|
På den netop afholdte
skandinaviske satirikerkongres var der voldsom kritik af, at det blev
stadig mere umuligt at lave god satire over kendte politikere, partier,
erhvervsledere og topbureaukrater -- altså alle de almindelige ofre for en
hvas satirikerpen. Enten var ofrene så kedelige og anonyme, at de
allesammen lagde op til én og samme satiriske figur: den dødsenskedelige
leder. Eller også var ofrene så ekstreme i sig selv, at de ustandseligt
overgik enhver parodi på sig selv, som en satiriker kunne finde på.
-- Vi er snart derhenne, sagde den
ordførende satiriker fra Bergen i Norge, hvor vi er nødt til at importere
ofrene eller emigrere til mere primitive samfund, hvor man stadig gør
originaler til ledere.
-- Hvad er vi for grædekoner,
sagde en kendt revyforfatter fra Thisted. --Sandheden er, at vi har
satiriseret så mange år, at vores ofre har forbedret sig og nu ikke mere
giver grundlag for satire. Vi skulle være de første til at glæde os over,
at vi bliver mere og mere arbejdsløse.
Heri var forsamlingen dog langtfra
enig.
-- Vi har et ansvar over for
befolkningens trivsel. En leder, som det er umuligt at satirisere over, er
en alvorlig trussel mod det politiske system, sagde den indbudte politiske
gæstetaler, efter han under stor misundelse havde fortalt om sine forfærdelige
år som bortcensureret satiriker under det tidligere kommunistiske system i
sit hjemland.
I en afsluttende resolution hedder
det, at ”den tid er forbi, hvor satirikere bare kan se passivt til i tillid
til, at der altid vil være rigeligt med emner at øse af. Det er nu
nødvendigt at gå aktivt ind i kampen for, at landet igen bliver forsynet
med ledere, som er vanvittige, underlige, groteske og dumme.”
|
