneder, og
som nåede graden af menig gruppefører, trænede bl.a. i infiltration,
dvs. at man i smug siver ind i fjendens territorium i mindre grupper og
derefter handler efter den lagte strategi. Enhver, som bare har været
afløserkok på et soldaterhjem, kan let se, at det er russiske
elitesoldater, som gennemfører aktionen med besættelse af offentlige
bygninger i diverse storbyer, og at nogle få lokale civilklædte
fanatikere nødtørftigt camouflerer dem. Det er groft, at de russiske
elitesoldater ikke engang gider prøve at ligne civilister. Men det er
en direkte hån af almindelig sund fornuft, at vores hjemlige medier i
fuld alvor lader som om, at de muskuløse, veltrimmede, maskerede
soldater bare er lokale hjemmeværnsfolk. Det svarer til at påstå, at
macho-Putin bare er en lokal russisk festudgave af den småpludrende
Martin Lidegaard. Akkari,
frelseren [18/4, 20/4]
”Muhammed-krisen
er ikke forbi. Den er hverdag,” siger Carsten Juste, Jyllands-Postens
ansvarshavende chefredaktør under Muhammed-krisen. Han har ret. Ham og
hans avis eksisterer formentlig kun i dag, fordi hans avis er holdt op
med at trykke tegningerne, og fordi redaktionslokalerne er befæstede Carsten Juste, Jyllands-Postens
ansvarshavende chefredaktør under Muhammed-krisen, gjorde forleden
status i sin avis. For ham er Ahmed Akkaris bog ”Min afsked med
islamismen” og undskyldninger ikke et punktum. ”Muhammed-krisen er ikke
forbi. Den er hverdag,” siger han. ”Der går en rød tråd af danskhed
gennem hele forløbet – både det, at vi trykte tegningerne, og nu
Akkaris undskyldning. Den danskhed kan jeg næsten ikke holde ud.” Juste
har ret. Det eneste, Jyllands-Postens aktion har afklaret, er, at
religionen islam har magten til i realiteten at styre, om danske medier
skal trykke sådanne tegninger eller ej. Naturligvis ikke formelt, for
dér gælder ytringsfriheden jo. Men reelt – i kraft af frygten for
fanatiske muslimske terrorister. Og ved nu at hylde Akkaris omvendelse
bekræfter vi hinanden i, at hele forløbet er endt som en sejr for
demokratiet og ytringsfriheden. Men sandheden er, at en af landets
største aviser kun kan udkomme, fordi redaktionslokalerne er befæstede.
Juste har ret i, at det er lidt ulækkert med den slags landsdækkende
virkelighedsforfalskning. Reserverne
til pumperne! [16/4, 18/4]
Bogen
"Den hemmelige socialdemokrat" har åbenbart gjort ledelsen opmærksom på
folketingsgruppens skjulte intelligensreserve af backbenchere. Nu
dukker den ene efter den anden anonyme frem fra gruppens dyb og kaster
sig ind i partiets kamp for at vinde næste valg. Mange spørger stadig, hvem det
mystiske jeg i den anonyme bog ”Den hemmelige socialdemokrat”, mon er.
Dette jeg er en person med stor kreativitet og en sjælden evne til
skarp politisk og psykologisk analyse. Hvordan kan S-ledelsen lade en
så talentfuld person sidde på bageste bænk i mange år i
folketingsgruppen i en tid, hvor partiet har desperat brug for alle
talenter? Men nu har bogen så åbenbart gjort ledelsen opmærksom på
folketingsgruppens skjulte intelligensreserve. Tidligere på året
udnævnte man den helt ukendte backbencher Kirsten Brosbøl til
miljøminister. Så dukkede den endnu mere ukendte Leif Lahn Jensen frem
med et forslag i Berlingske onsdag om, at det bl.a. skal deklareres på
mælkekartonerne, hvor mange penge mejeriet betaler til politiske
partier. Hvem bliver den næste backbencher på banen med det
revolutionerende innovative politiske forslag, som redder S ved næste
valg? Der er stadig en syv-otte ukendte og anonyme medlemmer i gruppens
hemmelige politiske talentmasse, som nu bør rejse sig og kæmpe som
partiets Holger Danske. Ingen nævnt, ingen glemt. Skrump i
triumf [16/4, 17/4]
Som en
triumferende hærfører decimerer Helle Thorning-Schmidt målbevidst sit
parti Man kan ikke andet end beundre
den konsekvens, hvormed Thorning forfølger sit ambitiøse projekt med at
blive verdenshistoriens største martyr-regeringsleder. Forleden ansatte
hun således den afdankede SF-strateg Thor Möger Pedersen – manden bag
SFs fallerede regeringsdeltagelse – som ”udviklingschef” for partiet,
få måneder efter han havde meldt sig ind. Herved provokerer Thorning
hæren af veltjente, flittige socialdemokratiske spindoktorer, som
drømmer om en sådan post. Og senest kører Helle en kampagne mod DFs
mange udspil, som mangler finansiering. Herved sætter hun selvmorderisk
fokus på de ufinansierede løfter, som hun selv kom til magten med efter
flotte pjecer og drømme-præsentationer for pressen. Og for at sætte
trumf på sin selvdestruktion anklager S nu DF for anstændigvis ikke at
kunne love danskerne så meget, samtidig med at man peger på
nulvækst-Løkke som regeringsleder. Hermed fornærmer Thorning groft
Marianne Vestager, som jo kun kom til magten, fordi hun lovede
danskerne blå politik, samtidig med at hun hinsides al fornuft pegede
på røde Helle som statsminister. Radikal
rumpropaganda [10/4, 16/4]
Dækningen
af stofområdet ”liv i universet?” i danske medier virker som stærk
propaganda for de Radikales lalleglade holdning i udlændingepolitikken:
En ukendt fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt Vi jordboere bruger i disse år
mange penge på at finde liv i rummet. Der udsendes rumsonder, opstilles
lytteanlæg og enorme kikkerter. Og nu er der så fundet vand på en af
Saturns måner, og man mener, at der er planeter omkring de fleste
stjerner i galaksen. Fint nok. Selvfølgelig skal universet udforskes.
Og det er spændende. Men hvornår hører vi om farerne for, at vi
jordboere kan gå under efter mødet med nye livsformer og kulturer? Tænk
på, hvad vi europæere gjorde ved inkaer og indianere, da vi opdagede
dem. Dækningen af stofområdet ”liv i universet?” i danske medier virker
som stærk propaganda for de Radikales lalleglade holdning i
udlændingepolitikken: En ukendt fremmed er en ven, du endnu ikke har
mødt. Vi må trøste os med, at hvis der findes en mere avanceret
livsform end os jordboere i nabolaget, så ville de for længst have
fundet os og gjort med os, hvad de lystede. Så da vi endnu ikke er
fundet, så vil vores nyeste avancerede apparater kun finde
tilbagestående livsformer, som næppe er i stand til at udrydde os. Bare
vi husker at vaske hænder og desinficere alt, vi finder. Jordbærslagmark
[11/4, 14/4]
Løkke
har stillet træskoene i en jordbærmark. Han blev fældet af pressens
sensationshunger og sine modstanderes refleksreaktioner Først sagde Løkke, at
østeuropæiske jordbærplukkere ikke burde kunne sende børnecheck til
hjemlandet ”bare fordi man planter sine træsko i en jordbærmark en
dag". Det er vel svært at benægte, at sådanne jordbærplukkere kan
forekomme, og at Løkke anstændigvis har lov at være imod dem, hvis de
forekommer. Det er egentlig en banalitet. Men det pustede Løkkes
modstandere og pressen så op til, at Løkke påstod, at alle østeuropæere
er nassende jordbærplukkere, som sender fede børnechecks hjem. Det
medførte psykisk sammenbrud hos diverse ordførere. Så fandt Dansk
Arbejdsgiverforening ud af, at der er stort økonomisk overskud på
østarbejdere. Det får så S-ordfører Mette Reismann – moralsk oprustet
af DA-undersøgelsen – til i fredagens Berlingske at tage en ekstra
jamretur over, at Løkke og andre dæmoniserer østeuropæere og ser ned på
dem som ”en åndeligt laverestående race”. En enkelt Løkke-banalitet
udløser således – takket være pressens indbyggede sensationshunger og
Løkke-modstanderes refleksreaktioner – en masse hysteriske angreb på en
absurd holdning, som ingen har. Fældet ligger Løkke. Han stillede
træskoene i en jordbærmark. RUC uden
ende [11/4, 12/4]
Nu
skal RUC til at underholde sine uvidende, utrænede, forudsætningsløse
studerende bedre. Det sker ud fra nøjagtigt det samme pædagogiske
bullshit, som RUC allerede i 1970'erne markedsførte sig med Nu er bølgen af unge mennesker,
som ikke har lært noget, nået op gennem folkeskolen og gymnasiet til
RUC. "De unge skriver i hverdagssprog og kan ikke adskille skrift og
tale,” forklarer RUCs nytiltrådte rektor, Hanne Leth Andersen, i
Politiken torsdag og fortsætter: "De er ikke vedholdende og træner ikke
nok". De kan heller ikke læse lange tekster på papir, men kun små
bidder fra skærmen. Så nu skal RUC til at underholde sine uvidende,
utrænede, forudsætningsløse studerende bedre. Det sker ud fra nøjagtigt
det samme pædagogiske bullshit, som RUC allerede i 1970'erne
markedsførte sig med: ”Lærerens rolle bliver i langt højere grad at
være konsulent, coach, debattør eller sparringspartner.” Det skal nok
blive skægt. Sandheden om universitetspædagogik har altid været, at de
studerende først gider suge til sig, når de indser, at det er
nødvendigt for at få et godt liv ude i virkeligheden. Når denne
erkendelse har indfundet sig, så lærer de hurtigt både at læse lange
tekster og skrive sammenhængende, uanset hvilke julelege og
pipfuglekurser man arrangerer på RUC og andre universiteter. Akkaris ulidelige omvej [10/4, 11/4]
Akkari
kunne have sparet os alle for sin lange svære omvej og påtrængende
anger, hvis bare han i skolen var blevet vaccineret effektivt mod
manipulation Demokrati bygger på, at folk er
kritiske over for autoriteter. Derfor er det folkeskolens opgave at
træne alle elever i at være kritiske over for alle autoriteter, både
politiske, religiøse og slankeguruer. Men hvordan kan skolen det?
Enhver ved jo, hvilket kaos der hersker i en skoleklasse.
Velintegrerede Akkari lærte alligevel at skrive og regne. Men straks
efter skolen lod han sig hjernevaske til at blive en af den slags
manipulatorer, som det er folkeskolens fornemste opgave at opdrage
eleverne til at være immune overfor. Kun fordi Akkari ikke i skolen
havde lært at gennemskue manipulatorer, blev han et let offer og senere
førende imam i den delegation, som satte mellemøsten i brand. Men
fortvivl ikke. For kun fordi den danske folkeskole havde lært ham at
elske skolestuens demokratiske, autoritetsfrie kaos, fik han
efterhånden kvalme af den autoritære fanatisme og er nu blevet landets
førende angrer og undskylder. Akkari kunne have sparet os alle for sin
lange svære omvej og påtrængende anger, hvis han i skolen var blevet
vaccineret effektivt mod manipulation. Selvmål
[8/4, 10/4]
Politikens
chefredaktør, Bo Lidegaard, bør retlede sine egne læserbrevsskribenters
opfattelse af, hvorfor Fogh afviste, at mødes med Ægyptens og andre
ambassadører under opstarten af Muhammed-affæren I Politiken tirsdag opfordrer
fhv. gymnasielærer Arne Hansen fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen
til at angre, at han ”hovent afviste” muslimske ambassadører, som bad
om et dialogmøde. Hansen mener, at et sådant møde kunne have forhindret
affæren. Men Hansen retter bager for smed. For Fogh er ude at rejse, da
ambassadørernes brev ankommer. Så hans daværende rådgiver på området,
Bo Lidegaard, sender brevet til sagsbehandling i Udenrigsministeriet
med utilsløret besked om, at man ønsker et svar, der går ud på, at
ambassadørerne skal afvises. Sagsbehandleren følger instruktionen og
sender et svar gennem sin kontorchef uden at inddrage Udenrigsminister
Per Stig Møller. Dette svar forelægger Lidegaard Fogh, som senere har
forklaret: ”Jamen, jeg troede da, at når jeg havde en udlånt
diplomatisk rådgiver fra Udenrigsministeriet (Bo Lidegaard) i min stab,
så måtte den forretningsgang da være efter reglerne. Selv havde jeg
ikke noget forhold til et muligt kaffemøde…” Arne Hansen bør altså i
stedet bede Politikens chefredaktør angre de ambassadeafbrændinger,
eksporttab og døde, det kostede. S bør bøvse mindre [4/4, 8/4]
Når
Jørgen Leth kan ændre fordomme om kolort, grisetarme og gylle til noget
værdifuldt for Danmark, så vil han også sagtens kunne ændre fordomme
om, at Socialdemokratiet er blevet reduceret til en afdeling af
Finansministeriet Digteren, filminstruktøren og
cykelkommentatoren Jørgen Leth gør en stor indsats også for dansk
landbrug. Han lægger stemme til Landbrug og Fødevarers årelange
reklamekampagne på TV, hvor man søger at nedbryde fordomme om dansk
landbrug. Det sker med slogans som ”Vi kan ikke redde verden, men vi
kender nogen, der kan” og ”Fremtiden er ikke så sort, som den har
været.” Da Landbrug og Fødevarer utvivlsomt omhyggeligt måler effekten
af Leths indsats, så må effekten være meget stor, for kampagnen er lige
blevet relanceret. Derfor vil Groft sagt henlede
Thornings opmærksomhed på Leth. Når Leth kan ændre fordomme om kolort,
grisetarme og gylle til noget værdifuldt for Danmark, så vil han også
sagtens kunne ændre fordomme om, at Socialdemokratiet er blevet
reduceret til en afdeling af Finansministeriet. Og mange af landbrugets
slogans – som de to ovenstående – kan genbruges direkte i en
S-kampagne. Andre med lette justeringer: ”Kan vi redde partiet ved at
bøvse lidt mindre?” og ”Helle kan støvsuge, chatte og bage boller. Og
så har hun stadig energi til mere.” Thorning,
vers. 2.0 [4/4, 7/4]
Mette
Frederiksen kan tale gribende om dagpengemodtagere og andre udsattes
hårde kår samtidig med, at hun skærer ned. Det kan Helle ikke Nu har Helle Thorning-Schmidt
garanteret, at hun tager næste valg med. Og væddet 1800 kr med en
TV-vært om, at hun ikke render af pladsen til EU. 1800 kr? Beløbet er
opsigtsvækkende lavt for en statsminister, som tjener 29.780 kr. om
dagen. Det ville være mere troværdigt, hvis hun havde væddet sin årsløn
på ca. halvanden million. Også fordi det, som baglandet kritiserer
hende for, er, at hun kun tænker på økonomi og altid glemmer resten: de
socialdemokratiske værdier. Derfor foretrækker flere og flere Mette
Frederiksen, som ganske vist er 100 pct enig i regeringens nødvendige,
økonomiske politik, men som samtidig helt naturligt bryder i gråd ved
store begivenheder i partiet og på TV kan tale gribende om
dagpengemodtagere og andre udsattes hårde kår samtidig med, at hun
skærer ned. Det kan Helle ikke. Hun taler altid som en, der er udsendt
af EU for at genoprette dansk økonomi. Derfor lyder 1800 kr. i Helles
mund så fattigt, hvorimod Frederiksen med sin store socialdemokratiske
patos kunne have bragt baglandet i ekstase ved bare at love dem en
gratis grædetur, hvis Helle blev. Ude i
hampen [4/4, 6/4]
Ganske
vist ledes også Hells Angels af en præsident, og Christiania er som
Afghanistan helt afhængig af økonomisk støtte. Men Hells Angels’
præsident er hverken folkevalgt ved svindelmetoder eller bor i et
stort, ekstra sikret palads inde i Christianiae. Derfor er det ude i
hampen af sammenligne Christiania med Afghanistan. Hvorfor lave Christiania om til
et kampområde mellem pushere og politi, hvis beboerne ikke tror,
politiet kan vinde og derfor hellere vil leve i fred med rockere og
hashhandel? Herregud. Forholdene i Christiania er jo ikke nær så slemme
som i Afghanistan, hvor præsident Kazai, som ikke kan genvælges,
fortsat vil bo i præsidentpaladset og derfor har indrettet en mindre
bolig inde i sit palads til den nye præsident, som Kazai og hans
familie har sørget for ved hjælp af korruption og valgsvindel nu bliver
valgt. Ganske vist ledes også Hells Angels af en præsident, og
Christiania er som Afghanistan helt afhængig af
økonomisk støtte. Men Hells Angels’ præsident er
hverken folkevalgt ved svindelmetoder eller bor i et stort, ekstra
sikret palads inde i Christiania, hvorfra han afpresser det danske
samfund til at betale sig enorme summer i støtte for at få sit område
til overfladisk at ligne en del af det danske demokrati, fordi
befolkningen ellers vil tro, at politiets indsats gennem årtier har
været forgæves. Så en sammenligning mellem Christiania og Afghanistan
er helt ude i hampen. Ibens
inkvisition [1/4, 4/4]
Iben Tranholm, katolsk
debattør, er blevet krænket over, at de to humoristiske Price-brødre i
et af deres evindeligt kværnende madpornografiske programmer på TV har
brugt en madonna-figur som kødhammer. Det får så James Price ud i en
længere forsvarstale i Berlingske forleden. Han inddrager både Monty
Python og Cirkusrevyen, hvor tre katolske præster i en vise sang en
undskyldning for ”det med de små drenge.” Men James har misforstået,
hvis han tror, at han kan få Iben Tranholm til at se noget komisk i
katolicismen. For hvis hun først begyndte at le ad sin religion, er det
ikke sikkert, at hun nogensinde kunne stoppe. Og så ville hun ikke ved
selv den mindste anledning kunne fylde sin Facebook-side og en masse
medier med grove forbandelser til gavn for sit debattør-image som mere
katolsk end selveste paven. Derfor kan selv en konfliktsky, harmløs
TV-kok, der bare vil underholde, ikke undslippe Ibens katolske
inkvisition. Tværtimod, jo mere glade kokke og humorister kilder hendes
latterorganer, jo mere svovl må hun lukke ud af munden, for at ingen
skal tro, hun får latterorgasmer. EU fælder
Tulle [2/4, 3/4]
EU er
jo demokratiets forsvarer. Derfor vil alle EU-kommissærerne juble, hvis
de folkevalgte politikere Thorning, Løkke, Barfoed og andre fra Europas
velfærdsdemokratier kommer med deres ønsker om at dæmme op for
velfærdsturismen. ”Yes!” vil kommissærerne juble. I sagen om børnechecken
optræder lederne af vores største partier i Folketinget som en flok
barfodsadvokater, der tolker amatøragtigt på nogle love, som de lader
som om, de ikke rigtigt kender. Fordi de har en stor klient, nemlig
vælgerne og fremtrædende borgmestre, som nægter at tro på, at EU har
indrettet lovene så idiotisk, som EU har. Hvor uværdigt at stolte,
folkevalgte toppolitikere således har ladet sig reducere til billige
advokater, der er blevet købt af en stor dumstædig klient! Thorning,
Løkke og Barfoed bør selvfølgelig optræde som stolte, værdige
politikere og slå sig sammen med folkevalgte politikere fra andre
velfærdsdemokratier, som også kan se vanviddet i velfærdsturismen, og
få EU-lovene lavet om. Og det vil gå ganske let. EU er jo demokratiets
forsvarer. Derfor vil alle EU-kommissærerne juble, når de folkevalgte
politikere kommer med deres ønsker. ”Yes!” vil kommissærerne juble,
”tak, fordi I kommer og giver os en vidunderlig lejlighed til bevise,
at Tulle er en fæl populist og folkeforfører, som narrer alle vælgere
til sig med plimskøre påstande om EU.” Journalalarm
1813 [31/3, 1/4]
Hvis
Sundhedsstyrelsens hårde kritik af 1813s journalføring, fører til, at
hele sundhedssystemet begynder at tage journalerne mere alvorligt, så
har alle de dødsfald, som 1813 har medført, da ikke været helt forgæves I sin kritik af 1813 skriver
Sundhedsstyrelsen bl.a.: "Alvorlige problemer med hensyn til journalens
opbygning, medarbejdernes journalføring og journalens anvendelighed til
at blive videregivet med henblik på behandlingsmæssig opfølgning".
Mange patienter vil genkende disse problemer fra en
hospitalsindlæggelse, hvor patienten må informere læger, som hele tiden
skifter vagter, om patientens lidelse og behandlingens planlagte
fremadskriden. Selvfølgelig findes journalerne nok et eller andet sted
i IT-systemet, men få gider åbenbart orientere sig i dem, før man
tilser patienten. Groft sagt håber,
at sundhedsstyrelsens hårde kritik af 1813s journalføring, vil føre
til, at hele sundhedssystemet begynder at tage journalerne mere
alvorligt. Så vil der trods alt komme lidt godt ud af 1813, som ellers
bare er et ekstra hierarki af administratorer, som er smurt ud over den
gamle, velfungerende, administrativt enkle lægevagt med en
telefonpasser og læger i taxaer, som futter rundt med piller og
beroligende snak til ængstelige patienter uden for egen læges
åbningstider. Helles nej
til Bruxelles [28/3, 31/3]
Helles
troværdighed er lav efter alle løftebruddene. Derfor kommer hun ikke
langt med bare at sige, at hun ikke er interesseret i en EU-post, og at
det er et stort ansvar og en ære at være statsminister i Danmark. Den
hopper vælgerne ikke på. Ifølge flere EU-eksperter er
Helle Thorning-Schmidts chancer for en EU-toppost ringe. Men alt kan jo
ske. Så hvis Helle vil undgå ydmygelserne og det interne rivegilde
efter næste valgnederlag, så skal hun være klar til at tage af sted.
Derfor skal hendes afvisninger af, at hun er interesseret, ikke være
mere klare end absolut nødvendigt. Men her er det et problem, at Helles
troværdighed er lav efter alle løftebruddene. Derfor kommer hun ikke
langt med bare at sige, at hun ikke er interesseret, og at det er et
stort ansvar og en ære at være statsminister i Danmark. Den hopper
vælgerne ikke på. Det er heller ikke nok at sige: ”Jeg har personligt
over for EU-lederne gjort det helt klart, at jeg ikke er kandidat til
nogen toppost.” Nej, Helle må sværge ved Stephen og sine to døtre, at
hun siger nej, hvis Bruxelles ringer med jobtilbud. Så er der en svag
mulighed for, at vælgerne vil tro hende. Og hvis hun så samtidig lover
at tage Corydon med til Bruxelles, hvis hun alligevel siger ja, så kan
hun simpelthen ikke gøre mere for at sikre alle udveje og samtidig gøre
alle tilfredse. Den
hemmelige Prehn [28/3, 30/3]
Hvordan
kan Rasmus Prehn, Mogens Jensen og andre være panikslagne ved tanken om
at være forfatter til en underholdende bog, som propanganderer for
åbenhed, demokratiske forhold i gruppen og politisk lederskab? Rasmus Prehns afvisninger af at
være den hemmelige socialdemokrat, som har skrevet bogen af samme navn,
har åbenbart været for effektive. For han sank hurtigt igen hen i
glemsel. Derfor er Prehn nu gået ud med denne melding: ”Der er måske
altid et eller andet i sådan en bog, partiet kan lære af, for eksempel
at være knap så topstyret og mere inkluderende. Men sådan gik det ikke.
Inden vi så os om, begyndte en mindre heksejagt.” Og Henrik Qvortrup,
TV2 News, som altid er på jagt efter noget, som kan pustes op til
sensation, mente, at Prehn nu igen måtte være hovedmistænkt. Men det
mest sensationelle ved bogen, er, at der ikke er opstået en kappestrid
om forfatterskabet. Hvem kan dog være modstander af en underholdende
bog, som propanganderer for åbenhed, demokratiske forhold i gruppen og
politisk lederskab? Når man tænker på de bjerge af opbyggelig politisk
litteratur, som dræber alt omkring sig under læsningen, så bør
forfatteren af denne bog være stolt over al den latter og indsigt, han
har skabt ved kakkelbordene. Groft sagt
påtager sig gerne forfatterskabet, hvis ingen andre vil. DSBig Bang
[28/3, 29/3]
Når
selv de mest geniale hjerner i universet ikke kan forklare årsagen til
Big Bang, så må S-togspassagerer være taknemmelige over, at DSB nu har
forklaret, hvorfor S-togene ikke kørte efter planen flere dage i træk.
Men DSB kan udnytte Big Bang bedre. En fejl, som lammede
S-togstrafikken i forrige uge, blev fundet i denne uge. Fejlen var, at
to servere ikke var lige meget belastede. Nu blev så den ene server
skiftet ud, og DSB meldte alt godt igen. Det er en stor lettelse, når
mystiske ting kan forklares. Ikke som Big Bang, hvor vi aldrig får at
vide, hvorfor hele universet opstod ud af et ikke-eksisterende
nulpunkt. I løbet af ingen tid var universet på størrelse med en valnød
og efter ca. 14 mia år begyndte S-togene at køre. Når selv de mest
geniale hjerner i universet ikke kan forklare årsagen til Big Bang, så
må S-togspassagerer være taknemmelige over, at DSB nu har forklaret,
hvorfor S-togene ikke kørte efter planen flere dage i træk. Men DSB kan
udnytte Big Bang bedre. DSB bør, når passagerer raser på grund af
uforståelige aflysninger, vise pædagogiske videoer på perronerne om
universets mystiske skabelse. Det vil indgive passagererne den
nødvendige ydmyghed over overhovedet at eksistere, og de vil derefter
være taknemmelige over at få lov at stå på perronerne og ekstra
tydeligt mærke tidens gang, mens de venter på tog. Løkkes
genfærd [27/3, 28/3]
Er
komikeren Flemming Jensen ved at forny den gamle 1980er-TV-serie
”Javel, hr. minister” og gøre den til en fremtidssatirisk gyser med en
opsvulmet, ramponeret Løkke i hovedrollen? Med al respekt for komikeren
Flemming Jensen, som for tiden ses som livsfarligt overvægtig minister
i annoncer i aviser og på busser for en nyopsætning på Folketeatret af
TV-serien ”Javel, hr. minister”, så er den politiske virkelighed i dag
så overdådig komisk satirisk, at ingen teaterforestilling kan overgå
den. Men grunden til, at man genopfører den gamle TV-serie fra
1980erne, kan være, at mange vælgere efterhånden plages så slemt af
latterkramper over at se unge, veltrimmede politikere, der forsøger at
spille oversmarte på TV, at de hellere end gerne vil betale for en
TV-fri aften i teatret med god gammeldags Gøg- og Gokke-komik om
politik. Eller misforstår Groft sagt
projektet? Er det i virkeligheden en fremtidssatire, Jensen har gang i?
Forestiller han en stærkt ramponeret, opsvulmet Løkke, som – efter
sensationelt at have tabt næste valg til Thorning på grund af nye
bilagssager – har måttet henleve endnu en rædselsperiode i opposition,
inden han omsider igen bliver statsminister? Er Jensen ved at forny
”Javel, hr. minister” og gøre den til en fremtidssatirisk gyser? To tyve
bedre end én [26/3, 27/3]
Butiksejere,
som selv lægger videooptagelser af en tyv, som stjæler, på nettet, står
til straf. Derfor er butiksejere nødt til at sørge for, at
videooptagelser af eventuelle tyverier bliver stjålet og inderligt håbe
på, at tyven lægger dem på Facebook. Berlingske fortæller onsdag om
butiksejer Anders Baagland, som på sin videovervågning optog en tyv,
der stjal mobiltelefoner på hans lager. Politiet manglede som
sædvanligt ressourcer til at tage sig af den slags straks, så Baagland
lagde i desperation optagelserne ud på Facebook for hurtigt at få
afsløret tyvens identitet. Men det forbyder persondataloven, så nu står
butiksejeren til straf for lovbrud. Hermed har politiet – alene ved
ikke straks at rykke ud til den første sag – skabt endnu en unødvendig
sag, som de skal opklare. Og derfor har de nu endnu færre ressourcer
til at rykke ud og fange tyve. Groft sagt
forstår godt butiksejerens bekymring og frustration. Det eneste råd,
man kan give, er, at han for fremtiden i rent selvforsvar må udnytte
politiets kroniske ressourcemangel. Han må sørge for, at
videooptagelser af eventuelle tyverier bliver stjålet af en ukendt,
inden de lægges på Facebook. Herefter skal butiksejeren kontakte
politiet om dobbelttyveriet. Mens politiet samler ressourcer til at
rykke ud til begge tyverier, vil offenligheden have rigelig tid til at
genkende tyven. Deklarér
anmeldere! [25/3, 26/3]
Mange
anmeldere er inhabile vaneforbrydere. Korruptionen i anmelderkorpsene
kan kun bekæmpes ved, at man ved hver anmeldelse tydelige deklarerer
anmelderens netværksforbindelser i kulturindustrien. I Politikens Bøger søndag tager
litteraturredaktør Jes Stein Pedersen til genmæle mod Groft
sagt-kollega Henrik Dahls forslag om et ankenævn for
anmeldelser. Litteraturredaktøren afviser ideen om ankenævn som absurd
og farlig. Tjah. Måske er det endnu mere absurd og farligt, at
litteraturredaktører ikke åbent deklarerer deres anmelderes
netværksforbindelser i landets kulturradikalt dominerede kulturliv.
Mange anmeldere er inhabile vaneforbrydere. Hvordan forbrydelserne
typisk foregår, kan man læse om i Ekstra Bladets tidligere mangeårige
litteraturredaktør, John Chr. Jørgensens ”Habilitetsproblemet”
(tidsskriftet Spring, nr. 33,
2013). Bag al Stein Pedersens ædle snak om litterær kvalitet – som han
mener, at Dahl bør være tilfreds med muligvis først viser sig længe
efter hans (Dahls) død – skjuler sig en benhård bog- og
foredragsindustri, hvor en forfatters anmeldelser og salgstal sætter
hans markedsværdi. Hvis bare enhver litteraturredaktør detaljeret
deklarerede anmelderens netværksrelationer, så kunne læserne let selv
se, om der stod noget absurd og korrupt i anmeldelsen. Bag hækken
[24/3, 25/3]
En
søndags TV-nyhedsudsendelser med sundhedsminister Nick Hækkerup, der
tykhovedet gentager det samme trivielle budskab, gør det klart, hvorfor
flere og flere seere foretrækker at se udvalgte nyhedsindslag på nettet Seerne flygter i disse år fra
de gammeldags TV-nyhedsudsendelser. Vi vil nemlig selv udvælge lige
netop de TV-nyhedsindslag, vi gider se, fra nettet. Vi gider f.eks.
ikke blive slæbt igennem nyhedsudsendelser en hel søndag, hvor man hele
tiden blandt rigtige nyheder også bringer et langt indslag med
sundhedsminister Nick Hækkerup, som stående i sin have i en khaki-vest
fortæller os, at de rige og kloge ikke behøver at komme til så mange
unødvendige hospitalseftersyn som de dumme og fattige. Han brugte lidt
andre ord, fordi det lyder grimt at sige ”dum” og ”fattig”, men det var
essensen. Og det er jo umuligt at være imod, at tykhovedede har større
behov for pædagogisk vejledning end de kvikke. Det svære er at skelne
de tykhovedede fra de kvikke. Så hvorfor dog pine os, der stadig ser
gammeldags nyhedsudsendelser, ved at lade en Hækkerup gentage et
fornærmende banalt budskab en hel søndag igennem? Det eneste
opsigtsvækkende var, at Hækkerup – mens han tykhovedet gentog sit
trivielle budskab – fremhævede sig selv som eksempel på en kvik, der
ikke havde behov for så mange eftersyn. Spot i
afmagt [21/3, 24/3]
Det er
desværre umuligt at spotte EU med saft og kraft, fordi der i
EU-systemet ikke findes folkevalgte, velkendte lederpersoner, som man
kan spotte. Derfor må vi i børnechecksagen spotte lokale tosser som
skatteminister Morten Østergaard (R), selv om det absolut intet nytter Supereuropæeren Helle
Thorning-Schmidt går målrettet efter et gigantisk nederlag ved
patentafstemningen d. 25. maj. Det kan Groft
sagt sagtens håne hende for. Men det er svært ikke at få
sympati med Helle, når man ser skatteminister Morten Østergaards (R)
fanatiske øjne, mens han triumferende fastslår, at vi må underkaste os
EU i børnecheck- og alle andre sager. Sådant vanvid kan EU-jobsøgende
Helle intet stille op overfor. At 70 pct. af vælgerne er lodret uenige
med Østergaard og klumper sig mere og mere sammen ovre hos DF, gør ham
kun endnu mere fanatisk. Sandheden er, at kun EU kan stoppe
EU-fundamentalister som Østergaard, der lukrerer på den tåbelighed i
EU-systemet, at man ikke i tide har adskilt de nationale
velfærdssystemer fra princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Groft sagt ville hellere end gerne håne
og spotte den EU-nar, som er ansvarlig for, at dette ikke er sket. Men
det er desværre umuligt, fordi der i EU-systemet ikke findes
folkevalgte, velkendte lederpersoner, som vi kan spotte. Derfor må vi
spotte tosser som Østergaard, selv om det absolut intet nytter. Ørnens
flugt [19/3, 23/3]
Bubber
bør ikke undervurderes. Han har tydeligt af åndsgiganten Georg Brandes
(1842-1927) lært, at stor kunst består i at udtrykke det uendeligt
store – folks skæbne – i det uendeligt små – en sproglig detalje. Fænomenet Bubber, som startede
sin karriere som TV-vært for børn i et badekar og fortsatte for voksne
med besøg i swingerklubber, laver nu interviews med kendisser i et
ugeblad. Han har interviewet cykelstjernen Bjarne Riis’ tidligere
hustru og fortæller til BT.dk: ”Hun er hverken forsmået eller står i
skyggen af Bjarne Riis mere. Hun har vokset sig smuk og stærk og står
på egne ben. Ben, som er solidt plantet i jorden.” Groft
sagt glæder sig over, at Riis’ tidligere hustru har vokset
sig smuk og stærk. Men er samtidig oprigtigt imponeret over, at denne
smukke og stærke jyske kvindes ben – ifølge Bubber – vokser som træer,
der er solidt plantet i jorden. Da træer vokser langsomt, må benene
allerede have slået rod, da hun var gift med Bjarne. Og Bjarne har
selvfølgelig som den første bemærket det og har taget flugten med den
særdeles fodrappe håndboldstjerne Anne Dorthe Tanderup. Bubber bør ikke
undervurderes. Han har tydeligt af åndsgiganten Georg Brandes
(1842-1927) lært, at stor kunst består i at udtrykke det uendeligt
store – folks skæbne – i det uendeligt små – en sproglig detalje. Radikalt diktaturtække [21/3, 22/3]
Selv
om det giver kvalme, så må vi erkende, at radikale ministres
indholdsløse dialoger med diktaturer sikrer vores forsvindende lille,
men forbilledligt demokratiske land gnidningsløs adgang til store
markeder I Berlingske debatinterview
fredag spørges: ”Er der plads til kritik af Kina?” Lars Barfoed (K)
kræver kontant kritik på basis af sager om fængslinger af navngivne
systemkritikere: "Kun på den måde kan vi påvirke dem, for de tænker
også i høj grad på deres prestige og bekymrer sig om vestligt pres."
Men sandheden er jo desværre, at sådanne regimer er fløjtende ligeglade
med, hvad Barfoed og andre småstatspolitikere tænker og siger. Derimod
kan det ikke afvises, at nogle danske vælgere vil blive imponeret over
Barfoeds handlekraftige udsagn og tyrkertro på egen betydning. Og at
samme vælgere vil føle lede ved kulturminister Marianne Jelveds (R)
abstrakte sniksnak om sin Kina-kritik under sit seneste besøg hos
regimets topfolk: ”Jeg oplevede en imødekommenhed, idet man er
opmærksom på den rivende udvikling i antallet af internetbrugere og
dettes betydning for ytringsfriheden.” Men selv om det giver kvalme, så
må Barfoed og andre erkende, at sådanne indholdsløse dialoger med
diktaturer er de Radikale specialister i. Og at det sikrer os
gnidningsløs adgang til kinesernes store marked. Storhedsvanvidsafgift
[20/3, 21/3]
Brændeafgiften
burde rettelig hedde ”storhedsvanvidsafgift” og være underlagt
distriktsspsykiatrien og ikke Skat Thomas Danielsen, Venstres
brændeafgiftordfører, foreslår nu, at SKAT skal kontrollere, om folk
brænder deres raftehegn eller halm til ponyer i brændeovnen. Groft sagt er enig i, at det er
vanvittigt, at SKAT bare går ud fra, at normale mennesker fyrer deres
raftehegn og ponyhalm af i brændeovnen. Men kontrolopgaven bør ikke
overlades til SKAT. Kontrollen bør udføres af distriktspsykiatrien. Det
skyldes, at ”brændeafgift” i virkeligheden hedder
”forsyningssikkerhedsafgift”. Det hedder den, fordi afgiften skal
betale de enorme ekstraudgifter, som havvindmølleparker og lignende
fantastprojekter påfører landet, fordi de leverer energi, som vinden
blæser. Og disse havvindmølleparker har vi udelukkende på grund af
vores forsvindende lille lands storhedsvanvittige forestilling om at
skulle frelse EU og resten af verden fra global opvarmning ved at vise
et grønt eksempel til efterfølgelse. Brændeafgiften burde derfor
rettelig hedde ”storhedsvanvidsafgift”. Og det bør derfor ikke være
SKAT som kontrollerer, om den skal betales, men distriktspsykiatrien. Putin i
fodenden [19/3, 20/3]
Far
USA skælder og smælder, og mor EU råber og skriger, men da
pubertets-Putin er stor og stærk, kan ride, fiske, skyde bjørne og har
det sorte karatebælte, kan forældrene intet stille op fysisk, uden at
det medfører, at værdifuldt indbo ødelægges, og at familielivet bliver
et helvede. USA og EU taler meget højt om
frygtelige sanktioner mod Rusland, men kan kun gøre pinligt lidt. Det
er fuldstændig som i en familie, hvor et barn i puberteten synes, han
mangler plads i sit eget værelse, og derfor lægger flere og flere af
sine ting i lillebrors seng med den begrundelse, at hele lillebrors
seng og madras tidligere var hans. Og at madrassens befolkning af
mikrospisk liv har bedt ham om beskyttelse mod lillebror. Lillebror
protesterer rasende og kalder på far og mor. Og far USA skælder og
smælder, og mor EU råber og skriger, men da pubertets-Putin er stor og
stærk, kan ride, fiske, skyde bjørne og har det sorte karatebælte, kan
forældrene intet stille op fysisk, uden at det medfører, at værdifuldt
indbo ødelægges, og at familielivet bliver et helvede. Og da
Putinbarnet så under indtryk af sine forældres imponerende
moralprædikener og appeller lover ikke at fylde mere end fodenden af
lillebrors seng op med sine ting, så beroliger far USA og mor EU
lillebror med en stor pose slik og et nyt computerspil. Lillebror sover
nu med krumme ben for at bevare verdensfreden. Zirkus Nemo
Politiko [14/3, 18/3]
Clement
skaber hver torsdag i DR2 Debatten en komisk parodi på en rigtig
politisk diskussion ved at optræde som selvglad, selvironisk
cirkusdirektør i en arena med politikere, eksperter og foreningsformænd. Skuespilleren Søren Østergaard
har i årevis haft stor succes med Zirkus Nemo, som er en komisk parodi
på et rigtigt cirkus. Komikken ligger i, at overdrevent selvglade
artister udfører ret platte kunster. Ligesom Østergaard gør Clement
Kjersgaard i DR2 Debatten hver torsdag en beundringsværdig indsats for
med humor og intelligens at skabe godt teater. Clement skaber en komisk
parodi på en rigtig politisk diskussion ved at optræde som selvglad,
selvironisk cirkusdirektør i en arena med politikere, eksperter og
foreningsformænd. Det komiske ligger i, at de medvirkende, hvis
speciale er at tale i lange baner om de sværeste emner, sjældent får
lov til at tale ud. Med afbrydelser, tilråb og gebærder sørger Clement
dygtigt for, at folk hele tiden strides om, hvem der har ordet – især
når de allermest kedsommelige, indviklede emner diskuteres. Østergaard
og Clement kan med fordel videndele. Østergaard kan af Clement lære det
komiske nummer med at hyre topartister og så afbryde deres optræden
hele tiden. Clement kan af Østergaard lære at skifte tøj, hår, tænder
og dialekt mellem numrene. Godmorgen i
klubben [14/3, 17/3]
I
politik gælder reglen om, at hvis man ikke kan knuse sin fjende, så er
det mest hensigtsmæssigt at slutte sig sammen med ham. Så nu er Corydon
blevet medlem af "Morgenmadsklubben" Groft
sagts læser har i en mail spurgt, om det, at Bjarne Corydon
nu er blevet medlem af ”Morgenmadsklubben”, en af kaffeklubberne i den
socialdemokratiske folketingsgruppe, betyder, at forfatteren til den
satiriske bestseller Den hemmelige
socialdemokrat så ikke skal findes i denne kaffeklub. For
forfatteren afskyr Corydon, som er bogens magtliderlige, kyniske
overskurk, der styrer usikre Thorning med fast hånd. Så hvis
forfatteren er medlem af Morgenmadsklubben – argumenterer læseren – så
ville han aldrig have godkendt Corydon som fortrolig kaffeklubbroder,
fordi han ikke kan døje ham. Groft sagt
giver læseren ret i, at sådan vil normale mennesker ræsonnere. Men i
politik er det stik modsat. Her gælder reglen om, at hvis man ikke kan
knuse sin fjende, så er det mest hensigtsmæssigt at slutte sig sammen
med ham. Denne regel bandt den berømte firebande, Nyrup, Auken, Ritt og
Lykketoft ubrydeligt sammen i mange år. Og samme regel har allerede få
dage efter bogudgivelsen tvunget de to dødsfjender, Corydon og den
anonyme forfatter, til at dele intriger, rundstykker og kaffe. Allinges
markedskræfter [13/3, 14/3]
Bjergsomme
bornholmere er ved at jage folkemødet på Bornholm til Jylland. Man
rammes gang på gang af rædselsblandet beundring over, hvordan
udkantsområdet Bornholm overlever trods ydre og indre kræfters
systematiske kamp for at lægge øen øde. De ferieboliger, som de
Konservative benyttede til Folkemødet på Bornholm sidste år, er i år
steget med 89 procent. Og prisen for stadepladser i Allinge er steget
med 250 procent. Griske bornholmere kan snart jage folkemødet til
Jylland. Groft sagt rammes gang på
gang af rædselsblandet beundring over, hvordan udkantsområdet Bornholm
overlever trods ydre og indre kræfters systematiske kamp for at lægge
øen øde. Siden 1866 har øen haft en betalingsring med så dyre
færgebilletter, at tilsvarende afgifter for at køre ind i København for
længst ville have udraderet alt liv. Men bornholmere er seje og
stædige. Eller også har de bare ikke råd til en færgebillet væk. Så de
vil også kunne overleve uden Cirkus Baldoni, som nu aflyser sit
Bornholmsbesøg i 2014. Bornholms Politi mobbede cirkusset i 2013 ved at
erklære deres køretøjer ulovlige, selv om de til lokale
politistationers jubel færdes frit i resten af riget. Så de
Konservative bør ikke jamre over at blive mobbet med usle 89 procents
boligstigning og 250 på stade. De bør glæde sig over ikke også at blive
smidt i kachotten. EU bør lære
af Tulle [12/3, 13/3]
De,
som græmmer sig over DFs populisme, skulle hellere græmme sig over, at
EU, trods enorme kommunikations- og propagandabudgetter, ikke engang
har fået lært sit eget, underordnede EU-personale i det mindste at
lyde, som om de var ydmyge Dansk Folkeparti har kronede
dage. Og næsten dagligt dukker nye EU-sager op, som er vand på partiets
mølle. Pæne kommentatorer og misundelige politikere fra andre partier
antyder, at DF scorer billige point, fordi partiet er ”populistisk”.
Men det kan da aldrig være DFs problem, at partiet tiltrækker vælgere.
Det er lissom hele ideen med demokratiet, at vælgerne vælger, hvad de
lyster. Det er da EU's problem, at selv underordnet EU-personale
skræmmer folk væk ved at lyde som opblæste pampere og aldrig som ydmyge
tjenere. Som f.eks. Johann Todd, der er talsmand for EU's social- og
arbejdsmarkedskommissær, når han udtaler sig i Berlingske tirsdag: ”De
danske dagpenge er på vores radarskærm” og ”Vi har ikke for vane at
anlægge sager, som vi tror, vi taber.” De, som græmmer sig over DFs
populisme, skulle hellere græmme sig over, at EU, trods enorme
kommunikations- og propagandabudgetter, ikke engang har fået lært sit
eget, underordnede EU-personale i det mindste at lyde, som om de var
ydmyge. De burde lære alt om ydmyghed af Thulesen Dahl, som til det
sidste afviser, at ”den er hjemme”. Relativ
radikal fiasko [11/3, 12/3]
Hvis
man inddrager vælgertilslutningen i vurderingen af de Radikales
indsats, så er det relativt set en fæl fiasko, at et parti, som fejrer
triumf på triumf, ikke kan tiltrække flere stemmer, men bare ligger
stabilt. Det står fast, at Margrethe
Vestager er en ørn til at få de Radikales politik igennem i regeringen.
Men prisen har været høj. Som Thomas Larsen glasklart påviser i sin
analyse søndag, så har prisen været, at S er under opløsning, og at SF
har forladt regeringen og nu kæmper mod spærregrænsen. Og at Thulesen
Dahl (DF) mere og mere ligner vores næste statsminister. Men det bør
vel også indgå i vurderingen, at de Radikales politiske triumfer slet
ikke udløser begejstring blandt radikalt sindede vælgere. De Radikale
ligger støt på 8-9 procent, samtidig med, at de – hyldet med respekt og
ærefrygt af eksperter og kommentatorer – gennemfører deres politik til
perfektion. Hvis man inddrager vælgertilslutningen i vurderingen af de
Radikales indsats, så er det relativt set en fæl fiasko, at et parti,
som fejrer triumf på triumf, ikke kan tiltrække flere stemmer, men bare
ligger stabilt. En nedtur, som relativt set er langt værre end S og SFs
vælgerdyk, fordi vælgertilslutningen til disse partier jo bare løber
parallelt med den støt nedadgående kurve for deres politiske fiaskoer. Hovsa-Oscar
[7/3, 11/3]
Thomas
Vinterberg vandt ikke en Oscar trods gigantisk foromtale. En helt
ukendt dansker rejste sig derimod i salen og gik på scenen og takkede
for, at han nu igen vandt en oscar for en helt ukendt kortfilm Først gejler medierne os op til
at tro på, at Vinterbergs film ”Jagten” vinder en Oscar. Og derefter må
vi konstatere, at vi intet ved om den danske film, som faktisk vandt en
Oscar, nemlig kortfilmen ”Helium” – selvom skaberen af denne film flere
gange tidligere har vundet en Oscar. Det beviser endnu engang, at
medierne opfører sig som en flok lemminger. Historien om Vinterbergs
kamp for at få gang i karrieren efter nedturen efter ”Festen” er så
god, at enhver lejlighed til at fortælle den udnyttes. Og Mads
Mikkelsens blanke ansigt med skægstubbe og hans forrygende
internationale karriere sælger jo altid godt. Hvem gider så orientere
om en helt uglamorøs instruktør i en helt uglamorøs genre, kortfilmen?
Det er samme lemmingeeffekt, som gang på gang driver nationen ud i at
tro på, at vores fumlende fodboldlandshold kan vinde over store
foldboldnationer. Og i at tro på, at vores smuldrende statsminister
Thorning kan score et stort job i EU, fordi hun taler så godt engelsk
og ser så godt ud. Oh, gid lemmingerne en dag ledte nationen mod Oscar
og ikke til konen i muddergrøften. Usælgelig
Margrethe [7/3, 10/3]
Vi
danske er snart totalt på andres hænder. TDCs nye 4G-netværk skal
drives af kinesere, NETS med dankort går til amerikanere, og Dong er
delvis gået til amerikanere i skattely. PET og FE er filialer af NSA.
Snart overtager indere Skat og Politiets vitale IT-systemer. Det forlyder, at en række
vitale danske it-systemer i Skat, politiets kriminalregister, pas- og
kørekortregistret og cpr-registret snart er på indiske hænder. Det
amerikanske firma CSC, som allerede styrer disse højnationale
it-systemer, vil nemlig sælge os videre til indere, selv om alle vist
ved, at det er indiske programmører, som i årevis har nedbrudt politiet
psykisk med det nu skrottede POLSAG. Salget
lyder vanvittigt, og har Indien ikke problemer nok i forvejen? Selv Groft sagt kæmper åbenbart forgæves mod
tendensen til, at vi danske snart totalt er på andres hænder. TDCs nye
4G-netværk skal drives af kinesere, NETS med dankort går til
amerikanere, og Dong er delvis gået til amerikanere i skattely. Og
vores efterretningstjenester er en del af NSA. Tendensen er, at det
snart vil være sådan, at det eneste, der resterer i landet, er
personer, som nægter at lade sig digitalisere og derefter sælge. Mest
usælgelig er nok dronning Margrethe, som af princip hverken bruger
mobiltelefon eller internet, og som derfor heldigvis kan blokere for
salget af selve landområderne sin tid ud. Politik for
børn [7/3, 9/3]
Sagen
om børnechecken viser, hvor vigtigt det er, at politikere er klogere
end embedsmænd. Og samtidig hvor vigtigt det er, at politikere ikke er
alt for kloge. Sagen om børnechecken viser,
hvor vigtigt det er, at politikere er klogere end embedsmænd. For så
ville tidligere justitsminister Lars Barfoed (K) aldrig have pustet sig
op i sagen om børnechecken. For så ville han have vidst, at
embedsmændene dengang i 2010 kun kunne sige god for lovforslaget med to
års optjeningspligt, fordi de tjekkede efter i en forkert
EU-bestemmelse. Og det gjorde de, fordi VK-regeringen så kunne lave en
finanslov med DF. Hvis Barfoed og Løkke havde vidst, at embedsmændene
fuskede, så havde begge politikere straks lagt sig helt fladt ned i
sagen om børnechecken for at afværge, at Berlingske gad søge aktindsigt
og rode op i gamle papirnusserier. Men hvis de havde vidst det, så
havde de jo også begået magtmisbrug, mens de var ministre. Så derfor
fik de intet at vide. Og det ville de begge have regnet ud, hvis altså
de var klogere end embedsmændene. Så sagen beviser både, at Barfoed og
Løkke ikke er klogere end embedsmændene, og at de derfor ikke har
begået magtmisbrug. Så sagen viser altså også, hvor vigtigt det er, at
politikere ikke er alt for kloge. Dumt,
Putin! [5/3, 7/3]
Hvis
Putin havde kendt Lotte Mejlhede og vidst, at hun gik løst omkring på
Krim, så havde han aldrig vovet sit platte spin om, at
invasionsstyrkerne ikke var sendt ind af ham Noget tyder på, at Putin
undervurderer TV2’s Lotte Mejlhede og
Søren Espersen (DF). Putin har troet, at bare hans
russiske soldater havde hjemmestrikkede elefanthuer på. Og bare han på
en pressekonference forklarede verdenspressen, at det skam ikke var
russiske soldater, men lokale militser, som med tunge russiske våben
beskyttede den skræmte russisksindede befolkning på Krim mod at blive
overfaldet af de afvæbnede, belejrede ukrainske militærstyrker, som var
indespærret på deres militærbaser, så ville hele verden tro, at Putin
ikke havde invaderet Krim og heller ikke givet de ukrainske
militærstyrker stuearrest. Hvis Putin havde kendt Lotte Mejlhede og
vidst, at hun var løs på Krim, så havde han aldrig vovet den slags
platte spin. Lottes charme kan ingen modstå. Så russiske soldater, som
i dagevis stålsat havde optrådt inkognito, trak elefanthuerne af for at
charme med Lotte. Og soldaterne fortalte så smilende Lotte, at de skam
kom fra Sct. Petersborg ved Østersøen. Og derefter kunne Søren Espersen
med rettidig omhu true med en dansk fregat i Østersøen. Det var dumt,
Putin! Løkkegaards
charterrejse [4/3, 5/3]
Under
anførsel af Morten Løkkegaard har tyve kunstnere, forskere og
intellektuelle produceret et EU-charter: "New Narrative for Europe".
Det viser sig at være en beretning om en gruppes charterrejse til egne
med en masse varm luft Morten Løkkegaard, EU-MP for
Venstre, har stået i spidsen for et ambitiøst EU-projekt ’New Narrative
for Europe’. Projektets formål var at formulere et ”charter”, som
supplerer den eksisterende Europa-fortælling om fred og frihed gennem
samhandel. Tyve kunstnere, forskere og intellektuelle har bidraget. I
Politikens kronik forleden kunne man så læse resultatet. Her hedder det
bl.a.: ”Europa har brug for, at borgerne hæver deres stemme og sammen
lægger op til en europæisk offentlig debat med en fælles europæisk
beretning, som udspringer fra fortiden og er drevet af en vision for
fremtiden.” Charteret består udelukkende af den slags gamle floskler. Groft sagt foreslår i skuffelse et
anti-floskelcharter, som bare rummer to klare sætninger: ”EU befrier
Europa for Løkkegaards abstrakte floskler. Det sker ved, at EU opretter
en europæisk offentlighed, hvor fejlbehæftede, særdeles menneskelige
typer som Thorning og Løkke underholder masserne, mens de kæmper om
EU-borgernes stemmer og magten i Europa.” Så kan Løkkegaard tage på
charterrejse til de varme lande, hvis han vil have varm luft. Demokratisk
striptease [3/3, 4/3]
Snart
bliver Putin så stor, at han også kan smide bukserne og både vise
baller og diller, uden nogen tør stoppe ham Når man ser vores
udenrigsminister Martin Lidegaard ved siden af Putin i militærbukser og
med nøgen overkrop, så indser man, at politik er mange ting.
Bassangeren Lidegaard ville aldrig blive minister i Rusland. Men Putin
ville heller aldrig blive leder i et rigtigt europæisk demokrati.
Manden er simpelthen for latterlig til at kunne overleve som seriøs
politisk figur i et frit mediesystem, hvor journalister ikke behøver
være bange for at miste jobbet og livet, hvis de afslører ham som
oppustet nar, der tror, han er zar. Men mens vi ryster på hovedet over
Putin i Vesten, og alle vores ledere synger demokratiske protestsange
mod hans invasion af Ukraine, så er han altså ved at genrejse Rusland
som stormagt a la Sovjet. Og da Rusland leverer en trediedel af den
gas, kul og olie, som holder de europæiske demokratier i gang, så kan
vores ledere både brumme, synge i bas, tenor eller sopran så meget de
lyster, uden det rører ham. Snart bliver Putin så stor, at han også kan
smide bukserne og både vise baller og diller, uden nogen tør stoppe
ham. Helles
hæslige offertræ [28/2, 3/3]
Hver
gang Thulesen Dahl ser sine opinionstal stige, behøver han ikke ydmygt
sige, at han godt ved, at hans mange S-vælgere kun er til låns. Nej,
Tulle, offergaver gives altid for evigt. Thornings tidligere komiske
Ali, Magnus Heunicke, er blomstret op som Transportminister. Han nyder
tydeligt at kunne tale om noget konkret, nemlig trafik. Nu hænger så
den gammeldags dukke Lise-agtige Maja Panduro på den svære opgave at
skulle give mening til moderne Barbie-Helles projekter. Senest
EU-sagerne om børnepenge og patentafstemningen, som kun kan jage endnu
flere vælgere over til DF. Efter at selv Thomas Larsen i Berlingske
fredag måtte opgive at finde en mening, træder Groft
sagt til: Helles projekt er at gøre sig selv til Europas
største EU-martyr. Hun ofrer sin statsministerpost og Socialdemokratiet
på EU's alter, og disse store offergaver skal gøre et så stort indtryk
på den europæiske elite, at EU er nødt til at kanonisere Helle som
EU-martyr, dvs. give hende en høj post i kommissionen eller som
parlamentsformand. Hver gang Thulesen Dahl ser sine opinionstal stige,
behøver han altså ikke ydmygt sige, at han godt ved, at hans mange
S-vælgere kun er til låns. Nej, Tulle, offergaver gives altid for
evigt. Og du er selv det hæslige offertræ, hvor Helle afleverer det
hele. Politik som
jazz [28/2, 2/3]
Det er
velkendt fra improvisationskunst som jazz, at en solo dør, hvis den
lyder udenadslært. Mange unge teflontalende ministre kunne lære meget
af trompetisten Chet Baker Mange unge ministre er gode til
altid at lyde som en vinder. Men nogle er helt ovenud gode: Christine
Antorini, Morten Østergaard, Mette Frederiksen, Sofie Carsten Nielsen.
Ligegyldigt hvad en studievært eller moddebattør udsætter dem for, så
svarer de stilsikkert med deres talepunkter. Problemet med formen er,
at man som seer hensættes i dyb kedsomhed af samme art, som når to fra
Jehovas Vidner står og missionerer i ens gadedør. De teflon-talende
unge politiske dukkehoveder kan retorisk lære meget af Enhedslistens
Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. Selv om deres budskaber
ofte er mere absurde end de teflontalende dukke-ministres, så afleverer
de budskaberne mere effektivt. De har ofte en tøven og eftertænksomhed,
som bevarer seerens interesse og tro på, at de kunne komme til at sige
noget forkert. Det er velkendt fra improvisationskunst som jazz, at en
solo dør, hvis den lyder udenadslært. En trompetist som Chet Baker
(1929-88) blev først gribende, efter han gjorde op med den perfekte
overflade, han dyrkede som ung. Mange unge ministre kunne lære meget af
Chet Baker. Jensen
TV-voldtaget [28/2, 1/3]
Bent
Jensens store undersøgelse må nødvendigvis i TVs nyhedsudsendelser
fremstilles som proceshistorien om den ”kontroversielle forsker”, der
nu igen roses i de blå medier og hades i de røde. TV gør således af
rent tekniske årsager substansen usynlig og Jensen harmløs Bent Jensens
koldkrigsundersøgelse rummer substans nok til tusind TV-Aviser eller TV
2 Nyheder. Men det går selvfølgelig ikke at behandle Jensens substans i
TV-udsendelser, hvor alle helst skal se med. Dels rummer undersøgelsen
mange kedsommelige detaljer, dels kan undersøgelsens mest hårrejsende
fund kun bruges til at hænge Socialdemokratiet og venstrefløjen ud for
at have været politisk naive redskaber for Sovjet. Og en sådan politisk
ensidighed går jo ikke an i public service-medier, som skal samle og
ikke splitte den danske befolkning. Derfor må Jensens store
undersøgelse nødvendigvis i TVs nyhedsudsendelser fremstilles som
proceshistorien om den ”kontroversielle forsker”, der nu igen roses i
de blå medier og hades i de røde. Og i TV 2 Nyhederne blev historien
rundet af med opklarende interview med Folketingets formand, Mogens
Lykketoft (S), som fra formandskontoret betroede befolkningen, at
kontroversielle Jensen nu igen tog fejl. På få sekunder fik TV af rent
tekniske årsager således udsendt et budskab til alle om, at Jensen er
harmløs, og at Lykketoft er sandhedens stemme. Bleskiftkonkurrence
[25/2, gensendt 27/2, 28/2]
Når
konkurrencen ophæves, bliver selv mægtige ministerier ydmyget af en
leverandør, som fylder dem med henholdende bullshit om vidundermidlet
PROASK. Den onde skæbne bør forsvarsløse gamle, børn eller patienter
spares for Enhedslistens politiske babe,
Johanne Schmidt-Nielsen, argumenterer på sin mest charmerende måde imod
udlicitering ved enhver lejlighed. Ingen kapitalfonde skal score på at
passe børn, gamle og syge. Og da Johannes eneste erhvervserfaring
stammer fra en børnehave, burde hun vide, hvad hun taler om. Men
sandheden er jo, at den gamle på plejehjemmet, vuggestuebarnet og den
hospitalsindlagte er ligeglade med, hvem der eventuelt scorer millioner
på at skifte deres ble, tørre deres snotnæse eller fjerne deres grå
stær. Bare behandlingen er topprofessionel og serviceminded. De vil
ikke ende som IT-projektet PROASK, som gik i hundene – ikke fordi
projektet ikke blev udliciteret. Men fordi den leverandør, der vandt
licitationen, lidt efter lidt fik lokket både Beskæftigelses-,
Finansministeriet og Arbejdsskadestyrelsen ud i stadig større
afhængighed af sig selv som monopolleverandør. Når konkurrencen
ophæves, bliver selv mægtige ministerier ydmyget af en leverandør, som
fylder dem med henholdende bullshit. Den onde skæbne bør forsvarsløse
gamle, børn eller patienter da spares for, Johanne. Dr. Spins
død [24/2, 25/2]
I
sagen om, hvem der er forfatter til successatiren over den
socialdemokratiske folketingsgruppe, udviser ellers helt ustyrlige
politiske kommentatorer som Qvortrup, Falbert og Michael Kristiansen en
lammefrom kedsomhed Skarpe og ofte morsomme
politiske kommentatorer som Henrik Qvortrup (TV2) og Bent Falbert
(Ekstra Bladet) forpasser normalt ikke den mindste anledning til at
lade galden flyde. Men i sagen om, hvem der er forfatter til
successatiren over den socialdemokratiske folketingsgruppe, udviser de
to og alle andre kloge-Åger på Christiansborg og omegn en lammefrom
kedsomhed. Den ellers gennemkyniske skarpretter Qvortrup har endda
optrådt som dydens vogter og advaret mod ”justitsmord” på den person,
som S-gruppen i øjeblikket mistænker. Og i Tirsdagsanalysen (TV2 News)
måtte selveste dr. Spin, Michael Kristiansen, fortvivlet med dybe
panderynker opgive at finde en mening med bogen. Toppolitikere som
Thorning og Løkke har med en voksende hær af særlige rådgivere igennem
mange år uden held forsøgt at få kontrol over strømmen af gætterier og
fantasier fra nådesløse kommentatorer som Qvortrup, Falbert og
Kristiansen. Men der skulle altså bare en enkelt anonym socialdemokrat
til at omgøre dem til tre harmløst pludrende tanter. Thorning og
Tulle [21/2, 24/2]
Tænk
på, hvad Adam Price, forfatteren til "Borgen", kunne have fået ud af
figurer som Corydon, Thorning og Thulesen Dahl. Dansk politik rummer et
gigantisk, uudnyttet potentiale for gode fortællinger Adam Price afviser, at
TV-serien ”Borgen” har noget med virkeligheden at gøre: ”Vi vælger en
fortælling, der skal have en dramaturgisk pointe, nogle arketyper og en
karaktermæssig afslutning. Ting, som intet har med det virkelige liv at
gøre.” Groft sagt giver Price ret.
Dansk politik udviser en helt idiotisk mangel på sans for sine
arketyper. F.eks. er Corydon jo klart nok den udannede butler, der har
taget magten fra fruen, Thorning, som nervøst famlende søger en
nærværende, kærlig chef eller mand, hun kan krybe i ly af. Et hurtigt
vue over mandlige toppolitikere, viser klart, at den eneste passende
partner til Thorning er Kristian Thulesen Dahl. Han har den elegance,
magerhed og professionelle skarphed, som gør ham til den
fortællemæssigt ideelle mage til usikre Thorning. De to matcher
kropsligt og typemæssigt hinanden så perfekt, at Adam Price ville føre
dem sammen i triumf. Hvorefter ”Tulle” ville sætte den plumpe,
grovkornede butler på plads til seernes jubel. Men i det virkelige liv
klamrer Thorning sig til sin butler. Som om virkeligheden er en
gå-på-halen-farce. Forhudsblasfemi
[21/2, 23/2]
Danske
drengebørns forhuder bør reddes ved, at der stiftes et nyt trossamfund,
som kun har én trosartikel Både jøder og muslimer truer
med at forlade landet, hvis man forbyder dem at amputere forhuden af
deres drenges penisser. De siger, at amputationen er noget, deres gud
kræver. Og at et forbud vil være et indgreb mod religionsfriheden.
Politikerne aner ikke, hvad de skal stille op. Religionssamfund består
jo af sarte folk, som – ifølge straffelovens blasfemiparagraf – ikke
engang tåler, at man driver spot eller forhåner deres troslærdomme
eller gudsdyrkelse. Men netop derfor ligger løsningen nær: Groft sagt opretter hermed et lovligt
religionsamfund, ”Alle guders forsvarsløse børn”, som enhver nyfødt
dansker automatisk tilhører. Trossamfundet har kun én trosartikel: ”Vi
tror på, at organer, som en gud har skabt, kun bør fjernes helt eller
delvis af mennesker, hvis kropsdelene truer barnets liv og helbred.” Hvis jøder og muslimer
herefter af religiøse årsager fjerner forhud og andet fra børnenes
kroppe, så vil det være blasfemi. Og da troende, gudsfrygtige folk
aldrig kunne drømme om at sætte sig op imod deres gud, er alle danske
drengebørns forhuder således reddet i Guds navn. Corydons
Untergang [21/2, 22/2]
Selv
efter sidste socialdemokratiske vælger er flygtet over til Thulesen
Dahl, vil Corydon fortsætte kampen for sejren. Corydon praktiserer
groupthink, som det kendes fra enhver førerbunker Mange forstår ikke Corydon.
Især mange socialdemokrater. Knapt har turbulenserne efter det delvise
salg af Dong til Goldman Sachs lagt sig, før Corydon provokerer
kernetropperne ved at bruge flere millioner på, at et amerikansk
konsulentfirma skal sondere privatiseringsmulighederne inden for de
allermest sarte, bløde områder som plejehjem, børneinstitutioner og
skoler. Forklaringen er, at Corydon og Thorning, som jo danner deres
helt egen, isolerede kaffeklub i S, er offer for det velkendte fænomen groupthink. Det at holde sammen som
kaffeklub bliver så vigtigt i sig selv, at det går ud over
kaffeklubbens evne til at handle rationelt udadtil. Forudsætningerne
for groupthink er bl.a., at gruppen er under hårdt ydre pres, og at
dens medlemmers selvvurdering er akut lav. Dette medfører, at
medlemmerne bliver ekstremt afhængige af stadig bekræftelse hos
hinanden af, at de handlinger, de foretager, er rigtige. Derfor er
Corydon i førerbunkeren ikke til at stoppe. Selv efter sidste
socialdemokratiske vælger er flygtet over til Thulesen Dahl, vil
Corydon fortsætte kampen for sejren. De
stundesløse [20/2, 21/2]
Ingen
almindelig vælger fatter, hvad den meget omtalte GGGI konkret gør godt
for. Men alle vælgere forstår, hvad GGGI gør ondt på, nemlig
fortravlede danske politikere, som deltager i organisationens møder
uden at kende alle bilag. Ingen almindelig vælger fatter,
hvad den meget omtalte GGGI konkret gør godt for. Ud over at indrette
filialkontorer i diverse hovedstæder, herunder København, og lade sine
bestyrelsesmedlemmer og direktører flyve komfortabelt rundt i verden og
holde møder om, hvordan man indretter GGGI godt nok til, at Norge,
Danmark og andre pæne lande fortsat vil poste millioner i foretagenet.
Men alle vælgere forstår, hvad GGGI gør ondt på, nemlig fortravlede
danske politikere, som deltager i organisationens møder uden at kende
alle bilag. Det kostede Christian Friis Bach (R) ministerposten og
kaster til stadighed Lars Løkke Rasmussen (V) ud i nye desperate
forklaringer. Godt at Ludvig Holberg levede i en tid, hvor censuren
forbød satire rettet direkte mod den tids Friis Bach’er og Løkker. Det
tvang ham til at skrive eviggyldige karakterkomedier som ”Den
stundesløse”, som Folketeatret lige nu fejrer triumfer med. Fordi
publikum jo fra GGGI let genkender typen, der har hovedet så fuldt af
sine ”forretninger”, at han halser gennem tilværelsen og ikke lægger
mærke til noget som helst omkring sig. Bogspin og
guldspind [19/2, 20/2]
Hvis
den anonyme socialdemokrat skal have banket sine salgstal op i nærheden
af Ritt Bjerregaards "Kommissærens dagbog" på 321.000, så bliver han
nødt til også selv at protestere voldsomt mod sin egen bog og kræve den
destrueret Uanset hvad man mener om bogen
”Den hemmelige socialdemokrat”, så er det den politiske bog, som er
lanceret bedst i Danmark siden Ritt Bjerregaards ”Kommissærens dagbog”,
som i 1995 solgte 321.000 eksemplarer i form af pirattryk som tillæg
til dagbladet Politiken. Læren af begge bøger er, at politiske bøger
sælger bedst, når de 1) handler om, at kollegerne til forfatteren er
magtbegærlige og forfængelige, og 2) udkommer under stærke protester.
Enten fra forfatteren selv og forlaget, således som Ritts bog. Eller
fra alle dem, som bogen udleverer, således som ”Den hemmelige
socialdemokrat”. Bogen er snart solgt i 25.000 eksemplarer, hvilket vil
give ca. 1 mio kr. i forfatterindtægter. Men man fornemmer efter
gruppemødet tirsdag en vis afmatning i S-gruppens protester. Det er
ødelæggende for det fortsatte salg. Hvis den anonyme socialdemokrat
skal have banket sine salgstal op i nærheden af Ritts, så bliver han
nødt til også selv at protestere voldsomt mod sin egen bog og kræve den
destrueret. Hvilket forlaget selvfølgelig skal nægte. Så vil
millionerne vælte ind. Velkommen,
Hesseldahl! [18/2, 19/2]
Udfordringen
for Det Kgl. Teaters nye direktør, Morten Hesseldahl, er at være
helvedes meget bedre end alle andre teatre, uden at de øjeblikkeligt
dør af det. Det Kgl. Teaters nye direktør,
Morten Hesseldahl, kommer fra en chefstilling i DR. Da begge disse
offentlige kulturinstitutioner, DR og Det Kongelige, konkurrerer hårdt
med private aktører, kan Hesseldahl selvfølgelig bruge mange af sine
DR-erfaringer i sit nye job. Men det er rent legeværk at være chef i DR
sammenlignet med Det Kongelige. For når DR stjæler fra sine private
konkurrenter, f.eks. nyheder og udsendelseskoncepter, så dør
konkurrenterne ikke straks. De sygner bare bort, stille og roligt over
en årrække. Men hvis Det Kgl. Teater nasser ligeså ublu som DR på
konkurrerende private teatres ideer og forestillingsgenrer, så fører
det til de private teatres omgående død. Og det ville vække politisk
bestyrtelse. Derfor er den nye udfordring for direktør Hesseldahl at
være helvedes meget bedre end alle andre, uden at de dør af det.
Hesseldahl skal få vores fine gamle teaters mange geniale galninge og
primadonnaer til at sprudle, så hele landet dør af grin, gråd og
begejstring – uden at konkurrenterne samtidig dør af græmmelse over, at
ingen gider dem. Velkommen, Hesseldahl! Skide
smart, Sass [17/2, 18/2]
Rasmus
Prehn er uskyldig. Der er egentlig kun to i S-gruppen, der har
intellektuel kapacitet, frækhed, mod og kynisme nok til at være
ophavsmand til den bog. Det er Corydon og Sass. Og kun en af dem har et
motiv: Sass. Socialdemokraterne er på
gruppemødet i dag nødt til at indse, at den fraværende Rasmus Prehn,
som de alle sammen mistænker for at være den anonyme kilde til Den hemmelige socialdemokrat, simpelthen
ikke er smart nok til den rolle. Hvis det var ham, så ville han i
dagene, siden bogen udkom, have fodret medierne med de steder i bogen,
hvor han havde sørget for sit alibi. Der er egentlig kun to i
S-gruppen, der har intellektuel kapacitet, frækhed, mod og kynisme nok
til at være ophavsmand til den bog. Det er Corydon og Sass. Da bogen
hiver tæppet væk under Corydon og Thorning, så er det indlysende, at
kilden til Den hemmelige socialdemokrat
er Sass. Og da det eneste interessante og nye i bogen er historien om,
at Thorning og Corydon ventede med at PET-slagte Sass, indtil han havde
forhandlet regeringsgrundlaget igennem i tårnet, så skal bogen bidrage
til, at de to ekspederes ad Helvede til. Det uskyldige forfattergidsel
Prehn bør nyde sin skiferie i Norge med familien. Mens Sass bør
bombardere os med sine omhyggeligt forberedte alibi-citater fra bogen,
som beviser, at det ikke er ham. Le kynismen
bort [14/2, 16/2]
Politiske
TV-serier, bøger og kommentarer, som ikke opfattes gennem et
humoristisk filter, er altid direkte undergravende, fordi pointen altid
er den samme, nemlig at politikerne i virkeligheden mener noget andet,
end det, de siger TV-serien ”House of Cards”
markedsføres for tiden af Berlingske mere intensivt end to
Politikenanmeldende professorkolleger og Gyldendalforfattere nogensinde
har markedsført hinandens Gyldendalprodukter i Politiken. Samtidig er
forsigtige Berlingske bekymret for den kynisme, som serien fremmer. Og
som også bogen ”Den hemmelige socialdemokrat” synes at fremme. Groft sagt må berolige Berlingske.
Politik har altid kun været til at holde ud, hvis det opfattes med
humor. Politiske TV-serier, bøger og kommentarer, som ikke opfattes
gennem et humoristisk filter, er direkte undergravende, fordi pointen
altid er den samme, nemlig at politikerne i virkeligheden mener noget
andet, end det, de siger. Også politiske kommentatorer er kun
udholdelige, hvis de opfattes med humor. At gennemleve en
Tirsdagsanalyse på TV2 News med Mogensen & Kristiansen uden
humoristisk filter er en værre tortur, end det var for Groft
sagt’s moster, som desværre var født helt uden humoristisk
sans, at udholde en ”Gøg og Gokke”-film. Hun var grådkvalt over de to
mænd, som hun fandt uforståeligt kyniske og onde. Meningsfuld
girafdød [14/2, 15/2]
København Zoo’s berømte gamle
han, tidligere direktør Bent Jørgensen, udtaler fra sin bornholmske
idyl til Metroxpress i anledning af den unge hangiraf Marius’ død:
"Hvis folk vidste, hvad der foregår ude i naturen, ville de sikkert
også kræve naturen lukket øjeblikkeligt.” Det er kun delvis rigtigt.
For folk ved jo godt fra TVs uendelige naturserier, at dyr jævnligt
myrder og æder hinanden. Men problemet er, at folk ikke aner, hvor de
skal sende deres hadefulde e-mails og sms’er hen. Den øverste
ansvarlige for de daglige mord, overfald og massemord i naturen er jo
Gud eller måske Fanden. Men ingen af de to har hjemmeside,
e-mail-adresse eller mobilnummer. Det er det samme med rædslerne i
Syrien. Enten har folk ikke e-mailen på de ansvarlige for Syriens mange
døde eller også er myrderierne så indviklede, at det er umuligt at
finde en enkelt skurk. Derfor bør folk egentlig takke Zoo’s nuværende
direktør, Bengt Holst. Ved at slå bare en enkelt, overtallig giraf
ihjel gav han folk ideelle muligheder for at komme af med opsparet had
til en skurk, som både har hjemmeside, e-mail og mobil. Tag panelet
af [13/2, 14/2]
Hvis
universitetet bare lærer de studerende, at al den universitære
boglærdom faktisk skal bruges til overlevelse ude i en benhård
konkurrenceverden, så kan man spare tidsspildet i aftagerpanelerne Aftagerpanelerne skal gøre
universitetet mere markedsorienteret. Og i den bureaukratiske teori,
som hersker på universitetet i disse år, lyder det fornuftigt, at det
kan ske gennem et panel af aftagere. Men i praksis virker det ikke. For
det første, fordi et enkelt aftagerpanel skal dække et instituts ofte
mange forskellige uddannelser. Sådan har bureaukratiet nu engang
bestemt det. For det andet fordi de folk fra det private erhvervsliv,
som institutterne har brug for at udbygge kontakten til, normalt ikke
har tid til at deltage i de meget ukonkrete, snakkeglade møder, som
holdes i et aftagerpanel, der dækker vidt forskellige uddannelser. Den
mest intime, livgivende kontakt mellem et universitet og den virkelige
verden foregår decentralt gennem de studerende. Så hvis universitetet
bare lærer de studerende, at al den universitære boglærdom faktisk skal
bruges til overlevelse ude i en benhård konkurrenceverden, så kan man
droppe panelsnakkeforsamlingerne. Så siver erhvervslivet stille og
roligt ind på universitetet gennem de studerende og tvinger
uddannelserne i retning af markedet. Hemmelig
Machiavelli [12/2, 13/2]
Hvis
MF Rasmus Prehn ikke er forfatteren, så må det betyde, at der i den
socialdemokratiske gruppe sidder en hemmelig Machiavelli, som kynisk
manipulerende har skrevet bogen på en måde, så alle tror, at det er den
uskyldige Prehn, der er forfatteren Bogen ”Den hemmelige
socialdemokrat” kan være skrevet af hundredvis af mennesker i den
politiske elite af politikere og journalister på Christiansborg. Men
forlagsdirektør Kvist siger, at forfatteren sidder i S-gruppen. Mange i
gruppen og et bookmakerbureau er enige om, at det så kun kan være
Rasmus Prehn. Men han benægter at være hemmelig socialdemokrat. Hvilket
også er rigtigt, for han er højt profileret som den MFer, der har gjort
mest åbent oprør mod Thornings og Corydons politiske linje. Hvis både
Kvist og Prehn taler sandt, så må det betyde, at der i gruppen sidder
en Machiavelli, som kynisk har skrevet bogen på en måde, så alle tror,
at det er den uskyldige Prehn, der er forfatteren. I dække af stakkels
Prehn nedbryder dette hemmelige monster den nuværende ledelse med
demoraliserende intern sladder. Sig ikke, at det er umuligt. Det er
faktisk muligt at leve hemmeligt i S-gruppen i årevis. For nylig
dukkede således en hemmelig Kirsten Brosbøl op og blev miljøminister.
Så der kan sagtens også gemme sig en hemmelig Machiavelli i gruppen. Elregningens
uddøen [7/2, 12/2]
Læren
af mammutternes uddøen er, at hvis vi med lave elregninger sørger for,
at den globale opvarmning fortsætter, så kan vi måske undgå at blive
indkapslet i ismasserne, når istiden kommer om ca. 10.000 år Københavns Universitets svar på
Idiana Jones, den sprudlende superprofessor Eske Willerslev, har med
raffinerede DNA-analyser af titusinder år gammmelt sibirisk ler fundet
ud af, at de behårede mammutter, sabeltigre og næsehorn, som myldrede
på vore egne før seneste istid, uddøde fordi nogle særlige urter aldrig
vendte tilbage, da isen trak sig tilbage. Ivrigt formidlende udlægger
professoren disse forskningsresultater i Berlingske således: Hvis den
danske bøgeskov forsvinder som følge af den globale opvarmning, er det
langt fra sikkert, at den naturligt vil vende tilbage, når det igen
måtte blive koldere. Moralen af mammutternes uddøen er altså ifølge
professoren, at vi skal betale vores kolonorme elregninger med glæde
for at støtte vindmøllerne for at begrænse udledningen af CO2 og den
globale opvarmning. Groft sagt
uddrager den stik modsatte morale af mammutternes uddøen: hvis vi med
lave elregninger sørger for, at den globale opvarmning fortsætter, så
kan vi måske undgå at blive indkapslet i ismasserne, når istiden kommer
om ca. 10.000 år. Du er, hvad
du ligner [6/2, 11/2]
Studieværters
casting bliver stadig vigtigere for TV-stationerne. Spørgsmålet er,
hvornår også partierne indser, at uden hensigtsmæssig casting af
partilederen er det håbløst. Løkke ligner en pølsemand og Thorning en
advokatsekretær Værterne til Melodi Grand
Prixet er omhyggeligt castede: Der er en ”klassisk” vært, et
”uforudsigeligt wildcard” og en vært, der kan ”skabe nærhed med
seerne”. DR ønsker at undgå skandalen fra 2001, hvor sløset casting
førte til, at internationale medier gav DR-værterne øgenavnet ”tandfeen
og dr. Død”. Studieværters casting bliver stadig vigtigere for
TV-stationerne. Folk fatter ofte ikke meget af et programs indhold,
hvis der er et. Derfor er det vigtigt, at studieværten er ung, smuk,
dynamisk, humoristisk og charmerende. Og kloge oldinge som Mogens
Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen kan kun blive faste kommentatorer til
aktuelle verdenspolitiske katastrofer på TV2 News, fordi de skjuler
deres deprimerende årringe under øjnene med moderne brillestel.
Spørgsmålet er, hvornår også partierne indser, at uden hensigtsmæssig
casting af partilederen er det håbløst. Hvis Løkke skulle castes til
TV, ville det blive som pølsemand, ikke som partileder. Og Thornings
casting er advokatsekretær: Hvornår kommer chefen? Begge ser derfor
helt absurd forkerte ud, når de parres med velcastede TV-nyhedsværter. Politisk
transfervindue [7/2, 10/2]
Et
transfervindue på f.eks. to uger op til næste valgkamp vil sikre, at
grupperne på Christiansborg ikke forstærker sig i løbet af
valgperioden, hvilket skaber stor vælgerforvirring og stor ubalance i
mange grupper – især i de mindre og nedrykningstruede grupper, der ikke
har ministerposter og fede ben at tilbyde. Efter SF-balladen står det
klart, at der bør indføres et transfervindue i politik, ligesom man
længe har haft i professionel fodbold. Det er ødelæggende for enhver
holdsport, at spillere som Möger, Jesper Petersen, Ida Auken, Astrid
Krag og Ole Sohn og mange andre helt frit efter deres seneste
indskydelser kan skifte mellem topholdene. Det er både usportsligt,
uprofessionelt og fejt at skifte hold midt i turneringen, bare fordi
man er utilfreds med, at holdet hele tiden taber. Eller fordi man er
sur over altid at sidde på bænken, fordi der er kommet en ny manager.
Et transfervindue på f.eks. to uger op til næste valgkamp vil sikre, at
grupperne på Christiansborg ikke forstærker sig i løbet af
valgperioden, hvilket skaber stor vælgerforvirring og stor ubalance i
mange grupper – især i de mindre og nedrykningstruede grupper, der ikke
har ministerposter og fede ben at tilbyde. Det politiske transfervindue
bør åbne mulighed for at spillere kan sælges med medgift. Det vil
f.eks. åbne mulighed for at de Konservative kan slippe af med Lars
Barfoed under civiliserede former. Putins
dellemave [7/2, 8/2]
Intet
barn tør sige: ”Kejseren har deller på.” Derfor dirrer enhver af
despotens deller uantastet, når han med nøgen overkrop poserer som
vinder Det værste er ikke, at Putin
optræder med nøgen overkrop. Det værste er, at enhver kan se, at han
pinligt nok har små deller, hvilket ved Gud ikke er særligt macho. Men
hvis en Groft sagt i Ruslands medier skriver en Groft sagt om Putins
macho-ødelæggende deller, så kan han være skudt ned i sin opgang inden
aften. Derfor står dellerne stærkt. Intet barn tør sige: ”Kejseren har
deller på.” Derfor dirrer enhver af despotens deller uantastet, når han
poserer som vinder. Men mange i Vesten spørger, hvad forskellen mellem
Nordkorea og Rusland egentlig er, da begge landes ledere jo optræder
som guder og overmennesker i landenes medier. Hertil må Groft
sagt oplyse, at forskellen er, at hvis vinter-OL blev holdt i
Nordkorea, så ville despoten Kim Jong-un også vinde alle
konkurrencerne. Kierkegaard
mod NSA-angst [5/2, 6/2]
Ingen
love og ingen politikere kan i realiteten kontrollere verdens mest
avancerede efterretningssystem. Derfor kan alle ligeså godt foretage
det eksistentielle valg at lade som om, at demokratiet fortsætter, som
om alt stadig er normalt. Alle ansvarlige ministre
afviser, at der er grund til at antage, at der foregår ulovlige
amerikanske aflytninger mod Danmark. Cheferne for
efterretningstjenesterne taler sort, som de skal, og landets mest
uopslidelige pensionist, tidligere operationel chef i PET, Bonnichsen,
skriver en kronik om det i Berlingske. Alt er med andre ord på
overfladen, som det plejer. Men efter Snowdens åbenbaringer har vi alle
indset, at al statslig administration, national økonomi og privat
kommunikation er totalt afhængig af digitale anlæg. Og at alle sociale
medier egentlig er amerikanske. Og at NSA altid vil være andre
efterretningsvæsner teknisk overlegent. Og at derfor kun NSA egentlig
er i stand til rent teknisk at kontrollere, hvad NSA laver. Ingen love
og ingen politikere kan i realiteten kontrollere verdens mest
avancerede efterretningssystem. Derfor kan alle ligeså godt lade som
om, at alt fortsætter, som det plejer. Det er et nødvendigt valg, som
vi alle må foretage. For at dæmme op for den Kierkegaardske
eksistentielle angst over aldrig at kende meningen med det hele. For
den kender kun NSA. Fra pøbel
til elite [4/2, 5/2]
Dongsalget:
Måske er almindelige pøbelvælgere slet ikke så dumme, dovne og uvidende
om markedsøkonomi, som visse kommentatorer hævder. Måske kræver pøblen
bare Corydons Bjørnebandehoved på et fad Kommentatorer har med foragt
råbt ”pøbelvælde”, fordi op mod 200.000 mennesker skrev under på
Facebook mod det delvise salg af Dong til Goldman. Og fordi et stort
flertal af vælgere i alle partierne bag salget var imod. Men så bør
samme demokratielskende kommentatorer jo fnyse ”elitevælde”, når salget
nu gennemføres. Konfrontationen mellem dum ”pøbel” og indsigtsfuld
”elite” foregik mest håndgribeligt i SFs landsledelse og
folketingsgruppe, hvor fem medlemmer viste sig at tilhøre pøblen, som
ikke ville stemme for salget, og de øvrige ti eliten. Da så Vilhelmsen
både havde trukket sig som formand og meldt SF ud af regeringen, stemte
alle 15 SF-MFere alligevel samlet i Folketingssalen for salget. Der
skulle altså en formandsafgang og et regeringsfarvel til, for at SFs
fem medlemmer fra pøblen trådte ind i eliten. Så måske er almindelige
pøbelvælgere slet ikke så dumme, dovne og uvidende om
markedsøkonomi, som visse kommentatorer hævder.
Måske kræver pøblen bare Corydons Bjørnebandehoved på et fad og
regeringens opløsning, før de også tilslutter sig eliten. Det er vel et
forsøg værd. Spring ud,
Ask! [3/2, 4/2]
Politiske
journalister kundgjorde forpustet for åben skærm fra Christiansborg
eller sensationelt råbende i studiet søndagen lang sidste nyt om
ministerposternes fordeling. Som om det har den mindste betydning om en
minister hedder Svend, Knud eller Valdemar. Eller Rip, Rap eller Rup Søndagen bragte for første gang
i ugevis sol over landet og håb om forår trods alt. Det bragte ro og
fortrøstning i mange sind. Men ikke i TV, hvor politiske journalister
forpustet for åben skærm fra Christiansborg eller sensationelt råbende
i studiet dagen lang kundgjorde og kommenterede sidste nyt om
ministerposternes fordeling. DRs tabelvidunder, Ask Rostrup, kludrede
på et tidspunkt i ministerlister og ressortområder, og fandt det selv
pinligt. Som om det er vigtigt, om seerne har et ministernavn et par
sekunder før eller efter. Og som om det har den mindste betydning om en
minister hedder Svend, Knud eller Valdemar. Eller Rip, Rap eller Rup.
Hvem gider dog skelne mellem de tre røvere i Kardemomme By: Kasper,
Jesper og Jonatan? Eller mellem de tre zarathustriske præster fra
Persien: Balthasar, Melchior og Kaspar, og hvilke gaver hvem af dem
bragte til Jesusbarnet? Komplet ligegyldigt! På samme vis er
Thorning-ministre ikke værd at skelne imellem. Og slet ikke, da de som
kollektiv alligevel snart skal glemmes igen. Gerne når asken blomstrer
og springer ud til maj. TVs
politiske maskebal [31/1, 2/2]
Når et
parti smuldrer og forlader en regering, så fremvises der dagen lang på
skærmen politikeransigter, som er nødt til at beherske sig og sige alt
det rigtige, samtidig med at enhver ved, at de har mest lyst til at
skrige, juble, råbe skældsord eller hulke SFs og regeringens store
nedtursdag torsdag var en festdag for alle medier, som ryddede fladen.
TV fangede Lars Løkke Rasmussen, som udtalte, at virkeligheden overgik
fiktionen, fordi dagens optrin langt overgik serien ”Borgen”. Og mens
Løkke siger det, så vurderer enhver seer, om Løkke har held til at
skjule, hvor upassende henrykt han er over politiske konkurrenters
fallit. For vi er alle eksperter i at læse ansigter og fortolke
betoninger på TV. Og når et parti smuldrer og forlader en regering, så
fremvises der dagen lang på skærmen politikeransigter, som er nødt til
at beherske sig og sige alt det rigtige, samtidig med at enhver ved, at
de har mest lyst til at skrige, juble, råbe skældsord eller hulke.
Sådan er det også i ”Borgen”. Men minespillet hos selv den mest
fremragende professionelle skuespiller i en TV-serie kan aldrig blive
så fascinerende som grimasser og betoninger hos danske politikere, som
kæmper for at holde masken, selv under de mest håbløse forhold.
Politikere kæmper for livet og magten med ansigtet. Skuespillere kæmper
kun for komedien. Fra asken
til ilden [31/1, 1/2]
Hvis
SF tror, at det er lettere at konkurrere med EL uden for regeringen,
end det var at konkurrere med Thorning og Vestager inde i regeringen,
så er de endnu værre amatører, end de allerede har vist sig at være. Nu skal SF så til at genopfinde
sig selv. Frigjort fra de pragmatiske hensyn i SRSF-regeringen, som har
ødelagt partiet, vil partiet i tiden op til næste valg være nødt til at
samle sig om ideologisk rene budskaber. Man vil i partiet nu nyde den
luksus at sige ligeud, hvad man mener. Men heller ikke dette er særligt
let for SF, som vil være under hård konkurrence fra Enhedslisten. Mens
SF-førerfigurer som Søvndal, Möger, og Vilhelmsen har bidt i græsset
eller er flygtet, er EL-figurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille
Skipper og Stine Brix vokset i format i den politiske TV-føljeton,
netop ved at sige alt det, som de mere og mere forkrampede SF-figurer
ikke kunne sige. Og ELs mesterstykke er, at man har formået både at
tale ægte blodrødt og alligevel haft held til at undgå at vælte en
regering, som gennemfører den ene reform efter den anden med blå blok.
Hvis SF tror, at det er lettere at konkurrere med EL uden for
regeringen, end det var at konkurrere med Thorning og Vestager inde i
regeringen, så er de endnu værre amatører, end de allerede har vist sig
at være. SFs
tigerspring [30/1, 31/1]
Politik
er som tigerridning. SF tror åbenbart, at man kan knække tigeren ved at
stopfodre den med udslidte, grådkvalte og stressede SFere. SF har
stadig meget at lære om politik. Det siges, at det at være i
politik, er som at ride på en tiger. Og sjældent har et parti
illustreret dette mere levende end SF i øjeblikket. Når SF samlet
falder af tigeren, dvs. forlader regeringen, så vil alle deres ofre med
betalingsring og sænkede selskabsskatter have været forgæves. Tigeren
vil altså æde partiet. Hvis MFerne enkeltvis lader sig falde af tigeren
ved at melde sig syge på grund af stress, så kommer der en ny, vild
tiger i form af en Karsten Hønge ind fra baglandet, som straks giver
sig til at brøle op om forbudte ting. SF havde i nogle måneder en vis
succes med at udnævne Lisbeth Bech Poulsen, som brød sammen af
tigerskræk på et gruppemøde, til politisk ordfører. Hun red som en
politisk zombie med ophovnet ansigt på den lasede SF-tiger, og
irettesatte enhver oprører, som sagde den slags, som hun selv tidligere
brød i gråd over. Men nu har både hun og formand Vilhelmsen og andre
ofret sig til tigeren. SF tror åbenbart, at man kan knække tigeren ved
at stopfodre den med udslidte, grådkvalte og stressede SFere. SF har
stadig meget at lære om politik. Corydonernes
win-win [29/1, 30/1]
Også
alle de anonyme Corydoner i det ansigtsløse Goldman Sachs har i
øjeblikket bag kulisserne travlt med at forklare aktionærer og
investorer, hvorfor selskabet køber 19 pct. af et dårligt drevet
underskudsforetagende Dong i et lille land, hvis skattevæsen anklager
selskabet for at være skattesvindlere. Danmarks omdømme som seriøs
aftalepartner vil blive ødelagt i de internationale finanskredse, hvis
man ikke sælger de 19 pct. af Dong som aftalt til Goldman Sachs. Sådan
argumenterer Corydon. Men også alle de anonyme Corydoner i det
ansigtsløse Goldman Sachs har i øjeblikket bag kulisserne travlt med at
forklare aktionærer og investorer, hvorfor selskabet køber 19 pct. af
et dårligt drevet underskudsforetagende Dong i et lille land, hvis
skattevæsen anklager selskabet for at være skattesvindlere. Det er jo
økonomisk set en komplet tåbelig disposition af Goldman Sachs, som
sagtens kunne tjene meget mere ved at investere deres Dong-milliarder i
alt muligt andet på kloden. Her må Goldman Sachs Corydoner så forklare
baglandet, at operationen ikke handler om penge, men om omdømme. Efter
sin rolle som førsteskurk i finanskrisen har Goldman Sachs brug for at
kunne stive sit ødelagte omdømme af med at blive anerkendt som seriøs
aftalepartner af verdens mest artige land, præmiedemokratiet Kongeriget
Danmark. Og det er alle de milliarder værd, som det i værste fald måtte
koste. Thorning
gik til spilde [28/1, 29/1]
Hvorfor
i alverden lod man ikke Helle holde en sejrstale til hele nationen fra
hallen i Herning? Vi havde jo alle brug for at høre den sejrstale, som
vi ved, at lige netop Helle kan holde i nederlagets stund Midt i al elendigheden over
håndboldholdets nederlag søndag kunne man glæde sig over, at vores
statsminister Helle Thorning-Schmidt var på pletten. Ganske vist blev
det ikke til nogen selfie, selv om hun sad ved siden af Prinsgemalen på
tilskuerpladserne. Men Thorning har som ingen anden dansk topleder
indgående erfaringer med lovende optakter og løfterige udspil, som –
for øjnene af hele nationen – ødelægges af ”øvdage”, når det virkelig
gælder. Derfor tabte Helle da heller ikke modet, selv om nederlaget
blev mere og mere pinligt klart. Med trøstende ord og udslået, nyvasket
hår hængte hun derefter storesøsteragtigt sølvmedaljerne om halsen på
de sønderknuste håndbolddrenge. Men hvorfor i alverden lod man ikke
Helle holde en sejrstale til hele nationen fra hallen i Herning? Vi
havde jo alle brug for at høre den sejrstale, som vi ved, at lige netop
Helle kan holde i nederlagets stund, hvor alle hænger med næbbet. Groft sagt håber i det mindste, at
Thorning betroede Mikkel Hansen, at man aldrig kan ligne en vinder,
hvis man har langt, fedtet klaskehår. Nydansker
uden hærværk [27/1, 28/1]
Nydanskere
på vej ud af kriminalitet bør ikke se Det Kgl. Teaters forestilling
"Hærværk", hvor en samfundsstøtte ved egen kraft går i hundene. Det er
nødvendigt for et vellykket integrationsarbejde, at nydanskere bevarer
troen på, at der findes et lykkeligt liv uden for banderne Berlingske mandag fortæller, at
unge nydanskere bliver kriminelle, fordi de savner mening og
anerkendelse. Først når de trues af udvisning, som kan medføre
henrettelse i hjemlandet, forlader de banderne og kriminaliteten og
stræber mod at skabe egen familie og et normalt liv som samfundsborger.
Men få sider længere fremme i mandagsavisen anmeldes Det Kgl. Teaters
forestilling ”Hærværk”. Her fremgår det, at selv velintegrerede,
succesfulde danskere med store poster som f.eks. litteraturredaktører
kan savne mening. De er utilfredse med deres egen almindelighed og
tvinges på grund af ensomhed og meningsløshed ud i druk, hvor
onskabsfuldhed, selvhad og ynk destruerer krop og sjæl. Groft
sagt konkluderer, at livet generelt ikke er spor let. Og må
samtidig advare mod, at nydanskere på vej ud af kriminalitet ser
forestillingen på Det Kgl. Teater. Eller læser de utallige danske
romaner om familiens undergang og det borgerlige individs
selvdestruktion. Det er nødvendigt for et vellykket
integrationsarbejde, at nydanskere bevarer troen på, at der findes et
lykkeligt liv uden for banderne. Berømt med
neger [24/1, 26/1]
Kun
hvis man selv tilhører en undertrykt minoritet, kan man helt frit bruge
forbudte gloser både om sig selv og andre. Derfor kan en helt ukendt
hvid MF for Venstre nu blive berømt ved at sige "neger" En MF fra Venstre, Esben Lunde
Larsen, gør oprør mod den politiske korrekthed, som nu også har nået
landets slikposer, og erklærer, at han for fremtiden vil kalde sorte
for negre. Afrika-debattør Precila Birungi-Kristiansen tager på TV2.dk
et skridt videre: ”Jeg nyder at spise Haribos ”racistiske
negerhoveder”, bekender hun, mens hun gnasker negermasker i sig fra den
pose Skipper Mix hun altid har i nærheden. Men Esben skal passe på. For
han er en hvid mand af den herskende race. Precila er derimod fuldblods
neger og kan derfor sige ”neger”, ligeså tosset hun vil uden fare for
at blive anklaget for racisme. Også perkeren Yahya Hassan kan tale uden
fare om ”perkere” og ”negre” i sin digtsamling, fordi han selv er
perker. Bare man selv tilhører en undertrykt minoritet, så kan man helt
frit bruge forbudte gloser både om sig selv og andre. Udviklingshæmmede
kan derfor godt sige ”åndssvag”, og svenskere kan godt sige ”politisk
korrekt hykler” uden at vække opsigt. Men en i øvrigt helt ukendt hvid
MF for Venstre kan altså ikke siger ”neger” uden at blive berømt. Goldman S
[24/1, 25/1]
S-ledelsen
er så politisk tonedøv, at den ikke forstår, at S-vælgerne opfatter
salget som et led i Thornings karriere videre op i Goldman Sachs. Og at
Thorning er nødt til både at vifte med røde faner og synge fra
Arbejdersangbogen for at få dem på andre tanker. Det er kun landets bedste
økonomiske hjerner, der ved egen kraft kan fatte de tekniske detaljer
bag salget af en del af DONG til Goldman Sachs. Socialdemokraternes
tilbageværende vælgere er således dybt afhængige af, hvor godt Corydon
og Thorning slipper afsted med at sælge ideen til dem. På Thornings
pressemøde forleden fremgik det, at salgstalen er: 1) DONG-ledelsen
mangler penge for at kunne bevare arbejdspladser. 2) Goldman Sachs kom
med det bedste økonomiske tilbud. Det er altså helt upolitisk business.
Det er rystende at se, hvordan den nuværende ledelse af det tidligere
så mægtige danske arbejderparti for åben skærm demonstrerer, at den
ikke fatter, at grunden til at vælgerne flygter, er, at de synes, at
partiet er helt afpolitiseret og allerede ligner en dansk filial af en
international kapitalfond som Goldman Sachs. S-ledelsen er så politisk
tonedøv, at den ikke forstår, at S-vælgerne opfatter salget som et led
i Thornings karriere videre op i Goldman Sachs. Og at Thorning er nødt
til både at vifte med røde faner og synge fra Arbejdersangbogen for at
få dem på andre tanker. Socialministeriets
omerta [23/1, 24/1]
Hvad
gør embedsmænd, når det går op for dem, at deres minister er en
livsfarlig amatør, som kan forkludre hvad som helst i en håndevending?
De indfører referatforbud Berlingske fortæller, at
Annette Vilhelmsens ministerium ikke har taget referater fra vigtige
møder i million-sagen. Og det undrer Berlingske. For enhver ordentlig
embedsmand ved jo, at der skal tages referater fra møder. Men
Socialministeriet kan ikke give nogen forklaring på undladelsen. Derfor
træder Groft sagt som sædvanligt
gerne til med en logisk forklaring: Hvad gør embedsmænd, når det går op
for dem, at deres minister er en livsfarlig amatør, som kan forkludre
hvad som helst i en håndevending? De indfører referatforbud. For det er
slemt, hvis ministeren bryder reglerne. Men det er en katastrofe, hvis
det kan dokumenteres, hvad der er foregået på efterfølgende møder. For
så kan advokatundersøgelser og lignende afsløre de dækmanøvrer, som en
ministers regelbrud for åben skærm har tvunget pligtopfyldende
embedsmænd til at foretage for at undgå en total nedsmeltning. Og det
kan koste karrieren. Embedsmænds undladelse af referater svarer til
mafiaens omerta-lov: Bare vi står sammen om at undlade referater, kan
myndighederne ikke knalde os. For andet end at undlade referater. Praktikamok
[22/1, 23/1]
Beskæftigelsesminister
Mette Frederiksens kampagneleder er med nød og næppe blevet bachelor i
historie. Han bør snarest læse et par bøger og blive klogere. Ikke for
universitetets skyld, men for sin egen. Historiestuderende ved
KU-humaniora, Anders Friis-Hansen, brokker sig i Berlingske Opinion
onsdag over, at universitetet har gjort ham til bachelor ved at give
ham 02 for en opgave, som han kun har brugt tre dage på at lave. Han
glemmer dog at fortælle, at han gennem mange år har været politisk
særdeles aktiv og bl.a. har været kampagneleder for
beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Og at emnet for hans
BA-opgave var regeringens beskæftigelsesprojekt. Og at han i øvrigt er
en meget brugt oplægsholder om emner som strategi, kampagner,
taleskrivning og organisation. Han har altså med al sin praktik under
studiet fået særdeles gode indsigter i lige netop det emne, han skrev
om. Når han kun får 02, må det være, fordi opgaven har afsløret, at han
hele tiden har praktiseret med en minimalt acceptabel teoretisk og
historisk viden om det, han rådgiver om. Anders bør derfor snarest læse
et par bøger og blive klogere. Ikke for universitetets skyld, men for
sin egen. Han bør modstå den stærke fristelse for at fortsætte mod
toppen af Socialdemokratiet som halvstuderet røver og kvaksalver. Universitet
søges [21/1, 22/1]
RUC
søger ny rektor. Overskriften i stillingsannoncen spørger: ”Kunne du
tænke dig at stå i spidsen for Danmarks innovative, kritiske og
tværvidenskabelige universitet?” Hvordan kan et universitet finde på at
benytte sådan en gang bullshit i en annonce efter en ny rektor? RUC søger ny rektor.
Overskriften i stillingsannoncen spørger: ”Kunne du tænke dig at stå i
spidsen for Danmarks innovative, kritiske og tværvidenskabelige
universitet?” Annoncen rummer en provokation vendt mod landets utallige
andre universiteter, for de er så åbenbart ikke innovative, kritiske og
tværvidenskabelige. Det en en storskrydende påstand af den art, som
kendes fra de mest vulgære dele af reklame- og brandingbranchen. Ingen
potentiel rektor for RUC tror jo et øjeblik på, at denne påstand skulle
være tilnærmelsesvis sand. Annoncen er derfor udelukkende en dumsmart
image-annonce for organisationen RUC. Det uheldige ved den er, at den
giver offentligheden indtryk af, at den akademiske institution RUC er
så desperat på jagt efter en leder, at man er nødt til at prostituere
sig ved at bruge de groveste, uakademiske tricks for at gøre sig
lækker. Det er forstemmende, at de tydeligste effekter af
universitetsloven af 2003 er, at universiteter nu eksternt markedsføres
og internt drives bureaukratisk ved hjælp af samme uakademiske bullshit
som enhver anden organisation. Heunickes
smil [20/1, 21/1]
Billedet
af Socialdemokratiets politiske ordfører, Magnus Heunicke, som smiler
som pisket, mens han bortforklarer ministres katastrofale fejl og fusk,
vil blive stående længe efter alle regeringens ministre er glemt. Det er underligt at tænke på,
at de ministre, som for tiden ”gør en forskel” med store planer på TV,
om højst halvandet år vil være sunket bort i glemsel. Efter næste valg
vil de alle være ude af TVs daglige nyhedsudsendelser, og dermed ude af
vores sind. Thorning vil sidde i direktionen for en international bank
eller i EU. Vilhelmsen vil være vendt hjem til Kerteminde Kommune som
særlig økonomisk gaverådgiver. Og Vestager vil kunne koncentrere sig om
at sende kvikke tweets til vennerne fra de teoretiske diskussioner i
dybet af det radikale gruppeværelse. Kun Socialdemokratiets politiske
ordfører, Magnus Heunicke, vil stadig blive husket. Fordi hans smil
aldrig glemmes af nogen, som har oplevet det med egne øjne. Billedet af
Heunicke, som smiler som pisket, mens han bortforklarer ministres
katastrofale fejl og fusk, vil blive stående længe efter alle
regeringens ministre er glemt. Heunickes smil er TV, når TV går os alle
til marv og ben. Smilet viser, hvor grufuldt langt ud i grotesk-absurde
grimasser politik kan drive et i øvrigt helt harmløst almindeligt
menneske. Den ideelle
løsning [17/1, 20/1]
Løkkes
evner som statsleder udfoldes bedst, når han ikke dagligt optræder på
TV. Derfor er den indlysende løsning for Venstre, at Venstre indgår en
hemmelig aftale med EL om at holde Thorning-regeringen ved magten, så
den kan fortsætte sin nedtur med sin blå politik Når EL snart må opgive at redde
regeringen ud af sine mere og mere overrumplende dumheder, så kommer
Løkke jo til. Men her bør Venstre huske, at erfaringen med Løkke er, at
jo mere han er i mediernes lys, jo dårligere står han, og jo mere truet
er Venstres opinionstal. Løkkes evner som statsleder udfoldes bedst,
når han ikke dagligt optræder på TV. Derfor er den indlysende løsning
for Venstre, at Venstre indgår en hemmelig aftale med EL om at holde
Thorning-regeringen ved magten. Hvis Enhedslisten og Løkke bag
kulisserne forener deres kræfter, så bør det være muligt for dem at
undgå at vælte regeringen, selv ved kommende kolossale torskedumheder,
kapitalbrølere og løgne. Så kan Thorning-regeringen fortsat føre den
nødvendige blå politik, som også en Løkke-regering ville være nødt til
at føre. Så vil SRSF’s opinionstal fortsat falde og Venstres stige og
Løkkes troværdighed øges. Og EL beholder sin afgørende indflydelse på
dansk politik, som regeringsreddende parti. Det er en klar
win-win-løsning for alle, undtagen for SRSF, som bliver mere og mere
”dead man walking”. Utilgiveligt
dumme læger [17/1, 19/1]
Kan
læger, der er så dumme, at de bruger deres egen telefon til chikane,
være kloge nok til at stille en korrekt diagnose på selv et banalt
sygdomstilfælde? Det kan muligvis tilgives, at
visse læger kæmper mod akuttelefonen 1813 for at bevare en høj
indkomst. Selvfølgelig fortjener hårdtarbejdende læger da en anstændig
indkomst. Men det kan ikke tilgives, at visse praktiserende læger er så
torskedumme, at de bruger deres egen sporbare telefon til at chikanere
1813-nummeret med. Et par stykker har endda haft besøg af TV i deres
lægekonsultation, hvor de har gjort en dårlig figur over for landets
befolkning med hjernedøde bortforklaringer af deres opringninger. Mange
spørger nu: Kan læger, der er så dumme, at de bruger deres egen telefon
til chikane, være kloge nok til at stille en diagnose på et banalt
sygdomstilfælde? Som far til tre måtte denne Groft
sagt ofte søge telefonisk lægehjælp for at afklare, hvad
noget rødt udslet på et barn mon betød. Var det røde hunde, skoldkopper,
skarlagensfeber, varmeknopper eller en overfølsomhedsreaktion
(frugtknopper f.eks.)? En praktiserende læge, som bruger sin egen
telefon til chikane, vil ikke være til megen hjælp her. Og ikke kun,
fordi hans telefon er optaget. Scooterpolitik
[16/1, 17/1]
Den
scooterdrevne franske præsident beviser, at politisk stof går sin
sejrsgang i alle medier, når bare man undgår den såkaldte substans om
økonomi og kan koncentrere sig om personer og processer De seneste dage er
verdensoffentligheden blevet grundigt orienteret om den franske
præsident Hollandes hjelmklædte, natlige bagsædeture på scooter til sin
elskerinde. BBCWorldNews’ dækning af præsidentens årlige
pressekonference med redningsplaner for fransk økonomi handlede således
udelukkende om forholdet til elskerinden og til hans officielle
kæreste, som nu er indlagt. Eksemplet viser, at politisk stof går sin
sejrsgang i alle medier, når bare man undgår den såkaldte substans om
økonomi og kan koncentrere sig om personer og processer. Krakilske
Kloge-Åger og Mogens Lykketoft (S) kræver jævnligt, at medier og
politikere ofrer sig til substansen i stedet for at hengive sig til de
laveste instinkter. Disse dødbidere bør indse, at verdenspressen
inklusive Berlingske selvfølgelig må fortælle den enestående historie
om en mand, som ligner en forvirret bogholder, men som faktisk både er
Frankrigs leder og pendler natligt på scooter mellem to attraktive
kvinder. Historier om politiske ledere, som tager livtag med substansen
for at undgå landets undergang, kan man derimod fodre svin med. Politik som
psykologklinik [15/1, 16/1]
Hvis dansk politik var en
psykologklinik, så ville terapeuterne for længst være blevet indlagt
til psykiatrisk behandling. Ekstern seniorlektor Ole
Schouenborg fremlagde i Berlingske søndag en nådesløs analyse af dansk
politik. Han finder, at medierne og politikerne befinder sig i en
”dødsdrom”: I deres jagt på læsere og vælgere trækker de hinanden ned i
anseelse og respekt hos befolkningen. Det sker ved at tillægge
politikere negative psykologiske motiver, som ingen kan kontrollere.
Det skaber en stemning af, at ”alle er ude på noget”, og at alle bare
”spiller skuespil”. Schouenborgs vision er, at vi bør drive dansk
politik som en psykologklinik: Spørg politikeren igen og igen på
forskellig måde, inden du kommer med dine bud på motiver og en mulig
sammenhæng. Schouenborg ser åbenbart ikke politiker-interviews på TV.
Her spørger studieværter og politiske journalister med spørgeteknikker,
som er fuldt på højde med professionelt trænede psykoterapeuters, igen
og igen ministre, som hjernevasket aflirer det tydeligt manipulerende
svar, som de har aftalt med deres spindoktor. Hvis dansk politik var en
psykologklinik, så ville terapeuterne for længst være blevet indlagt
til psykiatrisk behandling. Møgsagernes
tendenser [13/1, 15/1]
Alle
regeringens møgsager skyldes udelukkende, at der nede i systemerne
sidder stadig flere idealistiske embedsmænd, som lækker regelbrud til
pressen, som så søger aktindsigt i de afslørende dokumenter. Der er så mange møgsager i
regeringen, at det må ses som en tendens. Regeringens fjender ser den
tendens, at unge, uerfarne ministre ikke kan styre embedsværket.
Forskere ser den tendens, at uafhængige, livstidsansatte embedsmænd er
blevet så magtarrogante, at de svigter deres minister. Derfor mener
nogle, at ministrene skal have flere personlige rådgivere og en
viceminister. Men det afviser andre vil hjælpe. Denne Groft
sagt mener, at der i ethvert bureaukrati altid foregår en
masse, som ikke tåler offentlighedens lys. Genveje mellem stive regler
er nødvendige for at få tingene til at fungere. Og bare alle holder
kæft udadtil, så går det jo også. Alle regeringens møgsager skyldes
derfor udelukkende, at der nede i systemerne sidder stadig flere
idealistiske embedsmænd, som lækker regelbrud til pressen, som så søger
aktindsigt i de afslørende dokumenter. Bortset fra Annette ”en million
til dig” Vilhelmsen (SF), som bryder regler for åben skærm, så bryder
andre først officielt reglerne efter anonyme embedsmænd har sladret til
pressen. Og her er tendensen så, at de sladrer mere og mere. Intakte
bøller [10/1, 13/1]
Bag al
blødsøden pædagogisk snak, konsulentrapporter og arbejdsgruppers
velmenende planer må det officielle Danmark indse, at før man brækker
indvandrerfamilierne op og håndfast griber ind over for den
systematiske, voldelige fejlopdragelse af drenge til bøller, så sker
der ikke en skid Regeringen har nedsat en
tværministeriel arbejdsgruppe som skal udarbejde en national
handlingsplan mod radikalisering og ekstremisme. Nu igen! Det virker
idiotisk, at man bliver ved med at undersøge, hvordan det går til, at
drenge med indvandrerbaggrund terroriserer visse boligkvarterer, smider
sten efter ambulancer og brandbiler og taler grimt til politiet, hvis
de vover sig ind på drengebandens område for at indgå i dialog.
Forældrene kunne jo sagtens opdrage drengene, hvis de gad. Se bare på
drengenes søstre, som ikke føjter rundt om natten og sætter ild til
SFO’en, men tager en uddannelse som intakte jomfruer uden at spilde
deres liv på at drage til Syrien for at blive martyrer. Bag al
blødsøden pædagogisk snak, konsulentrapporter og arbejdsgruppers
velmenende planer må det officielle Danmark indse, at før man brækker
indvandrerfamilierne op og håndfast griber ind over for den
systematiske, voldelige fejlopdragelse af drenge til bøller, så sker
der ikke en skid. Andet end at en masse konsulenter tjener en masse
penge på at skrive rapporter, mens alting bliver værre. Nassenyt
[10/1, 12/1]
Det
underlige ved ordningen er, at politikerne ikke også giver licensmidler
til alle de papirsaviser, som DR.dk nasser på, således at disse medier
ligesom DR.dk kan sprøjte nassenyt ud på nettet uden at sovse det ind i
reklamer og kræve betaling fra brugerne Efter de seneste dages
mediedebat her i avisen står det bl.a. klart, at papirsaviserne går
tilbage, og at DR.dk som en naturgiven ting nasser på ethvert
papirsmediums nyheder. Normalt ses disse to forhold som to forskellige
ting i debatten. Men de hænger i virkeligheden intimt sammen.
Arbejdende folk har højst et kvarter om morgenen til at blade en enkelt
papirsavis igennem, hvis de altså stadig abonnerer på en sådan. Men
samme folk har hele dagen på arbejde, på toilettet,
mens de sidder til møder til at gå ind på DR.dk og
dér ganske gratis frådse i DR.dk’s opdaterede oversigt over samtlige
papirsavisers og alle andre mediers nyheder og mest opsigtsvækkende
kommentarer. Det er en fin ordning til gavn for alle danskere, men til
skade for papirsaviserne. Det underlige ved ordningen er, at
politikerne ikke også giver licensmidler til alle de papirsaviser, som
DR.dk nasser på, således at disse medier ligesom DR.dk kan leve fedt af
at tyvstjæle med arme og ben og sprøjte det ud på nettet uden at sovse
det ind i reklamer og kræve betaling fra brugerne. Kommissioners
ventetid [10/1, 11/1]
Politikeres
rolle i demokratiet misforstås ofte. Mange forestiller sig, at
politikerne går foran embedsværket og styrer landets udvikling. Berlingske gjorde i lederen
fredag den iagttagelse, at selv om politikere omgående hælder
kommissioners forslag ned af brædtet, så bliver forslagene alligevel
til virkelighed efter nogle år. Fogh afviste i 2005 således
Velfærdskommissionens forslag om kortere dagpengeperiode og afskaffelse
af efterløn. Her få år senere er det alligevel virkelighed. Derfor må
man også regne med at Produktivitetskommissionens forslag bl.a. om road pricing er virkelighed om få år,
selv om transportministeren netop har afvist det. Ja, naturligvis.
Politikeres rolle i demokratiet misforstås ofte. Mange forestiller sig,
at politikerne går foran embedsværket og styrer landets udvikling.
Virkeligheden er, at politikeres eneste funktion er gennem deres
offentlige stridigheder og skandaler at sørge for, at hele befolkningen
interesserer sig så meget for, hvad der foregår i det uoverskuelige
statsbureaukrati, at embedsmænd i ministerier og styrelser ikke
omgående og uden mindste modstand kan gennemføre alt, hvad enhver
kommission finder på. Men politikerne kan ikke forhindre noget, højst
forsinke det et par år. Vogt din
fjernkontrol! [3/1, 8/1]
DR ved
åbenbart ikke, at almindelige mennesker – takket være opfindelsen af
fjernkontrollen – er ligeglade med, om et opdragende tv-program, de
ikke gider se, sendes på den ene eller den anden af de utallige kanaler. Flere borgerlige partier har i
Berlingske bedt DR fjerne kokke og kulørte serier fra programmerne. Men
det nægter DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn med henvisning til
programmet ”Gaden hvor det offentlige forsvandt” under kommunalvalget:
”Det havde til formål at få nogen til at interessere sig for
kommunalpolitik, som ikke var interesserede før. Det kan man kun gøre
på en bred kanal, hvis den har en bred forankring.” Rønn ved åbenbart
ikke, at almindelige mennesker – takket være opfindelsen af
fjernkontrollen – er ligeglade med, om et tv-program, de ikke gider se,
sendes på den ene eller den anden af de utallige kanaler. Rønns replik
afslører, at DR bygger på ideen om, at man lokker underholdningssyge
folk ind på kanalen med kokke og kulørte serier for så at indoktrinere
dem med udsendelser, som kan begejstre dem for kommunalpolitik. DRs
folkeopdragelse kan kun lykkes i et land, hvor alle fjernkontroller
forsvandt permanent, umiddelbart efter seerne havde ladet sig lokke ind
på DDRs, undskyld DRs kanaler. Gode gys
[3/1, 6/1]
Brokhoveder
vil spørge, hvorfor man spildte sendetiden på at fortælle om redningen
af nogle ligegyldige bådpassagerer i Arktis, som ikke var i fare. I alle TV-nyhedsudsendelser
mellem jul og nytår hørte vi om et skib, som sad fast i Antarktis. Vi
hørte om først den ene, så den anden, så den tredje isbryders forgæves
forsøg på at nå frem til det fastfrosne skib. Men de ombordværende
turister og forskere var altid i godt humør og sendte billeder, hvor de
syngende i kæde trampede en landingsplads på isen til den ventede
redningshelikopter. Og nu er de reddet, men besætningen er stadig
ombord, for der er mad nok og ingen fare. Brokhoveder vil spørge,
hvorfor man spildte sendetiden på at fortælle om redningen af nogle
ligegyldige bådpassagerer, som ikke var i fare. Disse brokhoveder bør
tænke på, at der så blev mindre sendetid til de sædvanlige
internationale rædsler: massakrer i Afrika, indiske togkatastrofer og
gruppevoldtægter, syriske blodbade, Putins seneste manipulationer.
Historien med de indefrosne i Arktis’ isørken, som hverken nåede hjem
til julegås eller nytårstorsk, var en tilpas rædselsvækkende
kontra-historie til os hjemme i sne- og isløse Danmarks familieproppede
julestuer. Vi gøs uden at miste appetitten. Tak, TV. Omfordeling
af taletid [2/1, 3/1]
Drop
kommentatorers og studieværters langstrakte småpludren. Giv al tiden
til dronningen og statsministeren, så de uden oplæsning kan tale
spontant og direkte til os. Så kan kommentatorer og studieværter
eventuelt runde af med et minuts oplæsning af uddrag fra deres bedste
skolefristile I forbindelse med det nye
medieforlig bør TV-programmerne med nytårstalerne nytænkes. Det er
vanvittigt, at tilfældige kommentatorer og studieværter i timevis kan
snakke helt frit fra leveren om talerne, mens dronningen og
statsministeren kun har 10-15 minutter til at læse deres taler op.
Hvorfor skal vores lands ledere læse artige, korte fristile op? Det er
uværdigt, at de skal presse deres vigtige budskaber ind på få minutter.
Enhver kan se, hvor nervøse de er for ikke at få det hele leveret med
nøjagtigt den planlagte ordlyd. Giv dog al den sendetid, der er afsat
til kommentatorers og studieværters fortolkninger og ligegyldige
småpludren, til dronningen og statsministeren. Gerne al tiden. Lad dog
vores lands ledere tale spontant og frit uden oplæsning direkte til os.
Så længe som de måtte have behov for, for at fortælle os, hvad de
virkelig mener inderst inde om os, landet, fremtiden. Lad dem tale af
karsken bælg direkte til os, til folket. Så kan kommentatorer og
studieværter få et minut hver til at runde udsendelsen af med en
oplæsning fra deres bedste skolefristil. Minister på
tidsrejse [27/12, 2/1 2014]
Socialminister
Mette Frederiksen drømmer sig tilbage i tiden for at undslippe
Margrethe Vestagers regimente. Mange af dem, der stemte på S
og SF, hænger stadig fast i fortiden. Og disse vælgere har erkendt, at
de ikke både kan hænge fast i fortidens søde fantasier og fortsat
stemme på S og SF. Men denne erkendelse har socialminister Mette
Frederiksen endnu ikke gjort. Hun hænger fast i fortiden, når hun
kritiserer den nuværende regerings dagpengereform med begrundelsen:
”Den tidligere regering valgte en helt forkert indfasning af
dagpengereformen.” Og flere ministre og medlemmer af S og SF fremhæver
i kølvandet på Frederiksen, at de stemte imod dagpengereformen, dengang
de var i opposition. Og det er ret smart på denne måde at give den
tidligere regering skylden for at ti gange flere end forventet er røget
ud af det dagpengesystem, som står i regeringsgrundlaget. Men Mettes
flugt til den fjerne, skønne fortid gøres usmart af EL og DF, som
fortæller, at de hele tiden gerne har villet hjælpe regeringen med at
udvande reformen. Så nu kan alle se, at den eneste, som får Mette til
at drømme sig tilbage til fortiden, er ministerkollega Margrethe
Vestager (R). |
|
|
|
|
|
