Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 17-08-2010 22:37:53

 

 

At forstå politik uden at forstå sagen

 

Demokratiet er en succesrig tv-føljeton – for alle andre end den elite som kræver saglig argumentation. I øjeblikket er Helle og Lene tilsyneladende i samme båd fordi begge er ramt af negative kendsgerninger. Men deres udvikling i føljetonens kommende episoder tegner helt forskelligt

Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er blevet kritiseret for at være produkter af en management-kultur. Det er ikke afgørende hvad der siges, men hvordan det siges. Bekymrede kommentatorer foreslår at alle politikere lærer af disse to skrækeksempler og dropper de korte og kække svar og i stedet argumenterer sagligt ud fra viden og ideologi.

Jeg vil godt tilbyde at spise min tyrolerhat med påhængte souvenirs af plastik hvis dette sker. Kun fæhoveder er jo imod saglig argumentation. Til gengæld er det kun politikere der kan alt det andet – alt det man kalder ”det usaglige” eller ”spillet” – der bliver valgt. Hvis Fogh ikke havde været en mester i at forstå og praktisere det såkaldte ”irrelevante” i politik, så var den borgerlige regering aldrig kommet til fadet i 2001.

Politisk formidling i verdensklasse

Forklaringen på personers store betydning i politik, er den enkle at vi har et demokrati hvor enhver har én og kun én stemme – uanset hvor meget man ved om og interesserer sig for politik. Og da de færreste vælgere er uddannet i retning af at være djøffer med forstand på administration, jura og økonomi, så giver det ikke særligt høje seertal at indrette tv’s nyhedsudsendelser som om den kun skal ses af discount-djøffer. Derfor bliver politikerne som personer så vigtige. En historie forstås nu engang gennem de personer som spiller med.

Og her er vi faktisk allerede ”verdensmestre”. Det danske demokrati er som politisk formidling en kæmpe succes.  Stemmeprocenten ved valg til Folketinget er i top. Langt over den procent som de fleste andre demokratier har ved valg til deres parlamenter. Kun diktaturer eller ”folkedemokratier” kan prale med endnu højere stemmetal.

Men vores høje stemmetal skyldes ikke at vælgerne er dybt inde i nationaløkonomi, jura, administration eller andre af de saglige områder som politik handler om. Det skyldes heller ikke at mange vælgere er medlemmer af et politisk parti. Medlemstallene er sunket i mange år. Og det skyldes heller ikke at verden er blevet mindre indviklet end den tidligere har været.

Elitens forargede skolemestre

Det er ganske tankevækkende at landets politiske elite af lederskribenter,  kommentatorer, de fleste politikere, organisationsledere og topembedsmænd har så svært ved at erkende konsekvenserne af at vi har et usædvanligt velfungerende demokrati. Den politiske tv-føljeton som kører i nyhedsmedierne til stor gavn og fornøjelse for vælgerne, er officielt nedvurderet og udskældt. I stedet dyrkes forestillingen om den saglige argumentation som alle vælgere egentlig burde forstå. Den offentlige fortrængning af den politiske tv-føljeton sker bl.a. med denne begrundelse: ”Lad os nu ikke undervurdere vælgerne.” Det underforståede budskab er at der indeni alle vælgere ligger en hel del viden om og interesse for økonomi, jura, administration og diverse tekniske anliggender som jævnligt dukker op i politik.

Men det er jo egentlig en hån mod vælgerne at pådutte dem denne viden og interesse. Det et oprørende stykke repressiv tolerance at tillægge alle vælgerne egenskaber som kun et begunstiget mindretal har, herunder den politiske elite som ustandseligt spiller forargede skolemestre. Vælgerne i demokratiet er gode nok som de er. Alle vælgerne. Det er jo hele pointen.

Vælgerne er superkompetente

Vælgernes er superkompetente, men deres kompetence ligger et helt andet sted end i at være discount-djøffer. Vælgerne er eksperter i at vurdere  personer på tv: Hvordan ligger det med figurernes ærlighed og kompetence, hvilke udviklingsmuligheder har de,  hvordan klarede de et interview eller en debat? I timevis sidder vi hver dag ved skærmen og bestiller ikke andet end at leve os ind i de personer vi ser. Vi er alle eksperter i dette. Også når det vi (tilfældigvis) ser, er figurerne i den politiske tv-føljeton.

Det er den politiske tv-føljetons store fortjeneste at den på denne måde gør politik interessant og forståelig uden at det er nødvendigt at interessere sig for og forstå sagen. Hvis skolemestrene fik held med deres klamme vision om at erstatte føljetonen med saglige diskussioner, så ville vælgerne ikke bare dø af kedsomhed. Demokratiet ville dø med.

Driften mod den episke retfærdighed

Føljetonen har en selvstændig politisk betydning ved at seerne – nøjagtigt som i fiktive serier – holder med de gode og rigtige og hader de onde og forkerte. Omsat til politisk kommunikation er de gode og rigtige dem med et stærkt og godt image. Og i fortællingen er alt man får at vide om personen, relevant for hvordan figuren tegnes. Det er altså helt lige meget om oplysningerne kommer fra privatlivet eller fra den politiske scene: Revl og krat bruges når figurerne vurderes.

Men det særlige ved den politiske føljeton – sammenlignet med fiktive føljetoner – er at seerne ikke bare sidder og glor. Vi kan også bestemme hvem der vinder pokalen, fx statsministerposten. Vi kan bestemme om de gode og rigtige får deres belønning og føljetonen dermed en god, om end midlertidig, slutning. Føljetonens politiske kraft ligger i denne vælgerdrift mod den episke retfærdighed, hvor det går alle som fortjent.

Det gælder ærlighed og idealisme

Men der er også en drift hen imod forandring og udvikling. Og figuren Helle har jo en klar udviklingsmulighed: at hun får succes med sit klare projekt at blive statsminister. Det vil i føljetonen være en forfriskende ændring. Lars Løkke har ikke en tilsvarende udviklingsmulighed og er derfor i føljetonen en langt mindre interessant figur: Det mest interessante der kan ske med ham rent fortællemæssigt, er faktisk at han mister det hele. Det samme gælder i øvrigt Lene som jo også har nået den post hun har drømt om. Føljetonen peger derfor på Helle som statsminister.

Men har Helle kompetencen? Vistnok alle politiske iagttagere fremstiller det som om næste valg især afhænger af hvem vælgerne anser for at være mest kompetent: Lars eller Helle? Men det er forkert at tro at posten går til den der vinder denne konkurrence på kompetencen. Figurers kompetence er kun en mindre del af deres image. De etiske dyder: ærlighed og idealisme (at man brænder for noget højere og større end ens egen person), tæller langt mere. De etiske dyder kan ingen figur nogensinde have for meget af. De giver den godhed som sikrer katharsis hos vælgerne når de stemmer figuren frem til pokalen. Kravene til kompetencen er derimod et krav om at bare man ligger over en vis minimumstærskel er det i orden: Man skal undgå at dumme sig.

Vejen til statsministerposten for Helle er altså at hun ikke anses for direkte inkompetent, og at hun i øvrigt koncentrerer sig om at score så højt som muligt på de etiske dyder. Så vil seerne give hende jobbet. I dette perspektiv er der ingen tvivl om at Helles klodsede håndtering af gemalens skatteforhold har langt større betydning for hvem der bliver statsminister, end Lenes ferieroderier. Men føljetonens drift hen imod at Hellefiguren efter sin lange, svære kamp udvikles til statsminister, er så stærk at hun får forholdsvis let ved at komme igennem de øjeblikkelige trængsler. Hun er som gjort i teflon.

Respekt for føljetonens iboende kræfter

Derimod vil dårligdommene klæbe ved Lene. Hun har allerede scoret sin drømmepost, så der er ikke så meget andet denne figur kan byde på end en interessant nedtur. Derfor vil feriesagen og det dobbelttydige forhold til den respekterede Per Stig som hun fyrede for selv at få posten, klæbe som fluepapir til hende.

Helle og Lene og alle andre aktører er nødt til at respektere føljetonens iboende kræfter – for at udnytte dem bedst muligt. Al jamren herover bør straks forstumme – og afløses af lovsang over et demokrati, der fænger.

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden